maj 1, 2022 | Nyheder
– Da kalenderen det næste stykke tid er fyldt med gøremål blev vi enige om at lørdag skulle være forårslaksesæsonens sidste dag, lyder det fra Bjørn og Ronni fra Team terkel. – Vi inviterede vores gode ven og fiskemakker Preben fra Team Proppen med. Og da Preben ikke havde fanget laks i år blev vi enige om, at den første laks var hans, hvilket var en deal, som han absolut ikke kom til at fortryde. For efter at have trollet noget tid i det gode, så gik nederste riggerstang i et langt vrææææææl – og fisken satte sig dybt.
– På turen i dybet havde det lykkedes fisken at kludre sig ind i ikke mindre end 5 andre liner. Vi fik kludret liner op, bjærget det meste af grejet og første gang den kom ind til båden kunne vi godt se at det i hvert fald var en stor fisk. Efter cirka 30 minutters fight blev fisken nettet, og det var en kæmpe krabat med fedtfinne. Efter en hurtig vejning i nettet, og et lynhurtigt foto kom den ud i Østersøen igen. Og så kunne vi ellers med gummiben, mandekrammer og jubelråb fejre en bådrekord og en personlig rekord til Preben. Vægten uden nettet svingende mellem 17,5 og 18 kg. Sikke en måde at slutte foråret af på.
– Resten af dagen bød på masser af højt humør, god mad i godt selskab og så en enkelt undermåler laks, inden at klumperne blev hevet. Vi har i marts og april haft midlertidig hjemhavn i Ystad, sammen med en masse andre fantastiske trollingfiskere: Tak til alle jer for godt samvær, hjælp og hygge. Vi ses igen derude. Nu er vi på vej hjem mod Mosede, og den nærmeste fremtid står på fiskeri i Øresund, og der rigges snart op til sommerfiskeri.
Vil du have lidt ekstra tips til dit laksetrollingfiskeri, så se vores video med lakseguruen Pelle Karlsson på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
maj 1, 2022 | Nyheder
I anledning af geddepremieren på vores mange geddesøer, har du som gratis abonnent på Fisk & Fris YouTube kanal nu muligheden for at vinde for 1.000 kroner lækkert geddegrej fra Kinetic. Alt, hvad du skal gøre for at være med i lodtrækningen om præmien, er at svare på hvornår gedderne i ferskvand næste gang er fredet. Svaret skriver du i tråden om denne konkurrence publiceret her den 1. maj. Konkurrencen lukker for deltagere den 7 maj kl 12.00 – hvorefter vinderen vil blive offentliggjort.
Hvis du ikke allerede er gratis abonnent på Fisk & Fris YouTube kan du blive det her.
Præmien indeholder:
3 stk. Playmate 20cm i farverne Fire Tiger, Brownie No Nuts og Brown Tiger
2 pk Charmy R2F 13cm i farven Wannabe Pearch
2 stk Fatty Daddy 11cm i farverne Greenish Tiger og Silver Minnow
1 stk Slicky Micky Jerk bait i 14,5cm i farven Shiner
1 Stk. Humpy Dumpy 9,5cm i Fire Tiger
1 pk Pike Leaders 30 cm 65lbs
1 pk Single stingers 10cm 65 lbs
1 pk Single Stinger Fluoro Carbon 4,5cm 60lbs
1 rl FluoroCarbon i 0,60mm 20m
1 12″ heavy Duty Pistol Grip tang.
apr 30, 2022 | Nyheder
Til årets Trolling Master Bornholm 2022, som afholdes lige nu med hovedkvarter i Tejn Havn, har det ikke skortet på dramatik. På anden dagen blev vinderfisken på knapt 18 kilo taget ud af konkurrencen, fordi der ikke havde været to over 16 år på båden, da den blev fanget. Og – i går sank trollingbåd nr 323, men lykkeligvis uden at besætningen – Michael Bonde og Kaj Linneberg Nielsen – kom til skade. – Vi kommer næste år igen. Der er sgu´ikke nogen der synker to år i træk, siger du to gæve gutter i deres interview til TV2 Bornholm.
Vejret har været godt, og der er blevet både genudsat samt landet flere flotte laks, selvom fiskeriet for de fleste ikke ligefrem har været let. Måske fordi vejret har været lidt for godt, vil nogen mene. Konkurrencen føres stadig af finske Sami Heiskanen med en fantastisk laks på 15,680 kilo taget på dag 1. Andenpladsen har Michael Møller med en laks på 14,11 kilo taget på dag 2. På tredjepladsen ligger finske Juha Kangaspunta med en laks på 13,09.
I går blev dagens største fisk 12,420 – og den blev taget af Søren Hansen – og lige nu kæmper de mange både om at fange nogle laks, der er endnu større.
Fotos: Screendumps fra TV2 Bornholm

Trolling Master Bornholm 2022 føres stadig af finske Sami Heiskanen med en fantastisk laks på 15,680 kilo taget på dag 1. Highlightet er Søren Hansen – gårsdagens vinder af konkurrencens tredje dag.

I går sank båd nr 323 til TMB 2022 – her ser du snuden af den, inden den gik helt ned.
apr 30, 2022 | Nyheder
Hej Fisk & Fri. Jeg har netop været på en impuls tur til Simons Put and Take, hvor jeg fiskede i 2-3 timer, fortæller Jimmi Frederiksen. – Egentlig forventede jeg nok ikke det helt store, da det var en uge efter udsætning, men jeg måtte bare have lidt frisk luft. Som du kan se på billedet ovenfor fik jeg min fisk, og det var dagens eneste, men gør ikke noget, når de har denne størrelse. Regnbuen, som var 5,5 kilo blev taget på en gennemløber i Michael Jackson farven, slutter han.
Husk at tjekke vores store artikelarkiv, hvor der er masser af dybdegående artikler om alle former for put and takefiskeri – lige fra bombarda og powerbait til de allernyeste teknikker med fluer og blink. Se put and take artiklerne her.
apr 29, 2022 | Nyheder
Suderen er en varmeelskende fisk, så det er sjældent, at landets medefiskere kaster sig ud i målrettet fiskeri, før der så småt er ved at komme blade på træerne. Men det er der nu, for det er forår med stort F. En af dem, der har været ude med medegrejet er Jesper Larsen fra Græsted:
– Nu skulle det være, fortæller han. – Jeg havde både trangen til en fridag & lysten til at se om suderne var vågnet op – på trods af en kold april måned. Jeg pakkede derfor grejet og kørte afsted til en sø, som ligger 1 time fra min bopæl og som jeg besøgte sidste år, med en ok fangst. Men – dengang var det varmere end nu.
– Dagens teknik i det stadig relativt kolde vand, blev teknikken ”method feeder” kombineret med små pineapple boilies fisket på bundtakel og hair-rig. Denne teknik havde jeg haft stor succes med sidste år på diverse ture. Den første suder kom på efter blot 15 minutter – efterfulgt af den næste lidt længere oppe af dagen. Begge bød på en fin fight. I skrivende stund fisker jeg videre, og jeg nyder 100% at havde skudt suder-sæsonen godt i gang, slutter han.
Hvis du vil vide mere om suderfiskeri – eksempelvis det sjove og super spændende flådfiskeri, så tjek denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.

Med method-feeder teknikken presses grundfoderet sammen i en “foderlkurv” (tv) der også udgør taklets belastning. Bemærk, at den lille boilie fiskes på et såkaldt hair-rig, der giver en bedre krogning.
apr 29, 2022 | Nyheder
Wilfred van Nunen har netop brugt en uge på Møn i jagten på havørred, og det gik slet ikke så ringe:
– På grund af nordøstlige vinde var det svært at fiske på nogle af mine favoritspots på nordsiden, men på førstedagen var vandet stadig klart nok til at give det et forsøg. Der var høj bølgegang, da jeg pludselig fik et tungt hug fra en flot havørred, som leverede en gevaldig fight på spinnegrejet. Efter et par solide udløb sprang fisken et par gange fri af vandet og rullede faretruende rundt i overfladen. Efter 10 minutters benhård fight kunne jeg lande den flotte fisk, du ser på fotoet. Havørreden huggede på en 27 grams Line Thru Sandeel fisket med Release Connector og en str 12 krog. Utroligt, at så lille en krog kan holde så stor en fisk, men det er altså bare et system, der virker.
– Resten af ugen gjorde vinden det desværre svært på mine yndlingspladser, så jeg måtte i stedet fiske sydkysten, hvor jeg også fik nogle fine fisk. Ved Hvide Klint så jeg en del tobiser, og her fik jeg turens næststørste fisk. Jeg glæder mig allerede til at komme til Danmark igen, slutter den glade hollænder.
Har du selv været på kysten efter havørred hører vi meget gerne fra dig. Send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 29, 2022 | Nyheder
Morgenfiskeriet er på helt klassisk vis ofte godt, og det kan derfor altid svare sig at komme tidligt ud af fjerene:
– Uret var sat til klokken 04.30 forleden, og der skulle morgenfiskes på Nordkysten af Sjælland, fortæller Per Svolgaard. – Forventningerne var dog ikke de store, da Nordkysten ikke har fisket så godt i denne sæson. Pladsen her havde dog givet en god fisk indimellem, men jeg har skullet arbejde for det og samtidig have heldet med mig. Men – i går lykkedes det dog at ramme tidspunktet, hvilket resulterede i den fine fisk, som du ser på fotoet ovenfor, slutter han.
Har du selv været på kysten og har fanget en god fisk, så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer samt et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Tjek alle vores mange havørredartikler i Fisk & Fris store artikelarkiv her.
apr 29, 2022 | Nyheder
I Sønderjyske Brede Å er der indtil videre i 2022 taget 12 laks med den største på 101 centimeter og 10,18 kilo til Martin Dalgaard. En af de andre heldige og dygtige fiskere ved åen er Paul Erik Roager, som netop har fået en fin fisk:
– En planlagt fridag skulle bruges på en fisketur til Brede Å, fortæller han. – Det er min tredje tur i år efter sæsonstart. Med håbet om at fange en af åens laks, prøvede jeg fra morgenstunden først det populære stykke kaldet ECCO ved Bredebro – uden held. Derefter gik turen vestover mod det ydre stykke ved Mjolden. Efter 20 minutter kom det længe ventede hug på den knaldgule kondomspinner midt ude i åen – tungt og hårdt. Fisken viste sig hurtigt i overfladen, da min bremse var stillet stramt for med modhageløse kroge et det vigtigt, at holde laksen hårdt, så den på ingen måder får slap line.
– Fighten varede vel 5-8 minutter, og da der ikke var nogen i den umiddelbare nærhed, måtte jeg selv lande den. Det gik ret udramatisk og i andet forsøg gled laksen ind i nettet og kom op på marken. På samme stykke noget længere henne gik to andre lystfiskere, der tog billedet af mig. De fangede samme dag øvrigt også begge laks omkring samme størrelse. Så vi har ramt en ny opgang af laks, der ofte kan være hugvillige. Min laks, som var ny PR, havde friske havlus, var 90 cm lang og vejede 7,8 kg. Det var en fantastisk oplevelse. Herfra en stor tak til foreningens bestyrelse og vandplejeudvalg, der med deres enorme arbejdsindsats har en stor andel i det dejlige fiskevand, som vi har i Brede Å.
Du kan følge med i fangsterne ved Brede Å her.
apr 28, 2022 | Nyheder
– Forleden vågnede jeg ved to-tiden, fik en kop kaffe og tog så til Hald Sø. – Omkring klokken 03.30 var taklerne i vandet, fortæller Kamil Gawrys. – Klokken syv havde jeg det første bid, men jeg bommede den. Det næste hug var omkring klokken otte og det føltes som en meget stor brasen, men desværre knækkede den linen.
– Jeg besluttede i stedet af fiske med feeder og skiftede ormene ud med en pellet på krogen. Efter blot tyve minutter fik jeg hug igen og fisken kæmpede bravt derude på det dybe vand. Til sidst kom den dog ind, og det viste sig at være en virkelig stor brasen på 6,43 kilo. Efter et par hurtige billeder blev den flotte fisk forsigtigt genudsat. Jeg er sikker på, at der er endnu større fisk i søen, så jeg vender helt sikkert tilbage for at prøve at fange en, der er endnu større – måske en ny rekord.