– Årets tur til Nordnorge med tre gode venner begyndte med en langtur 30 sømil ud på åbent hav, hvor stortorskene huggede på livet løs under de store stimer af byttefisk 100 meter under båden, fortæller Søren Frederiksen. På få timer landede vi rigtig mange torsk mellem 12 og 17 kilo, og dagen toppede med en tung og kampklar sommertorsk på 24 kg fordelt på 128 cm.
– De følgende dage gik med helleflynder-jagt i et lavvandet område med kun 8-14 meters dybde, som var oversået med skær både over og under overfladen. Det var med et øje på hver finger, når båden skulle finmanøvreres rundt mellem de skarpe klippeskær, og særligt når bordpladen huggede og skulle fightes hårdt på det lave vand.
– Igen i år havde jeg medbragt mit Garmin Panoptix-ekkolod, og det kom virkelig til sin ret på det lave vand mellem skærene. Utallige gange havde vi nysgerrige storfisk på skærmen, som i mange tilfælde undersøgte alle vores agn og til og med slog lidt til dem for siden at smutte igen med en rynken på næsen – eller hugge knaldhårdt og brutalt. Enkelte helleflyndere fulgte vores jigs helt op under båden og huggede med bare 2-3 meter mellem fisk og stangspids. Det sætter virkelig fisker og grej under pres på den fedest tænkelige måde.
– I ugens løb landede vi helleflyndere op til 157cm, tabte nogen stykker under den benhårde fight på kort line og måtte se os afvist af langt flere. Vi er faktisk lidt chokerede over den ubegribeligt store koncentration af de store dyr, som takket være rigelig tilgang til føde i form af tobisstimer, som jager på et ganske lille område med ringe vanddybde og forræderiske skær.
– Destinationen var campen på Vesterålen i Nordnorge, og teamet bestod ud over forfatteren af mine gode venner, Eilon Fransson, Fredrik Bergström og fantomfiskeren Jens Bergström.
– Om Panoptix: I modsætning til traditionelle ekkolod, som viser et historisk billede – altså hvad der tidligere er sket under båden, viser Garmins Panoptix et realtidsbillede af aktiviteten under båden og et godt stykke ud til siderne eller foran og bagved båden afhængig af monteringen. En lidt spøgefuld sammenligning med scanningsbilleder af en sparkende baby i en gravid mave på fødestuen er faktisk ikke helt ved siden af….. Det betyder, at man på skærmen kan se sine agn bevæge sig, når man løfter i stangen og naturligvis følge en fisk og se hvordan den reagerer på agnene… Er den mest interesseret i den røde? Bliver den skræmt, når man løfter i jiggen? Angriber den nedefra eller horisontalt? Se mere på Garmin.dk
– Vi rejste som altid med den top-professionelle, svenske arrangør af fiskerejser, Nordic Sea Angling. Deres pakkerejser, som består af flyrejse, indkvartering, leje af båd, adgang til fryse- og tørrerum, leje og salg af al tænkelig udrustning samt ikke mindst fantastisk servicemindede fiskeguider betyder, at man kan fokusere fuldt ud på fiskeriet under optimale vilkår. Se mere på https://nordic-sea-angling.se