aug 29, 2022 | Nyheder
DTU Aquas tunmærkning – Scandinavian Bluefin Marathon 2022 – har nu kørt siden lørdag den 20 august. Det forlyder fra fiskerne, at der efterhånden er blevet mærket i omegnen af 70 tun. Planen er angiveligt at mærke 200 tun i alt, så der er et stykke vej igen. På den bedste dag blev der efter sigende landet 22 tun, og der har også været dage med henholdsvis 20 og 16 fisk oppe at vende. I dag er tunfiskerne i havn på grund af for meget blæst, men det forventes, at der kan fiskes igen imorgen.
Mærkningsfiskeriet kører videre indtil søndag den 4 september, hvorefter det igen er tid til at fange de resterende kvotetun, der må hjemtages. De fleste af disse fanges i områder 11 mil NV for Skagen samt ved et område, der kaldes ”Krogen”. Lystfiskerne sejler selv tunene til Skagen, hvor de parteres i kølehuset. Kvotefiskerne har fået et ”kit” med plasticposer, der er beregnet til de forskellige kropsdele, som forskerne skal tage prøver af. Her puttes fx hjerte, indvolde, øresten osv ned, inden det nedfryses til senere afhentning.
De steder, hvor der især kommer til at blive fisket efter kvotetun, ligger lige på kanten af dansk farvand, hvor kvotetunene skal fanges, så det er med at holde godt øje med GPS´en, så man ikke kommer til at fange en fisk uden for dansk farvand. Bliver det godt vejr i starten af næste uge, vil alle kvotetun måske været fisket op allerede efter et par dage, hvorefter fiskeriet holder pause, indtil det igen genoptages i det nordlige Øresund den 24 september, hvor det kører til engang i oktober.
Hvor basen for del 2 af tunfiskeriet sidste år var I Gilleleje, forlyder det, at Helsingør i år kommer til at danne rammen om sidste heat af tunfiskeriet.
Når vi skriver ”forlyder”, så er det fordi DTU Aqua efter sigende har meddelt alle deltagere i projektet, at de vil blive smidt ud af mærkningsforsøget, hvis de lækker oplysninger om fiskeriet og fangsterne til Fisk & Fri. Endvidere forsøger man fra DTU Aquas side efter sigende at presse tunfiskerne til at forhindre facebook delinger, hvilket man fra DTU Aquas side selvfølgelig ikke har nogen ret til, eftersom alt, hvad der lægges op på facebook per definition kan deles frit og helt lovligt, hvis man ønsker det. Man kan undre sig over, hvad det egentlig er DTU Aqua er bange for, at man skriver, for de fleste af fangsterne bliver lagt op på facebook alligevel. Det forekommer helt tydeligt, at DTU Aqua ønsker at lukke munden på de medier, der helt generelt tillader sig at forholde sig kritisk til institutionens virke.
Jeg har henvendt mig til Kim Aarestrup fra DTU Aqua, der leder projektet, for at høre om han vil be- eller afkræfte, at tunfiskere, der lækker oplysninger til Fisk & Fri, bliver smidt ud af projektet. Jeg har endvidere spurgt, om der er nogen speciel grund til det store hemmelighedskræmmeri, og hvorvidt man fra DTU Aquas side ønsker at nedtone eller skjule, hvad der foregår i projektet for offentligheden. Kim Aarestrup har ikke ønsket at besvare disse spørgsmål.
Men kære læser – bare rolig. Ingen lukker munden på Fisk & Fri – heller ikke DTU Aqua. Du kan derfor se frem til flere artikler, hvor vi på de danske lystfiskeres vegne stiller de spørgsmål, som enhver kritisk journalist med respekt for sig selv bør stille.
Tusind tak til alle de mange forskellige anonyme tunfiskere, der velvilligt deler oplysninger, som gør det muligt at bryde DTU Aquas ihærdige forsøg på at censurere nyhedsstrømmen fra projektet.
aug 29, 2022 | Nyheder
– Min makker og jeg stod klar ved åen klokken 05.30 lørdag morgen, fortæller Jonas Patuel, der næppe fortryder, at han kom op så tidligt. – Vi besluttede os for at gå et stykke ned til nogle sving, der så spændende ud. Efter én times fiskeri huggede en halv meters fisk min wobler, men den hoppede hurtigt af igen. Jeg satte mig herefter i græsset og tænkte over, hvordan jeg skulle fiske næste sving af.
– Jeg besluttede mig for at sætte en gul/rød Mepps Aglia på, og det viste sig at være en god idé, for efter 30 minutters fiskeri huggede fisken meget forsigtigt. Til at starte med troede jeg, at det var bundhug, men lige pludselig var der liv i den anden ende. Fisken gik stille og roligt til at starte med, men efter lidt tid gik den amok og løb 10 meter ned af åen. Lidt efter sprang den helt fri af vandet, men efter endnu tre udløb og lidt trækken frem og tilbage, fik min makker landet fisken i første forsøg. Først da gik det op for os, hvor stor den egentlig var. Vi fik hurtigt målt fisken og skudt nogle billeder, inden vi lod den svømme tilbage i åen igen.
aug 27, 2022 | Nyheder
Mallefiskeriet ved Drive In er endnu ikke åbnet officielt, men der testfiskes af og til: – Fredag d. 26/8 skulle der igen testfiskes efter de nye stør i Drive In Put and Take ved Lynge, beretter Kim Nielsen. – Men da temperaturen viste 28 grader og meget høj luftfugtighed, var det oplagt at prøve noget mallefiskeri i den anden sø, så der blev fanget nogle store skaller til agn. Jeg valgte denne gang at prøve med stort flåd og driv fiskeri. Agnen blev sejlet ud klokken 21.00, og der gik ikke længe før en meget sulten lille gedde på cirka 1,5 kg valgte min agn til aftensmad.
– Der blev agnet igen, og denne gang med et nummer større skalle, som igen blev sejlet ud på midten af søen. Klokken 02.00 kom der lyd fra min bidmelder, og fighten kunne begynde. Jeg fisker med en 7 lbs stang og 0,55 Black Cat Line, så med en malle på 160 cm og cirka 15 kg blev fighten ikke lang. Det var så min første malle og forhåbentlig ikke den sidste.
aug 27, 2022 | Nyheder
Mark Graves har været på en helt speciel fisketur. – Han tog med de andre drenge ud på de små både i den lokale lystfiskerforening i Sorø, fortæller Maria – hans mor. – Hele dagen havde Mark været nervøs og ville ikke rigtig afsted. Han var sikker på, at han ikke fangede noget den dag, så han gik modløst ud i båden og satte en gummi-jig på stangen og sejlede ud på søen. Han kæmpede med sin tålmodighed, men på vej tilbage til land var der pludselig hug, og det var den smukkeste sandart på 1,41 kg. Han fik den landet med stolthed, og hans mor tog imod ham ved bådebroen med en lille tåre i øjet over den kæmpe sejr, der også gav ham modet igen.
– Trods mark har landet utallige fisk det sidste års tid, har det ikke altid været let for ham, og fiskeriet har til tider været svært. Han fik for to år siden diagnosen infantil autisme og havde på det tidspunkt så svært ved at være i livet, at hver eneste dag var en hård kamp for ham. Men pludselig en dag mødte vi nogle søde mennesker ved den lokale put & take sø og en helt ny verden åbnede sig for os.
– Den dag ændrede simpelthen alt for Mark, for han ville fiske! Pludselig var han “storfanger” og begyndte at få gode venner ved søen – eller hjalp dem han mødte på fisketure med gode råd og hyggelige fiskehistorier. Han har også deltaget i flere konkurrencer den seneste tid. I dag fisker Mark stort set hver dag, både i sø, hav og put & take. Han siger selv, at “fiskeriet har reddet hans liv”. Med denne lille beretning vil jeg blot fortælle, hvad denne fantastiske hobby har givet ham af stolthed og glæde, slutter hun og tilføjer at Mark gerne vil deltage i Kinetic Fiskecup 2022.
Du kan læse meget mere om konkurrencen, hvor du også selv kan deltage, her. Præmierne er sponsoreret af Kinetic Fishing

aug 27, 2022 | Nyheder
– Min fiskemakker Mads Davidsen og jeg var blevet enige om, at vi ville ud og jage nogle store aborrer, fortæller Jakob Kromann Batz. – Da vi var kommet ud til spottet, havde vi ikke fisket i meget mere end 20-30 minutter, før jeg fik et mega hug, og for enden af linen var der en KÆMPE aborre. Men – lige inden den kom i nettet, hoppede den af. Jeg skyndte mig at få kastet ud igen, for at se om jeg kunne ramme en god fisk igen.
– Det kunne jeg, og der kom snart fleks på stangen igen. Da den kom ind til nettet, fulgte de andre i flokken med kæmpeaborren, ind og jagede nærmest mellem benene på os. Lige da min fisk var kommet i nettet, droppede Mads sin jig lige ned foran, og boom så havde han også en på.
– Inden længe var der to super fine fisk i nettet. Min var 47cm og Madses var 52cm. Vi fik taget nogle gode billeder af fiskene, hvorefter de nænsomt blev genudsat. Der skulle ikke gå meget mere end 15 minutter, før jeg havde hug igen, og det resulterede i, at jeg kunne trække en super fisk ind på 50cm – og dermed slå min egen rekord med 1cm. Jeg fangede også endnu en aborre senere på dagen på 47cm, så det var en helt vellykket aborretur, slutter Jakob..
aug 27, 2022 | Nyheder
Den danske rekord for malle i put and take er pt 37,5 kilo og 181 cm taget af Henrik Carl i Roskilde Fiskeland den 19 juni sidste år. I sidste uge blev der dog fanget en fisk i Drive In Put and Take ved Farum, der med ret stor sikkerhed var både større og tungere, men fisken blev desværre ikke vejet. Fangeren var Adam Jakielski, som tidligere har fanget maller både i Vistula floden i Polen – og Tiber floden i Italien.
I sidste uge var Adam nede for at fiske gedder i Drive In Put and Take. – Jeg fiskede med en Cannibal Shad fra Savage Gear på relativt let grej, og pludselig fik jeg et massivt hug, inde på lavt vand. Jeg indså hurtigt, at det var en af søens store maller – og fik mine venner til at løbe over efter robåden på den anden side af søen, så vi kunne fighte den store fisk mere sikkert fra den.
– I 30 minutter trak den os tre mand rundt i båden og gik helt amok. Til sidst fik vi dog fisken ind til land, hvor vi tog et par hurtige fotos, inden den røg retur, slutter han.
Den store malle var 201 centimeter lang og dermed hele 20 cm længere end den gældende rekord – og sikkert også noget tungere. Fisken er dog ikke blevet officielt indberettet – og svømmer derude endnu…
Du kan læse om mere om hvor store maller der er i søen – samt udsætningen af de store maller her.
aug 27, 2022 | Nyheder
– De seneste par dage har vi haft rigtigt varmt vejr, og vandtemperaturen var steget over de 20 grader, fortæller David Sølling Johnsen. – Forventningerne til denne tur var derfor ikke høje, men vi måtte alligevel afsted og give det chance. Vi kørte sydpå og startede fiskeriet på en plads med dybt vand og stærk strøm.
– I løbet af aftenen blev det til et par mindre fisk under målet, men ellers skete der intet. Lige inden lukketid valgte vi at skifte pladsen og prøve et andet sted, hvilket var en god idé! Kort efter mørket faldt på huggede nemlig en grov farvet hanfisk på Sømmet i 22g. Fisken målte 60cm.
aug 26, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Torskefiskeriet har været en smule sløvt på Øresund det meste af sommeren, lyder det fra Martin Hubert, Spar Lystfiskeri. – Men man må sige, at det har ændret sig ganske markant. Her forleden var Team Pure Fishing og Team Savage gear på torsketur med Spar Lystfiskeri, og vi havde gang i både Sværd, Øby og Skipper, for det var ikke blot de gæve folk fra Danmark, men hele det internationale team, der skulle ud og lufte fiskegrejet.
– Da vi stævnene ud fra Kalkbrænderihavnen i København var det egentlig ikke med de vildeste forventninger, men det skulle hurtigt vise sig, at forholdene havde ændret sig over natten som ved et trylleslag! For at gøre en lang historie kort var der massevis af torsk til alle tre både med rundt regnet 2-300 torsk til hvert skib med 20-30 mand ombord. Og det gode ved historien er, at det var ikke bare ét sted, der var fisk, for bådene var godt spredt med cirka 5 sømil imellem sig. Eller sagt på en anden måde: Det myldrer med torsk ud for København lige nu. Fiskene huggede på alt – lige fra pirketakler til jigs. Alle fisk på nær fire blev genudsat.
– Har du selv fået lyst til at tage ud på Øresund og fiske torsk – så kan du booke bådene fra Spar Lystfiskeri her.

Der var liv og glade fiskedage til Team Savage gear og Pure Fishing, da de tog på torsketur med Øby, Sværd og Skipper frs Spar Lystfiskeri.
aug 26, 2022 | Nyheder
Det videnskabelige tidsskrift ”Fisheries Research” har for nylig publiceret et feltstudie, hvor man har undersøgt reproduktionspotentialet for brakvandsgedder, der genudsættes. I rapporten ”Examining the effects of authentic C&R on the reproductive potential of Northern pike” konkluderes det, at hverken geddernes vandring mod gydeområdet eller kvaliteten samt overlevelsesraten på æggene i nævneværdig grad blev påvirkes negativt af catch and release fiskeriet.
Gedder lige inden legen vil dog altid – som på alle andre tider af året – have en vis dødelighed ved catch & release. Den gennemsnitlige dødelighed ved catch & release fisekrie er følge en meta-analyse fra 2011 (Hühn & Arlinghaus) på 7,2 %, hvilket er gennemsnittet af en hel masse forskellige undersøgelser året rundt. Eftersom fiskeri lige inden legen foregår i koldt vand, hvor fisken lettere kan klare en genudsætning, er mortaliteten sikkert lidt lavere ved eksempelvis fiskeri i marts end den er efter legen og om sommeren, hvor fisken typisk tager agnen mere aggresivt og dermed sluger agnen dybere, så den er sværere at få ud.
Du kan læse abstract fra artiklen her.
Du kan læse meget mere om skånsom catch & release i bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her (reklame).
Læs også mere om catch & release efter gedder i artiklen her på fiskogfri.dks artikelarkiv.