KØB DEN BEDSTE BÅD I 7 METER KLASSEN 

ANNONCE: Hvis du slår til her i weekenden får du mulighed for at købe en Mazury 700CC Camping Cruiser super billigt til 385.000 kroner. Båden er udstyret med en Honda 150hk (inkl. trolling kontrol) med under 600 timer på bagen – alle service tilsyn er overholdt. Båd og motor er fra 2016 men først søsat i 2018. Den er hysterisk velholdt, passet og plejet – samt har primært ligget fast i havn, men er også kørt rundt på trailer.

Båden er udstyret med: 2x Garmin Echomap 92SV UHD (2021), Garmin GT56 UHD transducer (2021), Garmin Reactor 40 Autopilot med opgraderet 1L hydraulikpumpe (2021), Garmin VHF215ais med Shakespeare AIS antenne (2021), Bovpropel med fjernbetjening (2020), Sea Star hydraulikstyring, Webasto dieselfyr med app kontrol (2020)
Mende Marine trimflaps (2020), Søtoilet med pumpeskyl og septitank med kværn (2020),
Trykvand til et lille pantry og bruser på dæk. Pantry med vask, spritblus og køle/fryseskab (køleskab er fra 2020).

Der er fire sovepladser, 18 stangholdere i rustfristål med 10 på taget (custom made), 4 på hækken, 2 på hjørnet af pilothuset og 2 i fribordet. Båden er bundmalet i Hempel Hard Racing Xtra i 2020. Traileren er en Tysse boogie trailer (2600kg) med skyllesystem og alt i LED. Traileren står lige nu med håndsving, men der medfølger et sprit nyt 5t elspil med fjernbetjening.

Båden sejler virkelig godt og har en rigtig god benzinøkonomi med den motor der sidder på. Ved 7kt bruger den ca. 1.4L/NM og ved 20kt bruger den ca. 1.65L/NM. Ved fuld hane og ca 30kt, bruger den ca 1.8-1.9L/NM. Ved trollinghastighed bruger den under 1L/timen.

Det er trist at skulle af med båden, da vi (især mig) virkelig er glade for den, men vores familie er blevet for stor til den, så der er bestilt ny og større.

Du kan læse mere om båden her.

 

drømmerejse iFish Travel
Tradera

Ny 2022 udgave af ”HAVØRRED – Refleksioner på kysten”

Nu er den her meget snart! Den 1. oktober udkommer en helt ny udgave af den ultimative kystørredbog ”Havørred – Refleksioner på kysten” af Jens Bursell og Rasmus Ovesen. Den nye opdaterede version af klassikeren er spækket med masser af friske fotos, nyt layout samt et nyt cover – og dækker alle aspekter af moderne kystfiskeri med flue, bombarda og spinnegrej. I bogen får du både overblik og detaljeret viden om alt fra biologi, lokalisering, beklædning og grej – til den seneste nye viden om teknikker og metoder. 

I bogen er der tekstbidrag fra blandt andet Jens Jeppesen og Per Ekstrøm, og fotograferne er – ud over Jens Bursell og Rasmus Ovesen – en række af Skandinaviens allerdygtigste fiskefotografer. I forhold til den sidste udgave er en del kapitler udgået, og der er tilføjet omkring 100 nye sider – her iblandt en hel sektion med nye og spændende kystteknikker, som hæver landingsraten markant – samtidig med, at de er super lette at gå til for enhver, der vil forbedre sit fiskeri efter kystens havørreder. Her finder du blandt andet alt om toptunede 2022 udgaver af Claw Connectors, Release Connecors,Release Hook Links, Release Rigs, L-rigs og Releasefly Connectors. I bogen er der desuden urpremiere på en ny, upubliceret og ultra simpel flueteknik, der vil kunne hæve din landingsrate meget markant – helt uden brug af avancerede takler.

I ”Havørred – Refleksioner på kysten” finder du endvidere et stort afsnit om, hvordan du vil kunne bedrive catch & release fiskeri efter havørred langt mere skånsomt end det pt foregår med mange af de traditionelle teknikker..Glæd dig til det fulde overblik over de seneste strøminger inden for kystfiskeriet efter havørred!

Bogen, som er på 336 sider, koster 379 kroner vejledende og sælges i de fleste større grejbutikker samt signeret på releaserigshop.com fra 29 september.

Som privat kan du forudbestille et signeret eksemplar ved at sende en mail til jensbursell@gmail.com. Prisen er her 379 kroner + porto.

 

Daiwa Open 2025
Tradera

FANTASTISK HAVFISKERI PÅ HITRA

Når sommeren går på hæld, kan man opleve et ofte fantastisk havfiskeri i Norge. En af dem, der netop har været afsted er Kevin Dyszkant.

– De første to dage, hvor vi fiskede ved vores camp Kvenvear Hitra, var fiskeriet ikke specielt let, for det var ikke nemt at skaffe gode agnfisk som fx makreller. Efter en ihærdig indsats lykkedes det dog os at få en stak fine makreller, hvorefter vi satsede fuldt ud på fiskeri over dybt vand.

– Til at starte med tog vi nogle drev efter rødfisk, men det eneste vi fik var små hajer. Vi sadlede derfor om og begyndte at lede efter nogle gode pladser til langefiskeri. Om eftermiddagen lykkedes det at finde et par gode steder, og så var der ellers masser af action, hvor vi landede fisk efter fisk – inklusiv en flot lange på 158 centimeter og 23 kilo.

– På turens tredjedag lykkedes det os at finde en plads med masser af rødfisk, så det endte med at blive en helt fantastisk tur.

 

Daiwa Open 2025

 

Turen til Hitra i Norge bød på en del flotte rødfisk som denne.

Turen til Hitra i Norge bød på en del flotte rødfisk som denne.

Tradera

300 KILOS TUN LANDET I GILLELEJE

Lige nu fiskes der efter kvotetun, der kan hjemtages, og det forlyder fra flere fiskere, at der pt totalt set er landet i omegnen af 15-18 tun på kvoten, som i alt er på fem tons, svarende til cirka 16-20 fisk. Lige nu ligger der 8-10 både og fisker i området ud for Gilleleje på grænsen til dybere vand – ikke så langt fra den svenske grænse. Mindst én fisk er landet i dag – og meget tyder på at kvoten kan være opbrugt i dag eller i morgen.

Fisk & Fris udsendte Jim Pedersen var i går eftermiddags et smut på Gilleleje Havn, hvor der blev landet og parteret en flot tun på 301 kilo. – Tunen huggede ret tæt på land kort tid efter, at vi var gået i gang med fiskeriet, og fisken fightede helt vildt, så det blev en lang fight, kunne fangerne fortælle.

Den flotte tun blev parteret på havnen, og de enkelte dele af fisken, som DTU Aqua skal bruge til deres forskning – eksempelvis øresten mv – blev sorteret i dertil indrettede poser og lagt på frys. Det samme gjorde kødet, der angiveligt bliver fordelt som tunbøffer med halvdelen til den båd, der har fanget fisken – og den resterende halvdel fordelt ud på nogle af de både i mærkningsprojektet, der endnu ikke har smagt danskfanget tun i 2022.

Det forlyder, at anden del af mærkningsfiskeriet kommer til at foregå med base i Helsingør og starter lørdag den 24 september. Der er angiveligt pt er mærket og genudsat 136 fisk af de danske fiskere, så der er et stykke vej igen til målet, som skulle være 200 mærkede tun i 2022.

Læs om status i det svenske tunprojekt fra SLU her.

 

Geddefeber

Tradera

KINETIC FISKECUP 2022: HAVKATTEHUG OG EN KNÆKKET STANG

– Midt om natten klokken 03.10 startede motoren op i Lemvig havn, og vi satte kursen mod Thyborøn, hvor jeg skulle samle en ven op, fortæller Jesper Sandholm. – Herefter sejlede vi stik nord-nord vest i små tre timer med omtrent 20 knob. Da vi kom til pladsen, var der så småt ved at blive lyst.

– Vi lavede en 3-4 stop uden det store held, så vi besluttede at sejle 9 mil længere ud, hvor vi kom ud over 90 til 120 meter vand. Her skulle det vise sig, at der var noget i det mørke, dybe vand, for kort tid efter fik vi store torsk op på små 10 kg samt både langer, kuller og sej.

– På et tidspunkt fik jeg bid igen og tænkte, at det var en okay torsk, men efter 10 meter kunne jeg mærke, at det måske ikke var en torsk. Kort efter kom der en pæn havkat op på 6 kilo. Vi fik den op i kassen, og var lidt oppe at køre, da det er den første havkat, vi har fanget fra båden.

– Vi sænkede hurtigt ned igen, og så gik der ellers kun to minutter, før jeg havde hug igen. Først troede jeg, at jeg havde fat i bunden, men der tog jeg helt fejl: Kampen med en virkelig god fisk varede i nok 12-14 minutter, men så knækkede stangen, og fisken hoppede af. Der er ingen tvivl om, at vi nok snart kommer tilbage igen til denne plads. Jeg vil gerne tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2022, slutter han. Læs mere om konkurrencen her.

 

Friluftsland

Tradera

GIGANT NILABORRE FRA MURCHINSON FALLS

Gary Newman har over de sidste 14 måneder fisket tre gange på Nilen ved det ikoniske vandfald Murchinson Falls, hvor Nilen i et inferno af frådende vandmasser tordner igennem nogle smalle klippesprækker ned i Rift Valley.  – På mine tidligere ture har jeg fået fisk op til 98 lbs og mit mål denne gang var derfor at krydse 100 lbs grænsen, fortæller han. – Da jeg ankom her på min sidste tur var de desværre ikke rigtig i stødet, og jeg fik mest 2-3 kilos fisk samt blev terroriseret af små maller de første fem dage.

– Men det mønster skiftede heldigvis om aftenen på sjettedagen, hvor jeg fandt et lille plateau med to meters dybde, der grænsede direkte op til en 5,5 meter dyb rende tæt på nogle træer og papyrus. Det helt perfekte sted til en stor nilaborre.

– Først fik jeg et mindre misset hug fra en lille nilaborre, hvor man tydeligt kunne se mærkerne på agnen. 30 minutter før det blev mørkt agnede jeg op med en frisk, levende tilapia, som jeg bridlede på en cirkelkrog (red: samme teknik som de danske tunfiskere anvender til at agne makrel). Kort efter fik jeg et hug fra en tung fisk, som straks tog line og flygtede ud på dybere vand. For at undgå, at den store fisk skulle sætte sig i snags langs med land, fulgte vi med i båden – og slap samtidig for en stor krokodille, der lå tæt på bådens tidligere forankringssted.

– Fisken fightede tungt og langsomt de første 15 minutter, hvor jeg slet ikke så fisken. Men så kom der pludselig et gigantisk hoved til syne i overfladen, hvor den med voldsomme rusk forsøgte at rykke krogen fri. Efter fem minutters tovtrækkeri lykkedes det mig dog at få den helt ind, så min guide kunne gribe fat i den. Herefter sejlede vi hurtigt ind til land, hvor vi hurtigt fik den vejet ved at hænge vejeposen i en metalstang på et træ. Pilen stoppede ved 199 lbs, og efter et hurtigt foto i vandkanten samt en lille pause i min nedsænkede vejeslynge, sejlede vi den ud i midten af floden, hvor vi bedre kunne genudsætte den uden at blive ædt af krokodiller.

– Ude i strømmen var den enorme fisk i topform, og svømmede hurtigt retur til det grumsede vand, hvor den kom fra. Nilaborren er den største fra området i år og min niende ferskvandsfisk over 100 lbs. Jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage, men det er nok ikke sandsynligt, at jeg nogensinde igen får en fisk som denne, slutter han.

Læs om Jens Bursells kæmpe-nilaborre fra samme sted i 1995 her.

 

Geddefeber

Tradera

KOM OG FANG KARPER PÅ MØN

Lørdag den 17 september holdes der fiskekonkurrence i den lille sø Tørvelukket ved Mandemarke klokken 10-15, hvor der er masser af karper. – Efter aftale med Naturstyrelsen har vi fået tilladelse til at opfiske og fjerne karperne i søen i Tørvelukket som led i naturplejen af området, fortæller Ole Eskling fra Camping Møns Klint. – Der vil være en præmie for den største karpe og for flest karper. Vi håber at mange vil dukke op. Som madding kan anbefales dåsemajs.

Det er ikke nødvendigt med fisketegn, hvis man er under 18 eller over 65. For nærmere information om fiskeriet og evt. flytning af fisk – kontakt Ole Eskling på telefon 22 22 33 75.

 

Geddefeber

Tradera

TUN UP-DATE: 184 TUN MÆRKET AF DANSKE OG SVENSKE TEAMS

Så er første omgang af tunfiskeriet slut, og der er kommet en hel del fisk op at vende i de to mærkningsbåde fra Danmark og Sverige. – Vi sluttede vores fiskeri i fredags og endte med 48 mærkede og genudsatte tun op til 282 centimeter, fortæller Andreas Sundelöf fra SLU, der varetager de svenske mærkninger. – Der er en del flere danske tunfiskere, og de har været supereffektive i deres fiskeri, så de har fået en del flere fisk. Vi startede med at fiske ret østligt, men fik markant flere fisk, da vi bevægede os længere vestpå, mod de områder hvor danskerne har fisket. Lige nu er det ikke besluttet, hvorvidt vi skal fiske en anden runde i Øresund senere i september, men det vil blive besluttet inden for et par dage. De svenske tunfiskere har ingen kvote som de danske, så alt tunfiskeri i Sverige er catch & relase, slutter han.

Det forlyder, at de danske teams har mærket og genudsat cirka 136 tun, inden de stoppede mærkningsfiskeriet for et par dage siden, så der er et godt stykke op til de 200 danske mærkede tun, som skulle være målet for 2022. Lige nu fiskes der udelukkende efter kvotetun, som hjemtages, men den 24 september genoptages DTUs mærkningsfiskeri angiveligt med base i Helsingør.

For øjeblikket ligger 8-10 både ude for Gilleleje for at fiske kvotetun – og i går blev tunflaget hejst på en af dem: Vi har fået tilsendt dette fine billede af den nok senest hjemtagne kvotetun – hjembragt i Gilleleje (nedenfor). Foto:  Brian Lyck Jørgensen.

Foto øverst: SLU

 

Geddefeber

 

Denne fine tun blev i går landet ved Gilleleje.

Denne fine tun blev i går landet ved Gilleleje.

 

Tradera

STORKARPE PÅ OVERFLADEN

Mandag den 5. september tog jeg til en jysk sø, alene for at se, om jeg ville kunne overliste en af søens beboere, beretter Flemming Kastbjerg Rottenberg. – Jeg havde næsten intet grej – kun lige en lille smule til at dappe med.

– Timerne gik, men pludselig så jeg en god fisk møffe rundt efter insekter i overfladen imellem åkanderne. Jeg blev lige lidt for ivrig og det hele filtrede sig sammen, men efter at have fået linen på plads, kunne jeg sætte brødet perfekt og BINGO. Brødkongen gik tungt og var på vej til noget træ, der var væltet ned i søen, så jeg måtte en tur i baljen for at kunne nette. Det lykkedes i tredje forsøg. Karpen vejede 18,1 kg, slutter han.

 

Tradera

 

Flemming Kastbjerg Rottenberg med sin fantastiske 18 kilos karpe taget på brød i overfladen.

                                   Flemming Kastbjerg Rottenberg med sin fantastiske 18 kilos karpe taget på brød i overfladen.

Tradera