sep 25, 2022 | Nyheder
– Dagen startede stille og roligt ud med at jeg gik i gang med at pakke, så jeg var klar til at fiske noget Salmo trutta ved middagstid, skriver Johannes Thorbjørn Hansen til Fisk & Fri. – Jeg fik også lige bundet en ny frisk sort zonkerflue, som jeg mente var en sikker vinder til dagens fiskeri. Da jeg ankom til vandet så jeg, at vandet var et godt stykke over normal vandstand, og vandet havde desuden fået en del farve. Jeg har dog fanget dem under langt dårligere forhold, så jeg havde bestemt ikke mistet modet.
Jeg fiskede primært med min nybundede zonkerflue, men efter noget tid, forsøgte jeg mig med en skumbille. Vejret var nemlig meget roligt, og forholdende var egentligt ret gode til det. Efter nogle timer uden held, satte jeg mig ned og fik skiftet tilbage til min zonker, og da jeg havde fået bundet den på, så jeg straks en god hvi-rvel og en trykbølge tæt ved land. Jeg skyndte mig at få kastet til fisken, som fortsat jagtede små hundestejler i overfladen, og der gik ikke mange sekunder, før den fandt min flue. Et hårdt hug efterfulgt af nogle grove hovedryst i overfladen indikerede, at fisken var over de 60 centimeter. Glæden og adrenalinen varede dog ikke længe, da den besluttede sig for at storme ind i en stor bunke siv, hvorefter den fik rystet fluen ud af munden.
– Ufortrødent fortsatte jeg mit fiskeri og begyndte så småt at se nogle få jagende ørreder, men desværre uden for kastevide. Endelig så jeg dog en god bølge 50-60meter fra mig, og fisken jagede inden for min kastevide. Jeg skyndte mig derhen og fik placeret fluen, hvor jeg formodede, at den svømmede. Jeg fik flere gange fisken til at bule aggressivt efter fluen, men den bliver ved med at afvise min flue i sidste øjeblik, til så stor frustration for mig, at jeg må til sidst give op.
– Jeg fortsatte mit fiskeri, men det begyndte så småt at være tid til at tage hjem, og jeg begyndte derfor at indfinde mig med, at det ikke var min dag i dag. Jeg forsøgte mig dog med et sidste spot, som jeg allerede havde fisket tidligere på dagen. Jeg så ingen tegn på jagende fisk, men ud af det blå huggede en stor søørred lige for fødderne af mig. Det blikstille vand, der reflekterede solnedgangens lys, blev brudt og adrenalinen pumpede igennem hele kroppen. Jeg fik efter en nervepirrende fight nettet en smuk stor søørred, som målte 63cm. Efter et par hurtige billeder svømmede fisken videre, så den til vinter forhåbentligt kan videregive sine gode gener.
sep 24, 2022 | Nyheder
Tunmærknings projektet Scandinavian Bluefin Marathon 2022 har nu haft en pause på et par uger, hvor der er blevet fisket efter de sidste kvotetun til hjemtagning. I dag lød startskuddet så for anden halvlej af mærkningsfiskeriet, der foregår med base i Helsingør Nordhavn. Ifølge Fisk & Fris kilder er der i skrivende stund kroget 4 tun, som alle er mistet igen. Der har indtil videre ikke været meget aktivitet med springende tun eller store fisk på loddet, men det kan jo lynhurtigt ændre sig.
De sidste par år har anden ombæring med fiskeri i Øresund foregået med Gilleleje som base, så det er første gang i omkring tres år, at man har kunnet se tunbåde stævne ud fra Helsingør. Det forlyder, at der ikke er nær så mange både med til fiskeriet som for et par uger siden ved Skagen, og det skønnes, at cirka 40-50 både pt er ude lige nu.
Tunbådene ligger i området ud for Hornbæk i det nordlige Øresund med 20-35 meter vand under stævnen, og de fleste fisker som ved Skagen med levende makreller eller sild fisket med en bridlet cirkelkrog under en ballon. Enkelte fisker dog med drager for at sprede agnene mere og afsøge mere vand, men det er kun fåtallet. På de fleste både er der crews på 3-4 fiskere – og tilsvarende antal agn i vandet.
Arkivfoto af svensk mærkningsbåd tidligere på året: Mattias Jonsson, Team Virgo
sep 23, 2022 | Nyheder
– Havbarsfiskeriet er for mit vedkommende nok slut for i år, hvilket betyder en fordybelse i havørredfiskeri igen, lyder det fra Kasper Weidick Iversen. – Derfor blev kursen sat mod et par fede pladser i Limfjorden med gode strømforhold. Målet var at finde nogle af de efterhånden sagnomspundne ørreder.
– Fiskeriet startede ud, som det plejer i fjorden med mange kilometer i benene og det klassiske Døde Hav Syndrom. Men da jeg fandt fiskene, var fjorden alt andet end død. Ørrederne vise sig tydeligt i overfladen, og da jeg tidligere havde set lidt små sild, faldt agnvalget hurtigt på et Nemo King blink fra Scandic Lures. Hurtigt kom der en del mindre fisk i nettet, men de større fisk var lidt mere forsigtige. Med et par lange spin-stop kunne de dog ikke andet end at dumme sig. Alt i alt en fantastisk dag som igen viser, at Limfjorden sagtens kan levere fine ørreder, slutter han.
sep 23, 2022 | Nyheder
– Torsdag aften valgte jeg at tage til klubaften i Fiskeklub København, fortæller Valdemar Floutrup. – Det er altid hyggeligt, så jeg regnede med en helt stille og rolig aften ved slusen. Jeg startede ud med at fiske lidt kutlinger og andre småfisk. Nogle af de andre fiskede lidt ørred og torsk. Men eftersom, at der ikke skete vildt meget, valgte vi at rykke over på den anden side af Sjællandsbroen.
– Efter få kast fik formanden i klubben Marie Brandt en fin ørred. Vi var allesammen lidt overraskede, men så tænkte jeg, at jeg lige skulle give det et skud. Jeg lånte derfor Max Bartholins stang og rykkede lidt længere ned end de andre for at prøve der. Og det gav gevinst! Efter omkring en halv times fiskeri gik drømmen i opfyldelse. Lige inden jeg skulle til at løfte blinket ud af vandet huggede en flot havørred på 48 cm og 1,2 kilo lige foran fødderne af mig. Efter det fulgte en vild fight. Det var den vildeste oplevelse. Fisken var i øvrigt også en ny pr i havørred!
– Der er klubaften for ungdom hver torsdag, så hvis du er mellem 12 og 18, kan du melde dig ind og komme med. Det er altid pisse hyggeligt, slutter han.
Læs mere om Fiskeklub København her.
sep 22, 2022 | Nyheder
– I søndags blev der afholdt Bølgen Blå ved Odense Å – et arrangement for alle børn med tilknytning til OUH Odense Børnehospital, fortæller David Lind Nordby. – Arrangørerne var Fishing For Life og Odense Sportsfisker klub, med opbakning fra Odense Å sammenslutningen, der gav gratis fiskeri på å strækningen ved Odense Boldklub samt gratis lån af fiskestænger og grej fra Fiskeekspressen.
– Det er et nyt og godt samarbejde mellem en sportsfiskerklub og en velgørenhedsforening med fokus på fiskeri og børn tilknyttet hospitalet. Dagen bød på masser af fiskeri og kebab tilberedt på stedet. Der blev fanget aborrer og skaller, men også spottet store gedder. Vejret var regnfuldt men humøret højt, så det våde vejr blev erstattet af masser af smil og glæde.
– Arrangementet var godt besøgt, og vi tænker bestemt at fiskeeventet bliver gentaget, måske i en ændret udgave, så det passer endnu bedre til børnene på OUH Odense Børnehospital. Fishing For Life og Formand takker alle for deres kæmpe opbakning og ikke mindst fire friske drenge fra Odense Sportsfisker Klubs Junior Afdeling som stod klar med hjælp til børnene, søskende og forældre. Uden OSK, Odense Å Sammenslutningen og Fiskeekspressen samt sponsorerne var det heller ikke blevet så stor en succes.
sep 22, 2022 | Nyheder
– Humøret var højt, da jeg sammen med en kammerat fra foreningen Junior Fiskerne, min leder og assistenten, tog til en sø for at fiske efter gedder, fortæller Tristan Svarrer. – Vi startede fra båd med aktivt fiskeri med gummidyr og wobler. Da der ikke var den store aktivitet, forsatte vi fiskeriet fra land.
– Vi skiftede til agnfiskeri, da det aktive fiskeri ikke gav fisk, og så skete der noget, for Rasmus fik fisk på! Vi var alle ret spændt på, hvor stor den var, og Rasmus kunne godt , at fisken havde noget størrelse på sig. I nettet viste det sig at være en god fisk på cirka 80cm. Vi havde kun lige nettet den, da Cristina fik en fin gedde på 70 cm på og fik den i nettet. Jeg vælger så at lægge min stang ud, mens vi er i gang med af afkroge gedderne.
– Efter blot 30 sekunder havde jeg også gedde på, den gav en god fight med masser af udløb. Jeg kunne mærke den havde vægt bag sig, og det viste sig at være en rigtig tyk madamme på 110 cm og cirka 10 kg. Jublen var høj med tre flotte gedder fanget med få minutters mellemrum. Det var dog ikke den sidste fangst på dagen. Vejret skiftede til voldsom regn, så vi valgte at tage stængerne op, men imens Rasmus rullede ind viste det sig, at han havde gedde på. Den 101 cm lange gedde fightede godt og kom på land. Både Rasmus og min gedde var nye PR!
Alt i alt en fed dag med gode fangster og godt kammeratskab, slutter Tristan.
Du kan læse mere om geddefiskeri i bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her (reklame).

Alt i alt en fantastisk geddetur til trekløveret.
sep 21, 2022 | Nyheder
– Vi har sagt det før – og vi siger det gerne igen: Efterårsfiskeriet ved norske Nappstraumen er en fantastisk tid. Sådan lyder det fra Nordic Sea Anglings Johan Mikkelsen. – Der er både masser af fisk – samt chancen for en af de helt store flyndere. I den forgangne uge har der været hård vind, og dermed svært fiskeri, som primært har været begrænset til nærområdet, fordi bølgerne på ydersiden af Lofoten har været i omegnen af 3 meter høje. På trods af de svære forhold har vi dog haft et super godt fiskeri på sydsiden af Lofoten med masser af rødspætter, torsk og sej.
– I løbet af ugen blev det dog igen muligt at fiske på ydersiden af øerne, hvilket straks gav godt med helleflyndere. Og siden da er det gået bedre og bedre med flynderfiskeriet, hvilket kulminerede i dag med et hug fra en virkelig grov flynder: Vores gæst Keith ser pludselig noget stort nede ved hans agn – og ganske kort efter får han et hårdt hug, hvor han ikke er et sekund i tvivl – den er STOR. De andre spoler op, mens linen pisker ud, og vores skipper Calle bliver tvunget til at sejle efter fisken, så den store helleflynder ikke tømmer spolen.
– Efter 30 minutter kommer den massive helleflynder op og vender ved båden første gang – og nu ved vi, at den er RIGTIG STOR. Først efter et kvarters yderligere fight får vi fisken til bådsiden, hvor den viste sig at være 216 centimeter – eller i omegnen af de 140 kilo. Efter et par hurtige fotos fik den flotte fisk sin frihed igen.
– Det er sæsonens tredje helleflynder over 2 meter fra Nappstraumen i år – og det kan sikkert gå hen og blive endnu vildere slutter Johan, der sammen med guide Calle Hjelm og fotografen Marcus Pettersson arbejder for Nordic Sea Angling.
sep 21, 2022 | Nyheder
I dag åbner Roskilde Fiskeland igen efter længere tids nedlukning på grund af koi-herpes og ejerskift. – Vores nye hjemmeside er nu oppe, og der er således åbent for bookning af pladser til karpefiskeri, fortæller Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri, som nu forvalter fiskeriet.
– Såfremt der er koiherpes i en sø, vil det normalt komme i udbrud ved vandtemperaturer over 16-20 grader – en temperatur vi har haft i søen en stor del af sommeren. Men det er ikke sket – og samtlige af de mange fisk, vi har fanget hen over sommeren, har ikke vist nogen tegn på sygdom. Dette – kombineret med, at vi har fået testet fisk fra både den store og lille sø, hvor ingen af dem havde koiherpes, gør, at vi føler os helt trygge ved at åbne for fiskeriet igen, understreger Martin.
– Vi tager naturligvis alle forholdsregler for at forhindre en eventuelt smitte i at komme ind eller ud fra søerne ved at opstille kar med desinfektionsvæske ved alle pladser, hvor der også er både net, sacks og afkrogningsmåtter til rådighed, så disse potentielle smittebærere ikke fragtes ind eller ud fra området. Vi glæder os meget til at åbne igen – samt til at se både dig og dine karpevenner ved Roskilde Fiskeland, slutter Martin.
Roskilde Fiskeland har en stor bestand af karper op til over 20 kilo med mange i 15 klio+ klassen.
sep 21, 2022 | Nyheder
– Jeg deltog i Gudenå Konkurrencen i lørdags og havde lidt held i Lilleåen, fortæller Alan Stig Helgren Jensen. – Søndag holdt jeg fiskerfri. Men søndag nat fik vi meget regn her på Djursland, så jeg tog ud tidligt mandag morgen og startede med fluen på et af vores kendte stræk i Kolindsund Kanalerne. Det viste sig at være en god ide, for efter en halv times fiskeri kom der et tungt træk inde i egen side.
– Efter en ret kort fight kunne jeg lande en flot hanfisk på 80 cm og 5,86 kg. Det var lidt en forløsning efter det dårligste fiskeri jeg kan huske, der har været i Kolindsund i august og september måned. Men – mon ikke nedbør og lavere temperaturer om natten får sat gang i fiskeriet? K&B derude.