dec 22, 2022 | Nyheder
– Julen nærmer sig, og alle plejer at have travlt – inklusiv undertegnede, siger Stefano Cinus – Derfor havde jeg i søndags planlagt en meget stille og kort fisketur, hvor fiskeriet skulle starte senere på dagen, end jeg plejer. Jeg kom til pladsen omkring klokken 11.30, hvor jeg skulle mødes med min David Semajer-Garic.
– Der var meget lavt vand, cirka 40 cm under normalen – og solen var allerede oppe. Vi besluttede at fiske et rev med lavt vand tæt på det dybt vand, hvor solen måske kunne hjælpe med at varme vandet lidt op.
– Vi skulle ikke vente så lang tid, før David fik det første kontante hug, som desværre ikke blev siddende. Efter det, skete der ikke så meget mere, og derfor prøvede jeg at dække noget nyt vand for at finde nogle aktive fisk. Det blev desværre ikke til noget, så kom jeg tilbage på det første spot, hvor David havde forsat fiskeriet, men desværre uden held.
– Ekstremt lavt vand og langsom indspinning er en farlig kombination – specielt på Stevns, fordi der er så mange store sten under vandet, tænkte jeg, idet jeg sad fast i bunden, så jeg desværre tabte mit blink. Vi startede med at grine samt joke om hvor voldsomt det ”bundhug”, som lige havde lige knækket min line, var. I kastet efter gav David modhug, og det var en fin blankfisk på 45cm. Nu var humøret godt oppe, og efter denne fine fangst riggede jeg et ny blink og forsatte fiskeriet. Jeg valgte et hjemmelavede blink i rå – en lille Silling på 15 gram, som er lavet af Jan Nilson, men der skete desværre ikke så meget mere. Derfor startede jeg med at bevæge mig for at dække nyt vand.
– Omkring klokken 14 mærkede jeg et tungt hug i stangspisen af min Savage Gear Furion, hvorefter jeg satte krogen. Jeg mærkede med det samme, at det var en stor fisk, som sprang fri af vandet, og den forsatte med at kæmpe suverænt. – Det kan være farligt at give for meget line til så stor en fisk, specielt i så lavt vand med mange store sten, som kan ødelægge eller knække linen, tænkte jeg, mens jeg prøvede at få styr på den fine havørred.
– Da havørreden kom helt tæt på mig, pressede jeg fisken, så den kom op i overfladen, og jeg fik herefter chancen for at lande havørreden ret hurtigt. Det var en af de flotteste fisk i perfekt kondition jeg har set længe, og jeg kommer aldrig til at glemme den. Det var en suveræn overspringer, som målte 67cm og vejede 3,9 kg. Efter et par billeder besluttede vi, at den her fisk var den bedste måde at slutte dagen på, så vi kørte glade hjem, slutter Stefano, som I kan følge på @fishingchroniclesdenmark.
Foto: David Semajer-Garic
dec 21, 2022 | Nyheder
– Jeg har netop haft en fantastisk fiskedag ombord på den båd, hvor jeg arbejder ude på Nordsøen, fortæller Rasmus Kokholm. – Jeg havde både fået brosme og ny PR på Kuller på 51cm, så smilet var allerede stort.
– Grejet blev sænket mod dybet igen, men på grund af strømmen samt vind og vejr, så gik linen ikke direkte til bunds. De 124 meter direkte ned til bunden endte derfor ud i næsten 200 meter line ude. Jeg tror skibet begyndte at gå en smule agter ud, for jeg blev nød til at hive ind for ikke at få slap line. Da linetælleren sagde 177 meter begynder der at komme lidt ro på – uden dog helt at ligge på bunden. Ofte lader jeg pirken ramme bunden, så den laver lidt larm. Så giver jeg nogle ryk for at få pirken til at ligne en såret fisk, der rammer bunden og prøver med ryk at svømme op.
– Pludselig troede jeg, at jeg havde fået fat i bunden. Jeg gav et par træk i pirken, hvor det føles som, at den bare havde sat sig fast i noget. Men så kom der er udløb ganske kort, imens skibet gik ned i en bølgedal. Og så var det bare med at komme i gang. Nu var jeg slet ikke i tvivl om, at det var den tungeste fisk, jeg havde fightet for enden af min line. Efter en god kamp på over 10 minutter, kom torsken op til overfladen, men det skulle tage yderligere nogle minutter med hjælp fra en af skibets assistenter at få torsken op på dækket. Sikke et monster: 114cm og 13,9kg. Min nye PR var i hus, og smilet blev kun større og større. Havfiskeri er sjovt og giver ømme arme!
– På denne tur havde jeg en 2023 Nyhed fra VMC med til søs. Det var deres nye Kaptain 6X krog i str. 4/0. Jeg skifter altid kroge på mine pirke, når jeg køber nye, for ofte føler jeg, at de kroge der er monteret fra fabrikken ikke er gode nok. Jeg har nemlig ofte oplevet efter få dage at se de første pletter af rust, og så kan de springe ganske let, slutter han.
Har du selv fanget noget vildt, så husk endelig at sende din historie samt et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 21, 2022 | Nyheder
PRESSEMEDDELSE: Odense Å Sammenslutningen byder velkommen til Odense Å og Fjord premieren lørdag den 4. marts 2023. Hermed åbnes fiskeriet op for lystfiskeriet efter ørreder op igen. Odense Å og Fjord premieren har løbet af stablen i 41 år med enkelte aflysninger de sidste par år pga is og corona. Indvejning og præmieoverrækkelse kommer til at foregå på Skibhusskolens arealer, som ligger et par kastelængder fra manges favoritsted, Det Varme Vand ved Fynsværket. Sportsfiskere, lokale som udenbys, vil komme til at nyde dagen ved åen. Flotte havørreder vil blive fanget og beundret – og utallige fiskehistorier vil blive fortalt.
Premieren starter på indvejningspladsen den 4. marts og skydes i gang traditionen tro præcis kl. 7.00 med en raket, hvorefter fiskeriet kan begynde. I Inderfjorden begynder fiskeriet allerede fra midnat. Konkurrencen sluttes af kl. 13.00 med endnu en raket. Efterfølgende uddeles der præmier for de fire største ørreder, den først indvejede ørred, en præmie for dagens flotteste ørred, samt juniorpræmier og lodtrækningspræmier.
Fiskeri på selve premieredagen i åen er kun tilladt, hvis man har købt premierekortet, som snart kan købes i Odense i følgende butikker: Fiskeri og Natur, Go Fishing, Odense Jagt og Fritid og i Svendborg i Michaels Jagt og Fiskeri. Med premierekortet følger der en voucher til en gratis pølse med brød, dyppelse og en vand eller øl til.
Fiskeriet er tilladt for medlemmerne af foreningerne i sammenslutningen og for dagkortfiskere året rundt på visse strækninger efter ikke fredede fisk, men for mange sportsfiskere begynder sæsonen først, når ørredfiskeriet igen gives frit.
Læs om havørredpladserne på østsiden af Odense Fjord her.
Læs om kystørredpladserne på vestsiden af Odense Fjord her.
dec 20, 2022 | Nyheder
Med de køligere temperaturer trækker en del torsk ind i Københavns Havn, og her på det sidste er der landet en del rigtig fine fisk – blandt andet ved Nordhavn.
– Jeg har fået super godt den sidste uges tid på jiggen FOX Firetiger i sort og orange, som nærmest har været ubarmhjertig her på det seneste, fortæller Anders Uhl, som du ser på billedet med den sidste fisk han fik på 2,7 kilo. Dette var min fjerde store torsk på blot tre timer. Jeg oplever, at torsken er på jagt hele døgnet nu – også i mørket, men en kammerat og mig tog denne fine fisk klokken 14.30. I denne uge har gennemsnitsstørrelsen været cirka to kilo. Ofte er det bare er spørgsmål om at justere et par detaljer, før de hugger, slutter han.
Hvis du vil vide mere om fiskeriet efter torsk i Københavns Havn, så tjek denne video med Mikkel Poppelhøj på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
dec 19, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i weekenden måtte jeg igen en tur på kysten i selskab med en god ven, skriver David Sølling Johnsen fra Team Westin til Fisk & Fri. – Det var en kold morgen på yderkysten, og temperaturen sagde – 8°C ved solopgang. Fiskeriet var derfor også svært og særdeles koldt. Men efter et par timers fiskeri fik jeg dog alligevel hug i et kast, der gik på langs med kysten. Det hårde hug blev efterfulgt af et par udløb og et luftakrobatisk nummer, hvorefter det lykkedes at få en super fin blankfisk i nettet. Havørreden blev genudsat efter et par billeder
– Fisken blev taget på Westin Sømmet i 22 gram, som uden tvivl har været den agn, jeg har fanget størstedelen af mine havørred på i år. Derfor er det også ofte den agn jeg sætter for enden af linen når jeg tager afsted. Den kaster rigtigt langt samt er super god til at afsøge vandet med – samt finde fiskene!
dec 19, 2022 | Nyheder
– Problemet med antallet af regnbuer i Kolindsund Kanalerne ved udslip er desværre meget, meget større end vi nogensinde har oplevet, skriver Alan Stig Helgren Jensen fra Grenå Sportsfiskerforening. – Vores forening havde derfor søgt DTU om tilladelse til at opfiske nogle af de undslupne burhøns fra Musholm Havbrug men net, men de gav desværre et klart nej – et svar som flere andre foreninger også har fået. Argumentet er ifølge Grenå SF s formand, at mange af de gydeklare havørred pt står i hovedløbene pga lav vandstand i sideløbene. Man er derfor nervøse for, at de havørred, som man ikke kan undgå at fange ved elfiskning i hovedløbet, kan bliver forstyrret for meget inden den kommende leg.
– Så i stedet for at opfiske med net, måtte der andre metoder i brug. – I lørdags var der således arrangeret en dag for medlemmer, som havde meldt sig til af opfiske regnbuer med almindeligt fiskegrej. Vi fiskede med modhageløse kroge – hvis nu en havørred skulle blive kroget, og den eneste agn tilladt var rejer på en krog, der minimum var str. 6. Godt et par timers fiskeri gav 16 regnbuer til 11 fiskere, hvilket er ret meget i forhold til, hvad der normalt er at fange ved et udslip. Personligt vil jeg vurdere, at der er adskillige hundrede og måske et par tusind trukket op her i vores vandløb, slutter han.
Hvis du vil have lidt inspiration til at fange regnbueørrederne på flue, inden de trækker op i åerne, bør du lige tjekke disse to videoer:
Kystregnbuer – sådan fanger du dem
Kystregnbuer på flue
Samt denne artikel:
Kystregnbuer – 100 meter løb i waders
dec 18, 2022 | Nyheder
– ”Den Stive” kan altid give varmen om vinteren, lyder det fra Mathias Jacobsen. – På trods at, at det var minusgrader, da jeg vågnede i morges, havde jeg besluttet, at jeg ville ud en tur i morges, da jeg stort set ikke har været ude i en måned. Afsted det gik i mørket, og ned til vandet, og da det første lys kom, trods solen ikke var stået op endnu, gik jeg i krig med “Den Stive”.
– Efter blot 10 minutter havde jeg det første slag i wobleren helt inde i badekaret, efterfulgt af en hvirvel helt inde foran fødderne. Jeg fiskede lidt videre i badekaret i samme område for at se, om jeg kunne få den til at dumme sig helt, eller om der var en mere. Pludselig blev wobleren bare inhaleret, mens jeg stod og dimsede med den halvt oppe i overfladen, og kort efter kunne jeg lande en fin men lidt slank overspringer på 57 centimeter. Turen stoppede kort efter, da jeg simpelthen ikke kunne holde kulden ud, men havde jo også fået hvad jeg kom efter, så var det bare med at komme hjem og varme både fingere og tær igen. En dejlig søndag og en perfekt afslutning på weekenden, slutter han.
Har du selv haft en fantastisk fiskeweekend så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer og et godt foto eller to til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 18, 2022 | Nyheder
Fiskeriet efter fladfisk er utrolig populært og appellerer til virkelig mange forskellige typer af lystfiskere. Og så er den kulinariske belønning ved at fange en fladfisk, hvad enten det er en skrubbe, en rødspætte eller en pighvar – heller ikke til at overse. Desværre er dette fantastiske fiskeri nu om dage ikke længere skyggen af sig selv på grund af meget markante nedgange i bestandene over de seneste par år. En flok visionære fiskere har derfor nu skabt foreningen Østdansk Fladfiskeforening – ODFF, som har til formål at opdrætte og udsætte fladfiskeyngel i Danmark – især skrubber og pighvar. Et super spændende projekt, der sekundært vil kunne bidrage til bekæmpelse af den invasive sortmundet kutling
– Det er vores formål at bidrage positivt til et bæredygtigt rekreativt fiskeri samt trivsel, glæde og sund livsstil i Danmark, lyder det fra foreningen, der også ønsker at bidrage til naturvidenskabelig forskning- og formidling i Danmark og på tværs af EU.Visionen for fremtiden er at skabe et selvstændigt fiskecentert, som til at starte med kan forsyne Østdanmark med faste årlige udsætninger af pighvar og skrubber.
– ODFF har igen i 2023 fået tilladelse til at have sit tekniske anlæg samt gydefaciliteter hos Den Blå Planet i København, og som sponsor for ODFF vil du og din virksomhed kunne være med til at gøre en stor forskel for havet og sikre udsætningen af mange pighvar samt skrubber langs kysterne, siger foreningen kasserer – Per Fischer, som du kan kontakte for nærmere aftale om sponsorat på mail@perfischer.dk.
Læs mere om Østdansk Fladfiskeforening her.
Blandt foreningens sponsorer – indtil videre – er blandt andet Dansk Lystfiskeri, Fiskerikajen og Den Blå Planet.
FOTO: ODFF.
dec 16, 2022 | Nyheder
Når den første frost for alvor har sat ind, er det traditionen tro tid til de helt store overspringere. Vi har samlet en række links til gode artikler fra Fisk & Fris store on-line artikelarkiv, der kan hjælpe dig tættere på drømmefisken:
HAVØRRED: TRE SIKRE VINTER-KYSTFLUER – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
HAVØRRED: VINTER PÅ KYSTEN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
KYSTØRRED PÅ FLUE OM VINTEREN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
VINTERSØLV I ØSTERSØEN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk),
En hot flue i en kold tid – Fisk & Fri (fiskogfri.dk),
Havørredkliken ser sølv – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
God læselyst samt held & lykke med at gå op opdagelse i fiskogfri.dk´s store artikelarkiv.