SVENSK HAVØRREDPREMIERE PÅ KYSTEN

Øresund er leveringsdygtig i velvoksne, store samt blanke havørreder – og i Skåne har der netop været premiere efter deres fredning af kystørred, der har varet siden midten af september og indtil udgangen af december.

– Team Kust Silver har haft et fantastisk premierefiskeri langs Skånekysten – på trods af hård vind og en del skidt i vandet. Sådan lyder det fra svenske Hrafn Calloway og hans kammerat Daniel Jabi, som bare efter nogle få kast fik en fantastisk stykke sølvtøj på 59 centimeter. Og – allerede ti minutter senere fik Daniel det vildeste hug fra en fantastisk blank havørred på 73 centimeter, som gav en super god kamp. Som prikken over i´et havde vi også besøg af en stor dansk regnbue, så det må siges at have været en vellykket havørredpremiere for os. Fiskene blev taget på blink fra Kust Lures og en Savage Gear LT Seeker, slutter han.

Du kan læse mere om fiskeriet på Skånekysten her i denne store artikel på fiskogfri.dk

 

Daiwa Open 2025

 

Daniel Jabi med sin flotte regnbueørred fra Skånes kyst.

Daniel Jabi med sin flotte regnbueørred fra Skånes kyst.

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK OVERSPRINGER PÅ BLINK

– Under en testtur med den nye Slinky Trout 17 grams gennemløber fra Sixtylures, som kommer i handlen midt i januar, fik jeg bl.a. denne sølvblanke overspringer, fortæller Martin Bosen. – Jeg havde ikke ret mange timer at fiske i, så et lokalt spot blev besøgt. Stedet er en yderkyst strækning på Sydsjælland, og forholdene var ikke de bedste, så mine forventninger var ikke store. Mest af alt var jeg nysgerrig på det nye blink, men flere fisk kom op og vende alligevel, så turen måtte siges at være en succes. Jeg ser frem til flere ture med denne gennemløber, og dejligt at slutte et forrygende år af med en go´ fisk.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE NYTÅRSTORSK I HAVNEN

– Min makker og jeg havde godt gang i fiskeriet i går fra 10-12 i Københavns Havn, fortæller Simon Terry Jürgensen. – Vi parkerede cyklerne modsat Operaen, og formiddagssolen skinnede perfekt. Før jeg overhovedet havde fået plastikken af min nye Shimano Speedmaster havde Sebastian sin første torsk på krogen. Fisken, som vi fik godt op i nettet, havde en flot størrelse, og den blev taget på jig. Inden for 15 minutter var en endnu større oppe og vende – og begejstringen var stor med sådan en powerstart. Men det blev bedre endnu – og inden for endnu 15 minutter var en endnu større igen hevet ind. Vi var jo taget på nytårstur, så vi fiskede selvfølgelig med disco-jigs med mest muligt glimmer på. Det blev i alt til seks flotte torsk på to timer samt mange sjove øjeblikke med fisk og forbipasserende. Alle torskene blev naturligvis udsat igen og svømmede videre mod det nye år. Godt at konstatere, at julegavegearet klarede det over alle forventninger.

NB: På grund af tungmetal forurening i Københavns Havn er der udelukkende tale om catch and release fiskeri efter torsk.Havørred må hjemtages.

 

Friluftsland

 

Simon Terry Jürgensen Københavns Havn torsk

drømmerejse iFish Travel

GODT NYTÅR & VELKOMMEN TIL 2023 PÅ FISKOGFRI.DK

Så er 2023 to dage gammel, og der er allerede masser af spændende fiskenyheder, artikler samt videoer i pipelinen på vej til dig på fiskogfri.dk.

Inden man tager hul på det nye år er det oplagt at gøre status over det nyligt afsluttede fiskeår – og en af de mange, der har opsummeret bedrifterne for 2022 er Mads Davidsen fra Team SavageGear:

– For mit vedkommende er fiskeriet gået over alt forventning med rigtig mange fisk af forskellige arter. Jeg har fx fanget 468 gedder med flere over 10 kg, så jeg kan ikke forlange mere. Blandt de mange fede 2022 nyheder fra Savage Gear er jeg især blevet utrolig glad for at fiske med de nye pulsetails, som i også kan se på nogle af mine film på YouTube.

– Med aborrerne er det også gået over alt forventning med de to længste på hele 52 cm. Den tungeste var på 1,7 kg og også her har jeg fisket med en masse nyt 2023gummi, som jeg har haft æren af at teste: I kan godt glæde jer til det nye år.

– I foråret var jeg med Team SavageGear på Gotland for at fiske havørred, og sikke en oplevelse. Naturen derovre er fantastisk og så pynter det jo også med de mange store havørred, som øen huser. På turen fangede jeg tre havørred over 70 cm.

– I løbet af havbars-sæsonen rendte jeg rundt på den jyske vestkyst og fiskede med en SavageGear Surf Seeker på 35 gram, og den leverede i år mange havbars over 55 cm op til 59 cm, men desværre ingen over 60 i år. Jeg glæder mig utroligt meget til 2023, og det bliver spændende at se, hvad året kommer til at bringe af både fisk, oplevelser i naturen og nyt grej. Rigtig godt nytår, slutter han.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel

GLÆDELIG JUL & GODT NYTÅR.

Så har vi sat punktum for 2022 og redaktionen holder juleferie indtil 2. januar. Vi glæder os til at se dig på fiskogfri.dk til næste år, men indtil da kan du roligt bruge juleferien på at gå på opdagelse i de mange spændende nyheder, artikler og videoer, du kan finde på fiskogfri.dk

Du har sikkert set, at vi løbende lægger nye større artikler op. Ud over de daglige nyhedsopdateringer, som der typisk er 3-6 af, lægger vi også cirka hver anden dag en ny stor artikel op på Fisk & Fris artikelarkiv. Det kan enten være en helt ny artikel – eller det kan være en af de mange artikler, der tidligere har været trykt i det gamle Fisk & Fri magasin – men som endnu ikke har været publiceret on-line. Og der er rigeligt at vælge imellem. Pt er der nemlig cirka 800 større artikler samt tusindvis af blogposts, så det er bare med at komme i gang med overflødighedshornet af information og spændende læsning om vores fantastiske hobby. Vi har artikler om samtlige former for fiskeri, der er delt ind i kategorierne kystfiskeri, åfiskeri, predatorfiskeri, hav- og småbådsfiskeri, guide til fiskepladser, spinnefiskeri, fluefiskeri, medefiskeri, put and take fiskeri, trolling, grej & beklædning, biologi, miljø & debat, portrætter, mad og fiskerejser samt fiskeri generelt. Tjek Fisk & Fris artikelarkiv her.

Som du sikkert har set, producerer Fisk & Fri en del inspirerende videoer om mange forskellige former for fiskeri – lige fra bækørred, havørred og laks til torsk, fladfisk, makrel, gedder, sandart, karper og stør. Og der er mange flere på vej i 2022, hvor vi planlægger at skrue endnu mere op for kadencen på dette område. Indtil videre kan du se filmene på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE ABORRER PÅ BUNDFISKERI MED SKALLER

– Så nåede jeg liiiiige en tur mere med noget af mit absolut foretrukne fiskeri – nemlig bundfiskeri efter aborrer med skaller som agn. Sådan lyder der fra Thoke Wistoft – Team Rapala-VMC. – Selvom mit fiskeri er meget alsidigt, så nyder jeg virkelig at satse på de store brakvandsaborre med medegrejet – både fordi de fighter godt, og fordi man kan rende ind i noget seriøst bonanza fiskeri.

– På turen fiskede jeg med skaller som agn, og mit set-up bestod som sædvanlig af en VMC Wacky krog i str. 1 bundet på Sufix 0.27mm fluorocarbon fisket på bundrig. Fiskeriet startede sløvt, men efter solen kom lidt højere på himlen, kom der gang i fiskeriet, og antallet af fisk samt deres snitstørrelse var lige præcis det fiskeri jeg håbede på at rende ind i. De helt store fisk udeblev, men til gengæld fik jeg flere fisk over 1700 gram, slutter han.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

TRAVLFORBUD I BÆLTER OPHÆVET

I oktober indgik den daværende socialdemokratiske regering og dens støttepartier en for lystfiskeriet velkommen aftale om trawlforbud i bælterne omkring Fyn. – I det nye regeringsgrundlag har et opgør med aftalen dog været varslet – og i går blev det på DR1 udmeldt, at den nye SVM-regering nu helt konkret har valgt at udsætte forbuddet på ubestemt tid.

– Vi har aftalt i regeringsprogrammet, at vi skal have en ambitiøs fiskeripolitik, og en ambitiøs miljøpolitik – også hvad havmiljøet angår. Derfor har vi bedt Fiskerikommissionen om at komme med nogle anbefalinger i en sammenhæng, så vi kan få et fiskerierhverv i balance. Sådan lyder det fra den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri – Jacob Jensen.

Fiskebestandene i både Lillebælt og Storebælt er i forvejen hårdt pressede, så beslutningen vil sandsynligvis få store negative konsekvenser for lystfiskeriet i området.

– Skal vi have et fiskerierhverv i balance, som ministeren ønsker sig, så kræver det en havnatur i balance, og det er vi meget langt fra at have lige nu. Trawlforbuddet var et vigtigt første skridt til at hjælpe vores bestande på vej. Med en fjernelse af trawlforbuddet fortsætter man ødelæggelsen af det langsigtede grundlag for erhvervet og for naturen. Det kan bedst sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen. Det er meget ærgerligt og meget underligt, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK TORSK FRA LANGELINIE

– Min søn på 8 år og jeg har det sidste års tid været ude og fiske forskellige steder, fortæller Ertan Aslan. – Vi har blandt andet fisket i Københavns Havn på forskellige spots.

– Tidligere har vi fanget, havørred, fladfisk, sild og hornfisk men aldrig en torsk. Vi har længe ville fange en torsk og har forsøgt flere gange. I dag var vi så endelig heldige, eller nærmere min søn var. Efter blot 30 minutters kast fra Langelinie kom der endelig bid på min søns krog. Han råbte “far der bid”, mens jeg tænkte, at han nok havde fat i bunden og noget tang, der gav modstand. Men da jeg kunne se fiskestangen bevæge sig, løb jeg hen for at hjælpe til. Han fik dog selv lov til at trække den helt ind med sin egen fiskestang. Der var to unge mennesker, der kom til og hjalp til med at trække den op – tusind tak for hjælpen til dem. Alt i alt en super fed oplevelse for både mig og ikke mindst min søn. Nu vil han ud igen i morgen. Knæk og bræk derude, slutter han.

Vil du vide mere om torskefiskeriet i Københavns Havn så tjek fx denne fine video på Fisk & Fris YouTube.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: FISK & FRI TESTER KINETIC X-5 WADINGJACKET

I dennne udgave af Fisk & Fris Videogrejnyheder har vi kigget nærmere på den nye X-5 vadejakke fra Kinetic. Kort fortalt får du med denne jakke virkelig god value for money med en 100 % vandæt konstruktion, der har tapede syninger, tætsiddende skvulpsikkert ærmegab, store lommer med vandtætte lynlåse, fleece linede stiklommer, høj slidstyrke og en velsiddende hætte der er let at justere. Jakken, som har en super god pasform har desuden retractor og velcropad til fluerne. Se alle jakkens fede detaljer på videoen her.

Se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis – her.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel