maj 21, 2023 | Nyheder
Det er lige nu, at brasenerne snart går på leg i vores søer – og er man ude efter en af de helt store, så er der nu, at der skal satses, for når først legen starter, kan de være næsten umulige at få til at hugge. En af dem, der har været ude er den garvede svenske specimenhunter Niklas Graberg, der traditionen tro har lagt sit årlige storbrasensats i en sydsvensk sø, hvor han tidligere har fået nogle virkelig store fisk.
– Det har været en svær uge, hvor jeg har fisket, med meget få hug, men alligevel lykkedes det mig at fange fire brasen – toppet af hunfisk på 7750 og 7280 gram og hanfisk på 6320 og 6250 gram. Ud over det lykkedes det mig at fange de tre eneste kendte større suder i søen på henholdsvis 3910, 3760 og 3460 gram. Lidt som at vinde i Lotto… Alt i alt en super hyggelig uge, hvor mange af mine fiskevenner har været forbi til både mad og en god fiskesnak, slutter han.
Den svenske rekord for brasen er i øvrigt 8,7 kilo – og den danske er 8,2 kilo.

Niklas Graberg med sine fantastiske hanbrasen på over seks kilo.
maj 20, 2023 | Nyheder
– Lige nu er der rigtig fint trollingfiskeri på den sydlige del af Sveriges største sø – Vänern. Området – nærmere betegnet Dalbosjön, mylder med laks og ørred, og der er også gode chancer for grove gedder. En af dem, der har været ude lige nu er Henrik Lindgren:
– Min far Christian og jeg var forleden derude for at fiske efter laks og ørred. Efter et stykke tid fandt vi et område med mange byttefisk og jagende rovfisk rundt omkring i vandmasserne. Den største af de ørreder, som vi fik tidligt om morgenen – huggede helt oppe i overfladen, og var 85 cm samt næsten otte kilo. Vi anvender små agnfisk på 9-11 cm som agn, og de er monteret, så de roterer ret hurtigt. I løbet af dagen fik vi flere fisk, men nu her på denne tid er den bedste hugperiode helt klart om morgenen.

Der er også godt med flotte gedder som denne på den store svenske sø Vänern.
maj 19, 2023 | Nyheder
Frederik Hansen er lige nu på trollingtur ved Hasslö i Sverige – og i går var den første dag på vandet. – Dejligt at komme ud og trolle laks igen skriver han. – Efter blot 30 minutters fiskeri huggede den første laks, og det var en nydelig fisk på 102 cm, som vi skød til 12-13 kg. Herefter kom der en lang død periode, inden vi fik en lille laks, hvorefter vi sejlede ind igen.
– Laksen huggede på downrigger 75 fod nede over 42 meter vand. Fisken tog et Danish Lure hybridblink i kobber/grøn/gul. I dag bliver det super vejr, så det går forhåbentlig hen og bliver en god lang dag på vandet, slutter han.
Vil du vide mere om laksefiskeriet i dette område så tjek vores video med trollingguruen Pelle Karlson på Fisk & Fris YouTube her.
maj 18, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Det starter med, at jeg lørdag aften fisker nede ved Svanemøllen. Lige pludselig ringer min gode ven Valdemar Floutrup og siger, at han har haft fire karperuns og to fisk på land på et par timers fiskeri. Sådan lyder det fra juniorfiskeren Joshua Green-Lieber. – Jeg pakker mit grej, og vågner næste dag klokken fem, hvorefter jeg tager mod den lille sø, hvor han har overnattet.
– Det første jeg ser, da jeg ankommer, er at Valdemar har en fisk liggende i retaineren. Jeg skynder mig ned og får taget nogen billeder, og blot 30 minutter efter får jeg mit første run fra en flot skælkarpe. Fisken bliver landet sikkert, og det er min første karpe nogensinde! Ikke ret lang tid efter får Valdemar også en karpe på land. Det begynder at regne, så vi går ind i bivyen, men det stopper ret hurtigt med regne igen. I det samme jeg går ud af bivyen, skriger bidmelderen igen, og efter en kort fight kommer denne her flotte spejlkarpe på omkring de 4kg op ad vandet. Karpen er ny PR, og er en mega smuk fisk. Det er helt sikkert ikke den sidste gang, at jeg fisker karper!
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her. Hver eneste måned er der for 2500 kroner Kinetic grej på højkant til den bedste fangstrapport, og der kan vælges imellem grej fra en række forskellige kategorier.

maj 18, 2023 | Nyheder
Tomas Dojcak, som Fisk & Fri har talt med her til morgen, var forleden til en større bådfiskekonkurrence – “Pike Maniac” på Pitsford Reservoir i England, hvor man udelukkende fik points for længden på fiskene – og da han fik monsterhugget fra den kæmpegedde, som du ser på billedet, havde han af samme årsag ikke vægten med. At det netop var ham, der fik hugget kan man vist roligt sige var lidt heldigt, for det var både første gang han fiskede på søen – og første gang han var med i en fiskekonkurrence, hvor man kun måtte fiske med kunstig agn.
Kæmpegedden på 119 cm, som med stor sikkerhed er over de i England magiske 40 lbs (18,12 kilo), blev fanget på kastefiskeri med en 15-40 grams stang fisket med 0,06 mm fletline samt et 24 lbs wireforfang. For enden sad softbaitet Shadteez fra Westin.
Den enorme gedde hjalp Tomas til at sikre sig en 5 plads til konkurrencen, der kørte på den samlede totallængde af de fem største fisk.

maj 17, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Traditionen tro gør danske Gorm Andersen fra Team Daiwa det godt i sydsvenske Mørrum her i maj. – I morges fik jeg denne flotte sølvblanke laks i en af de dybe strømrender. Den fightede virkelig godt i nogle minutter, men på trods af, at den var ret aggressiv, havde jeg alligevel ret godt styr på fisken under fighten, indtil jeg til sidst kunne håndlande fisken alene.
– Laksen, der var 100 centimeter og 12,2 kilo, tog min hjemmelavede variant over fluen ”Uldsokken” med gummiben bundet på en lille str. 10 modhageløs krog. Jeg er virkelig taknemmelig for den flotte fisk, slutter han.
Husk at du kan læse en masse artikler om både fluefiskeri og åfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk
maj 17, 2023 | Nyheder
– Maj måned står på pizza og spaghetti i smukke Italien, skriver Nick Yndal til Fisk & Fri. – Min lillebror Tjalfe og jeg et taget på en tre uger lang karpetur syd for Alperne. Den første uge fisker vi i World Carp Lake sammen med ni andre danske hold-fiskere. Turen, som er arrangeret af Specimen Tours, er startet rigtig fint ud for os, og der har været godt med fisk på land.
– Den første dag går vi en tur rundt for at spotte fisk, og vi får hurtigt øje på en stor hvid koi med et orange hoved. De to efterfølgende dage har jeg målrettet fisket efter den, og jeg har observeret den flere gange på spottet, som jeg har fodret på efter at have fanget to mindre fisk på samme sted – og mistet en enkelt. Pludselig er der igen run på min yderste højre stang. Vi ryger hurtigt i gummibåden, hvorefter en tung og lang fight starter. Der går lang tid, før vi ser fisken første gang, og da jeg ser, at det er den hvide koi igennem det klare vand, hopper mit hjertet et slag over.. “ okay nu må jeg ikke miste den… den skal op… “ tænker jeg. Efter hvad der føltes som det længste minut i mands minde, lykkes det. Tjalfe og jeg kan endelig omfavne hinanden. Jeg havde næsten ikke turde håbe på, at min første koikarpe skulle være så stor en skønhed. Hvem ved mon hvad resten af turen byder på?
maj 16, 2023 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Den populære stangserie Ninja X fra Daiwa er her i 2023 kommet med et helt nyt og lækkert design. Som på den tidligere udgave er der tale om en serie af stænger, hvor man får virkelig meget for pengene, hvilket gør den til et oplagt køb, når man skal have begyndere eller familien med på fisketur. Stængerne, der er lette og stærke, er godt afbalanceret samt giver en rigtig god kontakt med agnen. Kort fortalt er Ninja X nogle rigtig gode allround stænger, der kan bruges til stort set alle former for spinnefiskeri med fx softbaits, blink, woblere og spinnere. Klingen arbejder helt ned i håndtaget under fighten, og du vil derfor også kunne udtrætte større fisk med stængerne.
Ninja X er monteret med kork/EVA håndtag, DPS hjulholder samt LTS løberinge. Stængerne fås i både 2, 3 og 4-delte versioner med kastevægte, der spænder fra 2-10 gram til 30-80 gram, og stængerne findes i versioner fra 5,6 fod til 11 fod. Uanset, om du fisker regnbueørreder i put and take´en, hornfisk på kysten – eller en hvilken som helst anden form for spinnefiskeri, vil der således være en model, der passer til netop det fiskeri, som du skal ud på.
De vejledende priser ligger fra 406-667 kroner. Læs mere om Ninja X stangserien fra Daiwa her.
Nærmeste forhandler henvises fra Daiwa Danmark på telefon 51 35 78 79.

Daiwa Ninja X i todelt version.
maj 16, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg havde knap nok fået min nye Sportex Tiboron RS-3 Seatrout i hånden, før den blev sat på sin første prøve, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Weekendens solskinsvejr gjorde det svært at beherske fisketrangen, så afsted gik det til fjorden. Jeg havde i dagens anledning valgt at fiske vandet lidt anderledes, end jeg normalt gør, og derfor havde jeg medbragt min flydering.
– Fjorden var flad, og solen havde allerede varmet det kystnære vand op, da jeg søsatte flyderingen. Efter en kort sejltur kom det første hårde hug. Stangen flexede, og fisken var en rigtig fighter i strømmen. Den flotte målsfisk fik hurtigt sin frihed, og jagten forsatte. Tiboron’en viste snart sine egenskaber med en hurtig action, en utrolig følsomhed og en egenvægt på kun 141gram, der gør, at man kan fiske en hel uge uden at få ondt i skulderen! Ind imellem hære af hornfisk fandt jeg jævnligt nogle flotte ørreder, og specielt én af dem skulle vise sig at være ekstra god. Hugget kom over en dyb rende, og wobleren blev stoppet prompte. Fisken tog et godt udløb og sluttede i et flot spring. Dens smukke, blanke side skinnede i solen, og pulsen steg. Fighten med de mindre målsfisk havde været sjovt, men stangen fik for alvor lov at arbejde med denne fine fisk. Efter noget tid kunne den tykke havørred landes sikkert og beundres.
Min Tiboron RS-3 9′ på 6-31g var i øvrigt rigget op med MiG8 Braid og Max Fluorocarbon fra Climax.