– Det starter med, at jeg lørdag aften fisker nede ved Svanemøllen. Lige pludselig ringer min gode ven Valdemar Floutrup og siger, at han har haft fire karperuns og to fisk på land på et par timers fiskeri. Sådan lyder det fra juniorfiskeren Joshua Green-Lieber. – Jeg pakker mit grej, og vågner næste dag klokken fem, hvorefter jeg tager mod den lille sø, hvor han har overnattet.
– Det første jeg ser, da jeg ankommer, er at Valdemar har en fisk liggende i retaineren. Jeg skynder mig ned og får taget nogen billeder, og blot 30 minutter efter får jeg mit første run fra en flot skælkarpe. Fisken bliver landet sikkert, og det er min første karpe nogensinde! Ikke ret lang tid efter får Valdemar også en karpe på land. Det begynder at regne, så vi går ind i bivyen, men det stopper ret hurtigt med regne igen. I det samme jeg går ud af bivyen, skriger bidmelderen igen, og efter en kort fight kommer denne her flotte spejlkarpe på omkring de 4kg op ad vandet. Karpen er ny PR, og er en mega smuk fisk. Det er helt sikkert ikke den sidste gang, at jeg fisker karper!
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her. Hver eneste måned er der for 2500 kroner Kinetic grej på højkant til den bedste fangstrapport, og der kan vælges imellem grej fra en række forskellige kategorier.