feb 5, 2024 | Nyheder
– Forleden tog jeg ud for at fiske i en ny mose, fortæller Klaus Andersen. – Her fandt jeg ud af, at vandstanden var ret lav, og der var stadig grøde, så jeg fik grønt på meget af tiden, når jeg fiskede med jerkbait og wobler. Jeg fandt derfor en stor wobler på 50 gram, der gik helt oppe i overfladen.
– Som tiden gik uden hug, fiskede jeg langsommere og langsommere, og til sidst fik jeg en sparsom reaktion, hvorefter jeg løftede stangen. Det gav nogle gevaldige store ryk i den anden ende, hvorefter jeg begyndte at fighte den. Og det varede såmænd ikke så længe, før gedden kom ind, for der var ikke meget fight i den i det kolde vand. Fisken var ikke den største, men det var en fantastisk dag samt alligevel en mindeværdi fisk, slutter han.
Husk, at du kan finde masser af spændende artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
feb 5, 2024 | Nyheder
– I går var jeg et par timer ved Aalsbogaard Fiskesø sammen med min makker Rasmus Jensen, fortæller Mikkel Bruus. – Der var en del fiskere ved søen, men grundet det kolde vand var der ikke meget liv i størene, og vi så kun en enkelt mindre fisk blive fanget.
– Et kvarters tid, inden vi skulle hjem, bøjede stangspidsen uden registrering på bidemelderen, så jeg gav tilslag og kunne mærke fisken virkede som en god størrelse, og efter fem minutter kunne vi lande en fin beluga på 28kg. Fisken blev fanget på en snowman af CFC squid hookbait/pop- up, slutter Mikkel Bruus, som du kan følge her.
Hvis du vil vide mere om størfiskeri, så tjek denne video med Henrik Carl på Fisk & Fris Youtube.
feb 5, 2024 | Nyheder
– Opgangen af laks i Skjern Å-systemet er i 2023 estimeret til 4.662 stk. Dette er et fald på 38% i forhold til undersøgelsen i 2022, hvor opgangen blev estimeret til 7.553 laks. Sådan udmelder DTU Aqua i den seneste nyhed på fiskepleje.dk. – Hvis laksebestanden i Skjern Å-systemet skal klare sig uden udsætninger i fremtiden, er der et særligt stort behov for at genskabe faunapassage ved spærringer, som i dag hindrer, at laksen har fri adgang til flere egnede gyde- og opvækstområder, anbefaler forskerne. – I Skjern Å-systemet er der stadig særligt problematiske spærringer i Omme Å ved Juellingsholm, i Skjern Å’s hovedløb ved MES Sø og i Rind Å ved Skjern Å-forvirringen. Desuden er der række andre spærringer, ved hvilke det også er afgørende vigtigt, at sikre faunapassage. Ligeledes bør genskabelse af langt flere egnede gyde- og opvækstområder i hele å-systemet have høj prioritet.
Læs mere om undersøgelsen fra Skjern Å her.
I 2023 har man også undersøgt blandt andet laksebestanden i Kongeåen, som er i fremgang ifht tidligere undersøgelser. Læs mere om laksestatus i Kongeåen her.
feb 5, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden fik jeg spurgt min gode ven Niels, om vi ikke skulle ud og fiske nogle gedder på flue, da det havde været alt for længe siden sidste gang, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Han var 100% klar, men da dagen nærmede sig, begyndte vejrudsigten at se mere og mere dyster ud. Den sagde nemlig 10m/s med vindstød op til 18 m/s, så planerne blev ændret fra fluefiskeri fra flydering til noget spinnefiskeri fra robåd.
– Efter en rimelig tumultagtig morgen med en båd, der var væk, og nogle årer der også var væk fra den båd, som var væk, kom vi alligevel på vandet. Da vi sejlede ud for at finde fiskene, havde vi to stænger med gummidyr bag ved båden. Der gik egentlig ikke særligt langt tid, før vi havde den første kontakt, som jeg selvfølgelig bommede. Vi prøvede at sejle tilbage igen, hvor vi herefter smed anker. Forankringen var dog ikke stærk nok til at holde os på plads, så vi drev i stedet langsomt, hvilket egentligt viste sig at være effektivt nok. Niels mærkede fisk, jeg havde en følger og der gik ikke lang tid, før at vi havde den første fisk i båden. Vi prøvede strækket en gang til uden held.
– Så drev vi videre med vinden langs skrænterne, og lige før vi noget til tange nummer to, så jeg en stime agnfisk på min mobil. Jeg når lige at sige til Niels, at der er skaller under båden og booommm!!! Så falder der et tungt hug nær overfladen. Hverken Niels eller jeg havde net med, hvilket ofte ender ud i, at vi netop skal bruge et net. Jeg får råbt, at det er en god fisk, og Niels får gjort klar til at nette med en vejeslynge. Gedden kommer heldigvis fint ind på siden af båden, hvor jeg nemt lige får taget gællegreb. Jeg fisker normalt ikke særligt meget spin efter gedder, så der går noget tid før jeg opdager, at det nok er en PR- gedde på spin. Vi får målt fisken til 106cm og 8,2kg hvilket bekræftede teorien om, at det var PR på spin. Efterfølgende fanger vi ikke mere, men vi fik kæmpet med nogle bølger og noget vind, og det blev alt i alt en god dag på vandet i godt selskab, slutter han og tilføjer, at gedden blev fanget på det Kinetic grej, som han vandt for en af sine flotte fisk sidste år i Kinetic Fiskecup 2023.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2024 og alle præmierne her. Hver måned trækkes der præmier for 2500 kroner – første gang 1 marts.

feb 5, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg valgte i går at prøve min første lille morgentur 2024, fortæller Alan Stig Helgren Jensen. – Temperaturen sagde 7 grader, der var hård fralandsvind og jeg valgte et sted nord for Grenå, hvor jeg plejer at have et godt tidligt forårsfiskeri. Vandet var lidt mælket fra kalken i klinterne længere omme, så jeg valgte en lilla/gul wobler i 16 gram.
– Allerede i andet kast var der bid helt ude i enden af kastet, hvorefter en voldsom plasken varede nok 20-30 sekunder, før jeg fik styr på det, og fisken blev roligere. Der kan godt være en del nedgængere på strækket ved Kolindsundkanalerne, og jeg forventede faktisk, at det var sådan en. Da jeg skulle nette den, så jeg dog bredden over ryggen og kunne se, at det var en overspringer. Jeg måtte fighte den 30 meter hen langs stranden, før det lykkedes at få den landet. Glæden var stor, da den lå sikkert i nettet, for det er mange år siden, at jeg har fået en kystørred i den størrelse. Havørreden var 76,5 cm og 4,94 kg, slutter han og tilføjer, at den skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2024.
Læs meget mere om Kinetic Fiskecup 2024 samt alle de fede præmier her.

feb 5, 2024 | Nyheder
– Grundet travle omstændigheder har der ikke været tid til så meget fiskeri på det seneste, men forleden skulle der tages hul på bylden, fortæller Jakob Kromann Batz. – Og det, der bare skulle have været en lille hurtig hyggetur blev til en uforglemmelig tur, der endte med, at jeg fangede et monster af en gedde:
– Efter et par timers fiskeri, hvor jeg havde fanget seks små geder på omkring 45-50cm, mens min fiskemakker Mads Davidsen, der er prostaff fisker for Savage Gear, havde fanget to okay fisk på omkring 85cm, ville jeg lige prøve Mads nye SavageGear SG6 Alpha stang. Og efter cirka 10 kast hamrede der noget meget, meget stort på den helt nye 20cm Savage Gear 3D Whitefish Shad i farven “Dirty Roach”. Efter en mega fed fight kom der et kæmpe gab til syne fra dybet, og med den størrelse gab var jeg sådan set ikke i tvivl om, at her var potentiale for en ny personlig rekord.
– Vi fik fisken sikkert nettet, og den blev vejet samt målt til 12,85 kg og 112 cm, hvormed det var både ny PR på vægt og længde. Efter vi fik taget nogle hurtige billeder, blev fisken nænsomt genudsat, slutter Jakob alias @ox_predatorfisher.
feb 4, 2024 | Nyheder
– Andreas, der lige har overtaget Filskov Fiskesø, lagde ud med rigtig flot udsætning fortæller Arne Biering. – Især det, at der var nogle gode basser med, lokkede mig til den lange køretur for at fiske i søen.
– Jeg var ved søen klokken 9, men var lige ved at køre igen, så mange var der allerede, som fiskede. Nå – men nu da jeg var mødt op, så kunne jeg lige så godt indløse mit fiskekort og få det varme tøj på. Hvor vinden var værst, var der til at få plads, og jeg var snart hele æsken med diverse gennemløbere og blink igennem, men jeg mærkede intet.
– Så tænkte jeg, at måske bait helt nede på bunden var en mulighed. Jeg fiskede med Berkleys grønne bait stang, så jeg kom ikke så langt ud, men med ultra langsom indspinning var der hug i første kast med baiten. Det var en høj blank 2 kilos, som måtte overgive sig efter nogle værre krumspring i vandet. Det var helt klart en sjov fight.
– Den følgende time blev det til yderligere tre i samme størrelse, man så fik sulten mig op til bilen. Jeg lod baiten fiske imens, og stangen lå sikkert bag en lampe. Da jeg kom tilbage, kunne jeg se linen bevæge sig ret så hurtigt, så det var om at få fat i stangen og give modhug. Det var en tung fisk, der blev i dybet, hvor den rullede og slog i voldsomme rusk – igen en rigtig vinterfight. Den bløde stang gav en vildt god kamp, og snart havnede en vildt flot næsten rødbronze farvet regnbue i nettet. Den havde klart en god størrelse og var på toppen af ønskelisten for dagen. Der var jeg virkelige glad for at jeg blev og fiskede på trods af de mange mennesker. Regnbueørreden var 71cm og 6,4 kg. Til trods for farverne, der mindede meget om gydedragt, så var den aldeles steril – uden antydning af rogn eller anlæg dertil.
feb 4, 2024 | Nyheder
– Forleden blæste det rigtig meget, men det skulle ikke holde mig hjemme, fortæller Mads Davidsen. – Jeg havde en håndfuld døde skaller i fryseren, så jeg tænkte, at jeg sikkert kunne finde et sted i læ og smide et par bundstænger ud, mens jeg sad og drak kaffe. Da der var gået en times tid uden et eneste hug, fandt jeg dog ud af, at jeg ville jeg kastefiske lidt for at få tiden til at gå. Men – der gik ikke mere end et par kast, før der var en fin gedde på cirka 90 cm, som huggede på min SG Whitefish Shad.
– Fedt, tænkte jeg. Så var det da i hvert fald ikke en 0-tur. De efterfølgende 10 minutter havde jeg en del aktivitet, og jeg fangede også en mindre fisk på deadbait samt mistede en meget tung fisk, men det var der jo ikke noget og gøre ved. Pludselig døde fiskeriet fuldstændigt, som var der en, der havde slukket for lyset. Jeg satte mig derfor og fik en kop kaffe.
– Da jeg endelig så en fin fisk jage, fik den et par kast, og i tredje kast huggede den, hvorefter endnu en flot fisk over 90 cm kom i nettet. Imens jeg var ved at afkroge den, fik jeg hug på min ene bundstang, men den bummede jeg også. – Skidt tænkte jeg, da jeg jo allerede havde fanget to flotte fisk nu. De resterende par timer skete der intet, så jeg pakkede sammen og fik smidt de fleste ting i bilen. Men nu hvor jeg alligevel havde flyttet mine bundstænger, kunne jeg jo lige tage et par kast med min Whitefish…
– Jeg nåede kun ét kast og fem omgange på hjulet, inden en god tung fisk huggede, så jeg måtte hurtigt op i bilen efter stativet til mit kamera. Det var dog ikke nemt at få ordentlige billeder, fordi det så småt var begyndt at blive mørkt, men det var en super fin fisk på cirka 9 kg, og som dagens sidste fisk, kunne man jo ikke just klage over det.

Mads Davidsen med en af sine fine gedder. Øverst ser du ham med dagens største, som huggede lige inden det blev mørkt.

feb 3, 2024 | Nyheder
Selvom de fleste nok især forbinder karpefiskeri med lune sommernætter, så kan det sagtens dyrkes hele håret, hvis bare lige man vænner sig til, at der kan være noget længere mellem huggene. En af dem, der har trodset kulden med karpegrejet i den forgangen uge, er Tjalfe Yndal:
– Jeg ankom til søen lørdag den 27 januar, hvor jeg havde planlagt en tredages tur efter en januarkarpe, fortæller han. – Med mig på den første overnatning havde jeg min makker Mathis Korsgaard, hvor vi lå ved den ene af søerne. Den første nat trak vi dog en nulbon, og med is indvendigt i teltet samt overfladen på søen valgte jeg at skifte til en anden sø, hvorefter min makker valgte at tage hjem.
– Ved den nye sø riggede jeg mine stænger til og satte lejr op. Jeg valgte at fiske med en halv 18mm Nutty Crunch pop-up sammen med nogen orme og toppet med en Pink Garlic pop-up fra Vital Baits. Den anden stang fik en gul Nutty Crunch pop-up på i 14mm også fra Vital Baits, og efter første nat ved søen kunne jeg lande den flotte januar karpe, som jeg var ude efter, nemlig denne smukke skælkarpe på 7,8kg som du ser ovenfor fanget på den først nævnte hookbait. Turen sluttede med denne ene fisk, som dog betød enormt meget for mig at fange, slutter han.
Husk, at du kan finde mange fede karpeartikler i vores artikelarkiv her.
Har du selv fanget en god fisk, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk
