Selvom de fleste nok især forbinder karpefiskeri med lune sommernætter, så kan det sagtens dyrkes hele håret, hvis bare lige man vænner sig til, at der kan være noget længere mellem huggene. En af dem, der har trodset kulden med karpegrejet i den forgangen uge, er Tjalfe Yndal:
– Jeg ankom til søen lørdag den 27 januar, hvor jeg havde planlagt en tredages tur efter en januarkarpe, fortæller han. – Med mig på den første overnatning havde jeg min makker Mathis Korsgaard, hvor vi lå ved den ene af søerne. Den første nat trak vi dog en nulbon, og med is indvendigt i teltet samt overfladen på søen valgte jeg at skifte til en anden sø, hvorefter min makker valgte at tage hjem.
– Ved den nye sø riggede jeg mine stænger til og satte lejr op. Jeg valgte at fiske med en halv 18mm Nutty Crunch pop-up sammen med nogen orme og toppet med en Pink Garlic pop-up fra Vital Baits. Den anden stang fik en gul Nutty Crunch pop-up på i 14mm også fra Vital Baits, og efter første nat ved søen kunne jeg lande den flotte januar karpe, som jeg var ude efter, nemlig denne smukke skælkarpe på 7,8kg som du ser ovenfor fanget på den først nævnte hookbait. Turen sluttede med denne ene fisk, som dog betød enormt meget for mig at fange, slutter han.
Husk, at du kan finde mange fede karpeartikler i vores artikelarkiv her.
Har du selv fanget en god fisk, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk