aug 25, 2024 | Nyheder
Siden Fisk & Fri så dagens lys som det nye, friske danske fiskemagasin i 1982 er der løbet rigtig meget vand gennem bækken – med massevis af op- og nedture. Den største af sidstnævnte var uden tvivl, da den tidligere ejer af Fisk & Fri gik konkurs i maj 2019. Hermed blev der sat et endegyldigt punktum for det trykte magasin Fisk & Fri, som gennem 37 år var med til at inspirere generationer og titusindvis af lystfiskere til nye spændende fiskeeventyr.
Men – der er heldigvis intet så skidt, uden at det også er godt for noget. I dag er det præcis fem år siden at jeg købte og overtog Fisk & Fri, hvormed forliset af det gamle blad blev starten på en ny, spændende energi og revitalisering af det gamle medie med en helt ny konstruktion og udtryk, der var skræddersyet til at videreføre Fisk & Fris DNA ind i det digitale landskab anno 2020+ – både via hjemmesiden, men også i høj grad via vores Sociale Medier.
I forbindelse med femårsdagen, skal der lyde et kæmpestort tak til alle dem, der troede på projektet og vigtigheden af, at Danmark har et uafhængigt fiskemedie, der tør tage bladet fra munden – uanset hvad det drejer sig om. Tak til alle jer der på den ene eller anden måde hjalp til med genrejse Fisk & Fri – både familie, venner, skribenter, fotografer, annoncører og andre samarbejdspartnere. En særlig stor tak til Tue Blaxekjær, der rent praktisk opbyggede den helt nye version af fiskogfri.dk og stadig vedligeholder den tekniske side af sagen – samt Martin Millinge Floutrup, der i samme periode var med til at blæse liv i Fisk & Fris YouTube kanal. Sidst, men ikke mindst, skal der lyde et kæmpestort tak til alle de mange tusinde danske lystfiskere, der via fangstberetninger og fede historier derude fra vandene bidrager til at videreføre fiskogfri.dk som Danmarks mest aktuelle og levende fiskemedie.
Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at formidle dansk lystfiskeri i mange, mange år fremover via fiskogfri.dk – og ser frem til at fortsætte min daglige kontakt med alle jer glade danske lystfiskere, der deler jeres fantastiske oplevelser ude ved fiskevandene. Der er ikke én eneste dag, hvor jeg vågner og tænker ”fuck – nu skal jeg opdatere fiskogfri.dk igen”. Og når eftermiddagen går på hæld, så føles det altid som om, at jeg lige har fået min morgenkaffe. Tiden forsvinder som sand imellem fingrene på en, når man er så heldig at lave lige præcis det, man allerhelst vil lave – nemlig at drysse lystfiskeriets magi og tryllestøv ud i cyberspace.
Vi ses derude – Jens Bursell
aug 25, 2024 | Nyheder
Marc Skovby har været et smut på den øvre del af Skjern Å, hvor en smuk laks bød ham op til dans med sin fluestang. – Jeg var afsted med min far, og det var en fantastisk oplevelse at have sammen med ham. Han fik rutineret nettet under den, så det bliver bare ikke bedre.
– Lidt senere, hvor jeg bare gik sammen med ham, mens han fiskede sin flue hen over det sidste hotspot, fik han et solidt hug på sin flue, men laksen i den anden ende blev desværre ikke hængende. Men – på trods af dem mistede fisk, var det en fantastisk dag, slutter Marc, der driver Skjern River Guiding.
Efterårsfiskeriet i Skjern Å er lige om hjørnet, og det kan du læse meget mere om i denne superfede artikel af Terkel Broe Christensen.
Indtil videre i år er der landet 378 laks i Skjern Å Systemet, hvilket er næsten 650 færre fisk ind samme år på samme tidspunkt. Følg med fangsterne af laks ved Skjern Å her.
aug 25, 2024 | Nyheder
Selv om rygtet går, at makrellerne ikke har været helt så talrige, som de plejer i Øresund her i år, kan der alligevel fanges rigtig godt med fisk, hvis man som Jesper Larsen først finder dem og knækker koden:
– Igen i år havde min ven Jens Muremester og jeg sat hinanden i stævne til en forhåbentlig god og munter makreltur på Øresund, fortæller han. – Op til turen, havde jeg ugen inden hentet agnsild hos O.V. Jørgensen i Hundested samt lavet en stor omgang chum, som vanen tro var blevet frosset ned til chum plus selvfølgelig nogle poser med hele sild/brisling til krogagn.
– Vi mødtes hos Jens midt om natten og fik læsset båden samt trillede stille mod Rungsted Havn. Vel ude af havnen blev kursen sat mod NV-Revet på Hven’s nordside. Da v i var fremme, blev ankret dumpet på 15.5 meter, og vores chumposer blev søsat i min store ålepose. Da vi var pænt tidligt på pladsen, kunne vi passende snuppe morgenkaffen og få fyret de første røverhistorier af.
– Pssss pssss lød det pludselig fra vandet. Vi kunne se, at en gigantisk sæl havde indfundet sig og også ventede på, at makrellerne skulle indfinde sig. Kort efter fik vi det første hug – og yes, det var makrel. Et kig ud i vandet afslørede en kæmpe stime makrel, og dette blev så startskuddet til tre timers hæsblæsende makrelfiskeri.

Husk altid en god køleboks, når du fisker makreller.
– Valget på metode faldt på sightfiskeri med løsline. Vi bruger kun én stang hver til dette “kigmedefiskeri” med 0.30mm løsline monteret med en lille trekrog str. 6-8 agnet med små fiskehapser af sild/brisling. Og så lader man ellers hele herligheden drive med i chumsporet. Denne teknik er uden sidestykke den bedste. Snitstørrelsen på makrellerne er større i år, og Skipper Jens var ikke bleg for at nappe dagens 8-10 største makreller, hvoraf flere var på over 900gram.
– Da den første turbåd indfandt sig lidt længere ude på NV-Revet, havde vi rundet over 100stk – og fiskeriet blev ved med at være vildt. Sælen drillede os dog nu og da, og vi er ret sikker på, at det var tun, vi så på ekkoloddet, som spolerede vore rytme og fik spredt makrellerne. Klokken 08:30 gjorde vi status, og den lød på mere end rigeligt med fisk, så vi var pænt tilfredse med både turen og fiskeriet. Vi glæder os begge til næste gang, vi stikker på tur, slutter han.
– Du kan se hvordan Jesper fisker sine makreller i denne video på Fisk & Fris YoTtube, hvor han demonstrerer både flåd- og løslineteknikker med chum.

Når stængerne ser sådan ud, ved du, at du har fanget de makreller du skulle bruge.
aug 24, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Den svenske sydkyst er udfordrende i øjeblikket på grund af den kraftige vind, der har påvirket forholdene, fortæller Afif Kurjei. – Ålegræs, brunt vand og bølger gør det svært at fiske, og mange steder skal prøves af, før det lykkes. Alternativt kan man vælge at tage hjem og sige, at man i det mindste forsøgte.
– Jeg var således lige ved at opgive men – så spottede jeg en lille hvirvel i overfladen og bildte mig selv ind, at det var fisk, så jeg gav det lidt mere tid. Vandet var så brunt, at det var svært at se, om det faktisk var fisk, der fulgte med, men jeg så flere gange, hvor vandet rejste sig efter en fisk, der fulgte med ind. Det gav mig lidt blod på tanden. Jeg kørte min gennemløber helt oppe i overfladen, så jeg kunne følge med i, om der var fisk efter, og det var der. Blandt andet denne tykke lady, som du kan se ovenfor, der huggede helt oppe i overfladen! Det så ret fedt ud! Var det tiden værd? Ja, det var det 100 %.
Havørreden huggede på gennemløbskystwobleren Sölv Penna i farven smelt fra Abu Garcia.

Afifs havørred huggede på kystwobleren Penna fra ABU Garcias Sölv-serie.
aug 24, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
På Copenhagen Boatshow 2024 kan du blandt andet se, hvordan Alpina Marine har tryllet med at installere toppen af poppen inden for marineelektronik fra Garmin og Fusion på den fedeste Florida båd – en T-Top Sea Fox 287. Og resultatet – det er noget der skal ses.
Den superfede fiskemaskine er monteret med satellit kompas, autopilot,18″ radar dome, køl og frys i dørkene – samt VHF, Fusion lyd og lysanlæg samt to 16-tommers skærme fra Garmin integreret i en suverænt elegant og eksklusiv glaspanelløsning, hvorfra alt – som i alt – på båden kan styres. Også motorerne er fjernstyret, så man kan starte og stoppe dem både via fjernbetjening og Garmin Quatix marineur – eller Garmins Fusion og Active Captain Apps.
Det eksklusive instrumentpanel i glas er lavet som et sandwichpanel i aluminium for at kunne lave det buk på overfladen, som du ser nederst i billedet nedenfor.
Læs mere om Copenhagen Boatshow 2024 på fiskogfri.dk her.
Mød Alpina Marine og se deres super fede set-up af skærme mv fra Garmin:

På Copenhagen Boatshow 2024 kan du blandt andet se, hvordan Alpina Marine har tryllet med at installere toppen af poppen inden for marineelektronik fra Garmin og Fusion på den fedeste Florida båd. Fra venstre mod højre Danny, Peter, Tim og Daniel fra Alpina Marine.
aug 23, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
I går klokken 12 slog Copenhagen Boatshow – landets største flydende bådudstilling, dørene op for de mange besøgende i Ishøj Havn. På listen over udstillere, som er spændende at stifte nærmere bekendtskab med for de fleste bådfiskere, finder du hele 81 interessante udstillere med alt fra både og motorer til marinelektronik, beklædning, redningsveste, bådtilbehør og forsikringer mm. Udstillingsområdet er let at komme til – og der er masser af P-pladser langs adgangsvejen til den ø i havnen, hvor det store arrangement afholdes.
Der har allerede været en del besøgende indtil videre, men de helt store dage er selvfølgelig i weekenden, så det kan godt svare sig at købe billetter online for at spare tid i kø – samt den halvtredser, det er billigere at bestille online hjemmefra til Copenhagen Boatshow 2024, hvilket du kan gøre her.
Udstillingen lukker søndag d. 25 august klokken 15.45.
Læs mere om udstillingen i morgen.

Blandt de mange udstillere, der er super relevante for bådfiskere er forsikringselskabet Pantaenius, der har specialiseret sig i netop bådforsikringer. Kom forbi standen og få en snak om præcis, hvilken forsikring der vil være optimal for din fiskebåd. Læs mere her.

Garmin Danmark er naturligvis også at finde til Copenhagen Boatshow 2024, så kom forbi og få en snak om hvordan moderne marinelektronik kan gøre dit liv mere forgyldt som lystfisker. Men – mindst lige så spændende er det at se installationer hos nogle af Garmins samarbejdspartnere, der også udstiller til Copenhagen Boatshow – eksempelvis Alpina Marine, som vi vender retur til i den første nyhed på fiskogfri.dk i morgen.

Hos Columbus Marine finder du et enormt udvalg af redningsvestenes Rolls Royce – Spin-Lock.
aug 23, 2024 | Nyheder
– Forleden kunne jeg se, at vejrudsigten lovede ”efterårsvejr”, så da det blev fyraften, gik turen til kysten med håbet højt om den store sommerfisk på vej mod åen. Sådan lyder der fra Rene Voltelen. – Der gik heller ikke længe, før den første store fisk var med inde for at kigge på min hjemmelavede wobler, men hugget lod vente på sig.
– En snes kast senere bed en stor fin fisk på. Den kom med helt ind til netkanten, men mistede desværre krogholdet. Efter at have fisket en halv time mere skiftede jeg til en holografisk guld wobler i en mindre udgave, og tre kast senere kom der et gigantisk hug efterfulgt af et laaaaangt udløb. Efter lidt trækken frem og tilbage kunne jeg sikkert nette denne smukke havørred på 67 cm. Knæk og bræk, derude! Måske vi ses ved kysten.
aug 23, 2024 | Nyheder
– Efter halvtreds år i et rør, så Møllebækken i Middelfart Kommune atter dagens lys i 2020, fortæller Christian Thomsen fra Havørred Fyn. – Over 25.000 tons jord blev gravet op og transporteret væk, hvorefter vandløbet fik igen lov til at meandrere gennem landskabet på den omtrent en kilometer lange strækning, der er genetableret.
– Sidste år gav Havørred Fyn støtte til over 200 tons sten og gydegrus til gavn for ørrederne og biodiversiteten i det forholdsvis nye vandløb, og nu i år er der så både blevet udlagt gydegrus, skjulesten, og skyggetræer langs med samt i selve vandløbet.
– Det hårde arbejde blev dog ikke udført af sig selv – vi fik nemlig hjælp fra omkring 20 frivillige turister fra Tyskland og Holland. De var en del af et regenerativt turismeprojekt, som blev udført i samarbejde med Naturpark Lillebælt. De frivillige turister mødte op ved Møllebækken, og efter en introduktion til vandløbet samt biologien i området, trak de i arbejdstøjet. Vi havde forinden fået leveret omkring 200 tons gydegrus og skjulesten samt over 100 træer, som de alle skulle hjælpe med at fordele.

Møllebækken har fået re-etableret sine gydeområder af frivillige turister.
aug 22, 2024 | Nyheder
– Jeg vil godt fortælle jer om en flot fisk, som jeg fangede for nylig, fortæller Dirch Nis Johansen. – Det startede med, at vi skulle fiske i Sverige. Jeg havde fået min helt egen fiskekasse samt fiskestang, og vi boede i en bjælkehytte ned til søen i Osby, hvor vi fiskede dagligt.
– Dagen derpå bød på mange gode oplevelser, og vi havde fået mange bundbid samt sten, der gjorde, at vi tit sad fast. På et tidspunkt råbte min papfar, at jeg havde bid. – Bare rolig sagde jeg, det er en sten, som det plejer. Vi begyndte at bakke tilbage, hvor den sad fast for at få løsnet den, men lige pludselig tog ”stenen” et kæmpe udløb. Jeg kunne næsten ikke holde stangen, og jeg kæmpede i min iver for at få den i land. Efter en god fight fik jeg den tæt på båden, og vi kunne se, at det var en yderst flot sandart på hele 4,2 kg & 76 Cm. Det er den største fisk jeg nogensinde har fanget, og det bliver ikke den sidste. Fisken huggede på en Bassbite Squarebill wobler fra Westin. Knæk & Bræk derude, slutter han. Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024.
