Siden Fisk & Fri så dagens lys som det nye, friske danske fiskemagasin i 1982 er der løbet rigtig meget vand gennem bækken – med massevis af op- og nedture. Den største af sidstnævnte var uden tvivl, da den tidligere ejer af Fisk & Fri gik konkurs i maj 2019. Hermed blev der sat et endegyldigt punktum for det trykte magasin Fisk & Fri, som gennem 37 år var med til at inspirere generationer og titusindvis af lystfiskere til nye spændende fiskeeventyr.
Men – der er heldigvis intet så skidt, uden at det også er godt for noget. I dag er det præcis fem år siden at jeg købte og overtog Fisk & Fri, hvormed forliset af det gamle blad blev starten på en ny, spændende energi og revitalisering af det gamle medie med en helt ny konstruktion og udtryk, der var skræddersyet til at videreføre Fisk & Fris DNA ind i det digitale landskab anno 2020+ – både via hjemmesiden, men også i høj grad via vores Sociale Medier.
I forbindelse med femårsdagen, skal der lyde et kæmpestort tak til alle dem, der troede på projektet og vigtigheden af, at Danmark har et uafhængigt fiskemedie, der tør tage bladet fra munden – uanset hvad det drejer sig om. Tak til alle jer der på den ene eller anden måde hjalp til med genrejse Fisk & Fri – både familie, venner, skribenter, fotografer, annoncører og andre samarbejdspartnere. En særlig stor tak til Tue Blaxekjær, der rent praktisk opbyggede den helt nye version af fiskogfri.dk og stadig vedligeholder den tekniske side af sagen – samt Martin Millinge Floutrup, der i samme periode var med til at blæse liv i Fisk & Fris YouTube kanal. Sidst, men ikke mindst, skal der lyde et kæmpestort tak til alle de mange tusinde danske lystfiskere, der via fangstberetninger og fede historier derude fra vandene bidrager til at videreføre fiskogfri.dk som Danmarks mest aktuelle og levende fiskemedie.
Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at formidle dansk lystfiskeri i mange, mange år fremover via fiskogfri.dk – og ser frem til at fortsætte min daglige kontakt med alle jer glade danske lystfiskere, der deler jeres fantastiske oplevelser ude ved fiskevandene. Der er ikke én eneste dag, hvor jeg vågner og tænker ”fuck – nu skal jeg opdatere fiskogfri.dk igen”. Og når eftermiddagen går på hæld, så føles det altid som om, at jeg lige har fået min morgenkaffe. Tiden forsvinder som sand imellem fingrene på en, når man er så heldig at lave lige præcis det, man allerhelst vil lave – nemlig at drysse lystfiskeriets magi og tryllestøv ud i cyberspace.
Vi ses derude – Jens Bursell