aug 28, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Den 2. september er det 40 år siden, at den spillevende fiskelegende – Jan Kristoffersen – åbnede dørene for sin hyggelige butik på Nordre Frihavnsgade 47b, der ligger på Østerbro i København. Og han har gjort det godt gennem årene, for den populære grejbutik er still going strong i dag.
– Det runde hjørne skal naturligvis fejres med et jubilæum i butikken fra klokken 10-17 den 2. september, fortæller Larsen, der overtog ejerskabet af butikken sidste år. – Der vil være noget til både ganen og halsen i form af sodavand, kage og pølsehorn – og så vil der naturligvis også være en hel masse superfede jubilæumstilbud. Blandt de sprøde fødselsdagstilbud, finder du en god rabat på de legendariske Sportex-stænger, super priser på Combo-fiskesæt, gummistøvler til 99 kroner, 50 % rabat på Lakor T-shirts samt tilbud på både havørredblink og makrelforfang.
– Vi glæder os til at se dig, slutter Larsen, der vil være at finde i butikken sammen med både Jan og Max Bartholin, der lige er startet i butikken. Se hvad der ellers er af lækkert fiskegrej hos Jans Lystfiskershop her.
Se en fed video om Jans Fiskeskole i Københavns Havn lige her.
Øverst – fødselaren Jan, der mestrer stort set samtlige former for fiskeri i både fersk- og saltvand. Her er han med en flot sandart fra Furesøen.

aug 27, 2024 | Nyheder
– Sidste weekend var jeg på tur med min søn og en af hans fiskekammerater, fortæller Rasmus Petersen. – Vi skulle fiske gedder og aborrer i en privat sø på Djursland. Dagen gik godt, og vi fik 10 gedder i båden – samt en masse aborrer i mindre størrelser.
– Sidst på dagen får min søn er godt hug, som vi mener er en gedde. Det viser sig dog at være en super fin aborre på 46 cm og 1,25 kg (nedenfor). Fisken blev tager på UL-grej og en hybrid af spinner og wobler. Min søn var yderst tilfreds med sin nye pb i aborre.
– I går var vi så afsted igen med juniorafdelingen hos AROS lystfiskerforening. De arrangerer hver mandag ture for de fiskeglade unge mennesker. Jeg fisker ofte med, for ellers bliver det til mange kedelige timer i bilen. Dagen stod på kystfiskeri syd for Århus. Jeg gik med fluestangen og en Høtyv str. 4. Der skulle ikke mange kast til, før der var stram line, og efter en god fight kunne jeg nette en fin blank havørred på 62 cm.
– Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige kræfter, som står for disse arrangementer og ture i foreningen AROS, som du kan læse mere om her.

aug 27, 2024 | Nyheder
Hvor det tidligere har været tilladt at fange og hjemtage 1 finneklippet laks på fx trolling i den sydlige Østersø – blandt andet i dansk farvand, foreslog EU-kommissionen i går et totalt forbud med alt laksefiskeri syd for Åland i 2025. Argumentet er, at man for at fange og hjemtage sin finneklippede laks – rent statistisk kommer til at fange og genudsætte en – afhængig af området – varierende mængde af vildlaks. Eftersom disse estimeres til at have en C & R dødelighed på 25% kan det koste livet for en til flere C & R vildlaks – blot at hjemtage én finneklippet fisk.
I forslaget hedder det blandt andet “The Commission therefore proposes adjusting the fishing opportunities and the accompanying rules accordingly, notably by banning recreational fishing for reared salmon, which unavoidably also causes the death of wild salmon.”
Forslaget kommer til endelig afstemning og evt. vedtagelse i slutningen af oktober. Fisk & Fri afventer nærmere detaljer om forslaget.
Læs mere om forslaget med totalt stop for laksefiskeriet i den sydlige Østersø her.
I EU´s uddybning af forslaget står følgende: ” Finally, ICES estimates that the post-release mortality of wild salmon in recreational trolling fisheries for adipose fin-clipped (i.e. reared) salmon is 25% resulting in approximately 2 000 dead wild salmon. The Commission therefore proposes, in accordance with Article 16(4) of the CFP Basic Regulation, in conjunction with Articles 2(1) and 2(5), points (c) and (f), of that Regulation, to: (i) allow targeted commercial coastal summer salmon fisheries in ICES subdivisions 29N to 31; (ii) adjust the TAC to the level advised by ICES; (iii) maintain the current remedial measures; (iv) maintain the limited inter-area flexibility to ensure the full use of coastal fishing opportunities in ICES subdivision 32; and (v) discontinue the possibility of recreational salmon fisheries except during the summer in the coastal areas in ICES subdivisions 29N to 31.”
– læs mere her
Vildlaksen på fotoet ovenfor er fanget før forbuddet mod at hjemtage vildlaks.
aug 27, 2024 | Nyheder
– Hen på sensommeren plejer de sortstribede venner at gå ind på lidt lavere vand – og det betyder mange gange et super underholdende fiskeri, hvor man tit kan se fiskene tage agnen. Sådan lyder det fra Frederik Eritsian-Hansen. – De sidste par år har jeg fisket med chatterbaits til denne type fiskeri, da de virkelig kan trigge aborrerne. Det bedste fiskeri har jeg oplevet langs sivkanter, åkander samt stengrunde, der grænser ud til lidt dybere vand.
– Som udgangspunkt bruger jeg chatterbaits omkring 9 g, men hvis jeg ved, at der er større aborrer i nærheden, så går jeg op til 14 g med en lidt større trailer (jighale). Netop det skete forleden, da jeg affiskede en større stengrund med mit 9 g Westin Bladebite. Jeg havde fanget lidt mindre aborrer, da jeg pludselig så en rigtig stor fisk vende lige foran båden. Jeg affiskede området med både chatterbait, NED-rig, crankbaits og almindelig jig, men den var væk. Jeg forlod derfor området og sejlede væk til en stor bugt med siv og åkander, hvor jeg fik en fin +40 cm, inden jeg besluttede mig for at prøve området med den monstrøse aborre igen. Denne gang forsøgte jeg med et lidt større setup – nemlig en 14 g Bladebite kombineret med en 9,5 cm Westin Bullteez – og i tredje kast i udkanten af stengrunden på ca 2 meter vand kom den store aborre op og tog agnen lige foran mig.
– Med det samme vidste jeg, at det var den store aborre fra tidligere, så hjertet var helt oppe i halsen på mig! Den kom dog sikkert i nettet, og jeg måtte lige sunde mig en stund, inden jeg målte og vejede den. Den kolossale aborre var meget regelret og målte 50 cm samt vejede 2,0 kg.
– Tips til grej: Ved fiskeri med chatterbait, anvender jeg ofte lidt kraftigere stænger, hvor man bedre kan sætte krogen. Der sidder én fastmonteret kraftig enkeltkrog – og især ved tungere chatterbaits med trailer, har man virkelig brug for en stang med rygrad. Dette i modsætning til fx fiskeri med crankbaits med løsthængende kroge, hvor man godt kan anvende en lettere/blødere stang, slutter han.
Vil du vide mere om aborrefiskeri kan du finde mange artikler om dette i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
aug 27, 2024 | Nyheder
Netop dette spørgsmål har stor betydning, når politikerne skal overbevises om at investere i at forbedre levevilkårene for vores fiskebestande. Det er tidligere undersøgt flere gange – både i Danmark og udlandet, men for at få 100 % opdaterede og endnu mere pålidelige estimater, har brancheforeningen Dansk Lystfiskeri i samarbejde med Lystfisker Danmark og Niras iværksat en undersøgelse for at komme med det bedste bud på værdien af dansk lystfiskeri anno 2024.
Undersøgelsen, der i princippet er en metaanalyse af gamle undersøgelser opdateret og fremskrevet med nye data, viser at 567.900 danske lystfiskere i snit bruger 3.100 kroner på deres hobby årligt, hvilket ifølge undersøgelsen beløber sig til 1,7 milliarder kroner om året. Hertil skal lægges bådindkøb samt de 840 kroner som 232.000 udenlandske lystfiskerturister hvert år gennemsnitligt lægger i Danmark. Hermed ender de nyeste tal på 2,15 milliarder som den samlede socioøkonomiske værdi af dansk lystfiskeri på et år. – Dette tal er dog kun målt i direkte omsætning – medregnes den afledte økonomiske gevinst på lystfiskerturisterne er tallet betydeligt højere.
Timingen af rapporten er helt perfekt, eftersom der i september afholdes konference på Christiansborg om, hvordan vi kan forbedre dansk lystfiskeri. Og her er et opdateret estimat på den sociøkonomiske værdi et værdifuldt argument for at forbedre tilstandene ved de danske vande.
Du kan læse rapporten i sin fulde længde her.

Udviklingen i salg af fisketegn i Danmark.

aug 26, 2024 | Nyheder
Johnny Jensen og hans kone Charlotte har i snart mange år været helt vilde med barbefiskeri, og er nok nogle af de danskere der har mest erfaring med dette utrolig spændende fiskeri, som kan dyrkes i det meste af Europa – på nær Skandinavien. Flodbarben er en karpefisk, der er tilpasset livet i strømvand, så det er typisk i det mellemste-øvre dele af floderne men finder den.
– Vi er kommet på Red Lion Hotel i Bredwardine, Herefordshire i England igennem 30 år. For at være helt præcise har vi været der tretten gange, hvorfra vi med hotellet som base har fisket i River Wye – primært efter flodbarber. Floden var før i tiden kendt for sit gode laksefiskeri, men nu om dage ser man meget få laks.
– På alle disse ture har jeg været afsted med min kone, Charlotte, som på grund af hendes fine tæft for fiskeriet har fået tilnavnet Barbel Queen. Også i år var der fine fangster under vores fiskeri med bundstænger, quivertip, orm og bolies; vi fik fem barber og mistede to store samt landede en del døbel. Flodbarber kæmper virkelig hårdt, ved at udnytte deres styrke og deres brystfinner i den kraftige strøm, så det er et virkelig spændende fiskeri i idylliske omgivelser. Som du kan se, er det nogle utrolig smukke fisk, der er en meget eftertragtet sportsfisk i England, slutter han.
Over årene har Johnny og Charlotte fået nogle rigtig store fisk helt på til 5-6 kilo, som du kan se nederst på opslaget her.

Barbefiskeriet i Wye foregår typisk som her med Quivertip, hvor en tynd stangtop indikerer hugget ved at dirre – heraf navnet.

Charlotte med en flot barbe fra turen til River Wye her i år. Øverst Johnny med en af sine fisk fra turen.

Charlotte – alias Barbel Queen – med sin PR – en femkilos taget for en del år siden.

Johnny med sin seks kilos PR taget for en del år siden fra River Wye i England.
aug 26, 2024 | Nyheder
Traditionen tro mærker DTU Aqua også her i 2024 tun ved Skagen, som de efterhånden har gjort det i en del år. Formålet er at kortlægge deres vandreruter og adfærd, så man fremover bedre kan beskytte bestandene og drive et mere bæredygtigt fiskeri på dem.
Det forlyder, at tunbådene har været klar til at fiske siden i lørdags, men de har desværre været blæst inde indtil videre. Lige nu håber man på mere fordelagtige vindforhold – hvilket måske sker i morgen eller nok mere sandsynligt i overmorgen. Fiskeriet varer to uger, hvorefter der er en pause i fiskeriet, indtil det genoptages i det nordlige Øresund, så man også har mærkede fisk herfra.
Fiskeriet efter tun er desværre ikke et fiskeri, der er åbent for alle, men de kan ses i massevis på tunsafarier med fx Spar Lystfiskeri fra fx Helsingør, hvilket du kan læse mere om her. Se en video om tunsafarierne her.
Du kan læse om hvordan DTU Aquas tunmærkning er gået i perioden 2017-2021 i artiklen her.
FOTO: BETTINA PEDERSEN
aug 26, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
I Ugens Konkurrence kan du som abonnent på Fisk & Fris YouTube kanal vinde en kollektion af de super fede Jægerblink og Alstrøm kystwoblere. Alt hvad du skal gøre – udover at abonnere gratis på Fisk & Fris Youtube – er at besvare følgende spørgsmål: Hvornår afholder gennemløber.dk DM i Havørredfiskeri? Svaret poster du i en af de tråde på Fisk & Fris facebook, der laver PR for konkurrencen.
– Jægerblinkene og kystwoblerne fra Alstrøm er begge uundværlige redskaber i jagten på havørreder, og de har hver deres egne unikke egenskaber, der gør dem yderst effektive, fortæller Andreas fra gennemløber.dk, som forhandler disse fede kystagn.
– Alstrømwoblernes utrolige naturtrohed i både form, farve og bevægelsesmønster efterligner småfisk på en sådan måde, at havørreden instinktivt opfatter dem som let bytte. Denne realistiske præsentation udløser rovdyrets jagtinstinkt, og øger chancen for hug betydeligt. På den anden side udmærker Jægerblinks sig ved deres lokkende rotation, der skaber en fristende blinkende effekt i vandet, som efterligner lyset, der reflekteres fra fiskeskæl. Denne visuelle stimulans fanger havørredens opmærksomhed, især i uklart vand eller svagt lys, og gør Jægerblinks til et effektivt valg, når havørrederne jager ved hjælp af deres syn. Kombinationen af at have begge disse to agntyper med på kystturen, kan derfor maksimere chancerne for succes.
Læs mere om DM i havørredfiskeri samt se gennemløber.dk´s store udvalg af kystagn her.
aug 26, 2024 | Nyheder
– Efter at have spinnefisket i de danske åer igennem mange år, har jeg ofte oplevet, at det kan være svært at overliste den helt store havørred, fortæller André Egeskov Martinsen. – Dagen havde på ingen måde de rette forhold til, at der skulle komme en stor fisk på krogen, for solen skinnede klart på himlen, det var varmt og blæsende.
– Jeg var taget ud med min kæreste fra Fyn, for at vise hende den skønne natur ved Vejle Å og det smukke åløb. Dagen gik stille og roligt for sig, uden at de store viste sig, og et par bækørreder var alt, som kom på krogen. Da dagen haltede mod enden, og den sidste strækning skulle fiskes af, skete der det, som jeg igennem flere års fiskeri havde drømt om. Hugget fra den helt store: Ude midt i åen, svømmede min Mepps spinner stille og roligt tilbage imod mig, da den pludselig stod stille.
– Jeg lavede et træk imod mig selv for at løsne det grøde, som jeg troede var på, og pludselig mærkede jeg den følelse, som jeg kun få gange havde mærket før. En fisk, som var den formet ud af mine drømme, viste sig pludselig i det grumsede vand, hvorefter mit livs fight brød ud.
– Kort tid efter så jeg, at min spinner var yderligt kroget, så pulsen steg, men efter en hård kamp i den tunge strøm, lykkedes det mig at få fisken på land – en grov han havørred på 85 cm og 8 kilo. En fisk for livet!
Læs meget mere om fiskeriet og pladserne i Vejle Å i denne artikel af Ronni Lagoni