– Efter halvtreds år i et rør, så Møllebækken i Middelfart Kommune atter dagens lys i 2020, fortæller Christian Thomsen fra Havørred Fyn. – Over 25.000 tons jord blev gravet op og transporteret væk, hvorefter vandløbet fik igen lov til at meandrere gennem landskabet på den omtrent en kilometer lange strækning, der er genetableret.
– Sidste år gav Havørred Fyn støtte til over 200 tons sten og gydegrus til gavn for ørrederne og biodiversiteten i det forholdsvis nye vandløb, og nu i år er der så både blevet udlagt gydegrus, skjulesten, og skyggetræer langs med samt i selve vandløbet.
– Det hårde arbejde blev dog ikke udført af sig selv – vi fik nemlig hjælp fra omkring 20 frivillige turister fra Tyskland og Holland. De var en del af et regenerativt turismeprojekt, som blev udført i samarbejde med Naturpark Lillebælt. De frivillige turister mødte op ved Møllebækken, og efter en introduktion til vandløbet samt biologien i området, trak de i arbejdstøjet. Vi havde forinden fået leveret omkring 200 tons gydegrus og skjulesten samt over 100 træer, som de alle skulle hjælpe med at fordele.