sep 4, 2008 | Nyheder

Lasse Fjeldsted fra Korsør overlistede denne flotte multe på 3,7 kilo på flue. Den huggede på fluen, Bundskraberen, på Vestsjælland i nærheden af Korsør.
EFTER AT MULTERNE gennem længere tid har glimreret ved deres fravær på mine vante pladser, var de atter tilbage her sidst på sommeren, skriver Lasse Fjeldsted til os fra Vestsjælland, og sender os en fangstrapport på en flot multe. Fanget i lørdags d. 31.08.08.
– De var dog ikke lette at få i tale, og der måtte slides flere timer før det lykkedes at få en af kæmperne til at suge den lille bundskraber i sig. Men herligt når det lykkes, og sikke en fight der tog over 10 minutter med konstant flex på klingen, fortæller Lasse.
Lasses fisk deltager i konkurrencen Rekordfisken.
Selvom på multen som en sommerfisk, så er chancen for at fange en disse eftertragtede fisk langt fra forbi. De kan fanges hele vejen igennem september og nogle steder helt ind i oktober. Jo mere vestpå man kommer, jo længere er sæsonen, da det er den vej de skal når de skal vestpå og sydover til de varmere vande om vinteren.
I slutningen af sæsonen samler de sig i store stimer, lidt på samme måde som de ankommer. På dette tidspunkt kan man støde på dem i store flokke ved strømrender og strømskel, og de kan faktisk være rimelig hugvillige. Nogle mener faktisk at deres villighed til at hugge stiger i takt med at vandtemperaturen falder.
Se om du kan finde en stime på en lovende lokalitet – kast en masse brød ud til dem og vær klar med flåd og krog eller en flue der ligner et stykke brød. Når du det ikke i denne omgang, ja så skal du nok vente helt til en gang i juni næste år, før du får chancen igen.
Se flere multetips i Gordon P. Henriksen’s artikel "Her finder du multerne" i Fisk & Fri, nr. 6, 2007 eller her på fiskogfri.dk.
sep 1, 2008 | Nyheder

01.09.08 KILWA DREAMS, den lille hyggelige danskejede lodge ved kanten af Det Indiske Ocean i Tanzania, er så småt ved at komme i gang med sæsonen.
Så selv om vinden endnu ikke kommer fra den rigtige retning, rykker det alligevel så meget i Peter og hans stab, at det er blevet til et par enkelte hårde testture.
Søndag den 31. august hen under aften, hvor vinden havde lagt sig lidt, blev det til en lille heftig tur, hvor de mistede en marlin, men kort tid efter fik et triple hug af wahoo. Det lykkedes dem at lande en enkelt, som vejede 15 kilo rent.
Den smukke fisk huggede på en rød/hvid Manns wobler i overfladen. Du kan læse mere om stedet på www.kilwadreams.com
sep 1, 2008 | Nyheder

Denne torsk blev dagens største og skabte glæde i båden. OLE B. PETERSEN fra Brande var i lørdags (d. 30. august), som så ofte før, på fisketur i Lillebælt med sin ven Arnold og sin søn Emil på 7 år. Ole skriver følgende om dagen:
Vi fiskede fra Arnolds båd og vejret var totalt stille, solrigt og uden strøm. Efter at have fisket mange gange på Lillebælt, var mine forventninger ikke de største, da man på denne årstid jo skal være noget heldig, for bare at fange en torsk på et par kilo. Efter at have fisket adskillige timer, uden andet resultat, end et par undermålere, skulle vi lige prøve en sidste gang ved den gamle bro, inden vi satte kursen hjemad.
Stor var min overraskelse, da jeg så fik et hug, der mest af alt mindede om et bundbid. Efter en kort, – men intens – kamp, så vi fisken i overfladen og Emil stod klar med nettet, men det var på ingen måde stort nok, så vi måtte have fangstkrogen i brug. Da vi var kommet hjem – en fiskeoplevelse rigere – kunne vi så konstatere, at en torsk på 6 kilo. og 87 centimeter, havde været hele turen værd.
sep 1, 2008 | Nyheder

Thomas Mosgaard med en super flot havørred på 77 centimeter og 5,6 kilo. HER KOMMER EN FRISK FANGSTRAPPORT fra det jyske. Thomas Mosgaard, fortæller om sin tur her:
– Torsdag den 28. august var jeg taget en tur til Karup Å. Efter lidt tid fik jeg et godt solidt hug. Fisken kom farende ud fra brinken og tog min spinner hårdt. Fisken fightede rigtig godt og tog flere gange rigtig gode udløb. På et tidspunkt satte den sig dog fast i noget grøde, så jeg et kort øjeblik troede, at jeg havde mistet den. Da jeg fik mit grej rykket fri fra grøden, var fisken heldigvis stadig på. Efter en del tovtrækkeri kunne jeg dog omsider håndlande fisken og ånde lettet op.
Der er ikke tvivl om at Karup Å er en af Danmarks perler. I det nyeste nummer af Fisk & Fri (Udkommer 4/9) kan du læse en stor artikel om Karup Å. Og denne fangst er kun med til at betegne Karup Å som Havørredfiskerens Paradis.
aug 31, 2008 | Nyheder

Nikolaj Hjorth med et bæst fra dybet – en brosme på 13,9 kilo. 31.08.08 – SØRØYA er kendt som et af verdens bedste fiskesteder efter alverdens havfisk. Og det må siges stadig at holde stik. Nikolaj Hjorth, måske bedre kendt som 1/3 af Team Svinet, er netop hjemvendt der oppe fra efter 16 dages fiskeri, med masser af rekordfisk og fiskeoplevelser i bagagen. Han har tilmeldt flere fisk til Rekordfisken og fortæller her om nogle af sine fangster:

Rødfisk i rekordstørrelse – 8,45 kilo. -Under fiskeri efter rødfisk fangede jeg en masse brosmer, som af nogle betegnes som den norske havbunds rotter…
Det kan godt blive lidt trættende at hive små brosmer op fra mere end 200 meters dybde, når det er rødfisk man går efter. Men lige denne brosme på 13.9 kilo var jeg bestemt ikke ked af at fange! Men der var da også rødfisk og dette flotte eksemplar på 8.45 kilo blev taget i 220 meters dybde og var en del af en double med endnu en rødfisk mellem 3 og 4 kilo. Ikke dårligt! Jeg fik også seks torsk der overgår målene til en rekordfisk, inkl. en fantastisk torsk på 22 kilo.

En blandt mange store torsk. Denne her vejede 22 kilo. De fleste blev taget på Nordic Sea Angling´s superplads til stortorsk; Södre Runningen. Har man en drøm om en torsk over 20 kilo, findes der næppe et sted med bedre muligheder for at opfylde den end her.
Vi siger mange tak for rapporten og tillykke med de flotte fisk. Hvis du vil læse mere om denne slags fiskeri, bør du tjekke Andreas Holm Nielsesn historie om Sørøya, "Heftigt Havfiskeri" i september udgaven af Fisk & Fri.
aug 29, 2008 | Nyheder

MOGENS THOMASSEN, formanden for Karup Å sammenlutningen, har sendt os denne rapport om en lakefangst på et stræk der ellers ikke er fanget laks på siden 1986:
– Fredag den 22. august 2008 tog jeg til Storåen ved odsager. Jeg havde fisket næsten 1½ måned i Karup Å, uden kontakt med havørred. Det var kun blevet til en mindre bækørred. Så jeg havde lyst til at prøve et andet vandløb.

Da det havde regnet meget de sidste to uger var jeg spændt på hvor høj og uklar åen var. Den var høj og også noget uklar; men alligevel fiskbar. Der var også vældig fart på vandet, så det så lovende ud. Jeg overvejede, at fiske med en tung flue; men da der ikke var mere end ca. 20 cm. sigt i vandet valgte jeg at fiske med blink.
Jeg startede fiskeriet med skrå kast til modsatte bred og lod blinket svinge over åen, hvorefter jeg fiskede min egen side med langsom indspinning langs med sivkanten. Efter ca. en halv times tid – med kast for hver anden meter – kom jeg til et sted, hvor et mindre træ hængte ud over åen med noget af trætoppen under vandoverfladen. Jeg lod blinket svinge over åen og ind under trætoppen, vel vidende at blinket kunne få fat i grenen; men det var et godt sats, for akkurat under grenen mærkede jeg noget slå til blinket og i et nu var der fisk på.
Jeg mærkede med det samme at det var en stor fisk og med den vildskab som fisken strøg opstrøms, var jeg sikker på at det var en laks. Jeg fik det konstateret da fisken væltede rundt i overfladen, hvor efter den svømmede ind under grenen – heldigvis uden at sidde fast. Det hele gentog sig flere gange, hvor laksen tog line af hjulet. Efter hånden ebbede laksens vildskab ud og den begyndte at kæntre, når jeg pressede den mod land – for derefter i et nu på ny at jage ud i åen.
Efter 10-15 minutter kunne jeg håndlande min allerførste Storå laks. En flot letfarvet hunlaks på 81 cm og 3,8 kg. Den næste time gik med at betragte den flotte laks, samtidig med, at jeg spiste min madpakke og drak kaffe. – Derefter fik jeg taget en masse billeder af laksen, hvor den lå i græsset. Jeg hængte også fisken op på en pæl og satte stangen ved siden af, derefter prøvede jeg at tage nog- le billeder hvor jeg sidder i forgrunden og – hvor man kan se laksen hænge på pælen med åen som baggrund. Endnu en god dag med fiskestangen med spænding og en kanon naturoplevelse, som jeg aldrig vil glemme.
Vi siger tillykke med fisken og tak for historien.
aug 29, 2008 | Nyheder

Der blev fanget adskillige flotte fisk, af DM deltagere i alle aldre. 29.08.08 –DM i Småbådsfiskeri 2008 blev i weekenden 23-24. august afviklet med Nyborg som udgangshavn. Vejrudsigten var ikke for lovende, men med udsigten til mindst én god dag valgte Fyns Trolling Klub, som var arrangør dette år, at lade det løbe af stabelen. Formand Claus Wichmann fortæller om arrangementet her:

Trods dårligt vejr, blev der alligevel hygget hos både store og små. Allerede fredag eftermiddag, kom de første til havnen for at få bådene i vandet. Kl. 20 var der indskrevet 32 både og der var en rigtig god stemning i havnen, hvor der blev hygget i bådene i en fin stille sommeraften med god lun aftenluft og blankt vand.. Kl. 02.00 startede regnen og den varede ved til søndag kl. 04.30 uden ophold og med en vind på 8-10 s/m fra nord-nordøst var lørdag ikke en dag for tøsedrenge. De 53 tilmeldte både holdt dog stand.
Der blev af de dyngvåde deltagere indvejet mange flotte fisk, og lørdag blev afsluttet med fællesspisning hvor FTK havde arrangeret oksefilet, lam og nakkefilet med tilbehør tilberedt på grillen fulgt op af grillet banan med tilbehør og underholdning af den irske intertaine Cahir.
Søndag var vejrguderne lidt mildere med mindre vind og enkelte byger, så de fleste var ved skippermødet ved godt mod og fiskeriet blev en knap så våd fornøjelse som dagen før. Fiskeriet blev afsluttet kl. 15 og ved 16 tiden var resultatet af de 2 dages fiskeri udregnet.

Her ses vinder teamet til DM i småbåd 2008: Søren Vesth med mandskab. De vandt flere flotte præmier fra Yamaha. Vinder af DM 2008 blev Søren West med mandskab (SSK) som i præmie fik Yamaha F8, sponsoreret af Yamaha DK , statuette, hunderedningsvest samt gavekort.
Nr. 2 blev Team MP (FTK) som vandt Garmin 4012 sponsoreret af Garmin og FTK, samt statuette, , hunderedningsvest og gavekort.
Nr. 3 blev Martin Hubert med mandskab (SSK) som vandt Hummingbird 957cCombo sponsoreret af Norrmark, samt statuette, hunderedningsvest og gavekort.
Nr. 4 blev Freddi Hansen med mandskab som vandt Lowrance LCX27 C sponsoreret af Palby Marine.
Et stort tillykke til vinderne og tak til arrangørerne herfra.
aug 27, 2008 | Nyheder

Her ses vinderne fra DM i havfiskeri 2007. DM I HAVFISKERI afholdes denne weekend i Helsingør. Der 100 deltagere og pt. fem ledige pladser, så du kan nå at være med du hvis du er hurtigt. Der sejles med Nadia, Sværd og Hanne Berrit både lørdag såvel som søndag fra kl 6:00 til 16:00, og vejrudsigten og fiskeprognosen ser god ud.
Ud over titlen som Danmarksmester dystes der om for over 18.000,- præmier, så se at meld dig til hvis du har lyst. Yderligere info og tilmelding kan ske hos presidenten i Danmarks Havfiskeforbund, Allan Riboe, i Hvidovre Sport på tlf. 36 75 13 15.
Knæk og bræk
aug 26, 2008 | Nyheder

SCIERRAS nye produktudvikler er fundet. For et stykke tid siden bragte vi nyheden om at Henrik Mortensen og Henrik Kassow forlod Scierra og blev ansat hos Zpey. Scierra har nu netop ansat Bjarke Horst Jensen.
Bjarke skal fungere som produktudvikler med hensyn til grej og beklædning samt skal desuden stå for promotion, demoer og en masse kastekurser.
Bjarke har været en del af Team Scierra gennem flere år og også været med til tidligere at sætte sine spor på produkterne. Han er måske mest kendt fra www.fluekast.dk og de populære kastekurser han har lavet i hele landet. Bjarke har også været interviewet og medvirket i flere artikler i Fisk & Fri i forbindelse med fluekastekurser, natflue fiskeri i de jyske åer og speedfluefiskeri på kysten. Klik på artiklerne for at se dem i pdf versioner.
Det bliver spændende at følge med i udviklingen og se hvilke nyheder Scierra vil bringe i fremtiden i forbindelse med Bjarkes indsats. Det vil du kunne læse mere om her på hjemmesiden og i bladet.