sep 1, 2020 | Artikler, Miljø og debat, SANDART
Her kan du se et af de mange og lange garn på Silkeborg Søerne
Sandarten er på vej tilbage mange steder i landet. En af årsagerne er en forældet lovgivning omkring ubegrænset garnfiskeri i ferskvand og DTU Aquas fagligt kritisable rolle som ekspertpanel for folketinget, der har forhindret ændringer i lovgivningen på et mangelfuldt grundlag.
AF MICHAEL BECH, BIOLOG
Som lystfisker og biolog, der er opvokset ved søerne i Midtjylland, har sandartfiskeriet altid været noget særligt – og sandarten er nok den fiskeart, som har betydet mest for mig. Det er en udfordrende fisk, hvor lokalt kendskab, samt teknik betyder meget for ens succes, og så kan man jo være heldig at fange meget store fisk.
Følgende skrev jeg som bestyrelsesmedlem af ”Fiskeriforeningen af Gudenåen” i december 2006 i vores årsberetning: ”Som mange nok har oplevet, så har 2006 været et godt år med hensyn til sandartfiskeriet, hvilket tydeligt fremgik ved indvejningen efter premieren den 1. juni. ”
Sandarten er som bekendt fredet i maj og lige så længe som jeg husker, har man fejret premieren den 1. juni med fyrværkeri og en stor fiske konkurrence i både Silkeborg, Ry og Skanderborg. Der kom også mange turister til området for at fange sandart fra navnlig Tyskland og Holland, hvor de har erfaring med arten. Det var godt for økonomien og flere restauranter i regionen specialiserede sig i sandart, som er en fantastisk spisefisk, eksempelvis ”Skanderborg hus”.
SANDART var blevet en dyr og trendy spise, og der var et stærkt stigende kommercielt fiskeri efter den, som navnlig foregik om vinteren med garn. De fleste ferskvandsfisk bliver ret inaktive om vinteren, men sandarten bevæger sig, hvilket gør den særligt sårbar for vinterens garnfiskeri, samtidig med at hunnerne er med rogn. Der var autoriserede erhvervs fiskere ved Fuldbro Mølle og Kloster Mølle, som fiskede sandart det meste af året med bundgarn og med nedgarn om vinteren, men der kom stadig flere og flere garn i søerne ud fra alle de forskellige lodsejere, som har fiskeretten.
Biolog Michael Bech med en sandart fra dengang, hvor der var så mange af dem, at man godt kunne tage en enkelt i ny og næ til gryden – uden at det havde betydning for bestanden.
På Sjælland blev en del af fangsterne af sandart rent faktisk indberettet til Fiskeridirektoratet fra eksempelvis Arresø og Tissø. I 2007 blev der således indberettet 14 tons sandart, men der blev ikke lavet nogen indberetninger fra Midtjylland overhovedet.
I saltvand må en fritidsfisker højest sætte seks redskaber, hvoraf højest tre må være garn på max 45 meter og en dybde på 1,5 meter, men der er ingen regler for antallet af garn i ferskvand. Og det er ikke godt, for en sø er selvfølgelig et langt mere sårbart økosystem for rovfiskeri end det frie hav, men lovgivningen på området har ikke fulgt med og giver stadig en lodsejer frie hænder til at bruge så mange garn, de vil.
Vi oplevede samtidig, at der foregik en handel med sandart, hvor nogle folk havde specialiseret sig i at leje fiskeretten af lodsejerne for derefter at fylde parcellen med garn med det formål at sælge fisken.
I 2007 blev der fanget 60 sandart til premieren i Ry af de omkring 50 lystfiskere, der deltog i konkurrencen, men året efter i 2008 blev der kun fanget 10 sandart af 90 lystfiskere efter 10 timers intensiv indsats. Der var pludselig noget helt galt med bestanden og vi frygtede, at det var vinterens garnfiskeri af gravide sandarter gennem de sidste år, der havde knækket rekrutteringen af nye fisk.
Stop erhvervsfiskeriet efter sandart på søerne
I juli 2008, skrev jeg læserbreve til Jyllandsposten og til Midtjyllands avis omkring problemet med rovfiskeriet. Den ultimative mission var at forbyde garnfiskeri i ferskvand, og ophæve lodsejernes private ejendomsret til at udbytte en fælles ressource.
Pressedækningen i aviserne førte til flere radio indslag og et enkelt indslag i lokal TV, så vi var flere, der gik sammen for at få sagen taget op i Folketinget. Vi fik hjælp af daværende Miljøordfører Torben Hansen fra Socialdemokratiet, som støttede op, og vi forfattede en række spørgsmål til daværende Miljøminister Eva Kjær Hansen. Det var fantastisk at mærke hvorledes vores demokrati virkede, og at man rent faktisk kunne få en sag taget op i Folketinget.
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sendte spørgsmålene videre til DTU Aqua i Silkeborg, som skulle rådgive Ministeriet og svare på vores spørgsmål. Indenfor 14 dage kom der et notat forfattet af Søren Berg fra DTU Aqua den 14. august 2008, som ødelagde hele vores fremdrift i sagen. Søren Berg skrev blandt andet, at sandarten er uønsket i forhold til aborren, at den udgør en trussel mod laks og havørred og at det er en invasiv art. I notatet skrives tillige at DTU Aqua ikke mener, at der er noget galt i den nuværende lovgivning, der ikke begrænser fiskeri med garn i ferskvand.
“I 2009 blev der fundet en kæbe fra en sandart i en udgravning ved Roskilde, som blev dateret til middelalderen omkring 12-1300, og der er tidligere fundet sandart rester på stenalderbopladser ved Lolland og Saltbæk vig. De fund beviser at sandarten har været her i flere tusind år og derfor ikke kan regnes som en invasiv art i Danmark. “
“DTU skriver at sandarten har store udsving i bestanden hvert 6-7 år, så vi skal ikke bekymre os om midlertidige nedgange. Bestanden har været stadigt faldende over en længere periode end det i eksempelvis hele Gudenåsystemet, og der er intet der tyder på at der findes en reproducerbar bestand tilbage og at vi kan forventes et opsving. Udsætninger af yngel virker derfor umiddelbart som eneste redning. “
Jeg så meget gerne at DTU Aquas ferskvandsafdeling i Silkeborg blev stillet til regnskab for deres vildledning af Folketinget. Det er jo et fantastisk, at man som menigmand kan få en sag op på ministerens bord, men hvad hjælper det når deres eneste ekspert har en forskruet holdning, og enerådigt dikterer sagens udfald.
Det er indlysende, at vi som land vil få mere ud af at værne om de ressourcer vi har i de ferske vande fremfor at beskytte lodsejernes ejendomsret i et hundrede år gammelt lovskrift. Det er vist i flere undersøgelser, hvor stor en økonomisk betydning det rekreative fiskeri har for samfundet og for beskæftigelsen. Det er en fælles ressource, som burde forvaltes derefter.
I dag er sandarten stort set udryddet i Midtjylland, og jeg har som lystfisker ikke fanget nogen i de sidste tre år, hvilket aldrig er sket siden 1967, hvor jeg startede karrieren som lystfisker.
Der er sket ændringer med søernes økosystem efter at vandremuslingen har spredt sig i hele Gudenåsystemet i de seneste år. Det er rent faktisk en ægte invasiv art, som formerer sig voldsomt og filtrerer så meget vand, at det øger klarheden af søerne. Samtidig begroes alle overflader i søen med de små muslinger, der med byssustråde fastgør sig til sten, grene og de store dammuslinger, som ofte dør af det. Hvorledes det påvirker sandarterne er ikke klarlagt, men det er hævet over en hver tvivl, at det rovfiskeri med garn of bundgarn, der stadig foregår, har været en medvirkende årsag til at ødelægge vores bestand af sandart. Hvis man sejler gennem Mossø i dag, så vil man møde det ene gigantiske bundgarn efter det andet hele året og om vinteren intensiveres garnfiskeriet yderligere.
Det er på høje tid at indføre et totalt forbud mod garnfiskeri i ferskvand. Det er et kæmpe tab for områdets lystfiskere og for turismen, men det kunne afhjælpes ved at forbyde fiskeri med garn og lave målrettede udsætninger af sandart yngel, der allerede produceres i Danmark. Sandarten er i dag, så værdifuld, at det betaler sig at producere den i landbaserede recirkuleringsanlæg. Der findes bl.a. et anlæg ved Egtved ejet af AquaPri, hvor de producerer omkring 500 tons sandart per år.
De sandarter, der avles i Danmark produceres blandt andet ud fra moderfisk, der er leveret af Klostermølle i Mossø, så det vil ikke indebære nogen genetisk forurening at købe yngel for vores fiskeplejemidler, så vi kunne reetablere vores bestande af sandart i hele Gudenåsystemet.
Tidligere kunne vi finde på at spise en sandart ind imellem, men som det er nu, må man opfordre alle lystfiskere til at genudsætter dem så skånsomt som muligt, indtil vi igen har stabile bestande.
aug 29, 2020 | Artikler, Miljø og debat
I kølvandet på Fisk & Fris artikel om konsekvenserne af erhvervsfiskeriet på blandt andet Tissø, har erhvervsfisker Axel Karshøj, som udøver dette fiskeri, ønsket at fortælle lystfiskerne om sit syn på fiskeret – samt hvordan det har udviklet sig. Her får du hans historie og syn på sagen – som på mange punkter ikke er sammenfaldende med Fisk & Fris holdning til fiskeriet og dets konsekvenser.
AF AXEL KARLSHØJ
Vi gennemførte i Tissø et prøvefiskeri i 2016, hvor vi talte med lystfiskere, for at danne os et indtryk af søens tilstand. Vi fandt frem til, at Tissø i 2015 var domineret af to generationer sandart. Prøvefiskeriet viste en meget stor bestand af meget sultne 2 kg fisk, og en noget mindre bestand af 1,750kg fisk. Mindre sandarter manglede fuldstændigt. Gedderne var magre og utrivelige, så det styrkede mistanken om en tusindbrødrebestand af sandarter i søen. Aborrerne, som tidligere havde domineret Tissø, var meget svagt repræsenteret, mens gedderne var syge og ekstremt magre. Desuden drev mange sårfyldte gedder i land, både i 2015 og vinteren 2016. Søen havde ikke haft erhvervsfisker i tre år, og situationen kaldte på handling.
Efter forudgående snak med Søren Berg DTU Aqua, lavede jeg følgende forvaltningsplan for Søen. For at undgå kollaps af sandartbestanden (som man havde set i andre søer) skulle vi tynde sandartbestanden så hurtigt som muligt. Vi ville holde nøje øje med, hvornår sandarterne begyndte at have mad i maven, og begyndte at tage på. Vi ville ikke fiske direkte efter gedderne, og genudsætte levedygtige eksemplarer over 7 kg. Vi ville heller ikke fiske direkte på aborrebestanden.
Dette første år solgte Selchausdal 419 kg gedder, 204kg aborrer og 6292 kg sandart. Det svarer til 337gram gedde, 165gram aborrer og 5,074kg sandart pr. ha
Udviklingen i 2016
Her besluttede vi os for at dæmpe sandartfiskeriet noget, fordi vi nu kunne konstatere en tilvækst hos vore sandarter. Efteråret 16, så vi for første gang sandart yngel i søen. Desværre så vi dem i maverne på de skarver, som druknede i nettene. Der var omkring 3000 skarver i Tissø vinteren 16/17. Hver skarv, som druknede i vores garn, havde 6 – 8 sandart i maven.
Gedderne var stadig syge først på sæsonen, men de begyndte at blive bedre og tage på om efteråret. Derfor fortsatte vi med at genudsætte levedygtige gedder over 7 kg. Det kneb fortsat med aborrerne, men vi begyndte nu at se mere aborreyngel i søen. Vi var meget bekymrede over antallet af skarver, som kom talrigt til søen, fordi der var en masse føde at få. Ville sandarternes nye generationer blive ædt væk af skarver, eller kunne et passende antal af dem overleve skarvernes fødesøgning?
Dette år solgte Selchausdal 2379kg gedder, 541 kg aborrer og 5001 kg sandart. Det svarer til 1 kg 919 gram gedder, 436 gram aborrer og 4kg 33gram sandarter pr. ha
Axel Karlshøj er selv ivrig lystfisker.
2017
Gedderne var nu ovre deres sygdom, så om foråret udsætter Selchausdal Gods 27000 stk. 4cm gedder i Tissø. Vi ser under ålefiskeriet i August/september, at udsætningen har slået godt an og glæder os over mængder af 20 cm fisk. Samme år ser vi en ny stærk generation af sandartyngel, som er på vej. Vi ser dem desværre stadig i maven på de skarver, som vi fanger i garnene. De går også i åleruserne, og vi ser for første gang stimer af sandartyngel inde i havnen. Der huserer stadig omkring 3000 skarver i søen hele vinteren. Vi ved fra DTU Aquas undersøgelser, at 3000 skarver æder 1200 kg fisk om dagen, så vi får en reguleringstilladelse på 50 fugle. Det rækker som en skrædder et vist sted, men kan bruges til at stresse fuglene.
Der er fortsat en begrænset mængde aborre yngel, men vi ser dog flere end tidligere under ålefiskeriet.
Sandarterne vejer nu ca. tre kg pr styk og har altid fisk i maven. Vi taler stadig med DTU Aqua og beretter om, hvordan fiskeriet udvikler sig, ligesom alle fangster afregnes til Selchausdal gods, som står for fiskeriet, og har omsætningstilladelsen. Dette sikrer at regnskabet er 100% gennemskueligt. Vi begynder at hæve maskestørrelsen på vore garn, fordi vi ønsker at koncentrere os om søens store generation af sandarter.
Dette år sælges 1979 kg gedder, 528 kg aborrer og 5028 kg sandarter. Det svarer til 1,596 kg gedder, 426 gram aborrer og 4,055 kg sandart pr. Ha.
Fiskeriet i 2018
Dette år ser vi fortsat en positiv udvikling for gedderne. De er nu ved godt huld og stadig uden sår. Om foråret ser vi en meget stærk naturlig generation af geddeyngel, så vi udsætter ikke opdrættede fisk. Som noget nyt er det aborrerne, der dominerer årets yngel i 2018. Om efteråret, hvor skarverne som vanligt ankom i for stort antal, viste det sig desuden, at det nu var aborrer, som dominerede deres kost. Størrelsen på aborrerne viste, at der også i 2017 havde været en god aborregydning, så søen var på vej til at rette sig på alle fronter, og vi var glade for udviklingen.
Vi fortsatte vores strategi med at fiske på den store generation af sandarter. Formålet var, at sikre bedst mulige betingelser for nye generationer af fisk i søen. Samtidig vidste vi, at sandarterne ville dø af alderdom indenfor de næste fire år.
Dette år solgte Godset 837 kg gedder, 437 kg aborrer og 2116 kg sandarter. Det svarer til 675gram gedder, 352 gram aborrer og 1,7kg sandart pr. Ha.
2019
Gedderne fortsætter deres positive udvikling dette år. Der er en supergydning om foråret og vi begynder at se masser af gedder i 2,5 kg klassen. Vi kan naturligvis stadig se, at de ældre årgange er præget af den sygdomsperiode, som har tyndet grundigt i dem, men det er kun et spørgsmål om tid, inden Tissø igen får en stærk geddebestand.
Om efteråret får vi ny erhvervsfisker idet Carsten Krog overtager jobbet, mens Axel Karlshøj fortsat har ansvaret for at lave kvoter for de enkelte fiskearter, samt have kontakten til myndigheder og lodsejere. Det er Stadig Selchausdal, som har omsætningstilladelsen, så alt fiskeri foregår for godset og afregnes gennem godset.
Carsten sætter maskestørrelsen på garnene op til 90 – 110mm, fordi de sandarter vi fisker efter nu vejer over fem kg pr. Stk. Vi ønsker ikke at fange mindre sandarter, fordi strategien fra start har været, at alle årgange af sandarter skulle repræsenteres i søen.
Vi ser dette år lidt færre skarver på søen, og det de fangne skarver har i maverne viser at både aborre og sandartgydningen har været fin dette forår.
Dette års salg var 2530 kg gedder, 218 kg aborrer og 5565 kg sandarter. Det svarer til 2,040 kg gedder, 176 gram aborrer og 4,487 kg sandarter pr Ha.
Vi havde besøg af Søren Berg fra DTU Aqua, for at præsentere ham for vores fiskeri. Desuden ønskede vi at være bedst muligt klædt på til at lægge de fremtidige planer for forvaltningen af Tissø, og der er ingen tvivl om, at vi fortsat vil have fuldt fokus på vores store sandarter. Specielt fordi forventningen er, at de dør af alderdom i 2021 -22. Vi håber naturligvis på et ekstra år, men det mener Søren Berg er urealistisk.
Erhvervsfisker Axel Karlshøjs konklusion
Tissøs problemer, når det gælder aborrer og gedder, kom i en periode, hvor der ikke var erhvervsfiskeri på søen. Erhvervsfiskeriet på sandarter gjorde, at der igen blev fødegrundlag for gedderne, ligesom vores udsætning af 27000 smågedder, har været medvirkende årsag til, at geddebestanden igen er på vej op. Aborrebestanden var helt i bund, da vi startede fiskeriet, men nu ser vi bestanden rette sig år efter år. Sandartbestanden ville sandsynligvis være kollapset , hvis vi ikke var begyndt udtyndingen i 2015, det har man set i flere danske søer tidligere. Vi har i hele perioden sikret en stærk sandartbestand, til glæde for både erhvervsfiskere og lystfiskere. Det er da heller ikke tilfældigt ,når Gordon Henriksen i et nummer af Sportsfiskeren udtaler, ”at sandarterne i Tissø har haft en stigende gennemsnitsstørrelse gennem de sidste år.”
Vi har i perioden overvåget og understøttet søens udvikling, ligesom vi har tyndet brasenbestanden, så denne fortsat ikke bliver bestemmende for Tissøs udvikling. Søen rummer en bestand af meget store brasen. Efter vi satte garnmaskestørrelsen op, har vi fanget flere brasen over 8 kg, så den nye Danmarks rekord svømmer uden tvivl rundt i Tissø.
Vi ønsker fortsat et godt samarbejde med lystfiskerne, og har også noteret os Lystfiskeriforeningens top 10 fangststatistik. Den viser, at fem af de ti største gedder, som er fanget af foreningens medlemmer, kommer fra Tissø, som jo har haft erhvervsfisker det meste af perioden. Medlemmerne har haft adgang til Esrum sø, Furesøen, Haraldsted sø, Gyrstinge sø, Tystrup Bavelse sø, Lyngby sø, Brakvandsgedderne i Stege Nord, Guldborg sund og så videre. Det taler imod, at erhvervsfiskeri, drevet på den rigtige måde, er et problem for lystfiskeriet. Vi har også noteret os, at Esrum sø er suveræn på sin aborrebestand, men hvad med Furesøen, Lyngby sø ,Haraldsted Sø, Gyrstinge sø og alle de andre søer uden erhvervsfisker? De kan ikke være med på Esrum søs aborrestørrelse. Det er derfor klart, at en række faktorer spiller ind ,når man ønsker at afgøre hvad der er årsag til svingninger i en søs fiskesammensætning. I Tissø opstod problemerne i gedde og aborrepopulationen i de tre år, hvor der netop ingen erhvervsfisker var. Vi forudser, at sandarter fra Tissø de kommende år vil blande sig i top ti på Lystfiskeriforeningens hjemmeside. Det er nemlig kort inden de dør af alderdom, fiskene når op omkring 8 -9 kg.
Vi se frem til et fortsat godt samarbejde med lystfiskerne omkring Tissø, og vil i den forbindelse glæde os over, at alle lystfiskere i dette land ved, at værdien af et kg lystfiskerfanget gedde kommer op omkring 1200 kr., som det fremgår af Sportsfiskeren.
aug 25, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART
Tine Landtved med en flot sandart fra en af de sjællandske søer.
Sandarten har i århundreder haft trange kår i Danmark, og det bliver ikke lettere af, at DTU Aqua har monopol på rådgivningen: De opfordrer nemlig til hård befiskning, når der endelig er en god årgang, hvilket ikke blot går ud over sandarten, men også vandkvaliteten. Dette – kombineret med, at DTU Aqua på et fagligt inkonsistent grundlag i årtier har blokeret for støtteudsætninger, gør det ikke let at skabe store og stabile bestande af denne fantastiske fisk.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en suveræn spisefisk, og den har derfor alle dage været et efterstræbt bytte som konsumfisk. Af samme årsag kan især fritids- og erhvervsfiskeriet med garn være noget, der tolder gevaldigt på sandartbestandene i vores store søer, fordi der både er et godt kulinarisk og økonomisk incitament til at fiske igennem. I hvert fald på den korte bane.
SANDART BESTANDENE kan svinge en del i størrelse, og i flere søer kan der gå år imellem, at der kommer en rigtig god årgang. DTU Aqua rådgiver generelt til hård befiskning af de gode årgange på fiskepleje.dk, men hvad kan det egentlig have af konsekvenser – dels for vandkvaliteten og dels for fiskebestandene.
For at afklare det første kan man eksempelvis tage et kig på sigtdybden i fx Arresø og Tissø, hvor der i begge tilfælde er rådgivet og givet tilladelse til en hård befiskning af store årgange.
I det første tilfælde gav myndighederne på baggrund af rådgivning fra DTU-Aqua, tilladelse til kraftig befiskning – angiveligt 200 tons sandart fra Arresø, da sandartbestanden toppede med nogle virkelig store årgange i 2000-2003. I det år hvor sandartbestanden toppede, havde man den højeste sigtedybde på 69,5 cm og det laveste chlorofyl (alge) indhold målt i 30 år. En del af stigningen i klarhed skyldes sandsynligvis eftervirkningen af nedsat forurening i halvfemserne, men det er ligeledes sandsynligt, at en væsentlig del af stigningen i klarheden kan skyldes de mange sandart (se grafen nedenfor). Årsagen er, at mange sandart gør et solidt indhug i skaller og brasen, som æder den zooplankton, der spiser algerne. Og med færre fredfisk, kommer der mere zooplankton, som nedgræsser algerne mere effektivt, hvorved vandet bliver klarere. Tilsvarende nedsættes med mindre mængder af fredfisk graden af re-suspension af fosfor i vandet, fordi bunden ikke rodes så meget op af bundfouragerende fisk som større skaller og brasen. Dette medvirker ligeledes til at øge klarheden af vandet ved et højt prædationstryk fra fx sandart.
Det er netop den effekt, man prøver at skabe ved at betale millioner for en biomanipulation, men her har man fået det foretaget ganske gratis af et par store årgange af sandart, som oven i købet er til glæde for både sandartbestanden og de mange lystfiskere – både på den korte og lange bane. I stedet vælger man at rådgive samt give tilladelse til at befiske bestanden hårdt i 2002-2004 – hvorefter søen igen bliver mere uklar og har en kraftigt decimeret sandartbestand. At sandart har en opklarende effekt på vandet er yderst veldokumenteret i flere videnskabelige undersøgelser, som du vil kunne læse mere om nedenfor (se referenceliste).
Som det ses på grafen havde klarheden en stor peak de år, hvor sandarterne toppede omkring 2014. Den grønne graf viser chlorofyl indholdet som er et mål for mængden af alger. Den blå graf viser den gradvist stigende klarhed i vandet som følge af faldet i algemængden. Den lige sorte graf er et groft gennemsnit af stigningen i klarheden. Den lodrette stiplede linje viser, hvornår forureningsreduktionen begyndte at slå igennem. Y viser den del af stigningen i klarheden, der sandsynligvis skyldes reduceret forurening, og x viser den del af den forøgede klarhed i perrioden omkring 2014, der sandsynligvis kan tilskrives effekten af de mange sandart. X og Y værdierne skal ikke betragtes som eksakte værdier, men er blot lavet for at illustrere princippet i at en del af den forøgede klarhed skyldes sandart og en andel del af den forøgede klarhed skyldes det generelle fald i forueningen over tid.
Samme mønster har vist sig i Tissø, hvor man her havde den højeste sigtdybde og det mest klare vand i over 23 år, da den sidste gode årgang af sandart toppede omkring 2014. Da sandartbestanden toppede her, var den gennemsnitlige sommersigtedybde næsten dobbelt så høj, som den plejer at være – nemlig 3,76 meter. Men også her valgte DTU Aqua – på trods, at man samtidig med sandartboomet havde det mest klare vand i årtier – at rådgive til at befiske bestanden hårdt. Ifølge erhvervsfisker Axel Karlshøj var det Sørens Berg fra DTU Aqua, der også er ansvarlig for den fagligt inkonsistente rådgivning omkring sandart i både Fiskeatlasset og Søhåndbogen, der rådgav til dette: D. 18/12-2019 skriver Axel Karlshøj således til Ander Bylov fra facebook gruppen ”geddefiskeri (predator fiskeri) i Danmark (dk)”: ”Da jeg talte med Søren Berg om Tissø i 2015 regnede han med, at bestanden ville kollapse, så han anbefalede, at vi fangede så mange vi kunne nå, inden det skete”. Hvad han mere siger i dette citat om fiskeriet efterfølgende vender vi tilbage til.
Også på Tissø kan en del af opklaringen under sandartboomet skydes en forsinket effekt af reduceret forurening med næringsstoffer op igennem slutningen af halvfemserne og starten af 00´erne. På Tissø er sandarternes positive effekt på vandets klarhed dog langt mere tydelig end i Arresø, som det ses på grafen nedenfor.
Datamaterialet tillader ikke at sætte helt præcise tal på, hvor meget af opklaringen, der skyldes reduceret forurening, og hvor meget der skyldes sandarternes effekt – men grafernes markante store peaks i klarhed, der på både Arresø og Tissø falder sammen med tilsvarende peaks i sandartbestanden, giver en fin indikation på princippet: På et ”bagtæppe” af et generelt faldende fosforniveau er de store positive udsving i klarheden sandsynligvis i høj grad forårsaget af sandartbestandens positive påvirkning af økosystemet og vandets klarhed.
Alt tyder altså på, at sandarterne påvirker vandkvaliteten positivt i retning af højere sigtedybde. Og at det derfor ikke giver god mening at fiske de gode årgange ned, fordi man derved blot får mere uklart vand, end man ville have haft, hvis man ikke havde befisket bestanden så hårdt.
Hvornår de store reduktioner i forureningen fandt sted kan man læse mere om her. En stor del af de forurenende næringstoffer (N) er vandopløselige, og effekten af den reduktion i forureningen vi snakker om ovenfor er derfor relativt hurtig. Typisk vil reduktionen af forureningen have sin fulde effekt på et tidsrum, der er mindre end eller lig med opholdstiden af vandet, som i hhv Arresø og Tissø er 3 og 1 år. Reduceret forurening med N er derfor næppe en del af forklaringen på de peaks vi ser i klarhed, når sandarterne topper. Fosfor, der ikke er vandopløseligt opfører sig derimod anderles, fordi det i høj grad bundfældes i søens sediment. Det betyder, at effekten af reduceret forurening med fosfor er forsinket – og at en del af den relative forøgelse i klarhed overårene, skyldes den forsinkede positive effekt af reduceret fosfortilførsel.
Bjarke Hooge med en flot sandart fra de sjællandske søer.
Hvorfor varierer sandarten i antal – og hvad er effekten?
Men hvad siger en af landets førende eksperter på akvatiske stofkredsløb og ferskvandsfisk, Theis Kragh – Associate Professor på Syddansk Universitet. Vi har stillet ham et par spørgsmål:
FISK & FRI: Hvad er det der gør, at sandarterne ofte varierer så stærkt i antal – og er det naturligt?
– En meget generel tendens for sandartbestandene er, at øgede sommertemperaturer påvirker sandartens årsyngel positivt (Lehtonen and Lappalainen, 1995; Lehtonen et al., 1993; Svärdson, 1973; Willemsen, 1977), svarer Theis. – Monitering over lang tid af årsklasser af sandart og miljøfaktorer har vist, at der er en signifikant sammenhæng mellem styrken af årsklassen og den kumulative temperatur gennem sandartens fire første leveår (Lappalainen et al. 1995). Forskelle i temperatur kan derved være en af forklaringerne på, at sandarten ofte varierer meget i antal. En anden typisk miljøparameter, der karakteriserer typiske akvatiske økosystemer, hvori der er sandart, er uklart vand. Uklart vand er forbundet med at fremme sandartlarvernes udvikling (Woynarovich 1960). Når vandet er uklart grundet alger, øges fødegrundlaget for zooplankton, som derfor øges i biomasse. Winkler (1994) har ligeledes vist, at der er en positiv korrelation mellem biomasse af zooplankton og antallet af årsyngel af sandart, hvilket er samstemmende med ovenstående. Endvidere er prædation fra ældre årgange en vigtig faktor, så størrelsen af årgange spiller også en rolle.
–Hvis man ser på en enkelt isoleret sø, vil det derfor være naturligt, at der er kraftigt svingende rekruttering af sandart, i og med at både temperatur, vandets klarhed og antallet af ældre artsfæller vil variere fra år til år, fortsætter han. – I større sammenhængende vandsystemer vil der være mulighed for rekruttering fra nærtliggende søer, hvilket kan være med til at stabilisere populationen (Kristensen et al., 2020). I Danmark er en meget stor del af vores søer dog opstemmede for at kontrollere vandstanden. Dette er med til at øge de naturlige svingninger i bestandene.
FISK & FRI: Udgør disse fluktuationer i bestandene et problem for de øvrige arter – og søens tilstand generelt?
–En mulig effekt af prædation er en nedgang i antallet af fødefisk, hvilket kan medføre intra- eller interspecifik konkurrence, såfremt at der er tale om fødebegrænsning, forklarer Theis. – Det har været vist i flere studier, at voksne sandart har potentialet til at påvirke antallet af deres fødeemner (Benndorf, 1987; Holčík, 1977; Jeppesen et al., 2001; Linfield and Rickards, 1979; Persson et al., 1993). Det har været foreslået, at der er er konkurrence mellem årsyngel af sandart og aborre (Thiel, 1989), mens Benndorf (1987) viste at store udsætninger af sandartyngel for at forsøge at biomanipulere småfisk væk ikke påvirkede antallet af store aborre over en årrække. Brabrand og Faafeng (1993) har vist, at introduktion af sandart påvirkede skallernes valg af habitat i en skalledomineret sø. Skalleynglet flyttede fra de frie vandmasser til bredzonen, hvor prædationen fra aborre var høj. Den undersøgte sø skiftede fra at være domineret af skalle til at være domineret af aborre efter udsætningen af sandart. Generelt regner man ikke nedgang i bestande af fredfisk som et problem, da de fleste søer har store bestande af fredfisk, som man gerne ser begrænset af et højt prædationstryk, da de er med til at forringe den økologiske tilstand. Hvis man ser på ovenstående eksempler, hvor der kontrolleret er udsat et stort antal sandartyngel, ser det ikke ud til at et stort antal sandarter påvirker søens økologiske balance negativt, men derimod er der flere positive effekter så som færre skaller og skift til en aborredomineret sø. I det andet tilfælde blev der markant flere store dafnier og der opstod længerevarende klarvandsfaser med op til 4 til 7 meters sigt, hvilket ikke havde været tilfældet før. Klart vand eller klarvandsfaser kan være vigtige for undervandsplanter, som er med til at stabilisere søens økosystem.
–Sandart påvirker, lige som gedder, smolttrækket med en betydelig prædation, hvilket kan anses som at være en del af den naturlige selektion af smolten. Prædationstrykket fra rovfisk øges kraftigt, når der introduceres menneskeskabte opdæmninger, hvilket er med til at forsinke/forhindre smoltens træk og derved kraftigt øge dødeligheden (Jepsen et al., 2000).
FISK & FRI: I de tilfælde, hvor man har en virkelig stor årgang af sandart – hvad kan det have af positive eller negative effekter – både for sandartbestanden og bestanden af de øvrige fisk?
Det er naturligt, at sandart varierer i antal, da bestanden er påvirket af temperatur, fødetilgængelighed og prædation, siger Theis. Når man sammenholder dette med at danske vandsystemer generelt er små og fragmenterede grundet opstemninger, der også påvirker negativt (Sonesten, 1991), vil sandartpopulationerne kunne være endog meget svingende i den enkelte sø. Når der er store årgange af sandart, vil langt de fleste sandarter dø naturligt inden de bliver 10 år gamle. En lille andel kan blive markant ældre, som opsummeret i reviewet af Sonesten (1991), men der er også dokumentation af fangster både i Danmark og Sydsverige af fisk, der er mere end 20 år gamle. Gamle fisk kan være vigtige for bestanden. De har gode gener, der er tilpasset til at overleve og trives i det givne miljø, og de sikrer ligeledes en stabil reproduktion over mange år. Et stort fiskepres både fra lystfiskere og/eller erhvervsfiskere vil medføre en høj dødelighed og selektere mod mindre fisk. Sandart bliver kønsmodne fra 3 til 5-årsalderen og små hunner omkring 31 – 34 cm producerer ca. 35.000 æg, mens en store hunner på 84 – 86 cm producerer 2.5 – 3 millioner æg (Lehtonen et al., 1996).
–Hvis man nedfisker gode årgange af sandart, vil det være med til at øge den samlede tidlige dødelighed på populationen, understreger han. – Dette vil potentielt medføre større udsving i bestanden, da fisk der potentielt kan blive meget gamle også opfiskes. Store fisk har gode gener, som er tilpasset miljøet, og de er derfor meget vigtige, hvis man vil sikre et økosystem, der er domineret af en sund bestand af rovfisk. Ved opfiskning af en stor del af sandartbestanden risikerer man også at foretage en ”omvendt biomanipulation”, hvor man øger bestandene af karpefisk, så søens økologiske tilstand forværres, slutter Theis.
Alt tyder altså på, at store årgange af sandart blot medvirker til en højere klarhed i vandet, en mindre svingende bestand og et gennemsnitligt højere niveau for bestandens størrelse og vandets klarhed. Eller sagt på en anden måde – man vinder ikke noget ved en hård befiskning af store årgange – tværtimod. Man kan derfor undre sig over, at DTU rådgiver til en hård befiskning af de store årgange – på trods af at alt taler for, at det har en negativ effekt for både sandarterne og vandmiljøet. Som du vil se nedenfor, er DTU Aqua tilsyneladende heller ikke selv i stand til at argumentere for de faglige argumenter, der ligger til grund for deres rådgivning i denne sammenhæng.
Hvad siger DTU Aqua selv?
Fisk & Fri har selvfølgelig konfronteret DTU Aqua med den tilsyneladende negative effekt på vandmiljøet af deres rådgivning. Vi har stillet dem følgende spørgsmål – og fået disse svar fra vicedirektør Anders Koed på vegne af Søren Berg, som foretog rådgivningen i sin tid:
Fisk & Fri: Ifølge Axel Karlshøj har Søren Berg i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter han har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt? Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer.
Med hensyn til dit spørgsmål om at fiske hårdt på sandarterne i Tissø, har DTU Aqua i sin tid rådgivet Naturstyrelsen om at sandartbestanden i Arresø godt kunne tåle en betydelig erhvervsmæssig udnyttelse dengang bestanden voksede voldsomt i årene 2002-2004 grundet to stærke årgange, svare Anders Koed fra DTU Aqua. På samme måde rådgav vi også Naturstyrelsen om at reducere fisketrykket eller helt at undlade fiskeri efter sandart i søen i perioder, hvor bestanden er lav. Udviklingen i landingerne kan ses her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/fiskeregler-og-fiskeri/sandart/statistik. Som det beskrives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk (2012) og i afsnittet om fiskebiologi hos sandart på fiskepleje.dk (https://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/sandart), er fænomenet med varierende årgangsstyrke hos sandart almindelig kendt. Dette kan påvirke såvel sandartbestanden som den øvrige fiskebestand i en sø markant både i positiv og negativ retning. Det er derfor ud fra et fiskerimæssigt synspunkt en fordel at undgå disse store udsving i bestandsstørrelse hos sandart, både i opadgående og nedadgående retning. Den rådgivning giver vi generelt både for erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri og den kan læses på fiskepleje.dk her: https://www.fiskepleje.dk/Soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart/fiskeregulering.
–I øvrigt er det DTU Aquas vurdering, at der ikke er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne i Tissø i perioden 2015-2019, uddyber Anders Koed. – I de år har det gennemsnitlige erhvervsmæssige ha-udbytte været på 3,7 kg/ha (varierende mellem 1,7 og 4,5 kg/ha)(Tissø er 1233 ha, svarende til en samlet fangst årligt på 4,5 tons af erhvervsfiskeren fra 2015-2019, baseret på DTU Aquas tal. Fisk & Fri har tjekket tallene hos Fiskerstyrelsen, der i alt angiver en samlet fangst på 24 tons i perioden svarende til gennemsnitligt 4,8 tons årligt – se skema (RED)). Dahl (1982) opgiver årligt ha-udbytte ved erhvervsmæssigt fiskeri fra seks danske søer i 1970’erne. Det lå i gennemsnit på 4,7 kg/ha (varierende mellem 2,5 kg/ha (Saltbækvig) og 8,8 kg/ha (Mossø)). Til sammenligning blev der i Arresø i 2003 og 2004 erhvervsmæssigt landet henholdsvis 23 og 20 kg/ha.”
Erhvervsfisker Axel Karlshøjs landinger af sandart fra Tissø fra 2010 til 2020.
FISK & FRI: Mange tak – men I besvarer jo ikke spørgsmålene: Vi spørger: ”Ifølge Axel Karlshøj har du i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter I har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt?”.
– Vi har ikke anvendt udtrykket ”kollaps” i vores rådgivning om sandart, da dette vil dække over, at en fiskebestand reduceres i en grad så den stort set forsvinder, svarer Anders Koed. – Når en stærk årgang kontrollerer i en sandartbestand, er det en ganske naturlig hændelse når årgangen opnår den alder, hvor individerne dør af alderdom. Vi har ikke anbefalet, at der i fx Tissø skal fanges så mange individer som muligt, men derimod, som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt.
FISK & FRI: I forbindelse med ovenstående spørger vi: ” Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer”. Dette er således reelt set heller ikke belyst i svaret, så lad mig uddybe det lidt mere, så det ikke kan misforstås:
Med spørgsmålet menes:
- Hvad er jeres argumentation for, at en god årgang af sandart skal reduceres kraftigt? I må jo have en faglig begrundelse, for en naturlig selvregulerende svingning er vel ikke nødvendigvis skadelig i sig selv? Hvilke arter/fysiske parametre kan skades/ændres af en god årgang af sandart i en grad og på en måde, så man kan argumentere for, at det bringer søen i en uønsket unaturlig og/eller usund balance?
I skriver på fiskepleje.dk: ”Denne form for løbende justering af fisketrykket kan sikre, at bestanden ikke bliver overfisket og kan muligvis også medvirke til at dæmpe udsvingene”.
- Man modvirker vel ikke overfiskeri ved at rådgive til at bortfiske så meget som muligt?
- Og når I skriver ”muligvis dæmpe udsvingene” – så må I jo have noget konkret dokumentation for, at en kraftig dæmpning af toppene på bestandskurven skulle betyde, at man efterfølgende kommer til formindske bestandskurves negative udsving? Uddyb venligst, så dette bliver belyst.
– I forlængelse heraf, er det som sagt vores vurdering, at sandartbestanden i Tissø ikke er blevet befiske specielt hårdt i perioden 2015-2019, svarer Anders Koed. Talmaterialet bag den vurdering fremgik af vores tidligere svar. Data til disse beregninger stammer fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik, som kan findes her: https://dwp.fiskeristyrelsen.dk/landingsrapport/landingsrapport__front_matter
– Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt eller at ”der skal bortfiskes så meget som muligt”, men derimod om at disse årgange godt kan tåle fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt. Når vi på fiskepleje.dk skriver, at det muligvis kan dæmpe udsvingene at styre fiskeriet i forhold til årgangsstyrkerne, er det netop fordi det aspekt ikke er udtømmende belyst i litteraturen. Den faglige baggrund for vurderingen er fx behandlet i Atlas over Danske Ferskvandsfisk side 594-595, her finder du også relevante referencer. Her finder du også eksempler på den effekt introduktion sandart kan have på andre arter af fisk i søer.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer, på det jeg spørger om: I skriver ”som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt”. Jo tak – men som I skriver nedenfor er dette jo en rådgivning i siger I har givet vedrørende Arresø – ikke Tissø, og dermed har I ikke besvaret spørgsmålet. Morten Bak har i juni søgt aktindsigt om den rådgivning DTU Aqua har givet erhvervsfisker Axel Karlshøj om sandartfiskeriet på Tissø. Her svarer Søren Berg d. 25 juni: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.” Nu skriver du som svar til min kommentar på Axel Karlshøjs brug af ordet kollaps i rådgivningen specifikt omkring Tissø, at I rent faktisk har rådgivet Axel Karlshøj omkring sandartbestanden. Hvis det er rigtigt, det du skriver nu – så er det jo et tilsyneladende et usandt svar DTU Aqua/Søren Berg har givet i svaret på agtindsigten til Morten Bak. Kan du godt forstå, hvis det opfattes som utroværdigt, at DTU Aqua giver modstridende forklaringer på det samme spørgsmål afhængig af hvem der spørger?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare disse spørgsmål.
I artiklen her gives mange gode grunde til, at mennesket sandsynligvis i høj grad har bidraget til, at sandarten mere eller mindre blev totalt udryddet i dens naturlige danske udbredelsesområde gennem årene op til 1800-tallet. På trods af dette mener DTU Aqua, at “alt tyder på, at den er uddød naturligt” – uden dog at være i stand til at komme med et eneste fagligt argument for ¨hvad “alt” er. Eller med andre ord – meget tyder på, at DTU Aqua søger at legitimere “at sandarten er en uønsket fisk i Danmark” – uden tilsyneladede at have fagligt belæg for det.
FISK & FRI: DTU Aqua skriver: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Men på fiskepleje.dk skriver I netop i jeres rådgivning: ”Mange sandartbestande har meget store naturlige udsving i bestandstæthederne. Det kan derfor være nødvendigt at lade fiskeriet og fisketrykket følge disse udsving. Det vil sige, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt, og når den er i bund, lægges der restriktioner på fiskeriet.”. Kan I godt se, at det let kan opfattes som selvmodsigende, når I med den ene hånd siger ” Vi har ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”, hvorefter I henviser til fiskepleje,dk hvor I rådgiver ”, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt”? Er ”reduceres kraftigt” og ”befiskes hårdt” ikke præcis det samme? Hvis I selv godt kan se at ”det aspekt (hvorvidt man vinder noget godt for vandet ved en kraftig reduktion af gode årgange) ikke er udtømmende belyst i litteraturen”, hvorfor rådgiver i så overhovedet til ”at når bestanden topper, kan man fiske hårdt” – uden yderligere forbehold? DTU Aqua hylder ellers normalt forsigtighedsprincippet i andre sammenhænge, men åbenbart ikke når det gælder en hos DTU Aqua ”uønsket art uden en genetisk bevaringsværdig status”?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvære spørgsmålene, men givet følgende kommentar: ”For god ordens skyld kan jeg også bekræfte, at vi ikke har ydet Selchausdal Gods v./ Aksel Karlshøj specifik rådgivning om udøvelsen fiskeriet på Tissø. Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren Berg til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse). Men vi har ikke undersøgt og/eller forholdt os til Tissø og sandartbestanden i søen specifikt.”
FISK & FRI: Du skriver ”Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse).” Her fejlciterer I jo – på fiskepleje.dk står der ”når bestanden topper kan man fiske hårdt”. Hvordan synes I det harmonerer med at I lige har sagt: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Kan du godt selv se, at det virker som om, at I forsøger at bortforklare en situation, hvor DTU Aquas Søren Berg reelt – direkte eller indirekte – har rådgivet til nedfiskning af sandartbestanden på Tissø?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver Søren Berg fra DTU Aqua: ”Da dyreplankton jo æder alger, kan en meget stor bestand af sandart derfor medføre øget sigt i vandet og dermed et bedre miljø. Det er dog en tilstand, som kun vil bestå, mens sandartbestanden er så stor. Derefter vil miljøet forværres igen, når bestanden dykker. Sandart kan på den måde medføre et mere ustabilt miljø. Det er typisk kun i situationer, hvor sandarterne trives, at de kan blive mange nok til, at disse udsving opstår. Og da sandart trives bedst i forholdsvis uklare søer, er det i disse, man kan se den svingende miljøtilstand”. Søren Berg skriver altså, at sandarten ”kan medføre et mere ustabilt miljø”. Hvilken dokumentation har I, for at en nedfiskning af sandartbestanden fører til en bedre og mere stabil tilstand med en mere stabil høj klarhed i vandet – eller at det skulle føre til en højre baseline for sandartpopulationernes størrelse?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: Anderkender i at svingninger i sandartbestandes størrelse kan skyldes menneskelig påvirkning – fx i form at spærringer der besværlige- eller umuliggør føde og/eller gydevandringer?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet ”Aborrerne kan komme i klemme”: ”I søer med en moderat grad af næringsstofbelastning og dermed let uklart vand har undersøgelser vist, at bestanden af aborrer har svært ved at konkurrere med sandarten. Uden tilstedeværelse af sandart er aborren i den type søer den dominerende rovfisk i det åbne vand, og den klarer sig fortsat godt, selvom vandet er blevet uklart. Men hvis sandarten introduceres, vil den blive dominerende i det åbne vand, hvor aborren ikke kan konkurrere med den. Da gedden er den dominerende rovfisk i bredzonen, kan aborren heller ikke finde plads dér. Det betyder, at aborren populært sagt ”kommer i klemme” mellem sandarten og gedden, som optager de levesteder, aborren vil kunne trives i. Undersøgelser har vist, at dette medfører en tilbagegang i aborrebestanden generelt, men især blandt de store effektive rovaborrer.” I denne tekst lægger DTU Aqua det op som noget negativt, at aborren får konkurrence, men holder denne udlægning, hvis man antager, at sandarten er en naturligt hjemmehørende art? For så er det jo i virkeligheden blot den naturlige balance i systemet, at de forskellige rovfiskearter konkurrerer med hinanden? Men det forholder sig måske sådan, at DTU Aqua stadig fastholder at sandarten er ”ikke hjemmehørende” og/eller ”invasiv” i Danmark?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet: ”Og miljøet forringes”: ”Der er udført undersøgelser i et stort antal danske søer, hvor man har sammenlignet den forventede miljøtilstand, vurderet ud fra mængden af næringsstoffer (målt som sigtedybde), med den miljøtilstand, man faktisk kan observere. Her har man fundet, at søer, hvor aborren er den dominerende rovfisk, faktisk har en bedre miljøtilstand end forventet, hvorimod miljøet er netop som forventet i søer, hvor sandarten er dominerende. Det betyder at, hvis der er udsat sandarter, er der risiko for at en given sø har en dårligere miljøtilstand, end den kunne have”. Har du som forsker overvejet, at årsagen til det simpelthen kan være, at sandarten er mere konkurrencedygtig end aborren i uklart vand – og ikke som Søren Berg kommunikerer, at det er sandarten der gør vandet mere uklart?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Der findes videnskabelig dokumentation fra 1993 (Brabrand & Fafeng 1993) på at tilstedeværelsen af sandart fører til ændret anti-predationsadfærd hos skaller – hvilket betyder markant flere aborrer i bredzonen. Hvordan synes I dette harmonerer med det, som DTU Aqua skriver ovenfor? Hvis i på fiskepleje.dk gerne vil give et retvisende billede af sandartens indflydelse på fiskesammensætningen i en sø, hvordan kan det så være, at I ikke har det med?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
FISK & FRI: Kan du, Anders Koed, som forsker og vicedirektør for DTU Aqua stå inde for Søren Bergs faglighed i sin rådgivning omkring sandarten – samt at han i sin fremstilling af sandartens historik og økologi ikke har undladt vigtige oplysninger, der har betydning for at tegne et retvisende billede af sandartens positive/negative påvirkning af vandkvaliteten samt de øvrige fiskearter i Danmark? Og – kan du stå inde for Sørens Bergs faglighed omkring rådgivning af re-introduktion af malle i Danmark?
DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
Salige Josef Hochmut genudsætter en fin sandart på Furesøen.
Hvor meget er sandartfangsterne gået ned?
I teksten ovenfor opgiver DTU Aqua, at de fangster som erhvervsfiskeren selv har opgivet ikke indikerer, at der er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne. Selv siger erhvervsfiskeren på Tissø Axel Karlshøj jfr. screendumpet ovenfor, at han valgte en mere lempelig befiskning end det, som DTU Aqua faktisk anbefalede, og at det resulterede i et i følge ham ”unikt fiskeri efter seks kilos sandarter”. Tjekker man Lystfiskeriforeningens fangststatistikker kan man dog se, at fangsterne af sandart i grove tal er halveret efter befiskningen i 2015-2017 – og at snitvægten blot er steget til 3,5-3,7 kilo i takt med den kraftige udtynding og sandarternes øgede alder. Disse tal er dog behæftet med en stor fejlkilde, da mange slet ikke indberetter deres nulture og/eller fangster, og alt dette skete i øvrigt i en periode, hvor der var en kraftig vækst i vertikalfiskeriet på Tissø. Det er derfor ikke usandsynligt, at fiskeeffektiviteten på lystfiskerbådene er steget markant fra 2014-2019, hvilket kan betyde en underestimering i faldet af sandartpopulationens størrelse efter den øgede fiskerindsats.
Af officielle fiskeriundersøgelser foretaget af biologer fra Miljstyrelsen har man fra Tissø i den relevante periode og op til i dag kun undersøgelser fra 2008 og 2014. – De to undersøgeler viser baseret på samme standardiserede oversigtsgarn en forøgelse af bestanden med faktor 64 fra 2008-2014, siger ferskvandsbiolog Lars Båstrup-Spohr fra Biologisk Institut under KU. Der er altså ikke nogen tvivl om, at Tissø sandarterne havde en markant højere biomasse i perioden omkring 2014 sammenlignet med 2008.
Når det er sagt, er det vigtigt, at vi lystfiskere også forholder os kritiske til vores eget fiskeri, for det kan ligesom erhvervsfiskeriet også kan have en negativ effekt på populationen, hvis fisketrykket går hen og bliver for højt – både når der er tale om catch & kill samt catch & release fiskeri. Set i et rekreativt og samfundsøkonomisk perspektiv er der dog ingen tvivl om, at langt flere mennesker vil få glæde af vores sparsomme naturressourcer i de ferske vande, hvis erhvervsfiskeriet bringes til ophør og forbeholdes lystfiskeri.
Hvad siger erhvervsfisker Axel Karlshøj?
– Jeg har brugt Søren Berg som sparingspartner siden 1989, hvor jeg skrev ”Projekt Sorø-søerne”, når det gjaldt sø-økologiske emner, fortæller Axel Karlshøj, der er erhvervsfisker på bl.a. Tissø. – Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok. Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø. Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer. Den udskrift Jens Bursell vedlægger, som dokumentation for mine udtalelser, er et uddrag af en lang kommunikation imellem mig og Anders Bylov, og er absolut uegnet som udgangspunkt for, at angribe Søren Berg. Det er mig der har lagt strategierne for udviklingen af Tissø, ud fra sparing, tidligere erfaringer, samt iagttagelser fra søen.
– Situationen i 2015: Da jeg påbegyndte fiskeriet på Tissø, var der en voldsom stor bestand af sandart bestående af to på hinanden følgende generationer. Vi blev opmærksomme på, at de fisk vi fangede, enten havde tomme maver eller havde ædt fiskeyngel på to til tre cm. Gedderne var magre, fulde af sår, og der drev dagligt døende gedder på land. Jeg diskuterede naturligvis disse iagttagelse med Søren Berg, og han fortalte om erfaringerne fra Arresø og jeg tror det var Mossø. På den baggrund tog jeg beslutningen om, at udtage et antal tons sandart hurtigst muligt (6,292 tons). Formålet var, at få mad i maverne på de tilbageværende fisk, samt sikre tilgangen af nye sandarter.
– De følgende år har gennemsnits fangsten ligget mellem 3 og 4,5 tons. Altså en lempelig og bæredygtig befiskning. Den kendte lystfisker Simon Machholdt Sorø, fangede da også 100 sandarter i Tissø i 2019, så der altså stadig fint med fisk i søen. Vi fangede i samme periode omkring 800 fisk. Der har, siden vi startede fiskeriet, været en voldsom rygtedannelse på forskellige sociale medier. Jeg var naiv nok til at tro, det kunne gavne at deltage i debatten. Jeg tænker stadig, at kommunikation er vejen frem, men det kræver et forum, hvor man kan føre en respektfuld dialog med det formål at udvikle Tissøs fulde potentiale.
– De to generationer af sandarter som udgjorde tusindbrødrene i 2015, vejer nu 5,5 -6,5 kg, så lystfiskerne kan glæde sig over at fiske på mange generationer af sunde sandarter. Dertil kommer, at gedderne i søen er blevet runde og trinde. Antallet af storgedder lider fortsat under den store dødelighed fra 2015 -2016, men de 27.000 gedder Selchausdal udsatte i 2017, samt to store naturlige årgange fra 2018 og -19 er slået an og har fyldt alle hylder af fisk op til tre kg.
– Tissø er fortsat en fantastisk sø at fiske i, derfor tager Gordon til søen, når han skal lave film om vertikalfiskeri, Simon kører lige forbi Tuel sø og videre til Tissø og mange af L.F.,s medlemmer kører til Tissø hvor der fiskes med garn, selv om Furesøen, Esrum sø og andre af deres søer ligger meget tættere på.
– Der er to ting, som bekymrer mig, når det gælder Tissøs fremtid. Det er, at søen hver vinter er vært for tre tusinde skarver. Dem så jeg gerne, at lystfiskerne hjalp mig med at stresse. De udgør en reel trussel for søens fiskebestande. Den anden er, at sandarterne er meget sårbare over for håndtering. Dels kan de ikke trykudligne, og dels har de et tyndt slimlag. Når fiskene bliver berørt af tørre fingre, får de svamp, som til sidst tager livet af dem. I takt med, at lystfiskerne får stadig bedre muligheder for at ”se ” fiskene, forværres dette problem, siger Axel Karlshøj.
FISK & FRI: Vi har krydstjekket de oplysninger om Simon Machholdts fangster af sandart, du ovenfor præsenterer som et faktum – både med Simon Machholdt og hans fiskemakker Peder Lictenberg. De kan slet ikke genkende de tal, som du nævner, og tilføjer at de udelukkende fisker catch & release. Synes du, at det er en god sammenligning at holde dine fangster af døde garnfangede fisk op mod navngivne lystfiskeres fangster, som du dels ikke kan dokumentere – og hvor du ydermere glemmer at fortælle, at der i deres tilfælde er tale om catch & release om foråret på relativt lavt vand, hvor dødeligheden vad C & R kan forventes at være lav?
– Jeg har kendt Simon siden jeg lavede ”Projekt Sorø søerne sammen med hans far Peter, og jeg har ikke noget problem med at han kryber i flyverskjul, siger Axel. Det var ikke mit forehavende at genere Simon, kun konstatere at Tissø stadig er et spændende fiskevand.
FISK & FRI: DTU Aqua svarer i en aktindsigt til Morten bak følgende: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.”
Vores spørgsmål til dig er nu:
– Hvorfor skriver Søren Berg som svar på spørgsmål specifikt på Tissø at ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os” når du lige selv siger at ”Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok. Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø. Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer.”? Kan du godt selv se, at de to udtalelser ikke rigtig harmonerer, for hvis det er sandt det du siger, så må det jo være usandt det som Søren Berg siger i aktindsigten – eller omvendt? Eller sagt på en anden måde – du siger nu, at DTU Aqua taler sandt, men hvis de taler sandt i aktindsigten, så har du jo faktisk henvist til, at fiskeriet i Tissø udøves efter retningslinjer fra DTU Aqua… Så hvis det du siger nu er sandt, så er det DTU Aqua siger i aktindsigten usandt? Hvem har ret?
– Jeg tænker, at der er flere lag i alle menneskers udtalelser, fortsætter Axel. – Når jeg f.eks. skriver sammen med Anders Bylov (læs en person), tænker jeg ikke så meget på, om den præcise ordlyd kan misforstås eller misbruges, han kan jo bare spørge, hvis der er noget han er i tvivl om. Skriver jeg derimod med en journalist fra ”Fisk og Fri” er det tvingende nødvendigt, at jeg er så præcis som muligt. For jeg ved jo, at en unøjagtighed vil føre til en masse forviklinger, idet mange forskellige mennesker skal læse beskeden. Jeg har i mit svar gengivet præcist på hvilket grundlag Søren Bergs og min kommunikation hviler. Jeg tænker det er interessant for læserne at vide.
FISK & FRI: Spørgsmål 1 referer ikke til din kommunikation med Anders Bylov, men med det Søren Berg selv har udtalt i Morten Baks aktindsigt, at du har udtalt, men lad nu det ligge.
– DTU Aqua skriver som sagt i aktindsigten til Morten Bak: ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på dk.” Hvis det er sandt, at du i forbindelse med jeres ”uformelle snak om Tissø” kun er blevet rådgivet af Søren Berg til at befiske i henhold til ”de generelle råd” på fiskepleje.dk, som jo netop helt konkret er ”at fiske hårdt, når bestanden topper” – så er du vel også indirekte blevet tilrådet at befiske bestanden på Tissø hårdt af DTU Aqua?
– Søren Berg har ikke rådet mig til en hård befiskning af sandartbestanden, men med baggrund i de erfaringer der er fra andre søer og den generelle tilstand hos Tissøs gedder, var det klart for mig, at jeg skulle handle hurtigt, pointerer Axel. -Der døde rigeligt mange af Tissøs gedder i den periode. På samme måde som tidligere beskrevet, blev beslutningen til, via de iagttagelser jeg gjorde på søen, det jeg kunne læse mig til i undersøgelser og de eksempler som Søren Berg kunne præsentere mig for. I må vide, at det er et stort ansvar at forvalte en sø. Jeg søger al tænkelig information for at gøre det rigtige i den givne situation. Lystfiskerne vil kunne give mig ret i ,at geddernes tilstand i 2015 var så ringe, at det var nødvendigt at handle hurtigt, slutter han.
Konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning
Som vi har set ovenfor tyder alt på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af de gode sandartårgange – både har betydet markant færre sandart på den korte bane, mindre og mere ustabile sandartbestande på den lange bane og – som en afledt effekt af dette – generelt mere uklart vand end man ville have haft uden hård befiskning. Dette er selvsagt ikke et ønskescenarie – hverken for naturen, lystfiskerne eller de samfundsøkonomiske interesser.
Set i min optik er det ikke acceptabelt, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at skjule, at de på naturens og miljøets bekostning har rådgivet til en hård befiskning af de gode sandartårgange i Arresø og Tissø. Og – det er slet ikke acceptabelt, at de tilsyneladende ikke en gang er i stand til at stå på mål for fagligheden af deres rådgivning.
Det er på tide, at de ansvarlige politikere kræver en forklaring fra DTU Aqua – og de kan passende starte med at forlange svar på de spørgsmål, som DTU Aqua ikke har villet besvare her i denne artikel.
Litteratur:
Benndorf J. Food web manipulation without nutrient control: a useful strategy in lake restoration? Swiss journal of hydrology 1987; 49: 237-248.
Brabrand Å, Faafeng B. Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behaviour. Oecologia 1993; 95: 38-46.
Holčík J. Changes in fish community of Klíčava reservoir with particular reference to Eurasian perch (Perca fluviatilis), 1957–72. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1734-1747.
Jeppesen E, Jensen JP, Skovgaard H, Hvidt CB. Changes in the abundance of planktivorous fish in Lake Skanderborg during the past two centuries—a palaeoecological approach. Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeoecology 2001; 172: 143-152.
Jepsen N, Pedersen S, Thorstad E. Behavioural interactions between prey (trout smolts) and predators (pike and pikeperch) in an impounded river. Regulated Rivers: Research & Management: An International Journal Devoted to River Research and Management 2000; 16: 189-198.
Kristensen E, Sand-Jensen K, Kristensen JSB, Pedersen ME, Baastrup-Spohr L, Kragh T. Early fish colonization and community development in a shallow re-established lake. Ecological Engineering 2020; 155: 105956.
Lehtonen H, Hansson S, Winkler H. Biology and exploitation of pikeperch, Stizostedion lucioperca (L.), in the Baltic Sea area. Annales Zoologici Fennici. JSTOR, 1996, pp. 525-535.
Lehtonen H, Lappalainen J. The effects of climate on the year-class variations of certain freshwater fish species. Canadian Special Publication of Fisheries and Aquatic Sciences 1995: 37-44.
Lehtonen H, Rahikainen M, Hudd R, Leskelä A, Böhling P, Kjellman J. Variability of freshwater fish populations in the Gulf of Bothnia. Aqua Fennica 1993; 23: 209-220.
Linfield R, Rickards R. The zander in perspective. Aquaculture Research 1979; 10: 1-16.
Persson L, Johansson L, Andersson G, Diehl S, Hamrin SF. Density dependent interactions in lake ecosystems: whole lake perturbation experiments. Oikos 1993: 193-208.
Sonesten L. Gösens biologi – En litteraturstudie, 1991.
Svärdson G. THE IMPACT OF CLIMATE ON SCANDINAVIAN POPULATIONS OF THE SANDER, STIZOSTEDION LUCIOPERA (L.). 1973.
Thiel R. Food resource utilization and dietary relationships of juvenile perch (Perca fluviatilis L.) and pike-perch (Stizostedion lucioperca (L.)) in a shallow Baltic inlet. Rapport et proces-verbaux des réunions. Conseil Permanent International pour l’Exploration de la Merra 1989; 190: 133-138.
Willemsen J. Population dynamics of percids in Lake IJssel and some smaller lakes in the Netherlands. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1710-1719.
Winkler H, Debus L, Thiel R, Franek D. Variability of young and small sized fish community in a southern Baltic estuary from 1983 to 1992. Proc. VIII Congress of SEI, Oviedo Spain. 26, 1994.
aug 19, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Torben Kaas med en flot havørred fra sit lokale kyststræk ved Nivåbugten på Nordsjælland.
Den 19 september samles delegerede fra Danmarks Sportsfiskerforbund for at vælge en ny formand – samt fastsætte kursen for dansk lystfiskeri i de kommende år. Vi har bedt de to kandidater Torben Kaas og Preben Thomsen om at komme med deres bud på visionerne for dansk lystfiskeri. Preben Thomsen har ikke ønsket at deltage, men her får du Torbens bud på de vigtige arbejdsopgaver, der ligger forude.
AF TORBEN KAAS
Der mangler ikke opgaver at tage fat på for Danmarks Sportsfiskerforbund. Forbundet blev stiftet på en dagsorden om at stå vagt om mulighederne for at bedrive lystfiskeri i Danmark, og den dagsorden er lige så aktuel i dag, som den var dengang.
Den opgave, der ligger på bordet hos den ny formand, kan koges ned til tre ting. Medlemsudviklingen skal vendes, det virkelig gode politiske og praktiske arbejde med natur, miljø og vilkår for lystfiskeri skal støttes også fremover, og så skal vi skabe muligheder for, at mange flere i medlemskredsen kan bidrage til det fælles arbejde.
Vi skal være flere
Danmarks Sportsfiskerforbunds største problem vender indad og handler om, at alt for mange ikke er medlem. Vi skal bruge medlemmer for at være en stærk og troværdig stemme, og vi skal bruge medlemmer, fordi de giver os økonomi til at fortsætte med et stærkt sekretariat, der kan yde al den service og indflydelse, der er efterspørgsel efter. Udviklingen i medlemstallet skal vendes, og det skal være en markant vending.
Nedgang i medlemstal er vi ikke alene om. Med nogle gode undtagelser hos bl.a. dele af idrætten og spejderbevægelserne, lider hele foreningsdanmark af medlemsfrafald. Det kommer af, at forventningerne til foreninger og organisationer har ændret sig. Før vi kan tale om at få lystfiskere og foreninger ind i folden igen, skal vi være sikre på, at vi tilbyder det, de efterspørger i dag og ikke for 10 år siden.
Foreningerne står over for en befolkning, som i hvert fald på fire områder udfordrer gårsdagens måde at være forening på, og hvor det første og meget konkrete problem er, at folk er mindre loyale i forhold til foreningstilhørsforhold end tidligere. Lever foreningen ikke op til forventningerne er vejen til en udmeldelse ikke lang.
Samtidig er folk for det andet blevet i stand til selv at løse mange af de ting, som foreningerne før hjalp med. Fiskekort, fisketure, fiskevand og lærdom kan findes på nettet og købes for penge, som mange har flere og flere af.
Formandskandidaten Torben Kaas med en flot ørred fra Island.
Den tredje udfordring er tendensen til, at man bliver mere optaget af enkeltsager og nære dagsordener og mindre optaget af den store fælles sag. Det er i hvert fald et område, forbundet skal være opmærksom på, fordi eksistensberettigelsen jo netop er, at man kan løfte de store landsdækkende fællessager. Her ligger der en vigtig opgave for forbundet, som jeg vender tilbage til om lidt.
Endelig er den fjerde udfordring, at forventningerne til digital servicering stiger og stiger. Tingene skal være tilgængelige på nettet, og alt vedrørende medlemskaber og service skal kunne foregå elektronisk.
Forbundet har gjort det helt rigtige ved at hjælpe foreningerne med at blive digitale. Medlemsadministration, hjemmesideplatform og fiskekort.dk er fremragende eksempler på, hvordan forbundet støtter foreningerne i at blive digitale og levere varen i forhold til nye forventninger blandt lystfiskerne. Dertil hjælper de digitale løsninger med at nå ud til de mange, som helst vil klare sig selv digitalt og ikke efterlyser klubaftener men i stedet har brug for adgang til fiskeri og hurtig information.
Men først og sidst kan forbundet ikke tiltrække nye medlemmer, hvis folk ikke mener, vi tager fat i de rigtige sager og har de rigtige holdninger til sagerne. Jeg har endnu ikke mødt en lystfisker, som var uenig i, at forbundet skal arbejde for flere fisk i en renere natur og så i øvrigt tage hånd om, at vi kan fiske efter dem. Og det er jo præcis, hvad forbundet altid har arbejdet for, så udfordringen ligger et lidt andet sted.
Udfordringen er i mine øjne, at masser af foreninger og lystfiskere ikke mener, at forbundet er lydhørt over for deres særlige problemstillinger – måske fordi forbundet ikke tilstrækkeligt præcist ved, hvad det er for problemstillinger. Grusbanderne på Sjælland og Fyn, de forhadte vandløb, pop-up lystfiskerevents, Fishing Zealand og lystfiskerturisme, skarv og sæler, spærringer og Tange og ikke mindst søer, kyster og hav vs. vandløb er alt sammen ting, som optager sindene lokalt, og hvor forbundets rolle bliver diskuteret derude. Det er den slags ting, jeg mener med, at forbundet ikke tilstrækkelig præcist har øje for enkeltsagerne og de lokale sager
Nuvel – man kan ikke gøre alle glade. Men man kan lytte til alle. Jeg har talt med mange foreningsfolk i og uden for forbundet i de måneder, hvor formandsvalgkampen blev forlænget på grund af coronaen. De har efterladt mig med et indtryk af, at der er en interesse for at samles igen, og at mange netop ser formandsskiftet som en lejlighed til at få blødt gamle positioner op og starte forfra med at finde hinanden.
Det bekræfter mig i, at en af de første opgaver på den nye formands og bestyrelses bord er at tage ud i landet, mødes med foreningerne – både dem i og udenfor forbundet – og høre historierne om de sager, der gør, at nogen vælger at stå udenfor, og at andre overvejer at forlade fællesskabet.
Forbundet er jo kun noget i kraft af medlemmerne. Derfor er det en livsvigtig opgave at holde sig på omgangshøjde med, hvad der ligger lystfiskere og foreninger på sinde.
Torben er en alsidig lystfisker med bred erfaring inden for flere forskellige former for lystfiskeri.
En grøn organisation
Vores vigtigste opgave er at tage de nationale slagsmål om den blå natur og så hjælpe med de lokale miljøsager, hvor foreningerne ikke selv kan løfte opgaven. Forsvinder DSF, er der ingen landsdækkende organisationer tilbage, som ved noget om, hvad der sker under vandspejlet i åer, søer, fjorde og hav. Derfor er vores landsdækkende forbund helt uundværligt.
Ser man på den respekt, der står om forbundet hos myndigheder og miljøpolitikere, så må man sige, at forbundet løfter sin kerneopgave på bedste vis. Opgaven fremover bliver at sørge for, at sekretariatet og bestyrelsen fortsat har de rigtige betingelser for at arbejde for miljø- og naturforbedringer og for bedre vilkår for lystfiskeriet.
Vi skal påskønne, at vi har en størrelse, så vores sekretariat kan have et fagligt miljø omkring den blå natur og ikke mindst omkring den lovgivning, der regulerer den. Vi skal udnytte den faglighed ved at sætte vores sekretariatsmedarbejdere ind flest mulige steder, hvor netop konkret faglig viden om tingene kan gøre en forskel.
I bestyrelsen har vi erfarne lystfiskere med rod i det lokale natur-, miljø- og foreningsarbejde. I den seneste tid under Hans E. Nielsen som konstitueret formand har vi set, hvordan den erfaringsbase kan bringes i spil. Det er virkelig godt, og vi skal have meget mere af det, så bestyrelsen på flest mulige områder kan sætte retning og mål. Sekretariatets medarbejdere har brug for en tydelig bestyrelse, så de kender rammerne, når de behandler sagerne.
Vi skal have tillid til vores sekretariat, og de skal mest muligt på banen, så vi kan udnytte, at vi betaler løn til dygtige mennesker. Og så skal bestyrelsen levere tydelige retningslinjer og i øvrigt være politikere.
Flere skal ind i arbejdet
Mange har fortalt mig om oplevelser med, at det er svært at byde ind med sin viden om lokale forhold og med tilbud om at deltage i arbejdet for forbundets dagsordener. Man føler sig ikke involveret, og man føler sig overset. Hvis det er rigtigt, så står vi med en stor mulighed for at styrke os selv.
Det vil være en gevinst for os, hvis vi kan aktivere flere lystfiskere rundt om i landet, så det er glædeligt, hvis der er en stor pulje af villige mennesker derude. Med jer får vi flere kræfter, og vi får en meget bedre føling med de lokale dagsordener og ønsker. Men jeg har også været tilstrækkeligt mange år i organisationer til at vide, at der er et stykke vej fra at bede om inddragelse og så til at tage det lange seje træk, når man er inviteret indenfor.
Der kommer til at ligge en opgave med at finde måder at få mest muligt ud af jer mange ildsjæle rundt i landet, uden vi samtidig løber jer trætte i møder, administration og stive organisationsformer. Nu har en masse mennesker rundt i landet kastet handsken og bedt om inddragelse. Den handske vil blive samlet op, og så skal vi udfordre hinanden på at finde gode løsninger til at forløse potentialet.
DSF for alle
Alle danske lystfiskere skal kunne spejle sig selv i Danmarks Sportsfiskerforbund. Vi kan nok ikke håbe på, at alle bliver medlem, men alle skal kunne se, at forbundet gør en forskel for netop deres fiskeri. Vi skal kende og forstå de udfordringer, lystfiskere og foreninger rundt om i landet står med, og vi skal sørge for, at alle, der ønsker at trække med, bliver inviteret ind i arbejdet, så vi i fællesskab får skabt det rigtige lystfiskeri for alle.
aug 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART
Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.
Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:
– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.
Hvorfor har vi så få sandart?
Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.
Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.
Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.
Spærringer kan have medvirket til nedgang af sandart
Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.
Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder. Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.
Spærringer blokerer for genindvandring af sandart
Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.
Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.
Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.
Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.
Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.
Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis af sandart
DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.
Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.
For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.
Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.
Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.
Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.
Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred
Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere.
Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.
Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.
DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!
DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland. Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.
Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.
Holder DTU Aquas rådgivning om sandart?
Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.
Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.
DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.
På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert.
DSF vil ikke udtale sig om sandarten
Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.
FISK & FRI: Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt?
DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.
FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:
- Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
- Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
- Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?
DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.
Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?
Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.
Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.
Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.
Hvad siger DTU Aqua?
Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:
FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande? At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.
DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation: https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?
DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.
Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.
Litteratur:
Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.
Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.
Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.
Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.
FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.
At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?
DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?
Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.
Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.
Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?
Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.
Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.
aug 9, 2020 | Artikler, Miljø og debat
DTU Aqua er for tiden udsat for en del kritik af deres faglige troværdighed. For at forsvare sig mod dette har vicedirektør Anders Koed – senest i Midtjyllands Avis – refereret til topkarakterer i en undersøgelse af instituttets faglighed – angiveligt lavet af førende udenlandske eksperter. Anders Koed glemmer dog at nævne, at rapporten i sin helhed er censureret for offentligheden, så man ikke kan tjekke kilden – samt at selvsamme rapport blot er en overordnet evaluering, der naturligvis ikke kan gå i dybden med alle projekter og/eller sager under myndighedsbetjeningen. Uanset afsender og indhold er evalueringsrapporten derfor ikke er et holdbart argument for at afvise specifik faglig kritik på de enkelte forskningsprojekter samt sager og rådgivning under myndighedsbetjeningen.
AF JENS BURSELL
BLANDT NOGLE LYSTFISKERE – eksempelvis i inderkredsen omkring DSF – hyldes DTU Aquas faglige vurderinger ofte som et gyldent facit på alt – uden at der nogensinde bliver stillet kritiske spørgsmål. Og hvis der er nogen, der vover at gøre dette, bliver nærmest betragtet som blasfemi.
Over de sidste par år er der dog kommet flere og flere sager frem, hvor der let kan argumenteres for, at DTU Aqua giver en fagligt kritisabel rådgivning – måske i et forsøg på at legitimere ”mærkesager”, som der ikke er det store faglige belæg for? ”Mærkesager” er man som forsker ikke berettiget til at have, hvis og når man skal give en neutral rådgivning – eksempelvis i forbindelse med sagsbehandling, myndighedsbetjening – samt arbejdet i §7 udvalget. Forskere skal og må ikke politisere – de skal rådgive på et 100 % neutralt fagligt grundlag, hvor man ikke ”tilfældigvis” glemmer nogle af de vigtige faglige pointer, der skal til for at give et retvisende helhedsbillede af en sag. Det er nødvendigt for demokratiet – og for at embedsmænd samt politikere kan træffe de rigtige afgørelser på et oplyst grundlag.
I MIDTJYLLANDS AVIS den 1. August har Anders Koed et debatindlæg som et svar på kritik fra Jarl Gorridsen vedrørende DTU Aquas rådgivning omkring Tange Sø og Gudenåen. Jeg mener grundlæggende, at Gudenåen skal slippes fri, så jeg er IKKE enig med Jarls Gorridsens holdninger til dette, men han har en generel pointe, som er væsentlig: Meget tyder på, at DTU Aqua i visse sager politiserer i en grad, som de ikke har mandat til – og her mener jeg ikke Tange Sø sagen.
Som afslutning på sit indlæg skriver Anders Koed: ”Vi udtaler os naturligvis som fageksperter til pressen. Hvis man i øvrigt skulle være bekymret for kvaliteten af DTU Aquas faglighed, kan jeg tilføje, at instituttet hvert 5. år bliver underkastet en grundig faglig granskning af førende udenlandske eksperter. Ved seneste evaluering i 2016 fik vi topkarakter, som et internationalt førende forskningsinstitut inden for fiskeriforskning”.
Selvom det ikke 100 % direkte er det, Anders Koed skriver, så vil man som almindelig læser let få det indtryk ”at internationale fagfolk og eksperter, der ved meget mere om netop det emne, som diskuteres/kritiseres, har evalueret DTU Aquas faglighed på området. Og når de kommer frem til den konklusion, at DTU Aquas faglighed er helt i top – så er der nok også noget om snakken. Ergo kan man nok ikke tillade sig at kritisere DTU Aqua for deres faglighed…” Og det er sikkert også det signal Anders Koed gerne vil sende.
SPØRGSMÅLET er så – holder det? Nej – selvfølgelig ikke. Anders Koed glemmer helt at nævne på midtjyskavis.dk, at der er tale om en censureret undersøgelse, hvor offentligheden tilsyneladende ikke må se rapporten i sin fulde længde og sammenhæng, fordi man ikke ønsker at offentliggøre kilden… Det kan undre, at en forsker, der burde være vant til at underbygge sine udtalelser med dokumentation og kilder, referer til en undersøgelse uden en kilde.
Jeg har for lang tid siden bedt DTU Aqua om at sende mig omtalte undersøgelse, men de ville kun sende en censureret udgave, uden afsender og titel på rapporten. Man kan undre sig over, hvad det er DTU Aqua søger at skjule, hvis dokumentet ellers er værd at referere til. Hvad er det i denne rapport, som ikke tåler at se dagens lys? Det jeg har fået tilsendt kunne i princippet være skrevet af DTU Aqua selv – uden at jeg dog siger, at dette er tilfældet. Er der nogle ”men´er” i undersøgelsen, som man ikke må se? Er ”de internationale eksperter” åbenlyst nogle af husets ”venner” – eller er DTU Aqua bange for, at man konfronterer ”de internationale eksperter” med tvivlsspørgsmål om DTU Aquas faglighed eller måske endnu værre – regnskabet for produktionen af Søhåndbogen (del 1 + del 2) , hvor meget tyder på, at DTU Aqua har taget 700 % overpris på timelønningerne? Vi ved det ikke, men det forekommer useriøst at Anders Koed refererer til en undersøgelse af sit eget institut – og så efterfølgende dokumenterer det med et censureret udsnit af en tekst uden afsender…
NÅR DET ER SAGT, så er der i min optik ingen tvivl om, at DTU Aqua har mange dygtige medarbejdere, hvoraf mange laver et fantastisk stykke arbejde – som blandt andet resulterer i forskning, der uden tvivl har international topklasse. Hatten af for det. Men – det er ikke ensbetydende med, at alt er som det skal være – og at der ikke kan være projekter og rådgivningsforløb, som man med rette kan argumentere for er fagligt kritisable. Og hvis det er tilfældet, skal man selvfølgelig kunne kritisere det, med det formål at få bragt tingene på ret kurs. Det er det, vi forsøger at gøre på Fisk & Fri. At man gør nogen ting godt, er ikke et argument for, at man skal undlade at rette op på de ting, der åbenlyst ikke er i orden.
Jeg vil blande mig uden om diskussionen mellem Anders Koed og Jarl Gorridsens om Tange Sø. I stedet vil jeg forholde mig til de kritiske artikler, som har været bragt på fiskogfri.dk: Som nævnt ovenfor er den censurerede rapport, som Fisk & Fri har set den ucensurerede del af, en vurdering foretaget med de store oversigtsbriller. Her kigger man på, hvor mange der er ansat, hvilke ting de arbejder med, om der er god sammenhæng i arbejdet – samt om DTU Aqua samlet set har publiceret en fornuftig mængde af forskningsartikler. Og det har de – ifølge de unavngivne og censurerede kilder. Bedømmelsen inddrager hele DTU Aquas arbejde – både det er der foretaget for Fisketegnsmidler, og det er er lavet for fx EU-midler. Det betyder at fx projekter og publikationer finansieret af EU-midler, vil ville kunne være med til at ”løfte” projekter under finansieret af Fisketegnsmidlerne, som måske er knapt så imponerende – eller måske ligefrem det modsatte.
DET SIGER SIG SELV, at en sådan evaluering ikke går i dybden med samtlige projekter, kilder, faglige argumenter og alle dets konklusioner. Tilsvarende siger evalueringen intet overhovedet om kvaliteten og troværdigheden af DTU Aquas myndighedsrådgivning, som jo er generelt er tekstet på dansk – et sprog man må antage at ”internationale eksperter” næppe mestrer. Alle disse ting tilsammen betyder altså at ”den hemmelige evaluering” – uanset hvor mange rosende ord de censurerede og hemmelige forfattere måtte komme med – er værdiløs i en specifik debat om konkrete sager, hvor DTU Aqua kritiseres på deres faglighed.
Her må man forvente – og forlange, at DTU Aqua stiller op til at besvare spørgsmål. Og hvis ikke de er i stand til at argumentere fornuftigt for deres rådgivning, skal det selvfølgelig have en konsekvens for DTU Aquas fremtidige rolle i rådgivningen af interessenter og myndigheder.
I de næste to artikler i serien vil vi give et eksempel på, hvordan der kan argumenteres for, at rådgivningen fra DTU Aqua kan have været problematisk – ikke blot for vandmiljøet med også for en af vores vigtigste og mest populære sportsfisk.
Imens er min opfordring til Anders Koed fra DTU Aqua derfor følgende: Offentliggør rapporten inklusiv afsender og uden censur, så alle kan læse den i sin fulde helhed og sammenhæng. Det vil øge troværdigheden af at bruge den som reference for jeres faglige troværdighed. Vi publicerer den gerne her på fiskogfri.dk
aug 6, 2020 | Artikler, Miljø og debat
De kommende måneder vil få stor betydning for den fremtidige udvikling af de danske fiskebestande og samt kursen for dansk lystfiskeri generelt. Den 19. september afholder Danmarks Sportsfiskerforbund nemlig kongres, hvor der skal vælges en ny formand for DSF. Og så er der for nylig kommet en ny formand for §7 udvalget, der rådgiver om hvordan Fisketegnsmidlerne anvendes.
AF JENS BURSELL
Kombinationen af disse to ting gør, at der netop nu er optimale forhold for et friskt pust og en hårdt tiltrængt fornyelse i beslutningsprocesserne omkring dansk lystfiskeri – både hvad angår økonomi, værdier og prioritering af indsatsområder: Bruger vi vores penge godt nok? Hvilken natur er det vil vi have, og hvilke fiskearter skal vi prioritere højest i de kommende år? Gælder det om at promovere fiskeriet maksimalt og blive så mange lystfiskere som muligt – eller giver det reelt set et dårligere og mindre bæredygtigt fiskeri for alle? Får lystfiskerne mere indflydelse og bedre fiskeri ved at tækkes en vækst i lystfiskerturismen, eller vil man i virkeligheden kunne opnå et bedre fiskeri og mere indflydelse med nulvækst og en mere inkluderende politik, der i højere grad samler alle danske lystfiskere under én fane, så vi på den måde får større politisk gennemslagskraft, resulterende i flere penge til mere natur og højere biodiversitet? Kører det perfekt med tre-enigheden DSF, §7-udvalget og DTU Aqua, eller skal vi gentænke konstellationen, beslutningsprocesserne og den økonomiske fordeling af midlerne? Er det fantastisk, som det kører – kan vi nøjes med at fintune eller skal der et regulært pardigmeskift til for at kunne tilgodese de danske fiskebestande og bredden i dansk lystfiskeri bedre end det er tilfældet nu?
Mange meninger
Fakta er, at der nok er næsten lige så mange meninger, som der er lystfiskere. Og det er efterhånden ikke så lidt, for coronakrisen har betydet en kraftig vækst i interessen for lystfiskeri. Godt for foreningerne, organisationerne og grejbranchen, men er det også godt for naturen og fiskebestandene, hvis ikke vi sadler om, så der rent faktisk kommer flere fisk og ikke bare flere lystfiskere ved vores vande?
Der er rigtig mange ting, som vil være både vigtige og interessante at diskutere i den kommende tid, hvor den nye formand for DSF skal vælges. Danmarks Sportsfiskerforbund har igennem en lang årrække gjort et helt fantastisk stykke arbejde for især ørred – og laksebestandene, og de har kæmpet både godt og vedholdende for et bedre vandmiljø, fri passage i vandløbene samt en række andre gode sager. Denne indsats af DSF, tror jeg de fleste danske lystfisker anerkender og værdsætter.
Når det er sagt, så er der også en grund til at antallet af medlemmer er styrtdykket fra cirka 50.000 medlemmer i halvfjerdserne, over 25.000 i 1997 til cirka 15.000 i dag. I 2005 var der 190 foreninger og i dag er der blot 125. Ret skal være ret: Foreningslivet har det ikke godt, og det er en generel trend på landsplan inden for mange områder. En del af årsagen til medlemstallet skal derfor uden tvivl findes her. Men når det er sagt, så er der også en lang række foreninger, der ikke føler at DSF kæmper deres sag, hvilket nok især er foreninger hvis primære målgruppe er søfiskere, medefiskere, put and take fiskere og bådfiskere. Dette – kombineret med, at mange opfatter kontingentet som alt for højt, gør at det til sidst ender med, at mange foreninger melder sig ud. Og i takt med, at flere og flere lystfiskere, hvis hovedfokus ikke udelukkende er ørredfiskeri, melder sig ud, desto mindre fokuserer DSF på andre arter en ørred, eftersom de selvfølgelig skal tilgodese deres egne medlemmer. Og så har vi den berømte onde cirkel.
Det er nu, hvis vi vil en ny kurs for dansk lystfiskeri
Men hvad skal der til for at bryde den onde cirkel? Spørger du mig, så har vi det bedste tidspunkt i mange år lige nu. Fra september er der som nævnt nye folk på topposterne i både DSF og §7-udvalget, der fordeler Fisketegnsmidlerne – så det er en oplagt mulighed for fornyelse og reformation! I den kommende tid op til Kongressen, der afholdes nogenlunde samtidig med det første møde i §7 udvalget med den nye formand, vil vi derfor stille skarpt på en række problemstillinger, der er vigtige at få op og vendt, inden den fremtidige kurs for dansk lystfiskeri skal lægges.
De fleste danske lystfiskere kan blive enige super vigtige målsætninger som fri passage i åerne, flere ørred og renere vandmiljø – en kamp DSF i mange år har løftet virkelig godt. I stedet for at repetere og diskutere det, som de fleste kan blive enige om, vil vi i den kommende tid lægge vægt på at få belyst og diskuteret nogle af de emner, der for alvor deler vandene i dansk lystfiskeri – eksempelvis brugen af fiskeplejemidlerne, DTU Aquas monopol på rådgivning, kvaliteten af denne – samt kampen for et bedre fiskeri efter søernes rovfisk.
Det er både svære og tunge diskussioner, der skal tages, men det er det, der skal til for at få renset luften, så vi på et oplyst og friskt grundlag kan skabe den nye udvikling, der på sigt vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane.
jul 31, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Til august skal der udsættes sømrokker fra Kattegat Centeret i Kattegat. Projektet er et samarbejde mellem WWF og H & M.
Den 19. august 2020 skal H.K.H. Kronprinsessen udsætte sømrokker fra Kattegatcentret i Grenå. Det er første gang, at der udsættes sømrokker i dansk farvand. Udsætningen er resultatet af et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og H&M – og bliver den første officielle opgave for Kronprinsessen som nyudnævnt præsident for WWF i Danmark.
AF WWF, FOTOS: SCANPIX
– På overfladen ser alting måske godt ud, men vores danske farvande er hårdt pressede. Sådan lyder det fra WWF i en pressemeddelelse her til morgen Særligt hårdt ramt er familien af store bruskfisk som hajer og rokker. Rokkerne kom til verden for 425 millioner år siden, og i Danmark er der i alt 14 arter.
– Men de fleste danske rokker er i dag truet af udryddelse, og det er problematisk, for de spiller som rovdyr en vigtig rolle i havet ved at holde det øvrige marine liv i en sund balance.Derfor lancerede H&M og WWF Verdensnaturfonden for knap to år siden et længerevarende partnerskab for i fællesskab at gøre noget godt for det vilde dyreliv og samtidig nedbringe ressourceforbruget ved at tage betaling for poser i de danske H&M-butikker. Nu bliver de første sømrokker sat ud i Kattegat som en del af projektet.
– Det danske havmiljø er under et enormt pres fra intensivt fiskeri, forurening og udledning af næringsstoffer fra landbruget. Det gælder også sømrokken, der er en ikonisk og på sin vis eksotisk art i danske farvande. Derfor er jeg også særligt stolt over dette projekt, der skal skabe ny viden og opmærksomhed om sømrokken, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og fortsætter:
– Vi er meget glade for Kronprinsessens deltagelse i rokkeudsætningen i dag, og sammen med H&M og Kattegatcentret håber vi at skabe større fascination af nogle af de arter, som har eksisteret i længst tid på vores klode. For med fascination følger begejstring, og det giver en lyst til at beskytte naturen, som der i den grad er behov for i dag.
– Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker. Håbet er at hjælpe den pressede danske bestand og bidrage med ny viden. Rokkerne er udstyret med et lille mærke med et nummer på, som fiskere kan blive honoreret for at indberette i en database, hvis de får rokken i nettet. På den måde kan WWF Verdensnaturfonden og Kattegatcentret løbende blive klogere på rokkernes fangststed, tilvækst og bevægelsesmønstre.
Kronprinsesse Mary er præsident for WWF – og vil stå for udsætningen i august.
Pragteksempel på naturgavnligt samarbejde
Det fælles projekt finansieres af Pay it BAG-initiativet, hvor H&M som den første internationale modevirksomhed i 2018 begyndte at tage betaling for deres poser i butikkerne. Overskuddet fra posesalget går til grundforskning i danske sømrokkearter, og første fase af projektet kulminerer med udsætningen af op til 50 sømrokker fra Kattegatcenteret fra den 19. august frem til den 30. august.
– Vi er stolte af, at det er lykkedes at reducere vores poseforbrug med 60-65 procent, og at vi på den måde kan skabe positive forandringer for miljøet sammen med vores kunder. Beslutningen om at donationen skulle gøre en forskel for dansk natur, var oplagt for os, og det er spændende at være med til at bringe flere sømrokker tilbage i de danske farvande. H&M arbejder målrettet mod en mere bæredygtig modeverden, og det er kun muligt ved at samarbejde med andre – ikke mindst kunderne. At vi samtidig kan støtte et vigtigt naturbevarende formål i Danmark, er et stort plus for både H&M og vores kunder, siger Christel Friis-Mikkelsen, der er administrerende direktør for H&M i Danmark.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan ambitiøse samarbejder mellem NGO’er og virksomheder kan komme naturen til gavn – og samtidig sætte fokus på nye forbrugsvaner og udviklingen af mere bæredygtige forretningsmodeller. Pay it BAG-initiativet udspringer af en strategisk beslutning hos H&M om en cirkulær fremtid, hvor ressourcer bruges og genbruges på effektiv vis.
Om samarbejdet mellem H&M og WWF Verdensnaturfonden
- Den 1. oktober 2018 indførte H&M betaling på poser i alle deres butikker. Siden da er forbruget af poser er faldet med 60 til 65 procent.
- H&M og WWF har siden 2011 været globale samarbejdspartnere inden for blandt andet klima og ansvarligt vandforbrug.
- Projektet med at opfostre sømrokker med henblik udsætning i Kattegat sker som et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Kattegatcentret og H&M.
- I første fase af projektet udsættes i alt op til 50 sømrokker.
Om udsætningen
- Kattegatcentret har stået for at opdrætte sømrokkerne og klargøre dem til udsætning.
- H.K.H. Kronprinsessen tiltrådte før sommerferien som ny præsident i WWF Verdensnaturfonden efter Prins Henrik, der var med til at grundlægge den danske afdeling af verdens største naturorganisation.
- H.K.H. Kronprinsessen vil onsdag den 19. august være med til at udsætte fem sømrokker.
- Fra d. 19. august frem til den 30. august udsættes op til 50 sømrokker.
- Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker.
- Det er første gang nogensinde, at sømrokken udsættes efter de rette forskningsmæssige principper, og projektet er et pilotprojekt for udviklingen af en protokol for korrekt udsætning af store havdyr, som kan anvendes af akvarier over hele verden.
Fiskere, der får sømrokker i nettet, opfordres til at sætte rokken ud igen, særligt hvis den er i live. De vil blive honoreret, hvis de indberetter rokkens nummer til Fiskeatlas.
Om sømrokken
Sømrokken er brunlig med mørke og lyse pletter, og den har små torne ned langs ryggen, deraf navnet. Den findes oftest på havbunden og har en flad, rombeformet krop. Rokkens mund, næsebor og gæller findes på undersiden af kroppen. Den har en lang hale, der i modsætning til flere andre rokkearter ikke har en giftig pig.
jun 17, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Prisestimater baseret på uvildige ekspertudtalelser tyder på, at DTU Aqua har taget i omegnen af 700% for meget i løntimer for projektet Søhåndbogen i perioden 2011-2015. Det er dog først, da Miljø- og Fødevareministeriet kræver en forklaring, at Fisk & Fris spørgsmål til regnskabet fra artiklen ”DTU Aqua´s Søhåndbog – tre millioner for dyr?” bliver “besvaret”. Men – DTU Aquas “svar” forklarer ikke det ekstremt høje ressourceforbrug på projektet – tværtimod.
AF JENS BURSELL
Efter lang tid er det endelig lykkes Fisk & Fri at få lidt mere konkrete svar på vores spørgsmål til DTU Aqua vedrørende regnskabet for projektet ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015. Men – i DTU Aquas svar hverken afklares, godtgøres eller dokumenteres det reelt set, hvordan det kan have kostet så meget at producere så lidt – snarere tværtimod. I stedet kommer DTU Aqua med en række vildledende oplysninger, hvor det virker som om, at man fra DTU Aquas side bevidst forsøger at føre Miljø- og Fødevareministeriet, Fiskeristyrelsen og de danske lystfiskere bag lyset i et forsøg på at bortforklare et urimeligt højt forbrug af ressourcer på nogle ret små og overskuelige opgaver.
700 % overforbrug af timer?
Hvis vi udelukkende kigger på forbruget af løntimer fra DTU Aqua, så bør der ringe en kraftig alarmklokke hos de ansvarlige i Miljø- og Fødevareministeriet samt Fiskeristyrelsen: Fraregner man de dokumenterede omkostninger til eksterne bidragsydere med bilag inkl. overhead, har DTU Aqua brugt 3.272.150 lønkroner på projektet i 2011-2015. Sættes dette tal i forhold til Fisk & Fris estimat af, hvad det kunne have været gjort for i løn eksklusiv bilags dokumenterede udgifter (808.000 – 391.000 = 417.000), kommer man frem til, at DTU Aqua har brugt i omegnen af 7-800 % flere timer, end det man med rette kunne forvente på baggrund af de oplysninger, vi har om tidsforbrug på lignende opgaver fra uvildige kilder i forskningsmiljøet (3.272.150/417.000 = faktor 7,8).
Uanset hvordan DTU Aqua forsøger at vende og dreje tallene for at få det til at lyde som om, at man slet ikke kan regne med det estimater, Fisk & Fri har lavet på baggrund af uvildige og veldokumenterede kilder, så er fakta følgende: Alt tyder stadig på et ekstremt overforbrug af ressourcer i dette projekt. Selv hvis man antager, at forskerne fra fx KU slet ikke ved, hvad de taler om, når de udtaler sig om hvor lang tid det tager at lave lignende opgaver – og lægger 100 % oven i alle estimater – så er der stadig tale om et overforbrug af timer fra DTU Aquas side på i omegnen af faktor 7! Men – der er dog ingen grund til at lægge 100 % oveni estimaterne, for Fisk & Fris ressourceestimater er yderst realistiske – og som dokumenteret nedenfor snarere overestimerede end underestimerede.
Her bør man som ledelse i DSF, medlem af §7 udvalget, ansvarlig politiker eller embedsmand stille sig selv følgende spørgsmål: Er alt OK? – eller alternativt – er DTU Aqua ekstremt langsomme til at udføre deres arbejde? Og i så fald bør dette have en konsekvens for prissætningen og kontrollen på fremtidige opgaver? Eller kan der være tale om et fiktivt regnskab, hvor pengene reelt set bliver brugt til noget andet, end det man siger de bliver brugt til? Er det lovligt – og hvis det ikke er, hvad skal det i givet fald have af konsekvenser?
Hvorvidt de danske lystfiskere har fået nok for pengene med DTU Aquas projekt Søhåndbogen har stor betydning i en bredere sammenhæng, for hvis man får alt for lidt for pengene i ét projekt som dette – hvad så med alle de andre projekter? At pengene udnyttes optimalt har stor betydning for vores fiskebestande, for jo bedre pengene anvendes – desto mere fisk og miljø får vi for pengene.
Feedback på DTU Aquas svar:
Indledningsvis siger DTU Aqua i deres svar på Fisk & Fris Spørgsmål, at de har brugt 2-3 måneder på at svare på spørgsmål til Fisk & Fri i denne sag. Hvis tidsforbruget på disse ret simple spørgsmål vitterlig har været så højt, som DTU Aqua siger det er, så tyder det på, at man enten ikke har haft orden i dokumentationen for sit arbejde i første omgang – eller at det sikkert kan tage lang tid at argumentere fornuftigt for, at et så begrænset et stykke arbejde, kan have kostet så mange penge. Når der har været mange mails mellem DTU Aqua og Fisk & Fri/Jens Bursell – så har det bl.a. noget at gøre med 1) at man i høj grad ikke besvarede spørgsmålene eller gav vildledende svar i første omgang (eksempelvis at man linker til budgetter, når der spørges efter regnskabet) og 2) at Offentlighedslovens tidsfrister ikke blev overholdt i forbindelse med den første aktindsigt – hvilket til dels kan være en fejl fra Fiskeristyrelsens side.
DTU Aqua skriver, at de har undersøgt muligheden for at få afprøvet holdbarheden af Fisk & Fris journalistiske metoder ved pressenævnet, og at det ikke kan lade sig gøre, fordi Fisk & Fri ikke er tilmeldt dette. Det virker mest af alt som et forsøg på at fjerne fokus fra det det drejer sig om – nemlig at der tilsyneladende er brugt alt for mange penge på alt for lidt. Fisk & Fri overholder helt almindelige etiske retningslinjer for journalistik – og alt hvad vi har gjort er at stille kritiske spørgsmål, hvoraf hoveparten dokumenterbart ikke tidligere var besvaret af DTU Aqua – hverken via tidligere mails eller aktindsigter. At de manglende svar fra DTU Aqua så måske stiller dem i det dårligt lys – det er jo deres egen skyld: De har haft alle muligheder og masser af tid til at svare, inden artiklen blev publiceret – og de er blevet tilbudt at tage til genmæle i selve artiklen. Samtlige normale journalistiske principper er fulgt på helt almindelig vis. Så selv, hvis DTU Aqua kunne havde fået testet sagen i Pressenævnet, ville der ikke have været noget at komme efter.
DTU Aqua skriver: ”En lang række af spørgsmålene, stillet af Fisk & Fri/Jens Bursell neden for går på tidsforbrug og drift i forbindelse med delopgaver lavet på Søhåndbogs-projektet. Denne information findes ikke, jf. ovenstående. DTU Aqua har flere gange i løbet af de seneste år informeret Fisk & Fri/Jens Bursell om dette.” Dette er ikke korrekt: Det er kun i ét enkelt af svarene i forbindelse med aktindsigten af 6. maj 2019 (svar 3), at DTU Aqua har oplyst om dette – og her har denne oplysning været specifikt møntet på produktionen af databasen til Vidensbanken. DTU Aqua har således ikke tidligere oplyst, at det tilsyneladende nu gælder projektet som helhed.
Det forekommer i min optik besynderligt, at man fra DTU Aquas side opgiver et timeregnskab med decimalers nøjagtighed hvert eneste år – helt uden at have en mellemregning? Det fremkomne timeantal må jo være fremkommet på basis af nogle indberetninger – hvis der da ikke, som meget tyder på, er tale om et fuldstændigt fiktivt timeregnskab? Så kan man så spørge sig selv, hvorvidt det er lovligt at opgive et fiktivt timeregnskab? Hvis der var tale om et rammebevilling, så ville der jo blot stå, at man havde brugt det aftalte beløb og ikke et specifikt antal timer? Dette er Fisk & Fri pt ved at undersøge.
Nedenfor vil jeg gennemgå DTU Aquas svar – og forklare samt dokumentere, hvorfor deres svar intet ændrer ved pointen i artiklen: Alt tyder nemlig stadig på, at projektet til cirka 3,8 millioner kroner kunne have været udført cirka 3 millioner billigere.
1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?
DTU Aquas svar på Fisk & Fris spørgsmål til dette ændrer overordnet set intet ved det faktum, at produktionen af tekst til selve Søhåndbogen umuligt kan have kostet mere end cirka 200.000 kroner, på trods af, at vi efterfølgende har fået oplyst fra Peter Rask Møller, at finansieringen fra Aage V- Jensen ikke har været tilstrækkelig til at dække samtlige udgifter på Atlasprojektet over Danske Ferskvandsfisk, som arbejdsbyrden på Søhåndbogen sammenlignes med. Eftersom den KU medarbejder, som ikke har været dækket ind af Aage V Jensen midlerne kun har bidraget med cirka 10 % af bogen, ændrer dette intet nævneværdigt i det overordnede regnestykke på, hvor meget det i grove tal kan have kostet at lave ”Søhåndbogen”. At det nu viser sig at cirka 10 % af arbejdet på Atlas Projektet har været ufinansieret svarer jfr. Henrik Carls svar nedenfor til en forskel på cirka 20.000 kroner i prisestimatet for arbejdet, hvilket intet nævneværdigt ændre i udregningerne på et projekt til 3,8 millioner kroner. Og – denne mindre fejlkilde modvirkes til fulde af alle de mange underestimater vi refererer og dokumenterer nedenfor. Den helt tunge og tidskrævende arbejde i KU’s bidrag er jo netop selve den research, der ligger bag alle de mere sjældne og fåtallige arter – i modsætning til den del DTU Aqua har lavet, der primært fokuserer på velkendte arter, som forskerne har arbejdet med i mange år, hvor der findes massevis af litteratur – og som derfor er lettere at skrive. Og – tung baggrundsresearch har jo netop ikke været aktuelt på Søhåndbogen, da der som uddybet nedenfor er tale om simpel formidling af standard stof – der mere eller mindre er en forenklet og nedbarberet repetition af indholdet i Atlasprojektet, som DTU Aqua arbejdede med lige inden Søhåndbogen – betalt af andre midler.
Når DTU Aqua skriver, at deres arbejde har været delvist selvfinansieret på Atlasprojektet, kan man undre sig meget over, at det skulle tage så lang tid, når man ser hvor lille en del af det samlede projekt, de har lavet (196 sider = 28%) – et arbejde de ifølge K.U. har fået ca. 650.000 kroner for (hvoraf nogen var øremærket til indtastning). (DTU Aqua har skrevet siderne 37-48 (12s), 97-114/2 (8,5 s), 351-367 (17s), 375-385/2 (5,5 s), 385-502 8 (118s), 569-600 (32s) = 196 sider ud af 700 = 28 %).
DTU Aqua mener ikke, at der er ”valide metoder” til at beregne standard enhedspriser på ord. Det er klart, at det kan variere meget – og det er netop derfor, at Ferskvandsatlasbogen er brugt som eksempel på, hvad noget lignende og endda sværere har kostet. Og jo – så alligevel? For når man kigger på Søhåndbogen, så er det ekstremt vigtigt at holde sig for øje, at det jo netop IKKE er videnskabelige tekster – men blot helt almindelig simpel populærformidling af et emne, som forskerne er inde i i forvejen. Og det kan man selvfølgelig godt sætte mål for, for Søhåndbogen er ikke sværere at producere end så meget andet journalistisk arbejde, som laves om et emne, man i forvejen har sat sig ind i og ved noget om.
Selvfølgelig kan man sætte et omtrentligt antal ord på, hvad man gennemsnitligt kan producere af tekst på en arbejdsdag om et stof, som man i forvejen er fuldstændig inde i. Jeg er selv biolog samt har skrevet professionelt siden halvfemserne – og jeg ved, at man som minimum ved almindelige formidling bør kunne producere 1200-1600 ord dagligt – og i nogle tilfælde over 2-3000 ord som 100 % færdig tekst. Eller sagt på en anden måde. Hvis DTU Aqua vitterlig har været så lang tid om at producere teksten som de siger, kan der argumenteres for, at de simpelthen ikke har kompetencerne til at skrive tekster af den karakter. Jeg har selv skrevet over 10 bøger – så jeg ved præcist, hvor lang tid det tager at skrive om selv komplicerede emner, man er godt inde i allerede.
For at få uddybet skriveeksemplet fra Atlas Projeket har Fisk & Fri spurgt Henrik Carl fra KU om, hvor lang tid han har brugt på skrivearbejde i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. – Jeg har brugt cirka 60 % af min arbejdstid i et halvt år på selve skriveprocessen af brødteksten Det giver godt tre måneders løn til ca. godt 40.000 kr. om måneden (inkl. feriepenge osv. men uden overhead, da Aage V. Jensens Fonde ikke giver overhead) = godt 120.000 kr. for at skrive ca. 60 % af bogen, slutter han.
Atlasbogen er på 700 sider á ca 500 ord = 350.000 ord, så her har det altså kostet cirka 120.000 kroner at producere 210.000 ord. Omsættes dette til omfanget af DTU Aqua søhåndbog på 82.000 ord, svarer det til at denne, som jfr. argumenterne ovenfor bør have været markant lettere at skrive, kunne have været skrevet til 46.800 kroner (82.000/210.000 x 120.000 kr). Hertil kommer redigering af teksten, som maksimalt er en uges arbejde for så lille et projekt som Søhåndbogen – hvor man oven i købet kan efterredigere løbende, hvilket gør arbejde lettere end på en trykt bog. Så Fisk & Fris bud på, at det maksimalt burde have kostet i omegnen af 200.000 kr. at skrive Søhåndbogen er derfor på ingen måde overdrevet – tværtimod.
Jeg har tidligere spurgt DTU Aqua hvilke dele af deres tekster i Søhåndbogen, de mener har været så svære at skrive, at det er ikke er noget, som de burde kunne skrive på rygraden uden tung research – og jeg har aldrig fået svar. Måske er der en årsag til, at de ikke ønsker at præcisere dette?
I aktindsigten fra 14. maj stiller Fisk & Fri spørgsmålet: ”Har DTU Aqua måtte foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten? Hvis dette er tilfældet, ønskes dokumentation for hvilke undersøgelser man evt. har lavet til brug for hvilke dele af Søhåndbogen (med konkrete links til dette) – samt hvorfor – plus hvor lang tid det har taget, samt hvornår arbejdet er udført, og hvad det har kostet. Eventuelle undersøgelser ønskes fremlagt enkeltvis i deres helhed, så det er muligt at bedømme arbejdsbyrden i disse.”
Hertil svarer DTU Aqua: ”Svar 10. Der er til produktion af Søhåndbogens tekster trukket på eksisterende vide fra litteraturen samt viden opnået gennem DTU Aquas egne forskningsprojekter. Ligeledes er ny viden løbende indarbejdet i Søhåndbogens tekster. I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndbogsprojektet. ”
Her siger DTU Aqua altså selv, at de ikke selv har været ude at lave specielle undersøgelser for at kunne skrive teksten til Søhåndbogen, hvorefter de nævner et projekt fra 2016-18, der er i øvrigt er irrelevant i denne sammenhæng, eftersom det er regnskabet i 2011-2015, som er til debat fra Fisk & Fris side.
Et andet væsentligt argument, der taler for, at de 200.000 kr. for ”Søhåndbogen” snarere er overdrevet end underdrevet er, at er de nævnte 82.000 ord på https://www.fiskepleje.dk/soeer og undersider er screendumpet, gemt og talt i efteråret 2018. Men – det regnskabseksempel, Fisk & Fri taler om, er fra en femårig periode fra 2011-2015. Det betyder selvfølgelig, at det reelle antal ord i den tekst, som DTU Aqua har produceret for de nævnte beløb i 2011-2015, altså er markant mindre end det der er optalt tre år efter af Fisk & Fri, fordi man fra DTU Aquas side løbende har uploadet fra 2016-2018. En stor del af teksten er produceret i perioden 2011-2015, men det reelle antal ord produceret i 2011-2015 er derfor sandsynligvis mindst 10-20 % lavere end de angivne 82.000 ord, fordi de sidste 10-20 % er produceret i 2016-2019, som ikke er den periode, vi diskuterer.
DTU Aquas kommenterer, at ”det er et væsentligt forhold, at der tjenes penge på Atlas over danske ferskvandsfisk, som kun tilfalder KU, mens Søhåndbogen er gratis”. For at belyse dette har jeg talt med Henrik Carl fra K.U, der er redaktør på Fiskeatlasset. – Alle penge der ”tjenes”, sættes ind på en lukket konto, der udelukkende bruges til at finansiere et evt. genoptryk, svarer han. – Desuden vil der aldrig reelt set kunne blive tjent noget som helst eftersom a) Bogen sælges via boghandlere. På grund af avance til detailleddet + lageromkostninger, betyder det, at KU ikke modtager 399 kr/bog som DTU Aqua skriver, men derimod ca. 160 kroner/bog. Der er trykt 5000 bøger hvoraf ca. 2500 er solgt. Det giver ca. 400.000 kr. Hvad der pt. er omsat for, dækker altså ikke engang de cirka 500.000 kroner, der er afsat til tryk og grafiker, slutter Henrik Carl.
At bruge dette som et argument for at retfærdiggøre DTU Aqua ekstremt høje priser, holder derfor ikke som argument.
Alt i alt er der således intet belæg for, at det bør have kostet mere end i omegnen 200-250.000 kr. at producere teksten til Søhåndbogen.
DTU Angiver endvidere fejlagtigt, at prisen for skrivearbejdet er 10 kr./ord i deres ”sammenligning” til hvad deres svar har kostet at producere. Det er ikke korrekt – Peter Rask Møllers estimat er 3 kr. ord for selve skriveriet – jfr. teksten i Fisk & Fris artikel.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Præciser venligst hvilke dele af Søhåndbogen der skulle have været så svære at producere, at teksten ikke kan betegnes som almindelig populærformidling af eksisterende viden, som man kan forventes at være godt bekendt med i forvejen som forsker inden for sit speciale inden for ferskvandsbiologi?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i, at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man siger, at man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor endvidere: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 1) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Søhåndbogen inkl undersider (.aspx) betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrums Søs rovfisk have kostet?
DTU Aqua forholder sig slet ikke til, at Fisk & Fri sort på hvidt har afsløret, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at føre offentligheden bag lyset ved at opgive Esrum Sø arbejdet som ”et arbejde lavet 100 % for de midler, som er tildelt Søhåndbogen” – når fakta er, at kun en lille brøkdel af arbejdet reelt set er udført som lønnet arbejde fra DTU Aquas side. Hvorfor bliver det forbigået i tavshed?
DTU Aqua nævner 5 peer reviewed videnskabelige bogkapitler udgivet i 2018 i deres forsøg på at forklare ressourceforbruget i 2011-2015. Her kommer vi frem til en meget væsentlig ting: Hvis det virkelig er sandt, at disse videnskabelige artikler reelt set er produceret for samme midler, der er tildelt ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015, så forekommer det besynderligt, at DTU Aqua slet ikke har nævnt arbejdet med disse projekter i deres status rapporter fra 2011-2015, som jo netop er deres egen opsummering af det arbejde de har udført, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris estimater på, hvad projektet burde have kostet. I disse status rapporter nævner DTU Aqua selv de mindste opgaver, de har lavet, så hvis det virkelig er rigtigt, at de har lavet 5-6 store videnskabelige artikler/kapitler i denne periode (ud over Esrum/gedder), hvorfor er det så ikke nævnt? Her bør der ringe en alarmklokke hos paragraf 7 udvalget der siger: Forsøger DTU Aqua efterfølgende, når man stiller spørgsmål til regnskabet, at henføre ting under Søhåndbogens regnskab i 2011-2015, som reelt set slet ikke hører hjemme her – blot for at skjule, et der reelt set er tale om et fuldstændig fiktivt timeregnskab?
Netop denne pointe understreges af DTU Aquas eget svar på aktindsigt 1 den 14. maj 2019: Her skriver man under pkt. c følgende på spørgsmålet om hvorvidt DTU Aqua har måttet foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten: ”I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen, i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndsbogprojektet.”
Heraf fremgår det ganske tydeligt, at DTU Aqua selvfølgelig både skal og bør indskrive i statusrapporten til ministeriet og offentligheden, hvad man rent faktisk har foretaget sig for pengene i det forgangne år – også af fx praktisk projektarbejde. Så når nu DTU finder det naturligt at gøre det her i dette tilfælde – hvad er så årsagen til, at DTU Aqua slet ikke har nævnt ”arbejdet” med de fem store videnskabelige bogkapitler i status rapporterne for 2011-2015, som de angiver at have lavet i samme periode for Søhåndbogspengene? Er det mon fordi de 5 videnskabelige bogkapitler fra 2018 i virkeligheden er lavet for nogle helt andre penge, eller efter 2015 – og blot er trukket ind som ”en god forklaring” på det ekstremt høje forbrug af midler til Søhåndbogen i 2011-2015? Denne pointe underbygger blot, hvad jeg har skrevet ovenfor: Der bør ringe en alarmklokke hos de ansvarlige i §7 udvalget og ministeriet: Forsøger DTU Aqua at skjule et fiktivt timeregnskab? Og der det lovligt?
En anden ting er, at det regnskab Fisk & Fri har kigget på som nævnt er fra 2011-2015, men de artikler og bogkapitler DTU Aqua nu pludselig vil have ind under ”Søhåndbogens regnskab for 2011-2015” er én publiceret i 2017 og fem fra 2018. Bevares – der går noget tid fra, at man udfører ”feltarbejde eller research” og skriver artiklen til den er godkendt og publiceret – vel typisk cirka 2-3 år. Men hvis DTU Aqua har denne logik, og selv mener, at det tager over tre-fire år fra arbejdet er påbegyndt til det publiceret, kan man undre sig over, at de så selv oprindeligt har medtaget Esrum artiklen fra 2013 i forklaringen på 2011-2015 regnskabet. For hvis denne logik gælder, så må den jo også gælde for fx Esrum artiklen, som efter denne logik i høj grad må være produceret før 2011, hvor vores regnskabseksempel starter… I øvrigt er det pudsigt, at DTU Aqua slet ikke nævner, at flere af dem, der har lavet en stor del af arbejdet på de nævnt 5 videnskabelige bogkapitler ikke er fra DTU Aqua og dermed sandsynligvis eksternt finansieret (?). Og dermed kan det jo heller ikke tælle som fuldtidsarbejde fra DTU Aqua?
Tilsvarende er det helt store ”skrivebordsfeltarbejde” fra 2017 artiklen om aborrer i Esrum Sø udført af en frivillig ulønnet medarbejder i perioden før 2013, og hovedparten af det teoretiske fundament for denne må antages at være nogenlunde det samme som for søsterartiklen fra Esrum publiceret i 2013, som der allerede er betalt for. Derfor er det næppe sandsynligt, at en del af dette arbejde har større relevans for 2011-2015 regnskabet.
Endnu mere absurd forekommer DTU Aquas regneeksempel, hvor de siger: ”Skulle man nu følge Fisk & Fri/Jens Bursell logik burde dette have kostet 3 x 5 = 15 måneders arbejde for en fuldtidsforsker. I 2018 var udgiften til løntimer på Søhåndbogen 790,7 timer, svarende til 6 måneders løn til en seniorforsker. DTU Aqua skulle altså have arbejdet 9 måneder gratis, samtidig med udgivelse af 9 andre publikationer og tidsforbrug til rådgivning og forsøgsvirksomhed. Dette regnestykke viser med al ønskelig tydelighed, at antagelserne og metoden ikke er valid”. Nej – DTU Aquas dårligt valgte regneeksempel her siger blot noget om, at DTU Aqua tilsyneladende helt har glemt, at hovedparten af arbejdet i forbindelse de artikler/kapitler de nævner som eksempel (publiceret i 2017-2018) selvfølgelig ikke er udført i 2018, men derimod snarere de nærmeste år før – dvs fx 2016-2017 – eftersom hele redigerings, tryk og distributionsprocessen ved en sådan bog ofte er relativt lang. Ikke fordi det nødvendigvis tager årevis at lave kapitler som disse, men fordi der er lange venteperioder, hvor man afventer at peer reviewerne får læst og taget stilling til teksten – hvorefter der efterfølgende bruges tid på rettelser frem og tilbage mellem forfattere og reviewere. DTU Aqua modsiger også sig selv ovenfor, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at de selv i deres statusrapport fra 2019 skriver: ”I 2017 er der endvidere arbejdet med international publicering af DTU Aquas ekspertviden om gedder i form af bidrag til en engelsksproget bog om gedder, Biology and Ecology of Pike, som er udgivet primo 2018. Bogen opsamler og sammenfatter den nyeste viden om gedders biologi, populationsdynamik og forvaltning. DTU Aqua har været medredaktør på bogen og desuden bidraget til 6 af bogens 14 kapitler”. DTU Aquas eksempel holder derfor ikke – for de skriver jo selv, at arbejdet de referer til er lavet i 2017 – hvorfor siger de så her flere år efter, at det er lavet i 2018?
Det er klart, at der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at lave forskelligartede videnskabelige publikationer. De angive tal er blot givet for at sætte arbejdet i et groft perspektiv. Men uanset hvem der har ret i diskussionen om, hvor lang tid det gennemsnitligt tager at lave en peer reviewed videnskabelig publikation, så er den fuldstændig irrelevant ifht de store linjer med at bedømme DTU Aqua arbejdsindsats for de midler de har fået i 2011-2015 til Søhåndbogen. I denne periode er der nemlig kun fra officiel side godkendt produktion af én eneste videnskabelig publikation. Og det er Esrum Sø undersøgelsen, hvor vi jo netop har dokumenteret jfr. Pkt. 2 på https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/ at kun cirka 10-20 % reelt set er produceret for løntimer hos DTU Aqua på del 1 publiceret i 2013. Eftersom del 2 publiceret i 2017 som nævnt hviler på samme data- og model grundlag, som altså for hovedpartens vedkommende allerede er ”betalt for i artikel 1 fra 2013”, så er del 2 om aborrer irrelevant for 2011-2015 regnskabet, fordi review processen sjældent tager mere end et år, hvormed del 2 må antages at være færdigt produceret i perioden 2016-2017 – altså uden for den periode vi taler om.
I den aktindsigt Fisk & Fri får svar på den d. 14 maj udbeder Fisk & Fri sig under pkt. 4 kontrakten eller den kommunikation, der dokumenterer, hvad det helt præcist er Fiskeristyrelsen og §7 udvalget aftaler at betale DTU Aqua for at producere i forbindelse med deres arbejde til Søhåndbogen. Her udbad vi os både den oprindelige opgaveformulering fra 2010-11 – og den nye opgaveformulering, da projektet ændrede officiel titel fra og med 2017. Hertil svarer DTU Aqua: ”Opgaveformuleringen, som er anbefalet af §7 udvalget og godkendt af Fiskeristyrelsen/ministeren, fremgår af de relevante Handleplaner, se svar 3”.
Men – hvis man nærlæser ovennævnte, som er anbefalet af §7 og godkendt af Fiskeristyrelsen – både når man læser handlingsplanerne (hvor det, der er godkendt, fremlægges) samt status rapporterne (hvor det, der er udført, er opgjort) – så fremgår der absolut intet om, at man DTU Aqua skulle have fået godkendelse fra nogen instanser til at producere de fem ovennævnte videnskabelige bogkapitler, der blev publiceret i 2018.
DTU Aqua skriver og dokumenterer altså selv via aktindsigten, at DTU Aqua slet ikke har fået clearet og godkendt de 5 videnskabelige bogkapitler, som man efterfølgende prøver at føre ind under 2011-2015 regnskabet. Her bør man stille sig selv følgende spørgsmål: Kan det hænge sammen med, at disse projekter faktisk aldrig nogen sinde har hørt under ”Søhåndbogen”? – og at man fra DTU Aquas side tilsyneladende søger at føre offentligheden bag lyset ved at bruge disse projekter til at forklare, hvor alle pengene er blevet af i 2011-2015 regnskabet?
Sidst men ikke mindst er det normal praksis, at redaktøren (her projektlederen på Søhåndbogen”) og forfatterne (bl.a. samme redaktør), som forsøger at køre betalingen af deres arbejde ind under ”Søhåndbogen”– selvfølgelig må forventes at have modtaget betaling og/eller royalty for deres bidrag – præcis lige som alle andre redaktører og forfattere normalt gør det. Dette gælder selvfølgelig også videnskabelige bogpublikationer, som sælges kommercielt – fx ”Ecology and biology of Pike”, hvor de 5 videnskabelige bogkapitler er publiceret i 2018. Såfremt dette er tilfældet, kan man undre sig over, at DTU Aqua slet ikke nævner dette. Man kan jo ikke bruge disse bogkapitler som forklaring på et forbrug af timer under Søhåndbogsprojektet 2011-2015, hvis man samtidig har fået betaling for arbejdet fra forlaget CRC Press. Men – eftersom de 5 nævnte bogkapitler jo IKKE er godkendt som et arbejde under Søhåndbogen, er det dog en teoretisk diskussion.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor opgiver i 5 store videnskabelige bogkapitler som ”forklaring” på høje udgifter i 2011-2015, når dette arbejde slet ikke er godkendt som hørende ind under projektet i perioden – og heller ikke er opgjort som udført arbejde af jer selv i status rapporterne for samme periode? Kan i forstå, at dette let kan opfattes, som at i bevidst forsøger at føre læserne af svaret bag lyset? b) Fremlæg venligst kontrakten mellem CRC Press og DTU Aquas redaktør/forfatterne fra DTU Aqua, så vi kan få afklaret, hvorvidt DTU Aqua har forsøgt at få betaling for det samme arbejde fra to forskellige instanser.
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Esrum Sø artiklen betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?
Igen er der intet hold og substans i DTU Aquas svar. DTU Aqua har vist misforstået teksten i artiklen fra Fisk & Fri, hvor vi udelukkende forholder os til regnskabet i Søhåndbogen fra 2011-2015. Derfor forekommer det besynderligt, at de fremkommer med en liste, der går til 2018. Er det mon for at få det til at se ud som om de har lavet en masse for pengene? Diskussion af de fem videnskabelige bogkapitler, og dokumentation for, at de overhovet ikke kan medtages i regnskabet fra 2011-2015, fordi de ikke er nævnt i DTU Aqua egne handlingsplaner og status rapporter, er givet ovenfor under pkt. 2.
DTU Aqua skriver, at 41 artikler er udeladt: Der er ikke korrekt, og meget tyder på, at DTU Aqua ikke har fået læst Fisk & Fris artikel ordentligt. Den liste, der refereres til (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er jo netop alle de artikler, der ikke allerede er indeholdt på Søhåndbogen i perioden 2011-2015, som i Fisk & Fris terminologi dækker alt det, der ligger på https://www.fiskepleje.dk/soeer + disses undersider. De artikler som DTU henviser til som ”manglende”, er altså dem, der ligger på undersiderne https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx . De mangler ikke og er ikke glemt, men er en del af det samlede antal ord, som vi referer til, der fylder i alt 82.000 ord. Pudsigt nok er kun et par af de artikler, som DTU Aqua fejlagtigt refererer til som ”manglende” – pt on-line… Enkelte af dem er dog stadig on-line, så her har vi krydstjekket med vores dokument på de 82.000 ord – og de er selvfølgelig talt med. Måske ønsker DTU Aqua ikke, at man skal kunne dobbelttjekke det ret begrænsede omfang af denne tekst? Det drejer sig nemlig primært om mindre ”populær-webnyheder” og småartikler på typisk nogle få hundrede ord stykket.
Teksten i ”de 41 artikler” mangler altså ikke, men selv hvis den havde gjort det, så havde det intet rykket i de store linjer. Mindre webnyheder som flertallet af disse, tager nemlig max 30 minutter stykket at lave inkl. upload og web-skalering af fotos, så det kunne max have udgjort cirka 20-30 timers arbejde.
Listen på 23 artikler fra Fisk & Fri (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er altså som nævnt de artikler, som IKKE er med i ”Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”), men som DTU Aqua tilsyneladende mener sig berettiget til at medtage i projektet, på trods af at det reelt set virker som helt almindelig populær formidling af DTU Aquas generelle arbejde, som intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. At man har fra §7 har godkendt Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”) med et formidlingsformål er da ikke det samme som, at man har givet DTU Aqua carte blanche til at køre alle formidlingsaktiviteter på søområdet – eksempelvis i eksterne medier – ind under finansieringen af dette projekt. Argumentationen er derfor ikke som DTU Aqua antyder cirkulær
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor tror i at Fisk & Fri mangler 41 artikler i optællingen af arbejdet? Samtlige undersider på Søhåndbogen (inkl dem der står som .aspx i litteraturlisten) er jo som nævnt medtaget i optællingen af de 82.000 ord, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris prisestimater. b) Det virker umiddelbart som et meget pudsigt sammenfald, at hovedparten af de artikler, som DTU Aqua siger mangler i Fisk & Fris optælling – lige pludselige er offline. Er det fordi I ikke ønsker, at Fisk & Fri skal dokumentere sort på hvidt, at alt allerede er optalt og inkluderet i de 82.000 ord samt bilag 3 (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366)? c) Hvorfor sender DTU Aqua en litteraturliste, der går til 2018, når den del af regnskabet, der stilles spørgsmålstegn ved, kun går fra 2011-2015? Kan I forstå, hvis det kan opfattes som, at I prøver at få uopmærksomme læsere til at tro, at der er lavet mere for pengene, end det i selv har opgjort i statusopgørelserne fra 2011-2015? d) Hvis DTU Aqua mener, at de artikler, der er nævnt i bilag 3, er så stort et arbejde at lave, at man mener det er relevant at medtage i opgørelsen for, hvad der er lavet for fisketegnsmidlerne under Søhåndbogen i 2011-2015 – hvorfor er dette arbejde så ikke nævnt i status opgørelserne for samme år, hvor i ellers minutiøst beskriver alt arbejde helt ned til den mindste detalje? Kan i forstå, hvis man som læser mistænker, at disse artikler oprindeligt slet ikke er lavet under projektet Søhåndbogen, men at DTU Aqua efterfølgende, når der stilles kritiske spørgsmål til regnskaberne, forsøger at henføre disse artikler under projektet for at få tidsforbruget til at se mere realistisk ud?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på pkt. 3 betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?
DTU Aquas svar ændrer intet ved realiteterne i Fisk & Fris prissætning af dette arbejde. DTU Aqua skriver ”at de ikke er bekendt med valide metoder til at beregne enhedspriser på scanning”. Selvfølgelig kan man give et groft estimat over tidsforbruget, når man ved at 1) hovedparten af rapporterne i forvejen findes hos DTU Aqua, 2) man ved hvor få sekunder det tager at scanne en side 3) forholder sig til det faktum, at alle moderne scannere selv kan samle de enkelte scanninger til et dokument og 4) antager at man selvfølgelig sætter en studentermedarbejdere til det utrolig lette arbejde, det er at scanne. Det forekommer mærkeligt, at forskere med en så høj uddannelse, finder så simpelt et estimat så svært. Men måske ønsker man ikke at folk skal vide, hvor kort tid et sådant arbejde reelt set tager?
Jeg har selv billedbehandlet i Photoshop professionelt i over 15 år og kan blot sige, at Individuel justering af billeder med lys, kontrast og et par simple kloninger mv højest tager højest 2 minutter pr billede. Konvertering af negativ til positiv er jo blot et tryk på en knap i Photoshop, så det kan næppe heller være dette, der har belastet DTU Aquas medarbejdere hårdt ved denne opgave. Så selv hvis samtlige fotos er individuelt billedbehandlet, kan det max have taget 1-2 ugers arbejde at udføre dette. Med udgangspunkt i dette forekommer det besynderligt, at DTU Aqua har fået flere hundrede tusinde kroner for det ret begrænsede arbejde. Dette er selvfølgelig ikke betalt af lystfiskerne, men det siger – lige som resten af dette udregningseksempel – noget om, at man som ansvarshavende for brugen af Fisketegnsmidlerne, bør undersøge meget grundigt, hvorvidt der helt generelt kan være tale om et groft overforbrug af penge i DTU Aquas projekter? – der som bekendt ikke er i udbud…
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Kan DTU Aqua forstå, at man som læser af jeres svar, måske finder det mærkeligt, at højtuddannede forskere ikke mener det er muligt at sætte et omtrentligt tidsestimat på noget så simpelt som at plukke nogle rapporter ned fra ens egne hylder og scanne dem? Kan I forstå hvis det virker som om, at i ikke ønsker at folk skal vide hvor lang tid en sådan proces reelt set tager?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Feedback på Fisk & Fris spørgsmål 5-7
Til spørgsmålene ”Hvad kan vidensbankens database have kostet?”, ”Indledende arbejde til Fangstjournalen” og hvad kan vandmiljøagenterne have kostet? – vil vi blot gentage følgende:
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 5-7) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette – punkt for punkt?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
8- Syntese om forvaltning af geddefiskeriet i Lillehammer
Fisk & Fris prisestimat på hvor meget dette kan have kostet er fuldstændig realistisk, eftersom alt hvad de har skulle gøre er at forberede et indlæg med resultater som allerede er produceret for andre penge.
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 8) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
