aug 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART
Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.
Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:
– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.
Hvorfor har vi så få sandart?
Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.
Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.
Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.
Spærringer kan have medvirket til nedgang af sandart
Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.
Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder. Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.
Spærringer blokerer for genindvandring af sandart
Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.
Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.
Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.
Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.
Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.
Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis af sandart
DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.
Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.
For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.
Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.
Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.
Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.
Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred
Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere.
Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.
Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.
DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!
DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland. Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.
Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.
Holder DTU Aquas rådgivning om sandart?
Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.
Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.
DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.
På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert.
DSF vil ikke udtale sig om sandarten
Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.
FISK & FRI: Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt?
DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.
FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:
- Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
- Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
- Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?
DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.
Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?
Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.
Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.
Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.
Hvad siger DTU Aqua?
Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:
FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande? At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.
DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation: https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?
DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.
Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.
Litteratur:
Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.
Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.
Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.
Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.
FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.
At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?
DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?
Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.
Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.
Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?
Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.
Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.
aug 9, 2020 | Artikler, Miljø og debat
DTU Aqua er for tiden udsat for en del kritik af deres faglige troværdighed. For at forsvare sig mod dette har vicedirektør Anders Koed – senest i Midtjyllands Avis – refereret til topkarakterer i en undersøgelse af instituttets faglighed – angiveligt lavet af førende udenlandske eksperter. Anders Koed glemmer dog at nævne, at rapporten i sin helhed er censureret for offentligheden, så man ikke kan tjekke kilden – samt at selvsamme rapport blot er en overordnet evaluering, der naturligvis ikke kan gå i dybden med alle projekter og/eller sager under myndighedsbetjeningen. Uanset afsender og indhold er evalueringsrapporten derfor ikke er et holdbart argument for at afvise specifik faglig kritik på de enkelte forskningsprojekter samt sager og rådgivning under myndighedsbetjeningen.
AF JENS BURSELL
BLANDT NOGLE LYSTFISKERE – eksempelvis i inderkredsen omkring DSF – hyldes DTU Aquas faglige vurderinger ofte som et gyldent facit på alt – uden at der nogensinde bliver stillet kritiske spørgsmål. Og hvis der er nogen, der vover at gøre dette, bliver nærmest betragtet som blasfemi.
Over de sidste par år er der dog kommet flere og flere sager frem, hvor der let kan argumenteres for, at DTU Aqua giver en fagligt kritisabel rådgivning – måske i et forsøg på at legitimere ”mærkesager”, som der ikke er det store faglige belæg for? ”Mærkesager” er man som forsker ikke berettiget til at have, hvis og når man skal give en neutral rådgivning – eksempelvis i forbindelse med sagsbehandling, myndighedsbetjening – samt arbejdet i §7 udvalget. Forskere skal og må ikke politisere – de skal rådgive på et 100 % neutralt fagligt grundlag, hvor man ikke ”tilfældigvis” glemmer nogle af de vigtige faglige pointer, der skal til for at give et retvisende helhedsbillede af en sag. Det er nødvendigt for demokratiet – og for at embedsmænd samt politikere kan træffe de rigtige afgørelser på et oplyst grundlag.
I MIDTJYLLANDS AVIS den 1. August har Anders Koed et debatindlæg som et svar på kritik fra Jarl Gorridsen vedrørende DTU Aquas rådgivning omkring Tange Sø og Gudenåen. Jeg mener grundlæggende, at Gudenåen skal slippes fri, så jeg er IKKE enig med Jarls Gorridsens holdninger til dette, men han har en generel pointe, som er væsentlig: Meget tyder på, at DTU Aqua i visse sager politiserer i en grad, som de ikke har mandat til – og her mener jeg ikke Tange Sø sagen.
Som afslutning på sit indlæg skriver Anders Koed: ”Vi udtaler os naturligvis som fageksperter til pressen. Hvis man i øvrigt skulle være bekymret for kvaliteten af DTU Aquas faglighed, kan jeg tilføje, at instituttet hvert 5. år bliver underkastet en grundig faglig granskning af førende udenlandske eksperter. Ved seneste evaluering i 2016 fik vi topkarakter, som et internationalt førende forskningsinstitut inden for fiskeriforskning”.
Selvom det ikke 100 % direkte er det, Anders Koed skriver, så vil man som almindelig læser let få det indtryk ”at internationale fagfolk og eksperter, der ved meget mere om netop det emne, som diskuteres/kritiseres, har evalueret DTU Aquas faglighed på området. Og når de kommer frem til den konklusion, at DTU Aquas faglighed er helt i top – så er der nok også noget om snakken. Ergo kan man nok ikke tillade sig at kritisere DTU Aqua for deres faglighed…” Og det er sikkert også det signal Anders Koed gerne vil sende.
SPØRGSMÅLET er så – holder det? Nej – selvfølgelig ikke. Anders Koed glemmer helt at nævne på midtjyskavis.dk, at der er tale om en censureret undersøgelse, hvor offentligheden tilsyneladende ikke må se rapporten i sin fulde længde og sammenhæng, fordi man ikke ønsker at offentliggøre kilden… Det kan undre, at en forsker, der burde være vant til at underbygge sine udtalelser med dokumentation og kilder, referer til en undersøgelse uden en kilde.
Jeg har for lang tid siden bedt DTU Aqua om at sende mig omtalte undersøgelse, men de ville kun sende en censureret udgave, uden afsender og titel på rapporten. Man kan undre sig over, hvad det er DTU Aqua søger at skjule, hvis dokumentet ellers er værd at referere til. Hvad er det i denne rapport, som ikke tåler at se dagens lys? Det jeg har fået tilsendt kunne i princippet være skrevet af DTU Aqua selv – uden at jeg dog siger, at dette er tilfældet. Er der nogle ”men´er” i undersøgelsen, som man ikke må se? Er ”de internationale eksperter” åbenlyst nogle af husets ”venner” – eller er DTU Aqua bange for, at man konfronterer ”de internationale eksperter” med tvivlsspørgsmål om DTU Aquas faglighed eller måske endnu værre – regnskabet for produktionen af Søhåndbogen (del 1 + del 2) , hvor meget tyder på, at DTU Aqua har taget 700 % overpris på timelønningerne? Vi ved det ikke, men det forekommer useriøst at Anders Koed refererer til en undersøgelse af sit eget institut – og så efterfølgende dokumenterer det med et censureret udsnit af en tekst uden afsender…
NÅR DET ER SAGT, så er der i min optik ingen tvivl om, at DTU Aqua har mange dygtige medarbejdere, hvoraf mange laver et fantastisk stykke arbejde – som blandt andet resulterer i forskning, der uden tvivl har international topklasse. Hatten af for det. Men – det er ikke ensbetydende med, at alt er som det skal være – og at der ikke kan være projekter og rådgivningsforløb, som man med rette kan argumentere for er fagligt kritisable. Og hvis det er tilfældet, skal man selvfølgelig kunne kritisere det, med det formål at få bragt tingene på ret kurs. Det er det, vi forsøger at gøre på Fisk & Fri. At man gør nogen ting godt, er ikke et argument for, at man skal undlade at rette op på de ting, der åbenlyst ikke er i orden.
Jeg vil blande mig uden om diskussionen mellem Anders Koed og Jarl Gorridsens om Tange Sø. I stedet vil jeg forholde mig til de kritiske artikler, som har været bragt på fiskogfri.dk: Som nævnt ovenfor er den censurerede rapport, som Fisk & Fri har set den ucensurerede del af, en vurdering foretaget med de store oversigtsbriller. Her kigger man på, hvor mange der er ansat, hvilke ting de arbejder med, om der er god sammenhæng i arbejdet – samt om DTU Aqua samlet set har publiceret en fornuftig mængde af forskningsartikler. Og det har de – ifølge de unavngivne og censurerede kilder. Bedømmelsen inddrager hele DTU Aquas arbejde – både det er der foretaget for Fisketegnsmidler, og det er er lavet for fx EU-midler. Det betyder at fx projekter og publikationer finansieret af EU-midler, vil ville kunne være med til at ”løfte” projekter under finansieret af Fisketegnsmidlerne, som måske er knapt så imponerende – eller måske ligefrem det modsatte.
DET SIGER SIG SELV, at en sådan evaluering ikke går i dybden med samtlige projekter, kilder, faglige argumenter og alle dets konklusioner. Tilsvarende siger evalueringen intet overhovedet om kvaliteten og troværdigheden af DTU Aquas myndighedsrådgivning, som jo er generelt er tekstet på dansk – et sprog man må antage at ”internationale eksperter” næppe mestrer. Alle disse ting tilsammen betyder altså at ”den hemmelige evaluering” – uanset hvor mange rosende ord de censurerede og hemmelige forfattere måtte komme med – er værdiløs i en specifik debat om konkrete sager, hvor DTU Aqua kritiseres på deres faglighed.
Her må man forvente – og forlange, at DTU Aqua stiller op til at besvare spørgsmål. Og hvis ikke de er i stand til at argumentere fornuftigt for deres rådgivning, skal det selvfølgelig have en konsekvens for DTU Aquas fremtidige rolle i rådgivningen af interessenter og myndigheder.
I de næste to artikler i serien vil vi give et eksempel på, hvordan der kan argumenteres for, at rådgivningen fra DTU Aqua kan have været problematisk – ikke blot for vandmiljøet med også for en af vores vigtigste og mest populære sportsfisk.
Imens er min opfordring til Anders Koed fra DTU Aqua derfor følgende: Offentliggør rapporten inklusiv afsender og uden censur, så alle kan læse den i sin fulde helhed og sammenhæng. Det vil øge troværdigheden af at bruge den som reference for jeres faglige troværdighed. Vi publicerer den gerne her på fiskogfri.dk
aug 6, 2020 | Artikler, Miljø og debat
De kommende måneder vil få stor betydning for den fremtidige udvikling af de danske fiskebestande og samt kursen for dansk lystfiskeri generelt. Den 19. september afholder Danmarks Sportsfiskerforbund nemlig kongres, hvor der skal vælges en ny formand for DSF. Og så er der for nylig kommet en ny formand for §7 udvalget, der rådgiver om hvordan Fisketegnsmidlerne anvendes.
AF JENS BURSELL
Kombinationen af disse to ting gør, at der netop nu er optimale forhold for et friskt pust og en hårdt tiltrængt fornyelse i beslutningsprocesserne omkring dansk lystfiskeri – både hvad angår økonomi, værdier og prioritering af indsatsområder: Bruger vi vores penge godt nok? Hvilken natur er det vil vi have, og hvilke fiskearter skal vi prioritere højest i de kommende år? Gælder det om at promovere fiskeriet maksimalt og blive så mange lystfiskere som muligt – eller giver det reelt set et dårligere og mindre bæredygtigt fiskeri for alle? Får lystfiskerne mere indflydelse og bedre fiskeri ved at tækkes en vækst i lystfiskerturismen, eller vil man i virkeligheden kunne opnå et bedre fiskeri og mere indflydelse med nulvækst og en mere inkluderende politik, der i højere grad samler alle danske lystfiskere under én fane, så vi på den måde får større politisk gennemslagskraft, resulterende i flere penge til mere natur og højere biodiversitet? Kører det perfekt med tre-enigheden DSF, §7-udvalget og DTU Aqua, eller skal vi gentænke konstellationen, beslutningsprocesserne og den økonomiske fordeling af midlerne? Er det fantastisk, som det kører – kan vi nøjes med at fintune eller skal der et regulært pardigmeskift til for at kunne tilgodese de danske fiskebestande og bredden i dansk lystfiskeri bedre end det er tilfældet nu?
Mange meninger
Fakta er, at der nok er næsten lige så mange meninger, som der er lystfiskere. Og det er efterhånden ikke så lidt, for coronakrisen har betydet en kraftig vækst i interessen for lystfiskeri. Godt for foreningerne, organisationerne og grejbranchen, men er det også godt for naturen og fiskebestandene, hvis ikke vi sadler om, så der rent faktisk kommer flere fisk og ikke bare flere lystfiskere ved vores vande?
Der er rigtig mange ting, som vil være både vigtige og interessante at diskutere i den kommende tid, hvor den nye formand for DSF skal vælges. Danmarks Sportsfiskerforbund har igennem en lang årrække gjort et helt fantastisk stykke arbejde for især ørred – og laksebestandene, og de har kæmpet både godt og vedholdende for et bedre vandmiljø, fri passage i vandløbene samt en række andre gode sager. Denne indsats af DSF, tror jeg de fleste danske lystfisker anerkender og værdsætter.
Når det er sagt, så er der også en grund til at antallet af medlemmer er styrtdykket fra cirka 50.000 medlemmer i halvfjerdserne, over 25.000 i 1997 til cirka 15.000 i dag. I 2005 var der 190 foreninger og i dag er der blot 125. Ret skal være ret: Foreningslivet har det ikke godt, og det er en generel trend på landsplan inden for mange områder. En del af årsagen til medlemstallet skal derfor uden tvivl findes her. Men når det er sagt, så er der også en lang række foreninger, der ikke føler at DSF kæmper deres sag, hvilket nok især er foreninger hvis primære målgruppe er søfiskere, medefiskere, put and take fiskere og bådfiskere. Dette – kombineret med, at mange opfatter kontingentet som alt for højt, gør at det til sidst ender med, at mange foreninger melder sig ud. Og i takt med, at flere og flere lystfiskere, hvis hovedfokus ikke udelukkende er ørredfiskeri, melder sig ud, desto mindre fokuserer DSF på andre arter en ørred, eftersom de selvfølgelig skal tilgodese deres egne medlemmer. Og så har vi den berømte onde cirkel.
Det er nu, hvis vi vil en ny kurs for dansk lystfiskeri
Men hvad skal der til for at bryde den onde cirkel? Spørger du mig, så har vi det bedste tidspunkt i mange år lige nu. Fra september er der som nævnt nye folk på topposterne i både DSF og §7-udvalget, der fordeler Fisketegnsmidlerne – så det er en oplagt mulighed for fornyelse og reformation! I den kommende tid op til Kongressen, der afholdes nogenlunde samtidig med det første møde i §7 udvalget med den nye formand, vil vi derfor stille skarpt på en række problemstillinger, der er vigtige at få op og vendt, inden den fremtidige kurs for dansk lystfiskeri skal lægges.
De fleste danske lystfiskere kan blive enige super vigtige målsætninger som fri passage i åerne, flere ørred og renere vandmiljø – en kamp DSF i mange år har løftet virkelig godt. I stedet for at repetere og diskutere det, som de fleste kan blive enige om, vil vi i den kommende tid lægge vægt på at få belyst og diskuteret nogle af de emner, der for alvor deler vandene i dansk lystfiskeri – eksempelvis brugen af fiskeplejemidlerne, DTU Aquas monopol på rådgivning, kvaliteten af denne – samt kampen for et bedre fiskeri efter søernes rovfisk.
Det er både svære og tunge diskussioner, der skal tages, men det er det, der skal til for at få renset luften, så vi på et oplyst og friskt grundlag kan skabe den nye udvikling, der på sigt vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane.
jul 31, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Til august skal der udsættes sømrokker fra Kattegat Centeret i Kattegat. Projektet er et samarbejde mellem WWF og H & M.
Den 19. august 2020 skal H.K.H. Kronprinsessen udsætte sømrokker fra Kattegatcentret i Grenå. Det er første gang, at der udsættes sømrokker i dansk farvand. Udsætningen er resultatet af et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og H&M – og bliver den første officielle opgave for Kronprinsessen som nyudnævnt præsident for WWF i Danmark.
AF WWF, FOTOS: SCANPIX
– På overfladen ser alting måske godt ud, men vores danske farvande er hårdt pressede. Sådan lyder det fra WWF i en pressemeddelelse her til morgen Særligt hårdt ramt er familien af store bruskfisk som hajer og rokker. Rokkerne kom til verden for 425 millioner år siden, og i Danmark er der i alt 14 arter.
– Men de fleste danske rokker er i dag truet af udryddelse, og det er problematisk, for de spiller som rovdyr en vigtig rolle i havet ved at holde det øvrige marine liv i en sund balance.Derfor lancerede H&M og WWF Verdensnaturfonden for knap to år siden et længerevarende partnerskab for i fællesskab at gøre noget godt for det vilde dyreliv og samtidig nedbringe ressourceforbruget ved at tage betaling for poser i de danske H&M-butikker. Nu bliver de første sømrokker sat ud i Kattegat som en del af projektet.
– Det danske havmiljø er under et enormt pres fra intensivt fiskeri, forurening og udledning af næringsstoffer fra landbruget. Det gælder også sømrokken, der er en ikonisk og på sin vis eksotisk art i danske farvande. Derfor er jeg også særligt stolt over dette projekt, der skal skabe ny viden og opmærksomhed om sømrokken, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og fortsætter:
– Vi er meget glade for Kronprinsessens deltagelse i rokkeudsætningen i dag, og sammen med H&M og Kattegatcentret håber vi at skabe større fascination af nogle af de arter, som har eksisteret i længst tid på vores klode. For med fascination følger begejstring, og det giver en lyst til at beskytte naturen, som der i den grad er behov for i dag.
– Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker. Håbet er at hjælpe den pressede danske bestand og bidrage med ny viden. Rokkerne er udstyret med et lille mærke med et nummer på, som fiskere kan blive honoreret for at indberette i en database, hvis de får rokken i nettet. På den måde kan WWF Verdensnaturfonden og Kattegatcentret løbende blive klogere på rokkernes fangststed, tilvækst og bevægelsesmønstre.
Kronprinsesse Mary er præsident for WWF – og vil stå for udsætningen i august.
Pragteksempel på naturgavnligt samarbejde
Det fælles projekt finansieres af Pay it BAG-initiativet, hvor H&M som den første internationale modevirksomhed i 2018 begyndte at tage betaling for deres poser i butikkerne. Overskuddet fra posesalget går til grundforskning i danske sømrokkearter, og første fase af projektet kulminerer med udsætningen af op til 50 sømrokker fra Kattegatcenteret fra den 19. august frem til den 30. august.
– Vi er stolte af, at det er lykkedes at reducere vores poseforbrug med 60-65 procent, og at vi på den måde kan skabe positive forandringer for miljøet sammen med vores kunder. Beslutningen om at donationen skulle gøre en forskel for dansk natur, var oplagt for os, og det er spændende at være med til at bringe flere sømrokker tilbage i de danske farvande. H&M arbejder målrettet mod en mere bæredygtig modeverden, og det er kun muligt ved at samarbejde med andre – ikke mindst kunderne. At vi samtidig kan støtte et vigtigt naturbevarende formål i Danmark, er et stort plus for både H&M og vores kunder, siger Christel Friis-Mikkelsen, der er administrerende direktør for H&M i Danmark.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan ambitiøse samarbejder mellem NGO’er og virksomheder kan komme naturen til gavn – og samtidig sætte fokus på nye forbrugsvaner og udviklingen af mere bæredygtige forretningsmodeller. Pay it BAG-initiativet udspringer af en strategisk beslutning hos H&M om en cirkulær fremtid, hvor ressourcer bruges og genbruges på effektiv vis.
Om samarbejdet mellem H&M og WWF Verdensnaturfonden
- Den 1. oktober 2018 indførte H&M betaling på poser i alle deres butikker. Siden da er forbruget af poser er faldet med 60 til 65 procent.
- H&M og WWF har siden 2011 været globale samarbejdspartnere inden for blandt andet klima og ansvarligt vandforbrug.
- Projektet med at opfostre sømrokker med henblik udsætning i Kattegat sker som et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Kattegatcentret og H&M.
- I første fase af projektet udsættes i alt op til 50 sømrokker.
Om udsætningen
- Kattegatcentret har stået for at opdrætte sømrokkerne og klargøre dem til udsætning.
- H.K.H. Kronprinsessen tiltrådte før sommerferien som ny præsident i WWF Verdensnaturfonden efter Prins Henrik, der var med til at grundlægge den danske afdeling af verdens største naturorganisation.
- H.K.H. Kronprinsessen vil onsdag den 19. august være med til at udsætte fem sømrokker.
- Fra d. 19. august frem til den 30. august udsættes op til 50 sømrokker.
- Der er givet tilladelse til at udsætte i alt 50 sømrokker.
- Det er første gang nogensinde, at sømrokken udsættes efter de rette forskningsmæssige principper, og projektet er et pilotprojekt for udviklingen af en protokol for korrekt udsætning af store havdyr, som kan anvendes af akvarier over hele verden.
Fiskere, der får sømrokker i nettet, opfordres til at sætte rokken ud igen, særligt hvis den er i live. De vil blive honoreret, hvis de indberetter rokkens nummer til Fiskeatlas.
Om sømrokken
Sømrokken er brunlig med mørke og lyse pletter, og den har små torne ned langs ryggen, deraf navnet. Den findes oftest på havbunden og har en flad, rombeformet krop. Rokkens mund, næsebor og gæller findes på undersiden af kroppen. Den har en lang hale, der i modsætning til flere andre rokkearter ikke har en giftig pig.
jun 17, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Prisestimater baseret på uvildige ekspertudtalelser tyder på, at DTU Aqua har taget i omegnen af 700% for meget i løntimer for projektet Søhåndbogen i perioden 2011-2015. Det er dog først, da Miljø- og Fødevareministeriet kræver en forklaring, at Fisk & Fris spørgsmål til regnskabet fra artiklen ”DTU Aqua´s Søhåndbog – tre millioner for dyr?” bliver “besvaret”. Men – DTU Aquas “svar” forklarer ikke det ekstremt høje ressourceforbrug på projektet – tværtimod.
AF JENS BURSELL
Efter lang tid er det endelig lykkes Fisk & Fri at få lidt mere konkrete svar på vores spørgsmål til DTU Aqua vedrørende regnskabet for projektet ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015. Men – i DTU Aquas svar hverken afklares, godtgøres eller dokumenteres det reelt set, hvordan det kan have kostet så meget at producere så lidt – snarere tværtimod. I stedet kommer DTU Aqua med en række vildledende oplysninger, hvor det virker som om, at man fra DTU Aquas side bevidst forsøger at føre Miljø- og Fødevareministeriet, Fiskeristyrelsen og de danske lystfiskere bag lyset i et forsøg på at bortforklare et urimeligt højt forbrug af ressourcer på nogle ret små og overskuelige opgaver.
700 % overforbrug af timer?
Hvis vi udelukkende kigger på forbruget af løntimer fra DTU Aqua, så bør der ringe en kraftig alarmklokke hos de ansvarlige i Miljø- og Fødevareministeriet samt Fiskeristyrelsen: Fraregner man de dokumenterede omkostninger til eksterne bidragsydere med bilag inkl. overhead, har DTU Aqua brugt 3.272.150 lønkroner på projektet i 2011-2015. Sættes dette tal i forhold til Fisk & Fris estimat af, hvad det kunne have været gjort for i løn eksklusiv bilags dokumenterede udgifter (808.000 – 391.000 = 417.000), kommer man frem til, at DTU Aqua har brugt i omegnen af 7-800 % flere timer, end det man med rette kunne forvente på baggrund af de oplysninger, vi har om tidsforbrug på lignende opgaver fra uvildige kilder i forskningsmiljøet (3.272.150/417.000 = faktor 7,8).
Uanset hvordan DTU Aqua forsøger at vende og dreje tallene for at få det til at lyde som om, at man slet ikke kan regne med det estimater, Fisk & Fri har lavet på baggrund af uvildige og veldokumenterede kilder, så er fakta følgende: Alt tyder stadig på et ekstremt overforbrug af ressourcer i dette projekt. Selv hvis man antager, at forskerne fra fx KU slet ikke ved, hvad de taler om, når de udtaler sig om hvor lang tid det tager at lave lignende opgaver – og lægger 100 % oven i alle estimater – så er der stadig tale om et overforbrug af timer fra DTU Aquas side på i omegnen af faktor 7! Men – der er dog ingen grund til at lægge 100 % oveni estimaterne, for Fisk & Fris ressourceestimater er yderst realistiske – og som dokumenteret nedenfor snarere overestimerede end underestimerede.
Her bør man som ledelse i DSF, medlem af §7 udvalget, ansvarlig politiker eller embedsmand stille sig selv følgende spørgsmål: Er alt OK? – eller alternativt – er DTU Aqua ekstremt langsomme til at udføre deres arbejde? Og i så fald bør dette have en konsekvens for prissætningen og kontrollen på fremtidige opgaver? Eller kan der være tale om et fiktivt regnskab, hvor pengene reelt set bliver brugt til noget andet, end det man siger de bliver brugt til? Er det lovligt – og hvis det ikke er, hvad skal det i givet fald have af konsekvenser?
Hvorvidt de danske lystfiskere har fået nok for pengene med DTU Aquas projekt Søhåndbogen har stor betydning i en bredere sammenhæng, for hvis man får alt for lidt for pengene i ét projekt som dette – hvad så med alle de andre projekter? At pengene udnyttes optimalt har stor betydning for vores fiskebestande, for jo bedre pengene anvendes – desto mere fisk og miljø får vi for pengene.
Feedback på DTU Aquas svar:
Indledningsvis siger DTU Aqua i deres svar på Fisk & Fris Spørgsmål, at de har brugt 2-3 måneder på at svare på spørgsmål til Fisk & Fri i denne sag. Hvis tidsforbruget på disse ret simple spørgsmål vitterlig har været så højt, som DTU Aqua siger det er, så tyder det på, at man enten ikke har haft orden i dokumentationen for sit arbejde i første omgang – eller at det sikkert kan tage lang tid at argumentere fornuftigt for, at et så begrænset et stykke arbejde, kan have kostet så mange penge. Når der har været mange mails mellem DTU Aqua og Fisk & Fri/Jens Bursell – så har det bl.a. noget at gøre med 1) at man i høj grad ikke besvarede spørgsmålene eller gav vildledende svar i første omgang (eksempelvis at man linker til budgetter, når der spørges efter regnskabet) og 2) at Offentlighedslovens tidsfrister ikke blev overholdt i forbindelse med den første aktindsigt – hvilket til dels kan være en fejl fra Fiskeristyrelsens side.
DTU Aqua skriver, at de har undersøgt muligheden for at få afprøvet holdbarheden af Fisk & Fris journalistiske metoder ved pressenævnet, og at det ikke kan lade sig gøre, fordi Fisk & Fri ikke er tilmeldt dette. Det virker mest af alt som et forsøg på at fjerne fokus fra det det drejer sig om – nemlig at der tilsyneladende er brugt alt for mange penge på alt for lidt. Fisk & Fri overholder helt almindelige etiske retningslinjer for journalistik – og alt hvad vi har gjort er at stille kritiske spørgsmål, hvoraf hoveparten dokumenterbart ikke tidligere var besvaret af DTU Aqua – hverken via tidligere mails eller aktindsigter. At de manglende svar fra DTU Aqua så måske stiller dem i det dårligt lys – det er jo deres egen skyld: De har haft alle muligheder og masser af tid til at svare, inden artiklen blev publiceret – og de er blevet tilbudt at tage til genmæle i selve artiklen. Samtlige normale journalistiske principper er fulgt på helt almindelig vis. Så selv, hvis DTU Aqua kunne havde fået testet sagen i Pressenævnet, ville der ikke have været noget at komme efter.
DTU Aqua skriver: ”En lang række af spørgsmålene, stillet af Fisk & Fri/Jens Bursell neden for går på tidsforbrug og drift i forbindelse med delopgaver lavet på Søhåndbogs-projektet. Denne information findes ikke, jf. ovenstående. DTU Aqua har flere gange i løbet af de seneste år informeret Fisk & Fri/Jens Bursell om dette.” Dette er ikke korrekt: Det er kun i ét enkelt af svarene i forbindelse med aktindsigten af 6. maj 2019 (svar 3), at DTU Aqua har oplyst om dette – og her har denne oplysning været specifikt møntet på produktionen af databasen til Vidensbanken. DTU Aqua har således ikke tidligere oplyst, at det tilsyneladende nu gælder projektet som helhed.
Det forekommer i min optik besynderligt, at man fra DTU Aquas side opgiver et timeregnskab med decimalers nøjagtighed hvert eneste år – helt uden at have en mellemregning? Det fremkomne timeantal må jo være fremkommet på basis af nogle indberetninger – hvis der da ikke, som meget tyder på, er tale om et fuldstændigt fiktivt timeregnskab? Så kan man så spørge sig selv, hvorvidt det er lovligt at opgive et fiktivt timeregnskab? Hvis der var tale om et rammebevilling, så ville der jo blot stå, at man havde brugt det aftalte beløb og ikke et specifikt antal timer? Dette er Fisk & Fri pt ved at undersøge.
Nedenfor vil jeg gennemgå DTU Aquas svar – og forklare samt dokumentere, hvorfor deres svar intet ændrer ved pointen i artiklen: Alt tyder nemlig stadig på, at projektet til cirka 3,8 millioner kroner kunne have været udført cirka 3 millioner billigere.
1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?
DTU Aquas svar på Fisk & Fris spørgsmål til dette ændrer overordnet set intet ved det faktum, at produktionen af tekst til selve Søhåndbogen umuligt kan have kostet mere end cirka 200.000 kroner, på trods af, at vi efterfølgende har fået oplyst fra Peter Rask Møller, at finansieringen fra Aage V- Jensen ikke har været tilstrækkelig til at dække samtlige udgifter på Atlasprojektet over Danske Ferskvandsfisk, som arbejdsbyrden på Søhåndbogen sammenlignes med. Eftersom den KU medarbejder, som ikke har været dækket ind af Aage V Jensen midlerne kun har bidraget med cirka 10 % af bogen, ændrer dette intet nævneværdigt i det overordnede regnestykke på, hvor meget det i grove tal kan have kostet at lave ”Søhåndbogen”. At det nu viser sig at cirka 10 % af arbejdet på Atlas Projektet har været ufinansieret svarer jfr. Henrik Carls svar nedenfor til en forskel på cirka 20.000 kroner i prisestimatet for arbejdet, hvilket intet nævneværdigt ændre i udregningerne på et projekt til 3,8 millioner kroner. Og – denne mindre fejlkilde modvirkes til fulde af alle de mange underestimater vi refererer og dokumenterer nedenfor. Den helt tunge og tidskrævende arbejde i KU’s bidrag er jo netop selve den research, der ligger bag alle de mere sjældne og fåtallige arter – i modsætning til den del DTU Aqua har lavet, der primært fokuserer på velkendte arter, som forskerne har arbejdet med i mange år, hvor der findes massevis af litteratur – og som derfor er lettere at skrive. Og – tung baggrundsresearch har jo netop ikke været aktuelt på Søhåndbogen, da der som uddybet nedenfor er tale om simpel formidling af standard stof – der mere eller mindre er en forenklet og nedbarberet repetition af indholdet i Atlasprojektet, som DTU Aqua arbejdede med lige inden Søhåndbogen – betalt af andre midler.
Når DTU Aqua skriver, at deres arbejde har været delvist selvfinansieret på Atlasprojektet, kan man undre sig meget over, at det skulle tage så lang tid, når man ser hvor lille en del af det samlede projekt, de har lavet (196 sider = 28%) – et arbejde de ifølge K.U. har fået ca. 650.000 kroner for (hvoraf nogen var øremærket til indtastning). (DTU Aqua har skrevet siderne 37-48 (12s), 97-114/2 (8,5 s), 351-367 (17s), 375-385/2 (5,5 s), 385-502 8 (118s), 569-600 (32s) = 196 sider ud af 700 = 28 %).
DTU Aqua mener ikke, at der er ”valide metoder” til at beregne standard enhedspriser på ord. Det er klart, at det kan variere meget – og det er netop derfor, at Ferskvandsatlasbogen er brugt som eksempel på, hvad noget lignende og endda sværere har kostet. Og jo – så alligevel? For når man kigger på Søhåndbogen, så er det ekstremt vigtigt at holde sig for øje, at det jo netop IKKE er videnskabelige tekster – men blot helt almindelig simpel populærformidling af et emne, som forskerne er inde i i forvejen. Og det kan man selvfølgelig godt sætte mål for, for Søhåndbogen er ikke sværere at producere end så meget andet journalistisk arbejde, som laves om et emne, man i forvejen har sat sig ind i og ved noget om.
Selvfølgelig kan man sætte et omtrentligt antal ord på, hvad man gennemsnitligt kan producere af tekst på en arbejdsdag om et stof, som man i forvejen er fuldstændig inde i. Jeg er selv biolog samt har skrevet professionelt siden halvfemserne – og jeg ved, at man som minimum ved almindelige formidling bør kunne producere 1200-1600 ord dagligt – og i nogle tilfælde over 2-3000 ord som 100 % færdig tekst. Eller sagt på en anden måde. Hvis DTU Aqua vitterlig har været så lang tid om at producere teksten som de siger, kan der argumenteres for, at de simpelthen ikke har kompetencerne til at skrive tekster af den karakter. Jeg har selv skrevet over 10 bøger – så jeg ved præcist, hvor lang tid det tager at skrive om selv komplicerede emner, man er godt inde i allerede.
For at få uddybet skriveeksemplet fra Atlas Projeket har Fisk & Fri spurgt Henrik Carl fra KU om, hvor lang tid han har brugt på skrivearbejde i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. – Jeg har brugt cirka 60 % af min arbejdstid i et halvt år på selve skriveprocessen af brødteksten Det giver godt tre måneders løn til ca. godt 40.000 kr. om måneden (inkl. feriepenge osv. men uden overhead, da Aage V. Jensens Fonde ikke giver overhead) = godt 120.000 kr. for at skrive ca. 60 % af bogen, slutter han.
Atlasbogen er på 700 sider á ca 500 ord = 350.000 ord, så her har det altså kostet cirka 120.000 kroner at producere 210.000 ord. Omsættes dette til omfanget af DTU Aqua søhåndbog på 82.000 ord, svarer det til at denne, som jfr. argumenterne ovenfor bør have været markant lettere at skrive, kunne have været skrevet til 46.800 kroner (82.000/210.000 x 120.000 kr). Hertil kommer redigering af teksten, som maksimalt er en uges arbejde for så lille et projekt som Søhåndbogen – hvor man oven i købet kan efterredigere løbende, hvilket gør arbejde lettere end på en trykt bog. Så Fisk & Fris bud på, at det maksimalt burde have kostet i omegnen af 200.000 kr. at skrive Søhåndbogen er derfor på ingen måde overdrevet – tværtimod.
Jeg har tidligere spurgt DTU Aqua hvilke dele af deres tekster i Søhåndbogen, de mener har været så svære at skrive, at det er ikke er noget, som de burde kunne skrive på rygraden uden tung research – og jeg har aldrig fået svar. Måske er der en årsag til, at de ikke ønsker at præcisere dette?
I aktindsigten fra 14. maj stiller Fisk & Fri spørgsmålet: ”Har DTU Aqua måtte foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten? Hvis dette er tilfældet, ønskes dokumentation for hvilke undersøgelser man evt. har lavet til brug for hvilke dele af Søhåndbogen (med konkrete links til dette) – samt hvorfor – plus hvor lang tid det har taget, samt hvornår arbejdet er udført, og hvad det har kostet. Eventuelle undersøgelser ønskes fremlagt enkeltvis i deres helhed, så det er muligt at bedømme arbejdsbyrden i disse.”
Hertil svarer DTU Aqua: ”Svar 10. Der er til produktion af Søhåndbogens tekster trukket på eksisterende vide fra litteraturen samt viden opnået gennem DTU Aquas egne forskningsprojekter. Ligeledes er ny viden løbende indarbejdet i Søhåndbogens tekster. I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndbogsprojektet. ”
Her siger DTU Aqua altså selv, at de ikke selv har været ude at lave specielle undersøgelser for at kunne skrive teksten til Søhåndbogen, hvorefter de nævner et projekt fra 2016-18, der er i øvrigt er irrelevant i denne sammenhæng, eftersom det er regnskabet i 2011-2015, som er til debat fra Fisk & Fris side.
Et andet væsentligt argument, der taler for, at de 200.000 kr. for ”Søhåndbogen” snarere er overdrevet end underdrevet er, at er de nævnte 82.000 ord på https://www.fiskepleje.dk/soeer og undersider er screendumpet, gemt og talt i efteråret 2018. Men – det regnskabseksempel, Fisk & Fri taler om, er fra en femårig periode fra 2011-2015. Det betyder selvfølgelig, at det reelle antal ord i den tekst, som DTU Aqua har produceret for de nævnte beløb i 2011-2015, altså er markant mindre end det der er optalt tre år efter af Fisk & Fri, fordi man fra DTU Aquas side løbende har uploadet fra 2016-2018. En stor del af teksten er produceret i perioden 2011-2015, men det reelle antal ord produceret i 2011-2015 er derfor sandsynligvis mindst 10-20 % lavere end de angivne 82.000 ord, fordi de sidste 10-20 % er produceret i 2016-2019, som ikke er den periode, vi diskuterer.
DTU Aquas kommenterer, at ”det er et væsentligt forhold, at der tjenes penge på Atlas over danske ferskvandsfisk, som kun tilfalder KU, mens Søhåndbogen er gratis”. For at belyse dette har jeg talt med Henrik Carl fra K.U, der er redaktør på Fiskeatlasset. – Alle penge der ”tjenes”, sættes ind på en lukket konto, der udelukkende bruges til at finansiere et evt. genoptryk, svarer han. – Desuden vil der aldrig reelt set kunne blive tjent noget som helst eftersom a) Bogen sælges via boghandlere. På grund af avance til detailleddet + lageromkostninger, betyder det, at KU ikke modtager 399 kr/bog som DTU Aqua skriver, men derimod ca. 160 kroner/bog. Der er trykt 5000 bøger hvoraf ca. 2500 er solgt. Det giver ca. 400.000 kr. Hvad der pt. er omsat for, dækker altså ikke engang de cirka 500.000 kroner, der er afsat til tryk og grafiker, slutter Henrik Carl.
At bruge dette som et argument for at retfærdiggøre DTU Aqua ekstremt høje priser, holder derfor ikke som argument.
Alt i alt er der således intet belæg for, at det bør have kostet mere end i omegnen 200-250.000 kr. at producere teksten til Søhåndbogen.
DTU Angiver endvidere fejlagtigt, at prisen for skrivearbejdet er 10 kr./ord i deres ”sammenligning” til hvad deres svar har kostet at producere. Det er ikke korrekt – Peter Rask Møllers estimat er 3 kr. ord for selve skriveriet – jfr. teksten i Fisk & Fris artikel.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Præciser venligst hvilke dele af Søhåndbogen der skulle have været så svære at producere, at teksten ikke kan betegnes som almindelig populærformidling af eksisterende viden, som man kan forventes at være godt bekendt med i forvejen som forsker inden for sit speciale inden for ferskvandsbiologi?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i, at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man siger, at man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor endvidere: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 1) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Søhåndbogen inkl undersider (.aspx) betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrums Søs rovfisk have kostet?
DTU Aqua forholder sig slet ikke til, at Fisk & Fri sort på hvidt har afsløret, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at føre offentligheden bag lyset ved at opgive Esrum Sø arbejdet som ”et arbejde lavet 100 % for de midler, som er tildelt Søhåndbogen” – når fakta er, at kun en lille brøkdel af arbejdet reelt set er udført som lønnet arbejde fra DTU Aquas side. Hvorfor bliver det forbigået i tavshed?
DTU Aqua nævner 5 peer reviewed videnskabelige bogkapitler udgivet i 2018 i deres forsøg på at forklare ressourceforbruget i 2011-2015. Her kommer vi frem til en meget væsentlig ting: Hvis det virkelig er sandt, at disse videnskabelige artikler reelt set er produceret for samme midler, der er tildelt ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015, så forekommer det besynderligt, at DTU Aqua slet ikke har nævnt arbejdet med disse projekter i deres status rapporter fra 2011-2015, som jo netop er deres egen opsummering af det arbejde de har udført, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris estimater på, hvad projektet burde have kostet. I disse status rapporter nævner DTU Aqua selv de mindste opgaver, de har lavet, så hvis det virkelig er rigtigt, at de har lavet 5-6 store videnskabelige artikler/kapitler i denne periode (ud over Esrum/gedder), hvorfor er det så ikke nævnt? Her bør der ringe en alarmklokke hos paragraf 7 udvalget der siger: Forsøger DTU Aqua efterfølgende, når man stiller spørgsmål til regnskabet, at henføre ting under Søhåndbogens regnskab i 2011-2015, som reelt set slet ikke hører hjemme her – blot for at skjule, et der reelt set er tale om et fuldstændig fiktivt timeregnskab?
Netop denne pointe understreges af DTU Aquas eget svar på aktindsigt 1 den 14. maj 2019: Her skriver man under pkt. c følgende på spørgsmålet om hvorvidt DTU Aqua har måttet foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten: ”I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen, i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndsbogprojektet.”
Heraf fremgår det ganske tydeligt, at DTU Aqua selvfølgelig både skal og bør indskrive i statusrapporten til ministeriet og offentligheden, hvad man rent faktisk har foretaget sig for pengene i det forgangne år – også af fx praktisk projektarbejde. Så når nu DTU finder det naturligt at gøre det her i dette tilfælde – hvad er så årsagen til, at DTU Aqua slet ikke har nævnt ”arbejdet” med de fem store videnskabelige bogkapitler i status rapporterne for 2011-2015, som de angiver at have lavet i samme periode for Søhåndbogspengene? Er det mon fordi de 5 videnskabelige bogkapitler fra 2018 i virkeligheden er lavet for nogle helt andre penge, eller efter 2015 – og blot er trukket ind som ”en god forklaring” på det ekstremt høje forbrug af midler til Søhåndbogen i 2011-2015? Denne pointe underbygger blot, hvad jeg har skrevet ovenfor: Der bør ringe en alarmklokke hos de ansvarlige i §7 udvalget og ministeriet: Forsøger DTU Aqua at skjule et fiktivt timeregnskab? Og der det lovligt?
En anden ting er, at det regnskab Fisk & Fri har kigget på som nævnt er fra 2011-2015, men de artikler og bogkapitler DTU Aqua nu pludselig vil have ind under ”Søhåndbogens regnskab for 2011-2015” er én publiceret i 2017 og fem fra 2018. Bevares – der går noget tid fra, at man udfører ”feltarbejde eller research” og skriver artiklen til den er godkendt og publiceret – vel typisk cirka 2-3 år. Men hvis DTU Aqua har denne logik, og selv mener, at det tager over tre-fire år fra arbejdet er påbegyndt til det publiceret, kan man undre sig over, at de så selv oprindeligt har medtaget Esrum artiklen fra 2013 i forklaringen på 2011-2015 regnskabet. For hvis denne logik gælder, så må den jo også gælde for fx Esrum artiklen, som efter denne logik i høj grad må være produceret før 2011, hvor vores regnskabseksempel starter… I øvrigt er det pudsigt, at DTU Aqua slet ikke nævner, at flere af dem, der har lavet en stor del af arbejdet på de nævnt 5 videnskabelige bogkapitler ikke er fra DTU Aqua og dermed sandsynligvis eksternt finansieret (?). Og dermed kan det jo heller ikke tælle som fuldtidsarbejde fra DTU Aqua?
Tilsvarende er det helt store ”skrivebordsfeltarbejde” fra 2017 artiklen om aborrer i Esrum Sø udført af en frivillig ulønnet medarbejder i perioden før 2013, og hovedparten af det teoretiske fundament for denne må antages at være nogenlunde det samme som for søsterartiklen fra Esrum publiceret i 2013, som der allerede er betalt for. Derfor er det næppe sandsynligt, at en del af dette arbejde har større relevans for 2011-2015 regnskabet.
Endnu mere absurd forekommer DTU Aquas regneeksempel, hvor de siger: ”Skulle man nu følge Fisk & Fri/Jens Bursell logik burde dette have kostet 3 x 5 = 15 måneders arbejde for en fuldtidsforsker. I 2018 var udgiften til løntimer på Søhåndbogen 790,7 timer, svarende til 6 måneders løn til en seniorforsker. DTU Aqua skulle altså have arbejdet 9 måneder gratis, samtidig med udgivelse af 9 andre publikationer og tidsforbrug til rådgivning og forsøgsvirksomhed. Dette regnestykke viser med al ønskelig tydelighed, at antagelserne og metoden ikke er valid”. Nej – DTU Aquas dårligt valgte regneeksempel her siger blot noget om, at DTU Aqua tilsyneladende helt har glemt, at hovedparten af arbejdet i forbindelse de artikler/kapitler de nævner som eksempel (publiceret i 2017-2018) selvfølgelig ikke er udført i 2018, men derimod snarere de nærmeste år før – dvs fx 2016-2017 – eftersom hele redigerings, tryk og distributionsprocessen ved en sådan bog ofte er relativt lang. Ikke fordi det nødvendigvis tager årevis at lave kapitler som disse, men fordi der er lange venteperioder, hvor man afventer at peer reviewerne får læst og taget stilling til teksten – hvorefter der efterfølgende bruges tid på rettelser frem og tilbage mellem forfattere og reviewere. DTU Aqua modsiger også sig selv ovenfor, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at de selv i deres statusrapport fra 2019 skriver: ”I 2017 er der endvidere arbejdet med international publicering af DTU Aquas ekspertviden om gedder i form af bidrag til en engelsksproget bog om gedder, Biology and Ecology of Pike, som er udgivet primo 2018. Bogen opsamler og sammenfatter den nyeste viden om gedders biologi, populationsdynamik og forvaltning. DTU Aqua har været medredaktør på bogen og desuden bidraget til 6 af bogens 14 kapitler”. DTU Aquas eksempel holder derfor ikke – for de skriver jo selv, at arbejdet de referer til er lavet i 2017 – hvorfor siger de så her flere år efter, at det er lavet i 2018?
Det er klart, at der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at lave forskelligartede videnskabelige publikationer. De angive tal er blot givet for at sætte arbejdet i et groft perspektiv. Men uanset hvem der har ret i diskussionen om, hvor lang tid det gennemsnitligt tager at lave en peer reviewed videnskabelig publikation, så er den fuldstændig irrelevant ifht de store linjer med at bedømme DTU Aqua arbejdsindsats for de midler de har fået i 2011-2015 til Søhåndbogen. I denne periode er der nemlig kun fra officiel side godkendt produktion af én eneste videnskabelig publikation. Og det er Esrum Sø undersøgelsen, hvor vi jo netop har dokumenteret jfr. Pkt. 2 på https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/ at kun cirka 10-20 % reelt set er produceret for løntimer hos DTU Aqua på del 1 publiceret i 2013. Eftersom del 2 publiceret i 2017 som nævnt hviler på samme data- og model grundlag, som altså for hovedpartens vedkommende allerede er ”betalt for i artikel 1 fra 2013”, så er del 2 om aborrer irrelevant for 2011-2015 regnskabet, fordi review processen sjældent tager mere end et år, hvormed del 2 må antages at være færdigt produceret i perioden 2016-2017 – altså uden for den periode vi taler om.
I den aktindsigt Fisk & Fri får svar på den d. 14 maj udbeder Fisk & Fri sig under pkt. 4 kontrakten eller den kommunikation, der dokumenterer, hvad det helt præcist er Fiskeristyrelsen og §7 udvalget aftaler at betale DTU Aqua for at producere i forbindelse med deres arbejde til Søhåndbogen. Her udbad vi os både den oprindelige opgaveformulering fra 2010-11 – og den nye opgaveformulering, da projektet ændrede officiel titel fra og med 2017. Hertil svarer DTU Aqua: ”Opgaveformuleringen, som er anbefalet af §7 udvalget og godkendt af Fiskeristyrelsen/ministeren, fremgår af de relevante Handleplaner, se svar 3”.
Men – hvis man nærlæser ovennævnte, som er anbefalet af §7 og godkendt af Fiskeristyrelsen – både når man læser handlingsplanerne (hvor det, der er godkendt, fremlægges) samt status rapporterne (hvor det, der er udført, er opgjort) – så fremgår der absolut intet om, at man DTU Aqua skulle have fået godkendelse fra nogen instanser til at producere de fem ovennævnte videnskabelige bogkapitler, der blev publiceret i 2018.
DTU Aqua skriver og dokumenterer altså selv via aktindsigten, at DTU Aqua slet ikke har fået clearet og godkendt de 5 videnskabelige bogkapitler, som man efterfølgende prøver at føre ind under 2011-2015 regnskabet. Her bør man stille sig selv følgende spørgsmål: Kan det hænge sammen med, at disse projekter faktisk aldrig nogen sinde har hørt under ”Søhåndbogen”? – og at man fra DTU Aquas side tilsyneladende søger at føre offentligheden bag lyset ved at bruge disse projekter til at forklare, hvor alle pengene er blevet af i 2011-2015 regnskabet?
Sidst men ikke mindst er det normal praksis, at redaktøren (her projektlederen på Søhåndbogen”) og forfatterne (bl.a. samme redaktør), som forsøger at køre betalingen af deres arbejde ind under ”Søhåndbogen”– selvfølgelig må forventes at have modtaget betaling og/eller royalty for deres bidrag – præcis lige som alle andre redaktører og forfattere normalt gør det. Dette gælder selvfølgelig også videnskabelige bogpublikationer, som sælges kommercielt – fx ”Ecology and biology of Pike”, hvor de 5 videnskabelige bogkapitler er publiceret i 2018. Såfremt dette er tilfældet, kan man undre sig over, at DTU Aqua slet ikke nævner dette. Man kan jo ikke bruge disse bogkapitler som forklaring på et forbrug af timer under Søhåndbogsprojektet 2011-2015, hvis man samtidig har fået betaling for arbejdet fra forlaget CRC Press. Men – eftersom de 5 nævnte bogkapitler jo IKKE er godkendt som et arbejde under Søhåndbogen, er det dog en teoretisk diskussion.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor opgiver i 5 store videnskabelige bogkapitler som ”forklaring” på høje udgifter i 2011-2015, når dette arbejde slet ikke er godkendt som hørende ind under projektet i perioden – og heller ikke er opgjort som udført arbejde af jer selv i status rapporterne for samme periode? Kan i forstå, at dette let kan opfattes, som at i bevidst forsøger at føre læserne af svaret bag lyset? b) Fremlæg venligst kontrakten mellem CRC Press og DTU Aquas redaktør/forfatterne fra DTU Aqua, så vi kan få afklaret, hvorvidt DTU Aqua har forsøgt at få betaling for det samme arbejde fra to forskellige instanser.
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Esrum Sø artiklen betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?
Igen er der intet hold og substans i DTU Aquas svar. DTU Aqua har vist misforstået teksten i artiklen fra Fisk & Fri, hvor vi udelukkende forholder os til regnskabet i Søhåndbogen fra 2011-2015. Derfor forekommer det besynderligt, at de fremkommer med en liste, der går til 2018. Er det mon for at få det til at se ud som om de har lavet en masse for pengene? Diskussion af de fem videnskabelige bogkapitler, og dokumentation for, at de overhovet ikke kan medtages i regnskabet fra 2011-2015, fordi de ikke er nævnt i DTU Aqua egne handlingsplaner og status rapporter, er givet ovenfor under pkt. 2.
DTU Aqua skriver, at 41 artikler er udeladt: Der er ikke korrekt, og meget tyder på, at DTU Aqua ikke har fået læst Fisk & Fris artikel ordentligt. Den liste, der refereres til (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er jo netop alle de artikler, der ikke allerede er indeholdt på Søhåndbogen i perioden 2011-2015, som i Fisk & Fris terminologi dækker alt det, der ligger på https://www.fiskepleje.dk/soeer + disses undersider. De artikler som DTU henviser til som ”manglende”, er altså dem, der ligger på undersiderne https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx . De mangler ikke og er ikke glemt, men er en del af det samlede antal ord, som vi referer til, der fylder i alt 82.000 ord. Pudsigt nok er kun et par af de artikler, som DTU Aqua fejlagtigt refererer til som ”manglende” – pt on-line… Enkelte af dem er dog stadig on-line, så her har vi krydstjekket med vores dokument på de 82.000 ord – og de er selvfølgelig talt med. Måske ønsker DTU Aqua ikke, at man skal kunne dobbelttjekke det ret begrænsede omfang af denne tekst? Det drejer sig nemlig primært om mindre ”populær-webnyheder” og småartikler på typisk nogle få hundrede ord stykket.
Teksten i ”de 41 artikler” mangler altså ikke, men selv hvis den havde gjort det, så havde det intet rykket i de store linjer. Mindre webnyheder som flertallet af disse, tager nemlig max 30 minutter stykket at lave inkl. upload og web-skalering af fotos, så det kunne max have udgjort cirka 20-30 timers arbejde.
Listen på 23 artikler fra Fisk & Fri (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er altså som nævnt de artikler, som IKKE er med i ”Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”), men som DTU Aqua tilsyneladende mener sig berettiget til at medtage i projektet, på trods af at det reelt set virker som helt almindelig populær formidling af DTU Aquas generelle arbejde, som intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. At man har fra §7 har godkendt Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”) med et formidlingsformål er da ikke det samme som, at man har givet DTU Aqua carte blanche til at køre alle formidlingsaktiviteter på søområdet – eksempelvis i eksterne medier – ind under finansieringen af dette projekt. Argumentationen er derfor ikke som DTU Aqua antyder cirkulær
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor tror i at Fisk & Fri mangler 41 artikler i optællingen af arbejdet? Samtlige undersider på Søhåndbogen (inkl dem der står som .aspx i litteraturlisten) er jo som nævnt medtaget i optællingen af de 82.000 ord, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris prisestimater. b) Det virker umiddelbart som et meget pudsigt sammenfald, at hovedparten af de artikler, som DTU Aqua siger mangler i Fisk & Fris optælling – lige pludselige er offline. Er det fordi I ikke ønsker, at Fisk & Fri skal dokumentere sort på hvidt, at alt allerede er optalt og inkluderet i de 82.000 ord samt bilag 3 (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366)? c) Hvorfor sender DTU Aqua en litteraturliste, der går til 2018, når den del af regnskabet, der stilles spørgsmålstegn ved, kun går fra 2011-2015? Kan I forstå, hvis det kan opfattes som, at I prøver at få uopmærksomme læsere til at tro, at der er lavet mere for pengene, end det i selv har opgjort i statusopgørelserne fra 2011-2015? d) Hvis DTU Aqua mener, at de artikler, der er nævnt i bilag 3, er så stort et arbejde at lave, at man mener det er relevant at medtage i opgørelsen for, hvad der er lavet for fisketegnsmidlerne under Søhåndbogen i 2011-2015 – hvorfor er dette arbejde så ikke nævnt i status opgørelserne for samme år, hvor i ellers minutiøst beskriver alt arbejde helt ned til den mindste detalje? Kan i forstå, hvis man som læser mistænker, at disse artikler oprindeligt slet ikke er lavet under projektet Søhåndbogen, men at DTU Aqua efterfølgende, når der stilles kritiske spørgsmål til regnskaberne, forsøger at henføre disse artikler under projektet for at få tidsforbruget til at se mere realistisk ud?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på pkt. 3 betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?
DTU Aquas svar ændrer intet ved realiteterne i Fisk & Fris prissætning af dette arbejde. DTU Aqua skriver ”at de ikke er bekendt med valide metoder til at beregne enhedspriser på scanning”. Selvfølgelig kan man give et groft estimat over tidsforbruget, når man ved at 1) hovedparten af rapporterne i forvejen findes hos DTU Aqua, 2) man ved hvor få sekunder det tager at scanne en side 3) forholder sig til det faktum, at alle moderne scannere selv kan samle de enkelte scanninger til et dokument og 4) antager at man selvfølgelig sætter en studentermedarbejdere til det utrolig lette arbejde, det er at scanne. Det forekommer mærkeligt, at forskere med en så høj uddannelse, finder så simpelt et estimat så svært. Men måske ønsker man ikke at folk skal vide, hvor kort tid et sådant arbejde reelt set tager?
Jeg har selv billedbehandlet i Photoshop professionelt i over 15 år og kan blot sige, at Individuel justering af billeder med lys, kontrast og et par simple kloninger mv højest tager højest 2 minutter pr billede. Konvertering af negativ til positiv er jo blot et tryk på en knap i Photoshop, så det kan næppe heller være dette, der har belastet DTU Aquas medarbejdere hårdt ved denne opgave. Så selv hvis samtlige fotos er individuelt billedbehandlet, kan det max have taget 1-2 ugers arbejde at udføre dette. Med udgangspunkt i dette forekommer det besynderligt, at DTU Aqua har fået flere hundrede tusinde kroner for det ret begrænsede arbejde. Dette er selvfølgelig ikke betalt af lystfiskerne, men det siger – lige som resten af dette udregningseksempel – noget om, at man som ansvarshavende for brugen af Fisketegnsmidlerne, bør undersøge meget grundigt, hvorvidt der helt generelt kan være tale om et groft overforbrug af penge i DTU Aquas projekter? – der som bekendt ikke er i udbud…
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Kan DTU Aqua forstå, at man som læser af jeres svar, måske finder det mærkeligt, at højtuddannede forskere ikke mener det er muligt at sætte et omtrentligt tidsestimat på noget så simpelt som at plukke nogle rapporter ned fra ens egne hylder og scanne dem? Kan I forstå hvis det virker som om, at i ikke ønsker at folk skal vide hvor lang tid en sådan proces reelt set tager?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Feedback på Fisk & Fris spørgsmål 5-7
Til spørgsmålene ”Hvad kan vidensbankens database have kostet?”, ”Indledende arbejde til Fangstjournalen” og hvad kan vandmiljøagenterne have kostet? – vil vi blot gentage følgende:
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 5-7) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette – punkt for punkt?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
8- Syntese om forvaltning af geddefiskeriet i Lillehammer
Fisk & Fris prisestimat på hvor meget dette kan have kostet er fuldstændig realistisk, eftersom alt hvad de har skulle gøre er at forberede et indlæg med resultater som allerede er produceret for andre penge.
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 8) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
maj 15, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?
TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS
Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:
“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.
Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”
Citat Cowi slut.
Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:
“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …
Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …
Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”
Citat Rambøll slut.
Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.
Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.
Fiskeribiolog Steen Ulnits
Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.
Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?
– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?
Fangsternes fordeling
Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:
I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.
Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.
At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.
Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?
Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.
Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.
Løjstrup og Lilleåen
Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.
Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.
Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.
I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.
Fri adgang – færre fisk
Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.
Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.
Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.
Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.
Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.
Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.
Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.
Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.
Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.
Fremtidens Lystfiskerstrategi
Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:
Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.
Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.
Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.
Fyn var ellers lige blevet så fin
Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.
Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.
Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.
Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:
“Strategi for Lystfiskeri”
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:
- Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
- Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
- Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
- Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
- Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.
Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.
Markedsføring af manglende fisk
De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.
Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.
I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.
Livløst Lillebælt
Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.
Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.
Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.
DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt.
Museum over Dansk Lystfiskeri
Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:
At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.
Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.
Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.
Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.
Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.
maj 8, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner
Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.
AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS
Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.
Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.
Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:
- 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
- 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
- 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland
Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.
Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.
Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:
– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.
I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.
Fisken på disken
Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.
Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.
På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.
Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:
– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.
Fisk og fiskepleje
Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.
Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.
I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.
Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.
En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.
Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.
Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.
Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.
Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.
Landets længste vandløb
Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.
Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.
Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.
Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.
Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.
Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.
Nej til undersøgelse
I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.
DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.
Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.
I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?
600.000 kroner til en undersøgelse
Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.
De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.
Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.
Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.
Afvisning af kritik
De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.
Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.
Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.
Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.
Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.
Radiomærkede ørredsmolt
Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.
Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.
I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.
Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.
Fra Orbicon til DTU Aqua
Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.
Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.
Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.
Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.
En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.
Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.
I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.
maj 1, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Det skulle være så godt, at der kom flere fisk i de danske vande. Finansieret af millionerne fra det obligatoriske fisketegn. Men det er faktisk blevet ringere med tiden. Fiskeplejen er ikke længere, hvad den har været og skulle være. Tiderne er skiftet, og forvaltningen er ikke fulgt med.
AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG
Moderne fiskepleje startede tidligt, hvad laksefiskene angår. Ret beset startede den vel allerede i 1400-tallet, da franske munke lærte sig at klække ørreder på kunstig vis. Man dækkede de befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme hen over dem.
Kunstig klækning af laksefisk tog dog først for alvor fart, da tyskeren Jacobi i 1763 gentog de franske munkes forsøg – nu dog med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen fart, og klækkerier skød op overalt i den vestlige verden. Nu kunne man producere de fisk, man skulle bruge til datidens fiskepleje, der udlukkende bestod af udsætning af kunstigt opdrættede fisk.
Siden fandt man ud af, at hovedløse udsætninger ikke nødvendigvis resulterede i et bedre fiskeri efter flere fisk. Man fandt ud af, at der i et givet vandløb kun er plads til et givet antal fisk. Laksefisk er nemlig territoriale og har brug for et skjulested.
Er der ikke skjulesteder nok, bliver fiskene stressede, da de skal løbe spidsrod mellem vandløbets andre beboere. Fiskene bliver stressede, får mælkesyreforgiftning og dør. Sætter man således flere fisk ud, end der er plads og skjulesteder til i vandløbet, er det rent spild af penge og fisk. Mundingsudsætninger er en helt anden sag.
Derfor har man i snart mange år elektrofisket i vandløb verden over. Dels for at fjerne uønskede arter som eksempelvis gedder, der kan tolde hårdt på en ørredbestand. Dels for at fange moderfisk til afstrygning og opdræt af nye fisk til udsætning. Og dels naturligvis for at analysere bestanden af laksefisk i et givet vandløb.
Udsætningsplanerne
Man elektrofisker med nogle års mellemrum et vandløb, gør det to gange på samme strækning og kan nu på matematisk vis regne sig frem til, hvor stor den totale fiskebestand er. Man registrerer de fangede fisk og ved nu, hvor mange fisk der er i de forskellige årsklasser. Yngel, halvårsfisk, étårfisk etc.
Herefter kigger man på vandløbet og vurderer dets bæreevne ud fra parametre som bredde, dybde, strømhastighed og egnede skjulesteder. Herefter kan man vurdere, hvor mange fisk der ideelt burde være på den pågældende strækning af det pågældende vandløb. Og sammenligne med, hvad der reelt er ifølge befiskningen.
Det er nu en simpel sag at “fylde vandløbet op” med de fisk, der mangler i forhold til vandets anslåede bæreevne. Det er sådan, udsætningsplanerne bliver til – sådan at denne post på fiskeplejen beregnes og efterfølgende betales via det obligatoriske fisketegn. Det er der masser af sund fornuft i.
Fiskeribiolog Steen Ulnits stiller i denne artikelserie skarpt på Fisketegnsmidlerne – samt hvordan de bliver brugt. Følg med de næste tre fredage her på fiskogfri.dk
Fisketegnet blev en realitet fra og med den 1. januar 1993. Prisen var dengang 100,- kroner årligt. I 2012 blev prisen hævet til de nuværende 185,- kroner.
Da den nødlidende Skjern Å sidst i 1980’erne skulle hjælpes tilbage i sit gamle leje fra før reguleringen i 1960’erne, blev det den kristne miljøminister Christian Christensen (Q), som tog initiativet og sagde de nu berømte ord: “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt trængte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.
Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget. Fisketegnet, som vi kender det i dag, var en realitet.
Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere havde skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som kostede 250,- kr. årligt, og som gav ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den gav giver også ret til fiskeri med stang.
Paragraf 7-udvalget
De indkomne midler fra fisketegn og garnlicens fordeles af fiskeriministeren efter rådgivning fra det såkaldte Paragraf 7 udvalg, hvis fulde titel er “Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje”. I dag drejer det sig om i omegnen af 40 millioner kroner om året, der skal fordeles af dette udvalg.
Udvalget er nedsat efter § 7 i fiskeriloven og er med tiden vokset i både størrelse og sammensætning. Det består i dag af repræsentanter fra følgende organisationer, præsenteret i alfabetisk rækkefølge:
- Danmarks Fiskeriforening
- Danmarks Naturfredningsforening
- Danmarks Sportsfiskerforbund
- Dansk Akvakultur
- Dansk Amatørfiskerforening
- Dansk Fritidsfiskerforbund
- Dansk Kystfiskerforening
- DTU Aqua
- Fiskeripolitisk Kontor
- Fiskeristyrelsen
- Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
- Kommunernes Landsforening
- Landbrug & Fødevarer
- Miljøstyrelsen
Herudover kan ministeren indstille enhver anden repræsentation til udvalget, hvis han eller hun måtte ønske det. Medlemssammensætningen administreres af Fiskeripolitisk Kontor, der efter Esben Lunde Larsens (V) afgang som fiskeriminister og på grund af det dengang muligt forestående Brexit blev overflyttet til Udenrigsministeriet.
Som det ses, er der mange forskellige og ofte modsat rettede interesser repræsenteret i det udvalg, der skal administrere de penge, som alene er indbetalt af fritidsfiskere og lystfiskere. Det rimelige heri kan naturligvis diskuteres – og bliver det konstant. Der er trods flere organisationer imellem, der ikke yder en krone til fiskeplejen. Men blot lukrerer på de 40 millioner kroner, det rekreative fiskeri årligt indbetaler for overhovedet at få lov til at fiske.
Man kan undre sig over, hvorfor erhvervsinteresser overhovedet skal være med til at bestemme over midler, der udelukkende er indkommet fra og betalt af det rekreative fiskeri. Disse erhvervsinteresser er jo primært med til at tolde på de samme fisk, som lystfiskerne sætter ud. Og er i nogle tilfælde sågar direkte medvirkende til at ødelægge vandmiljøet – eksempelvis via det altødelæggende trawlfiskeri og muslingeskrab.
Wilhjelm-udvalget
I år 2000 nedsatte den daværende S-R regering det såkaldte Wilhjelm-udvalg. Det fik til opgave at udarbejde en rapport, som kunne “danne udgangspunkt for regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse”.
Udvalgets arbejde skulle være afsluttet, så rapporten kunne støtte de danske repræsentanter ved Rio-konferencen i 2002. Udvalget bestod af 35 personer, som repræsenterede interesseorganisationer og offentlige myndigheder med tilknytning til miljøområdet. Udvalgets formand blev direktør Nils Wilhjelm.
Han var konservativ kammerherre og ikke imponeret over hverken egne partifællers eller andre folketingsmedlemmers interesse for eller viden om naturen. Wilhjelm havde meget svært ved at se, at der overhovedet var politisk interesse for at få naturen højere op på dagsordenen. Det gjaldt såvel regeringen som oppositionen, der fik følgende markante udtalelser med på vejen:
– Connie Hedegaard havde en god holdning, men fik den ikke omsat.
– Der er ikke rigtig nogen på Christiansborg, som har en dybdegående viden om naturen.
– Siden Svend Auken har vi ikke været begunstiget med en minister, der har udvist interesse for naturen.
– Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen havde svært ved at komme ud af traktoren. Han havde berøringsangst over for konflikter med landbruget.
Klare ord fra en mand, der ellers som kammerherre var vant til at tale pænt og færdes på de bonede gulve. Nils Wilhjelm selv var en vidende og visionær mand, der havde et nært forhold til naturen, benyttelsen og beskyttelsen af den.
Wilhjelm-rapporten
Det resulterede i en 265 sider stor rapport, der lagde linjen for fremtidens naturforvaltning. Og som samtidig udstak rammerne for den kommende forvaltning af fiskeriet – heriblandt den moderne fiskepleje, vi lever med i dag. Rapporten havde titlen “Natur i Danmark – Status, mål og midler” – samt undertitlen “Rapport fra Wilhjelmudvalgets arbejdsgruppe for naturkvalitet og naturovervågning”.
Herunder følger den for os lystfiskere vigtigste del af rapporten:
På fiskeområdet tilrettelæges udsætningspolitikken ud fra følgende principper:
Ingen udsætning af fremmede arter eller genetisk modificerede organismer i danske farvande.
- Ingen dyrkning af nyintroducerede fremmede arter eller GMO’er i områder, hvor der er en risiko for spredning af genmateriale til vilde arter.
- Udsætning af hjemmehørende arter skal ske på en genetisk og økologisk forsvarlig måde og udfases i takt med genopretningen af vandløbene og af vandkvaliteten.
- Et højt beskyttelsesniveau mod indslæbning af fremmede arter.
Og der anbefales gennemført følgende indsats:
- De genetiske og økologiske anbefalinger for udsætning af fisk føres ájour for at sikre bevarelsen af de naturlige fiskebestande og den genetiske diversitet.
- Genopretning af vandløb opprioriteres væsentligt bl.a. med henblik på at reducere udsætningerne.
- Det kan bl.a. ske ved at anvende en forholdsvis større del af fisketegnsmidlerne til vandløbsrestaurering, og ved ændrede prioriteringer i den offentlige naturgenopretning og naturpleje.
- Udsætning af fisk af dambrugsoprindelse ophører inden for en 5-års overgangsperiode, og rømninger af fisk fra dambrug og havbrug forhindres effektivt.
- Indførelse af regler til forebyggelse af indslæbning og udbredelse af fremmede arter.
- Oplysning til offentligheden og til virksomhederne om farerne ved indslæbning og udsætning af fremmede arter skal forstærkes.
- Udarbejdelse af beredskabsplan for og øget oplysning om indslæbning og udsætning af arter, herunder GMO’er.
Der er snart 20 år siden, Wilhjelm-udvalget barslede med disse anvisninger på fremtidens fiskepleje. Ganske fremsynet set med vore dages øjne og næppe fremkommet, hvis det skulle være født i Folketinget. Jævnfør Nils Wilhjelms ringe respekt for folketingsmedlemmernes manglende interesse for og viden om den danske natur.
I den følgende artikel ser vi på “Virkeligheden efter Wilhjelm”.
mar 12, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I den kommende weekend skulle delegerede fra Danmarks Sportsfiskerforbund have afholdt kongres – dels for at træffe beslutninger om forbundets linje de kommende to år – og dels for at vælge en ny formand. Desværre er kongressen nu aflyst på grund af Corvid-19, hvilket betyder, at der nu er god tid til at reflektere over hvem af de to kandidater, der bedst formår at samle alle danske lystfiskere under samme fane?
AF JENS BURSELL
Vi har i sidste uge bragt interviews med de to kandidater Torben Kaas og Preben Thomsen, som hver især har besværet en række spørgsmål med relevans for kursen i DSF de næste par år.
På trods af en rigtig god indsats fra DSF for mange danske lystfiskere på en række områder – og en knapt så stor indsats på andre områder, så er medlemstallet støt dalende i den organisation, der allerhelst skulle repræsentere alle danske lystfiskere.
Men hvad er det, der skal til for at samle alle danske lystfiskere under en fane, så vi står stærkere overfor alle de udfordringer, der er for vores hårdt trængte fiskebestande? Som det ser ud nu, så står en lang række foreninger uden for DSF – og medlemstallet i Danmarks Sportsfiskerforbund er helt nede på omkring 15.000. Hvis DSF skal kunne løbe rundt økonomisk og være i stand til at markere sig politisk, så skal medlemstallet op – men hvordan?
Meget tyder på, at der er brug for en helt ny kurs for DSF for at komme i mål med at blive flere medlemmer. Men spørgsmålet er så, hvem af de to kandidater, der bedst vil kunne løfte denne utrolig vigtige opgave for DSF.
Preben Thomsen som ny formand?
Med Preben Thomsen er der tilsyneladende ikke udsigt til nogen væsentlige kursændringer på ovennævnte område, der vil kunne skabe den nødvendige vækst for DSF´s medlemstal – tværtimod. I et interview med Fisk & Fri skriver han følgende:
”For mig ligger muligheden for vækst i medlemstallet først og fremmest i foreningerne – og her er der nogle foreninger, som klarer sig markant bedre end andre. Kendskabet til, hvad disse foreninger gør anderledes, kan tjene som gode eksempler for andre foreninger.
I bund og grund nyder alle sports- og lystfiskere jo godt af DSF´s arbejde – uanset om man er medlem eller ej. Det er altså op til folks moral, om man mener man bør bidrage – og her halter det mange steder. Det ville være virkeligt glædeligt, om vi kunne udløse en holdningsændring, så vi kunne komme ud over, at det kun er lidt mere end hver tiende fisketegnsløser, der vil bakke op om DSF´s arbejde for at sikre et godt fiskeri for alle.”
I disse sætninger ligger i min optik ikke en imødekommende udstrakt hånd til alle dem, der står uden for DSF – tvært imod: Retorikken signalerer snarere en holdning á la ”vi har nok i os selv, vi gør det godt nok – og det er der ingen, der skal ændre på”.
NÅR PREBEN THOMSEN INDIREKTE KALDER LYSTFISKERE OG FORENINGER UDEN FOR DSF FOR UMORALSKE, ER DET ET GIGANTISK SELVMÅL – DER TYDELIGT SIGNALERER, AT HAN IKKE VIL KUNNE SAMLE ALLE DANSKE LYSTFISKERE UNDER ÉN FANE, OG AT HAN DERFOR NÆPPE ER EGNET SOM FORMAND FOR DSF. Jens Bursell
Når man som Preben Thomsen siger ”at det er op til folks moral om de vil bidrage” – så siger han implicit, at man er umoralsk, hvis ikke man er med i DSF. Og det er ikke lige frem et godt udgangspunkt for at møde foreningerne uden for DSF med et åbent sind. For skal man motivere alle de foreninger, der står uden for DSF til at melde sig ind, så skal man selvfølgelig lytte til, hvorfor de ikke er medlemmer. Og ikke nok med, at man skal lytte, man skal også være åben og parat til at justere kursen for DSF, så de foreninger, der pt ikke er med, måske fordi de historisk set ikke har følt sig hørt – rent faktisk føler, at der er udsigt til, at DSF nu vil forsøge at gøre så meget for dem, at det er værd at betale for at være med i DSF.
Når Preben Thomsen indirekte kalder lystfiskere og foreninger uden for DSF for umoralske er det gigantisk selvmål – det tydeligt signalerer, at han ikke vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane, og at han derfor næppe er egnet som formand for DSF. Alene det, at han siger ”muligheden for vækst i medlemstallet ligger først og fremmest i foreningerne”, signalere, at DSF med ham ved roret ikke har tænkt sig at ændre kurs, så man favner alle danske lystfiskere bredt.
Ordene ”om man mener man bør bidrage” vil nok af mange individuelle lystfiskere og foreninger rundt omkring i landet blive opfattet som en hån mod det kæmpestore frivillige arbejde, der rent faktisk udføres på eget initiativ helt uden for DSF. At man ikke er med i DSF, er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man bare læner sig tilbage og lader andre gøre arbejdet – man gør måske blot noget andet end det DSF ville have gjort – og på en anden måde.
Når du ikke ser et foto af Preben Thomsen her i artiklen, så er det fordi, han ikke har villet give tilsagn om, at vi må bruge et foto af ham her efter han har fået forlagt artiklen. Han har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Fisk & Fris læsere.
Torben Kaas signalerer klart, at han ønsker at lytte til alle danske lystfiskere – også dem udenfor DSF, for på den måde at søge at samle alle de gode kræfter under én fane.
Med Torben Kaas som ny formand?
Sjællandske Torben Kaas signalerer et helt anderledes frisk pust – samt vilje til at lytte, forny og inkludere alle danske lystfiskere i DSF. I interviewet med Fisk & Fri siger han blandt andet følgende:
– DSF er nu rustet til at tage fat på opgaven med at samle danske lystfiskere under DSF-paraplyen. Der forestår simpelthen en vigtig opgave med at overbevise de mange foreninger og individuelle lystfiskere uden for fællesskabet om, at de skal være med. Vi skal som noget af det første tage fat på at vende medlemsudviklingen.
– og
– DSF skal ikke være noget, man skal lokkes ind i, siger Torben Kaas. – DSF skal være relevant for alle lystfiskere og derfor noget, man tilvælger. På længere sigt handler det om, at vi gør det rigtige igen og igen, og at vi får fortalt historien om, hvem vi er, og hvad vi gør. Jeg tror ikke, at DSF altid har været lydhør nok overfor de foreninger, som forlod forbundet, eller som aldrig kom ind.
– Jeg kommer til at tage en dialog med foreningerne og høre, hvad der afholder dem fra at blive en del af fællesskabet og dermed afholder dem fra at bidrage til at skabe løsningerne for alle lystfiskere.
– Jeg ved, at der for en del foreningers vedkommende er helt konkrete historier, som gør, at de står udenfor. Som et nyt ansigt kan jeg gå fordomsfrit til foreningerne og starte forfra med at genopbygge tillid og finde de løsninger, der kan bringe foreningerne ind i DSF, uden DSF skal gå på kompromis med sine grundværdier. Jeg kommer til at lytte meget i min første tid i formandsstolen.
Nye vinde i DSF?
Set i min optik er det vigtigt, at de delegerede til DSF-kongressen stiller sig selv dette spørgsmål: Vil vi have en formand, der oprigtigt kan og vil inkludere alle danske lystfiskere – eller ønsker DSF en formand, der allerede fra starten af ikke signalerer vilje til ændring på mange af de parametre, der har kæmpestor betydning for at vinde opbakning og inkludere alle danske lystfiskere i Danmarks Sportsfiskerforbund. Uden bred opbakning fra flertallet af danske lystfiskere, vil man aldrig komme til at forøge medlemstallet i DSF nævneværdigt, så dansk lystfiskeri kan få en større gennemslagskraft i det politiske landskab.
