LAKS OG HAVØRRED: NYE REGLER VED MØRRUM I 2025

Der er både spændende og kloge ændringer på vej i Mørrumsåen i Blekinge. Efter en 2024 sæson, som absolut ikke vil blive husket som sæsonen med de mange fangster, har ledelsen vist sig handlekraftig og visionær.

 

AF PETER FISKER

 

Pladschefen Matthias Holmquist var allerede i 2024 aktivt ude med meldinger om, at der var ændringer på vej, og man må sige, at der virkelig er taget fat i at forandre et ellers konservativt koncept. Man kan derfor med rette sige; der driver nye og meget meget spændende vinde ned gennem ådalen.

Laksen i Østersøen har det skidt, og fakta er det også, at lystfiskeriet aldrig bliver hovedårsagen til, at bestandene er vigende og nedadgående i antal. Men – når der skal handles, og der skal indføres nye regler, restriktioner og reguleringer, så er lystfiskerne altid klar til at gå forrest. Det beviser de nye tiltag i Mørrum. Tak til Matthias – og resten af holdet i Mørrum Kronolaxfiske – for at vise vejen og have modet.

Her er nogle af de mest markante ændringer for danskervandet – Mørrum.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Ny og tidligere premieredato ved Mørrumsåen

Premieren flyttes fra sidste lørdag i marts til 1.marts. Håbet er, at der igen kommer flere fangster på premieredagen og de første dage af sæsonen. De sidste år har fiskeriet ikke stået mål med forventningerne til et præmierefiskeri i et af Nordens mest traditionelle fiskevande. Ledelsens siger ligeud, at de flytter premieren frem for at kompensere for de højere temperaturer, der er opstået som følge af klimaforandringerne. Samtidig ønsker man at fremme fiskeriet efter de blanke havørreder, som i årets koldeste måneder vandrer ind og ud af åen. Som – måske – det første sted i Norden anerkender man altså, at de traditionelle premieredatoer ikke længere følger årstiderne, og at klimaforandringerne nu er så markante, at det kræver ændringer af traditionerne.  

Mindre hjemtagelseskvoter ved Mørrum

Årskvoten på laksefisk nedsættes markant. Der lanceres således en helt ny tankegang om kvotesætning for fiskeriet. Der bliver ”kun” frigivet 100 fisk med fedtfinne til hjemtagelse – altså, laks, hybrid og havørred samlet. Til sammenligning var tallene i 2024 300 laks og 200 havørreder. Samtidig nedsættes den personlige årskvote for hjemtagelse fra seks til to fisk.

100 fisk er ikke mange, men er dog et klart signal om, at der handles på, at der nu er små årgange, samt at bestandene generelt er truet. Det er vovet, for der skal tjenes penge for at hele ”Cirkus Mørrum” kan løbe rundt, og det her kan koste på bundlinjen.

Spørgsmålet er så: Er lystfiskerne – både garvede og de nye – klar til at acceptere, at kvoten reelt kan være opfisket inden majlaks-fiskeriet starter? – Vi har et ansvar, og derfor skal fiskene genudsættes, siger ledelsen. Det er en klog beslutning, som med garanti vil blive fulgt med spænding rundt om ved andre åer og elve.

Reduktion i antallet fiskekort ved Mørrum

Den sidste ændring, som jeg vil fremhæve, er en reduktion i antallet af fiskekort. Især døgnkort bliver reguleret. Begrundelsen er, at der typisk ved premieren og i maj-højsæsonen kan være trængsel ved fiskevandet. Også dette tiltag bliver spændende at følge, for vil det gøre, at de som ikke får kort i ”højsæsonen” kommer senere? – eller vil der generelt blive færre lystfiskere ved åen? Og hvilken effekt får det?  Vil det, at der reelt er færre lystfiskere gøre den enkeltes oplevelse bedre? Eller – og det kan man frygte – vil hotspottene bare forblive som de er, og så er åen tom for lystfiskere andre steder?

Igen et markant tiltag, hvor det naturligvis bliver spændende at se, om de manglende indtægter fordeles på de kort, der så kommer til salg? Og hvad med området? Kommer butikker, private udlejere m.m. til at mærke, at der ikke længere er helt så mange folk i Mørrum?

Der dækkes ikke over noget i oplægget, hvilket er en befriende åbenhed samt en god forklaring på, hvorfor de nye initiativer indføres. Som brugere af området, kan men derfor kun løfte på fiskehatten. I forklaringen på tiltagene prøver ledelsen heller ikke at bortforklare, at der stadig opfordres til C&R langs åen. Dog fastslår de også, at kvoten på 100 fisk kan forsvares, med den nuværende bestand.

Jeg har altid stor respekt for, når en ledelse tager nogle beslutninger, som ikke på forhånd kan siges at være eller blive populære, og at samme ledelse giver sig god tid til at forklare handlingen. Jeg vil derfor opfordre alle, som har laksefiskeri i hjertet, til at gennemlæse de nye tiltag og måske overveje om det ikke netop er sådanne tiltag, der bør indføres mange flere steder.

Det er på tide, at vi erkender, at vores bestande af laksefisk i vandløbene er sårbare. Selv små fejl i administrationen kan gøre, at års avlsarbejde og reetablering, er spildt. Godt gået Mørrum.

Læs mere om fiskeriet ved Mørrumsåen her.

På fiskogfri.dk´s artikelarkiv kan du finde en masse spændende og dybdegående artikler om åfiskeri med både flue-, spinne- og medegrej.

 

Grejxperten - Black November

 

 

2025 kommer til at byde på nye regler for fiskriet efter laks og havørred i den legendariske å Mørrum i sydsvenske Blekinge.

2025 kommer til at byde på nye regler for fiskeriet efter laks og havørred i den legendariske å Mørrum i sydsvenske Blekinge. Øverst Torben Hansen fra Bornholm med en flot laks fra “danskeråen”.

”FREMTIDENS LYSTFISKERE”: NYT DSF-PROJEKT SKAL SKABE FLERE NYE LYSTFISKERE

Et fantastisk eksempel på hvad frivillighed kan gøre. I sommeren 2024 rejste to instruktører fra Fiskeklub København – Otto Herlev og Mikkel Berg, til Lapland med en flok fra UNG-holdet for at tilbringe en uge i den totale ødemark. En oplevelse for livet for alle!

Med det nye projekt ”Fremtidens Lystfiskere” vil Danmarks Sportsfiskerforbund lægge en ny, vidensbaseret strategi for det fremtidige arbejde med at få flere børn og unge ind i lystfiskeriet. Vi har talt med Marie Brandt, der de næste tre år skal arbejde med, hvad vi kan gøre for at styrke rekruttering og fastholdelse til det danske lystfiskeri.

 

TEKST: JENS BURSELL, FOTOS: MARIE BRANDT, FISKEKLUB KBH, DSF OG ANNE KJÆR LINDEGAARD

 

JUNIOR AFDELINGER OG FORENINGER har haft trange kår de sidste mange år, for det er ikke altid lige let at lokke børn og uge ud til vandet. Det har Danmarks Sportsfiskerforbund nu for alvor tænkt sig at gøre noget ved med projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Det visionære og ambitiøse projekt, er betalt af Friluftsrådet – og delprojektet ”Fremtidens Vand- og Fiskeplejere” er medfinansieret af Lystfisker Danmarks pulje ”Bedre Lystfiskeri”.

Ofte beskyldes for meget skærmtid for at være årsagen til for lidt proaktiv udetid, og derfor er det oplagt at bruge netop skærmene som springbræt til det, som det hele drejer sig om – nemlig at få de unge ud og fiske. – Vi vil arbejde på, at placere DSF et sted, hvor de unge får øje på os – og det er jo bl.a. på skærmene, siger Marie. – Derfor vil vi også bruge skærmen som et værktøj til at tiltrække flere børn og unge samt undervise dem – både på online og ude ved vandet.  

 

Marie Brandt på kysttur i den forgangne weekend. I nettet ligger en lille grønlænder og grundglæden har indfundet sig.

Marie Brandt på kysttur i den forgangne weekend. I nettet ligger en lille grønlænder og grundglæden har indfundet sig.

 

Friluftsland

 

Opvokset med lystfiskeriet

– Fiskeriet har givet mig noget helt særligt, understreger hun. – Som barn var fisketurene en fælles ting med min familie – det er det stadig. Og som voksen er jeg for alvor blevet opslugt af sporten samt det fantastiske fællesskab, der følger med.

– Jeg tror, det er en ret universel trang, der opstår, når man har oplevet noget, som virkelig giver mening for én; så vil man give andre muligheden for at få samme oplevelse. Sådan har jeg det i hvert fald, og det har uden tvivl spillet en kæmpe rolle for min involvering i formidlingsarbejdet af lystfiskeriet til særligt børn og unge.

– I mit eget fiskeri forsøger jeg at finde en god balance mellem hyggen og de høje ambitioner. Jeg har stadig virkelig meget at både opleve og lære, og jeg bliver heldigvis grundglad hver gang jeg fanger en fisk – lige meget art og størrelse. Det er vildt spændende at gå på opdagelse i alt nørderiet i de mange forskellige grene af fiskeriet.

Hvorfor er det vigtigt at få flere børn og unge ind i Lystfiskeriet?

– Der følger jo en lang række positive bivirkninger med det at fiske, fortsætter Marie. – Det tænker jeg, at de fleste af os kan nikke genkendende til: Øget trivsel og livsglæde, bedre motorik samt koordination, fællesskab og styrkede sociale kompetencer, forbedret koncentration – bare for at nævne lidt. Det er godt for krop og sjæl at komme ud og fiske.

– Men – hvis jeg skal fremhæve én ting, som jeg synes er særlig vigtig, så får man som lystfisker en ekstraordinær forbindelse til det, der sker under vandets overflade. Og snakker vi 20-30-50 år ud i fremtiden, så har vi brug for, at der også findes ambassadører for det blå miljø til den tid. Det bliver et kernetema i projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Men ikke nok med det. For at sikre max power på emnet, har vi fået en bevilling fra Lystfisker Danmark, der går ubeskåret til netop dette; Fremtidens Vand- og Fiskeplejere. Det er så fedt!

 

Hvert år i uge 42 samler unge lystfiskere sig fra hele landet til masser af fiskeri, fællesskab og hygge. Her bliver en flok undervist af Kaare Ebert i vandløbsmiljø, og flere af ungerne har nu meddelt, at de skal være biologer, når de bliver store.

Hvert år i uge 42 samler unge lystfiskere sig fra hele landet til masser af fiskeri, fællesskab og hygge. Her bliver en flok undervist af Kaare Ebert i vandløbsmiljø, og flere af ungerne har nu meddelt, at de skal være biologer, når de bliver store.

Hvad er vigtigt for nye lystfiskere?

– Først og fremmest er det at fange noget det aller vigtigste til at tænde den første gnist hos kommende lystfiskere, pointerer hun. – På den måde virker lystfiskeriet meget som en enarmet tyveknægt, altså den der maskine i spillehallerne. ”Lige ét kast mere…”.

– Derefter handler det om, at der er nogen, som man kan fiske sammen med. Det kan jeg også genkende hos mig selv. Var jeg ikke blevet en del af et fællesskab, så var jeg sgu nok ikke blevet ved. Og så skal der være nogle mere erfarne fiskere, der står klar til at øse ud af deres viden. Det kan både være i den virkelige verden eller den digitale. Det er i min optik den hellige treenighed og nøglen til et langt og lykkeligt lystfiskerliv.

Hvordan aktiverer man unge til at deltage proaktivt i foreningslivet?

– Jeg ville elske at kunne svare kort og præcist. For det her er spørgsmålet, som alle i forenings-Danmark rumsterer med. Især i de områder, hvor der er tradition for, at de unge flytter væk, når de skal studere. Men jeg kan sige så meget, at jeg arbejder ud fra en række metoder og teorier, som skal testes i det her projekt.

– Vi ved, at mange frivillige formidlere ønsker at give den næste generation den samme oplevelse, som de selv fik som barn. De har ganske enkelt engang mødt en voksen, der har gjort det vildt godt. Det er nok et stort sats at håbe på, at vi kan rekruttere alle vores fremtidige frivillige alene ud fra det princip, men det er helt sikkert en faktor.

– Jeg tror dog sagtens, at vi kan gøre overgangen lettere. Vi skal for eksempel arbejde med at gøre det super tydeligt, hvilke frivillige arbejdsopgaver der er at løse. I min egen klub – Fiskeklub København -kan UNG’erne (13-17 år) blive hjælpeinstruktører på Juniorholdet (8-12 år). Men vi skal heller ikke være bange for, at lave micro-opgaver. Kan to af ungerne eksempelvis have ansvaret for, at klubbens køleskab spiller? Det er en overkommelig opgave, og i realiteten også en ganske vigtig én. Ejerskab og ansvar i mundrette mængder. Det tror jeg godt kunne være en af nøglerne. Men det er som sagt en kompliceret størrelse. Spørg mig igen om tre år.

 

Fiskeklub Københavns Juniorhold der startede i februar 2024, har i den grad haft vokseværk over sommeren. Her ses en stor del af holdet samt instruktører, her bl.a. Marie, på en tur til Kastrup Havn.

Fiskeklub Københavns Juniorhold der startede i februar 2024, har i den grad haft vokseværk over sommeren. Her ses en stor del af holdet samt instruktører, her bl.a. Marie, på en tur til Kastrup Havn.

Et skarpere fokus på kommunikation med unge nyfiskere

– En af de store søjler i projektet er et større og skarpere fokus på kommunikationen med de unge, pointerer hun. – Mange voksne vil mene, at vi skal have dem væk fra skærmene, før vi kan formidle lystfiskeri og miljø til dem. For mig virker det som besværligt ekstraarbejde, når vi nu bare kan møde op, hvor de allerede befinder sig; nemlig på de sociale medier. Derudover vil vi også lave et Ungdomspanel, med 10 børn/unge fra hele Danmark. De skal være med til at hjælpe med at sige, hvad der er fedt, og hvad der lugter af noget, som en voksen har fundet på.

– Vi har også planer om nogle nye metoder til selve undervisningen af lystfiskeriet, men vi er ikke langt nok i projektet endnu til, at jeg kan fortælle hvad det går ud på.

Flere nyfiskere ved samarbejde med andre organisationer

– Man kan helt klart styrke rekrutteringen af nye lystfiskere ved at styrke samarbejde med andre ungdoms- og friluftsorganisationer, fortsætter Marie. – Vi arbejder tæt sammen med flere organisationer om at styrke arbejdet med børn og unge i både lystfiskeriet og friluftslivet.

– Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund er Danmarks Sportsfiskerforbund med i projektet Tid til Tur. Det går ud på at klæde frivillige formidlere godt på til, at vise vej i naturen for småbørnsfamilierne. Vi er også i tæt dialog med et andet udviklingsprojekt, der er funderet i Friluftsrådet: Ungefællesskaber i Friluftslivet, som har til formål at matche skoler, institutioner og organisationer med friluftsforeninger – og det giver uden tvivl også anledning til samarbejde på tværs.

– Derudover ved jeg, at mange af vores egne medlemsforeninger allerede samarbejder tæt med andre lokalforeninger, skoler og institutioner, og det skal vi selvfølgelig bare bygge videre på.

Inspiration fra andre europæiske lande?

– Den danske frivilligheds-model er jo ret unik, og derfor jeg lige nu mest optaget af, at undersøge hvordan andre brancher, inden for foreningslivet, griber opgaven med børn og unge an, afrunder hun. – Når det er sagt, kan vi altid blive klogere, og det skal på ingen måde udelukkes, at der er erfaring at hente i udlandet. Jeg har allerede et møde i kalenderen med det norske forbund, og mon ikke jeg også får mig en snak med det svenske inden længe.

– En ting er sikkert. Det bliver et super spændende og udfordrende projekt, som mange før mig har forsøgt at knække koden på. I sidste ende skal det løses i flok, og derfor står min e-mail også altid åben, hvis man har en god ide eller en god erfaring at dele: mb@sportsfiskerforbundet.dk.

Projektet kan man følge med i på www.fiskeakademiet.dk og på vores sociale medier: www.instagram.com/fiskeakademiet og www.facebook.com/Fiskeakademiet.

 

Hvidovre Sport

 

819 TUN SENERE – HVAD HAR DTU AQUA FUNDET UD AF?

DTU Aquas tunmærkning foregår fra denne båd – lige nu i det nordlige Øresund.

I forgårs holdt Kim Aarestrup, der er projektleder på DTU Aquas tunmærkning, foredrag om den blåfinnede tun – samt hvad man indtil videre har af resultater baseret på de 819 tun, der indtil denne aften er blevet mærket af de danske tunfiskere.

 

AF JENS BURSELL, FOTO: BETTINA PEDERSEN

 

Foredraget, der blev afholdt på Øresundsakvariet i Helsingør, var fuldt booket, og der var stor spørgelyst blandt deltagerne. Ud over en introduktion til den fisk, som det hele handler om – nemlig den blåfinnede tun, blev en række af forskergruppens midlertidige resultater afsløret:

 

Friluftsland

 

Hvad har man fundet ud af om tunen?

Med uvurderlig hjælp fra de cirka 900 lystfiskere, der siden 2017 har hjulpet med at fange tun til mærkning, afslørede Kim Aarestrup fra DTU Aqua følgende resultater:

  • Undersøgelser af maveindhold på især kvotefisk viser – næppe overraskende – at tunens føde især består af hornfisk, makrel, sild og torsk. De store og voksne fisk spiser 30-40 kilo fisk dagligt.
  • Gennemsnitslængden af fiskene er steget fra 246,7 cm i 2018 til 258,3 cm i 2023 (hvilket er ca 15-20 cm større i snit end de store vestatlantiske tun, der fanges ud for Canada)
  • DTU Aqua har udviklet ny metode til at skelne hunner fra hanner ved en gelprøve. Cirka 2/3 af de fisk, som svømmer til Danmark, er hanner, som typisk er de største fisk.
  • Hovedparten af fiskene er – ikke overraskende – fra den østlige bestand, som gyder i Middelhavet
  • Tagging data bekræfter velkendte gydeområder ved fx Mallorca samt Sardinien/Korsika – og med flere data kan nye måske identificeres
  • Dødelighed ved C & R er ifølge DTU Aqua i omegnen af 2-3 %

Det bedste danske tunfiskeår so far i nyere tid var i 2021, hvor der blev mærket 174 fisk – og den største fisk har været 290 cm samt cirka 400 kilo.

Tunbestanden er ikke truet længere

Tunbestanden estimeres af ICCAT. Den er pt ikke truet længere – og ligger i kategorien ”least concern”. Hvis bestandene af både tunene og dens byttefisk forvaltes fornuftigt, så er den største trussel mod bestandene på den lange bane måske, at vandet i gydeområderne på grund af klimaændringer bliver for varmt.

Pr. i forgårs aftes havde DTU Aqua ifølge Kim Aarestrup mærket 82 blåfinnede tun i 2024, hvoraf de 43 var taget i Skagerrak. Mærkningsfiskeriet på Øresund med udgangshavn i Helsingør fortsætter til og med på søndag, hvis vejret vil det – og tunene forventes at svømme retur mod varmere breddegrader inden for den næste halvanden måneds tid.

Læs mere om forvaltning af tunbestandene på ICCAT – The International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas – hjemmeside her.

Man arbejder på sigt med at skaffe en tunkvote til Danmark – hvor det ifølge Kim Aarestrup sikkert bliver sådan, at skippere med licens til fiskeriet kan få del i denne.

Læs mere om Øresundsakvariet her.

 

Grejxperten - Black November

 

 

Ved mærkningen får tunen et vådt klæde over øjnene og der spules frisk saltvand over gællerne, så risici for skader minimeres.

Ved mærkningen får tunen et vådt klæde over øjnene, og der spules frisk saltvand over gællerne, så risici for skader minimeres.

 

VEJEN TIL ET STYRKET LYSTFISKERI: 6 SKARPE TIL MARTIN LIDEGAARD

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre ¨har i samråd med DSF og Dansk Lystfiskeri lavet et forslag til, hvordan vi ret hurtigt kan styrke det danske lystfiskeri. Foto: Marie Brandt

Som du kunne læse tidligere i morges, blev der i dag afholdt en konference på Christiansborg med temaet ”Hvordan styrker vi lystfiskeri i Danmark”. Vi har talt med initiativtageren – Martin Lidegaard fra Radikale Venstre – og stillet ham et par spørgsmål for at få uddybet nogle af målsætningerne.

 

AF JENS BURSELL

 

I samarbejde med DSF og Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri har Martin Lidegaard fra Radikale Venstre opstillet en række gode forslag til tiltag, der kan gavne fiskebestandene og dermed det danske lystfiskeri. Selvom forslagene selvfølgelig langt fra løser nogle af de kæmpestore udfordringer, som er hovedårsagen til vores forarmede vandmiljø, vil det, hvis det lykkes at få alle punkter gennemført, uden tvivl være et godt og tiltrængt quickfix, der på flere områder sagtens vil kunne give et markant boost til både fiskebestande og dansk lystfiskeri.

 

Grejxperten - Black November

 

Martin Lidegaard, Radikale Venstre, ser ingen politisk hindring for at gedde, aborre, sandart, havørred og laks kan beskyttes mod kommercielt fiskeri, hvis man kan få politisk opbakning til det.

Martin Lidegaard, Radikale Venstre, ser ingen politisk hindring for at gedde, aborre, sandart, havørred og laks kan beskyttes mod kommercielt fiskeri, hvis man kan få politisk opbakning til det. Foto: Peter Lyngby.

 

Vi har stillet Martin Lidegaard seks skarpe:

1: Gamefish – forbud mod salg af gedde, aborre, sandart, havørred og laks

Radikale Venstres forslag om at indføre et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks vil i en række sammenhænge kunne få kæmpestor positiv betydning for dansk lystfiskeri – og det er helt sikkert en lavt hængende frugt, da det kun vil været et meget marginalt tab for det kommercielle fiskeri: Hvor hurtigt tror du det kan implementeres – og skal der afsættes ekstra ressourcer til at håndhæve forbuddet?

– Jeg ser ingen politisk hindring for, at vi kan komme hurtigt i gang, svarer Martin Lidegaard. – Vi står netop overfor vigtige forhandlinger om fiskeriets fremtid, og her vil vi forsøge at opnå tilslutning blandt de øvrige partier og sikre de nødvendige midler til Fiskeristyrelsens opgave med at håndhæve forbuddet, hvis det skønnes nødvendigt.

2: En mere effektiv skarvregulering

 I foreslår at øge indsatsen mod skarvens prædation på sårbare fiskebestande: Hvordan tænker du man mest effektivt kan regulere antallet af skarv – med respekt for den samlede biodiversitet og EU-reglerne?

– Det kræver først og fremmest, at indsatsen koordineres på landsplan, så vi sikrer fokus på de områder, hvor fiskeyngel er mest udsat, og så de tildelte reguleringstilladelser bliver bedre udnyttet, pointerer han. – Det er prisværdigt, at Dansk Lystfiskeri og Danmarks Sportsfiskerforbund nu har samlet midler og ansætter en national rådgiver, men det er selvfølgelig grundlæggende ikke lystfiskernes opgave alene.

3: Flere penge efter krone-til-krone princippet

 Radikale Venstre lægger op til at styrke Fiskeplejen efter krone-til-krone princippet: Hvor tænker du især pengene skal bruges – hvordan skal de eksempelvis fordeles på habitatsforbedring, udsætningsfisk, forskning og administration?

– Det meget radikale svar er både-og. Vi har både behov for at forbedre fiskenes levesteder, øge udsætning og ikke mindst mere forskning på området, siger han. – Det vigtigste for os er, at pengene målrettes og prioriteres de områder, hvor de har størst effekt. Det kunne fx være en opgave for det udvalg, som allerede rådgiver omkring fisketegnsmidlerne. En øget indsats på både habitatsforbedring, udsætningsfisk og forskning vil i mine øjne gavne alt fiskeri i Danmark. Jeg håber samtidig, at der vil kunne bevilges flere penge til lokale projekter, hvor vi ser en stærk frivillig indsats, så vi får størst mulig effekt for pengene og styrker fællesskabet omkring lystfiskerne.

4: Hvad skal der ske i brakvandsområderne?

 Du nævner at ændre status og bekendtgørelser for brakke områder: Betyder det, at du vil lukke helt ned for både fritidsfiskeri og kommercielt fiskeri i eksempelvis de vestjyske fjorde samt brakvandet omkring Sydsjælland og Møn?

– Kommercielt fiskeri i brakke områder vil stort set forsvinde, hvis omsætningsforbuddet på gedde og aborre gennemføres. I de nævnte områder bør der selvfølgelig også ses specifikt på lokale bekendtgørelser for at sikre en beskyttelse af de mest sårbare områder og vigtigste arter for lystfiskeri.

5: Slip de store åer fri

 Radikale Venstre lægger op til at skabe fri passage på Gudenåen og Storåen: Vil du slippe åerne fuldstændig fri ved at genskabe det originale løb eller tænker du i løsninger i med omløbsstryg mv? Kan du give nogle flere detaljer?

– Mit ønske er at genskabe sammenhængen mellem søer, vandløb og vores kyster, så fisken frit kan vandre, uddyber han. – Vi er bagud med indsatsen for vandløbene – og naturgenopretning helt generelt – hvis vi på nogen måde skal i mål med vandrammedirektivets krav.  Vi skal snart til forhandlinger om den grønne trepart, og her vil det være oplagt at indtænke naturgenopretning, herunder også vandløbene i national skala, frem for i brudstykker langs det enkelte vandløb. Vi er nødt til at se på helheden. 

6: Hvordan bruger vi pengene bedst på mere natur og flere fisk? 

Kommer alle Radikale Venstres forslag igennem, vil det betyde et markant løft til finaniseringen af tiltag, der kan gavne både fiskebestandene og fiskeriet. Som det nu – og har været det i årtier – har DTU Aqua i praksis monopol på forskning og faglig rådgivning betalt af Fisketegnsmidlerne. Kan du se en pointe i en form for udbud eller konkurrenceudsætning på forskning og videnskabelig rådgivning, så vi kan sikre bedre faglig kvalitet samt mest muligt natur og fisk for pengene?

– Det vigtigste for Radikale Venstre er, at vi får styrket forskningen og ikke mindst sikrer, at forskningen kommer ud i virkeligheden og bidrager til et levende lystfiskeri i Danmark, afrunder Martin. – Vi har ikke lagt os fast på, hvordan midlerne skal bruges – ej heller, om vi bedst styrker eksisterende forskningsmiljøer, eller afsætter midler til nye projekter og institutioner – det må være op til en forhandling med de øvrige partier på Christiansborg og ikke mindst repræsentanter for lystfiskeriet i Danmark.

 

      

Grejxperten - Black November

RADIKALE VENSTRE – ET LEVENDE LYSTFISKERI I DANMARK

Bliver oplægget fra DSF, DL og Radikale Venstre vedtaget er der lidt mere grund til optimisme for fremtidens lystfiskere, selvom der stadig vil være lang vej igen med at forbedre naturgrundlaget gennem fx habitatsforbedringer og forureningsbekæmpelse mm.

I samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund og brancheforeningen Dansk Lystfiskeri har Martin Lidegaard fra Radikale Venstre lavet et visionært oplæg på, hvordan man relativt simpelt kan skabe store forbedringer i Dansk Lystfiskeri. Eller sagt på en anden måde – lægge ud med at plukke nogle af de lavest hængende frugter til glæde for fiskebestandene, lystfiskerne og ikke mindst samfundet som helhed.

 

AF JENS BURSELL

 

Netop dette er omdrejningspunktet for en konference, der i dag afholdes på Christiansborg under temaet ”Hvordan styrker vi lystfiskeri i Danmark?” Der vil være deltagelse af ministre, politikere, DSF, Dansk Lystfiskeri, Lystfisker Danmark og en række interessenter omkring dansk lystfiskeri – samt selvfølgelig Fisk & Fri.

Udspillet, der skal præsenteres og debatteres på Borgen midt på dagen – får du i uforkortet længde her, hvorefter vi senere på dagen følger op med et interview med Martin Lidegaard om nogle af de vigtigste punkter i oplægget.

 

Jans Lystfiskershop

 

Martin Lidegaard har i samråd med med Dansk Lystfiskeri og DSF - lavet et oplæg til hvordan mand på en række punkter ret hurtigt kan styrke dansk lystfiskeri,

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre har i samråd med med Dansk Lystfiskeri og DSF – lavet et oplæg til, hvordan man på en række punkter ret hurtigt kan styrke dansk lystfiskeri. Foto: Peter Lyngby

 

Et levende lystfiskeri i Danmark

PRESSEMEDDELSE: – Set ovenfra byder Danmark på en rig og varieret vandnatur. Overalt ses rindende vand i åer og bække, mens talrige blå pletter viser søer og moser. Ikke mindst er Danmark omgivet af hav og har flere tusinde kilometer kyster. Rent geografisk burde Danmark være et eldorado for fisk og lystfiskere fra nær og fjern. Sådan er det desværre ikke. Vores vande og mange fiskebestande er under hårdt pres, og vi er langt fra at udfolde lystfiskeriets rekreative og økonomiske potentiale i Danmark.

– Vores vande og mange fiskebestande er under hårdt pres, og vi er langt fra at udfolde lystfiskeriets rekreative og økonomiske potentiale i Danmark. Mere end 500.000 danskere tilbringer hvert år tid i den danske natur med en fiskestang i hånden eller net i havet. Det samme gør flere hundrede tusinde udenlandske turister. Samlet set er lystfiskeri en af de mest udbredte fritidsinteresser i Danmark, og lystfiskeriet omsætter for flere milliarder kroner i den danske økonomi. Alligevel har der ikke været det nødvendige politisk fokus på at sikre et levende lystfiskeri i Danmark, og det ønsker Radikale Venstre at gøre op med i dette forslag til en ny politisk handlingsplan for dansk lystfiskeri. Handlingsplanen er blevet til i tæt samarbejde med Dansk Lystfiskeri og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Radikale Venstre foreslår at:

  • Fokusere fiskeriforvaltningen i retning af lystfiskeriets potentialer, herunder et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks fanget i Danmark, så disse arter alene kan fiskes af lystfiskere.
  • Styrke lystfiskeriet gennem flere økonomiske ressourcer til Fiskeplejen.
  • Øge indsatsen for begrænsning af skarvens pres for at genetablere sårbare fiskebestande.
  • Pensionister fremover skal indløse det statslige fisketegn, og at flere af fisketegnsmidlerne går til fiskepleje.
  • Opbakning til og udvikling af det frivillige engagement, som tusindvis af frivillige lystfiskere hvert år bidrager med.
  • Sikre adgangsforhold for lystfiskere til den danske natur.
  • Opprioritere det rekreative lystfiskeri i en række danske vandom råder, blandt andet ved at ændre status og bekendtgørelser for brakke vandområder.
  • Genetablere frie passager for de to store vandsystemer ved Gudenåen og Storåen.

Med det nye oplæg skal det ikke kun være folk mellem 18 og 67, der skal betale fiskekort - nu skal pensionister også bnetale

Med det nye oplæg skal det ikke kun være folk mellem 18 og 67, der skal betale fiskekort – nu skal pensionister også betale.

En politisk handlingsplan der går fra vision til virkelighed

– Lystfiskeri i Danmark kan styrkes markant ved at opnå politisk opbakning til en række konkrete indsatser og sigtepunkter. Afgørende er at få forbedret vandmiljøet og især nedbragt udledning af kvælstof fra landbruget og udslip af spildevand. Derfor er det af vital betydning for lystfiskeriet, at den grønne trepart går fra vision til handling og virkelighed. Men på den korte bane er der også brug for andre tiltag, der kan styrke lystfiskernes vilkår i Danmark – til gavn for dem, naturen og kommende generationer.

– Radikale Venstre glæder sig over, at der nu er afsat midler til en videreførelse af den nationale lystfiskerstrategi i Assens, hvilket gør det muligt for lystfiskerne at spille en mere aktiv rolle i at fremme og udvikle dansk lystfiskeri. En strategi gør det imidlertid ikke alene. Der er brug for politisk handlingsplan for lystfiskeriet i Danmark, der bør indeholde følgende elementer:

En fiskeriforvaltning, som fokuserer på lystfiskeriets potentialer.

– Fiskeriforvaltningen bør rette fokus mod lystfiskeri, hvor en række fiskearter tilfører langt højere rekreativ og økonomisk værdi som ’lystfisker-fisk’ end ved erhvervsfiskeri. Turisme omkring lystfiskeri er voksende, og sunde fiskebestande kan sikre nye veje til økonomi i naturen – ikke på bekostning af naturen. Derfor foreslår vi et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks fanget i Danmark, så disse arter alene kan fiskes af lystfiskere. Arterne har helt marginal betydning for det danske erhvervsfiskeri, men stor værdi for lystfiskere.

– Fiskeriforvaltningen bør ligeledes opprioritere det rekreative lystfiskeri i en række danske vandområder. F.eks. ved at ændre status og bekendtgørelser for brakke vandområder generelt, eller lokalt i områder som vestjyske fjorde og på Sydsjælland, hvor der er et stort rekreativt potentiale for lystfiskeri.

Øge indsatsen mod skarvens pres på sårbare fiskebestande

– Skarven er en smuk og fascinerende fugl, som altid bør have sin plads i den danske natur. Skarven var tidligere en truet fugl og blev fredet i EU. Nu er fuglen langtfra truet, og Danmark har en høj bestandstæthed af skarv. En voksen fugl spiser omkring 500 gram fisk om dagen, og den nuværende skarvbestand vanskeliggør genetablering af vores sårbare fiskebestande og fastholder fiskebestandene på et kritisk lavt niveau. F.eks. er der netop indført totalt hjemtagningsforbud for torsk i Østersøen, hvor torskebestanden er udsat for en lang række alvorlige presfaktorer – men alene antallet af skarv er isoleret set nok til helt at forhindre en reetablering af torskebestanden. I lystfiskerhistorisk sammenhæng er Skjernå-laksens tilbagevenden et af de helt store fyrtårne, men biologer vurderer i øjeblikket, at mere end halvdelen af de unge laks, som trækker mod havet for at vokse op – bliver spist af skarv i nedre dele af åen og i fjorden. Den nuværende skarvforvaltning bør derfor ændres og en national koordinering af reguleringen bør understøttes med respekt for den samlede biodiversitet og inden for EU’s regler på området.

Pensionister skal også indløse fisketegn og flere midler bør gå til fiskeplejen

– Danske lyst- og fritidsfiskere skal indløse fisketegn for at fiske. Prisen på et fisketegn udgør et par hundrede kroner årligt, som går videre til fiskepleje. Det er en god model, hvor alle, uanset indkomst, kan være med og nyde fiskeriet langs de danske kyster, søer og åer. Folkepensionister og personer under 18 år er i dag fritaget for at indløse fisketegn, men på grund af den demografiske udvikling udgør folkepensionister en stadig større del af medlemmer i lystfisker- og fritidsfiskerforeninger. Det betyder at færre lystfiskere i fremtiden vil skulle indløse fisketegn. Det risikerer at underminere fiskeplejen i Danmark – et arbejde vi alle bør bidrage til. Unge såvel som ældre. Derfor foreslår Radikale Venstre at afskaffe pensionisters fritagelse fra at skulle indløse fisketegn. Herved øges kendskab til fiskeregler om bl.a. mindstemål og fredningstider, styrkes datagrundlaget for lystfiskeri og der kommer flere midler til fiskeplejen. I dag går der 10 mio. kroner til vandpleje-arbejde i kommunerne, som er Danmarks egen finansiering for at modtage EU-støtte for at kunne leve op til vandrammedirektivet. Dette beløb kommer ikke nødvendigvis fiskene til gode og bør føres tilbage til fiskepleje. Derfor foreslår Radikale Venstre at midlerne til vandpleje indgår i finansieringen af den kommende grønne trepart.

 

Med forslagene fra Radikale venstre lægges der blandt andet op til at nye lystfiskere skal have mere viden og information om fiskeriet.

Med forslagene fra Radikale venstre lægges der blandt andet op til at nye lystfiskere skal have mere viden og information om fiskeriet inden de går i gang.

Fisk er levende væsener og skal håndteres korrekt

– Radikale Venstre foreslår, at der i forbindelse med indløsning af fisketegnet stilles viden om korrekt håndtering og en frivillig test til rådighed for lystfiskeren. Der er udviklet en test af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med Dansk Lystfiskeri og Lystfisker Danmark.

Styrke lystfiskeriet gennem flere økonomiske ressourcer til fiskeplejen

– Fiskeplejen gavner alle dele af dansk fiskeri og bør derfor også understøttes af staten med en tilskudsordning, hvor lystfiskernes indsamlede midler fra fisketegnet, suppleres krone til krone fra staten til øget fiskepleje og regionale indsatser, finansieret fra de betydelige tilskudsordninger, som fiskeriområdet oppebærer, årligt 30-40 mio. kroner.

Opbakning til og udvikling af det frivillige engagement

– I Danmark findes der mere end 200 lystfiskerforeninger, som hvert år bidrager med mange tusinde frivillige arbejdstimer. Alene i Danmarks Sportsfiskerforbund udfører medlemsforeninger mere end 60.000 timers frivilligt arbejde årligt. I Grøn trepart ligges der op til øget lokal involvering gennem kystvandråd og vandoplands styregrupper. Dette er centralt, da det vil skabe en lokal forankring og opbakning til den grønne omstilling. Dette kan sikres med enkle midler, så det frivillige engagement omkring vandpleje gøres større. Ressourcer tilført til at håndtere det administrative arbejde forbundet med vandpleje i ferskvandet, vil gøre det lettere at fremme frivilligt engagement omkring lokale grusbander og vandplejeteams. Dette er en særdeles vigtig indsats, fordi kvaliteten af det udbredte kystfiskeri efter havørred i høj grad afhænger af tilstanden i de helt små vandløb. Og mange af dem er ikke medtaget i vandrammeprojekterne.

– Kystfiskeri efter havørred er nærmest nationalsporten blandt danske lystfiskere, ligesom dette fiskeri hvert år tiltrække mange tusinde udenlandske lystfiskerturister. I forbindelse med forhandlinger i regi af Grøn trepart vil Radikale Venstre afsætte ressourcer til at håndtere det administrative arbejde (tilladelser m.m.), som er forbundet med marin vandpleje samt understøtte foreningslivet med uddannelse og rådgivning af de frivillige.

Sikre bedre adgangsforhold til Danmarks fiskepladser

– Lystfiskere er engagerede brugere og beskyttere af den danske natur, og de bør sikres adgang til danske vande. Derfor bør der nedsættes en task-force til at belyse, hvordan man i fremtiden sikrer offentlighedens adgang til lystfiskeri, bl.a. via almen adgang til fiskepladser herunder problemstilling i forhold til nationalparker, beskyttede områder og private opkøb af ferske vande.

De store vandprojekter

– Som nævnt burde Danmark være et internationalt eldorado for lystfiskeri. Det er dog svært at leve op til denne vision, så længe to af Danmarks største vandsystemer er amputerede. Der er tale om Gudenåen og Storåen. De to vandsystemer vil kunne forbedres markant ved at sikre frit løb for vandløbene ved at fjerne spærringerne ved Tange og Holstebro. Med dette udspil ønsker Radikale Venstre at skabe rammerne for levende lystfiskeri i Danmark på tværs af generationer, så endnu flere børn, unge og ældre kan dele minder fra naturen langs vores skønne kyster, søer og vandløb.

 

Grejxperten - Black November

SKAL DU VÆRE SMOLTVAGT I FORÅRET 2024?

Fra at være et fynsk initiativ gik Projekt Smoltvagt i 2023 til at være en indsats, som kørte over hele landet. Projektet var en stor succes, da over 350 smoltvagter ved 40 lokaliteter brugte mere end 1000 timer på at hjælpe de sårbare smolt på sikker kurs mod et liv i havet. Det skete ved at skræmme skarver væk fra å-mundingerne. I 2024 gentages projektet derfor – og håbet er, at alle vagter bliver besat.

AF ANDREAS FINDLING-ROTTEM, DSF

Der sættes hvert år ca. 750.000-1 million ørredsmolt ud i mundingerne af en række danske vandløb. Formålet er, at ørrederne skal vokse sig store og dermed bidrage til et bedre lystfiskeri på kysten – nogle fisk vil endda måske vende retur til vandløbene og indgå i gydningen. Desværre har erfaringer fra tidligere vist, at særligt skarver og måger hurtigt opdager, når der sættes fisk ud – og det har betydet en tag-selv-buffet af ørredsmolt. Derfor lancerede Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med Lystfisker Danmark, Dansk Lystfiskeri, Havørred Fyn, Fyns Laksefisk og Dansk Laksefond i 2023 et landsdækkende projekt, der skulle forhindre, at de udsatte ørreder, allerede i løbet af de første dage efter udsætning, ender i en fuglemave. Dette er stærkt inspireret af Havørred Fyns oprindelige Smoltvagt-initiativ.

 

Friluftsland

 

Projekt Smoltvagt var en stor succes med mange positive tilbagemeldinger fra de frivillige deltagere, der langt de fleste steder observerede og bortskræmte skarver ved udsætningslokaliteterne. Derfor kører projektet igen her til foråret 2024 – og målet er, at endnu flere vagter bliver besat. Vagterne kan bookes fra midten af marts via Smoltvagt-appen, der er skræddersyet til formålet med grundige beskrivelser af lokalitet, færdselsmuligheder og andre praktiske oplysninger om vagterne.

Ny projektpartner – Fishing Zealand

516 vagter var der udbudt i 2023, og cirka 70% af dem blev besat – helt præcist 351. Særligt på Sjælland var der dog mangel på frivillige og dermed mange ubesatte vagter. Det ønsker Fishing Zealand at lave om på, og er derfor med som ny partner på projektet i år.

– Vi har naturligvis fulgt med i Smoltvagt-projektet fra sidelinjen, som vi synes er et konstruktivt og vigtigt projekt. Vi har også kunne forstå, at der har været udfordringer med at mobilisere de sjællandske kyst- og lystfiskere, så det håber vi, at vi kan være med til at lave om på her i 2024, siger Niels Lagergaard, projektleder i Fishing Zealand og fortsætter: – Mange sjællandske lystfiskere – og sådan set lystfiskere over hele landet – allerede lægger utrolig mange timer i frivilligt arbejde, både i vandplejearbejde og foreningsarbejde. Derfor har det også været vigtigt for os, at vi får koblet forskning på projektet, som kan understøtte formodningen om, at indsatsen som smoltvagt har en positiv effekt på smolt-overlevelsen og i sidste ende kystfiskeriet, så indsatsen ikke er spildt, siger Niels Lagergaard.

Det ønske har mødt bred opbakning i projektgruppen, der allerede i 2023 undersøgte mulighederne for at koble forskning på projektet, hvilket ser ud til at lykkes her i 2024.

Et pilot-projekt om smoltoverlevelse

En undersøgelse fra 2020 af, hvor mange af de små ørredsmolt, der overlever, når de sættes ud i henholdsvis vandløb og på kysten, foretaget af DTU Aqua, har vist, at risikoen for, at en smolt bliver ædt af en skarv, er lidt højere, når den er i vandløbet (58%), end når den er ude på kysten (44%). Både DTU Aqua og projektgruppen har derfor en klar formodning om, at smoltvagterne kan have en markant positiv effekt på smoltoverlevelsen, når der patruljeres på de nederste å-stræk i forbindelse med udsætningerne.

I efteråret 2023 indledte projekt Smoltvagt derfor dialog med både DTU Aqua og DCE om muligheden for at lave konkrete undersøgelser af effekterne af smoltvagternes tilstedeværelse. Begge forskningsinstitutioner har været positive overfor forslaget, og trods mangel på finansiering, tyder alt på, at der som minimum vil blive udført et pilot-projekt i 2024 med pit-mærkning af udsatte ørreder. – Vi er ved at få de sidste detaljer på plads, men vi forventer, at vi her til foråret kan lave et forsøg i mindre skala med 500 pit-mærkede ørreder, der udsættes i Syltemade Å, siger Niels Jepsen, seniorforsker ved DTU Aqua. – Målet er, at vi så senere kan registrere PIT-mærkerne i en nærliggende skarv-koloni og dermed vurdere om der er spist lige så mange smolt, som da der ikke blev holdt smoltvagt, siger Niels Jepsen. Du kan læse mere om projekt Smoltvagt på www.sportsfiskeren.dk/smoltvagt eller følge med på vores kanaler, hvor der løbende vil være nyt om projektet.

Der bliver åbnet for bookning af vagter i Smoltvagt-appen i slutningen af marts. Du kan downloade appen via App store (link) eller Google Play (link).

Det siger deltagerne vi Projekt Smoltvagt

– Der hersker ingen tvivl om, at skarven er en af de helt centrale presfaktorer, når det kommer til vores bestande af havørreder. Vi så naturligvis gerne nogle bedre rammer og muligheder for at regulere skarven – ikke bare lokalt, men også i form af en national og europæisk forvaltningsplan. Indtil da må vi gøre, hvad vi kan for at beskytte ørrederne – og netop i forbindelse med udsætningerne giver det rigtig god mening at holde fuglene væk, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

For Havørred Fyn er smoltvagterne uhyre vigtige. Vi har igennem de sidste 3 år haft en vanvittig flot opbakning hvor hele 91% af vagterne blev taget sidste år. Det siger noget om at fynboerne har taget konceptet til sig, og at de har indset at øget overlevelse på smolt resulterer i et bedre lystfiskeri. Vi er ekstremt glade for, og stolte over, at projektet har vist sit værd i hele Danmark, og vi ser frem til at videreudvikle på både app og koncept til fordel for alle de danske udsætningssmolt, siger Søren Knabe, Havørred Fyn.

– Ansatte og elever på Fyns Laksefisk passer fiskene hver dag hele året rundt i al den tid, de er hos os. Vi sætter derfor stor pris på, at frivillige vil bruge tid ved åen de første dage efter udsætningerne. Stor tak til alle, der vil bruge noget af deres fritid for at hjælpe fiskene godt på vej, Linda Bollerup, Fyns Laksefisk.

– Havørredfiskeriet er vores stolthed, men det er en ingen selvfølge, at der er fisk derude ved kysterne. Projekt Smoltvagt sikrer, at flere smolt overlever, og så viser det, at lystfiskerne tager ansvar. Initiativet sætter fokus på den alt for dårlige skarvforvaltning, vi har i Danmark, siger Arne Kvist Rønnest, Lystfisker Danmark.

I Dansk Lystfiskeri ser vi med stor bekymring på det nuværende prædationstryk fra skarv. Det er ganske enkelt alt for højt i forhold til vores relativt svage fiskebestande. Alle fiskeri-organisationer taler om udfordringerne med skarven, men den europæiske forvaltning halter desværre langt bagefter. Nationalt glæder det os, at initiativet om at skalere det Fynske Smoltvagt-projekt, som vi tog sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund i efteråret 2022, nu har fået national opbakning. Vi håber, at Smoltvagt fortsat kan sætte fokus på værdien af smolt-udsætningerne og ikke mindst på skarv-problematikken, siger Peter Lyngby, Dansk Lystfiskeri, Peter Lyngby, Dansk Lystfiskeri.

 

Grejxperten - Black November

STORTORSK I DANMARK – HVOR MANGE BLEV DER EGENTLIG FANGET?

Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell

Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.

 

AF HENRIK CARL

 

TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Antal stortorsk fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

 

Stortorsk helt tilbage til 1940´erne

Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.

Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne

Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).

 

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

Blandede stortorskefangster i 1980´erne

I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.

Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).

Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne

I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.

I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.

 

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne

Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.

2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.

 

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 på Øresund. Fisken huggede på en mindre jig fisket på let kastegrej.

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.

Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020

Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.

Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.

Geografisk fordeling af lystfiskernes fangster af torsk over 10 kg fra den danske del af Kattegat. Udtræk fra Fiskeatlasset.

Stortorsk i Kattegat

 Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.

 

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Stortorsk i andre danske farvande

I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.

Hvis stortorskene kommer tilbage

Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.

Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.

Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022.  Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND

 

Friluftsland

NY VIDEO: DEN SIDSTE NYTÅRSTORSK? HVOR BLEV DEN AF – OG HVA´ NU?

Danmark har i årtier haft et fantastisk torskefiskeri fra tur- og småbåde på blandt andet Bælterne og i Øresund. Fiskeriet toppede med stortorsk i 1975-2015, men siden da er fiskeriet gået stødt ned ad bakke med både færre og mindre fisk – især de sidste fem år. I bælterne er fiskeriet nærmest helt kollapset, men i Øresund er der stadig en relativt god bestand af mindre fisk. Desværre står det samlet set så dårligt til, at man per 1. januar 2024 har forbudt al hjemtagning af torsk i de indre danske farvande.

I denne video er Jens Bursell taget ud efter den sidste nytårstorsk på skibet Fyrholm med brancheforeningen Dansk Lystfiskeri – samt i småbåd med sine venner på Øresund. Undervejs får vi en snak med Gorm Siiger om fiskeriet i de gode gamle stortorskedage – samt hører, hvad både skipper Martin Hubert samt lystfiskere og forskellige repræsentanter for branchen, har at sige om situationen, der er katastrofal for dansk lystfiskeri. Vi møder blandt andet Gordon P. Henriksen fra Dansk Lystfiskeri samt taler med formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, politikeren Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre, Lars Nielsen fra Garmin, Jan Kristoffersen fra Jans Lystfisksershop, Marie Brandt fra Fiskeklub København, Thomas Petersen fra grejproducenten Westin Fishing og fiskeguiden Jan Svenstrup.

Glæd dig til et par hyggelige fisketure med masser af sjove historier, tankevækkende betragtninger – samt konstruktive løsningsforslag på de kæmpestore udfordringer, som dansk lystfiskeri står over for lige nu. Og så får du også opskriften på en ret god cocktail – Black Velvet.

Se videoen på Fisk & Fris video, hvor du kan abonnere gratis, her.

 

Hvidovre Sport

DSF OG DL: REFORMER BRUGEN AF FISKETEGNSMIDLERNE

Til konferencen foreslog Torben Kaas blandt andet konkurrenceudsætning af forskningen under fiskeplejen – hvilket kun kan fremme at vi som lystfiskere for mest muligt, hvad vi betaler for.

På Fisk & Fri har vi over årene anskueliggjort de potentielle ulemper ved DTU Aquas monopol på faglig rådgivning, økonomistyring og forskningsprojekter omkring Fisketegnsmidlerne via en lang række artikler. Nu har DSF taget sagen op og videreført diskussionen af dette emne på højeste niveau. I mandags foreslog DSFs formand Torben Kaas til en temadag om emnet – nytænkning af §7-udvalgets arbejde, en brug af Fisketegnsmidlerne der i højre grad tilgodeser bredden – samt højere transparens i regnskaberne plus en konkurrenceudsætning af både udsætnings- og forskningsmidler. Ændringerne bakkes op af brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri, som også har andre forslag til ændringer.

 

AF JENS BURSELL

 

DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND har rykket sig lysår over de sidste par år. Og det er i den rigtige retning. Med en ny formand – og en stærkt engageret bestyrelse er der sket et markant skred mod en kurs, som i langt højere grad tilgodeser bredden i dansk lystfiskeri – og som derfor på den lange bane kun kan være med til styrke forbundet og bidrage til at samle alle danske lystfiskere under én fane, så man mere effektivt kan tale de danske lystfiskeres sag.

 

Friluftsland

 

Senest har DSF taget initiativ til en temadag, hvor fiskeplejen og brugen af Fisketegnsmidler over de kommende 10 år skal op til revidering. – Et initiativ der blev taget godt i mod i departementet hos Ministeriet for Fødevarer, landbrug og fiskeri, som efterfølgende mandag den 30. oktober. Inviterede § 7-udvalget til en temadag, med det formål at anskue fiskeplejen i et længere perspektiv. Målet var at drøfte, hvad organisationerne pt ser som de vigtigste mål og indsatser i den fremtidige fiskepleje – samt hvordan disse mål bedst muligt opnås. Skal fiskeplejen fx indeholde nye indsatser, eller er der nuværende indsatser under fiskeplejen, som skal styrkes, nedprioriteres eller eventuelt helt udgå.

Som oplæg til drøftelsen var hver organisation inviteret til at holde et oplæg med udgangspunkt i følgende:

  1. Hvad er overordnet formålet med fiskeplejen?
  2. Hvad er de vigtigste indsatser i fiskeplejen?
  3. Hvordan opnås disse mål bedst?
  4. Er der indsatser under fiskeplejen, som bør hhv. styrkes eller nedprioriteres?

 

Torben Kaas - formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, foreslår en reformation af §7-udvalgte - samt bl.a. konkurrenceudsætning af Fisketegnsmidlerne.

Torben Kaas – formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, foreslår en reformation af §7-udvalgets arbejde – samt bl.a. konkurrenceudsætning af Fisketegnsmidlerne.

DSF taler for en række større ændringer af fiskeplejen

På temadagen satte Torben Kaas fokus på flere vigtige emner: – Først og fremmest, mener vi, at det er vigtigt at brugen af Fisketegnsmidlerne afspejler den bredde, som de lystfiskere, der køber fisketegnene, repræsenterer. Eller sagt på en anden måde. Pengene skal bruges på en måde, der er interessant for dem, som betaler dem; hvad er det for et fiskeri, dem som betaler for fisketegn, interesserer sig for? Samtidig skal man selvfølgelig også se på, hvor er behovene. Aktuelt ser vi fx et stort behov for at se på, hvad der sker på det marine område – både i havet og på kysterne, så vi mener, at der bl.a. skal skubbes nogle ressourcer i den retning.

– For at sikre en høj kvalitet på aktiviteter og forskning – er det vigtigt, at man konkurrenceudsætter den. Det vil sige, at både indkøb af udsætningsmateriale og forskningsprojekter skal i en eller anden form for åbent udbud, så den bedste kan vinde opgaven i forhold til de udbudskriterier, som man nu laver. Og der er selvfølgelig også andre kriterier end prisen. Og i den forbindelse skal vi jo så tale om, hvad det er, vi vil fremme med de udbud, som vi laver. I dag er det DTU Aqua, der er faglig rådgiver i udvalget, så hvis de også skal byde ind på projekterne, så skal det ske på en måde, hvor de ikke går hen og får et habilitetsproblem, hvilket de jo sådan set har i dag. Det er noget rod, så det er udemærket, at vi får gjort op med det. Jeg har indtil videre blot påpeget, at den problemstilling er der. Så må vi finde en måde at løse den på senere. Det kan selvfølgelig sagtens løses.

– Princippet med §7 udvalgets sammensætning med repræsentanter for interesseorganisationer, ministeriet og faglige rådgivere er fint – og vi kan også stadig godt se, at DTU Aqua fremover har en central rolle i det, men det vil være sundt og godt for opgaveløsningen, at DTU Aqua ikke fornemmer, at alle pengene er deres – uanset hvad. Men – det har en værdi, at de stadig er med, fordi de har en masse viden på området.

 

Fisk & Fri har i snart en del år skrevet om det uhensigftsmæssige i den nuværende konstruktion, hvor DTU Aqua har monopol på faglig rådgivning, økonomistyring og projekter under de Fiskeplejen, der er betalt af de fisketendspenge alle danskere betaler til. Nu er sagen endelige kommet op på¨højeste niveau, hvor både DSF og DL taler for markante ændringer af hvordan §7-udvalget arbejder - samt hvordan pengene skal bruges.

Fisk & Fri har i snart en del år skrevet om samt anskueliggjort det uhensigftsmæssige i den nuværende konstruktion, hvor DTU Aqua har monopol på faglig rådgivning, økonomistyring og projekter under de Fiskeplejen, der er betalt af de fisketegnspenge, som alle danskere betaler til. Nu er diskussionen om et paradigmeskift i det gamle system endelig kommet op på højeste niveau, hvor både DSF og DL nu taler for markante ændringer af, hvordan §7-udvalget arbejder – samt hvordan pengene skal bruges. Her Jens Bursell fra Fisk & Fri med en fin torsk fra Øresund.

Bedre transparens og økonomisk afrapportering af aktiviteter

– Et andet emne, jeg berørte til temadagen, var ønsket om en bedre transparens og økonomisk afrapportering af alle aktiviteter i regi af Fiskeplejen, fortsætter Torben. – Det skal være synligt for enhver, der interesserer sig for det, hvordan økonomien hænger sammen i de enkelte projekter. En anden ting jeg var inde på, var behovet for at kommunikere aktiviteter og forskningsresultater i fiskeplejen bedre. Ikke kun via fiskepleje.dk, men også bredt ud til de danske lystfiskere via andre kanaler, så de ved, at de får noget for deres fisketegnsmidler. Og det leder videre til markedsføring af Fisketegnet, for hvis det bliver synligt, hvad pengene bliver brugt til, så vil det automatisk hjælpe til at markedsføre Fisketegnet. Og jo flere der køber fisketegn, desto flere penge er der at gøre godt med for de danske fiskebestande og dermed dansk lystfiskeri.

DTU Aqua har i mange år modtaget flere hundrede tusinde kroner for formidling af forskning, selvom de allerede via Universitetsloven er forpligtiget til at gøre dette for de penge de allerede har modtaget, hvormed de i praksis har fået dobbelt betaling for dette. Blev det bragt på banen? – Nej – det bragte vi ikke op her, fordi så ville vi komme en tand for langt ned i detaljeniveauet, fortsætter Torben. – Men – det er ikke det samme som, at det ikke er noget, der skal følges helt og ordentligt til dørs. Det kommer vi videre med, når vi i fremtiden forhåbentlig får nogle mere transparente regnskaber. Så vil vi går nærmere i detaljer med ting som dette.

Nye toner i paragraf 7 udvalget

Man kunne næste forvente, at dit oplæg skabte en del debat? – Nej det gjorde det egentlig ikke, svarer Torben. – De andre, som sagde noget, var langt hen ad vejen enige med os – eksempelvis med at prioritere bredden i fiskeriet. Men de øvrige oplæg havde mest at gøre med konkret indhold til projekter – og ikke så meget om den overordnede brug om midlerne samt konstruktion af udvalget.

– Det der med rammerne for ordningen – transparens, set-up, kommunikation, økonomi osv – det havde de andre ikke ret mange nye inputs til. Men – der var heller ikke nogle, der var uenige – eller gjorde modstand mod DSFs oplæg. Jeg opfattede det derfor som om, at der var nogenlunde opbakning, til det jeg sagde. Uanset hvad, så kommer vi til at følge det til dørs. Vi kommer til at blive ved med at stille de spørgsmål her, indtil der sker væsentlige ændringer i den retning, som vi ønsker.

Fisketegnsmidlerne – hvad sker der så nu?

– Nu har vi kommet med alle de her udsagn, synspunkter, ønsker og holdninger, men hvad så nu? Hvordan kommer vi derfra og så til, at der rent faktisk sker noget som helst? Jeg forestiller mig at DSF kommer til at have en ret tæt dialog med ministeriet her efterfølgende, om hvordan der bliver skrevet sammen på resultaterne fra temadagen, uddyber han. – Jeg har allerede forslået, at det vil være naturligt, at vi tager et §7-udvalgsmøde ret hurtigt, for at se hvor meget vi kan nå at implementere allerede her i 2024.

– Vi er allerede et år inde i en treårig handlingsplan, hvor alting i princippet er vedtaget. Men hvis der er så massive ønsker om at prioritere bestemte områder – så må vi i praksis gå ind og se på, om ikke vi allerede nu kan starte på at bevæge os i den retning. Vi håber derfor på, at der kommer et nyt §7-udvalgsmøde engang i løbet af december. Der må nødvendigvis ske noget andet end den handlingsplan, der pt er lagt op til, for ellers er der en for stor risiko for, at processen kommer til at sande til og blot ende med det, der oprindeligt var planen. Der er behov for hele tiden at holde øje med, hvad der sker, og sørge for, at der er noget forandring i spil. Det er os, der skal gøre det – og det vil vi også gøre, slutter Torben.

 

Peter Lyngby - formand for Dansk Lystfiskeri, men en flot norsk laks. DL bakker om om DSF´s forslag til ændringer i §7-udvalget.

Peter Lyngby – formand for Dansk Lystfiskeri, med en flot norsk laks. DL bakker om om DSF´s forslag til ændringer i §7-udvalget.

DSF bakkes op af brancheforeningen Dansk Lystfiskeri

– Vi bakker op om Danmarks Sportsfiskerforbunds oplæg til fremtidige ændringer omkring forvaltningen af Fisketegnsmidlerne mv, lyder det fra Peter Lyngby, der er formand for brancheforeningen Dansk Lystfiskeri, som repræsenterer alle professionelle aktører i den danske lystfiskerbranche. – Overordnet mener DL, at Fisketegnet og Fiskeplejen er en god og unik ordning, som vi skal være stolte af i Danmark – og vi påskønner initiativet fra FVM/DSF’s side til konferencen. Vi mener det er vigtigt at øge formidlingen omkring de mange projekter og resultater i Fiskeplejen, så lystfiskere i højere grad oplyses og får følelsen af at ”få noget for pengene”. I forlængelse af dette mener vi også, at selve Fisketegnet savner formidling og markedsføring. Der er nemlig for mange, især turister, som ikke kender til eksistensen af det, og undersøgelser tyder på store mørketal. DL har således medlemmer, som dagligt møder lystfiskere uden Fisketegn. Der burde helt enkelt være flere midler, og DL mener, at det er vigtigt, at alle voksne lystfiskere (inkl. pensionister og lystfiskere i ørredsøer) indløser Fisketegn for at vise ansvar og legitimere, at de anerkender mindstemål, fredningstider osv. Derfor ønsker vi også elementer af læring koblet på indløsning af Fisketegnet. Vi har anbefalet, at opgaven forankres under Lystfisker Danmark, og at der nedsættes en lille hurtigtarbejdende gruppe. Fisketegnet er noget, man som lystfisker burde være stolt af at indløse.

– Endvidere har vi foreslået, at man genoptager Krone-for-krone princippet, som blev anvendt i halvfemserne. Idéen er, at alle relevante aktører, klubber og interessenter kan søge projektpenge til fx udsætninger – og for hver krone de lægger, giver Fiskeplejen det samme beløb. Det er en god måde at inspirere samt motivere til flere lokale initiativer, som gavner dansk lystfiskeri. Ministerierne bør endvidere tale sammen om udfordringerne med prædation fra især skarv og sæl. Det kan ikke nytte noget, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sparker den over til Miljøministeriet. Der bør desuden laves indkøbsregler eller udbud om indkøb og opdræt af fisk til udsætning under Fiskeplejen. Det holder ikke som det er foregået i 2023, hvis Fiskeplejen kun har prisen som parameter. DL foreslog afslutningsvis, at FVM-ministeren mødtes med §7 én gang årligt til dialog og opdatering omkring Fiskeplejen og arbejdet under §7, slutter Peter.

Læs denne artikel på fiskogfri.dk, hvor Fisk & Fri allerede i 2020 foreslog en konference som den netop afholdte – samt opsummerede, hvorfor det er vigtigt for dansk lystfiskeri at få reformeret §7-udvalgets arbejde samt brugen af Fisketegnsmidlerne, så vi får mest muligt fisk og natur for pengene.

Læs også denne artikel om slagsiden ved det monopol DTU Aqua har haft i årtier – her.

 

Grejxperten - Black November