FASTSPOLEHJULETS HISTORIE

maj 19, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Portrætter

Her kan du se et tidligt engelsk Helical fastspolehjul. Bemærk den meget lille linefører.

Alle bruger fastspolehjul, men hvordan er de moderne fastspolehjul egentlig blevet til? Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens mest anvendte fiskehjul – samt hvordan udviklingen er gået fra de første primitive udgaver til de kastekanoner, som anvendes i dag.

AF PER EKSTRØM

FASTSPOLEHJULET er den yngste type af hjul, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samti­dig er det den type, der har gen­nemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys. Som så meget andet i den industri­elle revolution kom idéen fra England. En tekstil­fabrikant, Alfred Hol­den Illingworth, er noteret som fastspo­lehjulets fader. Illingworth, der også var passi­oneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik – nemlig en automa­tisk spinnemaskine udstyret med en mængde topformede lodret fast­stående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, har man grund­principperne i et fastspolehjul.

Illingworths første type af fastspolehjul

Dette hjul er i princippet et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfin­delsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, så pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men ud­viklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på mar­kedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde stør­re lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.

                                                           Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Det var en eksklusiv sag. Læg mærke til den flotte æske.

Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halv­vejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster”, der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Notting­hamhjul og et fastspolehjul.

Hjulets første udgave var en so­lid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes lige­som på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe: Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte, at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, ved at den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cir­ka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.

Her ser du hybriden, der kom år før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.

Nyt fastspolehjul lanceres af G. R. Holding

G.R. Holding tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Her kunne hjulfoden også dre­jes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert. Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere sær­prægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, mens andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.

Bedre lineoplæg på fastspolehjulene

Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spo­len. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet frem­stillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke, og det kunne blive til cirka 40 me­ter med en kastevægt på omkring 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i All­cooks katalog fra 1955.

Den største landvinding indenfor bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, bil­ligere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introdu­ceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Hardys løsninger var langtidsholdbare.

                                                        Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.

En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem han var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.

Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af sin 70- års fødselsdag. Her for­talte Frandsen om sine første fi­sketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefa­ling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han be­gyndte at fange mange flere fisk.

Let spin eller fastspole?

Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretruk­ne hjul de første 50 år efter Il­lingworths første udgave. Udval­get var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud.

Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris. Men så kom krigen og verden havde andet at bekymre sig om. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an.

Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidi­ge fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt. Fordelen med nylonli­nen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrå­dede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.

                                                                                  Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.

Mere fritid og bedre levevil­kår i 1950érne betød at antallet af lystfiskere steg betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk om­talte man hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over.

Den kendte lystfisker fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der hav­de fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.

I 1955 udgav fiskebogsforfatte­ren, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvføl­gelig” ikke. Her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men linen bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i urede, for i samme øjeblik blinket rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”.

Mere kort og præcist kan forde­lene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benæv­ner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontrover­siel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på krea-tøren til begrebet fastspolehjul?

To af 50érnes og 60´ernes mest populære og anvendte fastspolehjul – her svenske ABU 444 (verdensmesterskabshjulet)– model 1959 og franske Mitchell 300.

Nye tider betød mange modeller af fastspolehjul

I slutning af 1950érne blev fastspo­lehjulet for alvor populært. For­skellige europæiske lande – fx Vesttyskland og Frankrig var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest ud­bredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa. Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, der var til at betale, og så opfyldte de be­hovet i den meget populære dan­ske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.

I 1957 lancerede Mitchell en ”Oto­matic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.

Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer. Hjulet var af høj kvalitet, og så var det ud­styret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancere­de de trykknapspolen, så det var muligt at udføre et hurtigt spo­leskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéer­ne. At så svenske Rune Frederiks­son i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at be­nævne det ”Verdensmesterskabs­hjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde an­vendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s fines­ser, i en luksusudgave.

                                                                                                    Til venstre DAM´s Finessa, der var en solid sag i mellemprisklassen. Til højre ser du Mitchells Ortomatic 440 med automatisk bøjle.

Danske fastspolehjul

Der blev også produceret fastspole­hjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlan­dets store producenter. Den mest kendte af dem blev fremstillet af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til om­kring 1957 producerede de om­kring 30.000 hjul. Andre pro­ducenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere ud­gaver af et fastspolehjul. De-sværre uden den store omsæt­ning, for selv med navne som Boca Premier, Super eller Luk­sus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.

I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med billige japanske fastspolehjul, men betegnelsen ”made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med no­get skrammel. Sådan er det ikke i dag, hvor det borger for noget su­per-duper. Det største problem var, at drevet ofte var udført i letmetal fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.

Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere – blandt andet fordi lineoplægget er forbedret drastisk. Hertil kommer at stort set alle andre basale funktioner er opgraderet – hvilket giver en bedre bremse og en mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.

De japanske fastspolehjul forbedres

Fra midten af 1970´erne for­bedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt: Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul nu en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjul­huset. Dette modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge. Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspo­lemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus.

Ideen kan dog ikke tilskrives nog­le af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kommer fra spin­nerfabrikanten Mepss. Omkring 1960 introducerede de det før­ste hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var prisen på omkring 50 US dollars, som i 1950 trods alt også en slags pen­ge, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant frem­skridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse.

Nutidens fastspolehjul

”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag. Fi­nesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspo­lehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.

Uden fastspolehjulet ville kystfiskeriet i Danmark næppe have fået den store udbredelse, som det har idag. Grejhandlerne burde sende en venlig tanke til Illingworth.