feb 18, 2021 | Nyheder
Isfiskeri efter stør, som hugger hele vinteren, er super sjovt, selvom det lakker mod enden med alt det tø, vi har haft de sidste par dage. Umiddelbart inden Kaldred lukkede for isfikeri i går var Nicolai Lundorf Christensen ude med snøren:
– Nogle venner og jeg ville prøve isfiskeri efter stør hos Kaldred Put and Take, fortæller han. – Jeg havde lavet et hul i isen dagen inden og fodret med cirka 300 gram pellets, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning. Allerede efter 10 minutters fiskeri havde jeg fanget to diamantstør! Fiskeriet var godt hele dagen og vi mistede nogen store fisk under fighten. Dagen sluttede med fem stør op til 15 kg og tre ørred, slutter han.
Har du selv været ude i kulden for at fiske, så fortæl os om dine oplevelser. Send din beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Nicolai Lundorf Christensens ven Verner med en fin russisk stør taget fra isen i Kaldred Put and Take.
feb 15, 2021 | Nyheder
Stører er aktive i vand helt ned til frysepunktet, så de er et oplagt bytte under isfiskeri. Nu da flere af landets put-and-take-søer har åbnet op for isfiskeri i en eller anden form, har der været mulighed for at dyrke den sjældne form for fiskeri. Henrik Carl har dyrket størfiskeri fra isen adskillige gange gennem årene med fint resultat, og denne sæson har allerede givet flere fine fisk. – Jeg har aldrig prøvet isfiskeriet i Kaldred Put and Take før, så da jeg fik muligheden, var jeg hurtigt afsted, fortæller han. – Jeg valgte at fiske på et af søens dybeste steder, da bundvandet formentlig er varmest her. Der gik heller ikke lang tid, før den første stør snuppede en boilie, men desværre røg krogholdet på den 10-15 kg store fisk lige inden landingen. Senere var der mere held i sprøjten, og et par fisk kom på land. Den sidste var en hvid stør, som først overgav sig efter en temmelig hård fight med flere lange udløb, som virkelig satte isfiskegrejet på prøve, slutter han.
Har du selv været på isen, så send os et skriv og et par linjer til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 7, 2020 | Nyheder
– Da vi til hverdag fisker karper kom idéen op med en intern størcup, fortæller Evan Fich. – Peter, Joachim, Maja og jeg tog til Roskilde fiskeland, hvor vi skulle fiske fra fredag til søndag. Hyggen var i højsædet, og klokken 15 lagde vi linerne i suppen. Det første run kom under 1 minut efter start. Det var Joachim, der havde fisk på, men efter en længere fight mistede han den desværre. Og så gik timerne med super god mad lavet over åben ild, hvorefter det var Peters tur, men igen blev fisken mistet.
– I løbet af natten mistede Maja og jeg tre fisk, men lørdag morgen kom nyheden om at Peter havde landet den første stør på 15+. Efter morgenmad og æbleskiver med det hele, fik vi besøg af CFC Baits. Vi fik en god snak og nogle fine gaver fra dem. Snart havde Joachim fisk på igen, og det var endnu en fin 15+, der blev landet. Herefter blev det sen eftermiddag, før der igen var kontakt til en fisk, men denne gang var det min tur. Den gav en god fight, og snart var en fin stør på 29,8 kg landet.
– Lørdag aften stod den på flæskesteg på grillen samt masser af hygge, hvor vi fik besøg af familie og nære venner. Natten til søndag blev der landet yderligere to stør på 15 og 20+ af Joachim og Peter. Søndag morgen kom vores gode ven kokken forbi med lækkert morgenmad. Alt i alt havde vi 10 runs med 5 fisk på land og en super hyggelig weekend.

Gutterne fra CFC kom forbi og efterlod lidt bolies – og så kan det nok være at der kom gang i fiskeriet.
nov 24, 2020 | Nyheder
– Her i weekenden havde jeg aftalt med Aalsbogaard Lystfiskersøer´s lokale guide, at vi skulle have en størtur, hvor jeg kunne få lidt tips og tricks, fortæller Yana Berntsen. – Jeg har nemlig ikke fisket stør så længe. For at være mere præcis har jeg nok kun fisket stør i et halvt års tid, så det med at fiske med en erfaren størfisker er guld værd.
– Min guide var ret hurtig til at få taklerne ud i vandet, og jeg nåede ikke engang at få pakket mine stænger ud, før han nærmest med det samme havde den første stør på land – en meget flot og kompakt russer.
– Til at starte med fiskede jeg med ørredstykker og dip. Dette gav mig mange forsigtige hug, hvor jeg ikke kunne kroge fiskene, da jeg var for langsom eller for hurtig. Jeg gik derfor tilbage til mine sædvanlige lyserøde Starbait pop-ups. Der gik igen noget tid med nogle meget forsigtige hug, hvor jeg så til sidst fik en lille hidsig russer på land. Vi var begge enige om, at dagen var lidt svær, man vi gav ikke op. Vi havde nemlig en aftale om at fiske fra solopgang til solnedgang.
– Efter jeg havde gennemrodet alt mit grej, fandt jeg en fersken farvet pop-up. Jeg kan ikke huske navnet på den pop-up, men den duftede af frugt. Guiden sagde, at det faktisk var meningen, at den også skulle dufte af hvidløg, man duften falmede. – Denne pop-up var jeg helt sikker på ville fange en fin stør for både farverne og duften er fantastisk, sagde jeg, idet jeg kastede den helt over på den modsatte side af søen ved sivene. Så gik jeg over til min Jetboil for at lave noget the og kaffe til os. Der gik ikke engang to minutter, så skreg min alarm, for denne fisk var bare ikke i tvivl om, at den ville have min pop-up! Der var fart på den!
– Efter en lidt længere kamp, fik jeg en flot hvid stør på land, og den var dagens største! Desværre havde vi ikke en vægt med, så nu ved jeg, hvad jeg skal ønske mig til jul. Vi fik alt i alt syv stør på land.

Yana Berntsen med en fin russisk stør.
nov 9, 2020 | Nyheder
– Søndag gik turen mod Blue Rock sammen med hele familien, fortæller Gitte Mødekjær. – Både min mand og mine børn, holder ligeså meget af at fiske, som jeg gør. Vejret var fuldstændig perfekt, solen skinnede og der var ikke en vind der rørte sig.
– Jeg fangede først tre mindre stør, som naturligvis var sjove at fighte, men pludselig fik jeg et markant tungere hug. Jeg kunne med det samme mærke, at det var en noget større fisk, der havde taget min pellet, som blev fisket på et hair-rig. Da fisken brød vandoverfladen, råbte jeg på min mand, så han kan kunne komme og se fisken. Det var en beluga på 45 kilo. Den fine beluga var ny PR for mig, så der var både stort smil og trætte arme.
.
nov 2, 2020 | Nyheder
– Et par gutter og jeg havde planlagt en firetimers tur til poppelsøen, så bilen blev fyldt med grej til både ørreder og stør, fortæller Jens Hansen. – Da vi ankom valgte vi en plads, hvorefter jeg gik over for at betale. Jeg startede ud med at fiske stør, og efter 10 minutter fik jeg hug. Fisken hoppede dog af lige inde ved kanten.
– Så gik Marius og jeg hen til den første ø i strømmen for at fiske ørreder. Jeg fiskede med UL stang og en grøn/orange Fidus. Marius fiskede med flåd og en klat rogn. I tiende kast var der bud efter Fidusen, men den blev ikke hægende. Så kastede jeg ud igen og BAM, så var der fisk.
– Fisken gik tungt og tog mange lange udløb, men til sidst kom den til overfladen, og nu kunne vi se, hvad vi havde kroget. Efter fem minutters fight kunne denne smukke fisk glide i nettet. Vi gik hen til Johan stod, der også havde fået fisk – nemlig en rigtig fin beluga stør. Alt i alt en god dag ved Poppel, der som altid har super god service. Johan fik otte stør, Marius fik fire stør og en skalle – og jeg fik tre stør samt en kæmpe ørred.
jun 8, 2020 | Nyheder
I disse coronatider er der mange, som begynder at fiske efter stør – blandt andet fordi det er utrolig nemt at komme i gang med – og virkelig let at få succes med. En af dem, der lige er startet på dette fiskeri, er Christian Randerup.
– For omtrent tre måneder siden begyndte jeg på karpefiskeriet, hvorefter et par kammerater fik lokket mig til at prøve størfiskeriet, fortæller han. Allerede første gang, jeg var afsted til Aalsbogaard, fik jeg de første tre første stør inden for tre timer. Den første af dem kom allerede på efter 15 -20 minutters fiskeri, hvor jeg hverken nåede at pakke helt ud eller skifte fra arbejdstøjet, slutter han.
Har du selv oplevet noget spændende ude ved vandene, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Du må meget gerne skrive en beretning på cirka 300 ord og vedhæfte foto til mailen. Optimalt set er billedet vandret, men hvis du kun har et lodret foto, så sender du bare det. Vi glæder os til at høre fra dig.
jun 6, 2020 | Nyheder
Lystfiskergården ved Roust byder på et spændende størfiskeri, og en af de store fisk – Bossen – vil kunne give dig seriøst flex på klingen.
– Her den anden dag var jeg ude ved søen for at fiske efter stør, fortæller Martin Hansen. – Jeg havde agnet op med en CFC Spicy Squid boilie toppet op med en halv lyserød pop-up, og allerede om formiddagen fik jeg et seriøst hug. Min 12 fods 2,75lbs Prologic C1 stang krøllede fuldstændig sammen og 0,30 mm linene piskede af den lille Okuma Baitrunner. Bossen kæmpede, så mine arme var ved at falde af, men alligevel lykkedes det mig at lande ham på blot 21 minutter, hvilket egentlig var ret imponerende, når man tænker på det grej jeg brugte. Den flotte stør vejede 76 kilo. Hele turen er filmet i to dage og er under redigering. Den vil blive offentliggjort når den er klar, slutter Martin.
Har du selv været ude at fiske, hører vi meget gerne om din fangst på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Min kæreste og jeg var taget fra Jylland til København for at besøge min far, fortæller Emil Jensen. – I den sammenhæng, benyttede vi lejligheden til at tage på en lille fisketur ud til Poppelsøen lige uden for hovedstaden. Kl.06.15 stod vi klar med vores grejer rigget til.
– To af de tre stænger var med lidt ældre, meget holdbart grej, som vel nok mest er egnet til kysten – begge med bombarda rig. Den tredje stang var dog lidt anderledes. Det var nemlig en sprit ny UL stang, med nyt hjul, ny line og ny 4,5 grams. gul/sort Præsten gennemløber.
– Det var den gamle (min far) der startede ud med det nye grej og efter kun tre kast, landede han den første fisk. Det var en fin Regnbueørred på 2,5 kg. Fisken blev afkroget og aflivet, hvorefter fiskeriet fortsatte. Der gik dog ikke mere end to kast, før det bare sagde “SMASK”, hvorefter et kæmpe hug på gennemløberen resulterede i en fuldstændig flexet UL stang. Vi kiggede på hinanden og var slet ikke i tvivl om, at der var tale om en kæmpe fisk, som næsten umuligt kunne være en ørred. Kæmpen gjorde præcist, som det passede den. Udløb efter udløb, frem og tilbage, ud midt på søen og helt ind til bredden. Det var nærmest umuligt at styre den, men pludseligt var det som om, at fisken skulle have en pause. Det betød, at vi vandt lidt line tilbage på hjulet, og at jeg fik et glimt af den store fisk. Det blev nu klart, at der var tale om en stør, hvor en hurtig vurdering ville være, at den vejede mindst 15 kg.
– Endelig kom fisken tættere på land og vi begyndt så småt at forberede net og landingsmåtte, som jeg måtte løbe over på den anden side af søen efter, da vi jo ikke ligefrem havde regnet med, at vi skulle fange stør på UL grej. Men lige som at vi var ved at have støren, hvor vi ville have den, tog den endnu et langt udløb. Denne gang var det bare det sidste, der skulle til, for nu blev linen slap… Støren havde spyttet krog og gennemløber ud og væk var fisken. Fighten havde varet i ca. 35-40 min. Så min fars arme var godt syret til. 1-0 til støren.
– Da den gamle, lige skulle have en slapper efter den lange fight, overtog jeg UL grejet og tre kast efter, var der igen fuld flex på stangen! Denne gang var vi ikke i tvivl, for måden hvorpå fiske bevægede sig, kunne det umuligt være andet end en stør, igen! Jeg fightede længe med den tunge fisk, hvor udløbende kom i jævne pulserende stød. Jeg strammede bremsen på hjulet lidt ekstra, så jeg forhåbentlig kunne kontrollerede støren lidt bedre, end det var lykkedes os i første forsøg.
– Efter 15 minutter begyndte mine arme så småt at syre en smule til, for det er jo ikke ligefrem hverdagskost for en ørredfisker, at have en +10 kilos fisk i den anden ende af stangen. Men lidt efter lidt kom fisken gradvist tættere på land. Nu var fisken så tæt på, at vi igen fandt net og landingsmåtten frem. Min far tog sig af opgaven med at lande fisken, så jeg kunne koncentrere mig om stangen og fisken. Den kom nu helt ind på lavt vand, og den gamle tog én for holdet, da han i sine Helly Hansen kondisko, trådte ud i søen for at få ordenligt fat om størens hale. Og omsider! Efter en fight på 20-25 minutter, fik vi fisken op på landingsmåtten og fik den afkroget.
– På land var fisken ikke mindre imponerende. Den meget muskuløse og næsten helt majestætiske Belugastør, er den største fisk jeg nogensinde har fanget, det er den første stør jeg nogensinde har fanget. – Og så var det hele endda på UL grej! Sikke en oplevelser og sikke en fight! Scoren var nu blevet udlignet! Støren 1 – 1 Far og søn! Belugastøren vejede 13,5 kg. Og målte 138 cm.