– Her i weekenden havde jeg aftalt med Aalsbogaard Lystfiskersøer´s lokale guide, at vi skulle have en størtur, hvor jeg kunne få lidt tips og tricks, fortæller Yana Berntsen. – Jeg har nemlig ikke fisket stør så længe. For at være mere præcis har jeg nok kun fisket stør i et halvt års tid, så det med at fiske med en erfaren størfisker er guld værd.
– Min guide var ret hurtig til at få taklerne ud i vandet, og jeg nåede ikke engang at få pakket mine stænger ud, før han nærmest med det samme havde den første stør på land – en meget flot og kompakt russer.
– Til at starte med fiskede jeg med ørredstykker og dip. Dette gav mig mange forsigtige hug, hvor jeg ikke kunne kroge fiskene, da jeg var for langsom eller for hurtig. Jeg gik derfor tilbage til mine sædvanlige lyserøde Starbait pop-ups. Der gik igen noget tid med nogle meget forsigtige hug, hvor jeg så til sidst fik en lille hidsig russer på land. Vi var begge enige om, at dagen var lidt svær, man vi gav ikke op. Vi havde nemlig en aftale om at fiske fra solopgang til solnedgang.
– Efter jeg havde gennemrodet alt mit grej, fandt jeg en fersken farvet pop-up. Jeg kan ikke huske navnet på den pop-up, men den duftede af frugt. Guiden sagde, at det faktisk var meningen, at den også skulle dufte af hvidløg, man duften falmede. – Denne pop-up var jeg helt sikker på ville fange en fin stør for både farverne og duften er fantastisk, sagde jeg, idet jeg kastede den helt over på den modsatte side af søen ved sivene. Så gik jeg over til min Jetboil for at lave noget the og kaffe til os. Der gik ikke engang to minutter, så skreg min alarm, for denne fisk var bare ikke i tvivl om, at den ville have min pop-up! Der var fart på den!
– Efter en lidt længere kamp, fik jeg en flot hvid stør på land, og den var dagens største! Desværre havde vi ikke en vægt med, så nu ved jeg, hvad jeg skal ønske mig til jul. Vi fik alt i alt syv stør på land.

Yana Berntsen med en fin russisk stør.