jun 20, 2023 | Nyheder
Laksesæsonen er i fuld gang i Norge, hvor rigtig mange danskere per tradition forsøger at fange sommerens atlanterhavslaks i en af de norske elve.
– Det er et fiskeri med en lang historie og stolte traditioner, som går langt tilbage i tiden, fortæller Jeppe Larsen. Det gælder også for Helge Larsen fra Morud på Fyn, som første gang fiskede laks i den norske lakseelv Gaula helt tilbage i 1950erne, og sidenhen også har fået sine tre sønner med. Fiskeriet har hvert år forgået med udgangspunkt fra Vårvolden Camping i Støren, hvor der er blevet fisket på valdet Vold Vald.
– Sådan var det også i aftes, da en stor laks tog hans 32 grams Möresilda. En lang kamp kunne begynde, og først efter 45 minutters fight kunne den efterhånden 84 årige Helge Larsen lande sin til dato største laks. Vægten viste 14,4 kg og den målte 112 cm. Helge slog dermed familiens rekord, som hans egen far sjovt nok havde sat i 1976 på det selv samme vald. Hvis nogen ønsker en tur op til Norge, kan Helge i øvrigt varmt anbefale
Vårdvolden Camping i Støren. Pladsen har meget fine hytter og rigtig godt laksevand lige i baghaven til en meget rimelig pris. Knæk og bræk og god sommer.
jun 13, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Vättern – Sveriges næststørste sø, blot 4-5 timers kørsel fra Sjælland, byder på et helt fantastisk trollingfiskeri, hvor alle kan være med. Her i weekenden var Jakob Nielsen fra Garmin Danmark sammen med sin kammerat Morten Petersen oppe for at prøve kræfter med fiskeriet, der mildest talt var bedre end godt. På trods af, at det var 20 år siden, de havde været der sidst, fik de på lidt over tre fulde dages fiskeri – helt uden lokalkendskab – 45 fisk, fordelt på både laks, rødding og søørred:
– Vi tog ud fra Hästholmens Havn, og vi kunne starte fiskeriet allerede en halv mil ud nærmest lige foran havnen, fortæller han. Det er et utrolig charmerende fiskeri, hvor man kan fiske ret tæt på land og virkelig opleve den svenske natur med både klipper og ørne. Og – fiskeriet bliver ikke ringere af, at man kan have det vildeste fiskeri iført shorts og t-shirt. Det er sgu´ noget andet end kolde vinterdage efter laks med flydedragt og isnende kulde… Da vi kom var der blikstille, hvilket ikke var med til at gøre fiskeriet mindre komfortabelt. Og der var masser af fisk. Den første dag fik vi mest mindre fisk, men så gik vi lidt op i blinkstørrelse og fiskede med 30 grams Toby, som på resten af turen tegnede sig for langt de fleste af de større fisk, som vi fangede.

Jakob Nielsen med en af turens flotte fjeldørreder.
– På de lidt over tre dage vi fiskede fik vi laks på 7 – 6,7 og 6 kilo – et par femkilos samt en hel del mindre laks i 1-1,5 kilos klassen. På ørredfronten blev det på fisk på 5 og 4 kilo, og det blev også til en hel del rødding på op til over fem kilo. Det meste af fiskeriet forgik over cirka 200 fod vand, og røddingerne huggede typisk dybt i cirka 75 fod.
– Under fiskeriet brugte vi flittigt vores Panoptix PS-30 transducer til at følge med i, hvad der skete derude bagved. Det er utroligt nyttigt at se, når fisk kommer op og fx følger uden at hugge, for så ved man – at der enten skal skiftes fart, vælges et nyt blink – eller gøres noget helt tredje for at få gang i fiskeriet. Og på den måde var der rigtig god action næsten hele tiden. Vi kan klart anbefale det her fiskeri til alle de danske trollingfiskere, der måske synes, at det går lidt sløjt for sig med det normale trollingfiskeri på Østersøen. Vättern varmer sent op – og vandet er derfor stadig ret køligt. Det betyder, at man – som antydet – kan opleve et aldeles fortrinligt fiskeri efter både laks, ørred og rødding iført bøllehat, badesandaler og en kold sodavand. What´s not to like?
Du kan høre meget mere om, hvordan du bruger Panoptix PS-30 i dit trollingfiskeri i denne video med Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark.

Morten Petersen med en smuk laks fra Vättern.
jun 6, 2023 | Nyheder
– For seks år siden var jeg så heldig at få muligheden for at komme med på en uges premierefiskeri ved Namsen og sideelven Sandøla i Norge med et hold af gode laksefiskere, fortæller Morten Trøst, der har været en del af holdet hvert år lige siden.
– I år har det indtil videre været et ualmindeligt sløjt fiskeri. Laksene er simpelthen ikke nået herop endnu. Der er fanget præcis 0 fisk af 8 mand, som alle fisker 12 timer i døgnet … indtil igår. Vi fluefisker cirka halvdelen af tiden, og resten af tiden – hvor fluefiskeri ikke er muligt – står den på Harling. Kort fortalt betyder det fiskeri med woblere fra båd.
– Min makker Richard og jeg ankom til Tømmeråsfossens indre pool kl. lidt over seks i går morges, hvor et af de andre hold allerede var i gang ude på vandet. Efter tre timers roen rundt besluttede det andet hold at give op og tage videre. Vi blev enige om at give det en time mere, men allerede efter yderligere 10 minutter sang det ene af de to hjul. Richard roede båden til land, hvor jeg fightede en meget energisk og udholdende laks, som tog adskillige udløb, indtil vi til sidst kunne nette skønheden. Tilbage ved Duun Gård, hvor vi bor, stoppede nålen på vægten ved 6,5 kilo. Vi har 4 dage tilbage at fiske i…
jun 3, 2023 | Nyheder
Laksesæsonen er som bekendt startet i de norske elve – inklusiv Gaula, hvor sæsonen blev indledt med flere rigtig gode fisk. En af dem huggede allerede fire timer efter startskuddet gik på den første sommerdag klokken 00:
– Jeg havde kun fisket kort tid, da en fantastisk laks tog min sort, orange og gule bucktailflue klokken fire om morgenen, og de næste 25 minutter gik med at fighte den store fisk, fortæller Espen Klaesson. – Da jeg til sidst landede fisken, blødte den så meget fra gællerne, at jeg desværre ikke kunne genudsætte den flotte storlaks, der var 119 cm og 18,5 kilo. Tak til Roy Refsnes, som hjalp til med landingen.
– Laksen, som blev fanget på valdet Nedre Løberg, er med god margin min største fisk – for min tidligere PR var på blot 7 kilo fra Numedalslågen. Jeg har kun fisket Gaula én gang tidligere for cirka 15 år siden, og helt generelt har jeg fisket mest på Vestlandet.
Læs mere om fiskeriet ved Gaula her.
Foto: Helge Olsen

Espen Klaesson med sin fantastiske laks fra Gaula.
maj 28, 2023 | Nyheder
– Lørdag morgen klokken 4 om morgenen stod det på laksetur i Storåen, fortæller Ulrik Møller. – Det var en rigtig flot morgenstund med lidt tåge, og ved 6.30 brød solen frem på himlen med drivende skyer. Der skulle blot en lille smule vind til, så stod dagen på laks: Efter to en halv time krogede jeg en fin fisk, som tog 40-50 meter op af åen, men jeg fik den vendt, og efter lidt frem og tilbage kunne jeg lande en blankfisk på 94 cm. En time senere var der igen hug, og efter flere lange udløb nettede en, som jeg mødte ved åen, igen en flot blank fisk på hele 95 cm. Herefter fiskede jeg strækket færdigt og kørte til en plads, hvor jeg efter to kast igen havde hug. Det var en super flot blanklaks på 92 cm, som kom i nettet. Jeg er totalt rystet over dette kanon fiskeri. Alle fisk blev taget på en gennemløbskondom-spinner fra DAM.
maj 23, 2023 | Nyheder
– Forleden havde jeg gået og tænkt på, at jeg gerne ville have min første forårslaks, nu hvor det ikke var lykkedes til premieren og et par dage efter. Her havde jeg nemlig hverken set eller mærket fisk. Sådan lyder det fra Michael Damkjær. – Grejet blev derfor fundet frem og pakket i bilen, så det var klar til søndag morgen, hvor turen skulle gå til Storåen. Jeg havde hørt en lille fugl synge om, at de havde får lidt regn i Holstebro-området, så jeg tænkte, at der var chance for en hel frisk laks fra havet. Og vel ankommet til pladsen startede fiskeriet.
– Jeg er bare vild med ormefiskeriet, og det sug som det giver i stangen, når man mærker hugget. Det første stykke tid gik med at fiske på de standpladser, jeg kendte, men ingen ville lege med der. I løbet af formiddagen var der dog to fisk oppe at vende, men de ville heller ikke lege med.
– Så kom jeg rundt i et sving, hvor jeg lige så stille halede ormen ind, da der lige pludselig rejse sig en laks fra bunden og fulgte med ormen op. Desværre dykkede den ned igen – uden at hugge. Så fiskede jeg lidt i samme område, og pludselig kom suget, men den fik ikke ordentlig fat. Jeg besluttede derfor at tage min madpakke frem, så den lige kunne få en pause. Efter 15 minutter prøvede jeg igen, og i tredje drev huggede den atter. Denne gang fik krogen bedre fat, og den begyndte at svømme opstrøms, men da den var ud for mig, slap krogen igen…
– Nu skulle jeg lige sunde mig lidt… Jeg tjekkede krogen, og den var blevet rettet lidt ud – måske efter, at jeg havde halet en gren ind. Jeg skiftede derfor til en ny cirkelkrog. Mens jeg skiftede kom en anden lystfisker, og så fik vi lige en snak, for nu havde den jo mærket krogen, så jeg tænkte, at den jo nok ikke ville være til at lokke igen. Mens vi stod og snakkede, var den oppe igen og vende i overfladen. Den anden lystfisker sagde ”prøv da at kaste til den igen”. Så det gjorde jeg, og i andet drev tog den igen. Så var jeg ellers spændt godt for, mens laksefeberen begyndte at brede sig. Efter en kort fight landede den anden lysterfisker laksen, alt imens en tredje var kommet til og tog billeder.
– Endelig var det lykkedes det mig at få min første majlaks. Den var helt stålblank med havlus, så den var frisk fra havet. Laksen målte 80 cm, og efter et par hurtige billeder fik den sin frihed igen. En fantastisk dag, hvor stjernerne bare har stået helt rigtigt.

Michael Damkjær i fuld færd med at fighte sin fine laks fra Storåen.
maj 22, 2023 | Nyheder
Forleden var tiden kommet til at få luftet tohåndsstangen for Thomas Berg og Christian Balle fra Hvidovre: – Planen var egentlig et par dage i Mørrumsåen, men da vi var lidt for sent ude, så var alle fiskekort udsolgt – og vi kørte i stedet til Skjern Å, fortæller Christian. – Resultatet blev en flot maj-laks til Thomas på 87 cm, som nænsomt blev genudsat. Thomas kan derved sætte flueben ved den første danske fluelaks, og ny laksefluefisker er født, slutter han.
Husk, at der er masser af fede lakseartikler i sektionen om åfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
maj 19, 2023 | Nyheder
Frederik Hansen er lige nu på trollingtur ved Hasslö i Sverige – og i går var den første dag på vandet. – Dejligt at komme ud og trolle laks igen skriver han. – Efter blot 30 minutters fiskeri huggede den første laks, og det var en nydelig fisk på 102 cm, som vi skød til 12-13 kg. Herefter kom der en lang død periode, inden vi fik en lille laks, hvorefter vi sejlede ind igen.
– Laksen huggede på downrigger 75 fod nede over 42 meter vand. Fisken tog et Danish Lure hybridblink i kobber/grøn/gul. I dag bliver det super vejr, så det går forhåbentlig hen og bliver en god lang dag på vandet, slutter han.
Vil du vide mere om laksefiskeriet i dette område så tjek vores video med trollingguruen Pelle Karlson på Fisk & Fris YouTube her.
maj 17, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Traditionen tro gør danske Gorm Andersen fra Team Daiwa det godt i sydsvenske Mørrum her i maj. – I morges fik jeg denne flotte sølvblanke laks i en af de dybe strømrender. Den fightede virkelig godt i nogle minutter, men på trods af, at den var ret aggressiv, havde jeg alligevel ret godt styr på fisken under fighten, indtil jeg til sidst kunne håndlande fisken alene.
– Laksen, der var 100 centimeter og 12,2 kilo, tog min hjemmelavede variant over fluen ”Uldsokken” med gummiben bundet på en lille str. 10 modhageløs krog. Jeg er virkelig taknemmelig for den flotte fisk, slutter han.
Husk at du kan læse en masse artikler om både fluefiskeri og åfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk