feb 20, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri, TUN
1) Andreas Holm Nielsen med en bifangst i form af en klumpfisk på 126 centimter i længden, 80 centimeter i højden og anslåede 60 kilo. Fisken huggede på en sardin i overfladen. 2) En sværdfisk på 25 kilo til
Uffe Bram.
Kroatien byder på andet og mere end fluefiskeri efter ørreder i krystalklare kalkstrømme. Ud for de kroatiske kyster er der nemlig et forrygende Big Game fiskeri. Her får du lidt inspiration til en tur sydpå i varmen.
AF ANDREAS HOLM NIELSEN
KNARREN HVÆSER en højfrekvent, monoton lyd, og adrenalinen pumper rundt i kroppen i samme høje gear, som linen bliver flået af mit hjul. Mange ting farer igennem hovedet på mig, inden jeg endeligt får spændt stangen fast til fight- og rygbæltet. Vi har tidligere gennemgået rutinerne adskillige gange, men jeg indrømmer blankt, at jeg sjældent er blevet så overrasket over, hvilke enorme kræfter, sådanne varmtvandsfisk besidder, og hvor stresset man kan blive, når linen bare banker derudaf.
Dette er virkelig fiskeri for rigtige mænd, udbryder jeg grinende, da jeg endelig er klar til at fighte min første store tun. Fights med storsej og helleflynder fra mine adskillige ture til Nordnorge er pludselig vand ved siden af!
Big game fiskeri i Kroatien
Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen ligger på behagelige 25-30 grader, det lufter svagt, og livet er herligt! Vi er på 14 dages Big Game fiskeri i Kroatien, og vores destination er øen Murther 90 km nord for Split. Vores udgangshavn hedder Jezera, og vi er her ikke mindst for at deltage i en Big Game fiskekonkurrence.
De fleste både her drivfisker stort set alle med naturlig agn, hvor balloner udgør flåddene. Hele makreller og sardiner er krogagnene. De fiskes bag ved båden med bly foran forfangene, så agnene bliver holdt i de rigtige dybder. For at lokke tun og andre rovfisk til forfodres der jævnligt med fiskestykker, så et langt foderspor trækkes efter båden. Når rovfiskene opfanger fodersporet, følger de fiskestykkerne, og er man heldig og dygtig, så tager de også ens agn. Flurocarbonforfang er nødvendige, da disse er meget mindre synlige for de sky tunfisk end fx nylon. Kvalitetskroge såsom Owner cirkelkroge – Super Muto ringed i 4/0-6/0 sidder for enden. Denne type krog gør, at fiskene kroger sig selv i mundvigen ved hjælp af deres enorme kræfter i selve hugget.
Tun og sværdfisk på drivfiskeri med balloner og agnfisk
Vores svensk/danske bådhold; Team Viagra fisker bedst uden for konkurrencedagene, hvor det i alt bliver til hele fem tun mellem 30 og 55 kilo, en sværdfisk på 25 kilo, en mindre pigrokke og en sjov bifangst til undertegnede i form af en »lille« klumpfisk på anslåede 60 kilo. Den hugger en sardin tæt på overfladen, tager derefter 200 m line og overgiver sig først efter 15-20 minutters fight. Den får hurtigt sin frihed efter et par billeder der er taget i vandet.
I løbet af turen får vi også fanget og genudsat en tun på ca. 45 kilo, og Danske Team White Shark, der også er dernede får en på 54,5 kilo og ligeledes en genudsat fisk på ca. 45 kilo. Største fisk, der bliver fanget, imens vi er dernede er en tun på 134 kilo som fighter i 4½ time. Samme hold fanger ligeledes en 58 kilo tun på tredje dagen.
Praktisk info om big-game fiskeriet i Kroatioen:
Har du lyst til at prøve kræfter med de kroatiske Big Game fisk, så er der masser god info at hente på nedenstående hjemmesider:
biggame-kroatien.de
biggamefishing.com
biggamefishingkroatien.at
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
aug 10, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– På vores tur til Kroatien, var det planen at min søn Lars og jeg skulle fiske tun i tre dage, fortæller Arne Biering. – Meget vind spolerede dog de planer, så vi endte i et spændende artsfiskeri i vandet ud for Rovinj med Violi Fishing, der har en virkelig dygtig skipper.
– Vi fiskede med blink, wobler, popper, jig, gummidyr og ikke mindst medefiskeri, som var det, der gav de fleste fisk. Listen blev lang over fangede arter, og efter vores bedste skøn fik vi two- banded bream, scorpionfish, red snapper, garfish, rainbow wrasse, adriatic needlefish, ed-mouthed goby og red porgy. Det er vildt smukke fisk og en fornøjelse at fange, de fleste genudsat, slutter han og tilføjer at fiskene skal deltage i Daiwa Open 2025, som du kan læse mere om her.
Alle fisk deltager i lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel,
Læs mere om Lars og Arnes tun fra tidligere på turen til Kroatien her.
aug 6, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har endnu en gang været en tur til Kroatien efter de store blåfinnede tun, fortæller Arne Biering. – Denne gang var det foranlediget af min søn Lars, der gene ville afsted.
– Vi blev udfordret af meget vind, men det lykkedes heldigvis at komme ud en af dagene. Efter opankring klokken 20 blev de store projektører tændt for at lokke sardiner til, så vi kunne fiske efter agnfisk, og her lykkedes det os også lige at fange et eksemplar af den tiarmede adriatiske blæksprutte – Calamare adriatico. Det er et sjovt fiskeri.
– Natten gik uden yderligere aktivitet, ud over at stængerne var sat med agnfisk, så det blev trods alt til et par timers søvn. Ved firetiden næste morgen var der atter gang i jiggingfiskeriet efter agn, og loddet var rødt med fisk. Klokken lidt over 5 bankede den ene stang i bund, og linen blev flået af hjulet. Det var virkelig en drøm, som gik i opfyldelse, da jeg endelig kunne se min søn fighte en stor fisk.
– Jeg tror fighten tog godt 30 minutter, samtidig med at vi fiskede de andre stænger med agn, da flere tun jagede i dybet. Det blev i denne omgang dog kun til denne ene tun, men hvilken fisk. Cirka 45 kilo var den blågrå skønhed, og jeg havde en pavestolt søn.
Ømme arme i Kroatien:
– De næste par dage går med jagt på nye arter, slutter Arne, der gerne vil tilmelde rapporten Daiwa Open, hvor du kan konkurrere om at vinde en 4000 kr+ Morethan AGS Coast Commander stang. Læs mere om Daiwa Open 2025 her.
Arne deltager som alle de andre, der indsender fangstrapporter til fiskogfri.dk også i lodtrækningen om en vild drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Lodtrækningen forgår primo 2026.

Lars og hans far Arne fangede både denne tun og en flot blæksprutte på deres fisketur til Kroatien.
jun 26, 2022 | Artikler, Guide til fiskepladser, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
Morten Bak med en af de super flotte spejkarper fra kroatiske Jezero Sûmbar.
Hvis du drømmer om grove storkarper, så er der rigtig gode muligheder får at realisere dine drømme i Kroatien. Som en teaser til dette års vilde karpeeventyr til den kroatiske sø Jezero Sûmbari, hvor du også selv kan komme med – får du her historien om sidste års vilde tur.
AF MORTEN BAK
I slutningen af august 2021 drog jeg sammen med en kammerat afsted på karpeeventyr. Målet var en uges fiskeri i det sagnsomspundne kroatiske karpevand, Jezero Sûmbar. Vi havde været så heldige at klemme os ind på en eksklusiv booking, hvilket betød at vi måtte bruge båd og baitbåd – noget som man ellers ikke har lov til.
Den 1500 kilometers køretur derned var i sig selv lang, men tiden gik dog trods alt hurtigt, når man lod tankerne om storkarper fylde, i stedet for irritationen over de nærmest forventelige køer på de tyske motorveje. Og det blev kun værre af, at vores køretur faldt sammen med afslutningen på den tyske industriferie.

Nattestemning ved den magiske Jezero Sumbar. På modsatte side ses pandelampens skær fra en af turdeltagernes fight med en storkarpe.
Sûmbar – storkarpernes paradis
For storkarper, ja, det må man sige Sûmbar er kendt for. Søen har mere end 1000 karper på 18 hektar. Gennemsnitsstørrelsen ligger et godt stykke over de 20 kilo, og der er masser over de 25 kilo – samt 50 fisk over 30 kilo op til 43 kilo. Så forventningerne om ømme arme og storkarper ad libitum var da også realistiske.
Selve søen ligger i en lavning, og derfor står vinden oftest stille, og søen ligger blik hen. Vandet er desuden delvist omkranset af et stort naturreservat med løvskov. Hver aften hørte vi både sjakal- og ulvehyl i det fjerne, men også tæt på. Lod du din bait stå fremme, så kunne du være sikker på at møde vildsvineflokke i din lejr, og derudover så vi havørne samt fiskeørne på daglig basis. Og teltet skulle lukkes om natten, hvis ikke du skulle have besøg af pindsvin og grønne frøer i hobetal. Vejret er i sommermånederne varmt, og da luften står stille, virker de ofte 30 graders varme endnu varmere.

Skælkarperne i kroatiske Jezero Sûmbar er bare super flotte som denne fisk til Morten Bak.
Masser af storkarper fri af vandet
I diametral modsætning det det normalt ekstremt varme solskin ankom vi til søen på en grå og regnvåd dag. Men der skulle bare et enkelt kig ud over søen til at glemme det kedelige vejr, for søens overflade blev konstant brudt af storkarpernes forsøg på at springe fri af vandet. Efter en endt lodtrækning, hvor vi valgte et smallere ’swim’ med dybt vand og ’big fish form’, gik det over stok og sten med at få sat lejren op samt klargjort bait og grej – i silende regn.
Det viste sig senere, at en voldsom koldfront havde bevæget sig ind over området de foregående dage, med lufttemperaturer under 20 grader og ufatteligt tunge regnskyer, hvilket havde fået overfladetemperaturen i søen til at falde fra ca. 28 grader til omkring 21-22 grader. Da vi havde den plads med det dybeste vand og dermed også det koldeste vand, så plejede vores swim af producere mange og store fisk. Nu viste det sig så bare, at årsagen til at fiskene opholdt sig i vores swim, ikke længere var gældende, da vandtemperaturen var faldet så markant. Det betød, at vi de næste dage kun fangede få fisk, mens stort set alle andre swims producerede mange og rigtigt store fisk.
Sultne karper vil have masser af mad
Da søen er hjemsted for voldsomt mange og store karper, så skal der også bruges en del bait. Man skal regne med mellem 80-100 kilo boilies pr. person på en uges fiskeri, og dertil skal man påregne en del fodermajs, som købes meget billigt ved søen. Omkring hver stang blev der fordret med 1,5 kilo boilies og 1,5 kilo majs, hver gang agnen blev lagt ud, og det er ikke unormalt at man har kontakt til fast fisk indenfor kort tid efter, at foderet at lagt ud.
Som ugen gik, og vandtemperaturen igen begyndte at stige, begyndte vi da også gradvist at fange flere fisk, og da ugen var omme, kunne vi gøre status. Vi havde fanget 25 karper, med den største på lige under 25 kilo og ingen under 18 kilo. Derudover havde vi fanget en græskarpe på 28,2 kilo og 12 maller op til lige over 30 kilo. Alt i alt må man betragte det som værende en godkendt uges fiskeri – bare ikke i Sûmbar, hvilket fangsterne fra samtlige af de andre swims med al tydelighed bevidnede.

Ved den kroatiske sø er der også gode chancer for massive græskarper som denne.
Champagnefiskeri efter karper
Hver af de andre pladser havde fået over 60 karper på land, og alle de andre swims havde produceret karper til over 30 kilo. Til sammenligning var den mindste fisk, der blev landet ved søen den uge, en spejlkarpe på cirka 14 kilo!
I løbet af ugen, bød muligheden sig for at leje hele søen i sidste uge af oktober 2022, så jeg slog til. Vi er derfor en mindre skare dedikerede storkarpejægere som sammen tager afsted, for at indfri drømmen om monsterkarper over de 40 kilo. Da jeg har booket søen eksklusivt, bestemmer vi selv antallet af swims og størrelsen på disse, ligesom vi selv sætter rammerne for fiskeriet. Alt tegner til en drømmetur, hvor vi forsøger at holde antallet af fiskere nede, for at sikre bedst mulige forudsætninger for dem, som deltager.
Har du lyst til at prøve kræfter med en af verdens bedst besatte karpevande, sammen med en flok dedikerede danske karpefiskere, så har du faktisk muligheden nu, da der skrivende stund er 4 pladser ledige ud af de 14 i alt. Hvis du er interesseret, og vil høre nærmere kan du kontakte mig, eller melde dig ind i facebookgruppen ”Dream Lake Booking”.
aug 17, 2021 | Nyheder
En af de fantastiske ting ved lystfiskeri er, at man aldrig rigtig helt ved, hvad der hugger for enden af linen. Sådan var det også for Bjørn Jakobsen, som lige nu fisker efter blåfinnet tun med Waterman Travel i Kroatien, hvor teamet de sidste par dage har fået fint med tun.
– Efter et par blæsende dage er fiskeriet tilbage i top, og Bjørn er nærmest ustoppelig, afslører Jesper Johannesen. – I dag fik han nemlig en rigtig flot sværdfisk på omtrent 40 kilo. Det flotte fisk huggede på en levende makrel og tog en god halv time at få ind. Antallet af tun de sidste par dage er i øvrigt oppe på 22 fordelt på fem mand. Alle fisk har været mellem 30 og 50 kilo, så der er dømt lange arme til de danske lystfiskere.
aug 14, 2021 | Nyheder
– I Kroatien er fem trætte mand, der er på fiskerejse med Waterman Travel, netop kommet i land efter den første fiskedag på turen. Det gik over al forventning, og dagen gav i alt 17 tun mellem 30 og 50 kg, så der har været dømt ømme arme til deltagerne. – Desuden fik vi to flotte doradoer, så det bliver spændende, hvad skal de næste dage kommer til at bringe hernede.
– Alle fiskene er taget på løslinefiskeri med døde sardiner, der er fisket cirka halvvejs nede i vandsøjlen.
Har du selv været på fiskeferie og oplevet noget spændende, så send os en lille beretning om din fisketur samt et par gode fotos. Du kan skrive til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.