NYE FLUEREKORDER PÅ ÅL OG KARUSSE

Jesper Lindquist Andersen er en dygtig og alsidig fisker, der har fanget masser af forskellige store fisk på fluestangen.

Over de sidste par år har han sat sig nogle svære mål – blandt andet at fange fredfisk og ål på fluestangen. For et par år siden knækkede han koden til at fighte de hårdtkæmpende og smukke suder på fluestangen, hvilket resulterede i en ny dansk rekord på fluefanget suder på 3,03 kilo taget den 5. juni 2021.

Her på det seneste er det også lykkes ham at få hul på arter som sølvkarusse og ål. Og det i en grad, så han faktisk lige har fået godkendt to nye Danmarksrekorder: sølvkarussen, som nu er dansk fluerekord, blev taget den 11 maj og vejede 1,9 kilo, mens ålen vejede 820 gram og blev taget den 24. juni her i år.k

Alle ovennævnte fisk er taget på sightfiskeri med nymfer. Godt gået!

Læs mere om hvordan Jesper fisker i denne artikel om hans fluefiskeri efter suder.

 

Fluebinding hos Grejxperten

POTENTIEL DK-REKORD: KÆMPEKARUSSE PÅ FLUE

– Oprindeligt var jeg taget afsted for at fiske ørred i den skønne Marielyst Fiskesø, da der har været ret godt gang i ørredfiskeriet her på det seneste, fortæller Dennis Johansen. – Fiskene gik i store stimer, som hvis det havde været et dambrug. De var i et hjørne af søen, hvor den er lidt mindre dyb end gennemsnittet af søen, samt hvor der var lidt læ for regn og vind også. Vejret var meget skiftende med både regn og sol.

– Jeg valgte at prøve en af mine langsomt synkende fluer, som ligner en lille bi. Det er delvis en tørflue, men den synker, når den har været våd noget tid. En enkelt ørred viste interesse mens den sank ned mellem dem, men jeg kunne se med mine polaroid-briller, at der stod fisk under stimen, så hvorfor ikke bare lade den komme derned, tænkte jeg.

– Pludselig mærkede jeg et forsigtigt tap, og da jeg løftede til et modhug, så jeg til min overraskelse, at det var en karusse, der havde taget min flue. Og det var en af de større. Efter en god fight med en tur i bundvegetationen, kunne jeg lande den, og så gik det hurtigt med at få målebånd samt vægt frem, da den var en del større end den karusse, som jeg fangede i 2015 som stadig er gældende DK rekord for karusse på flue. Fisken, der vejede 2050 gram målte 45cm, slår potentielt min egen fluerekord på 870 gram. længde rekorden på 41cm og DK rekorden på 1995 gram, hvis den bliver godkendt, slutter han. 

Den flotte fisk er pt i behandling hos rekordudvalget.

 

Fluebinding hos Grejxperten

EN UGE I KARUSSENS TEGN

Troels Wille med en af sine store sølvkarusser

Rundt omkring i landet ligger der masser af småsøer, med rigtig gode bestande af karusser. Og når vi snakker karusser, så er det ofte i praksis sølvkarusser der menes, for der er efterhånden ret få vande med rene bestande af den oprindelige hjemmehørende karusse, som vi kender den fra de gamle halvtredskronesedler. De to arter ligner hinanden til forveksling – og rent fiskemæssigt gør det ikke den store forskel. Følg med Troels Wille og oplev, hvad fiskeriet kan giver af spændende oplevelser.

AF TROELS WILLE

Det blæser voldsomt, sivene rusker i hinanden, og mågerne svæver i den hårde blæst. Vandet er rusket op, der er bølger på søen, og overfladevandet bliver presset ned mod den modsatte bred. Det er første aften af en uge dedikeret til et specifikt vand, og mulighederne for en stor sølvkarusse ser ikke gode ud. Jeg kaster et let wagglerflåd, der er belastet, så et hug både kan ses som et stigende- og et dykkende flåd, men til min store skuffelse driver det hen over overfladen i den store bue af fletline, som vinden har skabt.

Svær start ved karussesøen

Jeg placerer derfor flåddet tæt på land, og kaster en håndfuld forfoder ned over det.
På ekstrastangen rigger jeg så et hair-rig på et 30grams feederbly op med to falske majs, bundet på en widegape krog. Jeg fylder feederen med forfoder og kaster den et sted, hvor jeg i 2018 fangede en sølvkarusse på 1850 gram. På dette tidspunkt havde jeg ikke fanget en karusse i søen siden, og de sidste par sats havde været helt og aldeles ubarmhjertige.
Et par minutter går, og så vælter en stor høj karusse fri af vandet langs den modsatte bred, og gør det så minsandten igen. Jeg har lært at det kan betale sig at afsøge områder mens man har en line i vandet på sin valgte plads, og jeg er genplacerer derfor med et langt kast hair-rigget nede langs den modsatte sivbred.

Der sker absolut ingenting. Ikke et hug på flåddet, og stangspidsen på feederrigget er helt død. Det begynder at blive mørkt, og jeg overvejer at pakke sammen, da bundstangen krummer fuldstændig sammen. Med en resolut bevægelse løfter jeg stangen og strammer linen op, den er der! Jeg ved, at der kun er ål og karusser i søen, så jeg er med det samme klar over, at der er guld for enden af linen! Et lille minut efter glider den skællede bredside af en smuk karusse på 1500 gram ind over netrammen. En god start, på trods af uheldigt vejr.

Troels med turens største 2-kilos sølvkarusse.

Troels med turens største 2-kilos sølvkarusse.

En ny dag ved karussevandet

Dagen efter beslutter jeg mig for, helt uden for min normale tilgang, at prøve en eftermiddagssession. Da jeg ankommer kan jeg spotte bobleskyer forskellige steder i søen, men jeg ved, at jeg skal være heldig for at fange en på det tidspunkt. Fire varme og eftermiddagstunge timer går, men så stiger der pludseligt bobler op overalt foran pladsen! Jeg stiller mig forsigtigt op i båden og kaster flådrigget ud bagved boblerne. Herefter trækker jeg det så langsomt ind. Søen er så utilgængelig, at der reelt set kun findes en plads langs en ”fast bred”, hvor fiskene næsten aldrig befinder sig, så derfor har jeg en båd placeret i sivene, så jeg kan sidde i den og fiske ud i det meste af søen!

Karusseaction på flåddet

Flåddet hopper pludseligt en smule! Jeg tager stangen og kigger intenst på flådspidsen. I et langsomt træk rykker flåddet til venstre, og jeg giver modhug med det samme! Der er kontakt! Fisken rusker tungt fra side til side, og går direkte mod en lille sivø, der ligger til venstre for båden. Med lidt mere pres end hvad godt er får jeg den vendt, og også denne fisk glider snart ind over nettets kant! I bunden af det store karpenet ligger en anden smuk karusse på 1300 gram.

Jeg får taget et billede, og genudsætter den hurtigt efter, da der stadig er bobler ude foran. Flåddet kastes ud igen, og pludselig ser jeg en strøm af bobler, der nærmer sig flåddet, indtil at hele flåddet nærmest står og vipper i bobler! Jeg ser to dybe træk nedaf i flåddet, giver modhug, mærker vægten og så tager fisken ellers et sådant udløb, at man skulle tro, der var en karpe for enden af linen. Men så bliver linen slap, og den er væk. En tung, men håbefuld følelse rammer mit bryst. Boblerne forsvinder sammen med aktiviteten, og jeg pakker sammen.

Samme aften og aftenen efter bliver nulture. Onsdag aften er jeg hjemme 00.00, men har på det tidspunkt ikke prøvet morgenfiskeriet endnu. Jeg sætter alarmen og går i seng med udsigt til 4 timers søvn, før jeg skal til vandet.

Tidlig morgen ved karussesøen

Da jeg kommer derned, kaster jeg feederrigget ud som det første. Derefter placerer jeg flåddet og giver pladsen en håndfuld forfoder. Allerede klokken 05.20 begynder boblerne at stige, og klokken 06.00 beslutter jeg mig af ren frustration for at fjerne bundrigget og kaster flåddet hen til de omkringliggende bobler, som kun opstod ved feederblyet og ikke ved det andet forfoders placering.

Flåddet dykker langsomt til siden umiddelbart efter det er landet, og jeg laver et lidt overrasket modhug. Kort tid efter lander jeg en karusse på 1300 gram. Jeg lader fisken hvile sig i nettet, og svinger penneflåddet ud igen. Snart efter dykker det endnu en gang! Denne gang bliver den krogede karusse godt hidsig, og tager et langt udløb. Den vælter ind mellem sivøer, og bremsen klikker næsten kontinuerligt indtil at den er landet. Jeg kigger i nettet. Den sidste karusse er en del større end dem fra resten fra ugen. Vægten løftes og stopper på 1700 gram, så den fine sølvkarusse er dermed den største for ugen, men ikke personlig rekord endnu.

Jeg er umådeligt taknemmelig for den smukke fisk, der med 44 cm er den længste karusse jeg på dette tidspunkt har fanget. Det bliver til en kort videooptagelse af begge fisk, hvorefter jeg lader dem glide tilbage i vandet.

Jackpot ved karussesøen.

Jackpot ved karussesøen.

 

En tidlig fiskestart fredag morgen

Vandet er blikstille. Svalerne svajer rundt gennem luften over vandspejlet og fanger insekter i luften. Sivene hvisker i et kortvarigt vindstød. Langs den modsatte bred er der bobleskyer der stiger til vejrs. Jeg har stor tillid til mit valgte spot uanset bobler og kaster flåd og forfoder ud! Der går lige akkurat 10 korte minutter, før flåddet drejer 180 grader samt dykker langsomt, hvorefter jeg sætter krogen!

Jeg har skiftet bundrigget ud med et andet flåd, jeg har placeret som en “joker” langs med en sivø på lavt vand, og netop som den første karusse er landet skyder det andet flåd ud mod dybere vand! Pludselig midt i myggenes morgensummen, og råvildtets gang gennem kornmarkerne står jeg med to smukke karusser i nettet! De er begge over kiloet, men på grund af den store mængde aktivitet på spottet vejer jeg dem ikke, og tager kun lidt billeder.

En vild karussefight

Der går et stykke tid uden aktivitet, og jeg lægger derfor et kast lidt til venstre for forfoderet. I et stykke tid er der bobler en halv meter fra flåddet, men tyve minutter efter spreder de sig, og en lille stribe bobler bevæger sig med sneglefart i mit flåds retning.
Yderligere 10 minutter passerer, og mit hjerte sidder efterhånden lidt for højt oppe i halsen. Endelig dykker flåddet, og det udløb der følger modhugget, får resten af karusserne til at blegne! Udløbet stopper cirka 10 meter ude i søen, og tyngden af fisken begynder at kunne mærkes. Jeg fighter fisken, som jeg fightede resten og lander den uden de store problemer. Da jeg ser fisken, tænker jeg ikke yderligere på, hvor stor den er.

Det er først i det, jeg løfter nettet, at det går op for mig, at det nok er den største karusse, jeg nogensinde havde set – både i længde og højde. Jeg vejer den, måler den, og lader den hvile i nettet igen. To kilo og ti gram ender den endelige vægt på, og den er 47 cm lang. En ny personlig rekord er endelig landet. Jeg filmer en lille video, og sætter den forsigtigt ud igen, kaster stængerne ud og sætter mig ned! Boblende let og ovenud lykkelig læner jeg mig tilbage, og er faktisk lettet over, at der ikke er flere bobler på pladsen. Halvanden time efter fanger jeg tre karusser med den største på næsten to kilo lige efter hinanden, og da klokken blev 07.30 pakker jeg sammen og tager hjem på trods af fin aktivitet. En fantastisk uge med nogle fantastiske fisk er afsluttet!

 

Hvidovre Sport

 

Sølvkarusser som disse kendes fra rigtige karusser på at de er mindre runde i kropsformen.

Sølvkarusser som disse kendes bl.a. fra rigtige karusser på, at de er mindre runde i kropsformen.

NY PR EFTER 25 ÅRS GEDDESATS I MARTS

– Igen i år har jeg taget en uges geddeferie for at prøve at ramme det helt store trofæ i sin max-kondition, fortæller Thomas Ratzlaff, der endelig havde heldet med sig i går:

– Jeg sværger normalt til mindre agn i de kolde måneder, men da halvdelen af fiskedagen er gået uden andet end 2-3 mindre gedder på småskaller, så søsætter jeg en flådfisket karusse på 4-500 gram. Karussen er ikke nem at håndtere og trækker selv geddeflåddet under flere gange, men det skal da prøves…Efter lidt linekludder firer jeg flådet ud bag båden, og kun 5 meter væk, ser jeg flåddet blive trukket brutalt under. Tilslaget falder omgående, da jeg alligevel har stangen i hænderne, og der er fuld kontakt med det samme. En tung fight begynder på kort line, og fisken tager en del udløb langs bunden på trods af, at jeg holder den hårdt.

– Pludselig er fisken i overfladen, og jeg ser straks, at den er langt over 10+. Den ryger i nettet første gang, og afslører en bredside, som jeg kun turde drømme om. 13,04 kg og 116 cm er en realitet, og ny PR efter 25 års geddefiskeri, slutter han.

Har du selv nappet en stor gedde i slutspurten, så send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Jans Lystfiskershop

 

En karusse af de helt særlige

– Jeg har lige været på en af mine dappeture efter karper i det jyske, fortæller Flemming Rottenberg. – Vejret viste sig fra sin varmeste side, så det var perfekte forhold til at jagte de svævende skygger og placere et stykke brødskorpe på overfladen. Da jeg havde gået lidt rundt om søen, så jeg lidt plumret vand og bobler. Jeg monterede en 10 mm Mainline Banoffee boilie på min Korda Krank krog – size 6, da den boblende fisk jo søgte føde på bunden. Jeg sænkede min agn ned, og et par sekunder senere fik jeg en fight uden lige.

– Fisken satte sig flere gange fast i vandranunklerne, men jeg kunne heldigvis få nettet sikkert ind under den. Hvad jeg i forhold til fighten troede var en karpe, viste sig at være en kingsize karusse. Denne karusse er helt klart den største, jeg selv nogensinde har set. Vejret var meget varmt, så jeg valgte lynhurtigt at få taget et billede for at sikre karussens liv og ikke stresse den mere end højest nødvendigt. Vi tog derfor kun et hurtigt foto, og så var del ellers ud med karussen igen – samt tak til Rene Denver, der kom løbende.

– Vi er efterhånden mange fiskere, og jeg synes, det er meget vigtigt at passe på fiskene. Jeg havde ansvaret for fisken, og det ansvar levede jeg op til ved hurtigst at sætte den ud i søen igen. Derfor fik jeg desværre ikke vejet den kæmpe store karusse. 

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

Et karpe sats med karusse guld

– En tidlig morgen steg disen fra bysøens blankpolerede, karamelbrune overflade, fortæller Troels Wille. – Det våde græs knitrede under vores medtagede sneakers, og vægten af fiskestænger, klapstole, stangholdere og endegrej vejede tungt, mens vi traskede mod den glasklare drøm om en spejlkarpe.

– Verden stod stille, mens vi riggede stænger op. Polaroidbrillerne duggede i den disede ånde fra vores morgentrætte kroppe, og da vores stænger var placeret og ventetiden satte ind, tog vinden fat og blæste håbet om karper i nettet længere og længere væk. Efter en lille skælkarpe og fire timers stilhed valgte vi at bevæge os ned mod et vindblæst hjørne af søen. Der var grene, sunket halvvejs ned i dyndet, som spiddede overfladen og mindede om, at enhver chance for mulig fangst var skrøbelig. De ville søge mod ly i grenenes dybeste kroge, og vi ville blive nød til at presse fisken for at holde dem ude derfra.

– Mens vi placerede stænger, fik vi søbredsbesøg af min yngste fætter og moster, som bragte kaffe og nybagte boller. Det bløde smør og den varme kaffe gav en længeventet energi, som genoplivede en ellers spinkel forventning om fangst. Pludselig skød der to dybe ryk ned gennem stangklingen med mit rig, og jeg gav et hurtigt kontrahug! Jeg fightede fisken som føltes mindre, men blev overrumplet af en barnlig glæde, da jeg så den store sølvkarusse vælte ind over nettets bredside. Den blev hurtigt, afkroget i nettet, og derefter op på fangstmåtten, så vi kunne få et par billeder. Karussen vejede 1.03 kg, og var dermed den største karusse, jeg havde fanget i 2020.

– De smukke skæl og gællelågsmønstre fascinerede tre generationer, min fætter, mig, og min moster.
Det var det, der gjorde dette til en god tur: Glæden der bredte sig over at kunne se det smukke i naturen, og finde den midt i en by, hvor uspoleret natur syntes langt væk. Endnu bedre blev det, da fiskeglæden og håbet blev delt ud mellem os tre. Min ældre fætter og fiskeven gennem mange år fangede en karusse på 0.8 kg, og min yngste fætter fangede en karusse på 1.04 kg. På denne måde blev det tydeligt for enhver, at naturen er alle steder at finde, samt at sindsro og fangst føles bedst, hvis det er delt med ligesindede. Jeg vil derfor stille opfordre til at tage de unge generationer i hånden og vise især dem i byerne, at man ikke behøver rejse langt for at få uforglemmelige oplevelser.

Hvidovre Sport