nov 2, 2021 | Nyheder
Det relativt milde efterår giver et fantastisk karpefiskeri, og der bliver stadig landet fint med fisk rundt omkring:
– Efteråret forsætter med at levere, og på min seneste tur blev det til et gensyn med en flot skæller på 15,9 kg samt en mindre spejler, beretter Thomas Holm til Fisk & Fri. – Det blev desværre også turen, hvor jeg mistede årets fisk. Det er godt en uge siden, og jeg er stadig lidt bitter… Den var rigtigt god… Jeg har fået mig en ny fortrukken krogagn – nemlig Orange Dream fra CFC Bait, som jeg har boostet kraftigt med Spicy Squid spray. Jeg havde denne gang skruet ned for partiklerne, så fodringen bestod af hele og knuste Spicy Squid, Scopex Banan og en ny test boilies med GLM og blandede pellets.
De er stadig på finnerne! Ses derude, knæk og bræk.

okt 29, 2021 | Nyheder
RFL, der er ramt at den stærkt smitsomme og dødelige karpesygdom – koiherpes, har netop fået tilladelse til at genåbne under betingelse af, at de rent faktisk overholder de regler, som de er pålagt i forbindelse med sygdom blandt karperne.
Roskilde Fiskeland har som beskrevet tidligere ikke overholdt de regler, som de var pålagt for at holde åben, men de har nu lovet Fødevarestyrelsen, at alle fiskere får udleveret alt det grej de skal bruge – inklusiv kroge, liner, agn, stænger, hjul, måtter, net og så videre. Sågar fodtøj og beklædning skal de reelt set udlevere, hvis de skal overholde de regler de er pålagt under offentligt tilsyn.
Vi har fået en snak med FST om sagen og stillet følgende spørgsmål til Lasse Holm, der er chef for Veterinær Øst:
Fisk & Fri: Er det OK at RFL tilsyneladende ikke har overholdt de pålagte regler for Offentlighedstilsyn? – og bør det have en konsekvens, hvis men fremover skal kunne håndhæve disse regler ved andre vande for at hindre smitteforebyggelse?
Lasse Holm, FST: Det er uheldigt, når de regler der er fastlagt ikke bliver overholdt. Konsekvenserne ved ikke at overholde reglerne kan være en bøde, men så skal vi ved selvsyn have konstateret, at reglerne er overtrådt.
Fisk & Fri: Er det OK at RFL giver forkerte oplysninger om karpebestandene i søerne? – og bør det have konsekvenser, at RFL tilsyneladende giver urigtige oplysninger om en karpebestand, der potentielt kan være kilde til massiv spredning af koiherpes til hele regionen? Hvad er straframmen for bevidst at give urigtige oplysninger til FST, hvor man fortier tilstedeværelsen af en kendt bestand, der måske potentielt kan være kilde til spredning af en stærkt smitsom og dødelige fiskesygdom i hele regionen?
Lasse Holm, FST: Det er ikke Ok at RFL giver forkerte oplysninger om forholdene, men reglerne for offentligt tilsyn gælder hele virksomheden – dvs begge søerne, så uanset om de har givet forkerte oplysninger, gør det ingen forskel her og nu for de praktiske foranstaltninger. På sigt har det dog selvfølgelig betydning, hvis RFL evt skal fritages for offentligt tilsyn. I sager som disse søger vi normalt at løse sagerne med dialog – og det er derfor, at vi agerer som vi gør i denne sag. Normalt har vi at gøre med professionelle virksomhedsejere, som har en høj interesse i, at sagerne bliver løst, og det er klart, at det vi ved fra denne sag kommer til at få betydning for, hvad der videre kommer til at ske i denne sag. Igen – straframmen for sager som dette kan være en bøde til virksomhedsejeren, men der er ikke præcedens for sager for dette, så vi kan ikke give en administrativ bøde fra FST. Det kræver en politianmeldelse, og så er det retten, der tager stilling til bødens størrelse. Generelt er det som sagt vores erfaring, at vi kommer længere med dialog end med sanktioner, men selvfølgelig kan vi udøve vores myndighed, og det kan da også være, at vi skal justere på balancen mellem dialog og sanktioner. Restriktionerne gælder stadig for Roskilde Fiskeland, og vi er i dialog med ejerne om, hvordan de skal overholdes. Vi holder øje med det her, vi har ikke sluppet det, og det er ikke de sidste, vi gør i denne sag. Der er kun én måde for Roskilde Fiskeland at komme af med restriktionerne, og det er at tømme, søerne, dræbe fiskene og så efterfølgende oparbejde en ny smittefri bestand under løbende opsyn. Så det er en længere proces at blive erklæret søerne sygdomsfri. Først når en sø er fri, kan man ophæve restriktionerne.
Når vi på kontrol den 7 oktober har sagt at ”der ikke er grund til anmærkninger”, fordi der faktisk ikke var nogen ved søen, så er det blot et øjebliksbillede, Det er ikke det samme som en blåstempling af, hvad der er foregået ved RFL, slutter han.
okt 24, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
Brian Høeg-Beck med sin flotte ellevekilos spejlkarpe
Når efteråret for alvor begynder at vise tænder med regn og rusk, er det med at være klar bag bidmelderne, for netop disse forhold kan byde på et fantastisk fiskeri. Følg med Brian Høeg-Beck til søen og få en forsmag på, hvad der måske venter dig, hvis du spiller dine kort rigtigt.
AF BRIAN HØEG-BECK
På trods af udsigt til vindstød på 19 m/s og masser af regn, måtte jeg bare ud at fiske efter de sultne efterårskarper. Vel ankommet til søen skyndte jeg mig at slå min bivvy op, og jeg fik i tusmørket kastet tre takler ud i den kraftige sidevind. Fodringen foregik med kasterøret, hvilket logisk nok førte til en meget spredt fodring. Tilfreds fik jeg lagt mig i læ i soveposen og faldt hurtigt i søvn. Klokken to om natten blev jeg revet ud af min søvn af en one-toner. Karpen piskede derudaf, og i det vildeste vejr med regn og kraftig vind fik jeg fightet en flot skæller på 9.5 kg, der ikke kunne stå for en 20 mm boilie, der har ligget i Almond Goo i et år. Fisken røg i retainerslingen til senere fotografering, hvorefter jeg fik lagt taklet om og krøb i ly igen.
Godt selskab ved karpesøen
Næste dag dukkede min kammerat Kenneth op for også at fiske en nat i søen. Vejret var blevet en del bedre, men vinden var stadigvæk meget kraftig. Jeg stod og sludrede med ham på hans plads, da der fra receiveren i min lomme pludselig kunne høres et heftigt hug. Jeg fik spænet tilbage til min plads, hvor jeg kunne se spolen på den midterste stang, der fiskede med en enkelt 20 mm krill-boilie, piske rundt. Jeg tog stangen, og en tung fight uden de vilde udløb kunne begynde. Kort tid efter kunne Kenneth nette en super flot spejler i lækre efterårsfarver for mig. 11,375 kg sagde vægten, og turen var reddet for mit vedkommende. Efter er stribe billeder, blev fisken genudsat, og alle tre takler blev lagt om for natten.

Brian Høeg-Beck med sin massive 15,5 kilos spejlkarpe.
100 meterløb efter karpehug
Jeg gik derefter over til Kenneth igen for at være lidt social, men jeg nåede ikke at være der længe, før seancen med en skrigende receiver i lommen og efterfølgende 100 m spurt gentog sig. Denne gang var det stangen med en 20 mm krill/16 mm Spicy Squid snowman længst til venstre, der var bud efter. Lige fra modhugget sagde jeg til Kenneth, at det var en god fisk. Den gik tungt og dybt hele vejen ind, og da jeg endelig fik den presset op i overfladen bag en lille tot siv, var jeg ikke i tvivl om, at det var en rigtig god fisk. Stort hoved, bred som en hest og med en ordentlig dunk. Heldigvis fik Kenneth nettet fisken i 1. forsøg, og jeg fik brølet et ‘yes’ ud over søen. Vi måtte i fællesskab løfte fisken for at få en stabil vægt, der først stoppede ved skønne 15,5 kg.
Kort efter at jeg havde genudsat den store spejler kunne jeg Kenneth brøle mit navn ovre fra sin plads, og nu var det min tur til at nette en fisk, nemlig en helt perfekt skæller på anslået 6,5 kg. Overbeviste om at natten måtte give flere fisk, gik vi til ro i hver vores bivvy, men resten af turen forblev vores bidmeldere tavse, og næste morgen kunne vi tilfredse pakke sammen i det lækreste efterårsvejr.

9,5 kilo vejede denne skønhed af en skælkarpe fanget af Brian Høeg-Beck.
okt 19, 2021 | Nyheder
– Jeg har fået rigtig godt hul på efterårsfiskeriet og har haft fisk på de sidste tre ture, lyder det fra Thomas Holm Østergaard. – Normalt fisker jeg på større spredte fodringer, men efter den første tur, hvor fiskene virkelig var på fodret, valgte jeg at lave foderpladserne mere koncentreret.
– På en af turene var jeg kommet lidt sent af sted, så jeg lagde den sidste stang ud i tusmørke. Klokken et om natten fik jeg det første hug, og det var en flot spejler på 14,5 kg. Den havde meget få skæl, så det faktisk næsten var en læderkarpe. Jeg var lige ved at gøre klar til at få lagt stangen ud igen, da jeg fik et hug på en af mine andre stænger. Denne fisk var også tung og kort efter gled der endnu en fin spejler ind over net-rammen: 14,1. kg.
– Til sidst fik jeg lagt begge stænger ud igen, og klokken skulle blive fire, inden jeg fik et hug igen. Denne gang var der mere kraft i fisken, og jeg kunne mærke, at den var noget større end de to forrige fisk. Anden gang den var inde ved nettet, fik jeg den, og den var bare stor! 19,5 kg sagde vægten! Alle fiskene blev taget på CFC Orange Dream popups over en fodring bestående af pellets, partikel mix, spicy squid og GLM banan, som er ny test boilie fra CFC-Bait.

okt 17, 2021 | Nyheder
– Vi har netop været en tur i Tjekkiet for at fiske efter karper, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke fik særlig meget nattesøvn, lyder det fra Erik Rasmussen: – Turen gik til en 10 ha stor sø, hvor vi skulle fiske en hel uge med nogle svenskere, som min fiske buddy Peter Thomsen kendte, men COVID-19 plus andre omstændigheder gjorde, at de aldrig kom frem til søen… Det vil de nok ærgre sig over…
– Under de omstændigheder havde vi pludselig masser af fiskepladser at vælge i mellem. Vi landede om morgenen klokken 7 efter at have kørt i bil hele natten, og her skulle vi møde den kontaktperson, som lige skulle sætte os lidt ind i, hvor vi skulle fiske. Den flinke dame kunne dog kun snakke “russisk” – eller sådan lød det i hvert fald i vores ører, så det var bare frem med en translate App, og så gik det fint nok. Vi fik hele den ene ende af den aflange sø, og vi så masser af fisk i vores ende af søen, så selvom det småregnede lidt, var vi ikke til at holde tilbage: Vi skulle bare ud og sætte vores camp op, og det kunne kun gå for langsomt. Vi havde lidt info fra de svenskere, som skulle have været med, og rigtig nok så vi fisk i det område, de havde snakket om. Vi kørte med tre stænger hver, og havde aftalt at dele stænger, så vi kunne skiftes til at få fisk på land, i det tilfælde at den ene, ikke rigtig fik gang i fiskeriet.
– Vi lå tæt på hinanden, så det gav god mening med dele stænger. Jeg kender rigtig mange, der aldrig ville kunne finde på denne løsning, men det giver altså bare en rigtig god stemning, når man fisker sammen en hel uge – i hvert fald for os. Det skulle vise sig som en rigtig god idé. Min plads fiskede med 5-8 takes i døgnet, som ville være rigtig vildt i mange søer rundt omkring. Men – på Peters plads, var det så vildt, at havde vi ikke delt stænger, så havde han ikke sat stænger ud igen pga træthed af at hive fisk på land! Der var lige en enkelt eftermiddag, hvor han beklagede sig over, at hver gang der kom fisk på, og det var hans tur, ja så var han bare kørt helt i bund og tappet for kræfter. Han havde bare den ene store skælkarpe på efter den anden, så han var godt mør, men han kom da til kræfterne igen.

Erik Rasmussen med turens største spejlkarpe på over 23 kilo. Øverst ses Erik med sin PR skælkarpe.
– Jeg ville da også indrømme, at jeg havde ondt alle steder i kroppen, for det var et vanvittigt pres disse fisk gav os, og jeg har aldrig selv prøvet noget lignende. Jeg har da haft gode ture i mit fiskeliv, men det her var godt nok sindssygt vildt! De to bedste dage landede vi 25 og 26 fisk! Vi tabte også kampen til mange fisk, som bare sled sig af under de hårde fights. Hovedparten af alle fisk var bomstærke skælkarper, og resten var spejlkarper – lige på nær tre græskarper.
– Det svenske spot gav os hurtigt fisk, men kun det første døgn, og så skete der ikke mere på den plads. Vi så dog fisk langt ude, men det var heldigvis ikke et problem, fordi vi havde baitboat med. Der var nu også båd med til hver plads, men det ville have taget en evighed at sejle ud hele tiden, for der var 180 meter ud til det område. hvor vi så mange fisk. Vi fik tit fisk på, inden at båden kom til land igen, så det var godt, at vi havde 2 sæt batterier med til vores baitboat. Der var strøm på pladsen, så det brugte vi flittigt. Vi kunne kun lige følge med at få opladt batterierne til båden, så mange gange skulle vi sejle ud på ny, fordi fiskene bare bed kontant. Faktisk var det så hektisk, at vi hverken kunne få morgen eller aftensmad uden at blive forstyrret af nye fisk!

Peter Thomsen med sin største skælkarpe på turen, der vejede 16 kilo.
– Om aften blev stængerne på land, når der var kommet fisk på, for ellers ville vi næppe få sovet. Det lyder jo fuldstændig galimatias, men det var bare så hårdt, at kæmpe med så store og stærke fisk, at man var ved at opgive, at kaste (sejle) ud igen. Jeg har da hørt om andre, der ikke fisket om natten for at få sovet, men jeg havde aldrig selv prøvet det. Men hold nu kæft, hvor var det fedt at prøve.
– Vi fiskede med Germany rigs og kroge str. 2-4 med boilies fra 14-20 mm. Og så brugte vi ellers 100 kg partikler samt 30-40 kg boilies til fodring. Det lyder lidt vildt. Faktisk kørte vi ikke med så meget foder af gangen, men vi skulle jo fodre op så mange gange, at det alligevel blev til en del. I alt landede vi utrolige 118 karper med langt de fleste over de 10 kg. Top fisken var spejlkarpe på 23.2 kg, som var ny PB til mig. Den største skælkarpe var 17.5 kg og også PB for mig. Og så var der ellers rå mængder af karper mellem 12-15 kg. Vi har landet over 1 tons karper tilsammen, og af en eller andet “heldig” grund, så havde vi kun 9 dobbelt runs. Alt i alt et drømmefiskeri, der bliver svært at slå igen. Vi så da andre fange fisk, men slet ikke i nærheden af det vilde fiskeri, som vi var løbet ind i, så vi har nok bare været helt vildt heldige med at ramme noget helt fantastisk fiskeri. Men – mon ikke man skulle prøve søen igen på andet tidspunkt, slutter han.
okt 17, 2021 | Nyheder
Lammefjordskanalerne er kendt for deres mange flotte karper – især skælkarper, der har levet som en vildbestand i flere hundrede år. Fiskeriet har i mange år været godt – og andelen af større fisk er stødt stigende.
– Her i weekenden har Lammefjords Kanalerne lagt vand til en hyggekonkurence med fiskere fra både Jylland og Sjælland, og i skrivende stund fire timer for konkurrencen slutter har de 7 deltagere fange 33 karper mellem 2,5 og 10 kg, fortæller Claus Foss.
Fiskeriet i kanalerne administreres af Odsherreds Sportsfiskerforening, hvor du enten kan melde dig ind eller købe dagkort her.
Har du selv været ude med medegrejet, hører vi meget gerne fra dig. Skriv os 10-15 linjer og vedhæft et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
okt 16, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
Kan man kombinere solferie med familien og karpefiskeri ved en ikonisk karpesø højt oppe i bjergene? Svaret er ja. Følg med Jonas Stenvinkel til Gran Canaria, hvor du kan fange de flotteste fuldskællede spejlkarper i søen Chira.
AF JONAS STENVINKEL
Efter et presset år med nedrivning af vores gamle hus, tegning/design af et nyt samt det almindelige travle familie- og arbejdsliv med 3 små børn, havde min kone og jeg virkelig brug for noget ferie. Jeg er normalt ikke til sol og varme – og jeg kan ikke ligge stille ved en pool i mere end et kvarter, før jeg føler, der skal ske noget mere. Jeg væmmes ved “All inclusive”, når ildrøde englændere overforbruger på et niveau, som får selv de mest energiske klima-benægtere til at tænke sig om.
Således overhørte jeg ihærdigt at min kone foreslog den ene håbløse (læs; karpetomme) sydlandske ø efter den anden, lige indtil Gran Canaria blev nævnt. Her blev jeg pludselig langt mere positiv, og vi fik hurtigt booket ugen før efterårsferien for at undgå det værste mylder. Som alle karpefiskere jo ved, ligger Chira søen på Gran Canaria, og den har været på min “bucket liste” i 25 år siden ikoner som Mads Grosell og Thierry Du Brail skrev om den i ca. 1995. Jovist; søen er langt fra uopdaget og jomfruelig længere, men karperne er gudeskønne med deres karakteriske store skæl, og baggrunden med kaktus og lavasten er så fjern fra noget jeg ellers kender. Tillige ligger søen 1.000m over havet, hvilket gør hele oplevelsen ret speciel.
Skumle karpeplaner
Min kone fattede hurtigt mistanke til mine skumle planer, og forbød mig straks at medbringe de trofaste rejsestænger, for vores bryllupsrejse indeholdt bl.a. tre dage ved bredden af Lake Bled i Slovenien. Men – jeg lagde snedige planer bag hendes ryg! Op til ferien havde jeg det svært travlt arbejdsmæssigt, så jeg skimmede Google igennem og fandt kun én guide på Canaria. Prisen lød på 100€ for en fuld dag med alt grej, foder, mad og drikke samt transport fra hotellet. Da jeg havde fødselsdag midt på ugen, købte jeg derfor en gave til mig selv; en dagtur med guide til Chira. Nu skulle jeg have mig en 10+ fuldskællet – og helst med kaktus i baggrunden! Prismæssigt kunne jeg ikke helt få det til at løbe rundt som en dagsløn, så jeg forestillede mig det værste. Noget á la at blive droppet af på en stenet sø-bred med udslidt skod grej og sidde dagen lang alene i den bagende sol.
Derfor sneg jeg en krogsliber, en pakke friske kroge, en spole forfangsmateriale og et glas popups med i tasken – uden konen opdagede det. Så kunne det næppe gå helt galt. Overraskende nok blev min kone ikke helt så sur som frygtet, da der lå en ekstra fødselsdagsgave på morgenbordet. Fra Jonas til Jonas… Som mange gange før vendte hun blot øjne af mig, hvilket er det tydelige tegn på hendes fulde velsignelse, når jeg atter får presset lidt karpefiskeri ind i vores ferier, weekendture, etc… Og – så bad hun mig i det mindste slæbe én af ungerne med, så hun ikke var alene med alle tre.

Fiskeriet i Chira foregår i super smukke omgivelser – og der er masser af fisk.
Karper i bjergene
Jeg tankede op med lidt proviant og et par dåser majs – for jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Da vi havde lejet bil hele ugen, kørte jeg selv til søen for at skåne min 5-årige knægt for køresyge. Jeg fik en GPS position og skulle stå ved søen klokken otte, så jeg kørte afsted klokken 06.30 ud på halvanden times bjergkørsel i bælgravende mørke. Hen af 07.30 tiden begyndte det at lysne, og et helt fantastisk bjerglandskab åbenbarede sig i de fineste røde og orange farver. Men det skal siges – er du ikke til bjergkørsel på smalle veje med lodrette sider, helt uden gadebelysning og delvist uden autoværn; så lad Dave hente dig!
Jeg har arbejdet meget i Alperne, så jeg nød at der i det mindste hverken var is eller sne.
De sidste 10 minutters kørsel gik ned mod søen, som lå lokkende i en smuk dal med brutale bjergsider og et tørt og ubarmhjertigt terræn, hvor selv de hårdføre vækster hang med bladene. Jeg var straks mentalt som en 15årig knægt med max karpefeber, og satte et tempo på bilen, hvilket kostede en lille pause og lidt opkast for min ellers hårdføre karpe-knægt. Herefter var der lidt mere ro på højre fod, og snart efter trillede vi ind på parkeringsområdet. Guiden Dave ejer en del af bredden langs Chira, så han var kørt gennem en bom og stod længere nede, hvor han havde gjort grejet klar.
Foruden min søn og jeg, var der en anden gæst fra UK, Matty, og hans knægt. Matty fisker tre dage om ugen fast, så vi spildte heldigvis ingen tid på oplæring. Vi fiskede tre stænger hver og aftalte hurtigt at dele huggene imellem os. Dave sejlede alle stængerne ud, hvilket jeg ikke helt forstod, for vi fiskede kun på 25 meters afstand. Grejet var fornuftigt med Scope stænger, nogle patinerede Nash hjul og simple, men friske rigs. Han er sponsoreret af Nash, så alt var, som det skulle være. Jeg skyndte mig derfor at pakke min krogsliber og småting langt ned i tasken for ikke at fornærme ham.

Chira er især kendt for sine fuldskællede – eller næsten fuldskællede spejlkarper som denne.
Styr på Chiras karper
For pokker han har styr på Chira! Han har guidet dernede siden 2003 og påstår selv, at være den person i verden, der har fanget flest karper. Med 18 års fiskeri stort set hver eneste dag i en relativt nem sø, er det vel svært at argumentere mod. Selv ikke Morten Rasmussen kan hamle om mod dette vanvid af karper. Dave’s gæster tæller i øvrigt alt fra nybegyndere til de mest kendte engelske fiskere som Nash, Blair, Briggs, Crow, Tony Davies-Patrick, foruden en masse kendisser.
Karpernes tilstedeværelse var jeg heller aldrig i tvivl om. De sprang fri af vandet over hele søen den første times tid, men ganske som jeg har erfaret i Ebro, er de stort set ikke til at fange på dette tidspunkt. Først når de stopper med at springe ved 9 tiden, kommer de ned til bunden.
Dave fortalte at Allan Blair havde kæmpet løs med zigs flere dage i træk for at fange dem nær overfladen, men ganske resultatløst. Det er bare med at vente, for allerede klokken halv ti havde vi det første run. Det var Matty, der startede med første fisk, så jeg stod blot og nød scenen af en stærk 23lbs fuldskællet, som blev fightet af den rutinerede englænder og landet af Dave.
Næste gang var det mig, og en halv times tid senere stod jeg med en 22lbs fuldskællet. Turen var reddet!
Matty smed næste fisk, men jeg insisterede på, at det var hans tur, indtil han havde én i nettet. Således endte dagen med 8 hug og 7 fisk på land. Jeg fik på 22, 21 og 20 lbs, mens Mattys næste 3 var lidt mindre. Vi pakkede sammen ved 13.30 tiden og fiskede altså ikke mere end 6 timer.
Bomstærke fuldskællede spejlkarper
Karperne var bomstærke som flodkarperne i Ebro, og fiskeriet var utroligt simpelt. Multirigs med Nash Fang kroge, Nash Spicy Tuna lige fra posen og en lille fodring primært med Tigers og pellets. Popups virker stort set ikke – igen ligesom Ebro. Selvom søen ikke just er ukendt, er den stadig flot og naturlig at se på – modsat Ebro, som åbenbart er mit faste referencepunkt i dag, hvor der flyder med skrald og fæces, og hvor alle byer udleder spildevand. Nej ved Chira er der fred og ro og rent.
Man kan mene, hvad man vil om guidet fiskeri, og jeg havde personligt foretrukket glæden ved at klare det hele selv. Men – er man på familieferie, så er det utroligt nemt lige at rive en formiddag ud af kalenderen, og lade Dave klare alt det hårde, mens man selv høster frugterne. Hvis man er til lidt mere seriøst fiskeri, kan man leje grej til overnatninger, hvilket helt bestemt lyder fristende.
Der dukker stadig ukendte fisk op, og Dave viste mig et billede af en fantastisk semi-koi med helt orange bug, som en af hans gæster fik nogle uger siden. Størrelsesmæssigt er der mange fisk over 30lbs og nogle enkelte over 40lbs. For mere info kan du se Dave’s hjemmeside eller find ham på FB under CarpCanaria.
okt 6, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Nogle gange kan det være rigtig svært at forudsige hvilket takel, der er det optimale valg ved et givent vand, i en bestemt situation under særlige forhold. Bevares – der er selvfølgelig nogle tommelfingerregler for anvendelsen af både krogtakler og overordnede takelkonstruktioner til bestemte agn og fiskesituationer, men der er ofte langt fra lærebøgerne til virkeligheden. Den oplevelse havde jeg i hvert fald her den anden dag, hvor jeg i et stykke tid har haft rigtig gode resultater med spinnerrigs med str. 4 kroge fisket med både neutralt afbalancerede og dobbelt synkende snowmans med 18 mm boilies – præsenteret på standard semifikserede safty-rigged bolt-takler på bunden.
– Jeg var taget ud til en ny plads i en helt ny sø, hvor jeg fiskede på 2-3 meters dybde over et plateau tæt på land med mange siv. Allerede fem minutter efter, at jeg havde kastet ud, hylede min bidmelder for fulde gardiner, og det var en fantastisk følelse at gøre modhug på en kørende baitrunner og mærke et massivt tværstop fra en fisk, der lagde hele vægten bag og startede ud med et vildt udløb: YESSS. Fisken kæmpede virkelig aggressivt, og da jeg efter et stykke tid kunne se en flot skælkarpe i overfladen, var jeg ikke overrasket. Efter et par småudløb inde foran gled den omsider i nettet, og splitsekundet efter kunne jeg afkroge en smuk 10,8 kilos skælkarpe, der efter et par fotos hurtigt røg retur. Nå det bliver vildt tænkte jeg, men kom så i tanke om, at man – hvis man vild undgå nemesis – aldrig skal ekstrapolere…
– Det blev hurtigt mørkt, som det har for vane – især på denne årstid. Et par timer inde i mørket fik jeg endnu et screaming run, men pludselig røg den af… damn! Og sådan blev det faktisk ved yderligere tre gange, så da jeg havde mit sidste run klokken tre om natten, havde jeg fået fem hug og bommet de fire, hvilket mildest talt må betragtes som en elendig statistik. Til alt held tror jeg hovedparten af de missede hug var mindre fisk i 5-7 kilo klassen, men alligevel. Nå – men sådan er det bare: Hvad der virker i den ene sø, fungerer ikke nødvendigvis i den anden. Dels fordi fiskene kan være forskellige i munden, men også fordi de kan været sporet ind på forskellige fødeemner på bestemte tidspunkter, hvilket kan have indflydelse på den måde, som de tager agnen på – og dermed hvilken type af takel, der kroger bedst. Mens du læser dette er jeg ved vandet igen – og gør endnu et forsøg med en helt anden rig-type – så må vi se, hvordan det går…
Fiskende huggede på snowmans af CFC Spicy Squid og Hot Amanda Hookbaits fisket over set spreadbaited område med CFC Spicy Squid og hampepellets.
Vi ses derude – Jens Bursell
okt 1, 2021 | Nyheder
– Forleden besluttede jeg mig for at tage på en hurtig overnatter inden skole, og det skulle vise sig at være en god ide, beretter Jens Hansen til Fisk & Fri. – Sent om aftenen begyndte der at komme store stimer af brasen ind og spise på pladsen, og efter et par brasen på land besluttede jeg at skifte til en 24 mm Nutty Crunch fra Vitalbaits.
– 10 minutter efter jeg havde kastet ud kom der et godt run, så min Delkim bidmelder hylede, og så var det ellers bare med at komme ud af teltet. Efter en lang og tung fight i åkanderne var det på tide at nette den, for der var lidt panik, nu når man var alene på tur. Jeg puttede karpen i sacken og sov videre – og morgenen efter kom min far og vejede den store tykke spejlkarpe til 15,94 kilo, slutter han.
Har du selv været ude med medegrejet, så send os meget gerne din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.