nov 14, 2024 | Artikler, Portrætter
1 Sportsfiskeren 15. april 1926. Allerførste nummer af Sportsfiskeren udkom allerede inden stiftelsen af Sportsfiskerforeningen. 2: December 1968. Sportsfiskeren går i farver. Det allerførste nummer med et forsidebillede i farver. Senere kom der også billeder i farver inde i bladet.
DSF har i dag eksisteret i 86 år. Her får du historien om de første 75 – fortalt af Fiske & Fris lystfiskerarkæolog – Per Ekstrøm i 2013 til 75 års jubilæet.
AF PER EKSTRØM
”LYSTFISKERNE FORENER SIG”. Det var overskriften på en mindre, nærmest anonym notits i Politiken d. 14. november 1938. Lakonisk blev det oplyst, at der var dannet en Landsforening under navnet Danmarks Sportsfiskerforbund, som skulle i virksomhed fra nytår. Herefter var bestyrelsesmedlemmerne nævnt ved navn.
Så kort var meddelelsen i dagspressen om det nye forbund, som i år kan fejre, at det er 86 år siden, at stangsvingende fiskere fandt sammen for at styrke interesserne for sports- og lystfiskeriet i Danmark. 86 år hvor der har været kæmpet for udbredelsen af det rekreative fiskeri, men også i høj grad for forbedring af vandmiljøet, som allerede fra starten af var et stort mål, men hvordan begyndte det hele?
Danmarks Sportfiskerforening stiftedes for 98 år siden
Her skal vi yderligere nogle år tilbage, nærmere bestemt til d. 18. april 1926. På denne dato blev Danmarks Sportsfiskerforening stiftet. Allerede samme år i januar havde den legendariske skomagermester Bache, der var en kendt laksefisker ved Skjern å, via en artikel i Jyllandsposten, efterlyst en organisation, som varetog sportsfiskernes interesser i lighed med de store jagtforeninger, der varetog jægernes. Artiklen affødte adskillige henvendelser, og d. 7. februar blev der afholdt et møde i Kolding, hvor de fremmødte blev enige om at oprette en forening til varetagelse af sportsfiskernes interesser.
Selve ordet ”Sportsfisker” var nogenlunde samtidig blevet ”opfundet” af Carl Th. Wegener, der samme år havde udgivet den første bog på dansk om fiskesport: ”Haandbog i Sportsfiskeri i Danmark”. Allerede inden den formelle stiftelse af foreningen var sket, udkom den fremtidige forenings medlemsblad ”Sportsfiskeren”. 15. april 1926 var bladet på gaden med oplysning om indkaldelse til dannelse af ny fiskeriforening. Det stiftende mødet blev afholdt på Grand Hotel i Vejle søndag den 18. april kl.3 eftermiddag, og så var foreningen en realitet. Allerede 2 måneder efter var medlemstallet langt over 100. Foruden de 2 initiativtagere, Bache og Wegener, talte medlemslisten navne på lystfiskere fra mange steder i Danmark.
Den første sportsfiskerformand
Wegener blev valgt til foreningens første formand og Bache til bestyrelsesmedlem. Foreningens formålsparagraf var ”At varetage Sportsfiskernes interesser og ophjælpe fiskebestanden i vore ferske vande”. At der var behov for en forening, herskede der ingen tvivl om, når man ser på udviklingen efter bare tre år. Næsten tusind personer var blevet medlemmer, og samtidig begyndte forskellige lokale foreninger at skyde op rundt om i Danmark.
Første gang foreningen opnåede indflydelse og anerkendelse var, da man reviderede ferskvandsfiskeriloven i 1930. Her indførtes blandt andet forbud mod skydevåben ved fiskeri, men også regulativet for Karup og Varde åer blev ændret således, at garntrækningerne, der næsten ødelagde fiskeriet i åerne, blev forbudt. Det var store landvindinger. I årene fremover blev der taget hul på andre store emner. For eksempel det obligatoriske fisketegn, men et af de altoverskyggende problemer var den tiltagende forurening af søer og vandløb. Rigtig mange indlæg i Sportsfiskeren vidner om problemet. Sukkerfabrikker der lukkede urenset spildevand ud i åer, så samtlige fisk døde, hærens krudtfabrik i Frederiksværk, der skyllede syrebeholdere i Frederiksværk Å, så ål for en værdi af 50.000 kr. gik til. Eksemplerne var mange og afskrækkende samt bekræftede nødvendigheden af foreningen. Sportsfiskerne havde fokus på vandmiljøet, længe før almindelige mennesker overhovedet tænkte på miljø, og ordet slet ikke var en del af det danske sprog.
Hans Bache (1874-1965), den legendariske laksefisker fra Skjern Å, der fik idéen og var initiativtager til stiftelsen af Sportsfiskerforeningen af 1926 sammen med Carl Theodor Wegener. Wegener fik dog en kort karriere i foreningen, da han på grund af svigtende helbred måtte stoppe allerede i 1928. Wegener døde i 1935.
Flere og flere lystfiskerforeninger slutter sig til
Op gennem 1930´erne øges antallet af lokale foreninger hastigt. Der kommer fokus på et obligatorisk fisketegn, og i Sportsfiskeren i 1936 foreslår en K.K. Lundager, at der oprettes en landssammenslutning af lystfiskerforeninger, hvor der for hvert medlem betales et årligt kontingent på 2 kroner. Redaktionen udtrykker sympati for ideen, men efterlyser samtidig den mand, som er i stand til at ”samle alle under en hat”. Betænkeligheden ved et forbund går direkte på forskellighederne fiskerne imellem. Tænk hvis en fisker udtalte at en fiskemetode var finere end en anden, så ville sammenslutningen ”slå revner med det samme”. Et synspunkt der har vist sig at holde stik, da interessekonflikterne mellem sportsfiskere med jævne mellemrum har haft det med at blusse op.
I begyndelsen af 1938 kommer stiftelsen af et forbund meget nærmere. Landene omkring os havde allerede oprettet landsdækkende forbund, som med held virkede for lystfiskeriets fremme. Valdemar P. Haugaard, der senere blev en markant person inden for sportsfiskeriet, var allerede i 1926 blevet medlem af Danmarks Sportsfiskerforening og ganske kort efter tillige foreningens sekretær. I en artikel i Lystfiskeri-Tidende agiterede han voldsomt for stiftelsen af et forbund. Hensigten med forbundet var, at foreningerne skulle ”leve deres eget liv” uden indblanding fra forbundet, mens forbundets opgave alene skulle bestå i at få ørenlyd hos lovgivere og myndigheder. Kontingentet skulle være yderst rimeligt, tre en halv krone årligt pr. medlem. Som Danmarks ældste forening mente Haugaard, at Lystfiskeriforeningen skulle være med og gå i spidsen. Det kom Lystfiskeriforeningen i høj grad til.
Chr. Lottrup-Andersen, der i 1933 var blevet formand for Dansk Sportsfiskerforening, udsendte et forslag til love for det nye forbund, men efter at disse var blevet forelagt Lystfiskeriforeningens bestyrelse og minutiøst gennemgået af frihavnsdirektør Thielsen, der sammen med Haugaard var varme fortalere for stiftelsen af et forbund, kunne Lystfiskeriforeningen ikke tiltræde forslaget. I stedet udarbejdede landsretssagfører Anthon Nielsen, der var kasserer i Lystfiskeriforeningen, et alternativt forslag til lovene, som blev fremsendt til Lottrup-Andersen. Med det udkast i hånden fremsendtes indkaldelsen til den stiftende generalforsamling på Grand Hotel i Odense d. 13. november 1938. Ved mødet var der repræsentanter for jyske og fynske foreninger samt Lystfiskeriforeningen med base på Sjælland. Tilsammen repræsenterede de et samlet medlemstal på cirka 1.300. Sportsfiskeren fortsatte med samme redaktør, Axel Holm, og blev dermed medlemsblad for det nye forbund. Så undrer man sig over, at Sportsfiskeren er ældre end forbundet, findes forklaringen her.
1: Sportsfiskeren juni 1945. Forsiden på Sportsfiskeren levner ingen tvivl om at nu er Danmark frit, selvom der ikke står et ord. 2: Juni 1972. Redaktionsudvalget takker af og for første gang kommer der en redaktør. Den forholdsvise ukendte Poul Thomsen, som senere blev ”dus” med dyrene og hele Danmark sætter sig redaktørstolen og giver et frisk pust til Sportsfiskeren.
Forbundsformanden – ”Doktoren”
Valget som første formand faldt helt naturligt på Chr. Lottrup-Andersen. Som initiativtager og formand for landets største forening var det nærmest en selvfølge. Øgenavnet ”Doktoren” kom af, at han var øjenlæge, men i de kommende år skulle han ”læge” en del andre sår end de fysiske. Han skulle samle en hel nation af lyst- og sportsfiskere med vidt forskellig opfattelse af, hvordan sportsfiskeriet skulle udøves. Som person var han pionér på mange områder. En fremragende skribent, og som den første i Danmark oversatte han et kapitel fra Den Fuldkomne Fisker. 10 år før Johanne Kastor Hansen forestod oversættelsen af hele bogen, havde ”Doktoren” oversat kapitel 8. På trods af, at kapitlerne er oversat næsten samstemmende, er der et særkende ved Lottrup-Andersen oversættelse. Nemlig at samtalen mellem Picator og Venator foregår i med tiltaleformen ”du”, mens Johanne Kastor Hansen anvender oversættelsen ”De”. I 1600-tallets England har tiltaleformen mellem 2 personer, som kun har kendt hinanden i nogle få dage nok været mere formel, så ”De” er nok det mest korrekte. Til gengæld kan Doktoren måske have ment, at 2 næsten ligesindede fiskere, nok har anvendt ”du”.
Utallige artikler til Sportsfiskeren er også tilgået fra hans pen. Som lidt af et sproggeni oversatte han udenlandske artikler fra engelsk, tysk og fransk til dansk, ligesom han stod bag opfindelsen af Hardy´s ”Anti-kinker”. Den lille celluloid plade, som sættes på linen for at modvirke, at den snor sig. En helt speciel sag er tvisten med ”Solunarteoriens” far, amerikaneren John Alden Knight, som han havde en længere brevveksling med. Teorien går på, at solens og månens stilling har indflydelse på bidelysten hos fisk. Ældre fiskere vil nok kunne nikke genkendende til Sylwester-Thomsens månedlige skemaer om emnet, som var en fast bestanddel i Sportsfiskeren gennem mange år. ”Doktoren” var helt ikke enig i Knight´s matematiske teorier og ideer, så han ændrede beregningsmetoderne. Amerikaneren påstod efterfølgende, at ”Doktoren” plagierede hans idé og antydede sin copyright. Et bestemt, høfligt og diplomatisk brev fra ”Doktoren” stoppede brevvekslingen, da han gjorde opmærksom på, at matematiske beregninger var det ikke muligt at tage patent på. Sine diplomatiske evner skulle han senere få hårdt brug for.
De ”salte” udbrydere – der blev ”genfanget”
Problemerne med at holde sammen viste sig hurtigt at holde stik. Gennem 1940´erne steg antallet af Sportsfiskere og foreninger markant. I de store byer København og Århus samledes sportsfiskerne i store foreninger, som indmeldte sig i Sportsfiskerforbundet. Utilfredsheden lurede dog lige om hjørnet. Mange mente, at der blev gjort alt for lidt for dem, der kun fiskede i saltvand. Her er det værd at bemærke, at fiskeri i saltvand var af forholdsvis nyere dato, og fiskeriet primært blev dyrket fra havnekajerne i de store byer. Følelsen af at være overset samtidig med, at man skulle bidrage til forbundet uden at få noget til gengæld, lurede under overfladen. I slutningen af 1940érne udmeldte Lystfiskerforeningen af 1940 sig derfor af Danmarks Sportsfiskeriforbund. Den økonomiske side af sagen var afgørende. Man syntes, man fik for lidt for kontingentet, og da Sportsfiskeren var et obligatorisk blad, hvor indholdet af artikler om saltvandsfiskeri var begrænset, mente ”storbyfiskerne”, at de fik for lidt for kontingentet. Når man kun fiskede makreller i havnen og torsk på Øresund, var åfiskeri nærmest eksotisk.
I stedet stiftede man ”Danmarks Saltvandsunion”. Formålet var at varetage saltvandslystfiskernes interesser. Desuden ”ved gennem samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund at opnå det bedste forhold til dette”. En formålsparagraf der i 1953 noget uforklarligt blev slettet af unionens love, men det understreger måske, hvor skarpt fronterne var trukket op. Formanden for Danmarks Saltvandsunion var den yderst aktive og initiativrige Svend Sørensen, der samtidig var formand for 1940. Han var og blev på mange måder foregangsmand for saltvandsfiskeriet i Danmark, og talte gennem hele livet saltvandsfiskernes sag. Unionen levede nogle ganske få år. Utallige gange var der ”følere” fremme mellem parterne. Dybest set ville de det samme, og begge parter var enige om, at en sammenslutning absolut tjente sportsfiskerne bedst, men hvem skulle tage emnet op?
I hektisk brevveksling mellem parterne i begyndelse af 1953 kan man se de mange følere, der er fremme for at få løst problemet. Samtidig med, at Svend Sørensen har en dialog med ”Doktoren”, har han en fortrolig kontaktperson i Saltvandssportsfiskeren Aarhus med hvem, han løbende drøfter sagen. Hvorvidt ”Doktoren” fører en bevidst taktik med at være henholdende, vides ikke, På et tidspunkt nævner Svend Sørensen i et brev at ”det er den sædvanlige køren uden om den varme grød”. At de to på et noget tidligere tidspunkt ikke talte direkte sammen kan undre, da de begge boede i Hellerup, mindre end 1 kilometer fra hinanden.
Omsider får Svend Sørensen et håndskrevet kortfattet brev fra ”Doktoren”, der beder om et møde. Hvad de to talte om på mødet kom aldrig frem, men allerede i maj 1953 traf man beslutningen om at nedlægge Saltvandsunionen, og lade klubberne indtræde i forbundet. Samme år trak ”Doktoren” sig som formand i en alder af 75 år. Efter 15 år på posten blev han udnævnt til ”æresformand”. Svend Sørensen blev senere kredsformand for kreds 6, og blev i 1978 tildelt forbundets guldnål. Det er også Svend Sørensens fortjeneste, at sammenslutningen mellem københavnske foreninger, SU, bliver stiftet.
Sportsfiskeren – når budskabet skal formidles
Kontakten til medlemmerne har altid været vigtig. Nu om stunder foregår meget kontakt via digitale medier på internettet, men tidligere foregik alt kontakt via medlemsblade, som var den primære måde at holde kontakten med medlemmerne på. Derfor havde bladet ”Sportsfiskeren” alle dage været forbundets ansigt udadtil. Og der er sket meget siden det allerførste blad så dagens lys d. 15. april 1926. Fra starten var det hensigten, at det skulle udkomne hver 14. dag, hvis tilslutningen har stor nok, men det blev til en gang om måneden. Antallet af lystfiskere i forbundet var i begyndelsen begrænset, og mange artikler de første år var ofte artikler oversat fra andre sprog eller artikler sakset fra andre blade. Bogtrykker S. Sørensen, i Skjern, fungerede i første omgang tillige som redaktør af Sportsfiskeren. Dog kun i kort tid hvorefter han blev afløst af et redaktionsudvalg med forskellige redaktører indtil apoteker Axel Holm i 1934 overtog posten. Her fik man en mand med sine meningers mod. Han gav gennem årene utvetydigt sine holdninger til kende. Kort sagt en rigtig redaktør, der mange gange stillede de rigtige spørgsmål. Som eksempel i 1942, da han i en artikel gør sig til talsmand for indførelse af et rekordudvalg, da ungdommen forlanger mulighed for rekorder, da den stigende interesse for kastesporten har udvist dette.
Kort sagt skal man løbende udvikle sig. Axel Holm var redaktør frem til 1952, hvor han i en alder af 80, mente at det var nok. Af senere redaktører kan nævnes Bent Lemche og Børge Jackson. I alle årene var redaktøren støttet af en redaktionskomité. Af medlemmer i dette udvalg kan nævnes Børge Munk Jensen (Cim), Valdemar P. Haugaard, W. Sylvester Thomsen og Julius Wedege. Sylvester Thomsen har beskrevet møderne i udvalget som noget af en prøvelse for redaktøren. Cim, der var sportsredaktør på BT, vidste godt, hvordan et blad skulle ”skrues” sammen, så han kunne nemt få 40-50 minutter til at gå. Når han var færdig, tog en anden så over. Resultatet var, at redaktøren til sidst var lettere rundtosset, men der kom et blad ud af det.
Poul ”Dus med Dyrene” Thomsen som redaktør på Sportsfiskeren
I 1972 sker der noget afgørende på posten. Den 33 årige tekstforfatter Poul Thomsen indtræder som redaktør. Et frisk pust udefra, der ændrer den måde, hvorpå der en del år har været lavet og tænkt blad på. Poul Thomsens filosofi var, at når det var en glæde at fiske, skulle det også være en glæde at læse et fiskeblad. Et blad om fiskeri skal henvende sig direkte til fiskeren. Revolutionen skete ikke over natten, dertil var bladet nok for traditionsbundet, men et at de første tiltag, som faldt i øjnene, var de månedlige fangstrapporter fra alle steder i landet med mange tilhørende billeder, der kunne pirre enhver lystfisker. Poul Thomsen residerede knap 4 år i redaktørstolen indtil andre fik øje på hans åbenlyse talent for naturformidling, og TV-mediet kaldte på ham.
Senere blev han som bekendt ”dus” med alle Danmarks dyr og ikke mindst TV-seere. Som efterfølger faldt valget på Johannes Skjerbæk, der sammen med hustruen Tove fungerede som redaktører gennem en årrække. 1989 var et sort år for Sportsfiskeren. Det udkom kun i 4 numre. Økonomisk krise med kartoffelkur og drastisk faldende annonceindtægter var begrundelsen. Diskussionen var intens og hektisk. Skulle man bringe forbundet på fallittens rand ved at sende det sædvanlige antal numre på gaden, eller skulle man spare sig ud af krisen? Man valgte det sidste, og allerede fra april 1990 udkommer Sportsfiskeren igen regelmæssigt. Ny redaktør i chefstolen blev Jens K. Thygesen, som var uddannet journalist og tidligere formand for Vester Nebel Lystfiskerforening. Han fik Sportsfiskeren på ret køl og afløses i slutningen af 1990´erne af Ole Wisler med en fortid som skribent på Fisk & Fri.
1: Børge Christensen. Miljøgeneralen som huserede gennem adskillige årtier og vandt mange sejre over datidens miljøsyndere.
2: Januar 1975. Vel nok den mest kendte forside på Sportsfiskeren. Slagteriet i Bjerringbro anvender Gudenåen som afløb. Billedet er vist nok fra 1970. Sportsfiskerforbundet tager sagen op og får stoppet uhyrlighederne. Billedet hang i mange år på miljøkonsulent Børge Christensens kontor. En af hans mange store sejre.
Børge Munk – maleren der blev miljøforkæmper
Helt fra 1926 var ”Værn vore vande” mottoet, og kampen mod forurening og bevarelsen af vandmiljøet har altid stået øverst på dagsordenen. Og der var nok at gå i gang med. Man var klar over, at søer og åer ikke kunne holde til en voksende befolkning og en industrialisering, som ikke tog hensyn til miljøet. Uvidenhed eller manglende forståelse for sammenhængen har nok været de faktorer, som har ødelagt mest miljø. En person, som er markant i den sammenhæng og har skilt sig ud, er Børge Christensen. Som udlært maler, er det ikke en miljøforkæmper, man umiddelbart vil sætte i forbindelse med miljøbeskyttelse, men Børge var miljøforkæmper om en hals.
Ekstra-bladet udråbte ham allerede i 1970 til ”forureningens fjende nr. 1 i Danmark”. En sag med 2 slagterier i Bjerringbro, som sendte urenset spildevand direkte ud i Gudenåen, var det, der slog hovedet på sømmet. Billeddokumentationen var uhyggelig og prægede blandt andet forsiden på Sportsfiskeren i 1975, men der var sagen sluttet, og proppen sat i hullet. Ellers havde de siddende kommunalpolitikere fået det utrolig hedt. Sagen var indirekte den, at politikerne hellere ville have rådhus end rensningsanlæg. Forbundet indklagede derfor kommunen til sin egen sundhedskommission. Det gav genlyd, og sagen blev omtalt i TV-avisen. DR var dengang den eneste landsdækkende TV-kanal, så det var noget, der havde effekt. Resultatet blev, at kommunen byggede rensningsanlæg før rådhus, og Børge Christensen blev naturligvis indbudt til indvielsen. I sin lange tid som miljøkonsulent i forbundet hang billedet af den ”blodrøde” Gudenå på hans kontor.
”Forurenings-Børge” som han ofte blev omtalt, kæmpede mange sager og vandt. Sin største sejr var, ifølge ham selv, Glatvedsagen mod Spritfabrikkerne ved Mariager Fjord, men utallige andre sager, som de fleste ikke kender til eller husker, men som har haft afgørende betydning for vandmiljøet, bærer hans aftryk. En del ældre lystfiskere vil sikkert huske hans spalte i Sportsfiskeren, Miljø og forurening, hvor de forskellige miljøsager blev omtalt. For sin indsats for miljøet gennem mere end 25 år blev han tildelt ridderkorset, og i 2001 sluttede han sin arbejde for forbundet.
Godt gået DSF
Det har været 75 år med op- og nedture. Men viljen til hele tiden at udrette noget, udvikle sig og tænke nye tanker er en forudsætning for et forbund. Ellers dør det. Man skal følge med tiden, og det gør forbundet. I jubilæumsåret projekteret DSF et helt nyt hus – Sportsfiskeriets Hus. Et imponerende projekt beliggende naturskønt i Vingsted ved Vejle ådal, hvor der siden det blev færdigt har været aktiviteter både ude og inde. Et hus som skal være et samlende sted for alle landets sportsfiskere, og hvor fremtidens sportsfiskere får mulighed for et solidt afsæt ind i sportsfiskeriets verden. Et afsæt, som er skabt gennem mange års ihærdigt forbundsarbejde. Der er kun at sige tillykke – godt gået DSF
Formænd i DSF:
1938: Chr. Lottrup-Andersen
1953: Asger Truelsen
1957: Aage Worning
1959: V.L.U. Gryth
1963: A. Hynkemejer
1969: A. Kristensen
1973: Georg Pedersen
1985: Mogens Jørgensen
1995: Jørgen Banke Thomsen
2004: Verner W. Hansen
2020: Torben Kaas
okt 30, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Er fiskene fundet, ligger lystfiskerskibene tæt. Det kunne jo være, »at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.« (Foto af Jens Ploug Hansen)
Havfiskeriet er vores mest folke- og traditionsrige lystfiskerform omspundet af en hel del legendariske og ikke mindst farverige personligheder. Her giver det omvandrende lystfiskerleksikon, Per Ekstrøm dig havfiskeriets historie – med særligt fokus på Øresund.
AF PER EKSTRØM
BÅDFISKERI, TURBÅDSFISKERI ELLER HAVFISKERI? Kært barn har mange navne, men det handler om det samme – fiskeri fra båd i havet. Først efter 1945, da verden igen åbnede sig, kom der for alvor gang i havfiskeriet i Danmark, og så gik udviklingen ellers stærkt.
Lystfiskeri i saltvand var nemlig en allemandsret. Man behøvede blot en fiskestang – eller i en snæver vending blot et vindsel med line, så var man klar til at fiske. Fra moler og havnekajer havde der været dyrket en del lystfiskeri i årene forinden. I sommermånederne juli og august var der ofte
Københavns Nordhavn og fik en aftale. De første ture var ikke ubetingede succeser. Grejet var for spinkelt og pirkene for små. Så måtte man i gang med selv at fremstille pirke, som havde tilstrækkelig vægt til at nå bunden.
Svend Sørensen har fortalt mig, at han selv snittede en trækopi af den kendte Bergman pirk, som han efterfølgende, støbte og malede rød. Den røde farve afstedkom en del kommentarer som fx: »Tror du de er kommunister?«, men som han sagde: »Den kunne fange fisk!« Kendetegnene for fiskeriet var, at det i begyndelsen blev drevet efter »det for hånden værende grejs princip«. Man anvendte simpelthen det grej man havde, og det gik ganske udmærket. Korte spinnestænger på 5-6 fod.
1940’s mangeårige formand Svend Sørensen på Øresund iført de tidligere havfiskeres uundværlige hovedbeklædning – Sydvesten. Den beskyttede bølgerne i håret mod stænk fra havets bølger.
Den første havfiskekonkurrence i 1949
I maj 1949 var interessen for havfiskeriet så stor, at man afholdt en konkurrence med over 330 deltagere og næsten 50 både. Den samlede fangst var på næsten 1.200 torsk med en torsk på 10 kilo som største fisk. Konkurrencen var så stor, at den skrivende presse fulgte begivenheden. Billed Bladet havde en to-siders reportage fra dagen, hvor diverse direktører og grosserere deltog. Der var ærespræmier i form af sølvtøj doneret af bl.a. andet Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Kort sagt noget af en begivenhed, der skabte opmærksomhed.
Andre steder begyndte man også at arrangere havfiskekonkurrencer. Ved Aarhus blev Slettehage Konkurrencen en årlig tilbagevendende begivenhed, og i Nakskov arrangerede den lokale forening en årlig stor konkurrence på Langelandsbæltet. Begge trak flere hundrede deltagere og fangsterne imponerede. I Nakskov blev der et år fanget næsten 3.000 torsk på en enkelt dag! Havfiskeriet var blevet en anerkendt fritidsbeskæftigelse, og så kunne man konkurrere.
Mellem torskene dukkede der i startfirserne også andre arter op. Her fremviser Jørgen »Pirk« en havkat på 6,90 kilo fanget under torskefiskeri.
Dansk havfiskeri bliver internationalt kendt
I slutningen af 50´erne blev det danske havfiskeri internationalt kendt. I september 1958 arrangerede den lokale turistforening i Næstved i samarbejde med Næstved Sportsfiskerforening af 1948 en stor fiskefestival i området omkring Agersø og Omø, og over hundrede lystfiskere fra Europa strømmede til. Selv fra USA kom der lystfiskere. Om det var en succes, må stå hen i det uvisse. Ireren, Gerald Kruss, omtaler i sin bog »Catching Fish and Fishermen « på dansk oversat til »Fiskegalskab over alle grænser« sine oplevelser ved festivalen. Han vandt ganske vist konkurrencen om at fange den største fisk, en torsk på 10 kilo, men han var ikke imponeret af torsken som fighter og fremførte, at fiskemagasiner og fiskegrejsfabrikanter var større løgnere end lystfiskere, når de kunne kalde torsk for »store fightere «. Det skal tilføjes, at bogen er skrevet med glimt i øjet.
Aage Stokholm. Den første »professionelle« turskipper med selvudnævnt titel af bl.a. »Frikadellesnedker« og knagerækkebestyrer. Aage interesserede
sig mere for madlavning end lystfiskeri, og ofte blev gode fangster tilberedt i kabyssen, men han skaffede sig til livets ophold ved at sejle med »skrupskøre
« lystfiskere ud på Øresund.
Turbådenes guldalder
Hvor der opstår et behov, er der som regel driftige sjæle, som på kommerciel vis kan dække disse. Den første som fik øje på mulighederne for at sejle med lystfiskere var Aage Stokholm. Den 13. januar 1951 startede han rederiet »Sundia«. Om han helt præcis kaldte rederiet det fra starten, vides ikke, da hans første skib hed »Culpea«, og var et han chartrede til formålet. En heldagstur kostede 12 kroner, og var trods den beskedne sum,set med nutidens øjne, ikke et helt lille beløb. Men efterspørgslen var der, og så kørte forretningen.
Skal man beskrive Aage Stokholm ganske kort, må det være en farverig mand med sine meningers mod. Lystfiskerne anså han som en flok »skrupskøre idioter«, der som en naturlov havde det krav, at der hele tiden skulle hænge en fisk i den anden ende af linen. Det var noget han dog først nævnte 1980 i Lystfisker-klubben af 1940’s jubilæumsskrift, men der var han på vej til pension, og havde tjent sit på »idioterne«. Egen klub for de »faste kunder« havde han også. Han besad alle poster i bestyrelsen og underskrev sig ofte med samtlige titler tillige med »knagerækkebestyreren« og »billetklipperen«.
Datidens pirke. Fra toppen: Hjemmelavet rørpirk, den legendariske »Torpedo« i en 75 grams udgave, Ertner Sildeglimt,den smukke »Øresund« og endelig ABU’s »Lycas« og »Lurette«.
Skumsprøjt og nye turbådsskippere
Klubbens blad redigerede han også. De første år hed bladet »Vandposten«, men blev senere omdøbt til »Skumsprøjt«. Her udbredte han sig om mange af livets genvordigheder, men meget indhold om fiskeri havde bladet ikke. Han var naturligvis ikke ene om at se mulighederne i de fiskehungrende lystfiskere, og fra starten af 60’erne begyndte flere både at dukke op langs Øresundskysten. Fra Dragør i syd til Helsingør i Nord.
De fleste havde ingen erfaring som skippere på de syv have eller som erhvervsfiskere, men fandt i miljøet noget som trak. Jeg kan nævne Martin Jensen fra Øby, som sejlede fra Skovshoved. Han var Taxa-chauffør. Per Thuesen, der sejlede Syveren, senere Nieren og Bonavista, var leder af en ungdomsskole, og havde som en af de eneste i en periode sejlet som skibsfører. I Helsingør sejlede turbåden Tina med Helge Utke ved roret. Han var uddannet ingeniør og en ihærdig lystfisker, der havde gjort sin hobby til sin levevej. Sidst med ikke mindst skal John Trab nævnes. der sejlede med Skjold fra Vedbæk og havde gjort det siden august 1969. Ham vender vi tilbage til.
Stort, formodentlig japansk fremstillet, pirkehjul monteret på massiv glasfiberstang. De japanske hjul havde en forholdsvis lav udveksling og den tunge
metalspole bevirkede ofte store »overløb«. Her ser det dog ud som om, der ikke er overløb, men fiskeren har svært ved at finde op og ned på det hele.
hyggelige og sociale havfiskeri
Havfiskeri fra større båd adskiller sig fra andet fiskeri ved, at man er sammen med mange mennesker på en gang og fisker sammen over det samme område. Derved opstår et socialt islæt med stor samhørighed. Den nemme adgang til at arrangere fisketure fra båd gjorde, at der på mange større arbejdspladser i 50 og 60’erne opstod fiskeklubber.
Næsten enhver større arbejdsplads havde egen fiskeklub, hvor de ansatte meget ofte mødtes i weekenderne ude på havet. Men i takt med at mange større virksomheder har flyttet produktionen ud, er disse fiskeklubber forsvundet.
En yngre udgave af John Trap, der er blevet en institution blandt Øresundsfiskere. I år har John sejlet med lystfiskere i 45 år. Her »klemter« han med
skibsklokken som tegn på »at nu må der fiskes«.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Flere og større torsk
I takt med at årene gik, steg også forventningerne, og pludselig var det ikke nok at fange fisk. De skulle også være store. Man vidste godt, at der omkring øen Hven i Øresund i vintermånederne var store torsk. Problemet var bare, at man skulle vide, hvor de holdt til. Og kendte skipperen ikke pejlingerne, udeblev fangsterne. Hvor vigtigt det er, at kende sit fiskevand oplevede jeg selv for snart 40 år siden på Langelandsbæltet. Ved et af de første officielle Danmarksmesterskaber sejlede vi med en lokal erhvervsfisker på 83 år og hans søn på 60 år. Efter næsten 2 dage, hvor vi havde fanget et meget begrænset antal torsk, begyndte vi langsomt at spørge ind til, om de også levede af at fiske. En time før konkurrencen sluttede, så far og søn hinanden i øjnene og sagde: »Så må vi hellere hen i vores hul!«.
Først havde de dog sikret sig, at der ingen andre både var i nærheden. Da pirkene ramte bunden, var der hug til alle. Gode fiskepladser holdt man for sig selv. Blandt lystfiskere rygtedes det naturligvis hurtigt, hvilke skippere der var i stand til at finde mange og ikke mindst store fisk – og her kom den nyeste teknologi i spil.
Per Thuesen var den første turskipper, som anskaffede sig et ekkolod. Han satte sig ind i de muligheder som teknikken havde, og fandt ud, at han foruden dybder også kunne se fisk på ekkoloddet. Ved en fiskekonkurrence kom det dog til en tvist, da der var nogen, som mente, at det gav flere fordele til dem, der var ombord hos ham, hvorfor han ikke måtte bruge det ved konkurrencen. Men som han resonerede, gjaldt det jo om at fange fisk. Det var jo derfor han havde anskaffet ekkoloddet. Så hvorfor ikke bruge det?
15. februar 1978. Fra de »gode gamle dage«, når der var gang i torskefiskeriet. Her er Per B. med en på 20 kilo ligeud samt en på 17,6 kilo, som John Trab hjælper frem at fremvise. Dagen gav i øvrigt 35 torsk over 10 kilo.
Ambassadeur 7000 blev, da det kom frem i begyndelsen af 70’erne, hurtigt et meget benyttet hjul til torskefiskeri. Linefører og efter datiden en høj udveksling var egenskaber som havfiskerne satte i høj kurs. Prisen var et andet parameter. Det var billigere end de noget kraftigere større Ambassadeurhjul, modellerne 9000 og 10000.
Nye teknikker og fiskegrejer på havet
Fisketeknikkerne og grejet gennemgik også en udvikling over tiden. De korte spinkle spinnestænger forsvandt, og blev erstattet af mere solide stænger. Glasfiber blev det nyeste materiale inden for fiskestænger. Fastspolehjulet, der var enklere at fiske med, afløste de små multihjul uden bremse, og en ny fiskemetode blev indført – kastefiskeriet.
Dygtige fiskere kunne med denne teknik fange betydeligt mere end de, som stod i vindsiden og pirkede. Det »normale« pirkefiskeri blev også udviklet. Der kom lidt længere stænger og større hjul. Primært fra USA eller Japan som var den tids »kinesere«. De var eksperter i at kopiere andres produkter, men hjulene virkede og kunne fås til en overkommelig pris.
Sådan foregik fiskeriet almindeligvis helt frem til midten af 70’erne. I vintermånederne blev der fanget store torsk i området omkring Hven. Fangsterne skete først og fremmest ombord på de både, som satsede på at opsøge torskene ved hjælp af ekkoloddet, og hvor skipperen samtidig var i stand til at tage en landpejling for at drive præcist henover fiskene. Det er her John Trab kommer ind i billedet. Han var en sand mester i pejlinger, og jeg plejer at sige, at det var Per Thuesen, der opfandt det såkaldte »bulefiskeri «, men det var John Trab, der forfinede det.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Torskebonanza på Øresund
Et skelsættende år for havfiskeriet var 1977, hvor fiskeriet på Øresund fik nye dimensioner. På en søndag sidst i januar kom Tina i havn med mere end 50 torsk over 10 kilo. Var det en enkeltstående begivenhed? Eller havde skipper Utke fundet en »guldåre?«
De både, der normalvis fiskede nede ved Hven forsatte med det, og fangede de mængder fisk som de plejede, men det lå alligevel i baghovedet med de store mængder af torsk. John Trab slog et smut op til Helsingør og fangede en hel del torsk over 10 kilo. Kurt Rasmussen, bedre kendt som »Disco-Kurt«, qua sit job som diskjockey, var med på turen, og han begyndte at fiske med hjemmelavede rørpirke, der i den stærke strøm i Øresund oppe ved Helsingør, bedre kunne nå bunden.
Per K. Thuesen var skipperen, der ikke undlod at råbe højt, hvis han mente at lystfiskerne ikke fiskede korrekt eller anvendte grej som overhovedet ikke var
afstemt til fiskeriet. Mange lystfisker har fået hans bidende bemærkninger lige i nakken en frostkold vinterdag. Og det var bemærkninger der ofte bed mere i
ørerne end frosten. Det skal til hans forsvar bemærkes, at han var en rigtig god lystfisker, og jeg har set ham hale torsk over 15 kilo op med en kastestang.
Kurt fangede flere torsk over 10 kilo, og straks blev rørpirken omdøbt til »Discopirken«. Konstruktionen var dog ikke ny, men navnet lød godt. I Øresunds nordlige del lå åbenbart uopdagede muligheder. Det var i hvert fald første gang, man havde set så store torsk i de mængder.
I slutningen af februar blev der afholdt det årlige åbne Danmarksmesterskab, hvor over 600 lystfiskere deltog. Her viste det sig, at det gælder om at kende sit fiskevand. Mange lystfiskerskibe, der dagligt sejlede uden for Øresund, var chartret til at sejle de to dage konkurrencen varede, men det var de lokale Øresundsbåde, som fangede fiskene. Skibe som Tina, Cleo(Jim Trab) og Skjold var dem, som gjorde de største fangster. Det var ved den lejlighed, at den berømte »DM-knold« blev fundet. I alt 3 tons torsk blev indvejet på to dage, og der var flere fisk over 20 kilo. Fiskeriet på Øresund blev forandret efter den vinter.
Dansk fremstillet centerspinhjul fra Camo i Bjerringbro. De blev ofte benyttet til havfiskeri i 50’erne, da hjulene lå i den prismæssige overkommelige ende.
Havfiskeriet på Nordsøen
Nordsøen og »Det Gule Rev« blev alment kendt i havfiskerkredse i 1977. Ikke fordi man ikke havde fisket i området før, for det havde havfiskere fra Nordjylland gjort i mange år. De havde blot gået stille med dørene. Det der gjorde størst indtryk var, at der ved en havfiskekonkurrence for første gang blev fanget en lange på over 20 kilo. Der var muligvis fanget større langer tidligere, da det ikke lod til at imponere de lokale fiskere, men fangsten gjorde, at man for alvor fik øje på mulighederne længere ude til havs. Senere kom som bekendt også lokale turbåde til. Siden er paletten af fiskearter blev betragteligt udvidet, og nu skulle havfiskeren til at lære nye arter at kende.
Tilsvarende er der de sidste 20 år opfundet nyt vigtigt grej som fletlinen – samt en del nye teknikker. Fiskeriet anno 2022 er på igen måde som det var før – blandt andet på grund af færre og mindre fisk, samt masser af restriktioner. Men det er en helt anden historie.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014.
En af havfiskeriets ultimative klassikere – Bergmann pirken forskønnet med moderne reflekterende tape.
maj 19, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Portrætter
Her kan du se et tidligt engelsk Helical fastspolehjul. Bemærk den meget lille linefører.
Alle bruger fastspolehjul, men hvordan er de moderne fastspolehjul egentlig blevet til? Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens mest anvendte fiskehjul – samt hvordan udviklingen er gået fra de første primitive udgaver til de kastekanoner, som anvendes i dag.
AF PER EKSTRØM
FASTSPOLEHJULET er den yngste type af hjul, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys. Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England. En tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik – nemlig en automatisk spinnemaskine udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, har man grundprincipperne i et fastspolehjul.
Illingworths første type af fastspolehjul
Dette hjul er i princippet et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, så pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.
Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Det var en eksklusiv sag. Læg mærke til den flotte æske.
Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster”, der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul.
Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe: Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte, at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, ved at den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.
Her ser du hybriden, der kom år før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.
Nyt fastspolehjul lanceres af G. R. Holding
G.R. Holding tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Her kunne hjulfoden også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert. Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, mens andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.
Bedre lineoplæg på fastspolehjulene
Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke, og det kunne blive til cirka 40 meter med en kastevægt på omkring 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.
Den største landvinding indenfor bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Hardys løsninger var langtidsholdbare.
Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.
En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem han var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.
Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af sin 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.
Let spin eller fastspole?
Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud.
Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris. Men så kom krigen og verden havde andet at bekymre sig om. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an.
Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt. Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.
Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.
Mere fritid og bedre levevilkår i 1950érne betød at antallet af lystfiskere steg betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over.
Den kendte lystfisker fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.
I 1955 udgav fiskebogsforfatteren, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke. Her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men linen bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i urede, for i samme øjeblik blinket rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”.
Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på krea-tøren til begrebet fastspolehjul?
To af 50érnes og 60´ernes mest populære og anvendte fastspolehjul – her svenske ABU 444 (verdensmesterskabshjulet)– model 1959 og franske Mitchell 300.
Nye tider betød mange modeller af fastspolehjul
I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande – fx Vesttyskland og Frankrig var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa. Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, der var til at betale, og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.
I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.
Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer. Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så det var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævne det ”Verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, i en luksusudgave.
Til venstre DAM´s Finessa, der var en solid sag i mellemprisklassen. Til højre ser du Mitchells Ortomatic 440 med automatisk bøjle.
Danske fastspolehjul
Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem blev fremstillet af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. De-sværre uden den store omsætning, for selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.
I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med billige japanske fastspolehjul, men betegnelsen ”made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Sådan er det ikke i dag, hvor det borger for noget super-duper. Det største problem var, at drevet ofte var udført i letmetal fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.
Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere – blandt andet fordi lineoplægget er forbedret drastisk. Hertil kommer at stort set alle andre basale funktioner er opgraderet – hvilket giver en bedre bremse og en mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.
De japanske fastspolehjul forbedres
Fra midten af 1970´erne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt: Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul nu en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. Dette modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge. Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus.
Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kommer fra spinnerfabrikanten Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var prisen på omkring 50 US dollars, som i 1950 trods alt også en slags penge, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse.
Nutidens fastspolehjul
”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.
Uden fastspolehjulet ville kystfiskeriet i Danmark næppe have fået den store udbredelse, som det har idag. Grejhandlerne burde sende en venlig tanke til Illingworth.
mar 31, 2014 | Nyheder
Af Per Ekstrøm
Fredag d. 28. marts døde Julius Wedege 93 år gammel. En ener og gentleman indenfor dansk lystfiskeri er her desværre ikke mere, men han satte nogle solide aftryk i den lange tid han nåede at være blandt os.
Fiskeriet fik først fat i Julius i en ”sen” alder. Modsat andre, der ofte gribes af interessen, næsten før de kan gå, var Julius 17 år, da han endelig gik i gang med fiskeriet, men så var han også fanget. De jyske år, de danske kyster og de sjællandske søer, specielt Esrum Sø, var hans foretrukne fiskevande. Men også Sverige, Norge, Irland og Færøerne var steder, hvor han fik lejlighed til at svinge fiskestangen.
(mere…)
