feb 20, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– I weekenden var jeg ude at fiske lidt med den nye Sandy Inline, fortæller David Sølling Johnsen fra Team Westin. – Vandstanden var rigtigt lav, da jeg ankom på pladsen, og fiskeriet virkede svært. Men da vandet steg, så kom fiskene ind, og herefter fik jeg tre fisk i løbet af en time med den største på 52cm som, ses på billedet her.
– Jeg mistede kort forinden også en god fisk, som var endnu større, da den rullede rundt i bølgerne og smed krogen. Desværre havde jeg en frisørtid og måtte derfor skynde mig ind imod byen igen. Så det blev kun til 2,5 times fiskeri på denne tur. Men jeg var godt tilfreds da det lykkedes mig at få det, som jeg kom efter. Fiskene blev fanget på Sandy Inline 18g i farven “UV Transparent Ammo” som jeg fiskede på min Westin W10 10,2’ 10-34 gram.
feb 20, 2023 | Nyheder
– Vandet var stadig grumset, efter at Otto havde kigget forbi og flyttet lidt rundt på havemøblerne dagen før, fortæller Thomas Kjærgaard. – Temperaturen sagde 2 grader, og vinden var noget mere strid end lovet i vejrudsigten. Så da de første to timer ikke havde givet så meget som et enkelt bip på vores bidmeldere, var vi faktisk begyndt at pakke sammen lige så stille, hvilket jeg var rigtigt ærgerlig over, da jeg havde taget min kollega med, for at han skulle lære mere om geddefiskeret. Blot dagen før havde han nemlig panisk havde ringet til mig for at blive guidet igennem afkrogningen af sin første gedde nogensinde over telefonen. Og nu sad vi så her i hver vores festivalstol og havde opgivet håbet…
– Jeg havde taget den ene stang op, da min ene hanger på den anden meget voldsomt blev rykket løs fra linen, og der var et lidt underligt run på stangen. Hurtigt fik jeg givet tilslag og kunne sige til kollegaen at det måtte være en mindre gedde for den var ret nem at flytte på med min 10 fods karpestang. Fisken lavede dog alligevel nogle korte hidsige udløb, og jeg måtte alligevel presse fisken en del for at undgå, at den gik i sivene, hvilket var ret atypisk for, hvordan fiskene på dette spot plejer at fighte. Efter små to minutters flex fandt jeg ud af hvorfor: En stor blank fisk kom nemlig til syne i overfladen foran mit store net der i vandkanten, og det var en flot og rigtigt tyk havørred på 4,5 kg havde snuppet min døde skalle på bunden!
– Makkeren var ellevild, og hans begejstring blev ikke mindre, da han et par minutter senere krogede en fin gedde. Jeg kunne straks se på stangspidsen, at den hoppede på den der velkendte måde, der normalt betyder, at der er en krokodille for enden af linen. Kort efter kunne jeg sikkert lande hans nye PR i mit net med en gedde i flot kondition på ca. samme vægt som min ørred. Så nu var det, som vi frygtede ville blive en nultur, nu vendt til en ret så vellykket tur alligevel – og der var helt klart noget at prale med idag på jobbet.
feb 19, 2023 | Nyheder
– Vi kører fra Aalborg tidlig morgen mod Djurslands kyster med håb om. at vi kan finde noget vand, som ikke er helt kakaofarvet eller fyldt med ålegræs og grene efter stormen, skriver Patrick Toft. – Udgangspunktet er Rugård, men der bliver det hurtigt tydeligt, at man kan kunne bygge tømmerflåder til en hel koloni efter stormen med alt det træ og drivtømmer som lå i vandet. Vi dropper derfor fiskeriet og sætter os i tænkeboks.
– Valget falder på i stedet på Ålebugten. Vi ankommer og til stor fornøjelse ser vi, at der er farvet vand, men altså det der perfekte farvede vand, som vi havørredfiskere ved kan gøre en stor forskel på fiskeriet og fiskenes hugvillighed. Vi starter fiskeriet og fisker nord på fra parkeringspladsen. Min kammerat mister en fisk halvvejs op af strækket, derefter har vi nogle følgere, som følger med helt ind til stangspidsen.
– Vi beslutter at snuppe en kop kaffe og sætte os til at planlægge, hvordan vi skal fiske det næste stykke, som er lige op til det hvide hus, der ligger i kanten af Ålebugten op til Kragenæs. Med en god plan om at fiske stykket, som indeholder mange højtstående tangplanter, skifter vi begge agn til en Sandeel for at kunne fiske højt i vandsøjlen. Vejret skifter og solen begynder at skinne igennem. Vi starter fiskeriet, og på fjerde kast ligger jeg wobleren skråt ind over pladsen, som fiskes relativt hurtigt
– Cirka 40 meter ude falder et hårdt og dybt hug. Fisken flexer klingen hårdt og står egentlig stille i vandet samt rusker tungt i 10 sekunder, før vi ser den eksplodere ud af overfladen i to flotte spring, hvor der ingen tvivl var om, at det var en fin fisk. Figthen foregår tungt og dybt med flere små udløb, hvorefter den kommer på lavere vand og springer igen. Derefter begynder den at tage nogle hårde og lange udløb, hvilket den får lov til for ikke at presse fisken for hårdt. Vi får den på lavt vand igen og fisken er ved at være træt, hvorefter min kammerat netter fisken, som var en flot stålblank havørred på 60cm. Der bliver givet highfive, og vi er superglade. Fisken er kroget perfekt – lige i saksen – af min enkeltkrog. Vi fisker resten af dagen op mod Fornæs fyr, men mærker desværre ikke flere fisk. En fantastisk dag!
Fisken tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her.

feb 18, 2023 | Nyheder
– Fruen mente, at jeg havde brug for lidt frisk luft og flex på linen i dag, så hun tog skansen med tøserne, mens jeg fik 2,5 times bonanzafiskeri på kysten, fortæller Malthe fra tightlinelures.dk. – Det var min første fisketur i seks måneder, og det var magisk! Det er faktisk helt OK at lugte lidt af fisk i stedet for babygylp…
– Jeg var af sted med testfisker Emil på en læ-strækning, og der var super god action. Efter 10 minutter havde jeg et konge-hug, som ikke ville blive der. Så var fiskefeberen for alvor tændt, og fem minutter efter var der endnu et konge-hug, hvorefter en super flot
blankside lavede ballade i overfladen 20 meter fra land, mens Emil fik en fisk på omkring 35 cm på Spidsmusen Hot Pink. Nu var vi ikke i tvivl om, at vi havde fundet fiskene. Der var super action med følgere, indtil det sagde “Bang”, og jeg mærkede hugget fra den smukke overspringer, som du ser på billedet Den 59 cm lange havørred blev fanget på Spidsmusen Flamingo.
– Da vi havde fisket strækket nordpå skiftede vi agn og gik tilbage sydover. Jeg gik her med den nye farve på Hugormen – “Motoroil”, som jeg ville teste, inden den kommer på Vi ved, at vores testfisker @coastalfishing_denmark har haft god action på blinket. Her snuppede jeg en havørred lige over målet. Alt i alt en fantastisk dag på kysten.

Havørreden Malthe fik huggede på hans eget blink – Spidsmusen.
feb 16, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
En del danskere tager hvert år til svenske Gotland for at fiske havørred – og det med god grund, for selvom fiskeriet ikke altid er lige let – så er der altid chancen for at fiske sig til en sand drømmefisk i sølv. Forleden fik Nicka Hellenberg, som selv bor på Gotland, endnu en flot fisk:
– Jeg har fisket et par dage, hvor jeg har fået både mindre fisk samt et par fallere, men til sidst fik jeg et fantastisk flot blankfisk på 72 cm – pure silver. Havørreden huggede på et Sölv Smakk gennemløbsblink på 18 gram fisket på en 9,6 fods AG1 stang, som har den helt rette kombination af følsomhed og hurtighed til spinnefiskeri efter kystørred – samtidig med, at det har rigelig rygrad til at deale med store fisk. Smakk blinket kaster langt, men har samtidig en god bæreevne, så det også fungerer godt selv på ret lavt vand. Helt klart et af mine favoritblink, slutter Nicka.
Har du selv fanget en stor fisk, så tøv ikke med at sende et par linjer og et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Husk at du kan læse masser af dybdegående og interessante artikler om havørredfiskeri på kysten i Fisk & Fris artikelarkiv her.
feb 14, 2023 | Nyheder
Tyske André Pahnke fra Team Troutwerk-Fishing fisker tit på Fyn, Als, Langeland og i Sønderjylland. Han tog forleden endnu en gang til Danmark i jagten på sølvtøj. Og i de fire dage han brugte på øen, nåede André at fiske fire forskellige steder. – Vandet var stadig meget koldt, så det var ikke let at fange en fisk, fortæller han. – Men – til alt held lykkedes det på fjerdedagen at fange den flotte fisk, som du ser på billedet ovenfor. Havørreden blev fanget på en 22 grams pink gennemløber fra Troutwerk-Fishing.
Til dagligt bor jeg i Tyskland og fisker ugentligt i Lübeck-bugten og op til Femern, slutter Andre, hvor hvem Danmark er sit andet hjem!
Husk at du kan finde masser af spændende og læreriger artikler om havørredfiskeri på fiskogfri.dk her – vil vil du helt i dybden kan du købe den helt nye bog “Havørred – refleksioner på kysten” her (REKLAME).

André Pahnke fra Team Troutwerk-Fishing med sin flotte havørred fra Langeland.
feb 14, 2023 | Nyheder
– Forleden nappede jeg en spontan tur på den Vestsjællandske kyst sammen med min fiskemakker Frederik Ganderup, skriver Martin Christensen til Fisk & Fri. – Vi ankom på pladsen og konstaterede, at vi havde den for os selv, og at forholdene så noget nær perfekte ud.
– Efter godt fem minutters fiskeri hamrede en ørred på mit blink, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en fisk med lidt gods i. Den stod bare stille, og jeg var nødt til at presse den hårdt. Efter at have fightet fisken et stykke tid kom den endelig tættere på, men da fisken så fik øje på os tog den et vildt udløb. Derefter var den snart klar til at blive landet af Frederik, og da fisken var i nettet, brød jublen løs. Vi gav hinanden en krammer i glæde over at have landet en fin havørred på 59cm.
– Efter en puster og en kop kaffe startede vi igen fiskeriet og fiskede et par timer. Så fik jeg atter et godt hug, og der sad igen en god ørred på min sort-hvide gennemløber. Efter en meget intens fight med mange spring helt ude af vandet lå der endnu en fin fisk på i nettet – denne gang en havørred på 57 centimeter. Vi jublede igen og troede næsten ikke vores egne øjne med to så fine fisk på samme tur. Alt i alt en mega fed dag på kysten.
De flotte havørred tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023. Læs mere om konkurrencen og præmierne her.
feb 13, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Team Westin har netop udvidet deres kreds af dygtige prostaffere med Flemming Langerskov Miller:
– Jeg er utrolig stolt og ser frem til at repræsentere et brand med det kvalitetsgrej, som Westin er kendt for – samt at være med til at drive brandet frem som nr. 1 inden for havørredgrej. Lige nu glæder jeg mig til at lære det nye grej at kende, og især den nye Sandy inline kystwobler, har jeg meget store forventninger til. Der er rigtig mange fede ting på vej fra Westin, og det er tydeligt, at Westin satser stort på havørreder i fremtiden, slutter han.
Flemming er bosiddende på Sjælland og fisker både Vestsjælland, Møn og Stevns, men arbejder på Fyn, så grejet har mulighed for at blive gennemtestet på mange rigtig mange hotte havørredpladser i fremtiden.
Læs mere om havørredgrejet fra Westin Fishing her.
feb 11, 2023 | Nyheder
Gotland er kendt for sit fantastiske kystfiskeri efter havørred, men det er ikke altid lige let. Selv her, går fiskeriet op og ned – men som altid vil flid ved kysten blev belønnet for dem, som ufortrødent fisker videre. Svenske Nicka Hellenberg fra Team ABU Garcia er en af dem, der dyrker fiskeriet meget, eftersom han er fast bosat på den smukke ø.
Forleden fik han en fantastisk blankfisk på 68 centimeter (nedenfor) og i går blev han belønnet med endnu en smuk blankfisk (ovenfor), da han på hardcore vis fiskede videre ude på kysten efter, at hans vadebukser var blevet utætte og konstant lækkede iskoldt vand fra Østersøen ind på hans efterhånden mere og mere blåfrosne ben. Fisken huggede på et uimodståeligt Smakk blink fra Sölv lige inden han var ved at give op, men det bedste på denne tur var næsten tørre bukser og en kop skoldhed kaffe i bilen bagefter…
– Opgangen af havørred i de Gotlandske åer har ikke været god i år – måske på grund af for lidt regn og dermed for lidt vand i åerne, kommenterer Nicka, som du kan følge på Instagram her.

Nicka Hellenberg med sin flotte blankfisk fra Gotland, der huggede på blinket Smakk.

68 cm var denne skøhned af en havørred Nicka fangede på sin forrige tur på den gotlandske kyst.