okt 8, 2023 | Nyheder
– Dagen efter en firmafesten forleden var noget frisk luft tiltrængt, fortæller Peder Alsløw Kirkegaard til Fisk & Fri. – Planen var, at jeg ville prøve noget af det allerøverste af Brede Å systemet, da der var kommet en del vand. Så jeg skulle lige se, om de var trukket længere op. Jeg havde udtænkt et stræk, hvor jeg ville slutte ved en bro, og 70 meter fra broen var åen meget dyb. Dette var et stræk, som jeg aldrig havde været på før. Straks tog jeg et kast op langs egen kant, og så kom hugget blot fem meter fra mig.
– Havørreden viste sig lige hurtigt og dykkede derefter ned igen, hvor den gik dybt samt tungt uden de vilde udløb. Så kom den op igen, og nu kunne jeg tydeligt se, at det var en havørred. Så kan det da nok lige være, at pulsen steg gevaldigt, for jeg var bange for at miste den, som jeg mistede en på samme størrelse 14 dage før. Men det lykkedes heldigvis denne gang. Så med rystende hænder fik jeg fisken på land og kunne se, at den ene spids på trekrogen var brækket, slutter han og tilføjer at fisken var 74 cm..
Når man fisker med så små kroge, er det vigtigt at undgå brækstangseffekt – fx ved at bruge en helikopter-rig, hvor man får den perfekte eksponering af den lille trekrog – samtidig med, at den er 100 % brækstangsfrit monteret. På den viste montage kan der opstå brækstangseffekt, hvis man er uheldig. Du kan læse hvordan du laver et helikopter-rig her.

Små trekroge som denne str. 14, hvor den ene gren knækkede af, kan man sagtens bruge til store havørred i åerne. Det mest sikre er dog at montere dem på et heikopter-rig. Man kan også anvende små kroge af samme størrelse, med en anelse kraftigere wire. Til laks bør man altid anvende kroge med 2X wire.
okt 6, 2023 | Nyheder
– Nikolai Kjeldgaard og jeg var lige ude en tur på kysten, hvor vi straks tog hen på vores favoritspot, fortæller Mike Alstrøm. – Det så fint ud, og vi lagde hurtigt ud med at fange en fin lille havørred. Så skiftede vi plads, og snart var vi ude i vandet igen. Kort efter var der en følger, og så fik jeg en på 54cm.
– Vi fiskede lidt videre, og så sagde jeg til Nikolai, at jeg havde en god følger. – Vi skal fiske hurtigt i dag, svarede han og tog et par kast: BANG – så fik han også en flot PR-havørred på 63cm. Den var stålblank og vejede 3,6kg. Fisken huggede på en hjemmelavet tobiswobler på 23 gram, slutter han.
Husk, at du kan læse masser af artikler om kystfiskeri på fiskogfri.dk her.

Nikolai Kjeldgaards fine kystørred huggede på denne hjemmelavede kystwobler.
okt 4, 2023 | Nyheder
– Min kammerat og jeg aftalte lige en spontan tur, hvor vi skulle prøve nogle af mine hjemmelavede tobis woblere, fortæller Mike Alstrøm. – Jeg kiggede på DMI, og der var godt nok højvandet, så vi tænkte, at vi måske ikke kunne komme ud på stenrevet. Men – vi tog chancen, og det resulterede i et par fyldte waders i starten af turen…
– Så fiskede vi badekarret af, og jeg havde nogle følgere samt fangede nogle små ørreder. Så sagde jeg, at vi skulle prøve at gå lidt længere hen, for der var et sted, hvor vi måske kunne komme ud på det samme rev, hvor jeg fik vand i mine waders. Det skete desværre også igen, men ud på revet kom vi, og jeg tog det første kast. BANG sagde det, og så sagde jeg til Kristoffer, at det er nok var en 55´er, men så skal jeg da lige love for, at den tog et vildt udløb. Nu kunne jeg godt mærke, at det var en fin havørred. – Jeg er sikker på, at det er en PR, sagde jeg til Kristoffer, og efter et stykke tids fight fik jeg landet fisken, og så kunne jeg da helt sikkert se, at det var en PR. Den var 77 cm og omkring 5 kg. I 20 minutter prøvede jeg at sætte den ud, men den blødte så meget og vendte til sidst bugen i vejret, så jeg måtte tage dem med hjem.
okt 1, 2023 | Nyheder
– Forleden var jeg en tur til Varde Å med en god kammerat, og det var anden gang, vi var afsted i år, fortæller Morten Hellbrandt. – Det havde regnet i et par dage, men i dag lovede de fint vejr, så vi glædede os.
– Ved 7-tiden ankom vi til Golfstykket ved Varde Å. Vi spinnefisker begge og snakkede lidt om vægt og vand, da vi mente, at det måske kunne være svært at komme til bunds. Mit valgt faldt derfor på en orange kondomspinner med blankt blad på 25 gram. Jeg begyndte at fiske med rigtigt mange spinstop, og så kunne jeg nogenlunde fiske ved bunden. Efter en halv times tid kom jeg til et sted med nogle træer på modsatte bred, hvor jeg lagde nogle kast under træet og spandt langsomt ind med mange spinstop. Et par meter fra min egen bred gav det pludselig et kraftigt stød i stangen, og fighten var i gang. Den tog et par udløb, før min kammerat fik nettet den efter ca 5 minutter. Det var en flot havørred på 57 cm, som kom med hjem.
– Efter at have trukket vejret, fiskede vi videre, indtil Kim kaldte på mig og viste mig en sæl, der svømmede rundt. Vi fiskede videre op og snakkede med nogle andre fiskere omkring sælen. Det var meget sjovt. Omkring klokken 11 besluttede vi os for at prøve et nyt stykke.
– Da vi kom derud, kørte der nogen derfra, og vi mødte tre andre, som intet havde set. Vi prøvede lykken, og jeg fortsatte med samme spinner. Efter en halv times fiskeri gav det atter et ryk i stangen, og min kammerat kom over, imens jeg fightede denne fisk, som viste sig at være en hanlaks på ca 52 cm. Den blev afkroget i vandet, da jeg syntes, at én fisk var nok at tage med hjem. Herefter fiskede vi et par timer mere uden dog at mærke mere. Klokken 14 besluttede vi os for at stoppe, men dagen kunne jo heller ikke blive meget bedre, end den allerede havde været, slutter han.
Læs mere om fiskeriet i Varde Å her.
Læs om kampen om laksevandet ved Varde Å her.
sep 27, 2023 | Nyheder
– Min søn og jeg havde planlagt en fisketur på Lollands sydkyst forleden, fortæller Jørgen Chorchendorff Jørgensen. – Vejret var fantastisk. Der var svag sydlig vind og lette krusninger på vandet, da vi ankom klokken fem om morgenen. Vi fik rigget op – min søn med et hvidt Seeker-blink og jeg med en Sandeel i farven motoroil. Og så var det ellers bare om at komme i vandet. Min søn gik på et åbent stykke af stranden, og jeg gik langs kystsikringen. Sønnen fik snart en undermåler, der skulle ud igen, og så kom hugget, fra havørreden som du ser på billedet, klokken 9. Den leverede en fantastisk fight på 20 minutter, hvorefter jeg kunne lande denne skønne fisk og være pavestolt, slutter han og tilføjer, at fisken var 63 centimeter lang.
Husk, at du kan få overblikket over den seneste tids fangster i nyhedsarkivet, hvor du kan se alle vores indberetninger af fangster et godt stykke tid tilbage. Har du selv fanget en god fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 023 36.
sep 26, 2023 | Nyheder
– 17 grader i september… Normalt er vandtemperaturen ved vores kyster godt på vej ned i september, men i år er det ganske anderledes og sidst jeg kikkede på app’n Fishing in Denmark var vi lige over 17 grader! Heldigvis meldes der om gode fangster rundt omkring i landet, og det kan jeg kun bekræfte. Sådan lyder det fra Per Fischer fra Fishmadman.
– I lørdags tog vi en morgentur ved det sydlige Stevns for at se, om der skulle være nogle flotte efterårsfisk på jagt. Vi stod op klokken 04.30 for at kunne nå kystpladsen inden solopgang. Det er jo luksus. Der gik ikke lang tid, før den første undermåler meldte sig, og Christian fulgte også trop med en. Snart var endnu en inde og vende efter fluen, og så døde det lidt ud.
– Det er jo pauserne, der giver fiskene, så op og få lidt brød i maven samt en god kop kaffe. Og så – hva´ fanden… var det ikke en fisk, som sprang cirka 150 meter nede af kysten? Vi kikkede lidt og plop… igen. Og – en fisk, som man kan se fint ude af vandet på den afstand er som regel værd at løbe efter. Jeg drønede af sted og havde nogenlunde filmet, hvilke sten den havde vist sig ud for. Linen af hjulet – første kast… en hvirvel… Andet kast var lidt længere… og bum… Dejligt at mærke, at det ikke var endnu en “propel”. Efter dejlig fight med fine udløb, kom en fin 60’er ind i nettet. Bagefter var jeg helt lettet – lad mig bare sige det sådan, for det var lang tid siden, at jeg har fået en 60’er. Herefter havde vi et par forsigtige puf, og så var den morgentur ovre. Fisken tog en str. 6 Omøbørste-flue bundet med de efterhånden noget sjældne guldfasanfjer, og så Arizona Semi Seal dubbing i Canadian Orange – en kongeflue i starten af efteråret, slutter han.
Husk at du kan finde masser af kystørred artikler på fiskogfri.dk´s artikelarkiv her

Fisken tog en str. 6 Omøbørste-flue bundet med de efterhånden noget sjældne guldfasanfjer. Øverst Per Fischer med den flotte fisk.
sep 24, 2023 | Nyheder
– Det var ikke svært at overbevise mig selv om, at tage en kort tur på kysten, inden jeg skulle i sommerhus, fortæller Troels Frøhlke Nielsen. – Jeg kunne måske lige nå små to timer, og planen var, at jeg da også skulle nå at filme lidt til min fiskekanal på YouTube, da denne har været nedprioriteret på det sidste. Det blev en god beslutning!
– På P-pladsen mødte jeg to spinnefiskere, som kom lige efter mig, men de var hurtigt klar til at gå ud på det gode stræk. Den ene var dog venlig nok til at give mig et råd om, at orange fluer var et godt valg lige nu, og inden jeg fik lov at dykke ned i min egen æske, gav han mig en flue, jeg skulle prøve. Normalt vil jeg ikke fiske med en flue, som jeg ikke selv har bundet, men fordi jeg var lidt forundret over denne mands ihærdighed og samtidig lidt sjove tilbud om “Den Rigtige” Flue, satte jeg den på med et smøret smil, og tænkte at det ville blive en god historie… Og det blev det!
– Da de to spinnefiskere havde taget spottet, jeg selv havde udset, trådte jeg i vandet meget tidligere, end jeg normalt gør her, og her nåede jeg to-tre kast også sagde det SLAM!. Så var der fisk på den nye flue. Efter at jeg forgæves havde prøvet at få fisken op til overfladen, kunne jeg konstatere, at den måtte være god, og efter 3-4 minutter, begyndte en PR tanke at strejfe mig. Og ja, det var sørme en PR! En fisk i omegnen af 70 cm, tromletyk over ryggen og med smukke leopard pletter! Jeg er en beskeden type, så lad os sige, at den var over 4 kg. Mere ved jeg ikke, da jeg satte den fri igen, så den kunne fortsætte mod sin destination i åen.

Troels Frøhlke Nielsens flotte nye PR-havørred taget på flue.
sep 20, 2023 | Nyheder
– Forleden var jeg ude for at varme lidt op til næste weekend’s SD Cup 2023, fortæller Christian Andersen. – Og det startede godt nok en lille smule sløjt med to små havørreder – begge med deres fedtfine. Efter at have fisket i godt en time, og jeg ikke havde mærket noget andet end de to små i det første lange badekar, var jeg nu lige på kanten, hvor tangbæltet begyndte at bevæge sig ud. Og efter kun 5-7 omgange på hjulet, så hamrede fisken til min nye Needlepin fra OGP. Jeg kunne straks mærke det var en rigtig fin fisk, så jeg fik strammet min bremse til, og fisken begyndte at lave flere hop ud af vandet, så jeg kunne jeg se, at den var fin. Kort tid efter fik jeg den landet i nettet. Wow den var i god form – tromle tyk og bomstærk. Det må siges at være en rigtig god opvarmning til SD Cuppen.
Husk, at du som abonnent på Fisk & Fris YouTube lige nu kan vinde 20 gennemløbere fra OGP. Læs hvordan her.
Læs mere om SD CUP 2023 her.
sep 17, 2023 | Nyheder
Kursen var sat mod Stevns til et af de store rev, hvor vi har oplevet noget rigtig godt fiskeri i løbet af det seneste stykke tid, fortæller Magnus Bucholdtz. – Da vi ankom til pladsen, var der en hård vind fra nordøst, og vandet var godt grumset med en hel del tang. Der gik dog ikke længe, før makkeren fik en rigtig fin havørred på 52 cm, og kort efter var der flere fine havørreder, der sprang fri af vandet. Så stemningen var sat til en rigtig god aften.
– Herefter døde fiskeriet til vores store forundring fuldstændig ud, og efter et par timer var det sidste lys ved at ebbe ud. Der blev meldt sidste fem kast, og i det tredje kast mærkede jeg et hug, men krogen satte sig ikke. Dette gentog sig i kastet efter samme sted. Men i tredje kast samme sted huggede fisken til og slugte agnen. Jeg kan med det samme mærke, at det var en rigtig fin fisk, der havde taget blinket, og efter en god fight i mørket, kunne min kammerat Anders Tøttrup, nette en rigtig flot fisk på 68 cm, der desværre var kroget så dybt, at den ikke kunne genudsættes. Fisken blev taget på en 24 grams Sandy Inline i farven Golden sandeel, slutter Magnus, der sammen med Anders kan findes på Instagram her.
Husk, at du kan finde massevis af dybdegående artikler om havørredfiskeri på kysten – både med flue, spin og medeteknikker – i artikelarkivet her.