WESTIN CUP 2026: HÅRDT SLID OG KÆMPEHAVØRRED FRA ØLAND

Thierry Du Brail gør ikke noget halvt, så han tilbragte hele april med havørredgrejet på Øland. Og siden han kom hjem har han holdt tæt med det vilde fiskeri han oplevede – indtil i dag:

– Kuldens bid gør ondt i mine fingre. Det er den 12. april. Jeg står iført waders i 60 cm vand ved kanten af et plateau, der er dækket af alger og sten. Mit blik følger linjen ved de 70 meter parallelt fra land tæt ved skrænten på under én meters dybde. Min Sandeel glider elegant fra venstre mod højre i de 30 cm frivand, som der er over det tætte vegetationstæppe mellem stenene.

NY PR-havørred fra Øland

– Pludselig rejser vandet sig i en kølvandsbølge fem meter bag blinket. Mit hjul spinner et par omgange, inden et tværstop forhindrer bevægelsen. Så følger et eksplosivt ryk i vandet, min Morethan stang absorberer chokket, og bremsen frigiver ti meter fletline – men jeg holder stadig kontrollen. En stor fisk holder sig tæt til bunden og bevæger sig mod mig. To gange tror jeg, at jeg har mistet den, men fisken er stadig der. Jeg spinner hurtigt ind for at bevare kontakten og presset på fisken. Efter to minutter indser jeg, at dette er en større fisk end de 60 – 70 cm fisk, jeg har landet de foregående dage. Efter fem minutter med intens kamp skimter jeg det sølvklare glimt af en enorm havørred – måske omkring 80 cm? Den er utrolig udholdende, og tager hyppige stærke udløb på min stramme bremse, hvilket næsten får min stang til at flekse vandret i bund, men til sidst  glider min første havørred fra Øland på over 80 cm forsigtigt i nettet. I det tre grader kolde vand var jeg heldig, for det var kun én af trekrogens grene, der sad kæbens venstre side –  wahuuu…

– Det var en virkelig tyk havørred på 83,5 cm og 56 cm i omkreds ved maven – og vægten sagde  7,9 kilo. Jeg kunne næsten ikke tro det; hvilken havørred. Den kronede arbejdet med to ugers kortlægning af hotspots via satellitkort inden turen og testfiskeri en masse nye steder. Ti timer dagligt i den isnende nordenvind, ti kilometer om dagen til fods for at efterforske potentielle fangststeder for store fisk. Trods ømme benmuskler og uden nogensinde at opgive. Over 30 dage på øen havde jeg faktisk kun tre dage, hvor fiskeforholdende var helt optimale.

 

Thierry med sin super velfortjente kæmpehavæørred fra svenske Øland.

Thierry med sin super velfortjente kæmpehavæørred fra svenske Øland.

 

drømmerejse iFish Travel

Tjek lige det udløb på temmelig stram bremse:

 

Masser af flotte havørred fra Øland på spin

– Dagen før jeg fik den på 83,5 centimeter – hundred meter derfra, landede jeg om eftermiddagen en hårdtfightende 65´er og derefter en på 72, efterfulgt af en 60´er og dens tvilling. Alt det skete inden for en time. Jeg mistede to 60´er nær nettet og sluttede kl 17 med en flot 55´er på et af min blinkpusher Kim Poulsens blink i citron/grøn og 28 gram. Lige efter døde fiskeriet hver dag på grund af den iskolde nordøstenvind , der fik temperaturen til at falde drastisk .

– På trods af udfordringer sammenlignet med 2025’s gode resultater, havde jeg også glæden af at møde omkring femten fiskere, heriblandt Gabord og hans søn, der er importører af Westin i Ungarn. Jeg gav dem en blinkende agn lavet af Kim Poulsen, som fangede en 60 cm fisk på den. Daniel og hans svenske makker nød deres Guldøl til morgenmad, mens Guildo og hans tyske ven fik fine fangster på et spot, jeg havde anbefalet, selvom de led under frosten og det drastiske fald i temperaturen. Der var også flere danskere, som fangede smukke havørreder.

– Det er vigtigt at huske, at Øland er barsk i enhver forstand. Men den, som tager sig tid til at lære øens hemmeligheder at kende, belønnes måske med det fineste trofæ: En smuk blank havørred. Trods 22 dage med stærk nordenvind og kulde samt fem dage med storm, må jeg sige, at årets tur var en succes: Jeg fik min Ølandsrekord på 83,5 cm samt store fisk på 76, 72, 71 og 70 cm. Hertil kom 19 fisk målt til 68, 67, 66, 66, 65, 65, 64, 64, 63, 62, 62, 62, 62, 61, 61, 60, 60, 60 og 60 cm samt 7 fisk på 59, 58, 56, 55, 52, 50 og 50 cm plus tredive fisk mellem 35 og 49 cm.

– Jeg afsluttede turen sammen med Jan fra Sport Dres. Han fik et par fisk, og jeg hjalp ham med nogle problemer med hans hjul. I de sidste ti minutter fangede jeg endnu en flot havørred på 70 cm, der blev målt og bevidnet af Jan – som de fleste andre af mine fiske fanget på under én meter vand.

– Øland er som sagt råt og krævende, men for den tålmodige fisker er det en legendarisk destination, der kan give minder og fangster for livet. Denne tur mindede mig endnu engang om, hvorfor jeg elsker denne ø – for her lever drømmene om store blanke havørreder i den hårdeste natur, og når først man knækker koden, er belønningen ubeskrivelig. Jeg glæder mig til at komme afsted igen. Hvis du vil med mig et par dage til næste år, er du velkommen til at kontakte mig på dubrail@hotmail.com.

Læs om Thierrys tur til Øland efter havørred sidste år her.

Beretningen deltager i både Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen sponsoreret af iFish Travel – nemlig en GT-Getaway tur for to til Egypten til en værdi af 33.000 kr+.

 

Geddefeber

 

 

Drømmefisk!

Drømmefisk!

drømmerejse iFish Travel

DE BEDSTE FISKEPLADSER I SUSÅEN

Sjællands største vandløb ligger i et naturskønt område og byder på et utroligt varieret fiskeri. Vi har taget en snak med et par af de lokale eksperter, der fortæller om, hvordan de griber fiskeriet an. 

 

AF KIM FABER OG GORDON P. HENRIKSEN, FOTO: LARS LAURSEN, OLIVIER PORTRAT, KIM FABER OG PRIVAT

 

SUSÅEN – et af Danmarks mest alsidige fiskevande – snor sig gennem Sydsjælland – og skifter løbende karakter undervejs. Udløbet i Karrebæk Fjord – Næstved Kanal, er et flodbredt stræk, der med sin rolige strømning og dybe vand er ideel til fiskeri efter en lang række medefisk – heriblandt tykmavede brasener og karper.

Fjorden sender også massive stimer af store rimter op på gydetogt i kanalen hele foråret. Midt i Næstved Havn samles fjordens og smålandshavets bestand af brakvandsaborrer, hvis ankomst efterhånden har taget form af en ren folkefest, når lystfiskerne flokkes i vinterhalvåret og forårsmånederne for at få fat i den hidsige rovfisk mellem lystbåde og fragtskibe.

 

Friluftsland

 

Videre opstrøms ad den fritlagte del af åen i Næstved by til Rådmandshaven danner Susåen et pool-agtigt område, hvor artsrigdommen for alvor eksploderer. Snart sagt enhver fredfisk holder til her, og fiskes året rundt. Men også sandart, helt, havørred, gedde, og aborre lurer – og gør stedet til åens nok mest spændende plads. Et omløbsstryg fører fiskene op i niveau og gennem et meget smukt stykke af Herlufsholmskoven, hvor stier løber helt tæt til bredden. Her er det let tilgængeligt og nemt at fiske. Skønheden bliver ikke mindre, hvor skoven ender, og afløses af langstrakte, velfriserede plæner mellem gamle træer for foden af Herlufsholm Kostskole.

Længere oppe ad åen findes de dybeste partier af vandløbet. Det er her ved Gerdrup, Skelby og langs Gunderslevholm Gods’s arealer, at de grove ågedder kan lokkes på krogen. De lange engstykker har adskillige sivholdige sving og småvige, hvor krokodillerne stortrives. Med andre ord har åen fiskeri for enhver smag – både for den garvede og nybegynderen samt ung og gammel. Fiskeriet topper netop nu og foråret ud.

 

Rasmus Ingemanns gedde på 117centimeter og 13,72 kilo er sandsynligvis den største gedde taget i Susåen. Rasmus har dog ikke offentliggjort vandet/fangststedet før nu, da han ikke ønskede for meget opmærksomhed omkring fisken. Derfor er det lidt af et scoop, at vi ikke blot kan afsløre, en til dags dato, uofficiel Suså rekord i gedde, men også Rasmus’ bedste tips til geddefiskeriet.

Rasmus Ingemanns gedde på 117 centimeter og 13,72 kilo er sandsynligvis den største gedde taget i Susåen. Rasmus har dog ikke offentliggjort vandet/fangststedet før nu, da han ikke ønskede for meget opmærksomhed omkring
fisken. Derfor er det lidt af et scoop, at vi ikke blot kan afsløre, en til dags dato, uofficiel Suså rekord i gedde, men også Rasmus’ bedste tips til geddefiskeriet.

Efter storgedder på Susåen

 Geddefiskeri er den store passion for Rasmus Ingemann, der har fisket i Susåen siden femårsalderen. Det hele startede med, at en susågedde tog hans lille spinner. Siden da er det blevet til rigtig mange pæne gedder – inklusiv Susårekorden. – Mit fiskeri i Susåen starter i november, og eskalerer frem mod fredningen d. 1. april, fortæller Rasmus. – Grøde og åkander er væk i denne periode, og gør fiskeriet mere ligetil.

Denne periode er desuden også fri for kanosejlere, som vi fiskere ikke altid tildeler vore store begejstring. Fiskeriet styres 100 procent af mængden af nedbør, og det er afgørende at kende sin besøgstid. De store fisk, som jeg betegner fisk fra 8 kilo og opefter, har lært at det ikke kan betale sig at kaste sig hovedkulds ud i strømmen for et måltid, som måske forsvinder for næsen af dem. Derfor handler det efter min mening om, at fiske når strømmen er rolig og placere en agn så tæt på gedden som muligt. Ofte opholder gedden sig, hvor strømmen er svagest. Typisk er dette ved bunden, i bagvande eller langs sivkanter.

Min jagt efter store gedder i åen foregår primært med flådfisket agnfisk, så en lang og forholdsvis kraftig stang er at foretrække. Jeg benytter et kraftigt flåd, med en bæreevne på 70 gram, som er belastet med 65 gram synk, for at holde en agnfisk på den ønskede plads i åen. Det forholdsvis tunge lod gør det muligt at bremse agnen op over et bestemt punkt, så agnen forbliver bundnært. Den mindste urolighed fra skallen betyder, at den har fået øjenkontakt med en af de skarptandede. Brems flåddet og spin det eventuelt et par meter tilbage. Gentag indtil hugget udløses. Jeg har gentaget processen op imod 20 gange og fået fisken til sidst. Det er bare et spørgsmål om tålmodighed og en vis portion stædighed.

En lille detalje, som straks har givet udslag i flere situationer er at benytte et forholdsvis kort forfang på under 50 centimeter, hvilket gør agnens råderum mindre. Det bliver da langt lettere for de vintersløve gedder at fange agnen. Susåen er et meget omskifteligt vand, og er ikke altid let at fiske, men der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om, at den som finder melodien, kan forvente samme fantastiske fiskeri efter store gedder, som vi har set i Gudenåen de seneste år.

 

De bedste fiskepladser på Susåen.

De bedste fiskepladser på Susåen.

Rasmus Ingemanns topspots til gedder

Gerdrup Enge: NS 48 har et stræk af Gerdrup, som også udveksles gennem Fiskeringen. Strækket er et snorlige bredt eng – stykke, med et par dybe huller op i mod tre meters dybde. Strækket er nok et af de mest kendte og berygtede for store gedder op over 12 kilo. Strækket er ekstremt følsomt overfor nedbør, som tit bevirker at de nærliggende enge bliver oversvømmet. Vær forsigtig med fiskeriet i en sådan periode, da det kan være ekstremt svært at lokalisere åen!

Stridsmølle og Skelby: NS 48 har en båd liggende ved Stridsmølle, som på dage, hvor vinden er for hård til at tage på Tystrup-Bavelse søerne, må benyttes nede i åen. Bemærk, at strømmen kan være så kraftig, at det er umuligt at ro tilbage igen op imod strømmen. Strækket er et spændende stræk i efteråret og det tidlige forår, da enkelte fisk fra Tystrup-Bavelse søerne tager en afstikker ned i åen. Der er også her et par rigtig dybe huller, og et par indbydende sving. De siges, at fluefiskere hvert år fanger gedder over meteren nedstrøms Skelby kirke.

Gangesbro: Et forholdsvis lavvandet stræk af åen med hård grus og stenbund, som ikke umiddelbart ser særlig geddeagtigt ud. Men det kan snyde… Private haver grænser her helt ned til åen, og det er ikke umiddelbart lovligt at fiske med mindre du får lov af en lodsejer. Jeg har dog på kanoture set rigtig store fisk over meteren stå på bare en halv meter vand.

 

Her er det gedde på 5,9 kilo,som blev taget da Sportsfisker - foreningen Fladså havde et juniorarrangement i efterårs - ferien 2010 ved Herlufsholm.

Her er det gedde på 5,9 kilo, som blev taget da Sportsfiskerforeningen Fladså havde et juniorarrangement i efterårsferien 2010 ved Herlufsholm.

 

Geddesvinget: Ligger i slutningen af Gangesbro, og er som navnet lyder et stort u-sving med en lille tilhørende vig med stillestående vand. Her er der taget et par store gedder gennem tiden op til 12 kilo. Nedstrøms svinget er der et langt, bredt og 3,5 meter dybt stræk, som er rigtigt indbydende. Opfører man sig pænt, plejer det at være muligt at få adgang til fiskeri fra lodsejerens mark.

Herlufsholm til Kanohuset: Der kan købes dagkort til dette stræk, som er meget alsidigt med mange sving, huller og udhængende træer. Fladså foreningen har dette stræk, og jeg ved, at der er landet flere fisk lige under 10 kilo her. Jeg havde en spændende oplevelse her under rimtefiskeri for nogle år siden, hvor jeg fiskede under nogle udhængende træer ved Herlufsholmbroen. Under en fight med en rimte på over 1,5 kg oplevede jeg, at en gedde over meteren satte af, lige under mine fødder og inhalerede rimten. Det var en højst uventet oplevelse for mig, at finde en gedde af sådan en størrelse her, da strækket er super lav vandet og med kraftig strøm.

Gammel åen: Som navnet antyder er det et gammelt sideløb på skovstrækket mellem Kanohuset og Herlufsholm. Det er svært at fiske her, da området er en sump, men alt kan lade sig gøre med lidt omtanke. Der er ingen strøm inde i løbet, hvilket gør det særligt attraktivt for gedderne. Denne plads er også oplagt som gydeplads, da det stillestående vand hurtigere opvarmes. Gammel åen har produceret rigtige fine fisk op over 12 kilo.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Susåens knuder

 – Knudefiskeri er en ubarmhjertig affære i Susåen, fortæller Rasmus Ingemann om sin lille vinterbesættelse. Fiskeriet topper nemlig i de kolde måneder, mens de fleste holder sig inden døre. – I nedre Suså findes en god bestand af fisk fra 0,5-1,2 kilo, og dog ved jeg med sikkerhed, at der er taget fisk op til 2,4 kilo, og jeg er sikker på, at de findes større, fortæller Rasmus. På Susåen fiskes som regel ved Cementkanten i Næstved, og her findes i perioder en god bestand knuder, som jeg tror er her, for at mæske sig i de andre gydende fisks rogn. Et oplagt og uudforsket sted er ude i selve kanalen, hvor der helt sikkert svømmer en ny Suså rekord – og måske endda en Danmarksrekord.

Fiskeriet forgår typisk med 3-8 centimeter lange strimler af sild, skalle, aborre el.lign. fisket på en enkeltkrog størrelse 4-6 på et almindeligt gliderig. Belastningens størrelse er afhængig af strømmens styrke, det er vigtigt, at taklet bliver liggende på den udvalgte fiskeplads. Mine bedste fangster er gjort på små sandbanker i åen. Fiskeriet starter typisk ved solnedgang, som på denne tid af året er omkring kl. 16. Jeg stopper som regel fiskeriet omkring kl. 22.

Rimtefiskeri i Susåen

Rimterne i Susåen kan fanges alle steder lige fra åens udspring til udmundingen af Karrebæk Fjord, fortæller den lokalkendte medefisker Morten Juul. – De to helt klart bedste og mest givende træk i åen er Cementkanten i Rådmandshaven og så udmundingen af åen ved starten af Næstved kanal. 

De rimter, der fanges her, er store brakvands rimter, som det meste af året opholder sig på Karrebæk Fjord, men i marts begynder gydetrækket op i åen. Den største jeg kender til vejede lige under tre kilo. Den helt klart mest underholdende metode er fiskeri med brød på overfladen. Husk at fodre med masser af brød, før du agner op. Bliver fiskene sky, skal brødet ned under overfladen med lidt belastning.

 

Her er det en blandt mange flottekarper som Morten Juul har fanget i Susåen – en spejlkarpe 7,8 kilo fanget langs Cementkanten.

Her er det en blandt mange flotte karper som Morten Juul har fanget i Susåen – en spejlkarpe 7,8 kilo fanget langs Cementkanten.

Karpefiskeri i Susåen

 – Karper kan fanges i hele åsystemet, men de sidste par år er karpefiskeriet nærmest gået amok på den nedre del af åen, fortsætter Morten begejstret. – Især ved Cementkanten er der de sidste par år blevet landet rigtig mange og fine fisk – både skæl og spejlkarper. Det var lige præcis ved Cementkanten, at jeg sidste sommer så den største danske karpe jeg til dato har set – en mega spejlkarpe på over en meter. Rigtig bred over ryggen og en bodega vom uden lige. Behøves jeg at nævne, at jeg ikke havde mulighed for at fiske den dag… Denne fisk er ikke nogen permanent beboer i åen, men helt klart en trækkende fisk fra kanalen, der lige var oppe i åen og snuse lidt rundt. Netop Næstved Kanal og Karrebæk fjord byder på et fantastisk spændende pioner fiskeri med uanede muligheder. Der er et væld af pladser at vælge imellem, og fiskeriet er frit med det statslige fisketegn. Dette område har et kæmpe potentiale for karper af rigtig grov kaliber og har et nærmest utømmeligt spisekammer af snegle, muslinger, rejer osv. Der ventes fangster af rigtig store fisk i den nedre del af åen samt kanalen i nær fremtid. Pt er de største fisk i åen, jeg har kend skab til en skælkarpe 11,6 kilo og en spejlkarpe på 12,5 kilo. Men mon ikke disse rekorder snart bliver slået, slutter Morten med et smil.

Artiklen her er fra 2011 – i dag er topkarperne betydeligt større.

 

Når det gælder Susåens sandartskal man kende sin besøgstid. Det er i skumringstiden det hele foregår.

Når det gælder Susåens sandart skal man kende sin besøgstid. Det er i skumringstiden det hele foregår.

Sandartfiskeri i Susåen

Det gode sandartfiskeri starter i sommerperioden, fortæller Fisk & Fri’s lokalredaktør for Sydsjælland og Bornholm, Kim Faber. – Rådmandshaven er det suveræne sikreste sandart-spot. Gå efter de dybeste partier af poolen, nærmere bestemt bunden af skrænten der tydeligt ses rundt om den store, sandede forhøjning midt i åen. Tunnelen, hvor åen løber ind under Fønixkrydset, er også et spot der gerne har en stribe sandart stående.

Sikreste metode er en lille bundfisket skalle eller alternativt små woblere og jigs. Men husk: Susåens sandart fanges tidligst ved tusmørketid. Glem alt om hygge i solen. Man skal være ved vandet omkring solnedgang, og du vil typisk have det bedste fiskeri den første time til halvanden efter solen er væk. Sommernatten er bestemt også en mulighed. En realistisk forventning til størrelsen på de sandart, der viser sig, bør nok være moderat. Langt de fleste fisk svinger mellem 0,5 og 1 kilo, og en sandart over 2 kilo er en flot fangst. Men der findes dog større fisk, som denne lille historie viser! I starten af marts, 2007 havde jeg hevet min syvårige søn, Andreas ned til Cementkanten ved Rådmandshaven. Jeg fik et forsigtigt hug på en ultralet Worm-Fly Jig bag en bombarda.

Andreas overtog stangen, og en gevaldig fisk rullede rundt i overfladen. Stangen stod spændt som et flitsbue, og det var lidt af en opgave for Andreas, mens fisken trak hårdt rundt i vandet under os. Meter for meter blev, hvad der viste sig at være en massiv sandart, trukket hen imod en brugbar landingsplads, hvor vi kunne komme ned ad en skrænt og få fingrene i fisken. Da den kom fri af vandet, var synet noget nær uvirkeligt: Fisken var 7,1 kilo tung og 85 centimeter lang. Det var den ubetinget største sandart jeg i mit liv havde set og hørt om i åen. Den fangst illustrerer ganske godt fiskeriet i åen, der oftest er et vand for mindre fisk, men engang imellem også stedet, hvor bemærkelsesværdige trofæer kommer op at vende.

Efter havørred i Susåen

 – Havørredfiskeri er ikke just det som Susåen er kendt for, men de fanges da, fortsætter Kim. – Generelt er havørrederne i den beskedne ende at skalaen – alt fra undermålere til fisk i tokilosklassen er normalt. Men de store fisk er som sagt også til stede. Og dette kan Kim bekræfte. Han har nemlig selv fået havørred op til 5,7 kilo i åen. Området omkring Herlufsholm Kostskole er et af Danmarks smukkeste stykker vand, hvor man nemt drømmer sig væk til klassiske, engelske floder. Dette lavvandede parti å er min favorit, og det kan nydes af både spinnefiskeren og fluefiskeren.

Information om fiskeriet på Susåen

 NS48 har rådighed over mange spændende stræk af Susåen samt en jolle på Tystrup Bavelse søerne, der kan bruges på den øverste del af åen. Sportsfiskerforeningen Fladså har fiskeret på et fire kilometer langt stykke ved Herlufsholm. NS48 er en forening med et meget stort attraktivt stykke af Susåen samt meget mere at tilbyde deres medlemmer. Næstved Egnens Turistbureau sælger fiskekort til NS48’s stræk ved Susåen v/Gerdrup, Stridsmølle og Vrangstrupstykket. Turistkontoret sælger dagskort til Herlufsholmstykket Cementkanten og Rådmanshaven er frit tilgængelige for alle. Se mere på www.bundhugget.dk og www.NS48.dk

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011

 

Geddefeber

 

Tidligere var der et godt forårsfiskeri efter helt i Susåen, men det er der ikke mere.

Tidligere var der et godt forårsfiskeri efter helt i Susåen, men det er der desværre kke mere.

drømmerejse iFish Travel

HAVNE- OG MOLEFISKERI – SÅDAN KOMER DU I GANG

Danmarks mole og kajer byder på masser af fiskemuligheder, der med lidt omtanke kan give lystfiskeren unikke oplevelser. Her får du en masse inspiration og praktiske tips til fiskeriet.

 

AF BO TROELSEN, GORDON P. HENRIKSEN, BO TROELSEN, OG LARS LAURSEN

 

FISKERIET på de danske havne og moler starter for mig i drengeårene ved molerne på de nordjyske havne. Her fiskede vi efter fladfisk, makreller, sild og torsk, og hvad der ellers kom forbi. Det var helt tilbage i slutningen af de glade tressere, hvor store dele af den danske ungdom rendte rundt i bar røv og hønsestrik, mens de røg alternativ tobak og byttede kvinder i kollektiverne. Men alt det var ikke noget, vi drenge gik op i på havnen i det mørke Vendsyssel Vi havde meget vigtigere ting at gå op i.

 

Hvidovre Sport

 

Havbarsen tilhører den mereeksotiske del af mole- og havnefiskerens menukort. Den kan fanges på flere måder. Her er det en flådmedet af slagsen fra Hanstholm havn.

Havbarsen tilhører den mere eksotiske del af mole- og havnefiskerens menukort. Den kan fanges på flere måder. Her er det en flådmedet af slagsen til forfatteren Bo Troelsen fra Hanstholm havn.

Molefiskeri med bambusstangen

 Min første fiskestang var af bambus. Hjulet var rødt og lavet af hård plastik og slet ikke egnet til det tunge fiskeri på molen. Så efter en del opsparing af lommepengene, der bl.a. blev tjent ved at sælge mine fangster til min mor og vores naboer, blev grejet opgraderet til et rigtigt molehjul med stang til. Det var en ordentlig hammerlakeret sag fra Daiwa, kombineret med en flot glasfiberstang der dog i sammenligning med nutidens stænger nærmest havde en action som en hegnspæl. Men det var grej, der kunne holde til den ublide behandling, de fleste drenge nu en gang udsætter deres ting for.

Hygge og gode fiskeoplevelser på molen

Hele atmosfæren med duften af tjære og fisk, men også fiskeoplevelserne på molen i selskab med min bedstefar og de gamle originale molerotter, står stadig lysende klart i min hukommelse den dag i dag – mere end 40 år efter. Og der er ingen tvivl om, at det var disse oplevelser, som lagde grundstenen til mit lystfiskerliv.

Mange andre, både før og efter mig, har startet et aktivt lystfiskerliv på den måde, og forhåbentligt vil rigtig mange følge efter. Derfor – vil man give sine børn eller børnebørn en oplevelse, som kan åbne deres øjne for lystfiskeriets glæder, så tag dem med en tur på havnen og lad dem opleve glæden ved at fange deres første fisk. Jeg er sikker på, at en ny generation af små lystfiskere vil se lyset.

 

Ungerne nyder at komme medpå fisketur. Men hold rigtig godt øje med dem. De store sten er glatte, og faren kan lure.

Ungerne nyder at komme med på fisketur. Men hold rigtig godt øje med dem. De store sten er glatte, og faren kan lure.

På molefiskeri i de danske havne

De danske havne er et stykke kulturhistorie, som tilbyder en hel speciel atmosfære, der er i stand til at skabe et langt lystfiskerliv. Har man først oplevet stemningen på havnen, sammen med den faste stab af havnens lystfiskere, når silden eller makrellerne søger ind i havnene, er de fleste solgt til dette fiskeri. Og selv om man har fattet kærlighed til havnefiskeriet, betyder det jo ikke, at man ikke også kan holde af tørfluefiskeriet i de danske åer. Det ene udelukker ikke det andet. Det gør bare lystfiskeriet mere spændende, rummeligt og alsidigt. Det er bestemt heller ikke umuligt at dyrke fluefiskeri efter havørred, multer og havbars på havne og moler.

Som havne- og molefiskeri kan man kun være taknemmelig over at være født i Danmark. Vi har et utal af havne, store som små, som vi kan boltre os på – selv om terrorsikring og unødvendig bygning af boliger på havnene har indskrænket fiskepladserne. Der findes stadig masser af pladser, hvor vi kan fiske. Hvis man er i tvivl, er det en god ide at undersøge, hvor på havnen man må opholde sig. På havnekontoret kan man altid få oplyst reglerne, og samtidig er personalet som regel også flinke til at give tips om de gode fiskepladser på deres havn.

I Jylland og som jyde er mine foretrukne havne Hirtshals, Frederikshavn, Hanstholm og Thyborøn. På grund af den store arts rigdom hører Skagen, Sæby, Århus, Grenå og Hvide Sande også til blandt nogle af de bedste. Men der findes også et rigtig godt havne og molefiskeri i resten af landet, fx i hovedstadsområdet, hvor der bl.a. kan fiskes ved Slusen i Sydhavnen, Lynetteløbet og Fiskerihavnen.

 

Hvidovre Sport

 

Få fat i et bundtackle med perler– et såkaldt tysker-rig. De flade er vilde med dem.

Få fat i et bundtackle med perler – et såkaldt tysker-rig. De flade er vilde med dem.

Det bedste fiskegrej til mole- og havnefiskeri

Grejet til mole og havnefiskeri behøver bestemt ikke at være det helt dyre toptunede grej. Stænger fra 8’ til 10’ fod, der kan klare en kastevægt på 40 til 60 gram er helt fint. Dertil et solidt fastspolehjul med en god monofilline i tykkelsen 0,30 til 0,40 mm, eller en tilsvarende fletline. Så kan man faktisk klare det meste af den type fiskeri, som foregår på havnen.

Selvom afstanden fra vandet og op til kaj eller molekant let kan være et par meter, er det ikke noget problem at lande fisken, når vi taler om fladfisk, sild, hornfisk, makrel m.m., når bare linetykkelsen er afpasset efter fiskeriet. Men taler vi om større multer, havørred og torsk, som let kan slå sig af krogen på vej op til fiskeren, er et langt teleskopisk fangstnet en god ting at have med.

Husk agnspand eller køleboks når du skal molefiske

Medbring en spand med låg eller køleboks til opbevaring af fangsten – gerne med køleelementer eller isterninger i bunden. Det er en også en god ting at have med. Det sikrer, at fisken holder sig frisk, til man kommer hjem. Husk også affaldsposer, så man kan efterlade stedet i pæn stand efter sig til glæde for de næste, der kommer.

Agn som sandorm, børsteorm, tobis og rejer er de mest brugte til fiskeriet på havne og moler. Det er altid en god idé at sikre sig, hvor man kan købe friske agn som sandorm eller børsteorm, inden man tager af sted på fisketuren. Intet er mere ærgerligt end en fisketur, der går i vasken, fordi der var udsolgt af orm. Jeg plejer altid at sørge for at købe min agn dagen før, eller i det mindste ringe til de steder jeg plejer at købe agn for at sikre mig, at de er leveringsdygtige på dagen.

Som erstatning har jeg også altid en pakke kunstige sandorm og børsteorm af mærket Berkley Gulp liggende som en god back – up. De er næsten fuldt ud lige så gode som den ægte vare, hvis alt andet skulle svigte. Endelig kan man jo også grave ormene selv ved lavvande. Se efter sandpølserne – det er her sandormene ligger. Man kan også købe specielle sandormepumper, der letter arbejdet en del.

Mulighederne for at møde og fange flere spændende fiskearter fra det danske fiskeatlas er netop tilstede, når man dyrker sit lystfiskeri fra moler og havnekajer. Groft sagt kan man fange alt fra gråhaj til skrubber afhængig af udstyr, agn og fiskemetoder. De arter, der normalt bliver fisket mest efter, er fladfisk, sild, makrel, hornfisk, ål, småsej og torsk. Af andre og knap så mangfoldige arter kan nævnes havørred, havbars, og multe som ikke er umulige at fange, bare man indretter sit fiskeri efter det.

Metoderne til fiskeriet på havnen og molerne er ikke indviklede. Godt nok findes der et utal af metoder, men det vil føre for vidt, at komme ind på dem alle. Med det efterfølgende takler og monteringer i baghovedet vil du være rigtig godt rustet til fisketuren.

 

Daiwa Open 2025

 

Fiskeri efter fladfisk i havnen

Fladfisk skal bundmedes. Et fladfiskeforfang er helt klart det, der giver de bedste fangster, helst med et par perler og farverige flydekugler. De går også under navnet »tysker-rig«. Agnet med sandorm, børsteorm eller for dens sags skyld en tobis til de store fladfisk som slet- og pighvarrer, er du på. Metoden er simpel. Man kaster sit forfang så langt ud, som ens evner rækker. Derefter spinnes der stille og roligt ind med mange pauser af et par minutters varighed, indtil man mærker de små nyk, der indikerer, at der er fisk. Så er der baretilbage at give et solidt modhug, og med lidt held skulle der gerne sidde en fisk på krogen.

 

Her fiskes der efter sild påHals Havn. Hvis du er fluebinder, laver du selvfølgelig selv dine ophængerfluer. Små fluer med flash og mylar – og så kører det.

Her fiskes der efter sild på Hals Havn. Hvis du er fluebinder, laver du selvfølgelig selv dine ophængerfluer. Små fluer med flash og mylar – og så kører det.

Efter sild i havnen og langs molen

Sildefiskeriet foregår bedst med et sildeforfang med et fladt sildesynk i enden. Det flade sildesynk får forfanget til at dale langsomt mod bunden, hvilket er meget effektivt til den form for fiskeri. Man kan dog også bruge et blink eller en let pirk. Når man mærker den første hidsige sitren i linen, stopper man indspinningen et øjeblik, så forfanget nærmest står på skrå i vandet for stram line. Det får ofte flere sild til at hugge på krogen, og man kan hive et forfang ind med fuldt hus. Husk at sildene skal løftes ind over kanten på kajen i et jævnt træk for at undgå, at de falder af på vejen op.

Havnemakreller langs bolværket

Makrel skal fiskes på samme måde. Det vil sige, at det foregår med et makrel- eller sildeforfang monteret med en pirk eller et blink som kastevægt. Alternative metoder til makrelfiskeriet er flåd med sildestrimler eller smalle blink. Makrelfiskeriet er som regel bedst først og sidst på dagen, når der er fralandsvind. Husk en spand eller køleboks til fangsterne, idet makreller hurtigt fordærver i varme på grund af dens fede kød.

 

De danske havne byder på alt fra fladfisk til hornfisk - ofte i gode mængder.

De danske havne byder på alt fra fladfisk til hornfisk – ofte i gode mængder.

Efter hornfisk i havnen

Hornfisken fanges bedst ved at benytte lange smalle blink eller et gennemløbsflåd med et par meter line monteret med en enkelt- eller trekrog i størrelse 8, agnet med sildestykker i strimler. Blinkets trekrog kan man roligt udskifte med en silkekrog, der består at fine tråde af kunstsilke i kordeller på en hægte. De tynde tråde gør, at hornfiskenes tænder vikler sig ind i dem. Herved undgår man fejlkrogning, og samtidig får man flere fisk på land end med traditionelle kroge. Da hornfisk jager ved hjælp af synet, skal de fanges i dagtimerne – og helst i klart vejr.

Fiskeri efter torsk, havørred og havbars i havnen

Torsken er heller ikke besværlig. Den hugger på næsten alt fra sand orm til blink. Den fanges bedst på et fladfiskeforfang agnet med sand- eller børsteorm. Har man adgang til nogle små krabber, er de også rigtig gode torskeagn. Et andet rigtig godt våben til torsken er rød-gule kystwoblere. Torskefiskeriet er som regel bedst i aftentimerne, og gerne hvor der er lamper, som lyser ned i vandet.

Havørred- eller havbarsfiskeriet er lidt mere besværligt. Den mest effektive metode er nok et glideflåd agnet med en levende eller død tobis, fisket en til to meter nede. Man kan agne tobisen i underkæben og svinge den forsigtigt ud. Man kaster ikke langt med en tobis på denne måde, men det er heller ikke nødvendigt, da både havørred og havbars ofte træffes, når de afpatruljerer kaj og molekanter. Hvis man ikke kan købe tobis, er det muligt at fange dem selv på de fleste havne. Brug et sildeforfang med små kroge – gerne med kroge i farverne guld eller messing. Anvend en pirk uden krog som kastevægt. De kan også købes som frosne eller vakuumpakkede. Begge dele virker helt fint. Som alternativ kan tobisen skiftes ud med børsteorm eller regnorm, der spinnes langsomt ind. Det er også en metode, der kan få mange af de ovenstående arter ud af starthullerne.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Natfiskeriet på molen med blinker et godt alternativ til flådmede efter havbarsen. De rød-sorte varianter, som denne Herring Inline, er gode i skumringen.

Natfiskeriet på molen med blink er et godt alternativ til flådmede efter havbarsen. De rød-sorte varianter, som denne Herring Inline, er gode i skumringen.

De svære multer i havnene

Multer, der ellers førhen mest var kendt fra landene sydpå, findes på grund af de stigende vandtemperaturer i en del havne i Danmark. Her er en af de sikreste fangstmetoder et let flåd og et forfang på en to-tre meter monteret med en meget skarp krog i størrelse 8 til 12 i enden. Den agnes med brød eller majs. Tilslag gives så snart man mærker hugget eller ser flådet forsvinde under overfladen. Vær beredt på at løsne bremsen på hjulet, når fisken er kroget, for her er en fisk, der kan tage nogle seriøse udløb. Hvis man har spottet et sted, hvor der er multer, kan man med fordel forfodre med brødstykker. Når multerne begynder at æde af brødet kastes den agnede krog ud til foderbrødet.

Desværre er multerne ikke nær så almindelige i dag, som du var da artiklen her blev publiceret første gang i 2011.

Velsmagende fjæsing langs molerne

 Fjæsingen kan også høre til fangsterne, når man fisker fra havn og mole. Den kan ikke undgås. Pas på og tag dine forholdsregler, når du afkroger den. Fjæsingen er en ganske udmærket spisefisk, men den er desværre også udstyret med giftpigge, som indeholder en gift, der svarer til hugormens. Det er en meget smertefuld affære at blive stukket. Så brug altid en lang tang til at afkroge fisken med, så man undgår kontakt med de giftige pigge, der sidder forrest på ryggen og på gællelåget.

Er uheldet ude, og man bliver stukket af fjæsingen, er det gode råd at komme det stukne sted i så varmt vand, kaffe eller te, som man kan holde ud. Giften fra fisken bliver nemlig inaktiv ved varme. Derefter opsøges læge eller skadestue. Især børn og ældre skal passe ekstra på.

 

Hold øje med advarselsskiltenepå havnen før uheldet er ude.

Hold øje med advarselsskiltene på havnen før uheldet er ude.

Sikkerhed under molefiskeri

Den personlige sikkerhed er også vigtig, og det er noget, der altid har lagt mig meget på sinde. Jeg har ofte oplevet, at små børn helt ned til to års alderen balancerer rundt på kajens kanter på egen hånd. Det er at spille hasard med børnenes liv Ind imellem går det galt, og det var jo nok ikke det, der var meningen med fisketuren. Udstyr derfor børn eller børnebørn med redningsvest, og hold et vågent øje med dem. Lad dem aldrig stå uden opsyn på kaj og molekanter.

En god ting, hvis man fisker i den kolde årstid, er en god flydedragt monteret med en fløjte. Udover at den holder dig tør og varm, kan den også redde dit liv, hvis uheldet er ude, og du falder i vandet. Jeg bruger altid min flydedragt, når jeg fisker i vinterhalvåret. Respekter den skiltning, der er på de fleste havne og moler. Der er visse områder, hvor der er skiltet med adgang forbudt. De danske havne har regler om terrorsikring, og der vanker bøder, hvis du færdes på forbudt område. En anden skiltning er den, der vedrører færdsel på udsatte steder på havnen, som er ekstra farlige på grund af vind- og vejrforhold. Respekter disse skilte, da der hvert år bliver skyllet lystfiskere i vandet, når store bølger knækker over molerne. Så hvis der står eller bliver sagt: Ingen adgang til molerne, så lyt. Det er for din egen skyld. Og husk, at de store sten på molerne, udover at de kan rokke, også kan være glatte som sæbe.

Afslutningsvis vil min opfordring være at tage børn eller børnebørn med ud på molen eller kajen. Lad dem komme med ud og se, hvor fisken kommer fra. Eller lusk derud alene eller med en god kammerat, når du trænger til fred og ro. Efter et par timer er du som født på ny, og i tilgift har du måske aftensmaden med hjem.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: UDFORDRENDE DAG PÅ FJORDEN GAV HAVØRRED TIL SIDST

– Jeg startede dagen ved solopgang, men det stod hurtigt klart, at forholdene ikke var med mig, fortæller Kim Christoffersen. – Store mængder ålegræs og næsten ingen vind gjorde fiskeriet svært, så flere af mine spots måtte opgives, da agnen konstant samlede græs.

– Efter nogle timers søgen rykkede jeg længere nordpå og fandt et område, hvor det trods alt var muligt at fiske effektivt. Timerne gik, og kun mindre fisk havde været oppe at vende. På et nyt spot med helt klart vand vidste jeg, at tempoet skulle op. Pludselig fik jeg øje på en fisk længere ude – men uden held i første omgang.

– Jeg fortsatte videre til endnu et spot. Her gentog mønsteret sig med mindre fisk, indtil jeg pludselig fik en stor følger langt ude på min kystwobler. Den lavede en tydelig trykbølge bag agnen. Jeg satte tempoet op, holdt presset – og så kom hugget. Det var en flot fisk omkring 60 cm, som gav en stærk fight. Efter et hurtigt billede fik den selvfølgelig friheden igen. Fra starten af vidste jeg, at det ville blive en svær dag – men det er netop de dage, der gør det hele det værd, når det til sidst lykkes.

Beretningen deltager både i Westin Cup 2026 og kampen om en lækker W6 stang sponsoreret af Westin – samt vores drømmefiskerejselodtrækning om en GT-Getaway for to personer til en værdi af over 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: KAST BEDRE OG FANG FLERE HAVØRREDER MED BOMBARDA PÅ KYSTEN

Især om vinteren er bombardafiskeri med flue ofte mere effektivt end større blink – men teknikken fungerer rigtig godt hele året og under alle forhold. Det er dog især under stille og klare forhold, at bombarda med flue giver flere hug end fx større blink.

I denne nye video på Fisk & fris YouTube viser Jens Bursell dig, hvordan du fisker med bombarda og flue på kysten efter havørred – samt viser trin for trin, hvordan du med et simpelt cirkelkast kaster den mest enkle glidende montage uden kluddder – helt uden sticks og specialtakler, der blot forkorter kastelængden og giver en dårligere præsentation. Undervejs får du alle detaljer om, hvordan du lettest rigger op hjemmefra og transporterer stangen, så det er let og lynhurtigt at pakke ud eller sammen, når du skal fiske – eller hjem igen. Tilsvarende får du tips til, hvordan du håndterer det lange takel, når du går på kysten – let og nemt samt uden kludder. Jens genemgår, hvordan du lettest tråder bombardaen samt laver det mest simple og velfungerende takel – plus giver tips til hvordan du kan øge din landingsrate meget markant ved at bruge små dobbelt eller trekroge – monteret på fx rørflue og L-rig eller ved at fiske med en in-line clawfly, når det drejer sig om fx større rejefluer. Alt sammen uden avancerede knuder eller rigs. Eller sagt på en anden måde – en video der vil kunne gøre dig til en bedre bombardafisker, som bare fanger flere fisk med mindre besvær. Glæd dig til en video med masser af inspiration og nyttig viden – samt selvfølgelig en fin stribe smukke, blanke havørreder.

Se videoen om bombardafiskeri med flue efter havørred på Fisk & Fris YouTube her.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: HAVØRRED INDEN HORNFISKENS INDTOG

– Med hornfisken lige om hjørnet måtte jeg selvfølgelig lige en tur til vandet – selvom energien ikke var på toppen, og kroppen var lidt halvsløj, fortæller Kim Christoffersen.

– Jeg fik ellers en stærk start på dagen, men mistede desværre en rigtig god fisk tidligt i forløbet. Som prikken over i’et havde jeg glemt mit GoPro, så optagelserne måtte klares med mobilen – heldigvis med solid hjælp fra min makker. På trods af udfordringerne lykkedes det os at lande flere flotte fisk, hvor dagens største målte 60 cm. Jeg mistede desværre også et par rigtig fine fisk undervejs på min kystwobler, men sådan er det. Det er en del af gamet, slutter han og tilføjer, at rapporten både tilmeldes Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

Tjek hvordan Kim takler forårsfiskeriet i fjorden i denne fede video på Fisk & Fris YouTube.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: HVIDE OG BLÅ FLUER – DE KA´ NOGET TIL STORE HAVØRREDER

– Så kom den længe ventede, den helt store på flue i år, fortæller Jonathan Stangeland. – Jeg havde sat sig for at lure mig ind på havørreden og virkelig finde ud af, hvordan fluerne virker.

–  Efter en del ture er det nu lykkedes mig at få en rigtig fin fisk i nettet på 78 cm. Jeg har prøvet mange fluer af, men har fundet ét bestemt mønster, som bliver ved med at give fisk – og ikke bare de normale, nej, de store! Jeg har også mistet flere store fisk på hvid og blå fluer. De to farver er ikke noget, man ser så tit, men de leverer virkelig gode hug fra store fisk, så jeg er rimelig sikker på, at jeg har knækket koden.

– Sidst var jeg var ude med Thomas P. Jensen, hvor vi fik dobbelt hook-up med to fine fisk omkring målet. Lidt tid efter gad Thomas ikke mere og kørte hjem. 20 minutter efter ringede jeg for at fortælle, at han skulle komme tilbage nu, for jeg havde en god fisk i nettet. Thomas var ikke nået så langt, så han kom hurtigt og var helt i chok, da han så, hvor stor fisken var, slutter Jonathan.

Fisken her huggede på en rejeflue med blå øjne og røv – samt hvid krop og hackel.

Beretningen deltager i både Westin Cup 2026 og drømmerejselodtrækningen om en tur efter giant trevally i Egypten for to personer sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: 8 BLANKE HAVØRREDER OP TIL 61 CM FRA ØLAND

En del danske havørredfiskere tager hvert år til Ølands kyster for at prøve kræfter med det spændende sydsvenske kystørredfiskeri. En af dem er Immanuel Borby Steinmel, som lige nu er afsted:

​- Dagens højdepunkt var en havørred på 61 cm, der huggede benhårdt på et kast langs kysten helt inde under land. Det var en suveræn fight, som du kan se i videoen. Det var den største af i alt otte fisk, jeg landede i løbet af dagen; hvoraf de fleste var omkring 45 cm, Tre fisk var i halvtredserne, og så var der den på 61 cm. ​Fiskeriet foregik på et 200 meter langt stræk op mod en pynt. Da pynten var tom, gik jeg tilbage til midten af strækket, hvor der var aktivitet, og det viste sig at være det helt rigtige træk.

– ​Turen var dog ikke uden logistiske udfordringer. Da bilen skulle lades, blev jeg tvunget til at finde en lader i havnen, da Øland er et elendigt sted at være elbilist uden fungerende hurtigladere. Mens bilen ladede, fiskede jeg lidt i havnebassinet, hvilket faktisk gav en bonusfisk på 50 cm, slutter han.

Appropos Sydsverige – tjek vores nye video om havørredfiskeriet på Skånekysten på Fisk & Fris YouTube her.

Rapporten er tilmeldt Westin Cup 2026 – og deltager som alle andre fangstrapporter i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse for to til Egypten for at fiske GT – sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

 

 

Immanuels flotte havørred fra Øland, var en ud af otte på samme dag.

Immanuels flotte havørred fra Øland, var en ud af otte på samme dag.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: GROV HAVØRRED FRA LIMFJORDEN PÅ BØRSTEORM

Tobias Lucklum fra Tyskland, har netop været på ferie ved Limfjorden, og det kom han ikke til at fortryde.

– I går gik jeg en eftermiddagstur langs fjorden og så sværme af børsteorm, så jeg besluttede mig spontant for at tage ud igen om aftenen med min kone, fortæller han. – Denne gang var det dog i vores gummibåd med fiskestangen ombord. Børnene skulle vi ikke passe, for bedstemor holdt øje med dem et stykke tid. Planen var at fange de havørreder, som smæskede sig i børsteorm.

– Vi sejlede lige derhen, hvor jeg havde set børsteormene, og det var det helt rigtige pladsvalg! Efter cirka femten minutter fik jeg et kæmpe hug på min børsteorm fisket på bombarda. Først virkede det meget roligt, men så begyndte den vilde tur. Den store havørred tog to høje spring op i luften, tre vilde udløb og ti minutter senere, mens jeg drev i båden, kunne jeg lande min drømmefisk i mit yndlingsland. Det var en vidunderlig afslutning på en fantastisk ferie, slutter han!

Den fine fangstrapport med havørreden, der iøvrigt var 72 cm og 4,5 kilo, deltager både i Westin Cup 2026 samt vores drømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel