aug 6, 2020 | Artikler, Miljø og debat
De kommende måneder vil få stor betydning for den fremtidige udvikling af de danske fiskebestande og samt kursen for dansk lystfiskeri generelt. Den 19. september afholder Danmarks Sportsfiskerforbund nemlig kongres, hvor der skal vælges en ny formand for DSF. Og så er der for nylig kommet en ny formand for §7 udvalget, der rådgiver om hvordan Fisketegnsmidlerne anvendes.
AF JENS BURSELL
Kombinationen af disse to ting gør, at der netop nu er optimale forhold for et friskt pust og en hårdt tiltrængt fornyelse i beslutningsprocesserne omkring dansk lystfiskeri – både hvad angår økonomi, værdier og prioritering af indsatsområder: Bruger vi vores penge godt nok? Hvilken natur er det vil vi have, og hvilke fiskearter skal vi prioritere højest i de kommende år? Gælder det om at promovere fiskeriet maksimalt og blive så mange lystfiskere som muligt – eller giver det reelt set et dårligere og mindre bæredygtigt fiskeri for alle? Får lystfiskerne mere indflydelse og bedre fiskeri ved at tækkes en vækst i lystfiskerturismen, eller vil man i virkeligheden kunne opnå et bedre fiskeri og mere indflydelse med nulvækst og en mere inkluderende politik, der i højere grad samler alle danske lystfiskere under én fane, så vi på den måde får større politisk gennemslagskraft, resulterende i flere penge til mere natur og højere biodiversitet? Kører det perfekt med tre-enigheden DSF, §7-udvalget og DTU Aqua, eller skal vi gentænke konstellationen, beslutningsprocesserne og den økonomiske fordeling af midlerne? Er det fantastisk, som det kører – kan vi nøjes med at fintune eller skal der et regulært pardigmeskift til for at kunne tilgodese de danske fiskebestande og bredden i dansk lystfiskeri bedre end det er tilfældet nu?
Mange meninger
Fakta er, at der nok er næsten lige så mange meninger, som der er lystfiskere. Og det er efterhånden ikke så lidt, for coronakrisen har betydet en kraftig vækst i interessen for lystfiskeri. Godt for foreningerne, organisationerne og grejbranchen, men er det også godt for naturen og fiskebestandene, hvis ikke vi sadler om, så der rent faktisk kommer flere fisk og ikke bare flere lystfiskere ved vores vande?
Der er rigtig mange ting, som vil være både vigtige og interessante at diskutere i den kommende tid, hvor den nye formand for DSF skal vælges. Danmarks Sportsfiskerforbund har igennem en lang årrække gjort et helt fantastisk stykke arbejde for især ørred – og laksebestandene, og de har kæmpet både godt og vedholdende for et bedre vandmiljø, fri passage i vandløbene samt en række andre gode sager. Denne indsats af DSF, tror jeg de fleste danske lystfisker anerkender og værdsætter.
Når det er sagt, så er der også en grund til at antallet af medlemmer er styrtdykket fra cirka 50.000 medlemmer i halvfjerdserne, over 25.000 i 1997 til cirka 15.000 i dag. I 2005 var der 190 foreninger og i dag er der blot 125. Ret skal være ret: Foreningslivet har det ikke godt, og det er en generel trend på landsplan inden for mange områder. En del af årsagen til medlemstallet skal derfor uden tvivl findes her. Men når det er sagt, så er der også en lang række foreninger, der ikke føler at DSF kæmper deres sag, hvilket nok især er foreninger hvis primære målgruppe er søfiskere, medefiskere, put and take fiskere og bådfiskere. Dette – kombineret med, at mange opfatter kontingentet som alt for højt, gør at det til sidst ender med, at mange foreninger melder sig ud. Og i takt med, at flere og flere lystfiskere, hvis hovedfokus ikke udelukkende er ørredfiskeri, melder sig ud, desto mindre fokuserer DSF på andre arter en ørred, eftersom de selvfølgelig skal tilgodese deres egne medlemmer. Og så har vi den berømte onde cirkel.
Det er nu, hvis vi vil en ny kurs for dansk lystfiskeri
Men hvad skal der til for at bryde den onde cirkel? Spørger du mig, så har vi det bedste tidspunkt i mange år lige nu. Fra september er der som nævnt nye folk på topposterne i både DSF og §7-udvalget, der fordeler Fisketegnsmidlerne – så det er en oplagt mulighed for fornyelse og reformation! I den kommende tid op til Kongressen, der afholdes nogenlunde samtidig med det første møde i §7 udvalget med den nye formand, vil vi derfor stille skarpt på en række problemstillinger, der er vigtige at få op og vendt, inden den fremtidige kurs for dansk lystfiskeri skal lægges.
De fleste danske lystfiskere kan blive enige super vigtige målsætninger som fri passage i åerne, flere ørred og renere vandmiljø – en kamp DSF i mange år har løftet virkelig godt. I stedet for at repetere og diskutere det, som de fleste kan blive enige om, vil vi i den kommende tid lægge vægt på at få belyst og diskuteret nogle af de emner, der for alvor deler vandene i dansk lystfiskeri – eksempelvis brugen af fiskeplejemidlerne, DTU Aquas monopol på rådgivning, kvaliteten af denne – samt kampen for et bedre fiskeri efter søernes rovfisk.
Det er både svære og tunge diskussioner, der skal tages, men det er det, der skal til for at få renset luften, så vi på et oplyst og friskt grundlag kan skabe den nye udvikling, der på sigt vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane.
mar 12, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I den kommende weekend skulle delegerede fra Danmarks Sportsfiskerforbund have afholdt kongres – dels for at træffe beslutninger om forbundets linje de kommende to år – og dels for at vælge en ny formand. Desværre er kongressen nu aflyst på grund af Corvid-19, hvilket betyder, at der nu er god tid til at reflektere over hvem af de to kandidater, der bedst formår at samle alle danske lystfiskere under samme fane?
AF JENS BURSELL
Vi har i sidste uge bragt interviews med de to kandidater Torben Kaas og Preben Thomsen, som hver især har besværet en række spørgsmål med relevans for kursen i DSF de næste par år.
På trods af en rigtig god indsats fra DSF for mange danske lystfiskere på en række områder – og en knapt så stor indsats på andre områder, så er medlemstallet støt dalende i den organisation, der allerhelst skulle repræsentere alle danske lystfiskere.
Men hvad er det, der skal til for at samle alle danske lystfiskere under en fane, så vi står stærkere overfor alle de udfordringer, der er for vores hårdt trængte fiskebestande? Som det ser ud nu, så står en lang række foreninger uden for DSF – og medlemstallet i Danmarks Sportsfiskerforbund er helt nede på omkring 15.000. Hvis DSF skal kunne løbe rundt økonomisk og være i stand til at markere sig politisk, så skal medlemstallet op – men hvordan?
Meget tyder på, at der er brug for en helt ny kurs for DSF for at komme i mål med at blive flere medlemmer. Men spørgsmålet er så, hvem af de to kandidater, der bedst vil kunne løfte denne utrolig vigtige opgave for DSF.
Preben Thomsen som ny formand?
Med Preben Thomsen er der tilsyneladende ikke udsigt til nogen væsentlige kursændringer på ovennævnte område, der vil kunne skabe den nødvendige vækst for DSF´s medlemstal – tværtimod. I et interview med Fisk & Fri skriver han følgende:
”For mig ligger muligheden for vækst i medlemstallet først og fremmest i foreningerne – og her er der nogle foreninger, som klarer sig markant bedre end andre. Kendskabet til, hvad disse foreninger gør anderledes, kan tjene som gode eksempler for andre foreninger.
I bund og grund nyder alle sports- og lystfiskere jo godt af DSF´s arbejde – uanset om man er medlem eller ej. Det er altså op til folks moral, om man mener man bør bidrage – og her halter det mange steder. Det ville være virkeligt glædeligt, om vi kunne udløse en holdningsændring, så vi kunne komme ud over, at det kun er lidt mere end hver tiende fisketegnsløser, der vil bakke op om DSF´s arbejde for at sikre et godt fiskeri for alle.”
I disse sætninger ligger i min optik ikke en imødekommende udstrakt hånd til alle dem, der står uden for DSF – tvært imod: Retorikken signalerer snarere en holdning á la ”vi har nok i os selv, vi gør det godt nok – og det er der ingen, der skal ændre på”.
NÅR PREBEN THOMSEN INDIREKTE KALDER LYSTFISKERE OG FORENINGER UDEN FOR DSF FOR UMORALSKE, ER DET ET GIGANTISK SELVMÅL – DER TYDELIGT SIGNALERER, AT HAN IKKE VIL KUNNE SAMLE ALLE DANSKE LYSTFISKERE UNDER ÉN FANE, OG AT HAN DERFOR NÆPPE ER EGNET SOM FORMAND FOR DSF. Jens Bursell
Når man som Preben Thomsen siger ”at det er op til folks moral om de vil bidrage” – så siger han implicit, at man er umoralsk, hvis ikke man er med i DSF. Og det er ikke lige frem et godt udgangspunkt for at møde foreningerne uden for DSF med et åbent sind. For skal man motivere alle de foreninger, der står uden for DSF til at melde sig ind, så skal man selvfølgelig lytte til, hvorfor de ikke er medlemmer. Og ikke nok med, at man skal lytte, man skal også være åben og parat til at justere kursen for DSF, så de foreninger, der pt ikke er med, måske fordi de historisk set ikke har følt sig hørt – rent faktisk føler, at der er udsigt til, at DSF nu vil forsøge at gøre så meget for dem, at det er værd at betale for at være med i DSF.
Når Preben Thomsen indirekte kalder lystfiskere og foreninger uden for DSF for umoralske er det gigantisk selvmål – det tydeligt signalerer, at han ikke vil kunne samle alle danske lystfiskere under én fane, og at han derfor næppe er egnet som formand for DSF. Alene det, at han siger ”muligheden for vækst i medlemstallet ligger først og fremmest i foreningerne”, signalere, at DSF med ham ved roret ikke har tænkt sig at ændre kurs, så man favner alle danske lystfiskere bredt.
Ordene ”om man mener man bør bidrage” vil nok af mange individuelle lystfiskere og foreninger rundt omkring i landet blive opfattet som en hån mod det kæmpestore frivillige arbejde, der rent faktisk udføres på eget initiativ helt uden for DSF. At man ikke er med i DSF, er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man bare læner sig tilbage og lader andre gøre arbejdet – man gør måske blot noget andet end det DSF ville have gjort – og på en anden måde.
Når du ikke ser et foto af Preben Thomsen her i artiklen, så er det fordi, han ikke har villet give tilsagn om, at vi må bruge et foto af ham her efter han har fået forlagt artiklen. Han har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Fisk & Fris læsere.

Torben Kaas signalerer klart, at han ønsker at lytte til alle danske lystfiskere – også dem udenfor DSF, for på den måde at søge at samle alle de gode kræfter under én fane.
Med Torben Kaas som ny formand?
Sjællandske Torben Kaas signalerer et helt anderledes frisk pust – samt vilje til at lytte, forny og inkludere alle danske lystfiskere i DSF. I interviewet med Fisk & Fri siger han blandt andet følgende:
– DSF er nu rustet til at tage fat på opgaven med at samle danske lystfiskere under DSF-paraplyen. Der forestår simpelthen en vigtig opgave med at overbevise de mange foreninger og individuelle lystfiskere uden for fællesskabet om, at de skal være med. Vi skal som noget af det første tage fat på at vende medlemsudviklingen.
– og
– DSF skal ikke være noget, man skal lokkes ind i, siger Torben Kaas. – DSF skal være relevant for alle lystfiskere og derfor noget, man tilvælger. På længere sigt handler det om, at vi gør det rigtige igen og igen, og at vi får fortalt historien om, hvem vi er, og hvad vi gør. Jeg tror ikke, at DSF altid har været lydhør nok overfor de foreninger, som forlod forbundet, eller som aldrig kom ind.
– Jeg kommer til at tage en dialog med foreningerne og høre, hvad der afholder dem fra at blive en del af fællesskabet og dermed afholder dem fra at bidrage til at skabe løsningerne for alle lystfiskere.
– Jeg ved, at der for en del foreningers vedkommende er helt konkrete historier, som gør, at de står udenfor. Som et nyt ansigt kan jeg gå fordomsfrit til foreningerne og starte forfra med at genopbygge tillid og finde de løsninger, der kan bringe foreningerne ind i DSF, uden DSF skal gå på kompromis med sine grundværdier. Jeg kommer til at lytte meget i min første tid i formandsstolen.
Nye vinde i DSF?
Set i min optik er det vigtigt, at de delegerede til DSF-kongressen stiller sig selv dette spørgsmål: Vil vi have en formand, der oprigtigt kan og vil inkludere alle danske lystfiskere – eller ønsker DSF en formand, der allerede fra starten af ikke signalerer vilje til ændring på mange af de parametre, der har kæmpestor betydning for at vinde opbakning og inkludere alle danske lystfiskere i Danmarks Sportsfiskerforbund. Uden bred opbakning fra flertallet af danske lystfiskere, vil man aldrig komme til at forøge medlemstallet i DSF nævneværdigt, så dansk lystfiskeri kan få en større gennemslagskraft i det politiske landskab.
mar 3, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I weekenden d. 14-15 marts samles Danmarks Sportsfiskerforbunds delegerede for at træffe store beslutninger for DSF. Til kongressen er to kandidater opstillet til valg som formand for DSF. Fisk & Fri har stillet de to kandidater – Torben Kaas fra Kokkedal på Sjælland og Preben Thomsen fra Dybbøl i Jylland – en række vigtige spørgsmål. Her i del 2 er det Preben Thomsen som svarer på Fisk & Fris spørgsmål.
AF JENS BURSELL
FISK & FRI: DSF har haft mange gode projekter gennem årene. Men – er der nogle områder, hvor du vil ændre den kurs man har set fra DSF gennem de sidste par år, hvis du bliver valgt som formand for DSF? Hvis ja – hvilke?
– DSF har gennem en årrække iværksat projekter omkring medlemshvervning og kommercielle aktiviteter, svarer Preben. – Disse har ikke haft de ønskede virkninger. Provenuet har dog været indregnet i budgetterne og har således dannet baggrund for forbrug, der ikke har været dækning for. Resultatet har været en belastning for DSF´s økonomi. Vi har derfor behov for en ændret økonomistyring i form af en ny budgetteringsform og en stringent håndtering af indtægter/udgifter, så vi ikke bruger penge, vi ikke har. Jeg vil også arbejde for en øget inddragning af Forbundsbestyrelsens medlemmer i arbejdet, så vi kan øge kontinuiteten og opnå en optimal rekruttering til ledelsesposterne.
FISK & FRI: Hvad vil du helt konkret gøre for at søge at samle alle danske lystfiskere under DSF? Skal der en markant ændring af DSFs tidligere kurs til for at lokke ikke-medlemmer ind i organisationen, eller er det nok med andre tiltag – fx billigere kontingenter eller flere medlemsfordele?
– Gennem årene har DSF gennemført mange tiltag for at øge medlemstallet – både i form af medlemsfordele og kampagner over for foreninger, der ikke mener, de bør bidrage til DSF´s arbejde, siger Preben. – Der har været indslusningsordninger med reduceret kontingent, der er indført familiemedlemskaber, juniorer er blevet kontingentfrie, der har været ført kvindekampagner og vi har nu gennem mange år tilbudt direkte medlemskab.
– Resultaterne har været få og overskuelige. DSF bør derfor vurdere nøje, hvilke omkostninger man pålægger de eksisterende medlemmer for at hverve yderligere på overordnet plan.
For mig ligger muligheden for vækst i medlemstallet først og fremmest i foreningerne – og her er der nogle foreninger, der klarer sig markant bedre end andre. Kendskabet til, hvad disse foreninger gør anderledes, kan tjene som gode eksempler for andre foreninger.
I bund og grund nyder alle sports- og lystfiskere jo godt af DSF´s arbejde – uanset om man er medlem eller ej. Det er altså op til folks moral, om man mener man bør bidrage – og her halter det mange steder. Det ville være virkeligt glædeligt, om vi kunne udløse en holdningsændring, så vi kunne komme ud over, at det kun er lidt mere end hver tiende fisketegnsløser, der vil bakke op om DSF´s arbejde for at sikre et godt fiskeri for alle.
FISK & FRI: DSF har tidligere støttet op om tiltag, der øger tilstrømning af turister – eksempelvis Fishing Zealand. Med brakvandsgeddefiskeriet, har man promoveret et fiskeri voldsomt og dermed øget fiskepresset markant lang tid inden, at man reelt set havde forbedret fiskebestandene. Eller sagt på en anden måde – den øgede fisketurisme DSF har støttet op om, har næppe været bæredygtig, fordi man har solgt skindet, før bjørnen var skudt. Hvad vil du som evt kommende formand for DSF gøre for at sikre, at ”Lystfiskerstrategien” kommer til at foregå bæredygtigt? Vil vi med dig som formand for DSF se en organisation, der sætter hælene i over for Lystfiskerstrategien, hvis det er evident, at man ikke når at forøge fiskebestandenes størrelse væsentligt, inden det tidspunkt, hvor man starter den store markedsføring af Danmark som lystfiskerland? – hvilket er i foråret 2021.
– DSF samarbejder med turismens aktører for at have indflydelse på udviklingen, så hverken miljø eller fiskebestande skades, svarer Preben. – Stiller vi os udenfor vil udviklingen være uden for kontrol. Et fiskeri der lyves bedre kan aldrig danne basis for en sund udvikling af turismen. Det er derfor heller ikke i turismens interesse. Rammebetingelserne for et godt sportsfiskeri udvikler sig i øjeblikket ikke ligefrem positivt – og derfor forværres mulighederne for en sund og bæredygtig lystfiskerturime. Turister, der afbryder deres ferie i Danmark, fordi fiskeriet slet ikke står mål med forventningerne, er jo heller ikke i turisterhvervets interesse. Turismen har derfor en klar interesse i at rammebetingelserne for fiskeriet forbedres og fiskebestandene udvikles positivt. Vi har altså et interessefællesskab.
FISK & FRI: Mener du, at DSF i de sidste par år har tilgodeset grupper som søfiskere og havfiskere godt nok? – og kan der eventuelt være en sammenhæng mellem dette og manglende tilslutning til DSF?
– Jeg er ikke bekendt med, at DSF skulle have siddet krav eller ønsker fra søfiskere og havfiskere overhørigt. DSF er en demokratisk organisation, hvor indflydelse kommer indefra som resultat af en aktiv indsats. Den mulighed er lige så åben for sø- og havfiskere som for alle andre sportsfiskere.
FISK & FRI: Vil du som formand for DSF bakke op om en udvikling, der går i af en højre biodiversitet af oprindeligt og naturligt forekommende arter i de vandsystemer, hvor man kan dokumentere, at de har forekommet naturligt? Det gælder fx sandart og malle?
– DSF´s politik er helt klar: Vi arbejder for, at alle biotoper rummer optimal biodiversitet med udgangspunkt i hjemmehørende arter, siger Preben.
FISK & FRI: §7 udvalget kun har én faglig rådgiver – nemlig DTU Aqua, som selv er med til at foreslå og rådgive omkring de projekter, som de bagefter selv automatisk får og prissætter – tilsyneladende uden at nogen – heller ikke DSF – stiller spørgsmål om prisen. Mener du, at det er sundt, at man i §7 ikke overholder et helt almindeligt armslængde princip, og tror du de danske lystfiskere får mere for pengene ved at man ikke udsætte prissætningen af forskellige projekter for konkurrence?
– DSF ønsker den højest opnåelige, faglige kvalitet af den biologiske rådgivning. Vi har ikke nogen forudfattet holdning til, hvor den skal komme fra – ligesom vi heller ikke har nogen ideologisk holdning til, hvor den ikke kan komme fra.
FISK & FRI: Hvis projekter betalt af Fiskeplejemidlerne over en bred kam risikerer at koste alt for meget, fordi de ikke er konkurrenceudsat, betyder det omvendt, at vi lystfiskere måske kunne få meget mere natur, miljø og fisk for pengene, hvis projekterne blev konkurrenceudsat. I efteråret afslørede samt dokumenterede Fisk & Fri, at DTU Aquas projekt ”Søhåndbogen” til knapt 3,8 millioner kroner finansieret af de danske lystfiskere via Fisketegnsmidlerne, kunne have været lavet for cirka 3 millioner kroner mindre. På trods af gentagne spørgsmål til regnskabet, hemmeligholder DTU Aqua stadig detaljerne i regnskabet, hvor forbruget af timer ligger cirka 700 % over det, man med rette kunne forvente. Mener du som potentielt kommende formand for DSF og dermed lystfiskenes repræsentant i §7, at det er rimeligt, at DTU Aqua med fuldt overlæg skjuler alle væsentlige detaljer i et regnskab, hvor man med afsæt i solid baggrundsdokumentation og ekspertudtalelser fra forskere i samme felt, kan sandsynliggøre en ekstrem overpris? Vil du som evt formand for DSF mene det er rimeligt, at der er fuld transparens i regnskaberne for de projekter lystfiskerne betaler DTU Aqua for at lave? – og/eller vil du som evt formand for DSF rejse krav om, at DTU Aqua offentligt redegør for ”Søhåndbogens” regnskab?
– Jeg ønsker ikke at indgå i en hypotetisk debat baseret på Fisk & Fris antagelser og forudfattede holdninger omkring DTU Aqua, svarer Preben. – Jeg forholder mig udelukkende til kendsgerninger. Det siger sig selv, at DSF arbejder for at vi får optimalt udbytte af fisketegnsmidlerne, slutter han.
FISK & FRI: Med afsæt i det sidste svar har vi givet Preben Thomsen disse tre afrundende spørgsmål:
1) Hvorfor snakker du om ”hypotetisk debat baseret på Fisk & Fris antagelser”? – Fisk & Fri har i ovennævnte artikel netop fået uvildige ekspertudtalelser fra forskningsmiljøet om hvor lang tid ting tager at lave – hvormed estimaterne faktisk tager udgangspunkt i noget meget konkret.
2) Kan du præcisere, hvorfor du mener Fisk & Fri er forudfattet? Fisk & Fri stiller blot de spørgsmål, som DSF måske selv burde have stillet i §7 udvalget, hvis man fra DSF´s side ønskede at tage ansvar for, at lystfiskernes penge fra Fisketegnsmidlerne blev anvendt optimalt, så man får mest muligt for pengene?
3) Vil du som evt formand for DSF mene det er rimeligt, at der er fuld transparens i regnskaberne for de projekter lystfiskerne betaler DTU Aqua for at lave? Du svarer ikke på dette spørgsmål: Er det fordi du mener det er rimeligt,a DTU Aqua, som det er tilfældet pt, skjuler detaljer i regnskaberne for offentligheden og de danske lystfiskere?
Preben Thomsen har desværre ikke ønsket at besvare disse spørgsmål.
mar 2, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I weekenden d. 14-15 marts samles Danmarks Sportsfiskerforbunds delegerede for at træffe store beslutninger for DSF. Til kongressen er to kandidater opstillet til valg som formand for DSF. Fisk & Fri har stillet de to kandidater – Torben Kaas fra Kokkedal på Sjælland og Preben Thomsen fra Dybbøl i Jylland – en række vigtige spørgsmål. Vi lægger ud med Torben Kaas og følger op med Preben Thomsen snarest.
AF JENS BURSELL
FISK & FRI: DSF har haft mange gode projekter gennem årene. Men – er der nogle områder, hvor du vil ændre den kurs man har set fra DSF gennem de sidste par år, hvis du bliver valgt som formand for DSF? Hvis ja – hvilke?
– DSF har ført en stærk miljø- og naturlinje, som er anerkendt vidt omkring i organisationer, hos myndigheder og blandt politikere, svarer Torben Kaas. – Det har placeret os som en af de centrale grønne organisationer og i praksis som den eneste grønne organisation, der for alvor ved, hvad der sker under vandoverfladen. Desuden har DSF brugt en del ressourcer på IT-støtte til medlemmerne i form af et medlemssystem, en hjemmesideplatform og fiskekort.dk.
– DSF er nu rustet til at tage fat på opgaven med at samle danske lystfiskere under DSF-paraplyen. Der forestår simpelthen en vigtig opgave med at overbevise de mange foreninger og individuelle lystfiskere uden for fællesskabet om, at de skal være med. Vi skal som noget af det første tage fat på at vende medlemsudviklingen.
– Opgaven med at sikre danske lystfiskeres adgang og rettigheder ved fiskevandet bliver også større i disse år. Vi skal gå ind i arbejdet med bag limits, kvoter, adgang til fiskevande på offentlige arealer, adgang til kysterne og på havet og alle de mange andre ting, der betyder, at mennesker med almindelig indkomst kan komme ud at fiske med stang og få lov at tage deres fisk med hjem.
Fisk & Fri: Hvad vil du helt konkret gøre for at søge at samle alle danske lystfiskere under DSF? Skal der en markant ændring af DSFs tidligere kurs til for at lokke ikke-medlemmer ind i organisationen, eller er det nok med andre tiltag – fx billigere kontingenter eller flere medlemsfordele?
– DSF skal ikke være noget, man skal lokkes ind i, siger Torben Kaas. – DSF skal være relevant for alle lystfiskere og derfor noget, man tilvælger. På længere sigt handler det om, at vi gør det rigtige igen og igen, og at vi får fortalt historien om, hvem vi er, og hvad vi gør. Jeg tror ikke, at DSF altid har været lydhør nok overfor de foreninger, som forlod forbundet, eller som aldrig kom ind.
– Jeg kommer til at tage en dialog med foreningerne og høre, hvad der afholder dem fra at blive en del af fællesskabet og dermed afholder dem fra at bidrage til at skabe løsningerne for alle lystfiskere.
– Jeg ved, at der for en del foreningers vedkommende er helt konkrete historier, som gør, at de står udenfor. Som et nyt ansigt kan jeg gå fordomsfrit til foreningerne og starte forfra med at genopbygge tillid og finde de løsninger, der kan bringe foreningerne ind i DSF, uden DSF skal gå på kompromis med sine grundværdier. Jeg kommer til at lytte meget i min første tid i formandsstolen.
Fisk & Fri: DSF har tidligere støttet op om tiltag, der øger tilstrømning af turister – eksempelvis Fishing Zealand. Med brakvandsgeddefiskeriet, har man promoveret et fiskeri voldsomt og dermed øget fiskepresset markant lang tid inden, at man reelt set havde forbedret fiskebestandene. Eller sagt på en anden måde – den øgede fisketurisme DSF har støttet op om, har næppe været bæredygtig, fordi man har solgt skindet, før bjørnen var skudt. Hvad vil du som evt kommende formand for DSF gøre for at sikre, at ”Lystfiskerstrategien” kommer til at foregå bæredygtigt? Vil vi med dig som formand for DSF se en organisation, der sætter hælene i over for Lystfiskerstrategien, hvis det er evident, at man ikke når at forøge fiskebestandenes størrelse væsentligt, inden det tidspunkt, hvor man starter den store markedsføring af Danmark som lystfiskerland? – hvilket er i foråret 2021.
– Igen handler det om dialog med foreningerne, fortsætter Torben. – Jeg tror på, at vi har god gavn af at arbejde sammen med turismen, fordi det er en stærk måde at sætte værdi på det rekreative lystfiskeri. Det har vi set på Bornholm, hvor lystfiskere og turisterhverv gik sammen om at få ændret reglerne for rekreativt fiskeri langs kysten på en måde, så man kun må tage tre havørreder dagligt pr. mand eller pr. båd. Det har nedsat trykket fra garnfiskere betydeligt til stor gavn for lystfiskerne – både turisterne og de fastboende.
– På den anden side har vi Fishing Zealand, som har givet anledning til problemer, fordi fisketrykket nogle steder blev for stort. Her har dialogen med foreningerne ikke været god nok. Fishing Zealand og foreningerne skal i fællesskab planlægge kampagnerne for på den måde at få lystfiskerturisterne hen til de steder, der kan bære det. Når vi skal argumentere for gode forhold for lystfiskere, så har vi brug for turisterhvervets hjælp til at sætte beløb på værdien af en fisk fanget på stang. Vi er også selv lystfiskerturister i Norge, Sverige og resten af Verden og vil gerne give lidt igen. Men det skal ske i samarbejde med foreningerne, så alle ender med at få en god oplevelse ud af det.
Fisk & Fri: Mener du, at DSF i de sidste par år har tilgodeset grupper som søfiskere og havfiskere godt nok? – og kan der eventuelt være en sammenhæng mellem dette og manglende tilslutning til DSF?
– DSF har en meget stærk medlemsbase i Jylland, hvor åerne af gode grunde fylder meget, understreger Torben. – DSF skal naturligvis fortsætte med at støtte disse mange foreninger og deres gode arbejde. Når vi står svagt på Sjælland og øerne, så er der helt åbenlyst et problem, men om det skyldes manglende synlighed omkring sø- og havfiskeri, eller om det har andre årsager, det ved jeg ikke nok om til at handle på det. Nu skal jeg ud at tale med lystfiskerforeninger på øerne også, og så skal jeg høre, hvorfor de ikke ønsker at være med i fællesskabet. Så ser vi på, hvad vi kan gøre for igen at blive relevante for dem.

Torben Kaas med en smuk lille aborre. Torben kommer fra Kokkedal på Sjælland.
Fisk & Fri: Vil du som formand for DSF bakke op om en udvikling, der går i retning af en højre biodiversitet af oprindeligt og naturligt forekommende arter i de vandsystemer, hvor man kan dokumentere, at de har forekommet naturligt? Det gælder fx sandart og malle?
– Med mig som formand kommer DSF til at fortsætte sit arbejde for en høj biodiversitet og selvbærende fiskebestande. Det har været den helt centrale opgave for DSF siden stiftelsen i 1938. Kan vi dokumentere, at en art er naturligt hjemhørende i et vandsystem eller i havet omkring Danmark, så skal vi også arbejde for at beskytte den og genskabe bestanden.
Fisk & Fri: §7 udvalget kun har én faglig rådgiver – nemlig DTU Aqua, som selv er med til at foreslå og rådgive omkring de projekter, som de bagefter selv automatisk får og prissætter – tilsyneladende uden at nogen – heller ikke DSF – stiller spørgsmål om prisen. Mener du, at det er sundt, at man i §7 ikke overholder et helt almindeligt armslængde princip, og tror du de danske lystfiskere får mere for pengene ved at man ikke udsætte prissætningen af forskellige projekter for konkurrence?
– Jeg er tilhænger af fri konkurrence, siger Torben. – Derfor mener jeg, at opgaver skal konkurrenceudsættes for at få den rigtige pris og kvalitet. Jeg er også tilhænger af armslængdeprincippet, som i dette tilfælde betyder, at man ikke kan sidde med ved bordet om fordeling af opgaver, når man selv byder ind på opgaverne.
– Jeg er simpelthen ikke godt nok inde i, hvordan tingene er foregået i §7-udvalget til, at jeg kan have en holdning til, om man her har taget de rette hensyn til armslængde og konkurrenceudsætning.
Fisk & Fri: Hvis projekter betalt af Fiskeplejemidlerne over en bred kam risikerer at koste alt for meget, fordi de ikke er konkurrenceudsat, betyder det omvendt, at vi lystfiskere måske kunne få meget mere natur, miljø og fisk for pengene, hvis projekterne blev konkurrenceudsat. I efteråret afslørede samt dokumenterede Fisk & Fri, at DTU Aquas projekt ”Søhåndbogen” til knapt 3,8 millioner kroner finansieret af de danske lystfiskere via Fisketegnsmidlerne, kunne have været lavet for cirka 3 millioner kroner mindre. På trods af gentagne spørgsmål til regnskabet, hemmeligholder DTU Aqua stadig detaljerne i regnskabet, hvor forbruget af timer ligger cirka 700 % over det, man med rette kunne forvente. Mener du som potentielt kommende formand for DSF og dermed lystfiskenes repræsentant i §7, at det er rimeligt, at DTU Aqua med fuldt overlæg skjuler alle væsentlige detaljer i et regnskab, hvor man med afsæt i solid baggrundsdokumentation og ekspertudtalelser fra forskere i samme felt, kan sandsynliggøre en ekstrem overpris? Vil du som evt formand for DSF mene det er rimeligt, at der er fuld transparens i regnskaberne for de projekter lystfiskerne betaler DTU Aqua for at lave? – og/eller vil du som evt formand for DSF rejse krav om, at DTU Aqua offentligt redegør for ”Søhåndbogens” regnskab?
– Fisketegnsmidlerne skal bruges til det formål, de bliver opkrævet til, pointerer Torben. – Det betyder blandt andet, at de skal administreres med ydmyghed og med sparsommelighed, så vi får mest muligt for pengene.
– Når puljemidler bliver givet til projekter, så er det almindelig god forvaltning, at man beder om et regnskab, senest når den sidste del af pengene skal udbetales.
– Jeg kender ikke sagen om Søhåndbogen godt nok til at udtale mig om, hvorvidt jeg er enig i, at der er begået fejl, og hvem der i givet fald har begået dem. Men jeg vil gerne sige tydeligt, at der skal være åbenhed om økonomien i de projekter, fisketegnsmidlerne bliver brugt til. Det vil med mig i formandsstolen være DSFs klare forventning til arbejdsmåden i §7-udvalget, slutter Torben.
Vi følger op med de præcis de samme spørgsmål til den anden kandidat Preben Thomsen imorgen på fiskogfri.dk
maj 13, 2016 | Nyheder

Ved at bruge langt mindre kroge monteret direkte i forfanget – som eksempelvis på release-taklet nederst til højre – minimeres unødige skader på fisken ved catch & release fiskeri set i forhold til fx det traditionelle hardbait med kæmpsestore trekroge, som ses øverst til venstre.
I vores debatføjleton om catch & release får du her det tredje af de spørgsmål, som DSF alligevel ikke ønsker at debattere:
Fisk & Fri: ”Som man kan læse i Fisk & Fri 4/2016 i artiklen ”Paradigmeskift i catch & release” er de traditionelle metoder til geddefiskeri med kunstagn meget langt fra at leve op til de officielle anbefalinger om skånsomt fiskeri fra www.fiskepleje.dk.
DSF har igennem sit arrangement i fx Fishing Zealand tilskyndet til en øget tilstrømning af fisketurister til brakvandsgeddefiskeriet, med udgangspunkt i, at det skal foregå på en skånsom og bæredygtig måde. Hvad har DSF tænkt sig at gøre for at sikre, at catch & release fiskeriet efter gedder, som tilføjer fiskene unødig skade samt pt ikke lever op til DTU Aquas anbefalinger – fremover vil blive mere skånsomt og bæredygtigt – både på individ og populationsniveau?
maj 12, 2016 | Nyheder

Dybe krogninger tegner sig for en stor del af dødeligheden ved catch & release fiskeri – en problematik DTU Aqua søger ændret med deres nye anbefalinger på www.fiskepleje.dk (http://www.fiskepleje.dk/Vandloeb/fiskeriregulering/genudsaette_fisk)
I vores ”debat-serie” om catch & release får du her det andet af de spørgsmål, som DSF alligevel ikke ønsker at debattere
Fisk & Fri: ”Forskning viser, at netop dybe krogninger og deraf associerede følgeskader i høj grad er ansvarlige for en stor del af dødeligheden ved catch & release.
Anderkender DSF, at hovedparten af alle traditionelle metoder til catch & release fiskeri med kunstagn – fx store gennemløbere, fastmonterede blink, spinnere, woblere, jerkbaits og softbaits – generelt ikke muliggør afkrogning under vand ved dybe krogninger – og at de derfor kan påføre både individer og fiskepopulation unødig skade? Hvis ikke DSF anderkender dette – begrund venligst årsagen med afsæt i facts og konkrete eksempler med udgangspunkt i de enkelte metoder nævnt ovenfor.
sep 2, 2014 | Nyheder
Hvis du er mellem 14 og 17 år og vild med at fiske, så tilbyder Danmarks Sportsfiskerforbund dig den bedste og sjoveste fiskeuddannelse.
Hvert år inviterer Danmarks Sportsfiskerforbund alle sine unge medlemmer på en hel uge med fisketure, grejfremstilling, foredrag, kammeratskab og højt humør.
Anledningen er forbundets traditionsrige juniorlederkursus (JLK), der afvikles fra mandag den 13. til lørdag den 18. oktober i uge 42 i skolernes efterårsferie på Aalestrup Naturefterskole.
Dygtige instruktører fra Sportsfiskerforbundet guider dig igennem en tætpakket fiskeuge og udvider din viden inden for alle typer af fiskeri. Og samtidig bliver du en rigtig god juniorleder hjemme i foreningen.
Læs mere om juniorlederkurset og tilmeld dig allerede nu ved at klikke her.