feb 28, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Lettere mirakuløst lykkedes det at lande denne tandbesatte, gamle kriger af en bull trout på en fjerlet tørfluestang og et spinkelt 0,18 mm forfang.
Bjergfloderne i det østlige hjørne af den Canadiske delstat British Columbia huser en hårdtfightende og voldsom rovfisk, som kun de færreste kender til. Den er disse afsidesliggende egnes ukronede konge, og i dens nærvær kan ingen anden fisk i princippet vide sig sikker. Følg med til Fairmont Hot Springs, hvor jagten på BC’s brutale bull trout går ind.
AF RASMUS OVESEN
JEG HAR EFTERHÅNDEN rejst en del rundt i British Columbia med fluefiskeri for øje og har sat en ære i at udforske egne som ikke er udsat for et fiskepres af nævneværdig karakter – og dem er der mange af. Undervejs er jeg til stadighed blevet overrasket over, hvor varieret og spændende et fiskeri netop denne canadiske delstat byder på. Og for hvert nyt – tilsyneladende uberørte og oversete – fiskevand jeg på egen hånd er faldet over, er jeg af lokale fiskere og guides blevet indviet i et utal af lignende vande, hvor fiskene om muligt er endnu større og vildere. Ikke blot naturen i British Columbia er overvældende – det er fiskemulighederne så sandelig også.
Min måde at håndtere denne på mange måder stressfremkaldende mængde tillokkende fiskevande, er at reducere summen af valg, ved simpelthen at målrette mit fiskeri de arter, som er særegne for de egne, jeg fisker i. Denne tilgang harmonerer samtidig meget fint med min almene besættelse af at tilføje nye arter til min liste over fluefangede fisk.
Bull trout’en er udrydningstruet i flere stater, så det giver god mening at genudsætte dem.
Efter bull trout i British Columbia
På en tidligere rejse til det østlige hjørne af British Columbia møder jeg Stephane Gallant; en forhenværende guide i Fairmont Hot Springs området, hvis hjerte banker for et helt specielt fiskeri efter en stor, sky og svært tilgængelig fisk, som kun de færreste kender til: bull trout’en – eller på dansk tyreørreden. Det er en fisk, som er den ukronede konge over disse fjernt beliggende og kuperede egnes floder – en fisk, som er lige så berygtet for sin glubskhed, størrelse og styrke, som den er for at være flygtig og undvigende.
Dengang tog Stephane mig med op i bjergene, hvor vi fangede utallige hjerteskærende smukke kildeørreder på græshoppeimitationer i en lille klarvandet bjergstrøm, men jeg glemte aldrig hans fortællinger om bull trout fiskeriet i området. Da jeg i 2008 er i British Columbia igen, tager jeg derfor kontakt til Stephane for at høre, om ikke han har tid og lyst til at tage mig med på noget bull trout fiskeri. Han understreger, at det ikke er nemt, men til mit store held takker han ja.
Afsted efter bull trouts
En tidlig morgen i slutningen af august mødes jeg med Stephane i Fairmont Hot Springs, og sammen kører vi små 30 kilometer op i de træklædte bjerge ad små, snørklede og støvende grusveje. Efter længere tids kørsel, og en længere søgen efter et afmærket træ – et grantræ i vejsiden hvis indhuggede kryds efterhånden er dækket af træsafter, harpiks og ny bark – er vi endelig ved den plads, vi skal affiske. Floden kan kun lige akkurat skimtes igennem træerne langt nede, og der kan ikke være mange, som kender til denne plads.
Den ene dybe, smaragdblå pool afløser den anden i de smukke bjergfloder i Fairmont Hot Springs området.
Der er en særdeles stejl nedstigning foran os, inden vi indfinder os ved den første store pool; et stort sving på floden med dybt og ginklart vand iscenesat af bregnevækst, udhængende træer og en høj, eroderet skråning. Som vi står nede ved vandet og sceneriet udfolder sig for mine øjne i sin helhed, må jeg give Stephane ret i, at her er akkurat lige så smukt, som han med stor lidenskab og vidtløftige vendinger har fastholdt på vejen herop i bilen.
Egentlig er floden heroppe mest kendt for sit fine cutthroat ørred fiskeri, men der er også en bestand af stationære bull trout, og i sensommeren og efteråret trækker yderligere mængder af bull trout op i floden for at gyde. De udvikler et magisk orange skær, betagende lilla og lyserøde pletter, og finneflankerne markeres af iøjnefaldende hvide aftegninger. Vi spejder forgæves efter fiskene, men har ikke held med at spotte nogen. I stedet vælger vi at affiske poolen og hele strækket opefter med det lette fluegrej, som vi også har medbragt; #4 stænger, spinkle forfang og små tørfluer. Cutthroat ørrederne hugger velvilligt på vores tørfluer, og i løbet af et par timer har vi begge haft adskillige smukt aftegnede cutthroat ørreder inde og vende.
Cutthroat trout i stedet for en bull trout
Dagen er i det store og hele reddet, men jeg har endnu ikke helt opgivet tanken om at fange en bulltrout. Som vi følges ad yderligere opstrøms fryser Stephane pludseligt og peger med udstrakt arm og et stift blik på vandet ovenover. I hovedstrømmen umiddelbart op – strøms og på relativt lavt vand, ser jeg, hvad Stephane har øjnet: en fisk af betragtelig størrelse af – sløret kun af de hvide flanker langs finnerne og en svag antydning af orange. Fisken nærmest sidder på bunden af floden.
Jeg forsøger at fiske en streamer henover fisken, men det hele ender med, at den flygter og søger læ i en dyb pool længere oppe ad floden. Kort efter begiver vi os tilbage mod bilen og er egentligt indstillede på at stoppe fiskeriet. Vi vil dog lige give den store pool, umiddelbart under det sted hvor bilen holder parkeret, et sidste forsøg. Her får jeg øje på noget stort umiddelbart neden for os – en bull trout i gydedragt, der trods sine farvestrålende flanker er forbavsende godt kamoufleret på bunden, og som kun indimellem – når flodens forræderiske overfladefilm tillader det – er synlig. Stephane – snarrådig som han er – får hurtigt sat en streamer på samt et par splithagl op af forfanget. Han kaster et stykke opstrøms fisken, og giver fluen behørig tid til at synke inden han påbegynder indtrækningen.
De stationære bull trouts, er ganske diskrete i deres farvetoning. Men selv en bull trout i gydedragt kan være vanskelig at få øje på, og som oftest er det udelukkende fiskens kridhvide finneflanker, der afslører fisken.
Linen stopper brat ude i strømmen, Stephane strammer op og kan nu mærke nogle særdeles solide hug i stangen. Vi er begge sikre på, at han har kroget den store fisk i dybet, men da han får fightet fisken til overfladen, viser det sig, at han har fejlkroget en cutthroat ørred på omkring 36 centimeter.
Skuffelsen når dog ikke at manifestere sig, for netop som cutthroat ørreden bryder overfladen, ser vi en voldsom orange side slå umiddelbart under den fejlkrogede fisk. Bull trout’en i dybet rører på sig, og vi ser måbende til, mens den i flere gange angriber den panikslagne cutthroat ørred, som nu befinder sig i en særdeles prækær situation. Gang på gang forsøger den at flygte fra standpladsen nær vores bred, og gang på gang bliver den angrebet af den agiterede bull trout, som tydeligvis ikke sætter pris på alt postyret i dens private pool. I mellemtiden har jeg fået bundet en ny flue på – en (i forhold til grejsammensætningen) kæmpestor streamer. Stephane får fightet cutthroat ørreden det sidste stykke ind og får den genudsat, og jeg sender nu en lang række kast opstrøms den store fisk i dybet i håbet om, at den store streamer får tilstrækkeligt tid til at nå den rigtige dybde inden standpladsen passeres. Intet sker.
Endelig hugger en stor bull trout fluen
Jeg tager et sidste kast – langt opstrøms fisken, og lader fluen synke mod bunden. Midt i en afsluttende bemærkning henvendt til Stephane, strammes linen kraftigt op, og jeg mærker nogle tunge sug i fluestangen. Bull trout’en har taget min streamer og slår hårdt og brutalt om sig i dybet. I det øjeblik bliver jeg klar over det absurde i situationen og ikke mindst den åbenlyse uoverensstemmelse mellem størrelsen på den voldsomt utilfredse fisk i dybet og det lette tørfluegrej i mine hænder.
Fisken begynder at pløje uimodståeligt af sted mod modsatte bred, og jeg gør mit bedste for at holde fast. Jeg vil inderligt gerne lande denne fisk, men jeg er enormt nervøs ved den spinkle 0.18 mm forfangsspids, som formentlig sidder på tværs af fiskens tandbesatte kæft. Jeg kan følge fisken i det klare vand og kan se dens desperate manøvrer for at slippe af med fluen. Efter et langt sejt træk på tværs af strømmen har fisken nu fundet sig til rette ved bunden, hvor den slår sit store hoved fra side til side.
I min eufori og overspændthed slår jeg en skinger latter op, hvilket får en tydeligt bekymret Stephane til at prøve at tale mig lidt til ro. Det hjælper, og selvom jeg egentlig har accepteret, at jeg med den håbløse grejsammensætning er i fiskens vold, og at sandsynligheden for at jeg lander fisken, er uendelig lille, spirer i mig en ukuelig tro på, at det hele rent faktisk kan lykkes.
Fluerne til bull trout fiskeriet skal være store, pulserende og tilstrækkeligt tunge til, at de kan nå ned i de dybe huller, hvor fisken holder til.
En hård fight med bull trout´en
Efter flere tunge ture på tværs af floden, og et faretruende løb ned mod et stryg med stærk strøm, hvor jeg lægger maksimalt sidepres på fisken, får jeg endeligt sporet den hen imod Stephane, som står klar med mit lille snesko ørrednet. I første forsøg får han – med hovedet først – bugseret fisken i nettet, og får den bragt op på bredden. Det meste af fiskens bagkrop stikker ud af nettet, men bull trout’en er på land. Den er 83 centimeter lang, vejer omkring seks kilo, er relativt gammel, men i mine øjne smuk, og så sidder fluen dybt forankret nede i fiskens tandbesatte gab.
Vores forløsende jubelråb kastes frem og tilbage på de stejle bjergskråninger og forvrænges i serier af messende ekkoer. Jeg omfavner Stephane; dybt taknemmelig og euforisk. I det øjeblik overlapper vores bevidstheder, og jeg ser med den klareste indsigt og forståelse Stephane’s fascination af denne voldsomme og betagende fisk, som i sandhed er de canadiske bjergfloders ubestridte hersker.
TRODS NAVNET er bull trout’en egentlig ikke en ørred, men et medlem af char slægten som tæller kildeørred, (amerikansk) søørred, rødding og dolly varden. Char slægten er udbredt længere nordpå end nogen anden ferskvandsart bortset fra Alaskan Blackfish. Tidligere strakte bull trout’ens udbredningsbælte sig fra det nordlige Californien til det sydlige Alaska. Desværre har fiskens sårbarhed overfor menneskelig aktivitet, dens ufravigelige eksistenskrav om koldt og rent vand, samt særligt komplekse habitatsammensætninger minimeret bestandene særdeles drastisk.
Det, som rent fysiologisk adskiller bull trout’en og char slægten fra almindelige ørreder, er først og fremmest forskelle i skellettet, hvilket medfører at bull trout’en har et langt større hoved, større tænder og en mere slank og langstrakt krop end almindelige ørreder. Det er en rigtig rovfisk, som på flere punkter – herunder adfærd – minder mere om en gedde end om en ørred. Bull trout’en holder til i flodernes dybe partier, hvor store sten, vandmættede træstammer og klippestrukturer yder læ, og ikke mindst skjul i dagtimerne. Den har en forkærlighed for byttefisk såsom helt, cutthroat ørreder og regnbueørreder, og er lynhurtig, opportunistisk og revirhævdende. Under gunstige forhold kan den blive ganske gammel – op imod 12 år – og så kan den nå vægte på op til 16 kilo. I det østlige hjørne af British Columbia er det især White River, Kootenai River, Bull River, Elk River og Castlegar River, som huser bestande af store bull trout.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Underskønne kildeørreder er der også mange af i Fairmont Hot Springs området. Her er det en fisk fra en lille bjergsø.
jun 12, 2025 | Nyheder
Farvandet ud for Vancouver Island i det vestlige Canada byder på et spændende trollingfiskeri efter blandt andet laks: – Fiskedagen startede meget tidligt, hvor vi mødte op på havnen i Campbell River, fortæller Birk Tanderup Sørensen på 9 år. – Vi sejlede ud med en motorbåd til det første sted, vi skulle fiske.
– Ude på fiskepladsen kastede vi snøren i vandet, og for enden af linen sad der en hvid og grøn wobler. Få minutter efter var der hug. Efter et hårdt modhug startede fighten, og det blev en hård kamp, men det lykkedes mig at få den op. Det var en flot og blank chinock laks på 61cm, men den var 1cm fra at vi måtte tage den med hjem.
– I alt fangede vi fire chinock laks og vi måtte tage én med hjem. Bagefter sejlede vi hen til et andet sted, hvor vi skulle fiske efter coho laks. Det var aktivt fiskeri, hvor der kom mange bid og der blev fanget mange coho laks. Her fik vi seks flotte laks på køl, da alle vilde coho laks med fedtfinne skulle slippes fri igen. Vi fangede i alt femten laks, og det var en fantastisk dag, slutter han.
Birk deltager som alle andre, der i 2025 indsender en fangstrapport eller ny artikel til fiskogfri.dk, i lodtrækningen om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, som du kan læse mere om her.
nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
nov 19, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Jan Lykkegaard med en blank kongelaks fanget på flåd og blød perle.
British Columbia byder i efteråret på et fantastisk laksefiskeri. Følg med Anders Lykkegård til fiskeparadiset i Canada og få inspiration til din næste fiskerejse.
AF ANDERS LYKKEGAARD
MERE END 200 LAKS blev resultatet af endnu et besøg i Chilliwack- og Vedder River i British Colombia. I perioden 1-14. oktober 2023 var vi fem mand, som var draget afsted til dette fantastiske sted øst for Vancouver, hvor vi igen måtte sande, at fiskeriet, naturen og den generelle oplevelse bestemt ikke svigtede.
Lad det være sagt med det samme, i højsæsonen, som typisk er slut september til midt/slut oktober, skal du være klar på at dele fiskevand med mange andre fiskere – rigtig mange fiskere. Både andre fisketurister som os selv, men også mange lokale. Men kan man indordne sig under disse forhold samt lægge lidt kilometer i benene og udforske floden, så kan du finde pladser, som ikke er så fyldte og du kan også finde pladser, hvor der er rigeligt med fisk. Som herhjemme, så er det ofte pladser tæt på en parkeringsplads, som bliver fyldt først og fyldt mest. Så brug gerne lidt tid på selv at udforske – eller stå tidligt op.
Fire laksearter på én gang
I den periode vi var afsted, var der fire laksearter tilstede i floden; Kongelaks (chinook), sølvlaks (coho), pukkellaks (pink salmon) og hundelaks (chum salmon). Kongelaksen er den største art, mens sølvlaksen er den klart bedste spisefisk. Den kan dog være ret svær at fange, da den er meget sky og bedst fanges ved solop- eller nedgang.
Selvom vi har været der før, så ændrer floden sig hele tiden, og der går typisk en dag eller to, før man får indstillet sig grej, sit setup og den generelle fisketeknik på de forskellige pladser. Vandstand, vandføring, sten, træer, sving osv. har uendeligt meget at sige i forhold til fiskens tilstedeværelse vs. tidligere besøg.
Anders Lykkegaard med en kongelaks fanget på flåd med en lille hård perle.
Flådfiskeri efter laks
Laksene kan fanges på meget forskelligt grej, men det der uden tvivl fiskes allermest med er flåd – også kaldet en ”bobber” eller ”float”. Som endegrej under flådet fiskes der typisk med rogn, uldgarn eller perler i diverse størrelser, densitet og farver. Det er svært at sige, hvad der virker bedst, da der er så uendeligt mange faktorer, som spiller ind – så det bedste råd er, at prøve sig frem. Kan du se, at der er fisk på pladsen, og kan du se andre der fanger fisk og du ikke gør, så gør du noget forkert. Justér derfor afstanden mellem flåd og vægt, længden på dit forfang, størrelsen på din perle eller noget andet – og spørg gerne fiskeren ved siden af, for de hjælper som regel gerne. Det gælder ganske enkelt om at have sin perle eller lignende i den rigtige dybde, så krogen nærmest kan drive ind i munden på laksen.
Fluefiskeri efter laksene
Ud over flådfiskeri, så er fluefiskeri også både en effektiv og sjov måde at fange laksene på. Her stilles der dog store krav til dit line setup og du skal være forberedt på at have et stort udvalg af liner med. Jeg vil ikke gennemgå dette her, da der igen er rigtig mange forskellige setups afhængig af den plads du fisker. Som endegrej på fluestangen havde jeg stor succes med æggeimitationer, men faktisk også helt små fluer a la kobberbassen (i forskellige farver), som vi kender fra det danske kystfiskeri. Man skal generelt ikke være bange for at gå langt ned i krogstørrelse, blot krogen er af god og kraftig kvalitet.
Spinnere er også en mulighed, men det er ikke det, der fiskes mest med. Fangstoplevelsen med spinnere kan dog være væsentlig anderledes, da det virker til at laksen hugger mere aktivt på spinneren end i hvert fald på flåd. Spinner og flue kan lidt det samme, og kan være en god variation til flådfiskeriet. En god allround spinner vil være en størrelse 3 eller 4 med et bredt spinnerblad, gerne i sølv eller kobber. Jigs er også en mulighed, man da det ikke var en teknik vi praktiserede særlig meget, så kommer jeg ikke nærmere ind på det.
Om laksen hugger aktivt på dit agn eller ej, det vil altid være et emne, som er til debat. Biologien siger, at når først laksen er gået op i floden for at gyde, så tager den ikke føde til sig. Med dette in mente, hvorfor så imitere noget, som ligner føde? Den hyppigste teori, og som jeg nok også hælder mest til er, at laksen hugger, fordi den er territorial. Jeg oplevede flere gange på pladser, hvor laksene jagede hinanden væk fra hinandens standpladser, at de huggede mere aktivt på fluen end ellers.
Jesper Halliday med en stor kongelaks på over 100 cm fanget på flåd med uldgarn.
Laksefiskeriet æder grej i rå mængder
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi mistede meget grej – rigtig meget grej. Dette kommer hver gang som en overraskelse, men det er en nødvendig konsekvens for at fiske effektivt og fiske der, hvor fisken er. Man hænger ofte fast i store sten, rødder og lign., men det er der, hvor fisken holder pause og det er der, hvor de samles. Og så skal det også siges, at man mister en del grej på selve laksen. Vi har at gøre med rigtig store og stærke laks, og får man en af de helt store på krogen, som vil det anerledes end dig, så er der stor risiko for, at lokomotivet er kørt og I ikke ses, samt at dit grej ikke holder. Og en ting er sikkert; man mister mange laks!
Da man ikke har uanede antal kilo. til rådighed i sin kuffert, så er det med at prioritere mellem tøj og grej. Men da fiskegrej er relativ dyrt i Canada, så kan det godt anbefales at have en del grej med hjemmefra. Det gælder både endegrej, men også hjul og stænger. På hver eneste tur vi har været afsted på, er der røget et hjul eller en stang.
Masser af laks og fantastisk natur
Vi landede som nævnt +200 laks samt mistede +400. Der var mange forskellige størrelser, men med de største på +100 cm. og hovedparten var kongelaks. Da der på flere af pladserne er rigtig mange fisk, så skal man også være forberedt på, at en del kan være fejlkroget – det kan ikke undgås helt. Men fisker man koncentreret, med den rette teknik, i den rette dybde samt evt. med cirkelkroge, så vil du fejlkroge langt færre laks. Fejlkroger man en laks, så er det god stil at få den hurtigt ind og afkroget.
Naturen langs Chilliwack- og Vedder River, som egentlig er den samme flod, er helt enestående. Selvom man ikke befinder sig i ødemarken, men tæt på by og vejsystemer, så kan man stadig få følelsen af, at man står i midten af ingenting. Der er store skove og bjerge langs hele floden, og man bør ud over fiskeriet, prioritere at sætte sig ned med en iskold IPA samt en madpakke og bare nyde omgivelserne, selskabet med din fiskegruppe og generelt føle sig beæret over, at være en sådan oplevelse rigere.
Chilliwack River
okt 23, 2023 | Nyheder
Jan Riisager er lige nu i British Columbia i Canada for at fiske River Nass på et stræk, der er omkring 200 kilometer fra havet. – Vi er blevet fløjet ud fra Smithers med helikopter og fisker kun med flue – mere præcist intruder rørfluer typisk i blå, rød og pink. Allerede fra starten af har vi haft et godt fiskeri og har på det første korte tids fiskeri både fået en han på 15-16 lbs og en hun dagen efter på 13-14 lbs.
– Vi fisker med tohånds fluestænger på 12 – 13 fod i klasse 7 og 8 kombineret med let synkende forfang. Vores team består af fem fiskere – en fra USA, tre svenskere og så mig. Vi har været her i to dage, og har endnu 10 dage tilbage. Vejret byder på høj klar, sol samt vind fra nord og frostvejr. Vi bor i en fed lejr med telte, varmt bad og god mad samt to guider, og to der passer lejren.
Læs mere om steelheads i British Columbias vildmark i artiklen her.
Har du selv oplevet nogle vilde fiskeeventyr i efterårsferien, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer og et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk
Lejren Jan Riisager bor i byder på masser af komfort i vildmarken.
jun 3, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Rejsefiskeri
Forfatteren med en stor og stærk kongelaks taget på flue i den smukke Kitimat River.
Er du til strømvand og smukke laks – eller holder du bare af at se masser af bagline? Hvis det er tilfældet, så skylder du dig selv en date med en frisk nystegen blank kongelaks, som er den vildeste fighter, du kan forestille dig. Tag med til B.C.
Af Jesper Lindquist Andersen
SKEENA RIVER: Jeg husker tydeligt den første fisk, der tager min chartreuse grønne intruder-flue. Stangen bliver klasket ned i vandoverfladen. Min korte løkke med løsline bliver strammet op i et kæmpe smæld på stangens klinge, og i samme brøkdel af et sekund brister mit 30 lbs. forfang, som var det sytråd.
Få minutter efter er jeg rigget op på ny og klar igen. Vi ser et parfisk rulle i overfladen i svinget nedstrøms den nakke, min flue svinger hen over. Godt hundrede meter længere nedstrøms nakken, står min makker, og fisker en fin strømkant af, hvor det er helt tydeligt, at fiskene vil trække på indersiden.
Jeg ser, at han strammer stangen op med fast fisk, som han efter et voldsomt udløb mister. Jeg når overhovedet ikke at fordøje, hvad der er sket, før min flue igen stopper. Jeg sætter den modhageløse enkeltkrog solidt i kæben på fisken, som med det samme svarer igen med et voldsomt og aggressivt udløb langt ind i baglinen.
Da der er cirka halvdelen af mine godt 250 meter backing tilbage på hjulet, får jeg endelig styr på fisken og kan først nu begynde en reel fight med den. Efter en lang fight, hvor jeg også har en lille smule at skulle have sagt, lander jeg turens første fisk – en utrolig smuk og knaldblank kongelaks med havlus på halen samt en nærmest frisk duft af saltvand. Der var ingen tvivl om, at disse fisk er helt friske og kommer direkte fra havet.
Man kan helt glemme tid og sted, når man står i disse omgivelser og svinger to-hånds kæppen ud over den smukke Skeena River. Det er dog kun, indtil linen strammes op!
Skeena – det skal nok blive vildt
Jeg har booket to ugers fiskeri på Skeena River og de nærtliggende floder. Vi er en mindre gruppe afsted – og fisker to og to sammen med kyndig guidning fra Jerome og hans team. Jerome er oprindelig fra Holland, men flyttede til Canada for netop at kunne fiske så meget som muligt i de smukke floder, som landet byder på. Siden har han gjort fiskeriet til sin levevej, og har nu den mest charmerende lille lodge beliggende tæt på områdets bedste fiskevande.
Vi skal fiske på tre forskellige floder – den lille idylliske Kitimat River, den lidt større Copper River, som minder en hel del om Gaula i Norge, og så selvfølgelig den store Skeena River, som har nogle af de aller største kongelaks i verden. På de små floder afffisker vi de forskellige pools ved at drifte ned med en gummibnåd, og på Skeena foregår transporten i lynhurtige jetboats. At have flere elve at fiske på, er noget, der optimerer fiskeriet væsentligt, og det er helt sikkert en nødvendighed for at opnå succes. Da vandstanden falder på grund af godt vejr, kan vi nemlig dagen efter flytte ud til et af de større vande, og opleve gode forhold der. Og – da der igen kommer lidt nedbør, kan vi med fordel flytte tilbage igen til de mindre vande, der så igen har god vandstand.
Meget smukkere bliver et nystegen muskelbundt ikke. Her er det Karsten, som slutter turen af med maner, og fanger en drøm af en fisk i sidste time.
Mange af de stærke kongelaks mistes
Den første uge jeg fisker, har jeg en del flere hook ups, og mister flere fisk end jeg lander. Fiskene er helt vilde og i en liga for sig. De første par dage bliver vi fuldstændig revet rundt af de stærke fisk.
Når fisken hugger fluen i et sving, tager den så kontant og hårdt, at forfanget ofte brister – og det på trods af, at vi fisker med tippets i 0.55 – 0.65 mm med en brudstyrke på omkring de 20 kilo. Vi finder derfor hurtigt ud af, hvor meget en god bremse på hjulet betyder – samt ikke mindst vigtigheden af ikke at prøve at hjælpe til med at bremse hjulet med hænderne. Dette resulterede nemlig ofte i et ordentligt smæk over nallerne eller en mistet fisk. Det går så stærkt fra fiskene tager fluen, til de er langt ude i backingen, at man bliver nød til selv at opleve det for rigtig at forstå det.
Som dagene går, får vi dog mere og mere styr på fiskene, og således bliver landingsraten også forbedret markant. Jeg må bare indrømme, at disse fisk er så meget stærkere, end jeg har turde drømme om. Og det samme med den fight og oplevelse de giver en under kampen, der på ingen måde kan sammenlignes med nogen anden fisk i strømvand. Der er ingen tvivl om, at den fight en helt frisk kongelaks giver, når den kun har været i elven et par timer – den er helt unik, og jeg bytter gerne én nystegen med fem farvede kongelaks.
Her er guiderne i gang med at gøre klar til dagens floattrip ned over den legendariske Copper River. At drifte ned over den ene lækre pool efter den anden er noget, der kan tænde enhver laksefisker. Her møder vi sjældent andre fiskere, og vi kan standse på alle de forskellige lækre pladser og pools – fiske dem igennem en gang eller to, for så ig en at fortsætte ned over i vores søgen på fisk.
Tidligt op efter kongelaksene
Fiskeriet foregår typisk fra tidlig morgen og frem, og der er et helt tydeligt et mønster i fiskeriet fra dag et af. Vi kan altid kæmpe os til et par tilbud dagen igennem i de forskellige pools vi fisker, når vi floater ned over elven. Og alle fisk vi fanger er helt friske fra havet. Men alt efter hvor langt oppe i systemet vi fisker, kan vi næsten sætte klokken efter højvandet ude i fjorden. Et vist antal timer efter højvande sker der nemlig det, at vi kan se fisk vise sig i overfladen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det store træk af fisk kommer forbi os, så vi efterfølgende er spændt op med helt friske fisk.
De nye fisk, som kommer trækkende direkte fra havet, har kun opholdt sig ganske få timer i elven, og det er tydeligt, at når de tager fluen – ja, så tænker de kun på en ting… havet! Om det er en fisk på 7 eller 17 kilo, så er der ikke én eneste fisk, der ikke tager mellem 50 og 150 meter backing i første udløb!
Det er ikke hver gang vi vinder over de stærke kongelaks. Grejet bliver presset maksimalt af de store fisk, og det er ekstremt vigtigt, at alt er i orden. Her en god solid stingerkrog, som ikke kunne holde en af de helt store fisk.
Klar til kæmpe chinook
Når det store træk af fisk kommer forbi, så er det med at holde sig til. Vi oplever, hvad der føles som ganske få fisk, der kommer trækkende forbi den ene dag i en pool. Det resulterer i et par tilbud, samt et par landede fisk til to mand på en times tid, hvorefter alt føltes som stille igen, så der igen skal fiskes systematisk ned over et stræk for at finde en fisk eller to, som har stoppet op for en kortere tid på en plads.
Dagen efter kan vi opleve et enkelt træk af fisk, der til gengæld føles, som om det ikke får nogen ende. Særligt én periode giver mulighed for at danse med en god portion fisk. Den vildeste dag jeg oplever, er på Skeena River, hvor min makker og jeg har fat i hele 16 laks i en periode på kun fire timer. Den ene af disse fisk, husker både jeg og min makker Herluf tydeligt. Den var selvfølgelig som alle de andre fisk, konstant langt ude i baglinen. Herluf havde netop mistet to store fisk, men denne fisk ville bare nedstrøms, og vi måtte nu følge efter den. Det var en enestående oplevelse og en fight for livet, idet Herluf først lander fisken mange hundrede meter nede af elven. Og det på trods af, at fisken ”kun” var på cirka 10 kilo.
Unik natur i British Columbia
Naturen i British Columbia er enestående med store skove og snedækkede bjergtoppe. Dyrelivet byder dagligt på ørne, og med lidt held vil der også være chance for at se en grizzlybjørn eller to. Når vi med vores rafts driver ned over floderne og affisker de forskellige pools, møder vi sjældent andre fiskere på elven. De fleste andre, som dyrker det tidlige fiskeri efter de blanke kongelaks, det er lokale, der gør det på pladser, hvor der kan parkeres tæt ved elven. Der kommer først rigtig mange lokale lystfiskere ud på elven lidt senere hen på sommeren, hvor de store træk af de mindre laksetyper som sølvlaks, rødlaks og hundelaks for alvor indtager floderne i Nordamerika.
Vi fisker med andre ord i den skønneste vilde natur, hvor der er god plads til at udforske en masse pændende pladser. Det er et rigtig vildmarkseventyr på trods af, at vi hver aften returnerer til den hyggelige lodge, hvor kokken venter med god mad og et velfortjent glas vin, inden en god nats søvn, som gør os top klar til de næste dage oplevelser.
Fluegrejet til de store kongelaks
Jeg benytter fluestænger på 14-15 fod i # 9 og #10 – samt et godt rummeligt fluehjul med en stærk bremse og plads til 200-400 meter 50 lbs. bagline. Er man heldig at blive spændt op med en af de helt store kæmper på over 20 kilo på Skeena River – ja så er det vigtigt, at man kan nå hen og op i båden – og sætte efter fisken, inden der ikke er mere line på hjulet. Og ja – så sker det, som skete for mig, da jeg løb nedstrøms med en grov fisk, og under fighten pludselig ikke kunne komme længere på grund af et par væltede træer under egen bred. Fisken fortsatte ufortrødent i samme tempo uden at se sig tilbage, og da der kun var ganske få meter bagline tilbage på hjulet, var der kun et at gøre: Holde hårdt mod hårdt, og håbe på det bedste. Fisken vandt selvfølgelig denne fight, da forfanget bristede, men heldigvis fik jeg med nød og næppe reddet mit skydehoved i sidste sekund.
Kongelaks stiger sjældent til fluen, og derfor er det yderst vigtigt, at der fiskes tæt over bunden. Jeg bruger skagit hoved med 15 fods sinktip i T14 g T17 samt fluorocarbon tippet i minimum 30 lbs., hvilket svarer til cirka 0.50 mm. Fluerne er gerne belastede intruder og rørfluer i farverne, gul, grøn, chartreuse og blå. Er vandet grumset, kan en sort flue gøre en stor forskel.
Du kan helt sikkert også lave en tur til B.C. på egen hånd, men vil du være sikker på succes, og ikke gider at, stå side om side med 20 andre fiskere i hver pool – ja, så vil vi helt klart anbefale, at du undersøger mulighederne godt hjemmefra. En erfaren lokal guide med kendskab til området og de enkelte elve giver en kæmpe fordel og sparer dig for både tid samt uheldige situationer.
De guider jeg har fisket med via Jeromes Lodge, har alle været passionerede lystfiskere, som er på elven 6 ud af 7 dage sæsonen igennem, og med sådan en guide, så får du ikke større chance for succes.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
maj 16, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Rejsefiskeri
En fælles familie steelhead fra vildmarken i BC. Det her er Storm & Vester’s første møde med deres fars favorit fisk.
De nordvest amerikanske floder i British Columbia byder på et fantastisk fiskeri efter havgående regnbuerørred – også kaldet steelheads. Her får du et par gode fiskeminder fra danskeren, der af sportsfiskermagasinet Salmon Trout Steelheader blev kåret som verdens mest hardcore / seriøse steelheadfisker i 2010.
AF KLAUS LYNGGAARD
JEG SKULLE HA´ VÆRET TIL BRYLLUP den dag, men temperaturen dagene forinden har påvirket sneen i bjergene, så der er udsigt til alt for høj og grumset vandstand.
Jeg og flere andre har været på intens jagt efter Steelheads de sidste fire uger – især på denne super lækre flod i den vestlige del af British Columbia. Datoen er midt juni. Det er egentlig lidt sent til fiskeri efter forårs steelheads her omkring, men der er fine blanke fisk, som dagligt skifter de salte dråber ud til fordel for det ferske flodvand.
På jagt efter den store steelhead buck
Jeg er på jagt efter en stor hanfisk eller en hellbuck, som de kaldes her i denne flod, der engang var så berømt for netop disse – back in the days, hvor der stadig var store velvoksne bestande af vilde regnbuer.
Fra vi starter fiskeriet i slutninge af januar efter de første få vinter fisk og frem til nu midt juni, er fiskepresset steget gevaldigt. Nu er det desværre blevet alt for godt vejr, samtidig med at der er blevet drukket alt for mange bajere selv blandt de lokale zipperlips. Så nu ved alle, at fiskeriet kører… Fiskeriet er fandme godt. Every man and his dog is out fishing. Guiderne har sat sig hårdt på de øverste stræk af floden, hvor skønne mystiske pools gør sig til – lige inden den første smukke kløft umuliggør al form for fiskeri. Det havde været piece of cake at snuppe de lækre pools foran guiderne, men nej. Andrew og jeg var deroppe i starten af januar, inden guiderne havde taget hul på sæsonen. Turen havde resulteret i to hanfisk på henholdsvis 18 og 22 pund, så vores behov for at fiske der var indfriet.
Områderne nedstrøms, hvor floden har en fin struktur, som holder på fiskene, er mere end velbesøgte. Der er brug for en plan…. og der er ikke langt fra tanke til handling: Vi tager langt nedstrøms de mest populære pools. Her, hvor der ikke er nogen, har min makker Andrew og jeg flyttet lidt rundt på nogle sten ude i flodens kolde og stærkt brusende vand for at skabe struktur – en såkaldt bouldergarden. Formålet med den er at få vandrende fisk til ”at holde ind til siden” og tage et break fra strømmene.
Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.
Den perfekte timing til steelheadfiskeri
Vi har altid kunnet time steelheads´ne på den nederste del af denne flod, for fire timer efter højvande plejer de forchromede steelheads at dukke op. Vores bouldergarden virker – og fiskene stopper i den grad op. Steelheads´ne er blanke som nyslået stål, og havlusene sidder stadig i små grupper på de glasklare finner. Blandt fangsterne er der også nogle super flotte Dolly Vardens samt Bulltrouts, som har kronede dage i vores nyskabte bagvand.
I vores bagvand får ynglen også lige en nye chance for at få pusten i fra strømvandet – lige indtil de store sorte skyer af yngel igen og igen blive rocker angrebet af Hr.Bull & Fru Dolly, så det hele glimter i et skønt virvar af flygtende yngel og flash fra bredsider af grådige rovfisk. Det er regulær blitzkrig.
Bulltrout & Dolly Varden
11-12 Pund vejer de største bullies vi får overlistet, men nogle endnu større lurer dernede… Modsat det før omtalte rocker par, Bullie & Dolly, som sådan set ikke har haft specielt travlt med at forlade bagvandet under fighten, så er det dælme noget anderledes med deres havgående fætter Oncorhynchus mykiss…
Når først de har mærket krogen, spænder de alle muskler og pisker derudaf, så den ofte stærke vind fra den magiske dal piber i de spændte kulstænger, mens linen synger sin egen melodi, og den ka’ vi li’… Efter det hårde tilslag, springer de ofte helt fri af vandet på klods hold – især hunfiskene. Herefter er det typisk fuld skrue nedstrøms mod havet – på nær en enkelt, men den får du senere.
Det bliver til nogle udfordrende kampe udspillet i stærk strøm, hvor der skal handles hurtigt og hårdt.
Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.
Skånsomt catch & release fiskeri
Vi har lavet en ”landingsbane” til at kane fiskene ind cirka 70 meter nedstrøms, hvilket er til alles fordel, da det medvirker til et hurtigt samt mere skånsomt catch & release fiskeri. Netop på grund af landingsbanens placering, har vi mulighed for at presse fiskene ret hurtigt ind efter en kort rå kamp, hvorefter vi kan sætte dem retur igen lynhurtigt – uden de er blevet kørt trætte.
Tilbage til bryllupsudeblivelsesdagen… Floden har fået lidt ekstra farve, hvilket er et stort plus, og vi kan ikke skjule vores forventninger over de gode forhold. Vel fremme ved vores spot tager Andrew et forsigtigt kast på indersiden af strømskellet, og jeg kaster til den yderste del af vores rockgarden… Jeg kan kun huske dele af hva’ der efterfølgende sker. Den store steelhead hugger så hårdt og hurtigt, at det er rent held, at stangen ikke bliver rykket ud i det turkis farvede kolde vand.
Rystende kæmper jeg med Ike – et øgenavn for en kæmpe steelhead. Fisken er helt og særdeles ude af kontrol i en grad, som det sjældent ses for hanfisk i denne kaliber. Men – i modsætning til de fleste andre fisk vi får på stedet, vælger Ike at svømme lynhurtigt op imod strømmen, så jeg til sidst bliver tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at miste fisken.
Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.
Pludselig knækker krogen – og jeg oplever nærmest i slowmotion, hvordan flåd og bly kommer flyvende tilbage direkte imod mit hoved. Men – som en anden wannabee jedi parerer jeg heldigvis perfekt med min gamle centerpin stang, som i samme sekund splintrer i atomer… Stående i en sky af gammelt kulfiber støv – made in Canada – kommer jeg til mig selv igen pga. af mit eget høje tøse skrig.
Stadig i chock spørger jeg Andrew, om jeg havde givet tilslag, da Hellbuck havde taget min flådfiskede pink worm, men inden han ku’ nå at svare kom en krage fra Jurrassic World flyvende lige hen over vores hoveder og skreg ondskabsfuldt, længe og uhyggeligt. Goddammit, jeg var rystet.
Hellbuck angriber igen
Lige inden mørket lægger sig, angriber Hellbuck igen, men denne denne gang er det Andrew, der må bide i græsset. Meen – man er vel fra Jylland, for evigt ejes kun alt det tabte og alt muligt… Hverken Andrew eller undertegnede er dog nogensinde kommet os over den kolossale ubarmhjertige røvfuld fra Hellbuck. Should have gone to that wedding…… NOT!!!
Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.
Steelhead status
Der har mildest talt været lavvande i kassen de sidste par år med hensyn til antallet af steelheads langs vestkysten. Vancouver Islands berømte Gold River var næsten helt tom for fisk sidste sæson og ligeså med Stamp/Sproat River. Jeg snakkede med en af de dykkere, som tæller fisk i Gold River og sidste år havde han kun talt 1 fisk på en strækning som normalt holdt omkring 300 fisk!
Skeena Country er svær at komme uden om – selv i disse hårde tider. De populære floder Babine, Bulkley, Copper, Kispiox, Morice og Skeena Mainstem trækker steelheaders til fra hele verden. Men – de sidste par sæsoner har været hårde med hensyn til forholdet mellem fisk og fiskere.
Der snakkes om mange forskellige årsager til, at det går dårligt for bestandene i mange floder. Blandt budene på årsager er dårlig overlevelse i havet – bl.a. på grund af for varmt havvand. Hertil kommer havlus og udledning af forurenet urenset virus inficeret spildevand fra fiskefarme – samt en usædvanlig dårlig timing af netfiskeri i selve Skeena River, som har toldet hårdt på bestanden.
I mange af de små vandløb, hvor ynglen holder til i den første svære tid, er der også problemer på grund af for lav vandstand forårsaget af vandindtag til vanding af marker osv. Der anes dog lysere tider, især fordi havtemperaturen heldigvis er faldet igen. Bifloderne til Skeena ligger forholdsvis tæt, hvilket er skønt, hvis behovet for at fiske nyt vand melder sig. Hvis vejret arter sig er Skeena mainstem også værd at checke. Som fluefisker er det bedst i at fiske Skeena de år, hvor der er lavt og klart vand.
Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.
Den største af alle floder, når snakken falder på steelheadfiskeri, nemlig Thompson River er presset helt i knæ. Sidste år nåede mindre end 200 fisk frem på gydepladserne. Den væsentligste årsag til at så få smolt vender tilbage som steelheads er at Stillehavets spisekammer pga klimaforandringer simpelthen ikke kan levere føde nok. Mange desperate lakseudsætninger gør livet svært, og fiskene når ikke deres floder. Mange bliver fanget i net fordi fiskeriet efter dem er blevet for effektivt, men det er især pga mangel på føde, at steelheaden er truet.
Thompsons steelheads svømmer op ad Fraser River på samme tid som Chum laksen søger mod det ferske vand. Indianerne har lov til at nette efter chums,og masser af steelheads ender derfor som bifangst i deres peakperiode. Derudover tager landmændene ofte for meget vand fra de øvre dele af vandløbene, hvilket tolder hårdt på de små smolt. Desværre foregår der også et lokalt tyvfiskeri efter de Thompson fisk, så det er hårde urimelige odds for verdens stærkeste stamme af steelheads.
Tag på guidet steelhead tur
Darren Bisson er guide og ejer af North Pacific Spey. Han er flink af gemyt og har virkelig styr på steelheadfiskeriet. Jeg kan derfor kun give ham de bedste anbefalinger, hvis du/i har brug for kvalificeret hjælp til få styr på Mykiss stålet lidt væk fra de travle floder omkring Terrace/Skeena. Det kan i høj grad anbefales at gøre brug af en guide, da de fleste ikke har uanede mængder tid til rådighed. Darren Bisson og hans guides træffes på telefon: 001 250 631 7673 eller Info.norpac@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019
Kermode bjørn er en type af brun bjørn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.
