apr 30, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Efter tre ture på jagt efter brasen i tre forskellige søer – alle med fine fangster – var det endelig i nat, at drømmen blev til virkelighed. Sådan lyder det fra den erfarne medefiskeri – Christian Kuntz.
– Klokken var præcis 02:15. Jeg lå og småsov i bivvyen, da bidmelderen pludselig flænsede natten over – den lyd, der får pulsen op fra 0 til 100 på et splitsekund! Jeg røg ud af soveposen, greb stangen, og straks kunne jeg mærke det tunge sug i den anden ende. Det her var ikke en standard brasen… Det var noget helt andet, der havde taget min 12 mm Mainline Balanced Wafter boilie i smagen Essential Celle med en lille pellet-PVA pose. – Fiskens tyngde var massiv, og den brugte sin vægt til fulde. Hver gang jeg fik den tættere på, tog den tunge udløb igen – langsom og bastant som en gammel kriger, der nægtede at overgive sig. Mine ben rystede, adrenalinen pumpede. Det måtte bare ikke gå galt!
Efter en nervepirrende fight kunne jeg endelig glide den op over netkanten – og i pandelampens skær åbenbarede sig en rigtig klods af en brasen. Kæmpestor og bred over ryggen. Jeg vidste, den var tung, men hvor tung?
En hurtig vejning i mørket viste det, jeg knap turde håbe på: 6,250 kg! En sand drømmefisk! Som prikken over i’et blev det også til fem flotte suder – den største på 2,6 kg – men det var brasen, der stjal showet i nat. I sandhed en magisk nat og en magisk fisk. Knæk og bræk derude, slutter han.
Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, og deltager som alle de andre fangster på fiskogfri.dk i 2025 i lodtrækningen om en drømmerejse sponsoreret af iFish Travel.
feb 3, 2025 | Nyheder
– Januar er gerne målsætningernes måned. Hvad vil man gerne opnå i den kommende sæson? Sådan lyder det fra Kristian Graubæk. Jeg synes det er vigtig at reflektere over ens fiskeri og det at have målsætninger, kan have betydning for, hvordan man prioriterer sin fisketid.
– I starten af min fiskekarriere havde jeg ”størrelse” som målsætning. Selvom det virkede som et langtidsmål med en dansk 15 kg karpe, blev det ret hurtigt opfyldt. Det var en mixet oplevelse, for der var både glæde, men også en form for målløshed, da det medførte en periode med mindre motivation til fiskeriet. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle jeg ”bare” have sat mig for at fange en mere…
– Jeg kan ikke lide tilfældigheder. Og at have et mål, som dybest set kan opfyldes ved en tilfældighed, har jeg det derfor lidt stramt ved. Derfor har jeg valgt en anden type målsætning. Det er, at jeg hver gang jeg fisker, skal gøre det bedre. Filosofien bagved er, at den er målbar, jeg er selv herre over om den opfyldes og ikke mindst, både ingen fangst og enhver fangst kan være med til at opfylde den målsætning. I praksis har det betydet, at min disciplin er blevet styrket, og det derved er nemmere at fiske effektivt i de lange perioder der kan være, hvor der bare ikke er fisk der vil fanges.
– Og nu er vi så tilbage ved den kære brasen på zig. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg ville have foretrukket et karpehug på den her 4 døgnstur frem for en brasen. Men, den brasen, som jeg faktisk fik, bekræftede kvaliteten af en ny taktik. Et er hvad et metastudie på youtube viser om en taktik, noget andet er når man selv oplever at det virker. Zig fiskeri om natten med sort skum virker. Så fra at stå op og beklageligvis konstatere et uopdaget dropback på zig stangen, til at se en brasen blive kanet ind, er der et rimelig stykke vej til ”glæde”. Men ved dybere eftertanke gav den fangst stor glæde, da den gav tiltro til, at det der lille sorte stykke skum kan findes af en fisk, på selv den mørkeste nat.
Det er en sejr og et kæmpe flueben ved målsætningen om, altid at gøre det bedre, slutter han.
Zig rigs er en teknik til karpefiskeri, hvor man fisker med en bundforankret “foam-insekt” oppe i midtvandet, for at fange de fisk, der cruiser rundt et godt stykke fra bunden.
jan 2, 2025 | Nyheder
– Jeg fisker normalt meget med flue og især efter gedderne i vinterhalvåret, som er mit favorit fiskeri, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Den 29. december 2024 besluttede jeg dog, at jeg ville gøre noget andet. Der var noget der trak i mig, så jeg trodsede en 9-10m/s middelvind og tog ud i min flydering med et par stænger for at prøve at dørge lidt med nogle agnfisk.
– Efter nogle timer uden at mærke noget, kom det første hug på det ene flåd, og den lille gedde der havde hugget kom hurtigt ind til flyderingen og ud igen. Der gik endnu et par timer, hvorefter det næste flåd gik under. Igen var det en mindre fisk, men denne gang slap den dog inde ved flyderingen. Der gik ikke langt tid før mit flåd endnu engang gik under, men denne gang slap fisken, før jeg kunne sætte krogen. Jeg fik en fornemmelse af, at det var i dette område, at jeg skulle bruge den sidste tid – også selvom vinden var hård at fiske i på pålandsvindssiden, hvor jeg var.
– Det sidste lys begyndte at forsvinde, og jeg var på vej ind mod land igen. Pludselig skreg bremsen på det set-up, hvor jeg freelinede en lille brasen på en enkeltkrog 7 meter bag stangspidsen. Jeg skyndte mig at slå bøjlen over og forsøger at spænde bremsen, men gedden hev så hurtigt line af hjulet, at det var svært at komme ind til spolen. Det lykkedes at få spændt bremsen tilpas, og så var jeg klar til at give modhug. Den plaskede to gange i overfladen 40-50meter fra flyderingen, og jeg tænkte, at det var en fin fisk. Det næste lange stykke tid tog gedden voldsomme udløb, trak flyderingen rundt og viklede sig ind i en anden line, som jeg heldigvis fik rullet ind, før det var for sent. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. De fleste større gedder kan godt tage nogle gode ryk og give nogle fine udløb, men den her blev bare ved og ved og ved – jeg havde ingen chance for at stoppe den, når den stak afsted.
– Pludselig steg fisken roligt op og befandt sig ved siden af min flydering. Min reaktion er holda, holda, holda kæft den er stor! – efterfulgt af fem sekunders hyperventilation. Jeg stak hånden ned til fisken og fik fat med et gællegreb samt forsøger at løfte fisken op i min vejeslynge med besvær. Jeg fik fisken i vejeslyngen, sejlede ind til land og fik sat alt klar til opmåling og billeder.
– Jeg måler fisken til at være 130cm, og vejede den til at være 17,5kg – samt fik taget nogle billeder. Det viste sig ikke at være helt nemt med så stor en fisk i bølgerne, og jeg kunne lige pludselig godt mærke, at jeg ikke havde fået trænet nok, men det gik da. Og det er vist i øvrigt et luksus problem… Ved afkrogningen så jeg, at enkeltkrogen sad perfekt i saksen, men krogen var blevet en lille smugle deform, så jeg følte mig ekstra heldig, at den kom ind. Den fik et par minutter til at komme sig, og så satte den ellers kraftfuldt af ud i de mørke vand, hvor den kom fra, slutter han.
– Min gedde er over den gældende længderekord for gedde i Danmark på 126cm, så jeg har nu fået sendt en anmeldelse ind til rekordudvalget, og så må vi se om den bliver godkendt som en officiel danmarksrekord. Uanset vil det nok til evig tid være min største gedde og den vildeste oplevelse fra flyderingen. Næste skridt må være ny PR-gedde på flue, slutter han.
Selvom længederekorden for gedde ”kun” er 126 cm er der taget 10-15 lystfiskerfangede gedder opgivet til 130 cm eller derover gennem tiden, siger Henrik Carl fra Fiskeatlasset. – Den bedste dokumenterede af disser er nok 142 cm gedden på 19,5 kilo fra Knapsø i Herthadalen ved lejre. Den blev taget i 1956. I 1890 blev der omtalt en brakvandsgedde fundet død vad Farø på hele 31 kilo og 150 cm, og Grarup gedden skulle også have været 150 cm, men den er desværre tvivlsomt dokumenteret.

Johannes Thorbjørn Hansen med sin fantastiske 130 cm gedde taget fra flydering med en brasen fisket på løsline som agn.
jun 21, 2024 | Nyheder
– Efter at have knækket et svært brasenvand for nogle uger siden med fisk op til 6,2 kg, kunne jeg ikke lade være med at tage en tur mere til den samme sø, beretter Mikkel Wandahl Pedersen. – Jeg ved, at vandet indeholder større fisk, så jeg besluttede at bruge mere eller mindre samme taktik som på den sidste tur – dvs method-feeder, sticky pellets og 8 mm mainline wafters.
– De første timer gik uden megen aktivitet, hvilket var overraskende med tanke på den store suderaktivitet, jeg havde oplevet på de tidligere ture. Suderne i søen var nok ved at varme op til legen og trukket mod gydeområderne. Ved 5-tiden kom der nogle få biib biibs fra min højre stang, og der var fisk på. Fisken føltes tung men uden storsuderens aggressive udløb. Det måtte være det, som jeg kom efter – nemlig en stor brasen. Og ganske rigtigt – få minutter senere brød en stor gylden bredside overfladen, og en kæmpe brasen gled roligt i mit pandenet. En drømmefisk på 7,1 kg var en realitet, og de mange timer uden fisk var glemt.
– Det er en fantastisk følelse at have sat PR for anden gang i år og have knækket koden til at fange de helt store brasen. Disse fisk er i modsætning til karper og suder ret skrøbelige fisk, så efter en hurtig vejning og de obligatoriske billeder, blev fisken hurtigt og nænsomt genudsat.
maj 26, 2024 | Nyheder
– Jeg har i et stykke tid fisket målrettet efter brasen i en stor sø, fortæller Mikkel Wandahl Pedersen til Fisk & Fri. – Søen indeholder få, men store brasen. Jeg ankom til søen og den valgte plads lige før daggry. Hurtigt fik jeg fodret let op med et par foderkugler, og placeret hybridfeederen. Der gik ikke lang tid før den første fisk lå i nettet. Det var en rigtig stor suder, og flere store sudere fulgte hurtigt efter.
– Den fjerde fisk føltes dog anderledes. Den havde ikke suderens aggressive pres, men kæmpede derimod mere tungt og dovent! Efter en kort fight kom en stor brasen til overfladen, og jeg kunne uden dramatik nette den. Det var en hanbrasen på 4,65 kg, og var min største brasen i meget lang tid. Men – det skulle blive bedre.
– En time senere fik jeg endnu et typisk brasen hug og meget hurtigt kom bredsiden af en kæmpe brasen til syne i overfladen. Med tanke på den lille str.12 krog, som jeg fisker med, var det med rystende ben, at jeg fightede fisken i nettet. Det var en rogntung drømmebrasen på 6,2 kg, som var ny PR. Alt i alt en fantastisk morgen, slutter han.
Du kan læse en hel masse medeartikler i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
maj 7, 2024 | Nyheder
Kristian Graubæk nyder målrettet specimenfiskeri efter store brasen, men han har det lidt stramt med småbrasen under karpefiskeri, da det oftest er ensbetydende med søvnløse nætter.
– Et af de steder, hvor jeg fisker, har jeg i flere år døjet med småbrasen, når jeg fodrer med partikler under karpefiskeri, fortæller han. – På den sidste tur besluttede jeg mig for at gå gevaldigt op i agnstørrelse, så det kun var store fisk, der kunne indhalere agnen. Så måtte det briste eller bære. Ville karperne gerne tage den agn?
– Løsningen var en kombi af en del tigernuts og en Butterfish 20mm foderagn samt en Butterfish 24mm popup. Efterfølgende har den godt 70mm lange agn fået kælenavnet ”Hundelorten”, da det er det den ligner.
– Efter de vanlige mange timers ventetid kom hugget, og den efterfølgende fight fra båden kunne begynde. Fisken var tung og blev stædigt nede ved bunden, hvor den i flere minutter trak båden rundt i det kraftige blæsevejr. Da den endelig gav sig, blev den nettet med sikker hånd og bragt til land. Min fiskemakker Paule Bräsel var med til vejning og hjalp med lækre fotos af den 16,5 kg tunge PR spejler.
– Det kan altid svare sig at flytte grænser og prøve nye ting af, for man bliver altid klogere og nogle gange lykkes det også at fange noget. Den nye agn er godkendt og vil helt klart være en del af taktikken fremover, slutter han.

Med så mange agn på hair´et er det muligt at undgå brasen.

Brasenbuster par excellence – “Hundelorten”.
sep 30, 2023 | Nyheder
Christian Kuntz har netop været et smut ude med medestængerne efter brasener – og det endte med en flot ny PR til ham:
– Tidligere i år havde jeg en tur til dette vand, hvor jeg fangede et par brasener op til 3,5 kg, men nu er det blevet efterår, så jeg tænkte, at jeg ville prøve en tur mere til samme sted, fortæller han. – Da jeg havde fået sat grejet op, fodrede jeg med tre fyldte spods pr. stang. Foderet bestod af hampefrø, majs og 6 mm halibut pellets. Mit set-up består næsten altid af to Drennan Specialist 12ft Tench & Bream stænger. De er perfekte til dette fiskeri. Jeg fisker med en feeder fyldt med en mørk foderblanding uden nogen form for partikler, da jeg synes, de kan tage fokus fra selve krogagnen, der som regel er CC Moore NS1 Dumbell Wafters 14 mm Pop Ups.
– Der skete ikke meget hele aftenen og natten, og jeg så heller ikke meget aktivitet på pladsen. Om morgenen fik jeg et par fine sudere, men der var stadig ikke tegn på, at der var brasen på pladsen. Kl. 7:30 fik jeg dog et vildt run, og da jeg gav tilslag, kunne jeg mærke, at det var en tung fisk. Men da den gav flere udløb og søgte mod bunden, tænkte jeg, at det nok mere var en karpe end en brasen, som havde taget agnen. Da jeg endelig havde fået presset den op til overfladen, kunne jeg dog med stor glæde se, at det var en af de store brasen. 5.820 gram vejede den, og det var nok til, at jeg kunne sætte ny PR. Herefter var det hjem og tilbage til arbejdet, som måtte starte lidt senere end normalt denne fredag.
jun 2, 2023 | Nyheder
– Forleden ville jeg se, om jeg lige kunne nå at fange nogle af de rogntunge suder, inden de gik på leg, lyder det fra Christian Kuntz. – En overnatning fra forår til sommer endte således med kamp til stregen. Jeg startede med en fodring bestående af hamp, 8 mm pellets og majs. To stænger blev rigget til med feeder, fyldt med Green Mussel foder, og der blev agnet med en gul 12mm Dumbell Wafter.
– Der skete ikke meget i løbet af aftenen, og et par enkelte bip fra bidmelderen var alt. Først klokken to om natten blev jeg vækket af et heftigt run efterfulgt af en super fight i nattemørket. Det var en 3,4 kilos hunsuder, og så igen en halv time efter fik jeg en suder på 2,9 kilo. Så var der ellers stille, indtil der omkring klokken seks igen begyndte at ske noget, hvor et par hansudere gav en god fight. Den sidste suder var igen på 3,4 kilo og igen en flot hunfisk. Nu havde de store brasen fundet vej til mit foder, og det blev til et par fisk med den største på 3,5 kilo. Da jeg var ved at pakke sammen, kom der et voldsomt run på den ene stang, og da jeg gav tilslag, virkede det som endnu en brasen. Men pludselig blev den meget tung, og det viste sig at være en græskarpe på 13.5 kg. En perfekt måde at starte sommeren på.
Se hvordan du fisker suder på flåd i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris Youtube.

Turen blev afsluttet med denne fine græskarpe til Christian Kuntz.
maj 21, 2023 | Nyheder
Det er lige nu, at brasenerne snart går på leg i vores søer – og er man ude efter en af de helt store, så er der nu, at der skal satses, for når først legen starter, kan de være næsten umulige at få til at hugge. En af dem, der har været ude er den garvede svenske specimenhunter Niklas Graberg, der traditionen tro har lagt sit årlige storbrasensats i en sydsvensk sø, hvor han tidligere har fået nogle virkelig store fisk.
– Det har været en svær uge, hvor jeg har fisket, med meget få hug, men alligevel lykkedes det mig at fange fire brasen – toppet af hunfisk på 7750 og 7280 gram og hanfisk på 6320 og 6250 gram. Ud over det lykkedes det mig at fange de tre eneste kendte større suder i søen på henholdsvis 3910, 3760 og 3460 gram. Lidt som at vinde i Lotto… Alt i alt en super hyggelig uge, hvor mange af mine fiskevenner har været forbi til både mad og en god fiskesnak, slutter han.
Den svenske rekord for brasen er i øvrigt 8,7 kilo – og den danske er 8,2 kilo.

Niklas Graberg med sine fantastiske hanbrasen på over seks kilo.