– Januar er gerne målsætningernes måned. Hvad vil man gerne opnå i den kommende sæson? Sådan lyder det fra Kristian Graubæk. Jeg synes det er vigtig at reflektere over ens fiskeri og det at have målsætninger, kan have betydning for, hvordan man prioriterer sin fisketid.
– I starten af min fiskekarriere havde jeg ”størrelse” som målsætning. Selvom det virkede som et langtidsmål med en dansk 15 kg karpe, blev det ret hurtigt opfyldt. Det var en mixet oplevelse, for der var både glæde, men også en form for målløshed, da det medførte en periode med mindre motivation til fiskeriet. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle jeg ”bare” have sat mig for at fange en mere…
– Jeg kan ikke lide tilfældigheder. Og at have et mål, som dybest set kan opfyldes ved en tilfældighed, har jeg det derfor lidt stramt ved. Derfor har jeg valgt en anden type målsætning. Det er, at jeg hver gang jeg fisker, skal gøre det bedre. Filosofien bagved er, at den er målbar, jeg er selv herre over om den opfyldes og ikke mindst, både ingen fangst og enhver fangst kan være med til at opfylde den målsætning. I praksis har det betydet, at min disciplin er blevet styrket, og det derved er nemmere at fiske effektivt i de lange perioder der kan være, hvor der bare ikke er fisk der vil fanges.
– Og nu er vi så tilbage ved den kære brasen på zig. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg ville have foretrukket et karpehug på den her 4 døgnstur frem for en brasen. Men, den brasen, som jeg faktisk fik, bekræftede kvaliteten af en ny taktik. Et er hvad et metastudie på youtube viser om en taktik, noget andet er når man selv oplever at det virker. Zig fiskeri om natten med sort skum virker. Så fra at stå op og beklageligvis konstatere et uopdaget dropback på zig stangen, til at se en brasen blive kanet ind, er der et rimelig stykke vej til ”glæde”. Men ved dybere eftertanke gav den fangst stor glæde, da den gav tiltro til, at det der lille sorte stykke skum kan findes af en fisk, på selv den mørkeste nat.
Det er en sejr og et kæmpe flueben ved målsætningen om, altid at gøre det bedre, slutter han.
Zig rigs er en teknik til karpefiskeri, hvor man fisker med en bundforankret “foam-insekt” oppe i midtvandet, for at fange de fisk, der cruiser rundt et godt stykke fra bunden.










