Så er tiden inden, hvor brasenerne snart går på leg, hvilket ofte sker på lavt vand i slutningen af maj eller starten af juni.

Drømmer du om en stor velvoksen brasen, som den 6 kilo+ fisk jeg sidder med ovenfor fanget netop nu for nogle år tilbage, er det derfor ved at være sidste udkald for et forsøg. Hvor de helt store brasen resten af året ofte fouragerer på barbunden på lidt dybere vand eller hænger ud i pelagiske stimer, er de lige nu ofte at finde i lavvandede 1-2 meter dybe vige tilstødende de sivområder, hvor de inden længe vil gå på leg.

Selvom brasen kan fanges ved traditionelt flåd- og bundfiskeri på en fodring, tager fiskene ofte ikke specielt meget føde til sig – og er tit jævnt spredt over større områder. Den bedste teknik er derfor ofte flådspin med eksempelvis et stort belastet missile flåd og et par gode orm fisket ”on the drop” – langsomt dalende ned igennem vandet: Juster takellængden, så den er en anelse over bunden yderst i et gennemsnitligt kast – og spin derefter flåddet 1-2 meter ind med pauser, der er så lange, at ormene når at dale hele vejen ned til bunden. Et forfang på 0,20 mm nylon og en wide gape enkeltkrog str. 6-8 er perfekt til formålet.

Glæd dig til hugget – på en let matchstang og tyndt forfang kan en 5-7 kilos brasen levere en fin fight, når først den bruger sin enorme bredside til egen favør.

Lykkes det, så tøv ikke med at sende et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller via menupunktet ”Indsend fangstrapport”.

Vi ses derude – Jens Bursell

    Garmin

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This