11-kilos gedde på smuttur

Phil Blakey kunne følge agnen i vandet og se den blive taget i et voldsomt hug af denne gedde på 11,0 kilo. 22.9.2011 – SAVAGE GEARS engelske testfisker, Phil Blakey, havde et spændende geddefiskeri for nyligt.

Sammen med en fiskekammerat var Phil et par timer om aftenen ved den lokale sø på jagt efter gedderne, og her tog det ikke lang tid før Phil landende en rigtig god gedde på 8,6 kilo. Gedde kunne ikke stå for en Savage Gear Freestyler på 17 centimeter i farven Cod.

Lidt senere kastede Phil sin agn 10 meter hen langs bredden, og mens han kunne så agnen gå i overfladen blev den overfaldet af en agressiv gedde. En vild fight begyndte, og kort efter kunne Phil lande endnu en massiv gedde – denne gang på 11,0 kilo!

Geddefeber

Godt med laks i Lagan

Gert Rasmussen oplevede et godt fiskeri i Lagan – her med en flot laks.21.9.2011 – GERT RASMUSSEN og Torben Storm er netop hjemvendt fra tre dages lakse- og havørredfiskeri i den svenske elv, Lagan. Her oplevede de to fiskekammerater et godt fiskeri med i alt fem laks og en flot, spejlblank havørred.

Det den første tur i det svenske for Gert, der er bosat i Odense, men afgjort ikke den sidste! Tre dages spinnefiskeri gav i alt otte kontakter til Gert med fem landede fisk. To af fiskene blev genudsat, mens to laks på 2,25 kilo og 3,98 kilo blev hjemtaget. Derudover fangede Gert en vild, nystegen havørred på 3,25 kilo. – Havørreden var afgjort en fisk, jeg vil huske i lang tid fremover, tilføjer Gert i sin rapport til Fisk & Fri. Torben var knap så heldig som Gert, for han måtte nøjes med en laks på 3,9 kilo.

I augustnummeret af Fisk & Fri (nr. 6 – 2011) kan du ydermere læse en stor artikel med tips og praktisk information om laksefiskeriet i Lagan.

Geddefeber

10+ havørred fra Karup Å

Glæden er ikke til at tage fejl af! Jan Snejbjerg Jensen med sin kæmpe havørred fra Karup Å på 90 centimeter og 10,81 kilo. En lystfiskers drøm er gået i opfyldelse.

19.9.2011 – DET, DER FOR MANGE ER DRØMMEN, at fange en havørred i Karup Å over de magiske 10 kilo gik lørdag den 17. september i opfyldelse for Jan Snejbjerg Jensen fra Skive.

Jan, der har fisket i Karup Å i mange år, natfiskede med flue ved åen. Jan gik i gang med at fiske kort før midnat, og allerede efter 25 minutter tog en fisk fluen inde ved egen brink. Fisken var tydeligvis stor, og en hård og kontant fight gik i gang. – Jeg måtte presse fisken ekstra hårdt, da jeg stod 30 meter fra et sving hvor bunden og modsatte brink er fyldt med træstammer, rødder og faskiner, fortæller Jan. Det lykkedes heldigvis, og efter små ti minutter viste fisken svaghedstegn. Fisken kom op til overfladen hvorefter Jan kunne presse fisken ind på en sandbanke for at kane den op på land. – Jeg ville med venstre hånd hjælpe den det sidste stykke op, og på dette tidspunkt slog pulsen hårdt, da jeg idet jeg får fat i haleroden opdager, at jeg slet ikke kan få fat omkring den. Den er ganske enkelt for tyk, fortsætter Jan. Han smed fluestangen og kunne med begge hænder trække fisken op på land, heldigvis uden yderligere vanskeligheder. Med fisken sikkert på land kunne Jan juble mutters alene i mørket!

– Fisken var knapt nok aflivet før jeg ringede rundt til vennerne ved åen. Søren, der er fotograf måtte op af sengen og ud til åen for at tage billeder, og Jesper fra Skive insisterede på at han også ville fotografere. Ved Hagebro var Johnny Jeppesen fra foreningens bestyrelse, min fiskeven Günther Grossmann og Thomas fra Kiel beundrere af vel nok den tykkeste hanfisk jeg nogensinde har set. Havørreden blev målt til 90 centimeter præcis og vejede hele 10,81 kilo, fortsætter Jan. Det der gør fangsten usædvanlig, er, at det er en nystegen og tyk havørred som indtil videre er den største havørred landet i Karup Å i år. En fisk, der udover at være imponerende i sig selv, ikke mindst er imponerende fordi den er fanget i midten af september.

– For mig personligt har selve fangsten været overvældende på mere end en måde. Dels blev drømmen om den store fisk nu et minde. Samtidig har jeg fået ufatteligt mange lykønskninger over fangsten. Alle har glædt sig på mine vegne, slutter Jan. At netop Jan har fanget denne fisk er velfortjent, da det er en del af belønningen for mange års arbejde i Karup Å Sammenslutningen og arbejdet for juniorafdelingen og vandplejen i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn.

Geddefeber

Grov nordjysk aborre

Christian Astrup fangede denne massive aborre på 2,1 kilo på et stykke skalle.18.9.2011 – CHRISTIAN ASTRUP fra Pandrup var sammen med et par kammeratur på fisketur i en privat sø i Nordjylland, hvor de håbede på at fange en af søens store aborrer.

Stangen blev kastet ud i søen, og på krogen var der monteret et skallestykke på 2-3 centimeter. Pludselig forsvandt flåddet, og i det Christian tog fat om stangen og gav modhug kunne han med det samme mærke, at en rigtig god aborre havde taget agnen. Aborren leverede et brag af en fight og fik kæmpet sig en i en masse grøde, men heldigvis lykkedes det for Christan at få fisken fri igen. Da Christian og kammeraterne fik øje på fisken blev de meget overraskede. Godt nok kunne Christan mærke, at det var en stor fisk han havde på, men så stor en aborre havde han ikke turde håbe på. Efter et par hurtige billeder blev fisken genudsat.

Geddefeber

Makrelsjov i Nyborg

Jesper L. Andersen med turens største af makrel på 720 gram og 42 centimeter.17.9.2011 – DET ER MAKRELTID og derfor var Jesper L. Andersen fra Langeskov den 9. september taget til Nyborg Havn. Han ville se om det var muligt at overliste nogle morgenfriske makreller.

– Da jeg ankom så jeg hurtigt en flok makreller trække rundt i bassinet, beretter Jesper. – Men fiskene viste overhovedet ikke nogen interesse for hverken blink eller makrelforfang, så jeg monterede en enkeltkrog med et sildestykke på. Når flokken af makreller kom forbi agnen skete det ofte, at en enkelt makrel lidt forsigtigt undersøgte hvad det var, men enten var jeg for hurtig med modhugget, fiskene for forsigtige eller sildestykket for stort.

– Et nyt og kortere sildestykke på 2 centimeter blev monteret, og så kom der fisk på land! En fin makrel, der leverede en fortrinlig fight som makreller nu en gang gør, kom på på kajen. Herefter fik jeg et par forsigtige bud mere, men dog uden held. Så prøvede jeg at undersøge maveindholdet af den fangne makrel og opdagede nogle små rognsække, og så kunne jeg da lige prøve med sådan en på krogen. Det var åbenbart lige hvad der skulle til for at overliste de forsigtige makreller. Jeg fik efterfølgende tre makreller på land, som alle fik lov at komme en tur med hjem i røgovnen, slutter Jesper i sin rapport til Fisk & Fri.

Geddefeber

Jagt i Bella 2011

14.9.2011 – FOR ANDET ÅR i træk er der jagtmesse i Bella Centeret, og vi på BigGame Magazine/Fisk & Fri er selvfølgelig med igen. Vi var meget tilfredse med sidste års messe, som havde mere end 3000 besøgende, og hvor vi fik mange gode kontakter, delte mange hundrede blade ud, samt fik omkring 50 nye abonnenter.
BigGame Magazine så dagens lys for snart to år siden og har siden sendt syv udgivelser på gaden. Med sine 116 sider og sin høje kvalitet i tryk, papir og ikke mindst indhold, har de første udgivelser allerede udviklet sig til regulære og eftertragtede samlerobjekter. Kom ud og besøg os på messen og få et gratis prøveeksemplar.

Med ekstra lange artikler og stor vægt på de gode billeder, kan BigGame Magazine med lidt god vilje, godt beskyldes for at være en hybrid mellem bog og klassisk magasin. Bladet henvender sig til alle jægere og sportfiskere, men i særlig grad til dem som jager vildtet ude i den store verden. Fordelingen er cirka 20% fiskeri og 80% jagt, men også artikler om våbenhistorie, undervandsjagt og meget mere, finder man i bladet, som i dag forhandles i både Danmark, Norge og Sverige.

På Jagt i Bella i weekenden den 17. og 18. september, er vi naturligvis på plads med en stor stand, hvor man ud over smagsprøver på sydafrikansk vin, dansk fadøl, samt masser af gode abonnementstilbud, også vil blive præsenteret for en vaskeægte "Verdenspremiere" på den nye Range Rover Evoqe fra firmaet Peer Glad i Kalundborg. Der vil være biler både på vores stand, samt ved scenen. Hvis du kunne tænke dig at køre Evoque i en uge, så mød op standen og lad dig registrere, så deltager du i konkurrencen.

På scenen der ligger umiddelbart op af vores stand, vil BigGame Magazines chefredaktør Rune Fich Weischer begge dage være toastmaster, og præsentere de mange forskellige og underholdende indslag. Der vil i år være et stort hundeshow, præsenteret af Royal Gun Dog Team og man vil udover en del foredrag, desuden kunne opleve en af BigGames storvildtsjægere og skribenter Max Hunt præsentere sin nye film fra scenen.

Geddefeber

Geddeweekend på Esrum Sø

Mikkel Altmann og Frederik Schramm fik gevinst i et seriøst geddesats på Esrum Sø. Her er Mikkel med en god gedde på 7,1 kilo, fanget under dørgefiskeri med wobler.

14.9.2011 – DE TO IVRIGE LYSTFISKERE, Mikkel Altmann og Frederik Schramm, havde besluttet sig for at dedikere weekenden den 10. og 11. september til gedderne, og det må man sige de gjorde!

Vandet, der skulle fiskes, var Esrum Sø, og lørdag startede fint med fem mindre gedder op til 2,3 kilo i båden. Det blev der dog lavet om på senere på dagen, hvor de fangede en god gedde på 6,25 kilo, efterfulgt af endnu et par mindre fisk.

Søndag skulle fiskeriet vise sig at blive en del sværere. Efter adskillige timers dørgefiskeri med woblere uden at have set skyggen af fisk var Mikkel og Frederik lige ved at give op da weekendens største fisk huggede, en grov gedde på 8,1 kilo! Det gav blod på tanden, så de to fortsatte fiskeriet, og kort efter fik de endnu en flot gedde på 7,1 kilo – en perfekt afslutning på en god fiskeweekend med i alt 11 gedder i båden.

Geddefeber

Fiskekonkurrence på Ærø

14.9.2011 – DET ER NU 28 ÅR SIDEN at Ærø Sportsfiskerforening for første gang afholdte den åbne fiskekonkurrence "Havørredweekend", og den sidste weekend i september byder foreningen endnu en gang landets lystfiskere til velkommen til fiskekonkurrence.

Konkurrencen, som foregår på Ærø, er efterhånden gået hen og blevet en tradition for mange lystfiskere, såvel for tilrejsende som for lokale, og har i flere år haft en trofast deltagerskare på omkring 150 lystfiskere, hvoraf cirka halvdelen er tilrejsende. Konkurrencen har en samlet præmiesum på 25.500 kroner.

Havørredweekenden starter klokken 00.00 natten til lørdag den 24. september og slutter igen søndag den 25. september klokken 13.00. Der sælges billetter hos Michaels Jagt & Fiskeri i Svendborg og fredag aften i klublokalerne ved Rise Skole, St. Rise Skolevej 3, 5970 Ærøskøbing. Prisen for en billet er 60 kroner. Præmieoverrækkelsen finder sted ved klubhuset i Rise Skole på Ærø.

Geddefeber

Smuk Uggerby Å-bækørred

Rune Hausager vandt overlegent bækørred-kategorien til Uggerby Å Cup 2011 med den massive bækørred på 1,94 kilo og 57 centimeter.

12.9.2011 – I DEN FORGANGE WEEKEND deltog Rune Hausager til Uggerby Å Cup 2011, der blev afholdt af Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn. Her fangede Rune sig en seriøs bækørred, der overlegent sikrede ham førstepladsen i bækørred-kategorien.

Rune var deltog i konkurrencen sammen med sin kammerat, Mads Jakobsen, og det er noget de har gjort de sidste mange år. I år havde de lagt en slagplan for fiskeriet, der gik på, at der ikke var tid til søvn for den første fisk over målet var fanget! Forholdene var perfekte med det helt rigtige vejr og en god vandstand. Rune og Mads, der begge er bosat i Bindslev og dermed godt lokalkendte, fiskede fra konkurrencens start fredag klokken 18.00 til hen ved 4-tiden lørdag nat, hvor de to nok måtte erkendte, at de havde brug for noget søvn.

Efter et par timer på øjet kørte Rune og Mads til Mosbjerg, hvor Rune efter 15 minutters fiskeri mistede en flot havørred på omkring de 70 centimeter. Morgen blev til dag, og fiskeriet blev fortsat ved Terkels Bro. Her blev hele lørdag brugt, og lørdag aften mærkede Rune en god fisk nappe til spinneren.

Søndag kørte kammeraterne tilbage til stedet hvor de mærkede fisken aftenen før. Endeligt gav indsatsen pote, og Rune fik et solidt hug på spinneren. Kort efter kunne Rune lande en smuk bækørred på hele 1,94 kilo og 57 centimeter, der dermed udløste en overlegen førsteplads i bækørred-kategorien!

Geddefeber