dec 11, 2012 | Nyheder
FÅ LYSTFISKERE trodser vintervejret for at dyppe snøren for tiden. Den hårde frost og ikke mindst de store mængder sne har lagt en dæmper på fiskelysten og vanskeliggjort adgangen til fiskevandene rundt omkring i landet. En af de få der har været ude er Peter Eriksen fra Slagelse, der sammen med kammeraten var en tur efter gedder i en lokal å.

Peter Eriksen med sin 119,5 centimeter lange gedde
-Vi valgte at tage en tur i åen og se om der mon var nogle store gedder til os. Der lå meget sne langs åen og det var så koldt at vi måtte kæmpe med is i øjerne, hvilket besværliggjorde fiskeriet meget. Efter kort tid kom den første trygbølge efter mit jerkbait, men den ville ikke mere. Der gik dog ikke lang tid førend jeg fik et godt tungt hug. Fisken gik dybt og bevægede sig nedstrøms. Da den endelig kom til overfladen blev vi meget overrasket.
Selvom vi var taget til åen efter store gedder havde vi ikke regnet med at der var fisk i denne størrelse. Fisken blev hurtigt nettet og efter en kort opmåling kunne vi genudsætte den 119,5 centimeter lange tyksak. Vi fik ikke vejet den, men med fiskens gode kondition vil vi anslå den til et sted mellem 14 og 15 kilo.
dec 10, 2012 | Nyheder
Fisk & Fri har i øjeblikket et lille hold på besøg hos deres gode venner og samarbejdspartnere i Tanzania, Gladys og Peter Juhl. Holdet består, udover Søren Honoré fra Fisk & Fri og Allan Riboe fra Hvidovre Sport, af tre glade drenge fra Kokkedal. Thorbjørn, hans far Steen samt en god kammerat, Peter, der også var kommet med til det dejlige østafrikanske land.
Både Steen og Thorbjørn er rutinerede lystfiskere, hvorimod den 21 årige Peter Hertling, der aldrig havde fanget en fisk før, var på sin første tur til Afrika. Efter et par dage på den lille ø Mafia Island, var holdet klar til at udforske fiskeriet omkring øen.

Her er glad Peter Hertling med sit livs første fisk.
Mens guiderne var ved at bringe brændstof og proviant ombord på båden, brugte Peter tiden yderst fornuftigt. Med en lille Rapala wobler for enden af det lette spinnegrej, fik Peter nemlig sin debut som lystfisker.
Omkring 50 meter fra land fik Peter nemlig et brutalt hug, og efter cirka 15 minutter kunne han lande sit livs første fisk, en smuk og stærk Giant Trevally på omtrent seks kilo.
Sikke en debut, en ny lystfisker blev født den dag. Hvordan turen ellers forløb, kan i læse om senere i Fisk & Fri.
dec 5, 2012 | Nyheder
NATUR- MILJØKLAGENÆVNET har den 3. december 2012 truffet afgørelse om, at høringsfristen på kun otte dage ved den supplerende høring omkring de reviderede Vandplaner i december 2011 var væsentlig for kort. Nævnet har derfor erklæret Vandplanerne for ugyldige, og den supplerende høring af Vandplanerne skal nu gå om.
Danmarks Sportsfiskerforbund er enig i, at høringsfrister skal have en varighed, så de giver alle berørte parter reelle muligheder for at indsende høringssvar. Det er et vigtigt led i det danske demokrati.

– Det er klart, at en høringsfrist på kun otte dage er for kort, selv om der er tale om en supplerende høring af de relativt få ændringer i de forslag, der allerede havde været i høring i seks måneder. Men nu handler det så om at få formalia bragt i orden, så vi kan komme videre med at få første generation af Vandplanerne gennemført, siger Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Han mener desuden, at nævnets afgørelse ikke bør bruges til at skabe yderligere forvirring om mål og midler i første generation af Vandplanerne.
– I sidste uge offentliggjorde EU-kommissionen en evaluering af de europæiske landes Vandplaner. Evalueringen viser ikke overraskende, at de danske Vandplaner, der skulle forbedre kvaliteten af vandløb, søer og kystområder i Danmark, er alt for utilstrækkelige. EU-kommissionen har påpeget ikke mindre 20 konkrete områder, hvor Danmark skal forbedre indsatsen, så der er rigtig meget, der skal tages fat på, siger Verner W. Hansen og fortsætter.
– I Danmarks Sportsfiskerforbund er vi meget mere optaget af, hvordan vi får rettet op på disse forhold i næste generation af Vandplanerne, end vi er optaget af at blive ved med at bruge en masse krudt på første generation, der ikke alene er alt for uambitiøse, men som også er blevet uarbejdet i en alt for langtrukken og meget lukket proces.
– Det er derfor glædeligt, at miljøminister Ida Auken allerede nu har sat arbejdet med næste generation af Vandplanerne i gang. Og ministeren fortjener i den forbindelse anerkendelse for, at hun foreløbigt har lagt grunden til en meget åben proces, hvor de forskellige parter inddrages aktivt under hele processen. Det tegner rigtig positivt i forhold til arbejdet med de næste Vandplaner, så det er der, vi vil bruge vores kræfter konstruktivt, slutter Verner W. Hansen.
dec 5, 2012 | Nyheder
ÅSÆSONEN er for længst overstået, men vi syntes nu stadig at vi ville dele Michael Falk Langes, fra Nørresundby, lidt forældede men sjove fangstrapport.
– Fredningen stod for døren og jeg var taget af sted på årets sidste tur Lindenborg Å. Året havde ikke rigtig kastet noget særligt af sig -et par småfisk på målet.
Som så mange gange før, startede jeg mit fiskeri lidt opstrøms parkeringen, og ville derfra bevæge mig ned over. Efter cirka en 15 minutters tid mødte jeg en der allerede havde fisket stykket igennem, dog uden held. Lettere nedslået valgte jeg alligevel at fiske det godt 300 meter lange stræk af, inden jeg skulle skifte plads.

To minutter senere sætter fluen sig i noget grøde, tror jeg, og giver et ordentlig ryg i stangen for at få den fri. Dette fik den store fisk, der havde taget min flue, til at lette fra brinken og lande ude midt i åen. Herefter bevægede den sig hurtigt 20-30 meter op ad åen hvorefter den sprang igen. Så tog den turen nedstrøms mod en vejbro. Med mig i hælende, tog fisken efterfølgende flere fine udløb, men efter yderligere 15 minutter viste fisken tegn på træthed og kom ind til bredden.
Med adrenalinen pumpende i kroppen fik jeg foldet nettet ud, men kunne hurtig konstatere at nettet var alt for småt til fisken. Hver gang jeg prøvede at få den i nettet, gled den af. I Min paniske angst for at miste fisken lagde jeg stangen,kaste mig på maven i mudderet, fik presset fisken i nettet og med et ordentligt ryk trukket fisken ud af vandet. Nettet knækker imidlertid og fisken lander på maven af mig. Fisken der nu lå og spræller på min mave fik en ordentlig krammer, så den ikke kunne glider tilbage i åen. Efter nogle sekunder liggende på ryggen i mudderet havde jeg overskud nok til at rejse mig og løfte fisken i sikkerhed. Til stor pinlighed kunne jeg her hilse på den storgrinende lokale postmand, der fra vejen havde fulgt hele forestillingen, men hvad gør det når man lige har landet sin pr.
Oppe på brinken kunne jeg til stor overraskelse konstatere at det var en laks og ikke en havørred jeg har fanget, hvilket ikke gjorde oplevelsen ringere.
dec 4, 2012 | Nyheder
OCEAN SEEKER har været på nye eventyr. Denne gang var det Kattegat, der stod for skud. Vi har fået en vild fangstrapport fra Jesper Larsen, fra Team Ocean Seeker.

– Jeg lagde allerede ud kl. 3:30, da det tager nogen tid at komme helt på Fladen, i Kattegat. Jeg startede med trolling ved Ringhals i den gryende morgenstund, i håbet om at der skulle være en spændende art, som havde valgt at overvintre i det varme vand.
– Efter et par runder uden held gik turen ud på Fladen hvor planen var at fiske efter diverse arter, som holder til der. Ret hurtigt kom der både torsk, hvilling, knurhane, sild, brisling og makrel i båden, men efter en lille times døde fiskeriet total. Jeg sendte en nye frisk agn mod bunden, og her fik jeg svar på ophøret af det varierede artsfiskeriet.

– Hugget der faldt på den friske agn virkede bekendt, og en flot pighaj kom til syne. Dette blev startskuddet på et pighaj eventyr ud over alle grænser. Der var pighaj over alt i hele vandsøjlen og flere gange blev den pighaj, som sad på krogen, fulgt til overfladen af andre hajer. Enkelte gange kunne jeg endda røre ved dem mens jeg afkrogeed den kroget haj i vandet!
– Jeg gik hurtigt over til at fiske med cirkel- og langskaftet –kroge. Alle kroge var selvfølgelig uden modhager for skånsom genudsætning. De hajer som måtte indenbords til et mindre indgreb og foto, fik glæde af den medbragte unhookingmat samt en stor balje med vand.
– Da dette fantastiske hajbonanza havde stået på i nogle timer kunne jeg gøre status med 42 pighajer op til 5,2kg, foruden dem som ikke kom med helt op til båden.
– Bare det at se dem svømme frit rundt om båden var hele turen værd i sig selv, slutter en smilende Jesper.
dec 3, 2012 | Nyheder
ØSTDANSK TURISME tildelte D. 28 november, Møns Klint Resort Årets Innovationspris. Baggrunden for beslutningen var resortets fremsynethed i forhold til lystfiskeri, deres indsats i form af gratis app til lystfiskere samt deres overnatningskoncept -som ikke kun tilgodeser fiskerne, men også deres familier.

Foto: Ole Eskling
Prisen består af 50.000kr. og en flot statue i flint og bronze, fra Galleri Arleth på Falster. Kåringen viser at dansk turisme er begyndt at værdsætte det enorme potentiale der findes i lystfisketurisme.
Ifølge Fødevareministeriet omsætter lystfiskeri for ca. 3 milliarder kroner årligt, og der er ikke mange steder i landet, der kan måle sig med Møns Klint, fortæller campingchef på Møns Klint Camping, Ole Eskling.- Derfor var det oplagt, at produktudvikle med netop det nichemarked for øje.
– Indsatsen har allerede haft en positiv indvirkning på bundlinjen, og væksten fortsætter helt sikkert fremover. Der er masser at gøre endnu og pengene fra prisen skal selvfølgelig investeres i at gøre Møn og Klinten endnu mere attraktiv for lystfiskere. Ordet innovation forpligter selvfølgelig og vores fremtidige tiltag kommer også til at være noget folk ikke nødvendigvis har set før, slutter Ole.
Læs mere om Møns Klint Resort her
Tjek appen her
nov 30, 2012 | Nyheder

Denne skalle på 1,28 kilo var ny personlig rekord til Christian Olsen.
CHRISTIAN OLSEN fra Valby var sammen med Steen Kehler taget en tur i Tryggevælde å den 14. november efter ørreder her op til fredningen. Der var fine forhold med et acceptabelt flow i vandet – men det var dog noget helt andet end ørreder, som de fangede.
– Vi startede med ormestangen og allerede i første kast, fik jeg et godt hug af en fin fisk, som kæmpede så godt, at vi var sikker på, at det måtte være en god rimte. Stor var overraskelsen, da vi opdagede, at det var en mega skalle – ja, den lignede sgu mest af alt en karusse med den kropsform: Stor, bred og tyk. Det må vist være det, som man kan kalde for en ægte "kamp-skalle". En klar ny personlig rekord med mere end 200 gram.
– Der var desværre ingen ørreder i åen til os den dag, men det blev da til yderligere en snes fisk til os hver med brasen på 4,8 kilo og rimte på 1,6 kilo som de største, slutter Christian.
nov 29, 2012 | Nyheder
I DET SENESTE NUMMER af Fisk & Fri kunne du læse om Jan Juhl Rune, der som vinderen af hovedpræmien i Fisk & Fris læserundersøgelse, vil modtage et gavekort på 5000kr til Atlantic Travel.

Desuden kunne du læse at resten af vinderne ville blive trukket i dag. Vinderne er nu fundet og vi kan derfor ønske tillykke til følgende, med deres helårsabonnement på Fisk & Fri:
per sørensen
helmuth johansen
Christian W. Landsberg
Heinz Wolf
Kirsten Bodholdt
Steffen Kølleskov Andreasen
René Thingholm
Steen Bork-larsen
Torben Christensen
Rasmus asp nielsen
Vinderne vil automatisk modtage det kommende nummer af fisk & Fri med posten. Er de allerede abonnenter vil deres abonnement blive forlænget med 10 numre.
Men præmiefesten stopper ikke her. Vi har også fundet ti vindere af et gavekort på 1000kr til onlineshoppen www.youfish.dk.
Og de heldige vindere er:
Benjamin Vestbo
jens offenberg
Henrik Søndergaard
Steen Appel
Jesper Andersen
Lars Winkel
Christian Thomsen
Dorte Krogsgaard
Anders Almskou
René Hylager Carlsen
Vinderne af gavekortet vil en af de kommende dage modtage en mail med instrukser om hvordan deres gavekort kan indløses.
Fisk & Fri siger tak for hjælpen til alle som deltog i undersøgelsen, og tillykke til de heldige vindere.
nov 29, 2012 | Nyheder
DANIEL NILSSON – en af de svenske Kinetic/Fairpoint Outdoors sælgere have den forgangne uge kombineret et salgsmøde med en fisketur i den store svenske sø, Vättern. Kunderne Carl Schander og Martin Danielsson fra forretningen "Böjda Spön" skulle teste Kinetics Magic Minnow agn på nogle af søens laks. Den første dag blev fiskeriet bedrevet fra båd, hvor de tre kastefiskede. Der blev landet et par mindre laks og mistet to mere, hvoraf den ene, en rigtig stor en, røg på netkanten.

Martin Danielsson med sin 8,1 kilos tunge kystlaks
På andendagen var vejret for voldsomt til bådfiskeri, så de ihærdige fiskere forsøgte fra land. Martin der fiskede med en 20g. Flax trak det længste strå og fik et solidt hug. Imens Martin fightede sin tilsyneladende store fisk nåede Daniel at kroge, fighte og lande en af søens smukke rødinger. Da fisken kom ind til kysten stod Carl klar med nettet.
Haps! En smuk kystfanget laks på 8,1 kilo var en realitet.
På grund af nænsom behandling og vejning i nettet kunne Martin nogle få fotos senere genudsætte den forkromede skønhed.