Foredrag: Bæredygtigt Lystfiskeri – Hvad er det?

gordon

17. november holder Gordon P. Henriksen et foredrag om bæredygtigt lystfiskeri. Udover foredrag får du en skål bouillabaisse og et par røverhistorier fra gamle dage om Felix Andersen med. Som optakt til foredraget skriver Gordon følgende:

Bæredygtigt lystfiskeri er et kompliceret og meget bredt begreb, og mange er nysgerrige på, hvordan bæredygtigheden kommer konkret til udtryk i blandt andet i mit personlige og i Fishing Zealands arbejde.

Den 17. november 18:30 holder jeg et foredrag i Domus Felix i Lejre, hvor jeg vil prøve at komme ind på, hvad jeg menerbæredygtigt lystfiskeri drejer sig om, og hvordan vi alle sammen kan være med til at forme fremtidens fiskeri.

Begrebet dækker bredt over de mange måder, man kan sikre fremtidens miljø og fiskemuligheder for kommende generationer. Som projektleder i Fishing Zealand, som Lejre Kommune bl.a. er en vigtig del af – vil jeg denne aften blandt andet fortælle om min egen og Fishing Zealands indsats for at fremme bæredygtigt lystfiskeri. Jeg vil komme ind på vandløbspleje i fælleskab mellem kommuner og frivillige, politisk samarbejde, bæredygtig lokal vækst og omsætning samt den social indsats overfor børn og unge i naturen.

Sidst men ikke mindst vil jeg også snakke en del om min personlige tilgang til mit arbejde og min passion. Her kommer jeg bl.a. ind på mit arbejde med arrangementer, lobbyisme, Fiskemissionen, Fiskeguiden og meget mere.

Felix Andersen (tv) har lagt navnet til Domus Felix der både har været maskinværksted og mejeri. Felix var en engageret og innovativ lystfiskeri der bl.a fiskede i konkurrencer på højt plan.

Felix Andersen (tv) har lagt navnet til Domus Felix der både har været maskinværksted og mejeri. Felix var en engageret og innovativ lystfiskeri der bl.a fiskede i konkurrencer på højt plan.

Det handler også om hvordan vi hver især opfører os som lystfiskere, tager ansvar og selv kan træffe bæredygtige beslutninger.

Det hele kommer hurtigt til at lyde som en stor gang politisk korrekthed, men i bund og grund handler det bare om at sikre fiskeriet til de kommende generationer, noget vi forhåbentlig allesammen er interesserede i.

Vi kigger ikke kun ind i fremtiden men indeleder aftenen med nogle gamle historier om Felix Andersen, som har lagt navn til Domus Felix. Han var faktisk passioneret lystfiskeri og bl.a. skabte “Felix pirken”.

Aftenen byder også på en skål dejlig “Bæredygtig Bouillabaisse” leveret fra Restaurant Herthadalen. I tillæg hertil kan der købes økologisk øl og vin på stedet. Maden og kaffe er inkluderet i prisen, som lyder på 120kr.

Du kan læse mere om arrangementet og bestille billetter her:Lejre Bibliotek og Arkiv.

Håber, vi ses.

– Gordon

Friluftsland

Max 3-5 torsk pr dag i 2017

 

torsk

Miljø og Fødevareministeriet har i dag kommet med en oversigt over resultater i aftalen om TAC/kvoter 2017 i Østersøen. For det rekreative fiskeri i den vestlige del af Østersøen (zone 22-24), som inkluderer Øresund og Bælterne, fastsættes der en begrænsning i antallet af torsk, der må bringes i land af hver enkelt lystfisker/fritidsfisker. I perioden 1. februar – 31 marts kan hver lystfisker/fritidsfisker bringe op til tre stk. torsk i land pr. dag og fem stk. uden for denne periode. Du kan læse meget mere om de nye regler og begrænsninger, der kan få stor betydning for dansk havfiskeri, i november udgaven af Fisk & Fri.

Friluftsland

Med Goodwings støtter vi kampen for plastikfrie fisk

goodwings

Hvert år ender 10 millioner tons plastik i verdenshavene. En del bliver spist af fisk, der risikerer at kvæles eller kan optage giftige kemikalier fra plastikken, før de ender på vores spiseborde. Dermed udgør stigende plastikforurening en trussel dels for den globale fiskebestand, dels for os mennesker i kraft af fødekæden. Og det er baggrunden for, at Fisk & Fri har indgået et spændende samarbejde med den innovative start-up Goodwings, som vi gerne vil dele med jer.

Goodwings er en ny online bookingportal, som gør det nemt for os at udleve vores lyst til at rejse og samtidig bevare verdens lystfiskerparadiser. Når vi booker hotel på goodwings.com, kan vi nemlig støtte kampen mod plastikforurening i natur og verdenshave, uden at det koster os ekstra – og fra d. 1. november kan du gøre det samme.

Goodwings.com giver adgang til mere end 250.000 hoteller over hele verden til samme pris som hos andre onlineportaler. Forskellen er, at du kan give 50 % af Goodwings’ kommission fra dit køb af hotelværelser videre til at støtte en række organisationer, der arbejder for at skabe en bedre fremtid for natur, miljø og mennesker.

Hos Fisk & Fri vælger vi at støtte Plastic Change. Plastic Change er en international organisation med base i Danmark, der samarbejder med forskere, politikere og industriledere om at kortlægge plastikforurening, skabe bæredygtige emballage- og genbrugsløsninger samt reducere mængden af plastik til lands og til vands. Det er godt for miljøet, godt for fiskene – og godt for os.

Derfor kan vi varmt anbefale, at du booker hotel på goodwings.com, næste gang du pakker fiskegrejet og sætter kurs mod dit eget lystfiskerparadis – uanset om det er ved Vesterhavet, i Afrika, Canada eller hvor end i verden, du vil hen. Så kan du blandt andet støtte Plastic Change og indsatsen for at bekæmpe plastikforurening samt bevare en smuk natur med et rigt fiskeliv, uden at du betaler ekstra.

Læs mere på goodwings.com – og rigtig god rejselyst!

Friluftsland

STOR JUBILÆUMSFEST HOS BRASHOLT

Butikken på Vandværksværkvej er et Eldorado for lystfiskere, jægere og friluftsfolk.

Butikken på Vandværksværkvej er et Eldorado for lystfiskere, jægere og friluftsfolk.

En af landet største Jagt-og fiskeforretninger Brasholt i Hjørring runder 40 år i oktober, og det fejres med et kæmpe jubilæumssalg fredag den 7. oktober og lørdag den 8.oktober i butikken på Vandværksvej 29.

Nogle unge drømmer om at blive professionelle fodboldspillere. Det blev Jørn Brasholt aldrig, men alligevel er det lykkes ham at gøre sin store fritids interesse til sit levebrød, og her i oktober 2016, kan han fejre sit 40 års jubilæum som indehaver af en af Jyllands største og flotteste forretninger inden for jagt og fiskeri.

Jagt og fiskeri har altid fyldt meget i Jørn´s liv, og som ung fiskede han utrolig meget, men i dag er det mere jagten der er i højsædet.

Det er blev til mange ture rundt om i Europa med bøssen over skulderen, men aldrig ture uden for Europa. Her er der nok for meget Vendelbo over Jørn, og desuden ville han hellere investere sine penge i forretningen.

Den første butik i Stokbrogade, som husede Brasholt i 24 år. Derefter fulgte 12 år på Fuglsigvej, inden turen gik til den nuværende butik på Vandværksvej, hvor man har ligget sidste 4 år.

Den første butik i Stokbrogade, som husede Brasholt i 24 år.
Derefter fulgte 12 år på Fuglsigvej, inden turen gik til den nuværende butik på Vandværksvej, hvor man har ligget sidste 4 år.

Og den store forretning i Hjørring, er blevet et sandt mekka for jægere, lystfiskere og fritidsfolk, som gerne kører langt for at nyde godt at personalets store viden, samt butikkens imponerende udvalg.

Alle ansatte deler nemlig kundernes interesse, Esben og Martin er begge ivrige lystfiskere og fisker gerne over hele kloden, mens John og Lise ligesom chefen selv, er mere er til jagt.

Men fælles for alle ansatte er deres store interesse for naturen, og er du “bare” friluftmenneske, er du i gode hænder, uanset hvilken afdeling du besøger.

Alt dette er med til at gøre Brasholt til en af landets bedste specialforretninger, og selvom det kan virke som en høj alder, er Brasholt hverken fyrre, fed eller færdig.

Så gør dig selv en tjeneste og kig forbi fredag eller lørdag og nyd godt af de mange fantastiske tilbud. Og er der ikke lige de varer på tilbud du står og mangler, så er der 20 % rabat på alt der ikke er nedsat i forvejen.

Butikken er åben fredag fra 9,30 til 17,30 og lørdag fra 9,30 til 15,00. Begge dage bydes der på en gang middagsmad mellem kl. 12 til 14 til alle kunder.

Friluftsland

Rekordlaks fra Storåen

laks

Simon Shimizu har netop landet en 141 centimeters han laks i Storåen. Fisken, som blev nænsomt genudsat, huggede en Caviar Spinner str 5 og blev taget på en bombardastang fra Ron Thompson. Kæmpelaksen er 6 cm længere end Dinesens rekordlaks!!! Et stort tillykke fra Fisk og Fri. Læs mere om den i næste nummer.

Friluftsland

Giv DTU Aqua et tip, hvis du ser tun i Danmark

 

tun2

Foto: Billede af springende tun fra det sydlige Kattegat i efteråret 1947, L. Svendsen.

Efter mange års fravær er den blåfinnede tun tilbage. DTU Aqua vil rigtig gerne høre om det, hvis man ser tun i dansk farvand

For første gang siden 1960’erne er en blåfinnet tun blevet fanget i Danmark. Det var en tun på tre meter, som blev fanget af en lystfisker i Skagerrak. Observationen af tun i Skagerrak står ikke alene. I forrige uge fangede en norsk fiskebåd 190 tun med not i Norskehavet. Og den blåfinnede tun er de senere år også begyndt at blive fanget i forbindelse med makrelfiskeri i Grønland.

For professor Brian MacKenzie, DTU Aqua er tunens genbesøg i dansk farvand næsten som en drøm, der bliver til virkelighed.

”Vi har regnet med og håbet, at den måske ville komme, men det er noget helt særligt at opleve, at nu er den her. Og at den tilmed ankommer i det tidlige efterår, som er på samme tidspunkt, som tunen plejede at komme til Danmark i stort antal for 50-60 år siden, da der var et fiskeri på den herhjemme i blandt andet Øresund, det er spændende,” vurderer professoren.

“Observationerne kan give et billede af, hvor mange tun der er.”

Professor Brian MacKenzie, DTU Aqua

For at kunne følge tunens genkomst, vandring og udbredelse, som den ser ud i år, tæt, så vil DTU Aquas Brian MacKenzie rigtig gerne høre fra folk, der ser tun i danske farvande. Det kan, sammen med oplysninger fra andre områder i Norden og historiske oplysninger fra tunens tidligere optræden i Danmark, give et samlet billede af tunens færden i danske og nordiske farvande.

Har du set tun i dansk farvand?

KONTAKT: Professor Brian MacKenzie DTU Aqua Jægersborg Allé 1 2920 Charlottenlund Mail: brm@aqua.dtu.dk Tlf. 35 88 33 00 (omstilling) / 21 31 58 14 (mobil)

  • Brian vil gerne vide:
  • Position (hvor du har observeret tun)
  • Hvad du har set (fx enkelte tun, tunstime, ca. antal tun)
  • Tunens størrelser (fx ca. 1,5,  2, 2,5, … m),
  • Tidspunkt på dagen, hvor du så tunen
  • Om du har set mulige byttedyr, som fx sild, makrel eller hornfisk, springe op ad vandet i flugtforsøg
  • Meget gerne foto og/eller video

”Tunen er derude og bliver set af både erhvervs-  og sportsfiskere, så ved at samle de oplysninger kan vi få et klarere billede af tunens vandringsmønster, fx hvornår de ankommer, og hvornår de tager af sted igen,” siger Brian MacKenzie og fortsætter:

”Observationerne kan også give et billede af, hvor mange tun der er. Fiskepopulationer plejer at fordele sig over større områder, når de er større, så tunens optræden her kan være tegn på, at bestanden har det bedre, end den længe har haft det, og at der er godt med føde for den nu”.

Stort fiskeri i Danmark i 50’erne

Mens tun i Danmark de senere år kun er noget vi kender fra frysedisken eller dåser i supermarkedet, så har der tidligere været et stort fiskeri efter tun herhjemme. Det var den blåfinnede tunfisk, som nu er tilbage, som indtil 1960’erne hvert efterår kom til danske farvande.

Dengang gik tunen nord om Skagen og ind gennem Kattegat og Øresund. Da ’fiskeeventyret’ var på sit højeste i 1950’erne, blev der hevet op mod 2.000 ton blåfinnede tun i land i Danmark over en periode på 5 år. Men eventyret sluttede, og tunen forsvandt.

“Vi ved faktisk stadig ikke, hvorfor tunen forsvandt fra Danmark. Vi har flere teorier, men ingen ved, hvilken der er den rigtige,” som professor Brian MacKenzie forklarede til videnskab.dk i anledning af tunens tilbagekomst (link nedenfor).

Det er i dag ikke tilladt hverken for lyst- og fritids- eller erhvervsfiskere at fiske efter tun i Danmark, da Danmark ikke har en national kvote på arten.

Friluftsland

DM I SURFCASTING 2016

Deltagerne-fra-casting

Jim Pedersen har sendt Fisk & Fri følgende beretning fra DM i Surfcasting. Udover selve beretningen ræsonnerer Jim over årsagen til, at der ikke er flere surfcastere i Danmark. Som sponsor af DM i surfcasting kan redaktionen kun opfordre folk til prøve kræfter med de lange kasts kunst.

Jeg er lige kommet hjem fra Surfcasting DM 2016, arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbunds Surfcastingsektion, i samarbejde med Dansk Surfcastingklub.

Det var endnu et herligt møde med den hårde kerne af danske surfcastere.

Vi er godt nok ikke særlig mange surfcastere i Danmark. Hvert år har det været et tilbagevendende samtaleemne og spørgsmål. Hvorfor er der ikke flere der dyrker surfcasting i Danmark?

På forskellig vis har klubben forsøgt, at få flere til at interessere sig for surfcasting, men uden særlig held.

Men så slår det mig, at det er da temmelig indlysende, hvorfor ikke flere dyrker surfcasting.

Det skyldes selvfølgelig omkostningerne på udstyret.

Til dette DM har alle mand mindst 2 surfstænger, som ofte koster et par tusinde kroner hver. På hver stang sidder der et fornuftigt hjul, der snildt koster en tusse stykket. Så er der stangstativ og grejboks fyldt med alverdens absolutte nødvendigheder og besynderlige forfang. Det er yderligere en tusse eller to.

Og dette er bare fiske-udstyret. Derudover er der udstyret til casting. Det vil sige stænger og hjul, der helst kun bruges på land, langt fra vand.

Og her taler vi virkelig kvalitetsstænger i high-end og de er ikke billigere end de stænger, der bruges til at fiske med.

Hjulene til casting er et kapitel helt for sig selv. Der er selvfølgelig tale multiplikatorhjul. Derudover er hjulene tunet efter alle kunstens regler og det siger ikke så lidt. Uden tuning, kan du glemme alt om, at præstere bare rimeligt lange kast.

Et DM afholder over to dage. På den første dag gælder det fiskeri fra kysten. På dag to afholder man kaste-konkurrencen – casting. Her skal deltagerne kaste vægtloddet så langt de magter og helst undgå overløb – fuglereder eller at linen brister. Det foregår på en større mark, vi har fået lov til at låne af en venlig landmand. Der oprettes en kastebane efter særlige internationale regler. Og længden på kastene måles med en meget nøjagtig lasermåler.

Ser man på det samlede billede af, hvad surfcasting et for en størrelse, er det da klart, at der ikke er flere, der fristes af, at binde an med surfcasting.

Du kan måske finde på, at spørge om, hvorfor i alverden vi dyrker surfcasting.

Svaret kan sagtens være et spørgsmål:

Fx hvorfor i alverden er der nogen der løber maraton?

Hvorfor i alverden er der nogen der klatrer op ad en stejl mur med diverse små håndtag på?

Hvorfor i alverden er der nogen der farer rundt på en cykel uden i en skov og får mudder langt op ad ryggen?

Og flere lignende spørgsmål.

Det gør man fordi det er ens interesse. Det skal på ingen måde forklares eller begrundes i rationelle svar eller ud fra økonomiske overvejelser, om det nu kan betale sig.

Og sådan er det også med os surfcastere. Vi gør det, fordi vi gør det. Og så fordi det er fedt, at være surfcaster i Danmark.

Nå, men tilbage til årets DM, der blev afholdt på Als ved Kegnæs.

Der var 23 mand, der deltog i fiske-konkurrencen og der blev fanget 34 fisk i alt, 5 hornfisk, 6 rødspætter og 23 skrubber.  De tre bedste blev 1. plads Tage Nielsen, 2. plads Rene Mortensen, 3. plads Bent Andersen.

Kastekoncurrencen: 1. plads Kristian Ørsted Pedersen, 2. plads Tage Nielsen, 3. plads Peter Ø. Jensen. Det længste kast ved dette DM, står Kristian Ørsted Pedersen for. Det er på svimlende 220,3 meter! (fodboldbanen i Parken i København er 105 meter lang)

Den kombinerede konkurrence (dvs. begge dage udregnet efter særlige regler.) 1. plads Tage Nielsen, 2. plads Peter Ø. Jensen, 3. plads Steen Kjær Larsen.

En rigtig stor tak til vores sponsorer, Ultracast ,DSF, Fisk og Fri

Jim Pedersen.

Medlem af Dansk Surfcastingklub – www.surfcastingklub.dk

Friluftsland

Børn får jagt og fiskeri på skoleskemaet

Børn jagt

Foto: Jonas Milvang Nørregaard (børn på jagt) og Danmarks Sportsfiskerforbund (børn på fisketur). Billederne findes digitalt på www.jaegerforbundet.dk/NaturligVis og på www.sportsfiskeren.dk/NaturligVis. Kontakt os for flere billeder.

Skal de fremtidige generationer af danske børn have lyst til at passe på naturen, skal de ud og have fat i den med begge hænder. Det er konceptet bag det nye projekt NaturligVis, der fra næste år vil gøre det let for lærerne at finde frivillige jægere og fiskere, der kan bringe naturen ind i skoledagen. Projektet støttes af Nordea-fonden.

Der er dømt røde kinder, jord under neglene og vind i håret for fremtidens skolebørn. I hvert fald hvis det står til Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund. Sammen har de to organisationer skabt projektet NaturligVis, der fra 2017 vil samle undervisningsmaterialer og formidle kontakten til frivillige jægere og fiskere, der står klar til at rykke ud på skolerne. Alt sammen kun få digitale klik fra lærere og elever i de danske klasselokaler.

Projektet tager udgangspunkt i den kærlighed til naturen, som ligger dybt begravet i størstedelen af de danske jægere og fiskere. Med den i hånden og lys i øjnene, tager de børnene med på en naturrejse fra den spirende naturpleje, over nedlæggelsen af vildtet og til nydelsen i det gode måltid, der følger. Forinden har eleverne gennemgået en dag, en uge eller et projektforløb med deres lærer.

Børn skal have lov at skabe deres eget natursyn

I Danmarks Jægerforbund har hovedbestyrelsesmedlem og formand for Vildt- og Samfundsudvalget Kaj Refslund været politisk drivkraft på projektet. Han glæder sig over støtten fra Nordea-fonden og over at kunne medvirke til at skabe et grønt udgangspunkt for de fremtidige generationer, der får længere og længere til naturen:

– Når en jæger er på jagt, bestemmer han på et splitsekund, om et dyr skal leve eller komme på middagsbordet. Det kræver viden om naturen og en solid jagtetik. Vi høster af naturens overskud, og vi ved, at naturen skal beskyttes, før den kan benyttes. Vi har vores gang i naturen, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Det er den viden og det egagement, der findes i vores lokalforeninger, som vi ser frem til at sætte i spil i klasselokalerne. Med det giver vi de kommende generationer nogle gode redskaber til at danne deres eget natursyn med, forklarer Kaj Refslund.

– Vi glæder os til at møde børn og unge på skolerne og ved vandet. Det er vigtigt, at forståelsen for vandets og de vilde fisks grundlæggende forudsætninger bliver en naturlig del af undervisningen. Denne formidling kan Danmarks Sportsfiskerforbunds frivillige i høj grad medvirke til at løfte op på et højere niveau i samarbejde med lærerne, siger Direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund, Lars Rasmussen.

Fakta om Naturlig Vis

Projektet er et formidlingsprojekt, som vil bringe jægerenes og fiskernes engagement i og viden om naturen ud i skoleklasserne.

Projektet består af to ben. Det ene ben er en videns- og formidlingsbank af undervisningsmaterialer, som hjælper lærerne med at sætte gang i et projektforløb om naturen i klasserne.

Det andet ben er en kontaktbase, hvor lærere kan finde jægere og fiskere, der står klar til at dele ud af deres viden om naturen.

I første omgang er projektet støttet af Nordea-fonden med 3,67 millioner.

Det var også det, der tændte Nordea-fonden på projektet:

– Børn med fingrene godt og grundigt nede i naturen er gladere og mere nysgerrige børn – også på andre områder. Projektet er et godt redskab i skolernes arbejde med at sætte mere natur på skoleskemaet gennem et nært samarbejde med nogle af naturens ildsjæle – jægere og sportsfiskere, siger direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.

I de kommende måneder vil der blive ansat en projektmedarbejder, der skal stå for den daglige drift af projektet. De første lokalforeninger i de to forbund vil få uddannet lokale jægere og fiskere som formidlere, og sideløbende med at de første kontakter mellem skoler, jægere og fiskere dannes, vil projektets netportal blive opbygget.

Du vil kunne finde stillingsopslaget, nyheder om projektet og dets generelle udvikling på www.jaegerforbundet.dk/NaturligVis og på www.sportsfiskeren.dk/NaturligVis.

Kontakt

Hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, Kaj Refslund, kar@jaegerne.dk, tlf.: 2484 0956

Direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund Lars Rasmussen, lr@sportsfiskerforbundet.dk, tlf.: 7622 7079

Projektleder Franz Holmberg, fho@jaegerne.dk, tlf.: 6118 8393

Kommunikationschef i Nordea-fonden Tine Wickers, tw@nordeafonden.dk, tlf.: 4070 3784

Kommunikationskonsulent Kenneth Sletten Christensen, ksc@jaegerne.dk, tlf.: 2041 2225

 

Friluftsland

Grønlandske fjeldørreder

fjeldørred

Fisk & Fri har modtaget følgende turberetning fra Mikael Tange.

Den udprægede specimenfisker, Thomas Ratzlaff, og undertegnede have længe leget med tanken om at mødes i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord ultimo september 2016, hvor jeg skulle rejse hjem fra Nordgrønland efter 2 års udsendelse med arbejdet. Byttet i tankerne var Robinson Rivers store fjeldørreder på en tur, hvor vi ikke ville benytte os af en outfitter, men klare os selv. Tanken blev til virkelighed, da vi, torsdag den 22. september 2016, mødtes i lufthavnen i Grønlands trafikknudepunkt med vandrerygsækkene fyld med fiskegrej, telt, soveposer og andre fornødenheder. Vi havde allieret os med en lokal skipper, der for en net sum ville sejle os ud til flodens udmunding og hente os på et aftalt tidspunkt på en aftalt dag.

På vej til stedet i jollen, oplyste skipper, at det formentlig ville blive koldt og at han var lidt bekymret for om vi kunne klare kulden. Han blev forsikret om, at vi begge havde prøvet den slags før og med 2 år i nordgrønland, var jeg ikke bekymret for lidt nattefrost.

Ved ankomst til stedet så vi resterne af flere forladte lejre, som de lokale moskus- og rensdyrjægere benyttede sig af i jagten. Der lå flere kadavere fra både moskus og rensdyr i umiddelbar nærhed af flodens udmunding. Reglen er ellers, at en jæger skal medbringe hele dyret undtagen indvolde.
Selve Robinson River var svundet en del ind fra højsæsonen, hvilket vi kunne huske fra de mange billeder vi googlede inden afgang. Men “er der vand, er der formentlig også fisk” tænkte vi og begyndte vandringen til den udtænkte lejrplads ca. 4 km opstrøms. Vandet var klart med en anelse mælkehvidt, hvilket spillede til vores fordel, idet vi skulle gå tæt på flodbredden og frygtede at blive set af fiskene.

Der gik ikke mange minutter efter teltet var slået op, før Thomas krogede en ca. 2 kilos blank fjeldørred på spinner i den pool vi camperede vej. Krogen havde sat sig dybt og fisken måtte en tur på middagsbordet. Efter et par obligatoriske billeder af fisken, klemte vi modhageren på vores tre-kroge ind. Meningen med turen var C&R og ikke “fiskeri til fryseren”, da vi i forvejen havde lidt overvægt, ligesom sæsonens sidste fryseskib akkurat havde forladt Kangerlussuaq. Kort efter landede jeg en ca. 2 kilos farvet han med begyndende kæbekrog
Indenfor ca. en time var antallet af fælles fangster oppe på 15 i den samme pool. Der var både blanke og farvede fisk. Stort set alle var mellem 1-2,5 kg. Hurtigt fandt vi ud af at pangfarver var et hit – især orange/rød. Grejkassen bla herefter ransaget efter spinnere af disse farver og vi fiskede stort set ikke med andet under turen.

På fiskedag 2 gik vi nedstrøms og fiskede i flere gode pools. Vi fandt hurtigt frem til gode hotspots, som blev fisket i bund inden turen gik videre. I løbet af dag 2 fangede vi ca. 50 fine fjeldørreder til sammen. Blanke og farvede fisk mellem 0,5 og ca. 3 kg.

På sidste fiskedag startede vi nedstrøms og bevægede os op mod campen. I løbet af de sidste 2 fiskedage havde vi knækket koden, hvorfor det næsten var for let at gætte os frem til steder, hvor fiske stod. Vi begyndte at eksperimentere og formåede at lande fisk på steder, hvor man absolut ikke engang ville forsøge. Det måtte kunne betyde én ting; floden var spækket af fisk i alle størrelser og i alle gydeperioder. Egentlig havde vi lavet et sats med at ankomme så sent på sæsonen, da der i tidligere år har været -10 grader og nærmest låg på floden. Vores sats gav pote og en oplevelse for livet blev vi rigere.

Skipper ankom som aftalt og sejlede os tilbage til Kangerlussuaq. Undervejs mødte vi ingen andre fiskere – kun indfødte moskusjægere.

Friluftsland