Suzuki har tilføjet endnu en stor og stærk enhed til deres serie af påhængsmotorer – den nye DF325A! Motoren blev præsenteret i Tyskland ved Düsseldorf International Boat Show lørdag d. 20/1.
-Den nye DF325A er den perfekte kombination af fantastisk effekt og stor drivkraft, med fremragende brændstoføkonomi og stor pålidelighed, alt sammen pakket i et enkelt og stilfuldt design, fortæller Suzuki i en pressemeddelelse.
Suzuki kombinerer stor effekt og maksimal effektivitet
-DF325A anvender samme revolutionerende teknologi som den nye DF350A, og den højteknologiske og innovative DF325A er designet til intensivt brug. Med sit dual prop system er den en perfekt påhængsmotor for store både, lyder det fra Suzuki.
Tre store nyheder!
Dual prop system – en revolution inden for propeller: Suzuki Dual prop systemet drejer to propeller i modsat-roterende retning af hinanden dog på den samme motor. Det ikke bare forbedrer propellernes greb i vandet men også selve styringen af båden.
Dual injektorer – kølende og effektfuld: Motorens dobbelte injektor leverer præcist den rigtige mængde brændstof på præcist det rigtige tidspunkt til hver cylinder.
Direkte indtags-system og dobbelt luftsystem for kølig og tør luftt: Den nye DF325A er som noget helt nyt udstyret med et dobbelt vandsparende luftindtag, der fjerner al vand fra indsugningsluften. Det direkte luftindtag der går fra motorhæften til indsugningen på motoren, forhindrer en øgning af lufttemperaturen og sikrer dermed en forbedret effektivitet.
Se monsteret live:
DF325A produceres i Japan, og regnes med at blive sat til salg i Danmark i udgangen af April.
Mikkel Lohse fra Thorshavn har fanget en ordentlig hvilling ved Færøerne.
Det var under en fisketur i Nólsoy fjord ved Thorshavn lørdag den 20/1, at færingen fik den usædvanligt store hvilling på krogen.
Fisken, der vejede 2,36 kilo, var en del af en række fine hvillinger der kom på ombord denne dag. Også flotte torsk op til 8,4 kilo landede på dækket denne smukke vinterdag på Færøerne.
-Jeg har før tænkt over hvad Danmarks rekorden egentligt er på hvilling, da det ikke er første gang jeg har fået hvilling i den størrelse fortæller Mikkel, der kom frem til at den danske rekord er på 1,654 kilo under sin research.
Stort tillykke med den flotte fisk, og tak for rapporten der fint viser, at Færøerne kan byde på fantastisk fiskeri i begge ender af størrelseskalaen.
I den anden ende af spektret findes der glubske helleflyndere og sildehajer – Det kan du læse mere om HER
Odense Å Sammenslutningen byder velkommen til Odense Å & Fjord premiere lørdag den 3. marts 2018.
Samtidigt åbnes fiskeriet igen til endnu en begivenhedsrig sæson i sammenslutningens fiskevande for medlemmerne af foreningerne i sammenslutningen samt dagskort fiskere.
Fiskeri på selve premieredagen er kun tilladt i åen, hvis man har købt premierekortet, som (snart) kan købes i følgende af Odenses butikker:
Jan og Bo’s Lystfiskershop
Go Fishing
Odense Jagt og Fritid
Michaels Jagt og Fiskeri (Svendborg).
Det er 37. gang at Odense Å & Fjord – Premieren løber af stablen, og sammenslutningen fortæller at det er en helt speciel dag ved åen, hvor lyst- og sportsfiskere fra hele Danmark og nabolandene mødes. Der bliver fanget og beundret flotte havørreder, og utallige fiskehistorier bliver fortalt.
Sidste års premiere, bød på flotte havørreder både i forhold til kondition og størrelse. Fiskene blev fanget i inderfjorden, på de yderste stræk og længere oppe i vandsystemet.
Odense Å og Fjord premieren starter på indvejningspladsen den 3. marts kl. 06.45, hvor forretningsudvalget for Odense Å sammenslutningen byder velkommen. Herefter affyres der traditionen tro en raket kl. 7.00, og fiskeriet kan begynde. Samme sted afskydes premieren kl. 13.00 med endnu en raket, hvorefter der uddeles der præmier for de ti største ørreder, en præmie for dagens flotteste ørred, samt juniorpræmier.
Sidste år blev der forøvrigt udsat 16.000 små havørreder i Odense Å og Fjord – Det kan du læse om HER
3-lags princippet er et enkelt og velfungerende system, hvor de forskellige tøjlags egenskaber samlet set yder en optimal komfort. En åndbar jakke yder for eksempel slet ingen effekt, hvis ikke også de underliggende tøjlag er svedtransporterende.
Der er altså ingen grund til at ofre tusindvis af kroner på en god jakke, hvis man undlader at købe en funktionel undertrøje og mellemlag.
Målsætning med 3-lags princippet er, at skabe en “beklædnings-termostat” der holder dig varm og tør – også under krævende vejrforhold. Det er vigtigt at holde kroppen tør og derved undgå nedkøling. Det er derfor essentielt:
At have tætsiddende, svedtransporterende undertøj (1. lag)
At have mellemlag (2. lag), som er afstemt efter aktivitetsniveau og krav til isolering
At have en skal (3. lag.) mod regn, vind, bølger, slud, sne og så videre
1. lag: Undertøj
Groft sagt findes der to muligheder for valg af første lag. Syntetisk eller naturligt.
Syntetisk undertøj fremstilles blandt andet af polyester og er mest anvendt, hvis man har et meget højt aktivitetsniveau. Polyester er mere slidstærkt end merinould.
I dag er merinould det mest populære materiale blandt naturmaterialerne – og i det hele taget. Det er temperaturregulerende, så det kan frigive varme og sikre, at huden ikke nedkøles. Ulden varmer/frigiver energi, uanset om den er gennemblødt eller tør.
Teknisk foregår det ved, at sved/damp transporteres fra huden og gennem undertøjet til dets yderside. Her fordeler den sig og fordamper.
Egenskaben med at regulere varmen gør, at undertøj i merinould kan bruges året rundt. Et godt fif, når man bruger uldundertøj, er at vaske det så lidt som muligt, da det derved bevarer sine gode egenskaber længst muligt. Hæng istedet tøjet til luftning udenfor, da det i sig selv har en rensende effekt – ikke mindst i frostvejr.
Fleece er nok det mest anvendte materiale til fremstilling af mellemlag, da den opkradsede struktur kan binde en masse luft mellem fibrerne – og det er luften, der giver varmen.
Det har desuden evnen til at opsuge og videretransportere overskydende sved/damp. Og så tørre det meget hurtigt.
Fleece er som regel fremstillet af polyester og ofte af genanvendt plastemballage. Fleece findes i dag i mange varianter og ikke mindst kvaliteter.
Forskellen på en god og en mindre god fleece er først og fremmest, hvor meget luft der bindes i materialet, og derved hvor varmt det er ved praktisk brug.
Derudover fnulrer en billig fleece ofte hurtigere end en dyrere fleece og ser dermed mere slidt ud.
Amerikanske Polartec er den førende fleece-producent på markedet og stort set alle store mærker laver tekniske mellemlag med Polartec-fleece.
Polartecs fleecematerialer er kendt for høj varme/vægt-ratio, forrygende svedtransport, åndbarhed og i det hele taget høj kvalitet.
Man kan også få mellemlag i uld, hvilket også giver en rigtig god isoleringsevne. I forhold til fleece bliver det dog tungere og tørrer langsommere, når det bliver vådt.
Endelig er der også kommet mellemlag med kunstfibre – til tider kaldet kunstdun. Det skaber et luftrum mellem din krop og jakken/bukserne, som balancerer mikro-klimaet og holder rigtig godt på varmen. Og det er nok den varmeste type af mellemlag.
Materialet er stadig varmt, hvis det bliver vådt. PrimaLoft er det mest kendte af den nye type materialer, men der er også mange andre på markedet.
Der er mange gode mellemlag at vælge imellem. Se dem HER
3. lag: Det vandtætte
Yderlagets vigtigste opgave er at beskytte mod elementerne – som regn, sne og vind. Det er dog vigtig at forstå, at åndbar beklædning kun er i stand til at “ånde” damp – ikke decideret sved i væskeform, hvorfor kendskab til og korrekt brug af de underliggende tøjlag er af afgørende betydning.
Hvis der dannes kondens på indersiden af yderlaget, kan det i visse tilfælde føles som om, at det er utæt.
Det yderste lag kaldes undertiden også for hardshell. Der kan være meget stor forskel i både anvendelse og udseende på det yderste lag, men det er opbygget efter samme grundkonstruktion.
En hardshell består af minimum to, og ofte tre, elementer: Et ydermateriale, et vandtæt lag og eventuelt et tredje lag.
Ydermaterialet er ikke i sig selv vandtæt. Dets funktion er at tage imod det slid, der kommer udefra. Desuden er ydermaterialet oftest imprægneret, for at forhindre at det suger vand.
Imprægneringen har ikke noget at gøre med vandtætheden, men er derimod vigtigt for åndbarheden og komforten. Hvis ydermaterialet bliver gennemblødt, bliver beklædningen tungere, og vil ånde dårligere, da det gennemblødte lag vil forhindre varmen og fugten fra kroppen i at passere – uanset membranen.
Det er også derfor, man genimprægnerer skalbeklædning, når det suger vand for hurtigt: for at bevare åndbarheden og komforten.
Det vandtætte lag – membranen eller coatningen – som sidder på bagsiden af ydermaterialet, gør beklædningen vandtæt.
Tredje lag beskytter membranen mod slid indefra. Helt billig, vandtæt beklædning har ikke altid noget tredje lag, og derfor er slidstyrken også meget lav. Det tredje lag kan laves på flere forskellige måder.
Enten kan man lime et indermateriale på membranen, hvilket giver et relativt let produkt. De kaldes for 3-lags produkter eller skaljakker og -bukser. Et alternativ er et isyet foer, som sidder løst, men som stadig yder beskyttelse mod membranen.
Det giver et lidt tungere resultat, men samtidig et mere slidstærkt produkt.
Se al vores skalbeklædning i webshoppen. Jakkerne finder du HER og bukser finder du HER
Hooked.no kan i dag fortælle om en fantastisk flot gedde på 20,3 kilo, fanget af hollandske Frans Van Der Putte fra White Label Fishing.
Det var på årets sidste fisketur i en af hjemlandets elve, at predatorfiskeren satte krogen i den gigantiske gedde, fortæller det norske netmagasin.
Den kuglerunde fisk blev fanget i en af de lokale åer, og blev taget på en bundmedet agnfisk.
Nuvel, 20 kilos gedder er ikke hverdagskost, men det gør det alligevel til noget ekstra særligt, når hele fighten blev fanget på rullende WaterWolf kamera – se filmen øverst.
Øresundsakvariet i Helsingør vil etablere et stenrev ved Trykkerdammen i Helsingør – et af landets mest populære dykkersteder. Gevinsten vil være et bedre havmiljø, større biologisk mangfoldighed, mere spændende dykning og en fantastisk platform til at formidle havmiljøet. Interesserede og brugere af området inviteres til informationsmøde d. 16. januar.
Stenrev er den mest artsrige naturtype vi har i danske farvande. De skaber grobund for et varieret planteliv, der sammen med revets mange hulrum danner gemmesteder, der tiltrækker et talrigt og mangfoldigt dyreliv. Det var tidligere en meget udbredt naturtype i danske farvande, men årtiers stenfiskeri har reduceret mængden af rev betragteligt. Især de huledannende rev har været udsatte og er gået tilbage med næsten 100 %. Det danske havmiljø mangler altså i høj grad denne naturtype.
Øresund hører til blandt vores artsrigeste og sundeste havområder, men der er plads til forbedringer. Et stenrev ved Trykkerdammen vil skabe en helt ny biotop, der tiltrækker alt fra alger over bløddyr og krebsdyr, til fisk og fugle. Samtidig vil vi få mere af en naturtype, der er meget trængt.
Stenrev ved Trykkerdammen giver flere gevinster
Men er det så kun for naturens skyld at vi ønsker at etablere et stenrev. Naturvejleder og marinbiolog Michael Hansen fra Øresundsakvariet fortæller: ”Udover de naturmæssige gevinster, så er en lige så vigtig del af projektet at formidle den natur vi har under vand. Vi vil benytte revet som platform til at formidle det fascinerende undervandsliv vi som dykkere oplever, men som er så utilgængelig for andre, og hvorfor det er værd at passe på.”
Det er ikke kun blandt dykkere, at stedet er populært. Mange andre brugere benytter også området. For at tilgodese flest mulige synspunkter og interesser, inviterer Øresundsakvariet alle interesserede til informationsmøde. Her vil vi fortælle mere om vores idéer og vi håber I vil bidrage med jeres tanker og idéer til projektet.
Mødet finder sted den 16. januar 2018, kl. 19 på Øresundsakvariet, Strandpromenaden 5, 3000 Helsingør og alle er velkomne.
Fra redaktionen skal der lyde et rigtigt godt nytår til alle vores trofaste læsere. Vi fejrer starten på 2018 med disse fire nye verdensrekorder
Red Grouper til dygtig junior!
14 årige David Delph fra Florida var på fisketur med sin far i området omkring Key West den 4. December. Det resulterede i denne flotte red grouper på 8,16 kilo. Den tidligere junior-rekord var 7,25 kilo, så det var lidt af en forbedring!
Ny rekord fra Rio Negro
Amerikanske Vicki Martin fangede en sommerfuglecichla (Cichla Temensis) da hun i november måned var på fisketur i Brasiliens berømte Rio Negro. Hun fightede fisken i godt og vel fem minutter på let grej, før den kunne nettes. Efter landingen blev fisken hurtigt dokumenteret, vejet og genudsat. Fisken vejede 2,72 kilo, hvilket slår den tidligere line-klasse rekord for kvinder med 1,02 kilo.
Alligator pansergedde på fluestangen
Elizabeth Johnson fra USA fangede og genudsatte denne 14,28 kilo tunge alligator pansergedde den 16. november i Hopedale, der ligger i den amerikanske stat Louisiana. Fangsten vil give hende titlen som verdensrekord-indehaver for kvinder på 8 kilos tippet-line, da den tidligere rekord “kun” var på 2,83 kilo!
Tysk flodbarbe fra Main floden
Main floden, der er en 524 kilometer lang biflod til Rhinen, leverede fantastisk flot flodbarbe på hele 4,25 kilo til den tyske lystfisker Joachim Ochmann. Det var under en fisketur i midten af oktober, at tyskeren fangede den fine fisk på en pellet. Fangsten er en ny potentiel 8 kilos lineklasserekord, hvis den bliver godkendt. Den tidligere rekord på 8 kilos line var på 3,63 kilo.
Helsingør Kommune melder sig ud af Fishing Zealand. Der er simpelthen for lidt værdi for pengene. Det skriver Frederiksborg Amts Avis, der har kigget referatet fra seneste møde i kultur- og turismeudvalget igennem.
Ved det møde, blev det enstemmigt besluttet, at man fra 2018 melder sig ud, og dermed standser det årlige bidrag til Fishing Zealand på 150.000 kroner.
Selv om lystfiskerturismen fylder en del i Helsingør, hvor der blandt andet findes en større flåde af lystfiskerskibe, så har Helsingør Kommune fået for lidt ud af medlemskabet af organisationen Fishing Zealand, som har 13 sjællandske kommuner som medlemmer, lyder konklusionen fra udvalget.
Ydermere kan man i referatet læse, at det var forvaltningen i Center for Kultur, Turisme, Idræt og Medborgerskab der vurderede, at kommunens deltagelse i Fishing Zealand ganske vist gav små resultater, men altså ikke i en størrelsesorden der kan retfærdiggøre kontingentet på 150.000 kroner.
Organisationen halter
Ifølge sn.dk (Sjællandske Medier) kritiseres Fishing Zealand blandt andet for en rodet organisation, hvor der specifikt peges på:
At den ikke har været i stand til at betjene de stadig flere medlemskommuner.
Projektlederen været sygemeldt det meste af året
Aktivitets-koordinatoren har sagt op (2016)
Fiskedysten – et stort anlagt arrangement der skulle have været afholdt i Helsingør – blev aflyst.
Endvidere skriver sn.dk, at der: -Ifølge forvaltningen har været kritik fra det lokale lystfiskererhverv af, at en påfaldende stor del af organisationens indsatser og arrangementer fandt sted i Lejre eller Holbæk kommuner, som er området den tidligere arrangementskoordinator kom fra.
Det understreges dog fra forvaltningens side, at Fishing Zealand ide om en satsning på bæredygtig lystfiskerturisme var god, men at de som organisation ikke formåede at løfte opgaven
For fremtiden opfordrer forvaltningen til, at man i stedet styrker samarbejdet på området med Gribskov og Halsnæs kommuner omkring lystfiskerturismen.
Der er også sket en besparelse på turistpuljerne ved det seneste budgetforlig, slutter sn.dk
Gutterne og gutinderne hos Møn Trolling har haft lidt udfordringer med at få åbnet for tilmeldingen til KlinteCup 2018. Men nu skulle det være ganske vist: Tilmeldingen åbner i aften.
KlinteCup er blevet en institution blandt danske trollingfiskere, der hvert år til påske valfarter til Klintholm Havn for at deltage i det hyggelige stævne med det gigantiske præmiebord.
I konkurrencen – hvor det blandt andet gælder om at fange den største laks – er der i år plads til 150 både når starten går fredag den 30. marts. Udover præmierne til de største laks og havørredder, er der også en teamkonkurrence, hvor det bedste hold over konkurrencens to dage løber med en kontant præmie på hele 25.000 gode danske kroner.
Tilmeldingen åbner i aften klokken 18, og foregår HER. Det koster 650 kroner at være med, og det inkluderer skipper og gast, samt havneleje i konkurrence-weekenden. Har du brug for overnatning under konkurrencen, kan du leje billige og flotte værelser hos Familien Andersen i Klintholm Marina Park
Vil du se hele invitationen til Klinte Cup2018 kan du gøre det HER
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Cookie settingsACCEPT
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.