En smuttur med succes

– Her den anden dag tog vi en hyggetur med sønnike og hunden til stranden, hvor vi egentlig bare satsede på lidt hornfisk, fortæller Betina Lorentsen. – Normalt fisker jeg med gennemløber, men dette var min anden tur med bombarda, som min mand prøver at lære mig. Lige pludselig, da tidevandet skiftede, kogte det med havørreder en lille times tid, og derefter forsvandt de ligeså hurtigt, som de kom, hvorefter vi kun fik hornfisk. Men på den tid det varede, fik vi flere gode fisk. 

– Vi fik i alt 3 havørreder og 18 hornfisk på turen. Den første havørred sprang fri af vandet to meter bag mig, da jeg stod langt ude i waders, og min mand var inde på land for at få noget at drikke. Han smed vandflasken fra sig og kastede til den med det samme, hvorefter den bed på i samme øjeblik, hans agn landede i vandet. Den var 53 cm og vejede 2,2 kg.

– Den næste var min fisk, som huggede hårdt helt ude i kastet. Denne fisk var 58 cm og vejede 2,6 kg. Det var en super fed oplevelse, og den sprang fri af vandet tre gange og tog flere kraftige udløb. Jeg har kun fisket i tre måneder, så det er da meget godt gået!. Den sidste huggede på i et kast min mand min lavede, hvor han affiskede langs kysten tæt på land. Den var 54 cm og vejede 2,3 kg, slutter hun.

Har du også været på kysten, så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Daiwa Open 2025

 

Betinas mand med en af de flotte havørreder fra turen.

Betinas mand med en af de flotte havørreder fra turen.

drømmerejse iFish Travel

Et dunderhug på fluen

– Klokken er 3.30 da min fiskebuddy ruller ind da indkørslen, fortæller Mads Due Enggaard. – Der er endnu en tidlig fisketur til den åbne kyst ved Nyborg på programmet. Min buddy som hedder Claus og jeg har igennem maj og juni dyrket det tidlige morgenfiskeri, som har givet et spændende havørredfiskeri. Pladsen som vi skulle besøge den morgen, er en gammel klassisk Nyborg Plads. Her er et stort stenplateau med masser af blæretangsplanter, store sten og strømfuldt vand – det man vil kalde en rigtig grov kyst. Vi rammer pladsen og pakker vores grej ud, imens vi nyder den første kop kaffe på dagen. Fluevalget bliver igen i dag en lille kutling imitation på en str. 6 krog, som jeg har fået inspirationen til igennem den gamle klassiker – Grå Frede. Det der kendetegner denne udgave er tre stråler blå flash.

– Vi når det første rev på dagens rute, og fiskeriet starter. Alt er optimalt, mener vi begge. Der er en let pålandsvind og stigende vand, som skifter fra høj mod lavvande ved 6.30 tiden. Der sker intet på første spot, og vi beslutter at gå de ca. 2 km til næste interessante rev. Da vi når pladsen, starter vi fiskeriet igen. Vi affisker det store stenrev af flere omgange, men ingen respons kommer retur. Vi vender blikket mod spidsen af pladsen i et sidste forsøg på at ændre en tæt på kommende nultur til noget andet.

– Så får vi placeret os, og Claus får førstevalget. Hurtigt er der kontakt, og en 45 cm havørred er oppe at vende, men kommer retur ret hurtigt igen. Endnu en havørred rammer krogspidsen i takt med at højvandsbølgerne bruser mod havstokken på den grove kyst. Claus kroger en levende tobis, og imens han afkroger denne, bytter vi plads. Jeg står nu i det vand, som Claus lige har fisket igennem. Vi joker lidt med, at det lige skal passe, at jeg fanger en stor havørred nu i det gennemfiskede vand.

– Fem minutter efter spotter jeg en stor mørk skygge i en af de større bølger. Jeg lægger fluelinen ud så tæt som muligt på der, hvor bølgen var, og så går der bare to sekunder, før alt eksploderer i plask og skum…- Det er en stor havørred, råber jeg til Claus, der nu får travlt med at få hans line på hjulet og kommer hen til mig.

– Vi oplever nu fighten sammen. Jeg vidste, at det var en af de helt grove havørred jeg stod med på min 10 år gamle fluestang, men hvor stor? Havørreden går fri af vandet to gange – og hvilket syn. Cirka 7 minutter efter får jeg fat i haleroret og trækker den halvvejs fri af vandet. Den er virkelig tung, og det seks meter bredde blæretangsbælte jeg står uden for syntes uendeligt langt. En meter fra kanten slipper mit greb om fisken, og den tager et ikke planlagt udløb ind i en tangbusk. Havørreden er dog ligeså udmattet som jeg selv og ligger helt stille med hovedet begravet i tangbusken. Jeg griber haleroret igen og smider min fluestang, imens jeg fører min venstre arm under fisken, og løfter den det sidste stykke op på land. Hvilket vidunder, der nu ligger der på den grove kyst.

– Jeg er evig taknemmelig for, at Claus var tilstede og oplevede dette ubeskrivelige øjeblik sammen med mig, for jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at fange min drømmehavørred på. Fisken vede 6,1 kilo og var 76 cm lang.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

Bonus i morgengryet

– For satan en morgen, fortæller Jan Ibsen. – Vækkeuret var sat til 3.00, men allerede klokken 01.30 vågnede jeg og var monsterfrisk som en 16 årig. Denne det var det 25 år siden, at min elskede lille fiskeklub “De Muntre Lystfiskere” blev stiftet i Hansis kælder på Pilevej. Og jeg ville bare så gerne markere denne dag med noget stort. Så det var bare med at komme afsted til åen. Men – der var nul fisk

– Jeg overvejer situationen og drøner hjem efter kystgrejet. Kort efter ankomsten på pladsen ser jeg en stor fisk springe ud af vandet 100 meter væk. Jeg fisker med fluestang og kan kun kaste 25 meter, men et gammelt trick er at sparke hårdt i vandet for at “kalde” fisken nærmere… Den hører plasket og tror det er en rival/partner i nærheden. Det virker, og kort efter viser den sig 50 meter væk. Jeg lægger et langt kast ud og trækker langsomt ind, men der sker ingenting – lige indtil jeg skal til at løfte fluen fra vandet til et nyt kast. To meter fra mig kommer en kæmpe fisk flintreende og inhalerer fluen i en kæmpehvirvel

– Det er sgu længe siden, at jeg har kæmpet mod en fisk med nerverne så meget uden på tøjet. Jeg ved, at makkerne i klubben vil nægte at tro på, at sådan en pragtfisk skulle hugge lige netop i dag, så jeg panikker i første landingsforsøg, og på en eller anden åndsvag måde ryger den øverste del af fluestangen af, så jeg rammer fisken, der flipper totalt ud og danser afsted på halen oven vande, så jeg krydser fingre for at ingen ser mig lige nu. Til sidst lykkes det, hvorefter denne smukke fisk på 75 cm og 5 kilo glider ind på stranden.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

STORØRRED TIL KARL

– Så kom weekenden, som vi havde set frem til med længsel, fortæller Jan Kirkeby Simonsen. – Vi skulle til sommerhuset på Agersø, som ligger mellem Agersø-sund og Storebælt. Planen var klar; drengene – Karl, Alfred og far skulle fiske igennem, idet foråret 2020 har været som Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” med hensyn til ture på kysten. Drengenes fiskeopdragelse har primært foregået på Agersø, først efter karusser i gadekæret og senere, da drengene fik deres første par waders, åbnede kystens muligheder sig. Gennem tiden er det da også blevet til fladfisk samt hornfisk, og i trit med, at tålmodigheden er vokset, har de også fået havørreder.

– En egentlig fiskekonkurrence i familien findes ikke – og dog, for efter at Karl og Alfred fik smag for jagten på kystens sølvtøj, så kan diskussionerne godt gå højt; hvem skal gå forrest på pladsen, hvem skal have hvilket blink etc……..Hvem har så førertrøjen i familien? Det har den gamle stadigvæk – og så kommer Alfred – et mulehår foran Karl. Men denne pinse blev der vendt op og ned på denne latente familiehavørredfight.

– Klokken er 04:30, da uret ringer. Jeg er hurtigt ude af fjerene og får sat gang i kaffebryggeriet. Drengene bliver vækket og er hurtigt oppe og klar. Vi alle tre topmotiveret, og troen på succes er stor. Den nøje udpegede fiskeplads er perfekt her til morgen, og vinden kommer svagt fra nordvest. Ørrederne kommer på denne plads helt tæt på land, så lange kast er ikke et krav. Kl. 05:15 er vi klar til at gå i vandet, som er let riflet med en sydgående strøm. Det hele er smukt indrammet i solens spæde morgenstråler. Efter vi igen har diskuteret, hvem der skal gå forrest, falder valget på Karl, med Alfred i midten og den gamle til sidst med fluestangen.

– Da der er gået ca. 20 minutter, så kommer udbruddet fra Karl. – Så er der fisk. Jeg tænder Go-Pro kameraet og går roligt op til ham, hvor Alfred lige så begejstret allerede befinder sig. Med det første er jeg ikke klar over, hvad knægten lige har fået overlistet, men så viser fisken sig i overfladen og flår 10 meter line af hjulet. Nu er jeg ikke i tvivl. Det er en havørred, og den er stor.

– Fisken kommer ind flere gange, og jeg kan konstatere, at mit net er noget underdimensioneret. Vi er alle tre helt oppe i det røde felt, og efter syv minutter kommer fisken igen helt ind. Jeg lykkes med at få fiskens hoved først i nettet og løfter den hurtigt, hvorefter jeg tager et favntag om fisk og net. Jublen vil ingen ende tage – sikke en fisk, og hvilken oplevelse vi har været sammen om. Pinsesolen er nu kommet højere op, og strålerne rammer den 72 cm lange og 5 kilos tunge ørred, der skinner som det pure sølv. Men der er én, der skinner om kap med solen; storfangeren Karl. Tvillingbror Alfred, som er glad på sin bror vegne, konstaterer tørt med et glimt i øjet: – Den bliver svær at slå… også for den gamle.

 

Friluftsland

 

 

drømmerejse iFish Travel

Max´imal succes ved Storåen

– Mine gode ven, Karl Aaby, og jeg ankom til Storåen tidligere i dag, fortæller Max Johnsen. – Vejret var godt, og vi havde høje forventninger, fordi vi havde fulgt lidt med i fangstrapporterne over den seneste uges tid. Vi slog teltet op og gik derefter i gang med at fiske.

– Lidt efter nåede vi til et stykke, hvor der var et udhængende træ. Jeg lagde et kast, og ud af det blå kom fisken. Den tog først et stort udløb opstrøms, for derefter at vende 50 meter nedstrøms. Karl hoppede i åen for at håndlande, og i sekundet han fik den i hånden, røg krogholdet. Fisken, der var 90 centimeter, blev efter et par billeder sat ud igen.

– Har du selv haft held i sprøjten ved lakseåerne, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

DANMARKS STØRSTE MALLE

– Jeg ankom til plads nr. 1 i Roskilde Fiskeland kl 17.30 her i dag, hvor jeg fiskede to stænger efter karper og den sidste stang målrettet efter maller, fortæller Christian Nielsen. – Mallestangen placerede jeg helt inde i et lille hjørne, hvor jeg tænkte, at der var bedst chance for at få succes. Taklet, jeg fiskede her, var et gliderig med 10 store nightcrawler orm poppet 50 cm over bunden med et lille sub-flåd.

– Klokken cirka 20.45 kørte bidmelderen. Jeg gav modhug – og der blev svaret igen med nogle seriøst tunge rusk i den anden ende. Fisken fightede super godt på min 5 lbs stang og med 60 lbs fletline som hovedline, var den i kort snor. På trods af dette gik der 15 minutter, inden jeg så fisken, og så skal jeg nok love for, at mine ben begyndte at ryste. Der gik yderligere fem minutter, inden jeg var klar til at lande den, og for at være helt sikker på en god landing, gik jeg i baljen med vejeslyngen.

– Fisken kom til sidst sikkert i slyngen, hvor vi på land sammen med to vidner kunne veje den til 35 kilo, når vejeslyngens vægt var trukket fra, slutter Christian, der er helt oppe i den syvende mallehimmel lige nu.

Den eksisterende rekord for europæisk malle på 32,927 kilo af Morten Rasmussen er fra en mose i 2014.

Siden indlægget blev skrevet har vi talt med rekord udvalget, som siger, at fisk som denne over en bred kam ikke kan godkendes, hvis de er indkøbt i voksen størrelse fra udlandet. Selv om fisken sandsynligvis er den største taget i DK vil den altså ikke kunne komme på rekordlisten.

 

Friluftsland

 

Christian Nielsn er i den syvende mallehimmel - og han har når du læser dette stadig agnene i vandet...

Christian Nielsen er i den syvende mallehimmel – og han har, når du læser dette, stadig agnene i vandet…

 

Den potentielle DK-rekord malle bleve vejet til 37,5 kilo inklusiv vejeslygen, der blev afvejet til 2,5 kilo.

Den potentielle DK-rekord malle blev vejet til 37,5 kilo inklusiv vejeslyngen, der blev afvejet til 2,5 kilo. Det giver 35,0 kilo koncentreret DK-malle som facit!

drømmerejse iFish Travel

Et solidt mallehug i RFL

– Min ven Daniel Asserbo og jeg ankom onsdag eftermiddag for at fiske til søndag middag her i Roskilde Fiskeland, fortæller Morten Just Pedersen. Jeg havde planlagt at fiske karper fra onsdag til fredag aften, og så satse på mallerne fra fredag aften til søndag.

– Fredag middag fodrede jeg et nyt spot op til karperne, og smed mine tre takler med boilies ud. Herefter sagde jeg til Daniel, at han skulle holde øje med dem, mens jeg kørte en tur efter friske agnfisk til mit mallesats. Men der gik blot 30 minutter, så blev jeg ringet op. – Der er et helt vildt run, råbte han i telefonen. Så nu stod Daniel med en fisk, som havde sat sig i sivene. Jeg var tilbage efter 5 minutter, og måtte ud vandet kun iført boxershorts, men jeg fik befriet dyret. Efter en god fight fik jeg endelig fisken at se. Det var dog ikke den forventede karpe, men en rigtig fin malle. Vægten var 23,4 kilo, og turen var reddet, allerede inden det rigtige malle-sats overhovedet er begyndt…

– Jeg har desuden også fanget fem karper op til 15,5 kg, så den årlige tur fra Jylland til skønne Roskilde Fiskeland er, igen i år, med et super resultat, slutter han. 

 

Friluftsland

 

Morten Just Pedersen med sin 15 kilo + karpe fra RFL.

Morten Just Pedersen med sin 15 kilo + karpe fra RFL.

 

drømmerejse iFish Travel

Storgedde til Blomander

Svenske Tommy Blomander behøver næppe nogen nærmere præsentation her på fiskogfri.dk, hvor vi har haft glæde af at følge ham i hans fantastiske kajakfiskeri efter storsandart om natten her i vinters. Tommy fisker naturligvis også efter gedder.

– Her den anden dag var jeg ude efter arbejdet, for at spinnefiske lidt efter gedde, fortæller han. – Jeg spottede fiskene ved hjælp af mit Garmin LiveScope – en teknik der efterhånden har givet mig virkelig mange fisk. Efter et par timer så jeg en stor gedde stå cirka en meter under overfladen lidt fra båden, og jeg behøvede ikke at kaste mere end et par gange med min Rapala Peto på 20 centimeter – inden den huggede. Efter en fin fight kunne jeg lande en smuk gedder på 11,4 kilo og 119 centimeter.

– Efter den flotte fisk fik jeg også nogle mindre gedder, inden jeg i skumringen så endnu en stor gedde på mit Garmin Livescope. Til denne fisk måtte jeg lægge cirka 20 kast, inden den ikke kunne stå for fristelsen længere. Denne gedde vejede 103 kilo og var 118 centimeter, slutter han.

Har du selv været ude for at fiske gedder, hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland

 

Tommy Blomander med sin 10´er der huggede i skumringen.

Tommy Blomander med sin 10´er der huggede i skumringen.

drømmerejse iFish Travel

Drømmefisken fra Lollands sydkyst

– Efter en uge med blæsende dage begyndte det virkelig snart og krible og krable i fingrene, fortæller Jonas Sandau til Fisk & Fri. – Tid var der masser af, til at planlægge den helt perfekte fisketur. Til mit store held havde de på DMI lovet kun 3 m/s om tirsdagen, og så endda med fralandsvind. Og det var lige, hvad jeg havde håbet – perfekt!

– Jeg skyndte mig hurtigt og ringe til min far og spurgte, om han skulle med ud kaste lidt, hvilket lige var, hvad han havde lyst til. Vi aftalte at mødes ved Vindeholme Strand, ca. 13 km syd for Nakskov. Det var egentlig ikke et sted, vi gjorde os så meget i, men nu skulle det altså prøves. Vi fik gjort udstyret klar og afsted gik det ned til det sted, som vi havde sat alt vores håb til.

– Vejret var lunt, og bag diget ventede der sig et stille hav med kun små krusninger på overfladen. Solen var allerede i gang med at tage sin afsked. Klokken var ca. 9, og hvis der var havørreder, som sprang, så ville de hurtigt afsløre sig selv – for der var BUM stille. Efter en times tid med flere hornfisk på krogen, hoppede der stadig ingen havørred på. Vi kunne se de sprang, men på ville de altså ikke, og det var virkelig irriterende.

– Vi gav lidt op og begyndte at begive os hjemad, da min far fra diget så en kæmpe havørred, der lige skulle blære sig i overfladen. Vores reaktion var noget i stil med – ”wow, hold kæft den var stor den der”. Hurtigt løb jeg ned og kastede min agn ind foran den, og lige efter huggede den brutalt på. Det føltes som bundbid i tre sekunder, men blev hurtigt omvendt til en kamp om liv og død. Den havde en kraft, jeg ikke før havde mødt, og den tog også godt med udløb, indtil jeg til sidst fik trættet kæmpen og fik den i nettet samt på land. Den var blank og fed. En pragtfisk af en overspringer på 3,2 kilo og 57 cm. Det var en fantastisk aften, og evigt godt minde sammen med min far.

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel