sep 17, 2020 | Nyheder
– Simon Hansen fra Odense er lige startet på at fluefiske, og det har været en hård start med flere nulture, fortæller Jim Müller. – Men i går lykkedes det, og han fik efter en ihærdig indsats på den fynske kyst, hvor han havde fisket i flere timer, sin første havørred på fluestangen – efter kyndig guidning fra Nikolai Nygaard, som virkelig har styr på sine pladser. Det var et sandt tordenhug og den fightede fortræffeligt, men efter en længere kamp kom den til sidst i nettet. Hans debutfisk var flotte 46 centimeter, og det var ikke svært at se smilet. Men ikke nok med det – der var både rysten på hånden, jubel og råben på kysten. Endelig lykkes det at få hul på bylden – flot hjulpet på vej med hjælp fra Nikolai. Simon endte faktisk med at få to fine havørreder i nettet, da dagen sluttede med en undermåler også. Begge fisk blev nænsomt genudsat. En ny fynsk fluefisker blev født i går!
sep 16, 2020 | Nyheder
Det sidste stykke tid er der fanget rigtig godt med fisk i Mørrum – bland andet af Gorm Andersen fra Team Daiwa.
– Det var en vild dag i Mørrum i går, siger han. – Jeg fiskede fem pools, og endte med at få en mindre hanlaks om morgenen, som jeg genudsatte. Og senere på dagen tog jeg så aftentrækket.
– Jeg lagde fluen ud til modsatte brink og lod den svinge ind over svinget hen til den stillestående strøm, hvor hugget faldt prompte, og det var en sur dame, der viste sig i overfladen. Den flotte fisk gav en længere fight med flere gode udløb efterfulgt af sikker landing af mig selv, som blev efterfulgt at et par hurtige billeder. Herefter kunne jeg genudsatte den smukke fisk på 98 cm, der huggede på præcis den samme flue, som jeg har fanget de andre fisk på her i de sidste par dage. Alt i alt en super spændende september måned her ved Mørrum.
Har du selv været ved åen med fluekæppen, spinnestangen – eller prop & orm – så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 16, 2020 | Nyheder
Når den første snert af efterår signalerer, at sensommeren går på hæld, er karperne ofte i hugget. Der bliver taget en del flotte karper rundt omkring i landet, og en af dem, der har fået et par flotte fisk, er Martin Olsen, som normalt er garant for store fisk – uanset art. Lige for tiden er det især karperne, der står for skud for den garvede specimenfisker, og man må sige, at Martin gør livet usikkert for storkarperne lige nu. Her ses han med to fisk fra sit seneste sats, hvor fiskene skulle hentes på langdistancen. Karperne, som vejede hhv. 12,3 og 13,1 kilo, blev fanget over en løs fodring med tre kilo CFC Spicy Squid Boilies og partikler.
Har du selv været ude at lufte karpestængerne, så hører vi meget gerne om dine cyprinide bedrifter her på fiskogfri.dk. Send os cirka 300 ord og et foto – gerne vandret – til jb@fiskogfri.dk. Du kan også sms´e eller ringe til 30 70 02 36. Knæk & bræk derude.
sep 15, 2020 | Nyheder
Rundt omkring i landet hører vi om gode fangster ved mange af åerne, hvor der efterhånden er mange flotte havørreder, som er trukket op på vej mod gydepladserne. En af dem, der har haft god succes de sidste par dage i Vejle Å er Thomas Thaarup.
– Efter flere dage i starten af ugen med stjerneklar himmel og kold lufttemperatur til følge kom der skydække fredag aften, hvormed lufttemperaturen blev holdt varmere end vandtemperaturen, fortæller Thomas Thaarup. – Disse forhold skulle udnyttes, da fiskeriet havde været noget trægt i løbet af ugen på grund af kold lufttemperatur og mosebryg. Så afsted til åen det gik.
– På vej gående igennem mørket op til starten af strækket, hørte jeg den første gode havørred fri af vandet. Ganske enkelt en fantastisk fornemmelse i kroppen, og samtidig øges opmærksomheden og sanserne betragteligt. Målrettet blev fluen lagt mod standpladsen ved busken på modsatte side, og med det samme fluen landede, gav jeg den fart. I midten af åen eksploderede overfladen, og fluen blev taget på brutal vis, hvorefter en forrygende fight kunne begynde. Fisken forblev i overfladen, og ruskede hovedet på voldsom vis af flere omgange. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået kontakt til en af de gode, der netop ynder at stå på denne plads. Efter nogle minutters intens og kontant fight kunne jeg hoppe i åen og nette en skønhed af havørred. Det var en forrygende flot hanfisk, hvor vægten stoppede ved 6,2 kg fordelt på blot 78 cm. Lad os bare sige det sådan: Denne fisk havde ikke spildt tiden eller været ”selektiv ved madbordet”, før den ankom til åen for kort tid siden. En formidabel oplevelse som man kan leve længe på!
sep 15, 2020 | Nyheder
– Her i går havde jeg en super tur på Langeland, hvor jeg lige skulle ud at finde et par havørreder til chefen – alias min kone, fortæller Jim Müller, der også guider på Langeland.
– Hun vil gerne med ud at fiske noget mere, så hun kan se lidt mere til mig, for jeg fisker 50-60 timer om ugen hele året rundt. Vi startede fiskeriet efter havørred klokken otte, og til at starte med var det mest farvede fisk, som vi fik. Men pludselig klokken otte fik jeg en helt vildt hug på mit blink, og allerede efter få sekunder vidste jeg, at det var en virkelig god fisk, der havde taget min agn helt ude i kastet. Den tog adskillige vilde udløb, men til sidst kunne jeg vade ud på lidt dybere vand og lande den sikkert i mit net. Fisken, der vejede 4,3 kilo og var 73 cm lang, huggede på et 15 grams Jægerblink i pink. Den flotte havørred, der er min tredje over fire kilo i år fra Langeland, kom med hjem til køkkenet som den sidste i år, for min selvbestaltede kvote for hjemtagne fisk er ved at være opbrugt i år.
sep 14, 2020 | Nyheder
– Jeg har længe gået og haft en drøm om at komme i gang med karpefiskeriet igen efter flere års pause, så i år skulle det være, fortæller Allan Christiansen. – Efter et fantastisk forår med et lige så fantastisk suderfiskeri, gik jeg i gang. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt rusten efter den lange pause fra karpefiskeriet, så jeg har lige skulle bruge lidt tid på at tune mig ind, men nu er det så småt begyndt at føles rigtigt igen.
– Her i år har jeg valgt at kaste mig over en svær sø med nogle flotte gamle fisk i håbet om at få en af de helt store fisk, som jeg har set svømmer rundt i det klare vand. Efter at have kørt en lille fodring i en uges tid, gik jeg i gang og fik på den første tur en lækker skælkarpe på 12,1 kilo. – Piece of cake tænkte jeg, men der skulle gå hele otte overnatninger, inden den næste karpe lod sig overliste. Til gengæld var den ventetiden værd, og efter to overnatninger i træk, huggede den, mens jeg var ved at pakke sammen. Efter en drabelig fight kunne jeg glide nettet under en gudesmuk skabning, der fik vægten til at falde i hak på 15,2 gode kilo. Så den var godkendt, men jeg har set en større fisk svømme rundt i søen, så jagten er ikke slut endnu…
sep 14, 2020 | Nyheder
– Jeg har for første gang været ude for at fiske efter gedder, og det var super sjovt, for dem er der ingen af i Argentina, hvor jeg kommer fra, fortæller Yamila Begliuemini. – Jeg fiskede i en Skt. Jørgens Sø til det store fiskearrangement, som der var her i weekenden, i forbindelse med Lystfiskeriets Dag. De første par timer fangede jeg en hel del flere vandplanter, end jeg fangede fisk. Egentlig troede vi, det ville ende med, at jeg ikke skulle komme til at fange noget, men så fik jeg et hug på min spinner fra denne fine gedde i sidste øjeblink, inden vi skulle hjem. Heldigvis var min kæreste hurtig til at hjælpe mig med at få den landet, så vi kunne få den sikkert op på land til et foto. Det bliver ikke sidste gang, at vi skal ud at fiske. Tak til arrangørerne af den gode fiskedag, slutter hun. Rosen lader vi gå videre til Fiskeringen og Sport Dres, som stod for arrangementet.
sep 14, 2020 | Nyheder
– Dagen begyndte lidt sent, og jeg var først klar ved vandet klokken 8.00, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – I dag var planen, at jeg ville se, om jeg ikke kunne fange en af de store aborrer. Jeg havde før fanget rigtigt mange mindre fisk og mistet nogle få gode aborrer herude i søen – både fra land og fra min flydering. I dag ville jeg prøve at se, om jeg kunne finde nogle af de store fisk på noget dybere vand. Jeg havde derfor taget min ”Deeper” med ud, og der gik ikke langt tid, før jeg havde fundet den første stime af fisk. Jeg begynder hurtigt at få lidt nap, hvorefter den første lille fisk bliver kroget.
– Jeg kan se fiskene er der, men de er utrolig forsigtige, og det er svært at kroge dem. Jeg ser nogle fisk på ekkoloddet lige neden under mig, og jeg kaster derfor et kort kast, hvorefter jeg holder stram line, så jiggen synker ned og rammer bunden lige der, hvor fiskene skulle være. Jeg jigger et par gange, hvor jeg for to små nap, og tredje gang sætter jeg krogen i noget massivt. Jeg bliver kort i tvivl, om det er en gedde, men den fighter som en aborre. Efter en kort intens fight får jeg aborren i nettet – og glæden spreder sig, da det er en ny personlig rekord på 1,25 kilo.
Aborren er i sandhed en fantastisk rovfisk, men mange gange bliver den overset som sportsfisk i Danmark, fordi de ikke bliver lige så store som f.eks. sandarten og gedden. Aborrefiskeriet har virkeligt meget at byde på, og det kan derfor klart anbefales at prøve kræfter med nogle af de sortstribede rovfisk.
sep 14, 2020 | Nyheder
– Jeg har netop fået mit livs fisk til dato! – lyder det fra Lau Rasmussen: – Da jeg stod op tidligt lørdag morgen, kunne jeg høre, at vinden ikke var taget af i løbet af natten. Faktisk var den nok snarere taget lidt til i styrke. Det betød desværre nok, at der ville være lidt for meget vind på den plads, som jeg gennem den sidste uge, havde set frem til, at skulle fiske.
– På vej til den udvalgte plads, gjorde jeg holdt ved en anden plads, hvor der var fralandsvind. Et par andre fiskere på pladsen havde haft et par forsigtige hug. Pladsen fik en chance, men kun kortvarigt, for så pakkede jeg atter grejet og kørte alligevel mod den oprindeligt planlagte plads, hvor jeg håbede, at vandet, trods pålandsvinden, ikke var alt for uklart.
– På pladsen kunne jeg konstatere, at der var godt gang i vind og bølger, men en lille inspektionstur ud i bølgerne viste, at vandet var fint klart også helt inde under land, så nu skulle der fiskes! Men – øv, øv, øv! Den megen uro i vandet betød desværre også, at der var en masse løst ålegræs, som hang på krogen i langt de fleste kast. Jeg var lige ved at give op, da jeg kom til et lille stræk, hvor der ikke var helt så meget skidt i vandet. Troen på fangstchance kom tilbage, og et enkelt hårdt hug blev ikke til mere, men viste, at der var fisk på pladsen.
– Endelig, lidt før klokken 8, flexede stangen, og jeg kunne straks mærke, at det var en god fisk. Jeg blev alligevel nervøs, første gang den var inde og vende, hvor den viste mig sin brede blanke side: Den fisk SKULLE jeg have i nettet, og det fik jeg! Aldrig før har jeg fanget en fisk i sådan en kondition. Den store havørred var 64 cm og 3,2 kg med 39 cm rundt om bugen – hvilket er ny PR. Fisken tog en Sandeel på 19 gram i farven UV Motor Oil.