sep 19, 2020 | Nyheder
Lige nu er delegerede fra alle landets DSF-foreninger samlet i Vingsted i Danmarks Sportsfiskerforbunds domecil – blandt andet for at vælge en ny formand efter Verner W. Hansen, der har været formand i mange år.
Valget er netop afholdt, og resultatet af afstemningen blev, at Torben Kaas fra Kokkedal blev valgt som formand. Du kan læse mere om, hvad han står for på sportsfiskeren.dk samt i det interview Fisk & Fri har lavet med ham for nylig
Et stort tillykke med valget af den nye formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden vil bringe – der er nok af spændende udfordringer at tage fat i. Vi følger op i den nærmeste fremtid med mere detaljeret info om den nye bestyrelse – samt hvilken kurs den vil vælge at lægge.
Torben Kaas vandt med 128 stemmer mod 34 til Preben Thomsen.
sep 19, 2020 | Nyheder
Ja – det er ikke altid helt let at vide! Nogen gange kan det tilsyneladende være bedøvende ligegyldigt, mens det andre gange kan være altafgørende at finde den helt rette farve på dagen. Sådan er det også, når man spinnefisker – blandt andet efter sandart, hvis nærmeste slægtning i USA hedder walleye.
I USA er der netop lavet et praktisk feltstudie på Lake Erie, der er en af de store søer på grænsen mellem USA og Canada. Her har man simpelthen lavet en app, som lystfiskerne kan bruge til at plotte deres fangster ind – samt hvilke agn og farver de er taget på under forskellige grader af klarhed i vandet.
Resultatet af studiet var kort opsummeret, at hvide farver var fangede mest i klart vand, mens gult var bedst, når der var hvirvlet meget bundsediment op i vandet. Under forhold, hvor der var særligt mange alger i vandet var sort den farve, som udløste flest hug.
Du kan læse undersøgelsen i sin fulde længde her.
Har du selv erfaringer med favoritfarver til forskellige fisk under forskellige forhold – så giv lyd fra dig på Fisk & Fris facebook, i den tråd hvor vi har linket til denne nyhed.
sep 19, 2020 | Nyheder
Frank Næsager Sjøgreen er stadig ved polske Jaroslawski med sine venner og de hygger sig gevaldigt. Men for Frank kulminerede det her i nat:
– Så kom den helt store, lyder det fra Frank, der knapt nok har fået sin morgenkaffe endnu! – Efter en dag næsten uden hug, fik min makker Michael en mega flot spejlkarpe på 16,9 kilo ved midnatstid. Men – mens vi var ved at fotografere, tog fanden ved den ene af mine stænger, der lå tæt på land med en krillpellet. Da den kom til nettet, kunne vi se, at den var sygt høj, og vægten gik langt forbi de 20 kg. Efter at have fratrukket vejesacken viste det sig, at den vejede 21,2 kg. Den store karpe var94 cm lang. Yeeeees!
Er du selv ude at fiske her i weekenden, så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 18, 2020 | Nyheder
DTU Aqas mærkningsforsøg er nu flyttet til den nordlige del af Øresund, hvor flere både er på vej ud for at fiske. Eller som Hans Olav Hagerup, som er en af dem, der er på vej ud lige nu – skriver på sin facebook: FANTASTISK! HISTORISK! UTROLIGT!
I løbet af de næste par dage skal danske og svenske sportsfiskere med afgang fra Gilleleje Havn hjælpe DTU Aqua og svenske SLU med at mærke tun, så forskerne kan følge deres færd – og på sigt sikre en bedre forvaltning af de værdifulde tunbestande.
I dette øjeblik fighter Team Hunter den første tun i 60 år langs den sjællandske kyst over 30 meter vand blot cirka tre kilometer fra fra kysten! Fisken huggede en markel cirka 15 meter nede, og de andre både ligger lige nu langt fra den båd, hvor der fightes, så de ikke kommer i karambolage med de mange hundrede meter lange udløb en fisk på flere hundrede kilo kan tage på så lavt vand. Lige nu er der cirka 20 både ude, og der har været to tunhug efter blot den første times fiskeri, men den ene af fiskene røg af efter kort tid. I alt er der cirka 35 både på listen over deltagere, og de sidste vil tilsutte sig fiskeriet i løbet af weekenden.
Opdatering kl 18.50 lyder på, at Team Diva 4 nu også fighter tun.
Opdatering kl 20.05 – Team Miljø har lige kroget en tun
Vi følger løbende op med mere information om fiskeriet i det nordlige Øresund, i takt med, at vi får mere at vide.
ARKIVFOTO: JOHNNY JENSEN, JJPHOTO.DK
sep 18, 2020 | Nyheder
– Jeg var taget til Roskilde fiskeland for fiske karper og maller, fortæller Peter Sørensen. – Selvom der skulle kæmpes for fiskene på grund af fiskepresset, så lykkedes det mig at få to fine karper op 14,5 kg samt en ny PR Malle på 26,4 kg og 158 cm, som du kan se på billedet ovenfor. Ud over dette, fik jeg en helvedes masse stør op til 42 kg, som ikke helt var planen, men det er vel prisen for at fiske maller og karper på boilies. Alle fiskene faldt for Sticky Baits Bloodworm Boilies, så alt i alt var det en fin tur, slutter han.
Når du nu selv skal ud og fiske her i weekenden, så husk at tage et par gode fotos af fangsten og send derefter en lille historie til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Vi ser frem til at dele dine oplevelser med alle de andre brugere her på fiskogfri.dk.
Følg med på facebookgruppen “Mallefiskeri”, hvor du kan dele dine erfaringer med ligesindede.
sep 18, 2020 | Nyheder
– Jeg er på en forlænget weekend til karpevandet Jaroslawski i Polen, som blot ligger seks timers kørsel fra Danmark, fortæller Frank Sjøgreen. – Vi er fem mand, der ankom torsdag ved 10 tiden. Hele banden fisker med krill pellets og forfodrer ikke ret meget. På trods af det, så har vi indtil nu fået tre karper på over 15 kg, og jeg var så heldig at få en af dem – en prægtig spejlkarpe på 94 cm og 16,7 kg. Sikke en fisk og sikke en fight.
– Vejret er super lækkert hernede, og vi bor i campingvogne samt spiser, som grever og baroner med bl.a. mørbradbøffer, hjemmelavet pizza, burgere og meget mere. Livet er herligt, lyder det fra de danske karpeteam i Polen, som skal være der weekenden over.
Skal du selv ud og lufte karpestængerne i weekenden, så hører vi meget gerne om dine bedrifter her på fiskogfri.dk. Send os en beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Send meget gerne et vandret foto, hvis det kan lade sig gøre.

Jaroslawski
sep 18, 2020 | Nyheder
– En lidt spontan fisketur endte i går med at gå til Thurø rev i det flotte, men blæserige sensommervejr, fortæller Markus Jeppesen. – Vi var fire kammerater afsted, så allerede der var troen på en fisk lidt lille, da der var mange om buddet. Ikke bedre blev det, da en halvhård syd-sydvestlig vind umuliggjorde fiskeriet ved selve revet. Vi gik lidt længere mod vest, i håbet om at vi kunne stå i læ for vinden, men vi var alle lidt skeptiske, da ingen af os havde fanget fisk der før. Snakken om en ny plads var derfor allerede blevet samtaleemnet på den lille gåtur ned ad kysten.
– Vi nåede frem til et stykke med langt mindre vind – måske for lidt, og vandet var meget fladt. Dog så bundforholdene gode ud. Jeg tog første kast langs et lille smalt tangbælte 20 meter ude og tog 2-3 indspinninger på hjulet. Jeg mærkede straks små nøk på den sorte sandeel og gav da et langt spinstop. I det hjulet igen begyndte at køre rundt, mærkede jeg et hårdt ryk, og så var der fisk. Fisken gav en super fight på trods af størrelsen, og tog flere udløb samt et højt spring fri af vandet. Fisken kom efter 4-5 minutter i nettet og kunne måles til 50,5 cm – helt præcist, og den var temmelig tyk. Minsandten om Sydfyn ikke igen gemte på en fin sensommerfisk. En fed oplevelse – og det er super, at vi nu har et nyt spot vi kan bruge tid på.
Har du selv været ude at opleve fiskeriet på de danske kyster, så hører vi meget gerne om dine fangster. Du kan kontakte redaktionen på 30 70 02 36 eller e-mail jb@fiskogfri.dk.
sep 17, 2020 | Nyheder
– Mig og min fiskemakker Michael har brugt en del ture på jagt efter fladfisk i farvandet ud fra Møn, fortæller Rasmus Larsen. – I morges gik turen så ud til en plads, hvor vi har haft rigtig godt fiskeri efter hvarrer. Da vi kom på pladsen, gik der kun cirka fem minutter, før første fisk var i båden – og den vejede cirka 1 kg.
– Hurtigt fik vi en mere, men så skete der desværre det, at en garnfisker valgte og lægge garn på pladsen, så fiskeriet var helt umuligt. Nå – vi giver jo ikke op så let, så vi prøvede nogle andre nye pladser, men fiskeriet var svært, da strømmen gik under 0,5 knob alle steder, hvor det optimale er 0,8-1,2.
– Heldigvis fandt vi dog et nyt sted, og det blev til i alt 8 pighvarrer op til 41cm. 5 stk måtte med hjem, og så var der også nogle fine skrubber på 700-900 gram som bifangst. Vi bruger tobis som agn, en glidebom og så ellers så let et lod som muligt. Noget, som er vigtigt under fiskeriet er at få plottet de pladser ind, hvor man får fisk, da de ofte står på meget små områder – typisk steder med hård gruset bund og gerne ved strømskæl. Som regel er det også godt, hvis man kan finde fødefisk omkring pladserne på ekkoloddet.
Har du selv været ude efter de flade, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 17, 2020 | Nyheder
DTU Aqua moniterer som en del af deres omfattende arbejde med de danske ørredbestande vandløb i hele landet – bl.a. med det formål at opdatere og vedligeholde Ørredkortet. Sidste år lå fokus i Jylland:
– Vi undersøgte i efteråret 2019 fiskebestandene på 644 vandløbsstrækninger, lyder det på DTU Aqas hjemmeside fiskepleje.dk. – Nu er resultaterne beskrevet i seks planer for fiskepleje, der både viser de naturlige bestande af ørred- og lakseyngel samt forekomsten af andre fiskearter. Resultaterne kan også ses på det elektroniske” Ørredkort”. Planerne er netop udsendt til de berørte kommuner og sportsfiskerforeninger, men de kan også downloades her, og resultaterne kan også ses på det elektroniske” Ørredkort”.
Planer for fiskepleje
– DTU Aqua undersøger hvert år fiskebestandene og den generelle tilstand i en række ørredvandløb samt udgiver det følgende år rapporter med resultaterne, de såkaldte ”Planer for fiskepleje”, fortsætter forskerne. – I planerne kan kommuner, sportsfiskerforeninger, lodsejere mv. finde forslag til, hvordan de kan genskabe naturlige forhold for fisk og forbedre bestandene i de enkelte vandløb. På baggrund af undersøgelserne i 2019 udgiver DTU Aqua nu planer for fiskepleje for alsiske vandløb, Ørum-Rohden Å (ved Vejle Fjord), mindre vandløb mellem Sandbjerg Vig og Kalø Vig ved Aarhus Bugt, mindre tilløb til Randers Fjord, Gudenåens tilløb fra Mossø til Tangeværket og Gudenåens tilløb nedstrøms Tangeværket.
– Der var naturligt produceret ørredyngel i de fleste vandløb, udmelder de, og i de enkelte vandområder blev der fundet ørredyngel fra gydning på 50-76 % af de undersøgte strækninger. Der var kommet mere ørredyngel i vandløbene på Als og ved Randers Fjord siden DTU Aquas sidste undersøgelser i 2010 og 2012, men der var færre ældre ørreder begge steder (et-årsfisk og ældre).
Færre ørreder i 2019
– I de fleste af de undersøgte vandområder var ørredbestandene i 2019 generelt mindre end ved sidste undersøgelse for 7-9 år siden, både af yngel og ældre ørreder, lyder det endvidere på fiskepleje.dk. – Det skyldes formentlig primært, at sommeren 2018 var ekstrem varm og tør, og at vandføringen derfor var usædvanlig lille i mange vandløb. Det har formentlig øget dødeligheden hos ørrederne og reduceret opgangen af gydemodne ørreder til gydevandløbene i efteråret/vinteren 2018/2019. DTU Aqua vurderer derfor, at øget dødelighed og reduceret gydning i 2018 er en væsentlig årsag til, at ørredbestandene generelt var mindre i 2019 end ved sidste undersøgelse, og at det ikke skyldes, at vandløbenes miljøtilstand generelt er blevet dårligere.
I de senere år er der også kommet mange flere fiskeædende rovdyr som f.eks. skarv, odder og mink ved de danske vandområder, og de æder bl.a. ældre ørreder. Det kan ikke udelukkes, at dette også har haft en væsentlig negativ betydning for ørredbestandene, slutter udmeldingen.
Du kan se alle tallene fra undersøgelsen her.