– Mig og min fiskemakker Michael har brugt en del ture på jagt efter fladfisk i farvandet ud fra Møn, fortæller Rasmus Larsen. – I morges gik turen så ud til en plads, hvor vi har haft rigtig godt fiskeri efter hvarrer. Da vi kom på pladsen, gik der kun cirka fem minutter, før første fisk var i båden – og den vejede cirka 1 kg.
– Hurtigt fik vi en mere, men så skete der desværre det, at en garnfisker valgte og lægge garn på pladsen, så fiskeriet var helt umuligt. Nå – vi giver jo ikke op så let, så vi prøvede nogle andre nye pladser, men fiskeriet var svært, da strømmen gik under 0,5 knob alle steder, hvor det optimale er 0,8-1,2.
– Heldigvis fandt vi dog et nyt sted, og det blev til i alt 8 pighvarrer op til 41cm. 5 stk måtte med hjem, og så var der også nogle fine skrubber på 700-900 gram som bifangst. Vi bruger tobis som agn, en glidebom og så ellers så let et lod som muligt. Noget, som er vigtigt under fiskeriet er at få plottet de pladser ind, hvor man får fisk, da de ofte står på meget små områder – typisk steder med hård gruset bund og gerne ved strømskæl. Som regel er det også godt, hvis man kan finde fødefisk omkring pladserne på ekkoloddet.
Har du selv været ude efter de flade, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.