– Jeg har netop fået mit livs fisk til dato! – lyder det fra Lau Rasmussen: – Da jeg stod op tidligt lørdag morgen, kunne jeg høre, at vinden ikke var taget af i løbet af natten. Faktisk var den nok snarere taget lidt til i styrke. Det betød desværre nok, at der ville være lidt for meget vind på den plads, som jeg gennem den sidste uge, havde set frem til, at skulle fiske.

– På vej til den udvalgte plads, gjorde jeg holdt ved en anden plads, hvor der var fralandsvind. Et par andre fiskere på pladsen havde haft et par forsigtige hug. Pladsen fik en chance, men kun kortvarigt, for så pakkede jeg atter grejet og kørte alligevel mod den oprindeligt planlagte plads, hvor jeg håbede, at vandet, trods pålandsvinden, ikke var alt for uklart.

– På pladsen kunne jeg konstatere, at der var godt gang i vind og bølger, men en lille inspektionstur ud i bølgerne viste, at vandet var fint klart også helt inde under land, så nu skulle der fiskes! Men – øv, øv, øv! Den megen uro i vandet betød desværre også, at der var en masse løst ålegræs, som hang på krogen i langt de fleste kast. Jeg var lige ved at give op, da jeg kom til et lille stræk, hvor der ikke var helt så meget skidt i vandet. Troen på fangstchance kom tilbage, og et enkelt hårdt hug blev ikke til mere, men viste, at der var fisk på pladsen.

– Endelig, lidt før klokken 8, flexede stangen, og jeg kunne straks mærke, at det var en god fisk. Jeg blev alligevel nervøs, første gang den var inde og vende, hvor den viste mig sin brede blanke side: Den fisk SKULLE jeg have i nettet, og det fik jeg! Aldrig før har jeg fanget en fisk i sådan en kondition. Den store havørred var 64 cm og 3,2 kg med 39 cm rundt om bugen – hvilket er ny PR. Fisken tog en Sandeel på 19 gram i farven UV Motor Oil.

 

Subbook

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This