– Dagen begyndte lidt sent, og jeg var først klar ved vandet klokken 8.00, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – I dag var planen, at jeg ville se, om jeg ikke kunne fange en af de store aborrer. Jeg havde før fanget rigtigt mange mindre fisk og mistet nogle få gode aborrer herude i søen – både fra land og fra min flydering. I dag ville jeg prøve at se, om jeg kunne finde nogle af de store fisk på noget dybere vand. Jeg havde derfor taget min ”Deeper” med ud, og der gik ikke langt tid, før jeg havde fundet den første stime af fisk. Jeg begynder hurtigt at få lidt nap, hvorefter den første lille fisk bliver kroget.
– Jeg kan se fiskene er der, men de er utrolig forsigtige, og det er svært at kroge dem. Jeg ser nogle fisk på ekkoloddet lige neden under mig, og jeg kaster derfor et kort kast, hvorefter jeg holder stram line, så jiggen synker ned og rammer bunden lige der, hvor fiskene skulle være. Jeg jigger et par gange, hvor jeg for to små nap, og tredje gang sætter jeg krogen i noget massivt. Jeg bliver kort i tvivl, om det er en gedde, men den fighter som en aborre. Efter en kort intens fight får jeg aborren i nettet – og glæden spreder sig, da det er en ny personlig rekord på 1,25 kilo.
Aborren er i sandhed en fantastisk rovfisk, men mange gange bliver den overset som sportsfisk i Danmark, fordi de ikke bliver lige så store som f.eks. sandarten og gedden. Aborrefiskeriet har virkeligt meget at byde på, og det kan derfor klart anbefales at prøve kræfter med nogle af de sortstribede rovfisk.