nov 9, 2020 | Nyheder
– Efter 14 dages ferie i ulandet skulle båden luftes, så turen gik til Lillebælt, fortæller Henning Knudsen. – Der var flere på slæbestedet, der havde fundet på, at det var en god idé at fiske i det fine vejr. Og alle dem, der var ved rampen, var enige om, at det var svært at finde fiskene derude i bæltet, lige nu.
– Under fiskeriet kom der en dykkerbåd hen til mig og fortalte, at han havde set store sej på 80 cm ved den gamle bro. Da vi kom derhen, kunne vi på ekkoloddet se, at der stod sej i 60-70 fod dybde. Der blev monteret en rigget makrel plus en wobler, hvorefter downriggerloddet blev kørt 55 fod ned – og der gik ikke længe, inden der var hug. De fine fisk stod vest for den inderste bropille ved Jyllands-siden. Fredericia Kommune skal have stor ros for de to flotte ramper, som de har lavet i ”Løverne”. I min optik er det måske Danmarks flotteste, slutter han.
Har du selv været ude på fisketur og har en god historie, som du gerne vil dele med brugerne på fiskogfri.dk, så send os 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
nov 9, 2020 | Nyheder
– Søndag gik turen mod Blue Rock sammen med hele familien, fortæller Gitte Mødekjær. – Både min mand og mine børn, holder ligeså meget af at fiske, som jeg gør. Vejret var fuldstændig perfekt, solen skinnede og der var ikke en vind der rørte sig.
– Jeg fangede først tre mindre stør, som naturligvis var sjove at fighte, men pludselig fik jeg et markant tungere hug. Jeg kunne med det samme mærke, at det var en noget større fisk, der havde taget min pellet, som blev fisket på et hair-rig. Da fisken brød vandoverfladen, råbte jeg på min mand, så han kan kunne komme og se fisken. Det var en beluga på 45 kilo. Den fine beluga var ny PR for mig, så der var både stort smil og trætte arme.
.
nov 9, 2020 | Nyheder
– Her i går havde vi en fed eftermiddag på Storebælt, lyder det fra Anders Jensen. – Jeg ringede til Jørgen Horn Larsen klokken 10 og spurgte, om han ville med på fisketur. Han var heldigvis frisk, men kunne først være klar klokken 12.
– Klokken 12.30 stod vi ud af havnen og ville prøve, om vi kunne finde lidt torsk. Vi søgte lidt rundt og fandt mest store stimer af hvillinger. Indimellem havde vi også fine lodninger på bunden, og da Jørgen fik et godt hug, viste det sig at være langer. Det blev i alt til otte fine langer med de største på lige under meteren. Vi var i havn igen klokken 16, så det var nogle super hektiske timer. Vi fiskede med jigs på cirka 30 meter vand. Efter vi fik de første par langer, prøvede jeg at skifte til medefiskeri, og det gav også et par stykker, men det var helt klart det “aktive“ fiskeri, der var bedst. Et sort jighoved med en rød hale var topagnen, slutter han.
Har du selv været på fisketur, hører vi meget gerne om dine fangster her på fiskogfri.dk. Send din historie og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
nov 8, 2020 | Nyheder
– Jans Lystfisker Shop havde Fladfiske Grand Slam i weekenden på Sværd med skipper Lars Pryds og mig som hjælper på båden, fortæller Mikael Hylle. – Lørdag gjaldt det flest cm på tre arter; skrubbe, ising og rødspætte. Vinderen Emil fik samlet 117 cm flade. Største fisk lørdag var en 49 cm rødspætte på 1100 gram, og der blev fanget fire andre skrubber og rødspætter på kiloet. Søndag var det flest point på rødspætte, ising og skrubbe det gjaldt. Vinderen blev Martin Hubert med 84 blandede fladfisk, og der blev fanget fire på kiloet op til 1320 gram. Vejret var super og mange valgte søndag at genudsætte deres fisk, slutter Mikael sin beretning fra weekendens fladfiskeri på Øresund.

nov 8, 2020 | Nyheder
– Simon Jørgensen og jeg have siddet hjemme og set Fangstgaranti, hvor de fiskede gedder. Under filmen bemærkede vi, at vi kendte søen. Vi pakkede straks, og afsted det gik. Hjemmefra havde vi besluttet os for, at der skulle fiskes med død agn. Da vi ankom til søen, riggede vi stængerne med en prop, et 25 grams kuglelod, et gedderig med to trekroge – og så en død agnfisk.
– Måden jeg plejer at finde den rigtige flåddybde på, så jeg ved, at agnen fisker rigtigt er følgende: Inden fiskeriet begyndes, kaster jeg ud i søen og indstiller dybden efter om flåden stiller sig eller ligger ned. Ligger den ned, betyder det, at vægten ligger på bunden. I denne sø fiskes agnen bedst 15-20 centimeter over bunden, og så indstiller man bare flådstoppet, så flåddet akkurat stiller sig.
– Cirka halvanden time inde i fiskeriet begyndte det ene flåd og svømme lidt rundt og dykke under, så vi var ikke i tvivl om, at en gedde have taget agnen. Den første gedde blev landet og målt til 87 cm. Ikke nogen dårlig start. Vi riggede op igen, og så var der stille i én time, inden det samme flåd blev flået under af en rigtig god gedde.
– Gedden gik tungt, og der var ingen tvivl om, at vi var over meteren her. Da gedden kom i nettet, målte vi den til 105 cm og vejede den til 9,4 kg. Nu var vi ligesom i gang, og der blev taget billeder af den flotte efterårsgedde, inden den røg retur til sit rette element. Nu gik den anden stang, og endnu en gang overgav gedden sig ikke lige sådan. Efter tunge hovedslag og en enkelt gang ud af vandet kunne vi igen se, at det var en af skovsøens større gedder, som vi have fat i.
– Simon gjorde klar til landing, og nettede storgedden sikkert. Det var en rigtig kriger af en gedde på hele 109 cm og 10 kg. Vi besluttede os for, at denne fisk skulle være dagens sidste gedde, så vi kunne give søen ro til den næste tur
– Til fiskeri fra land medbringer vi altid et knudeløst og gummicoated net, vejeslynge samt afkrogningsmåtte, som beskytter geddernes slimlag, så man kan håndtere fiskene mere sikkert, uden at de tager skade. Husk altid at gøre tingene våde, inden du håndterer og afkroger fiskene, slutter han.

Rasmus Wølck med en af sine store gedder.
nov 8, 2020 | Nyheder
– Jeg fisker meget i vores lokale sø, som faktisk kan være lidt svær at knække, fortæller Kim Aagaard. – På trods af, at jeg faktisk har fisket der i mange år, har jeg aldrig fået en 10+ i søen. Men jeg ved, at de er der, selvom det ikke er hvert år, at der bliver fanget nogen. Jeg har de sidste tre år gjort det til en udfordring af få fat i de største fra søen, og det er lykkedes flere gange – bare ikke med den der 10+. Men jeg har dog fået en masse erfaring fra søen, som jeg klart føler giver mig større og større muligheder for succes.
– Her den anden dag havde jeg muligheden for en fridag, hvor jeg kunne udfordre 10 m/s vind og regnvejr i min lille jolle. Jeg kæmpede en del med at styre alle stænger med flåd og levende skaller – og måtte til sidst nøjes med at fiske med to stænger på én gang. Jeg flyttede rundt mellem nogle af mine favoritpladser, uden at der skete meget, så jeg troede ikke rigtig på det.
– Faktisk var jeg ved at overveje at stoppe og tage hjem, men ville lige prøve et sted mere, og heldigvis skete der noget. Flåddet med den største skalle blev flået brutalt under, og linen fløj af hjulet. Jeg havde med det samme en god fornemmelse, når man tænker på, at jeg havde en 25-30 centimeters skalle på forfanget. Jeg gav et hurtigt tilslag, og en god fight kunne starte. Fisken tog flere lange udløb og kom til sidst i nettet. Jeg kunne med det samme se, at det var en god fisk, for den fyldte godt i mit XL fangst net!
Hurtigt fik jeg fat i nogle gutter til at hjælpe med vejning og foto. Endelig var missionen fuldført . Gedden var 10,3 kg og 110 cm – en kanon flot fisk. Jeg fik taget nogle gode billeder, og fisken fik friheden igen. Det var en fed følelse! Mit næste mål er at bevise, at det ikke bare var tilfældigt, og at jeg kan blive ved med at fange 10+ fisk!
nov 7, 2020 | Nyheder
Lige ovre på den anden side i Skåne ligger der masser af fede geddesøer med et fisketryk, der er betydeligt lavere end de danske søer på fx Sjælland. Her får lidt inspiration til dine fremtidige fisketure med historien om en drømmegedde fra Ivösjön taget her i efteråret. Søen, hvor der i forrige århundrede er taget maller op til 3 meters længde, ligger blot halvanden times kørsel fra København:
– Vi begav ud på Ivösjön på en dejlig efterårsdag, og allerede om morgenen havde jeg joket med min lillebror, som skulle med, om at jeg i dag kun ville bruge det kraftige grej til de helt store gedder, fortæller Johan Andersson. – Da klokken var 10 om formiddagen havde vi affisket et par skrænter ud imod dybere vand uden held, men flyttede så til et område, hvor vi tidligere har fået mindre gedder. Jeg kastede cirka 30 meter ud, og efter blot 5 sekunders indspinning sagde det BANG.
– Med det samme kunne jeg mærke, at det var en virkelig god fisk. Jeg holdt fisken ret hårdt, men på trods af dette tog den et par mindre udløb, men kom ret hurtigt tættere på. Heldigvis var min bror hurtig med at få nettet i vandet- og lige pludselig lå der en kæmpestor gedde i nettet, som næsten virkede lille, selv om det var et af de største net på markedet. Vægten viser 13,5 kilo og 129 centimeter!
– Jeg har fisket i 40 år siden jeg var helt ung – og endelig fik jeg min drømmegedde. Vi tog et par hurtige billeder og satte den flotte fisk retur, hvor den kom fra. Hvilken fantastisk tur, der blev fejret med den fineste whiskey om aftenen. Det bliver ikke meget bedre!
nov 6, 2020 | Nyheder
– Der er ofte flere tigerørreder i søen end man lige går og tror. Sådan lyder det fra Rasmus Wølck, der har specialiseret sig i puttens specialørreder. – Tigerørrederne gemmer sig bare dybt og skjuler sig under træer og buske, hvilket gør, at man ofte skal fiske efter dem lidt anderledes end de normale guld- og regnbueørreder. Men – fisker man målrettet efter tigerørreder, så er de faktisk ikke så svære igen.
– Forleden var jeg ude ved min lokale put and take igen, hvor denne flotte fisk nappede et Bulldog Mini blink i farven guld, fisket helt op ad en busk, som jeg ved plejer at være god til de store tigerørreder i Tusågaard Put and Take. Denne sø svigter bare ikke. når det gælder store og smukke tigerørreder.

Et par flotte tigerørred til Rasmus Wølck.
nov 6, 2020 | Nyheder
Rasmus Jensen fra Hvidovre har efterhånden temmelig mange flotte kystørreder på samvittigheden – og han fisker altid med flue. Her den anden dag var han ude på en fyraftenstur med sin kollega, og det gik slet ikke så ringe endda:
– Vi ankom til pladsen på den åbne kyst, da klokken var 17.30, så det var allerede godt mørkt. Sådan fisker jeg tit, og det giver godt med fisk. Vi startede med at tænde et bål og sidde og hygge lidt på stranden. Månen stod op klokken 19, og da det klarede op klokken 20, begyndte havørrederne at vise sig overalt derude. Jeg fik hurtigt tre hug på min ”hemmelige flue” – og landede de to af dem. Den største på cirka tre kilo kan du se på fotoet ovenfor. Min kammerat Søren fik desværre ingen fisk den aften.
Jeg har ret god erfaring med at fiske på en fuldt synlig aftagende måne, som vi gjorde her, så jeg glæder mig til at komme ud igen, slutter han.