apr 3, 2021 | Nyheder
Der er kommet en del spredte meldinger om fine karper rundt omkring fra hele landet over de sidste par uger, hvor karperne bliver mere og mere aktive med de stigende temperaturer. En af dem, der har haft heldet med sig til det tidligere forårsfiskeri, er Flemming Rottenberg:
– For et par uger siden, så jeg de første karper komme patruljerende i min lokale sø, så jeg tænkte, at det nok snart var på høje tid at komme ud for at lufte karpegrejet, fortæller han. – Karperne var godt nok lidt sløve og fyldt med igler, hvilet er tegn på, at de bruger en del tid på at ligge relativt inaktivt på bunden. På trods at det lave aktivitetsniveau lykkedes det mig at få denne skønne påskekarpe på en lille hjemmerullet Mainline Pop-up, dyppet i Garlic Goo og fisket med en lille Korda PVA-stick, slutter han.
Har du selv været ude for at fiske efter karper i påsken, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 3, 2021 | Nyheder
Skærtorsdag var kursen sat mod det sydlige Fyn, og det var tidligt om morgenen, fortæller Kasper Knage. – Gutterne blev samlet op, og så var det bare afsted. Vi ankom til pladsen og blev mødt af 12 sekundmeter lige i hovedet. Vi fik samlet stumperne og gik mod fiskepladsen. Allerede efter 5 minutter havde jeg en følger på omkring målet, og jeg råbte straks til gutterne; ”næste kast, der har jeg en fisk!”. Men den kom aldrig igen. Jeg skiftede efterfølgende agn til en stor hvid og pink gennemløber fra Kingstrout Lures – ”Klint Edition Viggo”.
– Vi fiskede videre op langs kysten og cirka 10 minutter efter, sagde det smask helt ude i kastet. Jeg kunne mærke, at det var en god fisk, for stangen flexede helt ned i korkhåndtaget. Jeg landede fisken, og vi kiggede alle på hinanden, hvorefter jeg sagde; ”kæft en pokalfisk”. Og så var dagen ligesom i gang! Jeg hoppede ned bagerst i rækken og lod min kammerat Mathias Spurr gå forrest. 20 minutter efter råbte han; ”jeg har bid”. Jeg kunne se på stangen, at den også var i bund, som jeg lige havde oplevet det selv. Vi løb hen til Mathias, og da fisken kom tæt på, kunne vi se en rigtig fin fisk. Mathias kanede fisken ind, og denne gang råbte vi alle af fiskeglæde. Mathias’ første 60+ var hermed i hus.
– 10 minutter efter landede min anden kammerat Johan en fin fisk på 46 cm, og i det næste kast han tog, fik han en på 50 cm. Der var mange store sten, så spændingen steg, da den tog et udløb hen mod de større sten. Heldigvis fik vi dem begge godt op på land. Alt i alt en magisk dag på kysten, med masser af action. Knæk & bræk derude.
apr 3, 2021 | Nyheder
– Her den anden aften havde jeg besluttet at tage på fisketur, fortæller Linas Paskauskas. – Men, jeg havde det lille dielemma, at jeg ikke helt vidste, hvor jeg skulle tage hen. Det er sjældent, at jeg har haft heldet med mig på Stevns Klint, hvor jeg tidligere bare har fået mindre ørred. Men nu havde jeg besluttet at give det en chance mere på Stevns – og det skulle vise sig at være en god strategi.
– Jeg ankom til klinten cirka klokken 6.30, og begyndte min fisketur. Vandet var grumset, og der var lidt bølger samt en god strøm i vandet. Efter et par timers fiskeri fik jeg et rigtig godt hug, og jeg kunne med det samme mærke, at det var en god fisk. Næsten med det samme gik den store fisk ud af vandet – og så kunne jeg også se, at den var lynende blank. Dette kombineret med, at den tog et ekstremt langt og ustoppeligt udløb gjorde, at jeg var godt nervøs. Først 20 minutter efter havde jeg den inde ved land igen, hvor jeg gik rundt med den i et stykke tide, inden jeg fik den i nettet. Havørreden var 72 cm og 4,5 kilo – en absolut drømmefisk, slutter han
Har du selv været på kysten, så husk at tilmelde dine blankfisk til Westin Kyst Cup 2021, hvis de er taget på Westin agn. Læs mere om konkurrencen her.
apr 3, 2021 | Nyheder
– Team Terkel har haft en rigtig god dag på jagt efter Østersøens sølv. – Her den anden dag havde vi en trollingtur, som gav os alt det, man kan ønske sig af en god tur, fortæller Ronnie og Bjørn Hammar fra Team Terkel. – Vejret havde været med os hele dagen med fladt vand og solskin. Frem til klokken 14.00 så vi ikke en eneste stime fødefisk på loddet, og fangstmeldingerne var meget sporadiske. Men derefter kom der lidt lodninger, og cirka klokken 15 var vi så heldige at få et nap på den ene sideplaner på en grøn/gul/popcorn Northern King blink med et 30 grams lod foran. Mens den blev halet i land, gik den yderste sideplaner, som fiskede med en Toby Salmo i kobber. Vi fik begge fisk på dæk, som var henholdsvis fire og syv kilo. Det var helt klart svært at få armene ned, når man stod og fightede laks i 15 grader, solskin og fladt vand.
– Resten af dagen gik uden yderligere tilbud, men kl. 18.00 kunne vi velfortjent hive klumperne og hejse lakseflaget samt sætte kursen de 35 mil retur mod Mosede Havn, mens vi nød en flot solnedgang undervejs. Det er sikkert, at vi snart er på vandet igen efter Østersøens sølv, så snart det er godt vejr igen.
apr 3, 2021 | Nyheder
– Jeg har fisket, siden jeg var dreng og boede ved åen i Ribe, fortæller Jens Birch Nielsen. – Hvert forår blev den lille træbåd slebet og malet, så den igen kunne give mig mange gode timer med fiskeri i åen. Fiskeriet var primært efter gedder – men en gang i mellem gav det en ørred. Derefter gik der uddannelse, familie og karriere i København i den, og jeg fik ikke fisket i mange år, da der jo ikke findes ret mange åer på Sjælland. Og kysten virkede på en eller anden måde uoverskuelig. Men sidste år ombestemte jeg mig, da jeg på de sociale medier så indslag om mange, der havde glæde af kystfiskeri efter havørred, så mit første gode waders sæt blev anskaffet, og Roskilde fjord, hvor jeg nu bor, blev indtaget. Kystfiskeriet blev hurtigt udvidet til også at omfatte Samsø, hvor vi har sommerhus, og det gav to fine havørreder på godt 2 kg og 60 cm sidste år.
– I år har forholdene ofte været svære, men her i påsken ændrede det sig. Varmen steg og vinden blev mere gunstig, så derfor skulle nordenden af øen afprøves. Og efter en times fiskeri kom et tungt hug. Fisken stod længe stille, og tog derefter en langt udløb, hvorefter en god fight på 10 minutter begyndte. Hver gang jeg troede, at fisken var ved at blive træt, så fik den ny energi, og stak af igen, men langt om længe fik jeg den landet på stenkysten. Nettet var alt for lille, så det blev en håndlanding, og hvilken fisk: En smuk sølvblank havørred på 5,4 kg fordelt på 75 cm i god kondition. Den blev taget på en sølv Meps 5 spinner, som jeg har brugt med succes hele livet.
– Fredag d. 16. april går det løs med laksefiskeriet i de jyske åer. Min søn og jeg er med – og vi er klar til at fange vores første laks. Det bliver konge. Knæk og bræk til jer alle.
apr 2, 2021 | Nyheder
– Hej Fisk & Fri. I går ville Oskar og jeg ud og fiske, fortæller Jonas Kærlin. Vi var meget i tvivl om hvad vi ville. Havørred på kysten, eller torsk i havnen? Vi kiggede lidt på Facebook og så, at de havde sat nogle utroligt smukke fisk ud i Hove Put and Take. Jeg har brugt et utal af timer derude for år tilbage, så søen har en hel speciel plads i mit fiskehjerte.
– Vi susede derfor mod Hove og lejede en båd, så vi kunne komme ud og ligge i læ. Det blev til fire meget flotte fisk og et par enkelte, der ikke ville blive siddende. Oskar mistede desværre en rigtig god tigerørred, så vi var lige ved at lave en Hove Grand Slam. Alt i alt en super hyggelig dag ved søen, slutter Jonas.
Har du selv været ude at fiske i din lokale put and take, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 2, 2021 | Nyheder
– Påsken er forbundet med mange traditioner, og en af de nye af slagsen er Karpe Festival 2021 i Lammefjordskanalerne, som arrangeres af KMT og Odsherred Sportsfiskeforening.
– Lammefjordskanalerne byder på et spændende fiskeri efter fine skælkarper, som nok er det nærmeste vi kommer på ”vildkarper” i Danmark. – Fiskeriet startede torsdag klokken 10, og det slutter mandag klokken 14, fortæller Claus Foss. – Det har været en rigtig svær start med kun to karper det første døgn og en enkelt til nat. Fredag klokken 14.30 fik jeg selv drømmehugget med en skælkarpe på 10,4 kg, hvilket er en temmelig stor fiske efter forholdene i Lammefjordskanalerne, hvor det fleste fisk vejer 1-5 kilo. Jeg er super glad for min fangst, men håber selvfølgelig, at der er mange flotte karper i vente over de næste dages fiskeri til alle deltagerne, slutter han.
Har du selv været ude med medegrejet, så husk at sende os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 2, 2021 | Nyheder
Jan Ibsen og hans søn Willas sluttede geddesæsonen af på manér:
– Jeg har lige haft fire herlige fridage med knægten, og jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at komme foran i vores lille interne fiskekonkurrence. Det startede med, at jeg lagde stærkt ud med to gedder på 75 og 93 cm på fluestangen. Så stod det 3-2 til ham, og bagud med kun én fisk, kunne jeg da prale med årets fisk. Men – dagen efter tog han et grumt forspring. Først med en PR-gedde på fluestang med en gedde på 83cm og 4,5 kilo, og derefter gik han over til spin, hvor knægten satte mig på plads med yderligere to gedder, hvoraf den ene var noget tungere end min fra dagen før. Det er fisken du ser på billedet, som vejede 6,65 kilo og var 81 cm lang.
– Selv fik jeg herefter kun én – og dagen efter kunne jeg indhente ham en smule med en enkelt ørt. Det betyder, at nu er stillingen 7-4 til ham, og han har også årets største fisk. Meeeeen – sæsonen er lang, og jeg skal nok knuse ham. God påske.
apr 1, 2021 | Nyheder
På mange af de mere lavvandede søer er gedderne allerede startet med at gå på leg – og der er også steder, hvor det allerede er overstrået. Gedderne er fra i dag fredet, og hvis man fanger en som bifangst – eksempelvis som den udlegede gedde Adam Snarski her fik den anden dag, så skal den retur med det samme.
– Jeg har lige været en tur ude på min lokale sø for at fiske efter aborrer og gedder, fortæller han. – Til at starte med lagde jeg ud med at fiske med en 10 cm jig, og efter to timer havde jeg fanget 20 aborrer. – Herefter flyttede jeg til en ny plads – og fiskede på omkring otte meters dybde. Pludselig fik jeg et solidt hug på min lille agn, og efter en heftig fight på det lette grej, kunne jeg lande en flot gedde på 107 centimeter og syv kilo. Fisken blev genudsat efter et par hurtige fotos, slutter han.
I den kommende tid står den altså på aborrefiskeri og sandartsats, nu hvor gedden er fredet indtil første maj i ferskvand og 15 maj i brakvandet. Husk endelig at sende redaktionen en beretning og et godt billede af din fangst, når du har været ude at fiske. Vi ses derude!