jul 31, 2021 | Nyheder
– Jeg har netop været på et sats efter de helt store aborrer, fortæller Mads Davidsen. – Planen var at fiske en sø, hvor jeg for en del år siden havde fanget et par store aborrer. Siden havde jeg dog kun fanget små aborrer der, men jeg havde besluttet mig for og give den et skud med nogle lidt større gummidyr end jeg normalt går med. Valget faldt på en Savage Gear Craft Cannibal shad på 12,5 cm i farven Roach. Jeg havde fisket i tre timer, hvor jeg kun var blevet afbrudt af et par mindre gedder, da jeg helt ude i kastet fik et godt hårdt hug:
– Lige fra starten af var jeg ikke var i tvivl om, at det var en aborre, og at det var en ganske fin fisk, som var over de 40 cm. – Der er sikkert flere store i området, tænkte jeg, så jeg kastede samme sted hen, og igen helt ude i kastet fik jeg en rigtig god aborre på. Denne gang var det en super flot fisk på 47 cm, og igen skyndte jeg mig og kaste samme sted hen, hvorefter jeg for tredje kast i træk fik en aborre på. Denne gang skulle det dog vise sig og være en ren kæmpe.
– Da jeg fik den ind over netkanten tog jeg mig selv i at udbryde en sand glædesjubel, og det var da ikke helt uden grund, for jeg fik målt aborren til hele 52 cm, hvilket er en tangering af min længde-PR-aborre. Jeg havde faktisk aldrig troet, at det skulle lykkes for mig og fange en aborre i samme størrelse igen, men det gjorde det så. Efter de tre flotte aborrer skete der ikke mere, ud over at jeg fangede lidt flere smågedder. Men det gjorde heller ikke noget, for med sådan nogle flotte fisk kan man ikke tillade sig og brokke sig. Knæk og bræk derude.
jul 30, 2021 | Nyheder
De svenske skove rummer masser af muligheder for et spændende karpefiskeri i flot natur. En af de danskere, der netop har været hinsidas for at dyppe karpegrejet, er Thomas Svendsen fra Team CFC:
– Jeg blev samlet op af Carsten Sørensen fra CFC-Baits ved frokosttid, hvorefter vi kørte mod Sverige, hvor vi havde udset os en skovsø på cirka 10 hektar, som skulle have en god bestand af skælkarper, fortæller han. – Efter en køretur nogen timer igennem det svenske kom vi til søen, og wow sikke et smuk syn, som mødte os.
– Vi gik en tur rundt om søen for at lure, hvor vi helst ville slå lejr for de næste dage, og kom snart til en fed plads midt på søen, hvor vi havde god mulighed for at fiske op til et åkandebælte samt modsatte bred, der havde godt med siv langs kanten. Vi blev hurtigt enige om, at det var der, vi ville satse. Grejet blev i ro og mag sejlet til vores plads, og vi fik slået bivies op samt gjort klar til at sejle ud med vores rigs. Først fodrede vi dog godt op på vores udvalgte spots langs åkanderne og sivene.
– Aften og natten gik, hvorefter det blev morgen og tid til en god kop kaffe. Men lige som den blev nydt, begyndte Carstens ene baitrunner at køre. Stangen blev taget, og der var fast fisk i den anden ende, men den havde selvfølgelig taget turen ind igennem åkanderne, så ud i båden gik, mens Carsten fik kæmpet den fri imellem åkanderne. Til sidst kom den heldigvis sikkert ned i nettet, hvorefter vi jublede i båden. Da vi kom på land og havde fået ro igen over begejstringen, fik vi taget nogen billeder af denne smukke skæller.
– Dagen gik, og humøret var højt. Det næste døgns tid havde vi dog ikke den store aktivitet, andet end, at vi fik et par mindre brasner, som drillede os, men der måtte bare kæmpes videre og ikke mindst hygges. Og det blev der…
– Onsdag var det tid til at komme ud af poserne. Timerne gik, men lige pludselig begyndte en stang, jeg havde stående cirka 50 meter væk, at bippe. Jeg satte straks i en spurt imod stangen. Da jeg kom frem, var der fast fisk i den anden enden, for spolen kørte godt derudaf. Kort efter var kampen godt i gang – også denne gang med åkander indblandet, men det lykkes at få kontrol over den store karpe, så vi ikke skulle ud i båden. Efter en hård kamp fik vi den ind over netkanten, og da jeg kiggede ned i nettet, blev mine øjne noget store, da jeg tydeligt kunne se min drømmefisk ligge dernede i bunden. Det var en stor flot skæller, som ikke kunne modstå mine to hookbaits med Hot Amanda boilies fra CFC-Bait. Vægten stoppede først, da den ramte 17,1 kg.
– Der var bestemt højt humør resten af dagen, og en rigtig god stemning i lejeren, efter at vi begge havde lykkes med at få en fin skæller på land hver! Torsdag morgen blev det tid til at pakke og vende hjem, hvilket var okay, da vi var rigtig godt tilfredse med de fisk, som vi havde fået på land – og ikke mindst de oplevelser vi havde haft ved den smukke sø. Alt i alt en super god tur med max hygge og højt humør i en fantastisk natur. Det skal klart opleves igen.

Carsten Søren med en af turens flotte skælkarper. Øverst Thomas med sin 17 kilos skælkarpe.
jul 30, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Savage Gear har for første gang lanceret deres helt egen produktion af fiskehjul – et projekt, der har været to år undervejs. – Den nye kollektion af hjul fra Savage Gear indeholder fire hjulserier til ferskvand i størrelserne 1000-4000 og to til saltvand i 4000-18000 modeller, lyder det fra Thomas Sanotra, der er chef for produkter, indkøb og marketing hos Savage Gear. – En af de mest bemærkelsesværdige tekniske nyskabelser er Dura Grease systemet, der er udviklet udelukkende til de nye fastspolehjul fra Savage Gear. – Den nye type biologisk nedbrydeligt fedt fungerer helt perfekt i et ekstremt bredt spektrum af temperaturer rangerende fra -30 til 160 grader celsius. Fedtet er ekstremt klæbrigt, hvilket betyder, at du kan være helt sikker på, at det bliver siddende, så hjulet altid kører perfekt. Det betyder samtidig, at man får en forøget resistens mod korrosion, hvilket alt sammen er faktorer, der giver de bevægelige dele i gearet en længere levetid. En anden spændende feature er en ny type af kølesystem, der sikrer, at bremsen ikke overopheder under hård belastning. Dette er blot nogle af de mange fede features, som du kan finde på de nye hjul, hvor intet er overladt til tilfældighederne, slutter han.
Priserne ligger fra 499 til 1399 kroner inklusiv ekstraspole. Du kan læse alt om de nye hjul her.
jul 30, 2021 | Nyheder
Nordsøen har det sidste stykke tid leveret nogle virkelig flotte langer og torsk i den helt grove kaliber. Blandt de mest bemærkelsesværdige fisk er en stribe stortorsk og langer, der netop er taget ombord på båden Sally med Emil Østergaard fra Fishingbeyond som skipper:
– Vi er netop kommet retur fra en vild, total fantastisk og fuldstændig euforisk fiskeoplevelse, som man oftest kun kan drømme om, og absolut sjældent får lov at opleve, fortæller Jens Jørgen Ditlevsen, der var afsted med vennerne Rene, Asbjørn og Henrik. – Fiskeriet med Fishingbeyond bød på godt med action med torsk og langer op til hhv 20 og 17 kilo – inklusiv 7 målere over de 10 kilo. Rene fangede den største torsk på 20 kg og jeg den største lange.
– Alene oplevelsen af at mærke det “store hug” over 150 m under den sublime båd Sally, gav et adrenalin-kick så vildt. Vi fiskede både pirkefiskeri og medefiskeri, hvor agnen var friskfangede makreller. Kaptajn Emil og hans far Jesper har en unik viden om fangstpladser og fiskemetoder, der gør, at de hele bare virker. Alt i alt var det en totalt hyggelig og afstressende tur med et par særdeles behagelige fyre som guides, der gjorde det til en skøn oplevelse at dele båd i de cirka 20 timer, som turen varede. Man kan roligt sige, at vores vildeste drømme blev indfriet. PS: Styrketræning kan anbefales, da det kræver sin mand/kvinde at få de store fisk indenbords.

Rene med turens største torsk. Øverst Jens (th) og Henrik (tv) med turens største lange.
jul 30, 2021 | Nyheder
Redaktionen er nu retur på pinden efter en dejlig sommerferie, hvor den blandt andet har stået på karpefiskeri i de lyse sommernætter med flere fine fisk op til 14,2 kilo, som du kan se ovenfor. Fisken her to en Spicy Squid boilie fra CFC-Baits.
Du kan allerede nu roligt glæde dig til sensommer og efterårssæsonen 2021, hvor vi som sædvanlig disker op med masser af spændende fiskenyheder, artikler og videoer.
Husk at følge os på facebook og instagram så du får notifikationer om alt det nye spændende, der sker inden for dansk lystfiskeri – og du skal selvfølgelig heller ikke glemme at abonnere på vores nyhedsbrev og Youtube-kanal. Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev nederst på forsiden i rød box, så modtager du mail cirka en gang om ugen med links til de sprødeste nyhder, artikler og videoer. Alt sammen fuldstændig grat
Vi ses derude – Jens Bursell
jul 18, 2021 | Nyheder
Fisk & Fri har lukket til 30. juli, men du får lige lidt breaking news, for den dygtige artsfisker Betina Lorentsen har netop landet Danmarks største stangfangede stor næbsnog:
– Så har jeg netop fanget en stor næbsnog, som ifølge Henrik Carl fra rekordudvalgtet er den første stangfangede i DK nogensinde, fortæller hun. – Jeg var taget til kysten på jagt efter tangnåle med mine små tanago kroge. Det vrimlede med liv i vandet, men det var meget, meget svært fiskeri, og overdriver bestemt ikke, når jeg siger, at jeg fiskede på mindst 50 tangnåle uden held, før at denne forsigtigt nappede til agnen. Man kunne dårligt kalde det et bid, nærmere et sut, men det nok til at regningen faldt, da jeg løftede op i stangen. Det er nærmest umuligt at se forskel på de forskellige tangnålearter, så jeg sendte – som så mange gange før, billedet til Henrik Carl, der kunne oplyse mig om, at jeg ikke havde fanget en tangnål, men en stor næbsnog. Sådan en havde jeg aldrig havde hørt om før, så jeg var uden tvivl en rigtig glad pige den aften.
Stor tangsnog hører til nålefisk-ordenen hvortil bl.a. hører lille tangnål, almindelige tangnål, snippe og stor tangnål. Læs mere om arten her.
jul 14, 2021 | Nyheder
Fisk & Fri holder sommerferie indtil 30. juli, men her får du lige en akut breaking news opdatering:
Onsdag tog Mathias Wehlast Jessen og hans kammerat Sven Nyholm turen fra hhv. Nordsjælland og Fyn for at tage med det gode skib Bodil på tur efter sildehaj. Det var en tur, som de havde glædet sig meget til, da det var nyt fiskeri for dem begge. Klokken to om natten var der afgang fra Thyborøn i tre meter høje bølger, og der var cirka 16 timers sejlads til den første fiskeplads, som lå 120 sømil ude.
Her blev fanget pighajer til alle mand på båden, og som den sidste fik Mathias fightet sin første (og eneste) pighaj. Det var en hurtigt kamp på 2-3 minutter og uden at tænke over, at det var en stor pighaj, løftede han den bare ombord i stålwiren. Men det gik heldigvis godt. Længden sagde 115 cm, og vægten var 9 kg rent. Da den nuværende DK rekord er 8,5 kg, er Mathias’ pighaj nu potentiel ny DK rekord og udvalget behandler ansøgningen den 27. august, når de mødes næste gang. Pighajen er indstillet til både længde- og vægtrekord.
Længderekorden tilhører pt Jesper Larsen med en 72 cm fisk fra 2020 og vægtrekorden på 8,5 kilo blev fanget af Lars Andresen den 19. maj 2019 på Nordsøen.
jul 2, 2021 | Nyheder
Så er den tid på året kommet, hvor redaktionen holder sig en velfortjent pause for opdateringer døgnet rundt på alle ugens dage. Tak for alle de mange fangstberetninger I som brugere af sitet har indsendt det første halvår af 2021: I er alle med til at gøre fiskogfri.dk til Danmarks bedste, sjoveste og meste opdaterede hjemmeside om lystfiskeri!
Selvom vi lukker for de mange daglige opdateringer indtil fredag den 30 juli, så vil du i de kommende uger have masser af muligheder på at gå på opdagelse på hjemmesiden, hvor der ligger over 500 større artikler i artikelarkivet samt flere tusinde nyheder i nyhedsarkivet. Du kan også tjekke vores mange videoer – og abonnere gratis på Fisk & Fris YouTube kanal, som du finder her.
Hvis du fanger eller oplever noget i kategorien sensationelt – må du meget gerne kontakte redaktionen i ferien på jb@fiskogfri.dk, for vi vil stadig have enkelte opdateringer på vores facebook i løbet af juli. Og hvem ved – måske rydder vi forsiden på fiskogfri.dk trods af ferie, hvis du fanger en gigadonisk fisk af episke dimensioner – samt har de sprødeste fotos, der ikke har været ude andre steder på nettet.
Husk, at der er masser af fede præmier for fangster i fem forskellige kategorier, hvis du deltager i konkurrencen Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
Go´ sommer – Jens Bursell
jul 2, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Der er altid en måde at gøre fiskerejsen lidt lettere på. Bagageopsamling med Valizo er en af dem. Dette billede er fra en tur til nordøstkina i 1997, hvor Jens Bursell jagtede karper og kalugastør ved Amurfloden.
Bagagehåndteringsfirmaet Valizo kan som det eneste firma i Københavns Lufthavn tjekke dig ind hjemmefra, inden din flyrejse, så du slipper for transport af tung bagage til lufthavnen samt de lange og opslidende check-in køer i lufthavnen. Boardingkortet får du hjemme hos dig, når du afleverer din bagage – præcis som det foregår ved check-in i lufthavnen – blot hjemme hos dig.
Så skal du ud at fiske i ferien – eller skal du blot på en helt almindelig familieferie, så vil du med denne unikke service få en meget lettere start på din rejse – samtidig med, at du nedsætter den risiko, der er for Corona-smitte – dels i de tætte køer og dels i den pakkede afgangshal, hvor alle lige nu er på vej på ferie.
Særligt som lystfisker er det helt fantastisk at slippe for også at skulle forholde sig til aflevering af odd-size baggage i form af fx stangrør mv.
Som bruger på fiskogfri.dk for du i perioden fra og med i dag til den 16 juli 10 % rabat på en bagageopsamling med Valizo. Alt hvad du skal gøre er at bruge adgangskoden ”Fiskogfri”, når du bestiller din opsamling hjemme på din bopæl.
Bestil din bagageopsamling med 10 % rabat her.