okt 14, 2021 | Nyheder
– Planen var egentlig at fiske hele dagen, men en uheldig datter ændrede mine fiskeplaner, så turen blev en del afkortet, siger Johannes Junge. – Jeg ankom til geddesøen klokken 11.30 og fik rigget til. Der gik ikke længe, inden den første fine gedde huggede min flue hårdt, og kom ind til tandeftersyn.
– Herefter var der langt imellem fiskene, og der skulle kæmpes for at få gedderne i tale. Fiskeriet sluttede klokken 15, inden familiepligterne igen kaldte og resultatet var fire fisk i hånden på fire forskellige fluer. Dagens topfisk, som du ser ovenfor, blev taget på mit mønster Powerglide i farvekombinationen Clown (Rapala) fisket på Mono Rig med en XXL Dragon Tail i Chartreuse, som du ser nedenfor.

Det er med dette set-up Johannes fanger sine gedder på fluestangen.
okt 14, 2021 | Nyheder
Flemming Madsen – en legende i dansk lystfiskeri – gik i går aftes bort. Her på redaktionen har vi netop fået den triste melding om hans alt for tidlige død – og det gør os virkelig ondt.
I årtier har Flemming gennem sit fiskeri inspireret masser af lystfiskere til nye fiskeeventyr – både ude ved vandene og gennem sine mange fine artikler i Fisk & Fri. Den første store milepæl satte han uden tvivl som en af de mest ihærdige og succesfulde pionerer i det skandinaviske laksetrollingfiskeri, som han var en af de allerførste til at dyrke seriøst op igennem slutfirserne og halvfemserne. Men det var ikke kun indenfor laksetrolling, at Madsen ikke var bange for at opdyrke nye vande og fiskepladser – og op gennem årene er det blevet til pionerfiskeri efter alt fra havkat til sildehajer.
De seneste par år var det især søfiskeriet efter gedde, aborre og sandart, der havde Flemmings store interesse, og som i alt andet han har rørte ved – har han gjort det virkelig godt. Men vigtigst af alt var ikke hans pionerfiskeri og alle de imponerende storfisk: Flemming var et fantastisk menneske og en rigtig god fiskekammerat som alle os, der kendte ham – vil komme til at savne.
Æret være dit minde Flemming. Din stjerne vil brænde klart på fiskehimlen.
Jens Bursell
okt 14, 2021 | Nyheder
– Laksesæsonen 2021 er ved at gå på hæld, så hvad kan være mere opmuntrende end at tænke på den kommende sæson?
– Du kan roligt glæde dig til næste år, for nu vender Skjern Å Lystfiskerfestival tilbage. På utallige opfordringer har bestyrelsen i Lystfiskerforeningen af 1926 besluttet, at Skjern Å Lystfiskerfestival efter planen om en festival hvert andet år, vender tilbage i 2022. Sæt X i kalenderen i weekenden den 28-29 maj 2022, og glæd dig til et par dage i lystfiskeriets tegn.
– Som vanligt vil festivalen byde på hygge, socialt samvær, aktører med det sidste nye og spændende grej, fluekastere, fluebindere, events og foredrag. Al det vil du løbende blive orienteret om her på siden og på Facebook. Vil du være aktør på festivalen eller har du gode ideer til aktiviteter, så kontakt: Michael Pedersen eller Nils Svalebøg.
okt 14, 2021 | Nyheder
– Onsdag den 13/10 skulle IF Telefonens Fiskeklub på fladfisketur med Jaws fra Vedbæk, fortæller Jesper Spettrup. – Der var købt rigelige mængder friske børsteorm ind. Efter et veldækket morgenbord under dækket skulle der fiskes, og der blev fanget isinger, skrubber og rødspætter af alle, men de var ikke så store.
– Flere forskellige pladser blev afprøvet, men fiskene var alle samme størrelse, så skipper Peder sagde, at vi skulle sejle ud på lidt dybere vand. Og så var det eller på med friske orme og så ellers ned til bunden med forfanget. Efter et par mindre isinger kom det er bedre hug. Fisken trak godt fra, og op kom turens største fladfisk – en fin rødspætte på 1150 gram. Selv om det var en dag, hvor fiskene ikke var helt ivrige for at bide, fik alle fisk, og der blev også fanget et par torsk, slutter han.
Har du selv været ude på fsketur, hører vi meget gerne om dine fangster: Send 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 0 36.
okt 14, 2021 | Nyheder
Martin Falklind, der er kendt for sine fine bøger, artikler og TV-film, lancerer nu en ny TV-filmserie om de svenske vande og fiskebestande. Gennem tre år har Martin og hans filmteam udforsket og filmet ved – og under vandet rundt omkring i Sverige, og i en smuk filmtrilogi tager hans os med på en spændende rejse gennem de svenske elve, søer og havområder – “Fiskarnas Rike”.
Udover vandets beboere – fiskene – møder vi også forskere, eksperter og de mennesker som lever langs og af de svenske vande. Glæd dig til en flot TV-serie, som ikke blot giver smukke og unikke naturoplevelser, men også en dybere indsigt i de problemstillinger, der er for de svenske vande og fiskebestande – og som på mange måder er paralelle med de udfordringer, vi også har her i Danmark.
Følg med til “Fiskarnas Rike” på SVT2 søndag den 17, 24 og 31 oktober fra klokken 19-20. Første del handler om strømvand, anden del om søerne og tredje del om havet.
FOTO MARTIN FALKLIND OG MATHIAS ARNHAM

Du kan roligt glæde dig til den nye svenske TV-film “Fiskarnas Rike”, som er filmet af Martin Falklind og hans team, der her er godt i gang med det hårde arbejde for at producere de mange unikke filmklip, du kommer til at se på SVT2.

I del 1 går Martin Falklind og hans team tæt på livet i de svenske elve – blandt andet laksens forunderlige livscyklus.
okt 13, 2021 | Nyheder
– Jeg kan huske glæden, da min far tog mig med ud og fiske som barn, fortæller Steven Camin. – Men jeg kan også huske utålmodigheden. Og forløsningen når vi endelig fangede en fisk. Min første fisketur var efter aborrer og skaller ved nogle små idylliske søer tæt på Holte Station, og min far kendte stedet fra hans far. Her lærte han mig at fiske, og jeg elskede det.
– Siden da tog vi på mange fisketure sammen til blandt andet Helsingør, hvor vi fangede sej, fladfisk og torsk, og da jeg blev ældre tog vi ud med båd på Øresund i håb om nogle store torsk. Jeg husker nærværet med min far, når vi fiskede. Det var altid rart at være på fisketur med min far og jeg følte et enormt ligeværd i den fælles interesse.
– I dag tager jeg mine børn Fria og Bjørk med ud og fisker når vi kan. Vi har ikke været forbi søerne ved Holte sammen endnu, men vi har fast en teleskopstang i ladcyklen, når vi køre rundt i København. Og så tager vi gerne et par kast sammen i havnen og lader stangen gå på runde. Nogle gange tager vi et flåd eller bundrig med. Det hænder, at det bliver for kedeligt, og så kører vi hjem. Men nogle gange fanger vi en fisk, og så føles det om, at vi har vundet, og mine børn smiler og griner mens jeg deler highfives ud. Og hvis vi ikke har fisk i fryseren, og den er stor nok, tager vi den med hjem og renser den sammen. Vi ser, hvad fisken har i maven og undersøger den. Til sidst spiser vi den, mens vi glædes over det, som havet giver. Og jeg glædes over, at min far tog mig med ud og fiske, da jeg var barn.
Tjek Stevens instagram: @gadefiskeren
okt 13, 2021 | Nyheder
– Min kammerat Benjamin og jeg cyklede forleden ned til åen for at fange lidt bækørreder, skriver Asbjørn Skovmand til Fisk & Fri. – Da vi kom ned til åen, står Benjamin og fiskede i et perfekt bækørred hul. Jeg stillede mig ved siden af ham og tog et kast, og midt ude i åen bed en 45cm havørred pludselig på spinneren. Efter en hurtig genudsætning, gik vi glade videre. Jeg sagde til Benjamin, at vi lige skulle prøve at gå lidt opstrøms, fordi at der vr et godt hul. Her kastede jeg spinneren over mod modsatte brink, og mens den svingede hen over åen, så jeg en stor havørred svømme ud fra grøden, hvorefter den tog spinneren. Jeg skyndte mig at råbe til Benjamin – ”Jeg har en stor fisk”. Brinken var ca 1.5 meter høj, så benjamin måtte hoppe i åen for at få fisken landet. Men det lykkedes, som du kan se på fotoet ovenfor.
okt 13, 2021 | Nyheder
– Jeg havde for længe siden inviteret min gode ven, Søren Hjortgaard til Varde Å, og for ganske nyligt lykkedes det endelig for os begge at finde plads i kalenderen, skriver Thomas Kjelgaard til Fisk & Fri. – På mine fortrukne strækringer ved Varde er åen smal, og vandløbet slynger sig livligt gennem det varierede landskab. Min strategi til Varde å er teknisk forskellig, og fiskeoplevelsen er meget intens, da det ofte er helt korte kast med en præcis præsentation af fluen, der er afgørende.
– Vi havde ikke fisket i lang tid, før min flue konsekvent blev stoppet, mens den svingede mod egen bred. Fisken stod helt stille, efter den havde taget fluen, og jeg skulle virkelig arbejde for at flytte den… Det var en fantastisk oplevelse at fighte den toneangivende laks og mærke de hidsige samt bestemte udløb og se den springe helt fri af vandet flere gange…
– Jeg var henrykt, da Søren elegant nettede en særdeles smuk, mægtig og bomstærk laks. På turens sidste spot, var det Sørens tur til at fange laks. Endnu en smuk han, som Søren overlistede på en rød flue. Stærk fisket og sikke en debut i Varde Å. Vi havde en forrygende og mindeværdig fisketur, hvor vi fik mulighed for at stifte bekendtskab med en af åens store og mægtige laks. Der er idéelt at dele disse fantastiske og forførende oplevelser sammen.

Thomas Keldgaard med sin flotte laks fra Varde Å.
okt 13, 2021 | Nyheder
– I weekenden var jeg ude at prøve lykken i jagten på en af de store efterårsfisk, siger Mads Kentov fra Team Westin. – Jeg havde noget rigtig godt fiskeri både lørdag og søndag, hvor der med det samme var kontakt til en stor stime inde ved land, og fiskene blev i området. På de to dage blev det derfor til udsædvanlig mange fisk i nettet med 19 fangster på de to dage. Fiskene var i blandet størrelse samt farve, og de er bare så smukke i deres efterårsdragt. Efteråret er for alvor kommet, og der mange overgangs/farvede havørred ved kysten lige nu. Det giver noget spændende fiskeri.
– Men midt i alt det kom der pludselig et helt andet hug med massiv POWER bag. Fisken huggede langt ude kastet på et Sømmet i 28 gram fra Westin i den magiske farve amber. Fisken var 68 centimeter og havde en grov kondi. Det er bare noget særligt, når der kommer sådan en blankfisk ind i den størrelse og form. Jeg håber også, at I andre nyder fiskeriet derude på kysten, slutter han.