maj 2, 2022 | Nyheder
– Så blev det endelig den 1. maj og dermed geddepremiere, siger Mads Davidsen. – Jens Nordmark og jeg havde aftalt, at min båd skulle på vandet, og vi mødtes derfor ved mig klokken 06.00, hvorefter vi kørte mod vandet. Vi fik hurtigt smidt båden i vandet og sejlet ud til det første spot, og der skulle da heller ikke gå længe, før jeg fik fisk på. Men vent nu lige lidt – det var jo ikke en gedde, men en stor aborre. Vi kiggede da lige lidt begge to, da den havde nappet et relativt stort Savage Gear Daviator jerkbait.
– Efter lidt tid fangede jeg endnu en stor aborre på jerkbait, så nu blev vi enige om at rigge aborrestængerne til. Dem havde vi nemlig heldigvis smidt i båden, da vi vidste, at søen godt kunne levere store aborrer en gang imellem. Men der skete intet på aborregrejet til at starte med, så derfor valgte vi at fortsætte efter gedderne igen, hvilket da også resulterede i turens første premieregedde. Den blev dog den eneste gedde, vi fik fra båd denne dag. Derfor valgte vi at prøve lidt efter aborrer igen.
– Denne gang gik det lidt bedre, og vi fangede lynhurtigt en håndfuld aborrer, hvor alle var over 45 cm og alle over kiloet. De blev alle sammen fanget på en Savage Gear Craft Shad. Da fiskeriet døde, valgte vi at sejle ind og køre til en anden sø, hvor vi fangede en god håndfuld gedder. Nu var 1 maj turen reddet.
maj 2, 2022 | Nyheder
– Forleden landede vi i poppelsøen for at fiske efter stør, fortæller Mathias Wehlast Jessen. – Vi havde dog glemt, at der blev holdt ørredkonkurrence, så pladserne var lidt snævre. For ikke at komme i karambolage med ørredfiskeriet, nøjedes vi med at kaste lige knap og nap 2-3 meter fra hvor vi havde placeret os.
I starten skete der ikke så meget, andet end for den ene af os som bare hev fiskene til sig. Men som de første to timer forsvandt, begyndte vi alle at få bid på. En ny lystfisker blev så født den dag, nemlig en af Mathias’es gode venner Elias, som fangede en sibirisk stør på 5-6 kg. Mathias fik i beluga stør på 37 kg, Sofie fik en stjerne stør på 5-6 kg og Mads fik også en fin stør på et par kg. Alt i alt fangede vi i alt 25 fisk på 10 timers fiskeri, slutter han.
Savner du lidt inspration til dit størfiskeri, så tjek Fisk og Fris gratis Youtube kanal, hvor du blandt andet kan se denne film om størfiskeri

Mathias med sin fine beluga fra Poppelsøen.

Elias med dagens fangst.

Mads med en fin diamantstør.
maj 2, 2022 | Nyheder
Solen tittede frem mellem skyerne, da knap 90 spændte lystfiskere mødtes til geddepremiere søndag d. 1. maj kl. 9.30 ved Sct. Jørgen søerne i det indre København. Byens nye lystfiskerforening, Fiskeklub København, havde ekstraordinært fået tilladelse af Københavns Kommune til at afholde Geddecup i søerne, og dagen skulle vise sig at blive en stor succes.
Efter indskrivning spredte deltagerne sig ud langs søerne og kl. 10.00 lød startskuddet. Der skulle ikke gå mange minutter, før de første gedder huggede. Flere fine fisk blev indrapporteret indenfor den første time – de fleste mellem 70 og 80 cm. Og mange af fangsterne var enten første gedde eller ny personlig rekord for fangerne!
Halvvejs inde i konkurrencen lød top 3 på 92 cm, 91 cm og 80 cm. Men det lavede den unge William Tornow helt om på. Cirka kl. 11.45 fik han nemlig et tungt hug på sit Toby-blink på 28 gram. Første indskydelse var bundhug, men da søbunden pludselig tog et langt udløb, forstod han, at der var tale om en gedde af grov kaliber.
Flere deltagere ilede til og overværede den nervepirrende fight, der foregik mellem flere fældede piletræer, som stak 2-3 meter ud i søen. Men med sikker hånd fik William bugseret fisken ind mod land og her stod faren Glenn Tornow klar med teleskopnettet og fik i første hug gedden i nettet. Efter en hurtig fotosession og opmåling af fisken, kunne William genudsætte sin nye PR gedde på ikke mindre end 114 cm tilbage i sit rette element. Muligvis den længste gedde, der er fanget til en konkurrence i søerne.
De 114 cm holdt rigeligt til 1. pladsen og William kunne derfor gå hjem med et lækkert Savage Gear SG6-spinnehjul sponseret af SportDres. 2. padsen gik til Gustav Launtoft Pedersen for en gedde på 92 cm. Hans første gedde nogensinde. 3. pladsen gik til Patrick Runge med en gedde på 91 cm.
I alt blev der fanget ca. 25 gedder i løbet af en hyggelig premieredag i Hovedstaden.
Du kan se mange flere billeder fra dagen på www.facebook.com/fiskeklubkbh eller www.instagram.com/fiskeklubkbh
FOTOS: MARIE BRANDT, FISKEKLUB KØBENHAVN
maj 2, 2022 | Nyheder
Søren Porsgaard har netop landet, hvad der med god margin er den største laks, som er taget i Varde Å her i år. Fisken der var 118 cm og 16 kilo huggede på spinflue i Zone 1 nedstrøms Sig. Den næststørst laks på 110 cm fra Varde Å i år er taget af Dominic Parske den 16/4, og den tredjestørste på 106 cm og 11 kilo blev taget af Simon Knudsen den 17/4
I Varde å er der pt 3 laks tilbage på kvoten af laks over 73 centimeter. Indtil videre er der således landet 91 ud af de 94 på kvoten. I alt er der landet 93 laks, hvoraf de 22 er genudsat. Kvoten er i alt på 230 laks, så der er mange smålaks tilbage at fange og potentielt hjemtage.
Hvis du er til åfiskeri, så tjek alle vores mange artikler om emnet i Fisk & Fris artikelarkiv her.
Tjek laksefangsterne i Varde Å her.
maj 2, 2022 | Nyheder
Den officielle danmarksrekord for græskarpe lyder på 19,020 kilo taget af Jesper Andersen i 2005. Men forleden blev der fanget en fisk, der får den gamle rekord til at hænge i en tynd tråd:
– I cirka 14 dage op til karpe sæsonens start den 1 maj, havde jeg udset mig en god plads ved en større sønderjysk sø, hvor jeg ved af erfaring, at der går mange spændende karper. Sådan lyder det fra Michael Vadstrup Pedersen. – Jeg fodrede ved pladsen med bolies og pellets, mens jeg som mange andre lystfiskere så frem til sæsonens start.
– Da weekenden endelig stod for døren, og vejrudsigten lovede perfekt fiskevejr, pakkede jeg teltet og hunden – helt uvidende om, at jeg snart skulle møde mit livs fisk. Stængerne blev lagt ud til midnat, og selvom dagstemperatureren kom op på 17 grader, blev det til en kold nat på kun 2 grader. Om morgenen vågnede jeg tidligt. Vinden stod i nordvest, og jeg havde faktisk ikke de store forventninger til dagen. På mine tre stænger fiskede jeg med spinner-rigs med 24 mm Wafler boilies fra Succesful Baits.
– Omkring kl. 8.10 kom der et par bib fra bidemelderen, og jeg nåede lige at tænke, at det nok bare var en brasen. Men nej – bidmelderen fortalte mig, at den nok var god nok, så jeg skyndte mig ud af mit telt, fik gummistøvlerne på og gav modhug. Ret hurtig stod det klart for mig, at det ikke var nogen lille fisk med den kamp den lagde op til, så jeg måtte med fiskestangen i den ene hånd få skiftet fra gummistøvler til waders. Efter en times kamp, fik jeg endelig græskarpen op på land. Jeg kunne straks se, at dette helt klart var en personlig rekord for mig. Græskarpen vejede 19,250 kg og målte 107 cm. Nu ser jeg frem til resten af karpesæsonen med stor spændning, men selvfølgelig vel vidende, at denne PR vil blive svær at slå.
maj 2, 2022 | Nyheder
– Vi fik ikke fisket den første dag på Bornholm, fortæller Henrik Larsen. – Og da vi tog tideligt afsted næste morgen var ellers ikke med de store forhåbninger, da alle meldinger var, at det var rigtig svært at fange noget.
– Det første fiskepot var Levka, hvor vi hurtigt fik en slank falder, som blev sat hurtigt ud igen. Samtidig så vi en stå på et af revene og tage tre målsfisk på bombarda og flue, så optimismen steg hurtigt. Herefter var det ellers hjem til frokost for at vende tilbage til aftenfiskeriet på Levka igen.
– Vi fiskede til lukketid og mærkede ikke noget, indtil vi lige skulle have et par kast på et sandstykke før hjemturen. Mine to fiskemakkere var på vej op af vandet, da drømmefisken huggede halvejs inde. Jeg kunne godt mærke, at den slog noget med hovedet og tænkte fin fisk. Da den tog det første udløb ca 50-60 meter uden stop, begyndte jeg at kigge på spolen for at se, hvor meget line der var tilbage og pulsen ramte de 200. Benene begyndte sit gumminummer, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det her var en rigtig god fisk.
– Efter flere hidsige udløb kom den tæt på mig, og det første jeg så, var dens hale fri af vandet, og så blev jeg igen overrasket over størrelsen på fisken. Men da jeg havde valgt at lægge max pres på den under hele fighten, så begyndte den hurtigt at blive træt, og fiskemakker Bjarne kunne lande den i første forsøg. Glæden ville ingen ende tage, da den lå i nettet. Fisken vejede 5,250 kilo og var 76 cm lang. Den store havørred var klart en ny PR for mig på kysten. Pludselig var fiskeugen på Bornholm blevet til et rigtig skønt eventyr.
Havørreden huggede på enm 27 grams Sandeel med mørk ryg og sølv på siden.
maj 1, 2022 | Nyheder
Som nævnt i morges har det været geddepremiere i dag i de ferske vande, og der er meldinger om fine fisk fra mange vande. En af de geddefiskere, der har været ude og svinge stangen på den traditionsrige dag er Simon Nielsen:
– Uret ringede klokken 04.00, og grejet var pakket og pudset, så det stod snore lige til dagens fisketur. Vi mødtes fire gode venner hos mig klokken 05.00, og snart efter var vi på vej til dagens første plads. Da vi ankom, var forholdene i top. Jeg lagde hurtigt ud men en stor popper fra Kinetic, og der skulle ikke gå mange kast før jeg fik årets første popper-gedde. Nu var den krydset af på listen.
– Jeg skiftede agn, og valget var ikke svært overhovedet. Rapala Peto er den agn, som er i overtal i grejboksen. Efter en time havde jeg fået 5-6 flotte fisk. Fiskeriet døde dog også lidt ud, og vi var enige om, at vi skulle køre til næste vand. Åen er uforudsigelig. Enten er der ikke fisk og ellers er der MANGE fisk. Til vores held ramte vi ind i masser af fisk. Jeg fik hurtig tre mindre fisk på Peto. Længere oppe af åen stod min kammerat, som fik et godt hug, men mistede desværre fisken. Jeg rendte op til ham og tænkte, at jeg selv lige ville tage et par kast.
– Kort tid efter kom der et brutalt hug lige foran fødderne på mig. Fisken blev kroget og gav en vild og voldsom fight med flere spring ud af vandet. Jeg fik dog landet fisken, og smilet var stort. Fisken var både flot men også i en vild god kondi trods de lige har haft gydeperiode. Alt i alt en fed dag, hvor vi i alt fik lidt over 25 fisk. Vi fangede også en gedde med en and nede i svælget, slutter han.
Husk at du i “Ugens konkurrence” kan vinde for 1.000 kroner geddegrej fra Kinetic – læs mere her.

En af gedderne Simon og hans venner fangede havde lige slugt en and, inden den huggede.
maj 1, 2022 | Nyheder
– Da kalenderen det næste stykke tid er fyldt med gøremål blev vi enige om at lørdag skulle være forårslaksesæsonens sidste dag, lyder det fra Bjørn og Ronni fra Team terkel. – Vi inviterede vores gode ven og fiskemakker Preben fra Team Proppen med. Og da Preben ikke havde fanget laks i år blev vi enige om, at den første laks var hans, hvilket var en deal, som han absolut ikke kom til at fortryde. For efter at have trollet noget tid i det gode, så gik nederste riggerstang i et langt vrææææææl – og fisken satte sig dybt.
– På turen i dybet havde det lykkedes fisken at kludre sig ind i ikke mindre end 5 andre liner. Vi fik kludret liner op, bjærget det meste af grejet og første gang den kom ind til båden kunne vi godt se at det i hvert fald var en stor fisk. Efter cirka 30 minutters fight blev fisken nettet, og det var en kæmpe krabat med fedtfinne. Efter en hurtig vejning i nettet, og et lynhurtigt foto kom den ud i Østersøen igen. Og så kunne vi ellers med gummiben, mandekrammer og jubelråb fejre en bådrekord og en personlig rekord til Preben. Vægten uden nettet svingende mellem 17,5 og 18 kg. Sikke en måde at slutte foråret af på.
– Resten af dagen bød på masser af højt humør, god mad i godt selskab og så en enkelt undermåler laks, inden at klumperne blev hevet. Vi har i marts og april haft midlertidig hjemhavn i Ystad, sammen med en masse andre fantastiske trollingfiskere: Tak til alle jer for godt samvær, hjælp og hygge. Vi ses igen derude. Nu er vi på vej hjem mod Mosede, og den nærmeste fremtid står på fiskeri i Øresund, og der rigges snart op til sommerfiskeri.
Vil du have lidt ekstra tips til dit laksetrollingfiskeri, så se vores video med lakseguruen Pelle Karlsson på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
maj 1, 2022 | Nyheder
I anledning af geddepremieren på vores mange geddesøer, har du som gratis abonnent på Fisk & Fris YouTube kanal nu muligheden for at vinde for 1.000 kroner lækkert geddegrej fra Kinetic. Alt, hvad du skal gøre for at være med i lodtrækningen om præmien, er at svare på hvornår gedderne i ferskvand næste gang er fredet. Svaret skriver du i tråden om denne konkurrence publiceret her den 1. maj. Konkurrencen lukker for deltagere den 7 maj kl 12.00 – hvorefter vinderen vil blive offentliggjort.
Hvis du ikke allerede er gratis abonnent på Fisk & Fris YouTube kan du blive det her.
Præmien indeholder:
3 stk. Playmate 20cm i farverne Fire Tiger, Brownie No Nuts og Brown Tiger
2 pk Charmy R2F 13cm i farven Wannabe Pearch
2 stk Fatty Daddy 11cm i farverne Greenish Tiger og Silver Minnow
1 stk Slicky Micky Jerk bait i 14,5cm i farven Shiner
1 Stk. Humpy Dumpy 9,5cm i Fire Tiger
1 pk Pike Leaders 30 cm 65lbs
1 pk Single stingers 10cm 65 lbs
1 pk Single Stinger Fluoro Carbon 4,5cm 60lbs
1 rl FluoroCarbon i 0,60mm 20m
1 12″ heavy Duty Pistol Grip tang.