– Da kalenderen det næste stykke tid er fyldt med gøremål blev vi enige om at lørdag skulle være forårslaksesæsonens sidste dag, lyder det fra Bjørn og Ronni fra Team terkel. – Vi inviterede vores gode ven og fiskemakker Preben fra Team Proppen med. Og da Preben ikke havde fanget laks i år blev vi enige om, at den første laks var hans, hvilket var en deal, som han absolut ikke kom til at fortryde. For efter at have trollet noget tid i det gode, så gik nederste riggerstang i et langt vrææææææl – og fisken satte sig dybt.

– På turen i dybet havde det lykkedes fisken at kludre sig ind i ikke mindre end 5 andre liner. Vi fik kludret liner op, bjærget det meste af grejet og første gang den kom ind til båden kunne vi godt se at det i hvert fald var en stor fisk. Efter cirka 30 minutters fight blev fisken nettet, og det var en kæmpe krabat med fedtfinne. Efter en hurtig vejning i nettet, og et lynhurtigt foto kom den ud i Østersøen igen. Og så kunne vi ellers med gummiben, mandekrammer og jubelråb fejre en bådrekord og en personlig rekord til Preben. Vægten uden nettet svingende mellem 17,5 og 18 kg. Sikke en måde at slutte foråret af på.

– Resten af dagen bød på masser af højt humør, god mad i godt selskab og så en enkelt undermåler laks, inden at klumperne blev hevet. Vi har i marts og april haft midlertidig hjemhavn i Ystad, sammen med en masse andre fantastiske trollingfiskere: Tak til alle jer for godt samvær, hjælp og hygge. Vi ses igen derude. Nu er vi på vej hjem mod Mosede, og den nærmeste fremtid står på fiskeri i Øresund, og der rigges snart op til sommerfiskeri.

Vil du have lidt ekstra tips til dit laksetrollingfiskeri, så se vores video med lakseguruen Pelle Karlsson på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This